Sag BS-978/2023-GLO

 Parter

H1

(v/ advokat Peter Lausten Hansen)

mod

Skatteministeriet Departementet

(v/ advokat Mark Alexander Jarby Søndergaard)

Denne afgørelse er truffet af dommer Ulrich Vorstrup Rasmussen.

 

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, der er modtaget den 6. januar 2023, drejer sig om, hvorvidt H1 opfylder betingelserne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, for ordinær genoptagelse af sine skatteansættelser for indkomstårene 2015-2017.  

H1 har nedlagt følgende påstand: 

Principalt

Skatteministeriet skal anerkende, at sagsøgers skatteansættelser for indkomstårene 2015-2017 skal genoptages.

Subsidiært

Sagen hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Skatteministeriet Departementet har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Sagen er en prøvelse af Landskatterettens afgørelse af 6. oktober 2022, hvor

Landskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse af 8. oktober 2018. Af Landskatterettens afgørelse, der tillige indeholder en gengivelse af Skattestyrelsens afgørelse fremgår følgende:

"…

I afgørelsen har deltaget: Søren Kjær Madsen, Bodil Toftemann og Sune

Caspersen

Klager:	H1
Klage over:	Skattestyrelsens afgørelse af 8. oktober 2018
CVR-nr.:	...11
Indkomstår:	2015-2017

Klagepunkt	Skattestyrelsens afgørelse	Klagerens opfattelse	Landsskatterettens afgørelse
Skatteansættelserne for indkomstårene 2015-2017 skal genoptages efter den ordinære genoptagelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.	Nej	Ja	Nej

Møde mv.

Der har været afholdt møde mellem selskabets repræsentant og Skatteankestyrelsens sagsbehandler, ligesom repræsentanten har udtalt sig på et retsmøde i Landsskatteretten.

Faktiske oplysninger

Selskabet H1, CVR-nr. ...11, (herefter benævnt selskabet) drev ifølge oplysninger fra CVR handel og finansiel virksomhed, herunder erhvervelse og besiddelse af kapitalandele i danske selskaber, samt anden tilknyttet virksomhed.

Det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse, at selskabet var sambeskattet med flere datterselskaber, herunder G1-virksomhed, CVR-nr. ...12. Datterselskabet var registreret under branchekoden "711100 Arkitektvirksomhed", og formålet er i CVR oplyst til køb, salg, og udlejning samt projekt udvikling og entrepriseopgaver vedrørende fast ejendom og bygningsmaterialer, med tilknyttet service og rådgivning på området i EU, og ingeniør og arkitektarbejde.

Selskabet har ifølge oplysninger fra Skattestyrelsen selvangivet følgende sambeskatningsindkomster i de påklagede indkomstår:

•  2015: 4.017.012 kr., heraf G1-virksomhed 3.115.552 kr.

•  2016: 2.089.164 kr., heraf G1-virksomhed 2.050.574 kr.

•  2017: 1.977.957 kr., heraf G1-virksomhed 1.926.220 kr.

Selskabet har oplyst, at datterselskabet G1-virksomhed i de påklagede indkomstår har anvendt produktionskriteriet i forbindelse med indregning af omsætning, hvor løbende acontofortjenester på byggeri er medregnet som en indtægt både i selskabets eksterne årsregnskaber og i skatteopgørelserne.

Selskabet har den 25. juni 2018 anmodet SKAT om genoptagelse af indkomstårene 2014-2017. Af anmodningen fremgår bl.a.:

"Korrektionen relaterer sig til datterselskabet G1-virksomhed, og baggrunden er, at selskabet i både de eksterne årsregnskaber samt i skatteopgørelser for ovennævnte regnskabsår henholdsvis indkomstår har anvendt produktionskriteriet i forbindelse med indregning af omsætning, hvor løbende aconto fortjenester er medregnet som en indtægt både i selskabets eksterne årsregnskaber samt skatteopgørelser. Der anmodes således om, at dette korrigeres således retserhvervelsesprincippet finder anvendelse i skatteopgørelser for så vidt angår indkomstårene 2014-2017, og den løbende aconto fortjeneste tilbageføres i skatteopgørelsen, desuagtet den er indtægtsført i selskabets eksterne årsregnskaber.

Grundlaget for anmodningen er, at selskabet i den relevante periode har udført en række meget store entrepriseopgaver på private ejendomme, hvor bygherre, efter selskabets opfattelse, er kommet med en masse uberettigede mangels-indsigelser i forbindelse med slutafregningen, og selskabet har som følge heraf ikke modtaget den fulde entreprisesum. Da der har været tale om væsentlige forhold, som parterne har været uenige om, er tvisterne enten forelagt en voldgiftsret, eller selskabet har været nødsaget til at stævne bygherren. Bygherre, som alle er velhavende privatpersoner, har i samtlige sager, efter selskabets opfattelse, bevidst trukket sagerne i langdrag for at dræne selskabet likviditetsmæssigt, da bygherre er bevidst om at samtlige underentreprenører og materialeleverandører har modtaget den fulde afregning fra selskabet for de pågældende arbejder, hvorfor selskabet således har et stort udlæg, når bygherre har valgt ikke at betale de pågældende regninger."

Selskabet ønskede sambeskatningsindkomsten reguleret således:

•  2015: 9.114 kr.

•  2016: -721.081 kr.

•  2017: 1.310.280 kr.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har afvist at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 2014-2017.

Skattestyrelsen har begrundet dette med følgende:

"Som det fremgår af Den juridiske vejledning 2018-2, afsnit C.C.2.3.2.1 kan virksomheden vælge, om værdiansættelsen af igangværende arbejder for fremmed regning skal ske med eller uden indregning af acontofortjeneste.

Selskabet har for indkomstårene 2014-2017 valgt, at værdiansættelsen sker ved indregning af acontofortjeneste.

Der må anses at være tale om et selvangivelsesvalg. Da skattemyndighederne ikke har ændret ansættelsen i forhold til det selvangivne, er betingelserne for selvangivelsesomvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, stk. 1, ikke opfyldt.

R1-revision har i bemærkningerne af 1. oktober 2018 givet udtryk for, at selskabet har et retskrav på genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Det er imidlertid Skattestyrelsens opfattelse, at valg af værdiansættelsesprincip i henhold til praksis som beskrevet i Den juridiske vejledning, C.C.2.3.2.1 er et selvangivelsesvalg, som kan ændres fra år til år ved skriftligt at give besked herom til Skattestyrelsen. Det valg som selskabet har foretaget for indkomstårene 2014 - 2017 anses at være omfattet af reglerne om omvalg i skatteforvaltningslovens § 30, og kan derfor ikke ændres efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Der henvises i denne forbindelse til SKM2018.100.LSR.

Skattestyrelsen kan derfor ikke tillade, at selskabet ændrer værdiansættelsesprincip for de igangværende arbejder. Selskabet kan i forbindelse med selvangivelsen for indkomståret 2018 meddele Skattestyrelsen, at der foretages ændring af værdiansættelsesprincip.

Med hensyn til ændring af indkomståret 2014 skal det yderligere bemærkes, at der efter Skattestyrelsens opfattelse ikke er tale om ændring af det privatretlige grundlag for ansættelsen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1.

Forholdene omkring mangelsindsigelser har været kendt på tidspunktet for selvangivelse, og selskabet kunne have valgt at anvende et andet værdiansættelsesprincip ved selvangivelsen.

Skattestyrelsen kan således ikke give tilladelse til ændring af skatteansættelserne for indkomstårene 2014-2017."

I forbindelse med klagesagen har Skattestyrelsen udtalt følgende:

"Det skal bemærkes, at der i klagen anmodes om genoptagelse for 2015-2017 svarende til den subsidiære anmodning, dvs. i stedet for nedsættelse for 2014 med 3.159.122 kr. og forhøjelse for 2015 med 9.114 kr. ønskes ingen ændring for 2014 og i stedet ønskes nedsættelse for 2015 med 3.150.008 kr. Klager ønsker genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Det er fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at anmodningen vedrører ændring af selvangivelsesvalg. Da betingelserne i skatteforvaltningslovens § 30 ikke er opfyldt, har Skattestyrelsen ikke givet tilladelse til ændring af det selvangivne valg af produktionskriteriet for omsætningen."

I forbindelse med klagesagen er der indhentet udtalelse fra Skattestyrelsen med henblik på afholdelse af retsmøde. Skattestyrelsen har udtalt følgende:

"Skattestyrelsen har givet afslag på H1´s anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2014-2017, so vedrører selskabets sambeskatningsindkomst.

Anmodningen er begrundet i, at selskabets datterselskab i de omhandlede indkomstår udførte en række entrepriseopgaver på private ejendomme, hvor der i forbindelse med slutafregningen blev fremsat væsentlige mangelsindsigelser fra bygherre. Dette førte til tvister, der er indbragt for domstolene, hvorfor den fulde entreprisesum endnu ikke er betalt, ligesom der er en risiko for, at det endelige krav mod bygherre bliver mindre end forventet.

Der er anmodet om en ændring i værdiansættelsesprincippet for igangværende arbejder, idet selskabet har anvendt produktionskriteriet ved indregning af omsætningen, sådan at løbende acontofortjenester er medregnet som indtægt i de skattemæssige opgørelser. Disse ønskes tilbageført, sådan at retserhvervelsesprincippet finder anvendelse, og der sikres samtidighed imellem de faktiske indbetalinger for de igangværende arbejder og skattebetalingerne.

Anmodningen er fremsat med henvisning til Skattestyrelsens Juridiske Vejledning afs. C.C.2.3.2.1, der omhandler muligheden for at vælge værdiansættelsesprincip for igangværende arbejder.

Endvidere er der henvist til skatteforvaltningslovens §§ 26, stk. 2, og 27, stk. 1, nr. 1, og den Juridiske Vejledning afs. A.A.8.2.1.2.2, idet det er selskabets opfattelse, at der foreligger nye faktiske oplysninger, som man ikke var bekendt med på selvangivelsestidspunktet, da sagernes varighed er væsentlig længere, end hvad der med rimelighed kunne forventes ved deres påbegyndelse.

Vi har ikke anset sagen for at være omfattet af genoptagelsesreglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27, men af reglerne om omvalg i lovens § 30, stk. 1. Da skattemyndighederne ikke har ændret skatteansættelsen i forhold til det selvangivne, har vi dog ikke fundet, at betingelserne for selvangivelsesomvalg er opfyldt, hvorfor selskabets anmodning ikke er imødekommet.

Skatteankestyrelsen har med henvisning til Højesterets dom offentliggjort i SKM 2016.165 HR bemærket, at anvendelse af en valgbestemmelse ikke i sig selv udelukker anvendelsen af genoptagelsesreglerne. Da der dog ikke findes at være tale om en fejl ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst, er det også Skatteankestyrelsens opfattelse, at selskabet ikke er berettiget til genoptagelse.

På denne baggrund, og da selskabet så vidt ses er enig i vores opfattelse af, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 30 ikke er opfyldt, indstilles vores afgørelse stadfæstet.

Vi er enige i forslaget og begrundelsen."

Klagerens opfattelse

Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at selskabet på baggrund af den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 26 skal anses for berettiget til at få genoptaget skatteansættelserne for indkomstårene 2015-2017 grundet ønske om ændret opgørelsesmetode for datterselskabets omsætning.

Selskabet har gjort følgende anbringender gældende til støtte herfor:

"Anbringender

Genoptagelse af selskabets indkomstansættelser relaterer sig til datterselskabet G1-virksomhed, som er sambeskattet med H1.

Baggrunden er, at datterselskabet G1-virksomhed i både de eksterne årsregnskaber samt i skatteopgørelser for ovennævnte regnskabsår henholdsvis indkomstår har anvendt produktionskriteriet i forbindelse med indregning af omsætning, hvor løbende aconto fortjenester er medregnet som en indtægt både i selskabets eksterne årsregnskaber samt skatteopgørelser. Der anmodes således om, at dette korrigeres således retserhvervelsesprincippet finder anvendelse i skatteopgørelser for så vidt angår indkomstårene 2015 - 2017, og den løbende aconto fortjeneste tilbageføres i skatteopgørelsen, desuagtet den er indtægtsført i selskabets eksterne årsregnskaber.

Grundlaget for den ændrede indkomstansættelse er, at G1-virksomhed i den relevante periode har udført en række meget store entrepriseopgaver på private ejendomme, hvor bygherre er kommet med adskillige mangels-indsigelser i forbindelse med slutafregningen, og selskabet har som følge heraf ikke modtaget den fulde entreprisesum. Da der har været tale om væsentlige forhold, som parterne har været uenige om, er tvisterne enten forelagt en voldgiftsret, eller selskabet har været nødsaget til at stævne bygherren. Bygherre, som alle er velhavende privatpersoner, har i de relevante sager bevidst trukket sagerne i langdrag for at dræne selskabet likviditetsmæssigt, idet bygherre er bevidst om at samtlige underentreprenører og materialeleverandører har modtaget den fulde afregning fra selskabet for de pågældende arbejder, hvorfor selskabet således har et stort udlæg, når bygherre har valgt ikke at betale de pågældende regninger.

Der er således indtægtsført betydelige aconto fortjenester i selskabets skatteopgørelser for indkomstårene 2015-2017, som selskabet endnu ikke har modtaget betaling for. Argumentet for den ændrede skatteansættelse er således, at når selskabet ikke har modtaget betaling for de medregnede aconto fortjenester, er det rimelig, at selskabsskatten ligeledes udskydes indtil aconto fortjenesterne er indgået - derudover er der naturligvis en betydelig procesrisiko når sagerne er indbragt for domstolene, og selskabet har således ikke opnået et endelig krav mod bygherre. Anmodningen er således ikke begrundet i et ønske om at eliminere skatten, men blot at sikre samtidighed i de faktiske indbetalinger fra de igangværende arbejder og skattebetalingerne. Vi henviser i den forbindelse til den juridiske vejledning afsnit C.C.2.3.2.1.

Vi henviser til vedlagte bilag 2, hvor de foreslåede korrektioner er opgjort og beregnet for så vidt angår indkomstårene 2015 - 2017. Derudover vedlægger vi ligeledes underliggende specifikation af de enkelte uafsluttede sager for indkomstårene 2015 - 2017, der er indregnet i selskabets eksterne årsregnskaber henholdsvis skatteopgørelser (bilag 3-5).

G1-virksomhed påbegyndte en række større entrepriser til privatpersoner som en særskilt aktivitet henholdsvis niche tilbage i 2009, men det viste sig efterhånden, at der ofte var mangels indsigelser m.m. i forbindelse med afleveringsforretningen. Det var naturligvis ikke selskabets forventning, når de pågældende kontrakter blev indgået, hvilket selskabet lagde til grund for at selvangive den skattepligtige indkomst.

Det er en betingelse for anvendelse af skatteforvaltningslovens § 26 stk. 2, at der fremlægges oplysninger af enten faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. Som det fremgår ovenfor, er mange af de igangværende sager ikke er afsluttet indenfor den forventede tidshorisont, og derfor foreligger der de facto nye oplysninger, som ikke var G1-virksomhed bekendt i forbindelse med udarbejdelse af selvangivelser for de pågældende indkomstår. Vi henviser i den forbindelse til den juridiske vejledning afsnit A.A.8.2.1.2.2 hvoraf fremgår: "Det er tilstrækkelig, at borgeren med de nu fremlagte oplysninger sandsynliggør, at ansættelsen ville være blevet anderledes, hvis oplysningerne havde foreligget, da ansættelsen oprindelig blev foretaget''

For god ordens skyld skal det anføres, at samtlige de pågældende sager håndteres af advokatvirksomheden R2-advokatvirksomhed. Hvis Skatteankestyrelsen ønsker dette, kan det bekræftes, at sagernes varighed er væsentlig længere end hvad der med rimelighed kunne forventes i forbindelse med sagernes påbegyndelse, og derfor foreligger der faktiske oplysninger, der kan begrunde ændringen.

Dernæst fremgår det af Den juridiske vejlednings afsnit A.A.8.2.1.2.2, at "Borgeren/virksomheden... kan have fremfundet en retspraksis, der støtter det ønskede resultat''. Som beskrevet i Den Juridiske vejledning C.C.2.3.2.1 er det en anerkendt retspraksis, at det står virksomheder frit, om de vil medregne en beregnet acontoavance, når den værdiansætter sine igangværende arbejder. Det kan herefter konkluderes, at der forefindes en retspraksis, der støtter det ønskede resultat.

Afslutningsvis henleder vi opmærksomheden på Den juridiske vejlednings afsnit A.A.8.2.1.2.2 "Borgeren har retskrav på genoptagelse af ansættelsen, hvis der fremlægges retlige eller faktiske oplysninger, der kan begrunde en ændring. Se SFL § 26, stk. 2. 

Hvis de nu fremlagte oplysninger ikke tidligere har dannet grundlag for ansættelsen, kan de give adgang til genoptagelse. Oplysningerne behøver således ikke være nye i objektiv forstand"

Baseret på ovenstående fastholder vi, at selskabet har retskrav på ordinær genoptagelse af indkomstårene 2015 - 2017, da der er fremlagt oplysninger af både faktisk og retlig karakter.

 

Bemærkninger til Skattestyrelsens afgørelse

Som det fremgår af vedlagte afgørelse har Skattestyrelsen nægtet genoptagelse i henhold til reglerne om den ordinære ansættelsesfrist, jf. skatteforvaltningsloven § 26 stk. 2, og henviser i stedet til skatteforvaltningslovens § 30 om selvangivelsesomvalg.

Vi henviser til ovenstående anbringender, hvor det er dokumenteret, at H1 har retskrav på ændret indkomstansættelser for så vidt angår indkomstårene 2015-2017.

Dertil kommer, at det bl.a. er en betingelse for at anvende skatteforvaltningslovens § 30 om selvangivelsesomvalg, at "Skatteforvaltningen har ændret ansættelsen i forhold til det selvangivne", jf. Den juridiske vejlednings afsnit A.A.14.2. I den konkrete sag har Skatteforvaltningen ikke ændret ansættelse, hvorfor den kortere frist på 6 måneder ikke kan gøres gældende, og som en naturlig følge heraf, skal H1's anmodning behandles efter de almindelige regler om ansættelsesfrister i skatteforvaltningslovens § 26."

I forbindelse med klagesagen har selskabet fremsendt bilag 2, som indeholder foreslåede korrektioner på baggrund af forventede tab på mangelsindsigelser fra privatkunder i de 3 påklagede indkomstår:

"H1 - sambeskatningsindkomst

Indkomstår	2015	2016           2017____
Sambeskatningsindkomst Regulering igangv.sager:	4.017.012	2.089.164  1.977.957
Primo	-	3.150.008  3.871.089
Ultimo	-3.150.008	-3.871.089 -2.560.809
Effekt på skattepligtig indkomst	-3.150.008	-   721.081  1.310.280
Reguleret sambeskatningsindkomst	867.004	1.368.083  3.288.237

Specifikation af igangværende sager:

IGV, jf. opgørelse	4.280.862	6.368.189  3.480.339
- Eksl. Moms	-  856.172	-1.273.638 -  696.068
- Afsat til tab	-  274.682	-1.223.462 -  223.462
Netto	3.150.008	3.871.089  2.560.809

Selskabet har ligeledes til klagen medsendt bilag 3-5, som indeholder specificerede afsættelser af tab på kundefordringer. Afsættelserne for tab på de enkelte kundenumre går til dels igen over flere år. Tabene akkumuleres og er opgjort som følger:

                                                2015                2016                 2017_______

Tabsafsættelse på fordringer 274.681,60 kr. 1.223.461,60 kr. 223.461,60 kr.

Selskabet har suppleret med følgende bemærkninger:

"Skattestyrelsen har i deres afgørelse af 8. oktober 2018 argumenteret med, at en eventuel ændring af skatteansættelsen i den konkrete sag følger reglerne om selvangivelsesvalg i henhold til skatteforvaltningslovens § 30. Og som følge heraf har Skattestyrelsen ikke materielt behandlet skatteborgers anmodning om ændring af skatteansættelserne efter skatteforvaltningslovens § 26.

Det vil sige, at Skattestyrelsen i deres afgørelse har lagt afgørende vægt på, at forholdet er omfattet af § 30 om selvangivelsesvalg, og derfor kan genoptagelse efter § 26 ikke komme på tale. Deres argumentation er således, at en anmodning om ændret skatteansættelse følger enten § 30 eller § 26, og bestemmelserne således er gensidig udelukkende.

Vi henviser i den forbindelse til SKM2016.165.HR, der ligeledes vedrørte ordinær ændring af skatteansættelsen efter skatteforvaltningslovens § 26 hhv. selvangivelsesomvalg efter § 30.

Højesteret kom frem til, at der var adgang til ordinær ændring af skatteansættelsen, desuagtet Landsretten var kommet frem til den modsatte konklusion med henvisning til, at der var tale om selvangivelsesvalg efter § 30 i skatteforvaltningsloven.

I Højesterets afgørelse fremgår bl.a., at der af forarbejderne til skatteforvaltningsloven § 30 fremgår, at: "Bestemmelsen finder anvendelse ved siden (egen fremhævelse) af de regler, hvorefter den skattepligtige i dag i nærmere angivne situationer kan ændre et tidligere foretaget valg på selvangivelsen"

Vi henviser derfor til vores oprindelige argumentation om, at der er adgang til genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26 om ordinær ændring, og muligheden for skatteborger for at få ændret ansættelserne beror således på en særskilt vurdering af betingelserne i § 26. Ligeledes henviser vi til vores oprindelige argumentation om, at skatteborger de facto har retskrav på genoptagelse, hvis der fremlægges retlige eller faktisk oplysninger, der kan begrunde ændringen."

Selskabet har suppleret med følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling:

"I både indstillingen og udtalelsen argumenteres der for, at der ikke kan imødekommes genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, idet der ikke er sket en klar fejl, og der henvises til SKM2016.165.HR.

Det er for så vidt korrekt, at SKM2016.165.HR danner præcedens for at konkludere, at genoptagelse efter § 26 og omvalg efter § 30 ikke er gensidigt udelukkende, men derimod findes der en række kendelser, der ikke forudsætter "selvangivelsesfejl" for genoptagelse efter § 26, desuagtet en fejldispositioner naturligvis er omfattet af § 26.

Det fremgår derimod af lovteksten, at skatteborger skal " …fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen… ".

Som det fremgår af vores argumentation i sagen, er det vores klare opfattelse, at vi har tilvejebragt oplysninger og dokumentation på, at vi har fremlagt nye oplysninger af faktisk karakter, der kan begrunde ændringen.

Og når skattestyrelsen ikke har medtaget dette i deres sagsbehandling, men - de facto - blot retter ind efter Skatteankestyrelsen, har skatteborger ikke fået 2 selvstændige vurderinger af sagen. Dermed er det min vurdering, at det er mest rimeligt at sagen hjemvises til ny behandling hos Skattestyrelse, da skatteborger således ikke har fået 2 selvstændige vurdering af sagen, hvilke formentlig strider mod forvaltningsmæssige principper og formålet med at have en klageinstans, hvor ens sag reelt kan blive efterprøvet. Alternativt må skatteborger få medhold, idet der er fejl sagsbehandlingen hos Skattestyrelsen."

Retsmøde

Selskabets repræsentant fastholdt tidligere fremsatte påstande og anbringender. Repræsentanten gjorde således gældende, at selskabet havde adgang til genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2015-2017 efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Subsidiært mente repræsentanten, at der skulle ske hjemvisning til Skattestyrelsen, da selskabet ikke havde fået to selvstændige vurderinger af adgangen til ordinær genoptagelse efter § 26, stk. 2.

Skattestyrelsen fastholdt indstillingen om, at Skattestyrelsens afgørelse skulle stadfæstes og redegjorde for anbringenderne i henhold til tidligere udtalelser.

Landsskatterettens afgørelse

En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Sagen vedrører skatteansættelsen for indkomstårene 2015-2017. I medfør af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, skal en anmodning om genoptagelse på den skattepligtiges initiativ derfor være sendt til Skattestyrelsen senest den 1. maj 2019, 1. maj 2020 og 1. maj 2021.

Selskabet har den 25. juni 2018 anmodet om genoptagelse af indkomstårene 2014-2017. Klagen til Skatteankestyrelsen omfatter indkomstårene 2015-2017, og genoptagelsesanmodningen for 2015-2017 er inden for fristen i skaffeforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Skattestyrelsen har ikke anset valg af værdiansættelsesprincip for omfattet af genoptagelsesreglerne i skatteforvaltningsloven, da der er tale om en valgbestemmelse, som derfor reguleres af skatteforvaltningslovens § 30.

Landsskatteretten finder, at anvendelse af en valgbestemmelse ikke i sig selv udelukker anvendelsen af genoptagelsesreglerne, da genoptagelsesreglerne regulerer opgørelsen af indkomsten, mens reglerne om selvangivelsesomvalg i skatteforvaltningslovens § 30 vedrører det trufne valg.

Det er Landsskatterettens opfattelse, at genoptagelsesreglerne finder anvendelse, såfremt det må anses for godtgjort, at der er sket en klar fejl ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, og at det er sandsynliggjort af den skattepligtige, at man allerede på selvangivelsestidspunktet ønskede det skattemæssige resultat, som man efterfølgende anmoder om ved genoptagelsesanmodningen. Der henvises til Højesterets dom af 17. februar 2016, offentliggjort som SKM2016.165.HR, hvor Højesteret fandt, at skatteansættelsen kunne genoptages efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, da det måtte anses som en klar fejl fra revisors side, at selskabets skattepligtige indkomst var opgjort efter reglerne i selskabsskatteloven og ikke efter tonnageskattelovens regler, uanset at der var tale om en valgbestemmelse. Det fremgår af de faktiske oplysninger i højesteretsdommen, at det efter tonnageskattelovens § 5, stk. 1 og 2, ved omdannelse af rederier efter reglerne om skattefri virksomhedsomdannelse var en forudsætning for at kunne vælge tonnagebeskatning, at overskydende afskrivninger blev medregnet i den skattepligtige indkomst for den pågældende person for indkomståret forud for det indkomstår, hvor virksomhedsomdannelsen ville få virkning, hvis afskrivninger skete i videre omfang end fastsat i bestemmelserne. Skatteyders revisor havde foretaget en sådan opgørelse for overskydende afskrivninger og selvangivet dette for skatteyderen i året forud for virksomhedsomdannelsen.

Det fremgår af sagens oplysninger, at ønsket om genoptagelse ikke skyldes en fejl fra selskabets side. Selskabet valgte en opgørelsesmetode, hvor man ifølge det oplyste har medregnet løbende aconto fortjenester ved opgørelsen af igangværende arbejder. Efterfølgende tvister med kunderne i datterselskabet har medført, at selskabet ikke anser disse fortjenester for sikre og i stedet ønsker at anvende retserhvervelsesprincippet for de påklagede indkomstår.

Landsskatteretten finder, at dette ikke i sig selv statuerer en fejl ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst, men blot at selskabet efterfølgende har ønsket at foretage et omvalg, hvilket alene reguleres efter skatteforvaltningslovens § 30.

Dermed er selskabet ikke berettiget til genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Selskabets repræsentant har gjort gældende, at der skal ske hjemvisning til Skattestyrelsen, da selskabet ikke får to selvstændige vurderinger af adgangen til ordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse, at Skattestyrelsen anså anmodningen for at være et omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30. Det ligger indenfor Landsskatterettens kompetence at rette op på en eventuel forkert retsanvendelse i Skattestyrelsens afgørelse. Landsskatteretten finder derfor, at anvendelsen af et forkert retsgrundlag i Skattestyrelsens afgørelse ikke medfører hjemvisning.

Landsskatteretten stadfæster på denne baggrund Skattestyrelsens afgørelse, da selskabet ikke er berettiget til genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2."

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af direktør IA og statsautoriseret revisor IC.

IA har som partsrepræsentant forklaret, at han er direktør for H1, der beskæftiger sig med større entrepriser på fast ejendom. Han er også søn af den reelle ejer af H1. Han er uddannet (red.fjernet.uddannelse) og har beskæftiget sig med byggeri i 20 år, og han har været tilknyttet virksomheden siden 2008, hvorfor han snart i mange år har stået for driften af virksomheden.

Baggrunden for deres ønske om at bruge retserhvervelsesprincippet i stedet for det anvendte produktionskriterie er, at de i efteråret 2014 færdiggjorde en større entreprise i Y1-by, hvorefter de i 2015 fakturerede entreprisen med en større slutafregning. De havde forinden faktureret nogle løbende rater, som var blevet betalt, men efter slutfaktureringen fik de pludselig problemer med bygherre, som ikke ville betale regningen. De havde udført entreprisen efter en partneringaftale, hvilket er en aftale, hvor man åbent lægger frem, hvad man har brugt på køb af materialer og arbejdskraft, og hvor man så lægger en fast avance oveni. Det gjorde, at de skulle betale en masse underentreprenører samtidigt med, at de kun havde en begrænset avance, og de kom derfor i en meget presset situation, da de ikke fik deres betaling. Situationen blev så endnu mere presset, fordi de også skulle betale skat og moms af den betaling, som de ikke havde fået.

De havde efter slutfaktureringen en dialog med bygherren via deres advokat, og bygherre kom så pludseligt med en masse mangelindsigelser vedrørende ting, som ikke var en del af projektet. Under forhandlingerne gav bygherre hele tiden udtryk for at ville betale, men bygherre kom så hele tiden med flere og flere krav, og de så det sådan, at bygherre sprang fra deres aftaler, og til sidst var de nødt til at stævne ham, så der ikke indtrådte forældelse. Sagen blev efter bygherres valg henvist til voldgift, og der blev begæret syn og skøn, hvilket betød, at tingene trak voldsomt ud. Sagen er fortsat i gang med syn og skøn. Han mener, at det er meget usædvanligt, at en byggesag trækker så meget ud. De oplevede efterfølgende i 2015-2017, at de også havde to andre besværlige bygherrer, hvor de måtte køre et langt forløb, men de to sager er nu afsluttet.

Han var klar over, at de dengang anvendte produktionskriteriet i deres skatteansættelser. Det gjorde de, da de normalt sluttede deres sager hurtigt, og det var ligegyldigt for dem, om de anvendte produktionskriteriet eller retserhvervelsesprincippet, når de sluttede deres sager hurtigt.

Han har arbejdet med byggeri i omkring 20 år, så han er godt klar over, at man kan blive mødt med mangelsindsigelser, hvis der er mangler, men de mener ikke, at der var nogen mangler ved deres byggeri. Hvis der er mangler ved et byggeri, kommer det an på manglerne, om man stadig får den fulde entreprisesum.

IC har forklaret, at han er uddannet revisor, idet han startede som revisor i (red.fjernet.årstal1) og blev cand.merc.aud i (red.fjernet.årstal2) og statsautoriseret revisor i (red.fjernet.årstal3). Han har været revisor for H1 og G1-virksomhed siden 2018, og han assisterer selskaberne med udarbejdelse af årsregnskaber og ad hoc bogføring og andre ad hoc opgaver. Han laver udvidet gennemgang af H1’s regnskaber, men ikke egentlig revision af regnskaberne.

Selskaberne anvendte produtionskriteriet ved deres skatteindberetninger, før han tiltrådte som revisor. Efter produktionskriteriet er skatteindberetningen helt afkoblet fra faktureringen, og hvis han blev spurgt, ville han oftest anbefale at bruge retserhvervelsesprincippet. Det skyldes, at der kun er grund til at bruge produktionskriteriet for at gøre tingene enklere, da der ved anvendelse af produktionskriteriet er overensstemmelse mellem årsregnskabet og selvangivelsen, men retserhvervelsesprincippet er dog ofte bedre at bruge af likviditetsmæssige årsager.

Han blev opmærksom på, at produktionskriteriet gav udfordringer for H1 omkring sommeren 2018, hvor selskabet fik rykkere fra Gældsstyrelsen. De lavede herefter en afdragsordning med Gældsstyrelsen, og samtidigt søgte de om ordinær genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2015-2017 og ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2014. Det var en ad hoc opgave for ham. De sendte anmodningen om genoptagelse, fordi de mente, at der var nye oplysninger, der kunne begrunde en ordinær genoptagelse af skatteansættelsen. De nye oplysninger var, at H1’s byggesager var gået i hårdknude, hvilket ikke var forventeligt på baggrund af de erfaringer, som H1 tidligere havde gjort sig. Tidligere havde H1 kunne løse uenigheder med forhandling, men i de her tilfælde var sagerne gået i hårdknude.

Det er ham, der har udarbejdet opgørelserne, der var vedlagt som bilag til anmodningen om genoptagelse. Da man frit kan ændre opgørelsesprincip fra det ene år til det andet, vil ændringen af opgørelsesmetoden kun medføre en ultimo-effekt i det første år, hvor man foretager ændringen, og det er derfor, at der i opgørelsen ikke er angivet en primo-effekt for indkomståret 2014.

Skattestyrelsen nægtede at ændre selvangivelserne, idet Skattestyrelsen mente, at deres anmodning var en anmodning om selvangivelsesomvalg. Man kan kun anvende bestemmelsen i skatteforvaltningens § 30 om selvangivelsesomvalg, hvis skattemyndighederne har foretaget en ændring af skatteansættelsen, hvilket ikke var sket, og de vidste derfor godt, at de ikke kunne komme ind i de regler. Det var også derfor, at de i genoptagelsesanmodningen specifikt havde anmodet om genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Efter Skattestyrelsen havde givet afslag, klagede de til Landsskatteretten, og i forbindelse med klagen anmodede de kun om ordinær genoptagelse for indkomstårene 2015-2017 og ikke ekstraordinær genoptagelse for indkomståret 2014, og det er derfor, at der i opgørelsen på side 6 i Landsskatterettens afgørelse kun er en ultimo-effekt for 2015. De tog indkomståret 2014 ud, fordi de vurderede, at de ikke ville kunne opnå medhold i, at der skulle ske ekstraordinær genoptagelse for 2014. Som det fremgår af opgørelsen, ville nettoeffekten af den ønskede ændring være en skattelempelse på ca. 3 mio. kr.

I forbindelse med sagens behandling i Landsskatteretten, bad han om et kontormøde med Skatteankestyrelsen, og ved mødet anerkendte sagsbehandleren, at bestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, og § 30 gælder parallelt. I forbindelse med sagens behandling i Landsskatteretten gjorde de også gældende, at sagen skulle hjemvises til Skattestyrelsen, hvis de ikke fik medhold, fordi Skattestyrelsen kun havde taget stilling til § 30 og ikke § 26, stk. 2.

Ved sin afgørelse anerkendte Landsskatteretten, at Skattestyrelsen havde behandlet sagen forkert, og det betyder jo, at selskaberne ikke har fået behandlet sagen i to instanser. Landsskatteretten henviser i sin afgørelse også til en sag, der vedrører tonnageskatteordningen og klar fejl, og begge dele undrer ham.

Når en virksomhed overgår fra det ene princip for skatteansættelsen til det andet princip, ændrer det ikke den endelige skat, men det ændrer, hvornår skatten betales skatten. Opgørelseskriterierne vedrører kun opgørelsen af indtægten og forskellen er reelt periodiseringen af skatten hen over årene.

Parternes synspunkter

H1 har i sit påstandsdokument anført:

"…Anbringender

H1 gør overordnet gældende, at selvangivelserne for 2015-2017 ikke er dispositive. Selvangivelserne for de pågældende indkomstår indeholder alene en række pligtmæssige oplysninger, som skulle afgives over for skattemyndighederne. H1 er derfor ikke bundet af de pågældende selvangivelsers oplysninger, når det efterfølgende konstateres, at oplysningerne er forkerte. Det gælder også, selvom oplysningerne på selvangivelsestidspunktet var korrekte. Det væsentlige er, at de på grund af efterfølgende omstændigheder har vist sig at være forkerte.

Derfor kan oplysningerne også ændres, hvis betingelserne for genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 (MS side 9), er opfyldt.

Formålet med selvangivelserne for de pågældende indkomstår var at opgøre den skattepligtige indkomst på korrekt vis. Den skattepligtige indkomst for de pågældende indkomstår blev ikke opgjort korrekt, fordi der ikke skete retserhvervelse af indkomst i det omfang, der blev selvangivet.

Det forhold, at den skattepligtige indkomst skal være opgjort korrekt, er baggrunden for genoptagelsesreglerne i skatteforvaltningsloven. På baggrund af genoptagelsesreglerne kan der foretages ændringer og berigtigelser af den selvangivne indkomst. Sådanne ændringer, der gør opgørelsen af den skattepligtige indkomst materielt korrekt, kan foretages såvel på skattemyndighedernes som den skattepligtiges foranledning, jf. bestemmelserne herom i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27 (MS side 9 og 10).

H1 er af den opfattelse, at betingelserne for ordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, er opfyldt, hvorfor Skatteministeriet skal anerkende, at skatteansættelserne for de på- gældende indkomstår skal genoptages.

4.1 Den principale påstand

Til støtte for den principale påstand gøres det gældende, at anmodningen om genoptagelse for indkomstårene 2015-2017 (E side 27-28) blev indsendt rettidigt for de pågældende indkomstår, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 (MS side 9). Dette har Landsskatteretten også lagt til grund i sin afgørelse (E side 18).

Landsskatterettens retsopfattelse om (E side 18), at adgangen til genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 (MS side 9), er betinget af (i) klare fejl i forbindelse med selvangivelsen og (ii) at der allerede på selvangivelsestidspunktet skulle være et ønske om det skattemæssige resultat, der efterfølgende anmodes om ved genoptagelsesanmodningen, bestrides.

Det gøres gældende, at der ingen holdepunkter er i ordlyden af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 (MS side 9), for den af Landsskatteretten anlagte fortolkning. Efter ordlyden af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 (MS side 9), er det alene en betingelse for genoptagelse, (i) at der fremlægges oplysninger af faktisk eller retlig karakter og (ii) at disse oplysninger kan begrunde ændringen.

Det gøres gældende, at der er fremlagt oplysninger som nævnt i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 (MS side 9), og at disse oplysninger vil kunne begrunde en ændring af skatteansættelsen. H1 har på den baggrund et egentligt retskrav på at få genoptaget sine skatteansættelser for de pågældende indkomstår.

For så vidt angår det første krav, kan oplysningerne være berigtigelse af fejlagtige oplysninger, som er lagt til grund for den oprindelige skatteansættelse. Men oplysningerne behøver ikke at være af en sådan karakter, idet der med anvendelse af ordene "fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter", ikke er noget krav om, at disse oplysninger skal erstatte oplysninger, der var fejlagtige og da slet ikke klart fejlagtige oplysninger.

For så vidt angår det andet krav, skal det blot sandsynliggøres, at ansættelsen er materielt forkert. Der kan ikke stilles krav om, at det dokumenteres, at en genoptagelse med sikkerhed vil føre til en ændret skatteansættelse. Det gøres gældende, at det ligger uden for enhver tvivl, at skatteansættelserne for 2015-2017 for H1 vil skulle ændres, hvis retserhvervelsesprincippet, og ikke produktionskriteriet, lægges til grund for opgørelsen af den skattepligtige indkomst for G1-virksomhed.

Af forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 (MS side 181 og 285), fremgår det også klart, at oplysningerne ikke nødvendigvis skal være nye i objektiv forstand. Tilsvarende fremgår af Skattestyrelsens Juridiske Vejledning (MS side 369).

Under alle omstændigheder indeholder hverken ordlyden af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 (MS side 9), eller bestemmelsens forarbejder (MS side 181 og 285) krav om, at genoptagelse efter bestemmelsen fordrer, at der er sket klare fejl ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst og selvangivelsen af denne. Landsskatteretten har ved sin retsanvendelse (E side 18 og 19) foretaget en indskrænkende fortolkning af bestemmelsen, som der ikke er holdepunkter for.

Det bestrides, at Højesterets dom af 17. februar 2016, der er offentliggjort som SKM2016.165.HR (MS side 391), giver støtte for stadfæstelse af Skattestyrelsens afgørelse af 8. oktober 2018, sådan som Landsskatteretten har gjort (E side 18 og 19). Det gøres gældende, at denne dom (MS side 391) ikke kan tages til indtægt for den indskrænkende fortolkning af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 (MS side 9), som Landsskatteretten har foretaget.

I SKM2016.165.HR (MS side 391) fandt Højesteret, at et selskab kunne få genoptaget sin skatteansættelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 (MS side 9). Højesteret anførte i sin præmisser (MS side 396), at ansættelsen af selskabets indkomst for 2009 hvilede på forkerte oplysninger om selskabets valg af skatteordning. På den baggrund fandt Højesteret, at selskabet havde krav på genoptagelse, således at fejlen kunne blive berigtiget.

De faktiske omstændigheder i den foreliggende sag afviger fra de faktiske omstændigheder i Højesterets dom i SKM2016.165.HR (MS side 391). Højesterets præmisser kan ikke - sådan som Landsskatteretten har hævdet det i sin afgørelse (E side 18) - tages til indtægt for, at H1 ikke skulle opfylde betingelserne for genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 (MS side 9).

Det gøres gældende, at Højesterets dom i SKM2016.165.HR (MS side 391) alene kan tages til indtægt for, at Højesteret fandt, at de af revisor begåede fejl var oplysninger, der kunne begrunde en ændret ansættelse, idet den oprindelige ansættelse, der var udarbejdet af selskabets revisor, var baseret på forkerte oplysninger om selskabets valg af skatteordning.

Højesterets dom kan navnlig ikke tages til indtægt for, at Højesteret har fortolket skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 (MS side 9), på en sådan måde, at betingelserne for genoptagelse alene er opfyldt, hvis (i) der er sket klare fejl ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst samt selvangivelsen af denne og at (ii) der allerede på selvangivelsestidspunktet skulle være et ønske om det skattemæssige resultat, som der efterfølgende anmodes om ved genoptagelsesanmodningen.

En sådan fortolkning ville både være i strid med ordlyden af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 (MS side 9), bestemmelsens forarbejder (MS side 181 og 285), det anførte i Juridisk Vejledning (MS side 369) og det overordnede hensyn bag genoptagelsesreglerne.

Det overordnede hensyn bag genoptagelsesreglerne på skatte- og afgiftsområdet er at opnå materielt rigtige afgørelser. Dette kan udledes dels af Fristudvalgets betænkning nr. 1426/2003 (MS side 264, 265 og 271), dels af Højesterets dom i SKM2020.531.HR (MS side 402), hvor Højesteret fandt, at en skatteyder i indkomstårene 2013 og 2014 kunne modregne negativ skat af aktietab fra indkomståret 2010, uanset at dette tab ikke var blevet selvangivet i 2010, hvor tabet var konstateret.

Det gøres gældende, at skatteansættelserne for 2015-2017 ikke er materielt korrekte. Dette forhold kunne først konstateres efterfølgende - altså efter selvangivelserne var indgivet. Hvis skatteansættelserne ikke kan genoptages og ændres, er forholdet det, at H1 beskattes af indkomst, der ikke er erhvervet endelig ret til, hvilket netop medfører, at der opstår materielt forkerte ansættelser for de pågældende indkomstår.

Da H1 selvangav sambeskatningsindkomsten for 2015-2017, var der ikke tale om fejl i selvangivelserne for de pågældende indkomstår. Det var tværtimod tilsigtet, at der blev selvangivet med anvendelse af produktionskriteriet ved opgørelsen af igangværende arbejder, idet H1/G1-virksomhed havde en berettiget forventning om, at de bygherrer, som G1-virksomhed havde indgået entrepriseaftaler med, også betalte for disse entrepriser i overensstemmelse med de indgåede aftaler. Denne forudsætning har imidlertid vist sig ikke at holde stik, hvorfor der er sket beskatning af indkomst, der ikke er erhvervet endeligt af G1-virksomhed. Når eller hvis G1-virksomhed erhverver endelig ret til denne indkomst, vil den selvsagt skulle beskattes. Men det skal først ske på dette senere tidspunkt, hvor det kan konstateres, om indkomsten er erhvervet. På dette senere tidspunkt vil indkomsten skulle indgå i ved opgørelse af sambeskatningsindkomsten.

Det gøres gældende, at de tvister, der har været mellem G1-virksomhed og de bygherrer, som G1-virksomhed har udført bygningsentrepriser for, er oplysninger af faktisk karakter, der kan begrunde en ændring af sambeskatningsindkomsten for H1. Disse efterfølgende tvister har netop medført, at G1-virksomhed ikke har erhvervet den indkomst, der oprindeligt blev selvangivet med anvendelse af produktionskriteriet. En materielt korrekt skatteansættelse - som netop er det overordnede hensyn bag skatteforvaltningslovens genoptagelsesregler, herunder de skattepligtiges mulighed for at begære genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 (MS side 9) - vil sikres ved en anvendelse af retserhvervelsesprincippet for indkomstårene 2015-2017 i stedet for produktionskriteriet.

Oplysningerne om, at bygherrerne - som G1-virksomhed indgik entrepriseaftaler med - ikke har betalt for de udførte byggeydelser som aftalt, er således en efterfølgende faktisk omstændighed, der medfører, at de oprindelige selvangivelser for indkomstårene 2015-2017 er materielt forkerte. Disse nye oplysninger har netop ikke dannet grundlag for skatteansættelserne for 2015-2017, der derfor ønskes genoptaget efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 (MS side 9), således at ansættelserne ændres på baggrund af disse efterfølgende oplysninger.

Det gøres gældende, at eksemplet i Fristudvalgets betænkning nr. 1426/2003 om et retligt anbringende (MS side 232), der vil kunne medføre ordinær genoptagelse, finder tilsvarende anvendelse i den foreliggende sag. G1-virksomhed har selvangivet indkomst efter produktionskriteriet, men der er rettelig tale om, at indkomsten skal selvangives efter retserhvervelsesprincippet, da anvendelse af produktionskriteriet medfører, at der gennemføres beskatning af indkomst, der slet ikke erhverves (eller evt. erhverves på et senere tidspunkt, hvor indkomsten så vil blive selvangivet og beskattet). En anvendelse af retserhvervelsesprincippet vil således medføre en naturlig samtidighed mellem indkomsterhvervelsen og skattebetalingen. Uden anvendelse af retserhvervelsesprincippet sker der reelt det, at H1 beskattes af indkomst, som H1 aldrig erhverver.

Det gøres gældende, at Vestre Landsrets dom af 22. december 1999, der er offentliggjort som TfS 2000, 108 (MS side 385 og 390), støtter synspunktet om, at betingelserne for genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 (MS side 9), er opfyldt. I den pågældende sag var en ekspropriationserstatning for nedpelsning af mink (avlsdyr) blevet selvangivet som almindelig indkomst, uanset at erstatningen vedrørte minkavlerens indkomstgrundlag (og derfor var skattefri). Vestre Landsret fandt, at minkavleren havde fremlagt oplysninger, der i tilstrækkeligt omfang sandsynliggjorde, at skatteansættelsen kunne ændres (fra skattepligtig indkomst til ikke-skattepligtig indkomst). Minkavlerens anmodning om genoptagelse blev derfor taget til følge.

Det gøres gældende, at anmodningen om genoptagelse i den foreliggende sag er begrundet i forhold, der er fuldt sammenlignelige med dem, som var gældende i TfS 2000, 108 (MS side 385), idet H1 ikke ønsker at blive beskattet af indkomst, der ikke er erhvervet endelig ret til.

Det gøres gældende, at afsnit C.C.2.3.2.1 i den Juridiske Vejledning (MS side 359) for de pågældende indkomstår ikke angav, om der kunne foretages en ændring af valget af opgørelsesmetode af den skattepligtige indkomst med tilbagevirkende kraft. Da det hverken er direkte angivet i Skattestyrelsens Juridiske Vejledning eller lovgivningen i øvrigt, at en sådan ændring af valg af metode for opgørelse af den skattepligtige indkomst skulle være udelukket, gøres det gældende, at H1 med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, (MS side 9) har krav på at få genoptaget skatteansættelserne med henblik på anvendelse af en anden metode for opgørelse af den skattepligtige indkomst, der giver symmetri og overensstemmelse mellem indkomsterhvervelsen og skattebetalingen. H1 kan derfor på baggrund af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 (MS side 9) få genoptaget skatteansættelserne for indkomstårene 2015-2017.

4.2 Den subsidiære påstand

Skattestyrelsen og Landsskatteretten har ikke foretaget en nærmere vurdering af de oplysninger, som H1 fremlagde til støtte for, at skatteansættelserne for indkomstårene 2015-2017 skulle genoptages. Herunder er der ikke foretaget en vurdering af, om disse oplysninger kunne begrunde en ændring af skatteansættelserne for de pågældende indkomstår.

Skattestyrelsen ved sin afgørelse (E side 21) set bort fra det forhold, at anmodningen af 25. juni 2018 (E side 27) var en anmodning om genoptagelse efter skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27 (MS side 9 og 10) for henholdsvis indkomstårene 2015-2017 og 2014. Skattestyrelsen behandlede og afgjorde alene sagen efter reglerne om selvangivelsesomvalg i skatteforvaltningslovens § 30 (MS side 10).

Det gøres gældende, at reglerne om genoptagelse i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27 (MS side 9 og 10) og reglerne om selvangivelsesomvalg i skatteforvaltningslovens § 30 (MS side 10) ikke gensidigt udelukker hinanden. Landsskatteretten anerkendte dette synspunkt i sin afgørelse af 6. oktober 2022 (E side 18).

Uanset at Landsskatteretten var af den opfattelse, at reglerne om genoptagelse og reglerne om selvangivelsesomvalg ikke gensidigt udelukkede hinanden, traf Landsskatteretten afgørelse om, at betingelserne for genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 (MS side 9), ikke var opfyldt. H1 har derfor ikke fået Skattestyrelsens prøvelse af spørgsmålet, idet alene Landsskatteretten har taget stilling til spørgsmålet (som første instans).

Hvis retten måtte konkludere, (i) at reglerne om selvangivelsesomvalg i skatteforvaltningslovens § 30 (MS side 10) er irrelevante for den foreliggende sags bedømmelse og (ii) at adgangen til genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 (MS side 9), hverken er betinget af klare fejl i forbindelse med selvangivelsen eller at der på selvangivelsestidspunktet skulle være et ønske om det skattemæssige resultat, der efterfølgende anmodes om ved en genoptagelsesanmodning, så er forholdet det, at ingen myndighed - hverken Landsskatteretten eller Skattestyrelsen - har foretaget en vurdering af, om de af H1 for Skattestyrelsen fremlagte oplysninger kunne begrunde en ændring af skatteansættelserne for de pågældende indkomstår.

Grundlaget for hjemvisning er det anførte, idet Skattestyrelsen i så fald som første instans bør foretage en vurdering af, om de af H1 fremlagte oplysninger giver grundlag for genoptagelse.

Det gøres på den baggrund gældende, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen…"

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført:

"…Anbringender

Overordnet gør Skatteministeriet følgende gældende:

H1 har ved at selvangive i henhold til produktionskriteriet, hvor acontofortjenesten løbende indtægtsføres i henhold til færdiggørelsesgraden, foretaget et selvangivelsesvalg. H1 valgte ved selvangivelsen ikke at anvende det almindelige retserhvervelsesprincip.

For at ændre et selvangivelsesvalg, skal reglerne om selvangivelsesomvalg anvendes. Reglerne følger af skatteforvaltningslovens § 30. Allerede fordi der findes regler om selvangivelsesomvalg, kan en ændring af et valg ikke ske gennem anvendelse af de almindelige regler om genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Spørgsmålet om H1’s adgang til at ændre opgørelsesmetode i sine selvangivelser for 2015-2017 skal derfor afgøres efter skatteforvaltningslovens § 30.

Skatteministeriet gør gældende, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 30 for at foretage et sådant selvangivelsesomvalg ikke er opfyldt. Allerede derfor skal ministeriet frifindes. Dette uddybes nedenfor under afsnit 3.2. H1 påberåber sig så vidt ses ikke skatteforvaltningslovens § 30. Som ministeriet forstår det, er der derfor enighed om, at betingelserne for selvangivelsesomvalg i henhold til § 30 ikke er opfyldt.

Herefter uddyber ministeriet, hvorfor skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, som påberåbt af H1, heller ikke udgør hjemmel til at ændre en selvangivet opgørelsesmetode (afsnit 3.3).

3.1 H1 har foretaget et ubestridt korrekt selvangivelsesvalg

G1-virksomhed, som H1 i 2015-2017 var sambeskattet med, valgte selv at indtægtsføre i indkomstårene 2015-2017 bygningsentrepriser for fremmed regning efter produktionskriteriet, således at acontofortjenesten indtægtsføres løbende i henhold til færdiggørelsesgraden og ikke først i det år, hvor arbejdet er afsluttet ifølge indgået aftale, jf. herom bl.a. Den juridiske vejledning 2024-2, afsnit C.C.2.3.2.1:

"Værdiansættelsesprincip for igangværende arbejder for fremmed regning

[…]

Virksomheden må selv vælge, om den vil medregne indirekte produktionsomkostninger og beregnet acontofortjeneste, når den værdiansætter sine igangværende arbejder. Se LSRM 1980, 88 LSR.

Den erhvervsdrivende skal bruge det samme princip på samtlige sine igangværende arbejder. Se netop nævnte LSRM 1980, 88 LSR.

Den erhvervsdrivende kan skifte værdiansættelsesprincip for sine igangværende arbejder for fremmed regning fra år til år ved skriftligt at give besked herom til Skattestyrelsen, medmindre skatten på den måde rent faktisk bliver elimineret, eller det er hensigten." (min understregning)

 

På samme vis fremgår det af Skatteretten 2, 10. udgave 2024, Jan Pedersen m.fl., side 70 ff., at:

"2.3. Flerårige entreprisekontrakter - igangværende arbejde for fremmed regning

Den skattepligtige indkomst skal som nævnt indledningsvist opgøres som en årsindkomst, jf. SL §§ 4-6. Der skal derfor ske en periodisering af den skattepligtiges indtægter og udgifter, så de placeres i det korrekte indkomstår. Ved igangværende arbejder for fremmed regning, dvs. hvor en erhvervsdrivende har indgået en aftale med en kunde om udførelse af en opgave til levering/overdragelse efter indkomstårets udløb, skal det fastlægges, hvordan de indtægter og udgifter, der knytter sig hertil, skal periodiseres.

Når en selvstændigt erhvervsdrivende har arbejdsopgaver som f.eks. et byggeprojekt, der strækker sig over flere indkomstår, skal fortjenesten eller tabet i medfør af retserhvervelsesprincippet i SL § 4 først medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvor arbejdet er færdiggjort i henhold til det, som den erhvervsdrivende har forpligtet sig til ifølge aftale, f.eks. en byggekontrakt, og projektet - og dermed ejendomsretten hertil - overdrages til kunden. Først på dette tidspunkt er der erhvervet endelig ret til indtægten.

 

[…]

 

Som alternativ til beskatning på færdiggørelsestidspunktet (retserhvervelsestidspunktet) kan den skattepligtige ifølge praksis vælge at indtægtsføre en aconto fortjeneste hvert af de år, som arbejdet strækker sig over.

 

[…]

 

Der kan som udgangspunkt frit skiftes opgørelsesprincip fra år til år ved skriftligt at give meddelelse herom til Skatteforvaltningen. Principskiftet omfatter i så fald alle den erhvervsdrivendes igangværende arbejder for fremmed regning. Hvis der ved principskiftet sker eller tilsigtes ikke blot en forskydning af skattebetalingen men en eliminering af skatten, kan der ikke foretages principskifte." (min understregning)

 

Der er således tale om et bindende selvangivelsesvalg, når H1 har valgt produktionskriteriet som opgørelsesmetode.

H1 har selvangivet følgende sambeskatningsindkomster i

2015-2017 i henhold til produktionskriteriet (bilag 3, side 4, 3. afsnit):

-  2015: 4.017.012 kr., heraf 3.115.552 kr. fra G1-virksomhed

-  2016: 2.089.164 kr., heraf 2.050.574 kr. fra G1-virksomhed

-  2017: 1.977.957 kr., heraf 1.926.220 kr. fra G1-virksomhed

                       

H1’s selvangivelser for 2015-2017 er fuldt ud overensstemmende med den af H1 valgte opgørelsesmetode (produktionskriteriet). H1 anfører da også i stævningen, side 9, 5. afsnit, at:

         

"Det bestrides ikke, at da sagsøger selvangav sin skattepligtige indkomst for 2015-2017, var der ikke tale om fejl fra sagsøgers side".

Det er derfor ubestridt, at H1’s selvangivelser for 2015-2017 i henhold til produktionskriteriet var korrekte.

H1 har derved ved sin selvangivelse af sambeskatningsindkomster for 2015-2017 valgt én opgørelsesmetode (i henhold til produktionskriteriet), men ønsker nu på bagkant at ændre sine selvangivelser med en anden opgørelsesmetode (i henhold til retserhvervelsesprincippet), således at sambeskatningsindkomsten reguleres med hhv. 9.114 kr. for 2015, -721.081 kr. for 2016 og 1.310.280 kr. for 2017, med den konsekvens at sambeskatningsindkomsten i stedet udgør (stævningen, side 4, 2.-3. afsnit, og bilag 1, side 4):

-  2015: 4.026.126 kr.

-  2016: 1.368.083 kr.

-  2017: 3.288.237 kr.

H1 har imidlertid foretaget et bindende - og korrekt - selvangivelsesvalg for 2015-2017, der ikke efterfølgende kan gøres om, idet betingelserne for omvalg i skatteforvaltningslovens § 30 ikke er opfyldt:

3.2 Selvangivelsesomvalg i henhold til skatteforvaltningslovens § 30

3.2.1 Retsgrundlaget

Skatteforvaltningslovens § 30, stk. 1, har følgende ordlyd:

 

"Told- og skatteforvaltningen kan tillade, at en skattepligtig ændrer valg af oplysninger afgivet til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2, i det omfang skattemyndighederne har foretaget en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, der har betydning for valget, og valget som følge heraf har fået utilsigtede skattemæssige konsekvenser".

Det fremgår således udtrykkeligt af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 30, at tilladelse til et selvangivelsesomvalg forudsætter, at skatteyderen har foretaget et valg i sin selvangivelse, at skattemyndighederne har foretaget en korrektion af skatteyderens skatteansættelse, og at skatteyderens valg i selvangivelsen som følge af disse korrektioner har fået utilsigtede skattemæssige konsekvenser.

Skatteforvaltningslovens § 30 er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 37 D. De almindelige bemærkninger til skattestyrelseslovens § 37 D (lovforslag nr. 175 af 12. marts 2003) indeholder nogle vigtige fortolkningsbidrag:

"2.2. Ændring af valg i selvangivelsen, jf. forslaget til skattestyrelseslovens § 37 D 

Der findes i skattelovgivningen en række bestemmelser, hvorefter skatteansættelsen er afhængig af, at den skattepligtige træffer et valg i forbindelse med selvangivelsen. Udgangspunktet i disse tilfælde er, at valget er bindende for den skattepligtige, således at valget ikke senere kan ændres med virkning for skatteansættelsen. Selvangivelsen er med andre ord som udgangspunkt dispositiv, idet der dog kan ske berigtigelse af egentlige fejl. 

Såfremt skattemyndighederne tilsidesætter selvangivelsen, og valget som følge heraf får uhensigtsmæssige skattemæssige virkninger for den skattepligtige, kunne den skattepligtige imidlertid ikke på tidspunktet for indgivelsen af selvangivelsen forudse de skattemæssige konsekvenser af valget, hvorfor det forekommer urimeligt at fastholde den skattepligtige herpå. 

Det foreslås på den baggrund, at der indsættes en regel i skattestyrelsesloven, hvorefter skatteministeren kan tillade, at et valg i selvangivelsen kan ændres, såfremt skattemyndighederne har foretaget en skatteansættelse af betydning for valget, og valget som følge heraf har fået utilsigtede skattemæssige virkninger."

 

Af disse forarbejder kan det for det første udledes, at et selvangivelsesvalg som udgangspunkt ikke kan ændres med virkning for skatteansættelsen.

For det andet kan det udledes, at der dog kan ske berigtigelse af egentlige fejl.

For det tredje kan det udledes, at det, man fra lovgivers side har ønsket at beskytte skatteyderen imod, er de skattemæssige virkninger af et valg, som man ikke kunne forudse, da valget blev truffet. Derfor foreslås det, at et sådant valg skal kunne ændres, hvis myndighederne har foretaget en skatteansættelse af betydning for valget, og valget som følge heraf har fået utilsigtede konsekvenser.

Forarbejderne viser, at lovgiver ikke har ønsket, at man - hvor der er truffet et valg i selvangivelsen - har mulighed for at ændre dette valg, fordi man efterfølgende indser, at valget er uhensigtsmæssigt.

Tilsvarende fremgår det af svaret på spørgsmål 7 om adgangen til i videre omfang at foretage ændring af valg i selvangivelsen, som blev stillet til Skatteministeren i forbindelse med lovforslagets behandling (nr. 175 af 12. marts 2003):

"Spørgsmål 7: Hvad er baggrunden for, at der kun skal være tilladt skatteyder at ændre valg af afskrivningsprocent o.lign. i de tilfælde, hvor skattemyndighederne ændrer ansættelsen, men at det ikke kan ske, hvis det efterfølgende viser sig, at valget var uhensigtsmæssigt, såvel i den situation, hvor efterfølgende begivenheder betyder, at valget var uhensigtsmæssigt, og i tilfælde, hvor valget - f.eks. på grund af misforståelse af konsekvensen - ikke var hensigtsmæssigt ved udfærdigelsen af selvangivelsen (opgørelsen af den skattepligtige indkomst)?

 

Svar: Udgangspunktet efter gældende ret er, at der ikke, hvor lovgivningen overlader den skattepligtige et valg, frit kan ændres på dette valg efterfølgende, medmindre der i lovgivningen er givet udtrykkelig adgang hertil. Normalt vil den skattepligtige da også i forbindelse med selvangivelsen kunne forudse konsekvenserne af et givent valg.

 

Hvis myndighederne imidlertid har ændret skatteansættelsen, kunne den skattepligtige ikke forudse de skattemæssige konsekvenser af valget på tidspunktet for indgivelsen af selvangivelsen. I disse tilfælde er det derfor rimeligt, at valget kan ændres, hvis det valg, der er truffet, på grund af myndighedernes ændring viser sig at være uhensigtsmæssigt.

 

Som nævnt i mit svar på spørgsmål 5 vil bestemmelsen endvidere gælde ved siden af de særregler, der allerede i dag findes i skattelovgivningen, hvorefter den skattepligtige i nærmere bestemt omfang kan ændre et valg i selvangivelsen.

 

Et eksempel herpå er virksomhedsskatteloven, hvorefter den skattepligtige inden udløbet af ligningsfristen frit kan ændre beslutning om, hvorvidt virksomhedsordningen skal anvendes eller ikke. Afskrivningslovens § 52 om efterfølgende af- og nedskrivninger, der er omtalt under spørgsmål 5, er et andet eksempel.

 

Der er således i særlovgivningen taget hensyn til, at der efter omstændighederne kan være grund til at tillade en videre adgang til at ændre et allerede truffet valg. Jeg mener derfor ikke, at der umiddelbart er behov for, at den generelle adgang til selvangivelsesomgørelse gøres bredere."

(mine understregninger)

 

3.2.2 H1 opfylder ikke betingelserne for selvangivelsesomvalg i skatteforvaltningslovens § 30

 

Skatteministeriet gør gældende, at H1 har foretaget et selvangivelsesvalg, og at dette valg ikke kan ændres i medfør af skatteforvaltningslovens § 30, allerede fordi skattemyndighederne ikke har foretaget en skatteansættelse, der har betydning for det valg, som H1 foretog ved at anvende produktionskriteriet, jf. skatteforvaltningslovens § 30.

Det er endda ubestridt, at betingelserne for selvangivelsesomvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, ikke er opfyldt, jf. replikken, side 2, 3.-4. afsnit og 6.-7. afsnit.

Der er ikke hjemmel til selvangivelsesomvalg i de tilfælde, hvor skatteyderen efterfølgende har indset, at valget ikke var hensigtsmæssigt sammenholdt med et alternativt selvangivelsesvalg.

Allerede derfor skal Skatteministeriet frifindes.

3.3 Genoptagelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2

3.3.1 Retsgrundlaget

Det følger af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, at en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb skal fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

Det er en betingelse for genoptagelse efter bestemmelsen, at selskabet fremlægger oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen af skatteansættelserne. Det er i den forbindelse afgørende, at der på baggrund af de fremlagte oplysninger er anledning til at ændre skatteansættelsen eller revurdere den, jf. lovforslag nr. 175 af 12. marts 2003 til dagældende skattestyrelseslovs § 34, stk. 2, som blev videreført i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Vurderingen af, om der er grundlag for en (ordinær) genoptagelse, indebærer altså en stillingtagen til, om der materielt er belæg for at ændre den omhandlede ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat. H1 skal derfor dokumentere eller sandsynliggøre, at ansættelserne for 2015-2017 er materielt forkerte, jf. herom også Den juridiske vejledning 2024-2, afsnit A.A.8.2.1.2.2.

Et selvangivelsesvalg, der potentielt har vist sig uhensigtsmæssigt, indebærer ikke, at skatteansættelsen er forkert, og et sådant valg kan alene ændres efter reglen om selvangivelsesomvalg i skatteforvaltningslovens § 30. I modsat fald var denne regel både unødvendig og illusorisk.

3.3.2 H1 kan ikke anvende genoptagelsesreglen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, til selvangivelsesomvalg

Skatteministeriet gør gældende, at H1 ikke kan få genoptaget sine skatteansættelser for indkomstårene 2015-2017 i medfør af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

H1 kan ikke få genoptaget sine skatteansættelser i medfør af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, allerede fordi valg eller fravalg af produktionskriteriet ved opgørelsen af indkomsten som anført ovenfor er et selvangivelsesvalg. Selvangivelsesomvalg er ikke omfattet af genoptagelsesadgangen efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Det følger da også af højesteretspraksis, at det kun giver mening at anvende genoptagelsesbestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, hvis der ikke er tale om en omvalgssituation, jf. UfR 2016.1958 H. Højesteret fandt, at sagen ikke rejste spørgsmål om selvangivelsesomvalg i skatteforvaltningslovens § 30’s forstand, idet der var tale om berigtigelse af en klar fejl begået af revisor, hvilket skal ske i regi af genoptagelsesreglen i § 26, stk. 2.

Selv hvis skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, fandt anvendelse i denne sag, kan H1 ikke få genoptaget sine skatteansættelser for 2015-2017 i medfør af bestemmelsen, allerede fordi ansættelserne ikke er forkerte.

Det er som anført ubestridt, at der ikke var tale om en fejl fra H1’s side, da selskabet selvangav i henhold til produktionskriteriet for indkomstårene 2015-2017, jf. stævningen, side 9, 5. afsnit. Ansættelserne for 2015-2017 er derfor ikke forkerte men fuldt ud overensstemmende med den opgørelsesmetode, H1 valgte ved sine selvangivelser.

Karakteristisk for et selvangivelsesvalg er, at hverken det ene eller det andet valg kan karakteriseres som værende rigtigt eller forkert. Det er i sagens natur også tilfældet for så vidt angår valget om at anvende enten det almindelige retserhvervelsesprincip eller produktionskriteriet ved opgørelsen af indkomsten.

Det forhold, at det efterfølgende har vist sig vanskeligt for G1-virksomhed at få fuld betaling fra nogle bygherrer som påstået som følge af mangler ved byggeriet, betyder ikke, at skatteansættelserne for 2015-2017 er materielt forkerte i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2’s forstand. H1 og G1-virksomhed som entreprenør kunne da også kalkulere med, at den fulde betaling af entreprisesum forudsætter, at G1-virksomhed leverer byggerier uden mangler. H1 kunne altså allerede fra sit valg af produktionskriteriet i sine selvangivelser i 2015-2017 have kalkuleret med, at mangelskrav ville betyde tilbagehold i entreprisesum, indtil G1-virksomhed har afhjulpet konstaterede mangler.

I en situation som den foreliggende, hvor der er fordele og ulemper ved de forskellige opgørelsesmetoder, har H1 ved sine selvangivelser med åbne øjne valgt én opgørelsesmetode blandt flere og kunne kalkulere med, at betalingen af den fulde entreprisesum forudsætter levering af byggerier uden mangler. Der er ikke i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, hjemmel til efter forgodtbefindende at ændre opgørelsesmetode bagudrettet.

Hertil kommer, at G1-virksomhed efter omstændighederne kan have ret til fradrag for tab på fordringerne, jf. kursgevinstlovens § 3.

H1’s skatteansættelser for 2015-2017 er på den baggrund ikke forkerte, hvorfor H1 ikke er berettiget til genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

___________

Den snævre adgang til at berigtige egentlige fejl på baggrund af forarbejderne nævnt ovenfor og UfR 2016.1958 H fører heller ikke til, at H1 kan få genoptaget sine skatteansættelser for indkomstårene 2015-2017 og ændre den valgte opgørelsesmetode.

I UfR 2016.1958 H fandt Højesteret, at et selskab kunne berigtige sin selvangivelse, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Dette skyldtes, at Højesteret på baggrund af en konkret bevisbedømmelse lagde til grund, at selskabet "utvivlsomt" havde haft en anden hensigt, end hvad selskabets revisor havde selvangivet, og var derfor ikke bundet af revisorens disposition, som var udtryk for "en klar fejl".

Det følger af dommen, at fejl i selvangivelsen alene kan berigtiges, når det bevismæssigt konkret må lægges til grund, at der ikke er overensstemmelse mellem selvangivelsens udvisende og den - dokumenterbare - beslutning, som den skattepligtige har truffet vedrørende det omhandlede selvangivelsespunkt. Berigtigelse af sådanne fejl sker ifølge dommen ikke indenfor rammerne af skatteforvaltningslovens § 30 om omvalg, men derimod ved en genoptagelse. Det følger således også af dommen, at der ikke er mulighed for at berigtige et selvangivelsesvalg, der har vist sig uhensigtsmæssigt - heller ikke inden for den ordinære genoptagelsesfrist - men at en klar og dokumenterbar fejl i selvangivelsen kan berigtiges ved genoptagelse af skatteansættelsen.

I denne sag er der imidlertid ikke tale om berigtigelse af en klar og dokumenterbar fejl. Det er endda ubestridt i denne sag, at H1 ved sine selvangivelser for 2015-2017 ikke begik fejl, jf. stævningen, side 9, 5. afsnit, og replikken, side 2, 2. afsnit nedefra.

3.4 H1’s subsidiære påstand om hjemvisning

H1 gør gældende, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen, idet Skattestyrelsen behandlede H1’s anmodning om genoptagelse alene efter skatteforvaltningslovens § 30, mens Landsskatteretten også vurderede spørgsmålet efter § 26, stk. 2, hvorfor H1 kun har fået spørgsmålet efter § 26, stk. 2, prøvet i én "instans", jf. stævningen, side 10, midt for.

Det er imidlertid uklart, hvad grundlaget for en eventuel hjemvisning er efter H1’s opfattelse. Formålet med en eventuel hjemvisning er også uklart i et tilfælde, hvor der ikke er grundlag for genoptagelse (H1’s principale påstand), og hvor Landsskatterettens afgørelse står ved magt.

Der er i øvrigt ikke grundlag for H1’s synspunkt, allerede fordi det som gennemgået ovenfor er korrekt, at både Skattestyrelsen og Landsskatteretten fandt, at denne omvalgssituation reguleres af skatteforvaltningslovens § 30

Hertil kommer, at Skattestyrelsen har vurderet skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, i sin afgørelse, jf. bilag 2, side 3-4, hvor Skattestyrelsen bl.a.

anfører:

"Det valg som selskabet har foretaget for indkomstårene 2014 - 2017 anses at være omfattet af reglerne om omvalg i skatteforvaltningslovens §

30, og kan derfor ikke ændres efter reglerne i skatteforvaltningslovens§ 26, stk. 2" (bilag 2, side 4, 3. afsnit)

 

Der er derfor ikke noget grundlag for H1’s synspunkt.

Selv hvis Skattestyrelsens afgørelse i øvrigt lider af en mangel, er manglen afhjulpet ved Landsskatterettens afgørelse, jf. også Landsskatterettens afgørelse (bilag 3), side 11, 6. afsnit, og Den juridiske vejledning 2024-2, afsnit A.A.7.5…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

H1 har gjort gældende, at der skal ske ordinær genoptagelse af virksomhedens skatteansættelse for indkomstårene 2015-2017 i medfør af bestemmelsen om ordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, der på daværende tidspunkt havde følgende ordlyd:

"§ 26

…

 

Stk. 2.  En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

…"

Retten bemærker, at ordlyden af bestemmelsen er ændret pr. 1. januar 2024 således, at bestemmelsen nu også omfatter ændring af grundskyld og dækningsafgift, hvilken ændring dog ikke har relevans for nærværende sag.

Det er ubestridt, at H1 i forhold til indkomstårene 2015-2017 har overholdt den tidsmæssige betingelse i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, og spørgsmålet i sagen er derfor, om H1 har overholdt betingelsen i bestemmelsen om at have fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

Retten finder, at denne betingelse må ses i lyset af, at der i skatteforvaltningslovens § 30 er en særregel om omvalg af opgørelsesmetode for skatteansættelsen, og at betingelsen derfor skal forstås således, at der kun kan ske genoptagelse efter § 26, stk. 2, med henblik på at ændre opgørelsesmetoden for skatteansættelsen, hvis opgørelsesmetoden hviler på en klar fejl, idet den skattepligtige i andre tilfælde kun kan få ændret opgørelsesmetoden, hvis betingelserne for omvalg i skatteforvaltningslovens § 30 er opfyldt.

På baggrund af H1’s anbringender og sagens oplysninger i øvrigt, herunder de afgivne forklaringer, lægger retten til grund, at H1 ønsker genoptagelse for at ændre opgørelsesmetoden for indkomstårene 2015-2017 fra produktionskriteriet til retserhvervelsesprincippet. Det kan desuden lægges til grund, at det ikke beror på en klar fejl, at H1 i indkomstårene 2015-2017 opgjorde sin indtægt efter produktionskriteriet, idet anmodningen om genoptagelse i stedet beror på, at denne opgørelsesmetode efterfølgende viste sig at være uhensigtsmæssig af likviditetsmæssige grunde, idet H1’s sambeskattede selskab G1-virksomhed ikke fik betalinger for sit arbejde på det tidspunkt, som selskabet havde forudsat.

Der er derfor ikke grundlag for en ordinær genoptagelse af H1’s skatteansættelser for 2015-2017 efter skatteforvaltningens § 26, stk. 2, og der ikke er anmodet om rettens stillingtagen til, om det kan tillades H1 at foretage omvalg af opgørelsesmetoden efter skatteforvaltningens § 30, da det er ubestridt, at betingelserne herfor ikke er opfyldt.

Herefter, og da retten finder, at der ikke er grundlag for at hjemvise sagen til Skattestyrelsen, idet Landsskatteretten har rettet op på, at Skattestyrelsen anvendte et forkert retsgrundlag i sin afgørelse, skal Skatteministeriet Departementet frifindes.

Sagsomkostningerne er efter det oplyste om sagens værdi samt sagens forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 80.000 kr. Skatteministeriet Departementet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet Departementet frifindes.

H1 skal til Skatteministeriet Departementet betale sagsomkostninger med 80.000 kr. 

Sagsomkostningsbeløbet skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.