(duplikken s. 1). Lønnen til IC er i den korrigerede bogføring blot fordelt ud på de enkelte måneder, hvor lønnen er optjent og indberettet for (jf. bilag C). Dette i stedet for den oprindelige halvårsvise bogføring af lønnen til IC i den oprindelige bogføring.

Skatteministeriet har (i duplikken og processkrift A) anført, at det har rentemæssig betydning, hvorvidt de i sagen omhandlede posteringer var bogført på én bogføringskonto som i den oprindelige bogføring (bilag B), eller fordelt på to konti som i den korrigerede bogføring (bilag 3-6 og bilag 8). Hertil bemærkes, at det samlede civilretlige/regnskabsmæssige nettomellemværende med selskabet løbende er det samme (når der bortses fra periodiseringen af løn), uanset om de i sagen omhandlede posteringer er fordelt på en eller to konti. En eventuel forskel på indlånsrente og udlånsrente - hvis nogen - vil der i øvrigt kunne korrigeres for i forbindelse med en hjemvisning af sagen til opgørelse af beskatningen med afsæt i den korrigerede bogføring. Det gøres således gældende, at Skatteministeriets rentesynspunkt på ingen måde er væsentligt for sagens vurdering.

Baseret på ovenstående bestrides det, når Skatteministeriet afslutningsvis i duplikken, side 2, sidste afsnit, anfører, at den korrigerede bogføring (bilag 3-6 og bilag 8) er "udtryk for en anden civilretlig kategorisering af posteringerne". Dette er uden reel substans. Der er slet og ret tale om samme posteringer, som blot er fordelt på to bogføringskonti i stedet for på én (og med korrekt periodisering af skyldig løn til IC).

På baggrund af ovenstående - og til støtte for påstanden om hjemvisning - gøres det gældende, at der ved opgørelsen efter ligningslovens § 16 E i nærværende sag skal tages afsæt i den korrigerede bogføring i bilagene 3-6, som yderligere illustreret i bilag 8, hvilket bevirker, at der alene kan opgøres et mindre beløb til beskatning efter ligningslovens § 16 E i de omhandlede indkomstår.

Retsvildfarelse støtter anvendelse af korrigeret bogføring som opgørelsesgrundlag

Til støtte yderligere for at den korrigerede bogføring skal lægges til grund for opgørelsen af beskatningen efter ligningslovens § 16 E, gøres det gældende, at A og IC har befundet sig i en retsvildfarelse om den rent skattemæssige betydning af den måde, de omhandlede bogføringsposter oprindeligt er bogført på. Det gøres videre gældende, at denne retsvildfarelse skal tillægges den virkning, at der i nærværende konkrete sag skal ske en skattemæssig opgørelse i henhold til ligningslovens § 16 E baseret på den korrigerede bogføring (bilag 3-6 og bilag 8). Dette sådan at der ved den skattemæssige opgørelse korrigeres for retsvildfarelsen om den rent skattemæssige betydning af den måde, de omhandlede bogføringsposter oprindeligt er bogført på.

I Landsskatterettens afgørelse af den 22. maj 2018 vedrørende rejsegodtgørelse, offentliggjort som SKM2018.240.LSR / TfS 2018, 468, lagde Landsskatteretten blandt andet vægt på en konstateret retsvildfarelse.

Sagen omhandlede et selskab, der drev vognmandsvirksomhed. Selskabet havde udbetalt skattefri rejsegodtgørelse til en række ansatte chauffører samt også to hovedanpartshavere, hvoraf den ene var direktør i vognmandsvirksomheden. I alt var der i det omhandlede indkomstår 2013 udbetalt kr. 1.560.633 fordelt på 27 modtagere.

Skattemyndighederne konstaterede en række fejl i grundlaget for udbetalingen af de skattefri rejsegodtgørelser, hvorefter der ikke ansås at være ført den fornødne kontrol med udbetalingerne. Skattemyndighederne anså derfor de fulde udbetalte beløb som skattepligtige udbetalinger. Skattemyndighederne var desuden af den opfattelse, at der gjaldt skærpede krav til dokumentationen henset til interessefællesskab mellem de to hovedanpartshavere, som også havde modtaget skattefri rejsegodtgørelse.

Under klagesagen indstillede Skatteankestyrelsen - i overensstemmelse med skattemyndighedernes opfattelse - at selskabet ikke kunne anses at have udført effektiv kontrol, og indstillede således, at de udbetalte rejsegodtgørelser skulle anses for skattepligtige udbetalinger.

Landsskatteretten var imidlertid ikke enig og fandt, at betingelserne for skattefri udbetaling af rejsegodtgørelserne var opfyldt. Af Landsskatterettens afgørelse fremgår blandt andet følgende:

"Efter en konkret vurdering finder Landsskatteretten, at der er ført effektiv kontrol i forbindelse med udbetalingen af skattefri rejsegodtgørelser. Der er konstateret fejl, men fejlene anses for at være af bagatelagtige karakter, som blandet andet skyldes en forståelig misforståelse af rejsebegrebet."

Landsskatteretten fandt på den baggrund ikke, at de omhandlede godtgørelser skulle anses for at være skattepligtige.

Det er herved væsentligt at holde sig for øje, at rejsebegrebet ikke er nogen nydannelse i dansk skatteret, men tværtimod et velfunderet skattemæssigt begreb, der har været fastlagt og gældende i en længere årrække, jf. herved også den fortsat gældende bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse.

Når Landsskatteretten desuagtet lagde vægt på blandt andet en "forståelig misforståelse" af det skattemæssige rejsebegreb, må det forstås sådan, at Landsskatteretten anså det omhandlede selskab for at have befundet sig i en retsvildfarelse. Denne retsvildfarelse må videre forstås som udslagsgivende for Landsskatterettens fravigelse af skattemyndighedernes afgørelse samt Skatteankestyrelsens indstilling i sagen. 

Ved afgørelsen af en given sag skal der således henses til, hvorvidt der konkret foreligger en retsvildfarelse, som der skal tages højde for ved afgørelsen af sagen.

A og IC har ikke haft hensigt om skattetænkning og har ikke disponeret med henblik på opnåelse af skattemæssige fordele. Hverken A eller hendes ægtefælle, IC, har været bekendt med bestemmelsen i ligningslovens § 16 E og konsekvenserne af denne.

Den oprindelige bogføring på bogføringskonto X1-konto i bilag B er derfor sket uden hensyntagen til ligningslovens § 16 E, og dermed uden hensyntagen til de skattemæssige konsekvenser, i forhold til netop den oprindelige bogføring på bogføringskonto X1-konto i bilag B.

Den oprindelige bogføring på bogføringskonto X1-konto i bilag B har dannet grundlag for et civilretligt og driftsøkonomisk retvisende regnskab, hvilket så vidt ses er ubestridt. Den korrigerede bogføring i bilagene 3-6 samt bilag 8 er udtryk for det samme civilretlige og regnskabsmæssige resultat, men blot opsplittet på to konti og med kronologiserede posteringer.

Det er altså særdeles væsentligt at være opmærksom på, at der rent civilretligt og regnskabsmæssigt intet havde været til hinder for, at bogføringen oprindeligt var sket sådan som i bilagene 3-6 samt bilag 8, og at der i så fald kun havde været grundlag for en langt mindre beskatning.

På den baggrund gøres det yderligere gældende, at det er åbenbart, at den oprindelige bogføring på bogføringskonto X1-konto i bilag B, er udtryk for en retsvildfarelse, om den rent skattemæssige betydning af den måde, de omhandlede bogføringsposter oprindeligt er bogført på.

Det står klart, at denne retsvildfarelse har bevirket, at A er blevet beskattet af væsentligt og ganske urimeligt større beløb, end hvis bogføringen oprindeligt blot var sket som i den korrigerede bogføring i bilagene 3-6 samt bilag 8.

At Skatteministeriet i svarskriftet på side 8 anfører, at ukendskab til retsregler ikke diskulperer, er alene et udgangspunkt, hvortil der efter konkret vurdering gøres undtagelser, således som eksemplificeret i SKM2018.240.LSR / TfS 2018, 468.

Det er desuden væsentligt at være opmærksom på, at A baseret på den korrigerede bogføring, stadig vil skulle beskattes, men blot af et væsentligt mindre beløb, hvor der på behørig vis korrigeres for den åbenbare retsvildfarelse om den rent skattemæssige betydning af den måde, de omhandlede bogføringsposter oprindeligt er bogført på. Regnskabsmæssigt er der imidlertid ingen forskel.

Det gøres således gældende, at retsvildfarelsen skal tillægges den virkning, at der i nærværende konkrete sag skal ske en skattemæssig opgørelse i henhold til ligningslovens § 16 E baseret på den korrigerede bogføring i bilagene 3-6, som yderligere illustreret i bilag 8. Dette sådan, at der ved den skattemæssige opgørelse korrigeres for retsvildfarelsen om den rent skattemæssige betydning af den måde, de omhandlede bogføringsposter oprindeligt er bogført på…"

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført:

"…

Skatteministeriet gør overordnet gældende, at A med rette er beskattet af hævningerne foretaget i selskabet i medfør af ligningslovens § 16 E, og at forhøjelsen er opgjort beløbsmæssigt korrekt, idet opgørelsen med rette er baseret på den oprindelige bogføring.

A er skattepligtig af hævningerne i medfør af ligningslovens § 16 E

Det fremgår af ligningslovens § 16 E, stk. 1, at hvis et selskab direkte eller indirekte yder lån til en fysisk person i tilfælde, hvor der mellem selskabet og personen er en forbindelse omfattet af ligningslovens § 2, behandles lånet efter skattelovgivningens almindelige regler om hævninger uden tilbagebetalingspligt.

Det er ubestridt, at A, som eneanpartshaver, er omfattet af personkredsen i ligningslovens § 2, og at ligningslovens § 16 E således finder anvendelse på lån, som hun har optaget i selskabet.

Ligningslovens § 16 E blev indført ved lov nr. 926 af 18. september 2012 og havde virkning fra den 14. august 2012. Bestemmelsen har ifølge forarbejderne (lovforslag nr. 199 af 14. august 2012) til formål "at fjerne de skattemæssige incitamenter" til, at aktionærer med bestemmende indflydelse i et selskab optager lån i selskabet, ligesom bestemmelsen skulle imødegå, "at aktionærlån anvendes som skattefrit alternativ til hævning af skattepligtigt udbytte eller løn".

Bestemmelsen medfører ifølge sin ordlyd og forarbejder, at aktionærlån beskattes allerede på udbetalingstidspunktet, idet lån omfattet af bestemmelsen skal beskattes på samme måde, som hvis låntageren modtog en udbetaling fra selskabet uden tilbagebetalingspligt. En hævning i selskabet uden tilbagebetalingspligt har karakter af udbytte omfattet af ligningslovens § 16 A, og et lån, der er omfattet af bestemmelsen, beskattes således efter ligningslovens § 16 E, jf. § 16 A.

Det bemærkes, at der er tale om en objektiv beskatningshjemmel, og bestemmelsens anvendelse kræver derfor ikke, at der påvises en omgåelses- eller misbrugshensigt.

Ligningslovens § 16 E omfatter - som det fremgår af ordlyden - også lån, der ydes indirekte til en eneanpartshaver. Af de specielle bemærkninger til bestemmelsen (lovforslag nr. 199 af 14. august 2012) fremgår blandt andet, at sådanne indirekte lån f.eks. kan opstå ved, at et selskab "låner til nærtstående personer, f.eks. ægtefæller eller børn".

Lån ydet til en eneanpartshavers nærtstående - herunder ægtefæller - er således også omfattet af ligningslovens § 16 E og skal derfor beskattes hos eneanpartshaveren på udbetalingstidspunktet, jf. herved også f.eks. U.2024.1701 H, U.2023.3527 H, SKM2021.19.BR (spørgsmålet var ikke omtvistet i landsrettens dom SKM2022.235.ØLR) og SKM2022.368.ØLR. Lån, der måtte være optaget af A’s ægtefælle, IC, og som i øvrigt falder ind under bestemmelsens anvendelsesområde, skal derfor også beskattes hos A i medfør af ligningslovens § 16 E.

Et selskabs lån til en eneanpartshaver - eller dennes nærtstående, der ikke selv har bestemmende indflydelse i selskabet - skal beskattes på udbetalingstidspunktet, uagtet at lånet fortsat består civilretligt, og anpartshaveren efterfølgende tilbagebetaler lånet ved f.eks. at indbetale beløb til selskabet, ved at afholde udgifter på vegne af selskabet, eller ved at selskabet udbetaler løn eller udbytte til anpartshaveren, der anvendes til indfrielse af lånet, jf. også U.2022.4422 H, U.2023.1955 H og U.2024.1701 H.

Skatteankenævnets afgørelse af 31. marts 2021 (bilag 1) er i overensstemmelse med lovens ordlyd, forarbejder og retspraksis. Som Skatteministeriet forstår det, er der da også mellem parterne enighed om, at A ud fra den oprindelige bogføring har optaget lån omfattet af ligningslovens § 16 E i det beskattede omfang.

Skattemyndighederne har med rette baseret sin afgørelse på den oprindelige bogføring

Skattemyndighederne har i opgørelsen af skattepligtige hævninger, som nævnt, taget udgangspunkt i den oprindelige bogføring (bilag B). A gør gældende, at myndighederne i stedet skulle have taget udgangspunkt i den korrigerede bogføring (bilag 3-6 og bilag 8).

Dette bestrides.

Det fremgår af dagældende bogføringslovs § 7, stk. 1 og 2, at alle transaktioner skal registreres nøjagtigt under hensyn til virksomhedens art og omfang, at transaktionerne skal registreres snarest muligt efter, at de forhold, der er grund til registreringerne, foreligger, at registreringerne så vidt muligt skal foretages i den rækkefølge, som transaktionerne er foretaget i, og at registreringerne skal henvise til de tilhørende bilag og indeholde oplysninger, der gør det muligt at bestemme den enkelte registrerings tidsmæssige placering i bogføringen.

Bogføringen i et selskab skal altså i overensstemmelse med bogføringslovens regler afspejle de underliggende faktiske forhold, idet formålet med bogføringen netop er at dokumentere og holde regnskab med de faktiske dispositioner i selskabet.

Det må bevismæssigt lægges til grund, at selskabets oprindelige bogføring udgør selskabets og anpartshaverens oprindelige tilkendegivelse af, hvad en konkret disposition vedrører, og hvornår den har belastet selskabet og de enkelte bogføringskonti. Når alle posteringer oprindeligt er ført på samme mellemregningskonto, må det derfor også lægges til grund, at parterne - i hvert fald oprindeligt - har betragtet alle posteringerne som ét samlet mellemværende. Skattemyndighederne har derfor også i relation til opgørelsen af beskatningen efter ligningslovens § 16 E med rette betragtet alle posteringerne som ét samlet mellemværende.

Den omstændighed, at den oprindelige og den korrigerede bogføring måtte udvise samme regnskabsmæssige resultat ultimo året, er ikke - som A argumenterer for - eneafgørende. Bogføringen har nemlig ikke kun til formål at opgøre det endelige regnskabsmæssige resultat ultimo regnskabsåret, men skal tillige dokumentere de løbende dispositioner i selskabet. Den korrigerede bogføring fører ikke kun til en ændret skattemæssig opgørelse, men er tillige udtryk for en anden regnskabsmæssig kategorisering af posteringerne, herunder med den konsekvens, at A civilretlig/regnskabsmæssigt har optaget lån i selskabet i mindre omfang, end den oprindelige bogføring viser.

Det følger af selskabslovens § 215, stk. 1, at et ulovligt kapitalejerlån skal forrentes. Som det fremgår af A’s alternative opgørelser (bilag to og tre i retssagens bilag 3-6) er den løbende størrelse på gælden forskellig fra den løbende størrelse på gælden i den oprindelige bogføring (bilag B). En korrekt beregnet lovpligtig rente efter selskabslovens § 215, stk. 1, vil derfor også være forskellig alt efter, om den beregnes ud fra den oprindelige eller den korrigerede bogføring. Det bemærkes, at der, ifølge den fremlagte bogføring, ikke er beregnet renter af mellemværendet i den foreliggende sag.

Dette illustrerer således som et eksempel, at den korrigerede bogføring ikke blot har skattemæssig betydning, men tillige har civilretlig/regnskabsmæssig betydning, idet bogføringen påvirker den civilretlige/regnskabsmæssige opgørelse af A’s løbende låneoptagelse. Selskabet kan derfor ikke forgodtbefindende bogføre transaktioner på de konti og de datoer, der er mest opportunt.

Det påhviler A at godtgøre, at bogføringen i den konkrete sag ikke er i overensstemmelse med de underliggende faktiske forhold, dvs. at den oprindelige bogføring ikke er retvisende, jf. eksempelvis SKM2022.235.ØLR og SKM2024.38.BR.

Dette har A ikke godtgjort.

A gør gældende, at den oprindelige bogføring i de omhandlede år er foretaget i november/december efter udløbet af selskabets regnskabsår, der løb fra den 1. juli til den 30. juni. Endvidere oplyses det, at mellemregningskontoen i selskabet rent regnskabsmæssigt er brugt som en "hjælpekonto", og at der i forbindelse med regnskabsudarbejdelsen og diverse afstemninger er foretaget efterposteringer med regnskabsårets ultimodato som bogføringsdato. Dette fører efter A’s opfattelse til, at en række posteringer er bogført på den forkerte dato, ligesom der er en række posteringer, der slet ikke hører til på mellemregningskontoen.

Det eneste materiale, som A har fremlagt til støtte for sit synspunkt, er revisorens korrigerede opgørelser, der er udarbejdet til brug for skattesagen. Det fremlagte materiale godtgør ikke, at der er posteringer på mellemregningskontoen, der ikke hører til dér, eller at posteringer skulle være bogført på den forkerte dato. A har således ikke fremlagt det underliggende bilagsmateriale til bogføringen eller andet materiale til dokumentation for den ønskede omkvalifikation af dispositionerne, som den korrigerede bogføring er udtryk for.

A’s synspunkt hænger i øvrigt ikke sammen med oplysningen om, at alle posteringer er foretaget på samme tid efter regnskabsårets udløb og i forbindelse med udarbejdelsen af selskabets regnskab. Hvis alle posteringer er foretaget samtidig, savner det således mening, at visse posteringer først skulle være blevet bogført på mellemregningskontoen, for umiddelbart derefter at blive "efterposteret" på andre konti. Hvis alle posteringer er foretaget samtidigt, savner det også mening, at nogle posteringer med urette skulle være foretaget som samlede ultimoposteringer, når det kan konstateres, at det har været muligt at bogføre andre posteringer på de (tilsyneladende) præcise datoer, hvor transaktionerne har fundet sted.

A har heller ikke godtgjort, at der er grundlag for at opdele posteringerne på den oprindelige mellemregning i to separate mellemværender i form af en "egentlig" mellemregningskonto, hvor der kan konstateres skattepligtige hævninger efter ligningslovens § 16 E, og en bogføringskonto med titlen "skyldig løn samt udlægskonto IC", jf. bilag to og tre i retssagens bilag 3-6. Når A nu ønsker at opsplitte mellemregningen i to bogføringskonti, er der tale om en efterrationalisering, som ikke har støtte i de faktiske forhold.

Det bemærkes herved, at A end ikke har redegjort nærmere for de anvendte kriterier for opdelingen - og dermed for baggrunden for, at de forskellige posteringer (nu) skal anses for at angå to forskellige mellemværender, og der kan ikke ud fra posteringsteksten umiddelbart konstateres en forskel mellem posterne på den "nye" bogføringskonto og den "egentlige" mellemregningskonto. Eksempelvis er det uklart, hvorfor nogen - men ikke alle poster - der ifølge posteringteksten angår IC, er "udskilt" til den nye bogføringskonto.

A har specifikt vedrørende løn til ægtefællen, IC, i stævningen oplyst, at lønnen månedsvist er indberettet til SKAT, men at lønnen først er hævet efterfølgende "aconto vis", når det likviditetsmæssigt har været muligt (s. 3, nederst). Videre er det i stævningen oplyst, at lønningerne - grundet manglende sammenfald af lønindberetninger til SKAT og udbetalinger af disse - er bogført halvårsvis, hvor nettoløn til IC er godskrevet mellemregningskontoen (s. 4, øverst). I processkrift 1 anfører A vedrørende lønnen, at revisors bilag to i retssagens bilag 3-6 viser løn til IC med den rigtige bogføringsdato, "idet månedslønnen er fordelt ud på de enkelte måneder svarende til den månedsvise indberetning i stedet for den halvårsvise bogføring i den oprindelige bogføring" (s. 2, midt for).

Der er ikke fremlagt nogen dokumentation i den anledning. Der er således eksempelvis ikke fremlagt ansættelseskontrakt, lønsedler eller andet, der dokumenterer lønnens størrelse, og hvornår IC havde krav på løn. Hertil kommer, at det ikke er korrekt, at lønnen i den omhandlede periode er indberettet månedsvis til SKAT. Det fremgår derimod af udprint vedrørende selskabets lønindberetninger (bilag C), at IC’s løn er indberettet i "bunker". Eksempelvis er alle lønninger i 2013 indberettet den 13. januar 2014, ligesom lønningerne fra januar til september 2015 er indberettet den 26. oktober 2015. Endelig har A ikke redegjort nærmere for, hvorfor IC’s løn skulle afregnes via den "nye" udlægskonto og ikke via den "egentlige" mellemregningskonto. Det er derfor heller ikke godtgjort, at der specifikt vedrørende lønnen til ægtefællen er grundlag for at se bort fra den oprindelige bogføring.

A er heller ikke i øvrigt fremkommet med anbringender eller har fremlagt materiale vedrørende specifikke bogføringsposter.

A har på den baggrund ikke godtgjort, at skattemyndighederne ved opgørelsen af beskatningen efter ligningslovens § 16 E, skulle have taget udgangspunkt i den korrigerede bogføring.

A er ikke undtaget beskatning som følge af en retsvildfarelse

Det fremgår klart af ligningslovens § 16 E, at den omfatter lån, der ydes af et selskab til dets hovedanpartshaver. Endvidere fremgår det af selskabets oprindelige bogføring, at der med A’s hævninger løbende er optaget lån i selskabet.

A har derfor ikke godtgjort, at hun faktisk har befundet sig i en retsvildfarelse.

Selv hvis A måtte have befundet sig i en retsvildfarelse vedrørende de skattemæssige konsekvenser af sine hævninger i selskabet, ophæver dette ikke beskatningen.

Som anført ovenfor er der ikke grundlag for at tilsidesætte den oprindelige bogføring, og A har derfor optaget lån i selskabet i det beskattede omfang.

Da selskabets oprindelige bogføring afspejler de underliggende faktiske forhold, kan det ikke lægges til grund, at A - hvis det ikke var for den hævdede retsvildfarelse - ville have bogført de faktisk foretagne dispositioner anderledes.

Noget andet er, at A muligvis kunne have indrettet sig anderledes, således at der ikke løbende opstod lån i selskabet, herunder kunne hun have sikret sig, at hun altid havde et tilgodehavende i selskabet, og at hun kun foretog hævninger, når mellemværendet mellem hende og selskabet var i hendes favør. Dette adskiller sig imidlertid ikke fra situationen i de andre retssager vedrørende ligningslovens § 16 E, herunder situationen i Højesterets domme, hvor beskatningen efter ligningslovens § 16 E blev opretholdt, jf. f.eks. U.2022.4422 H, U.2023.1955 H og U.2024.1701 H.

Ukendskab til retsregler diskulperer ikke. Dette generelle princip gælder også i relation til anvendelsen af reglerne i ligningslovens § 16 E, jf. eksempelvis SKM2018.406.LSR og Retten i Viborgs dom af 13. maj 2024 i de utrykte sager BS1230/2022-VIB og BS-1226/2022-VIB (anket - medtages i ministeriets materialesamling). Skattemyndighederne kan således ikke foretage en anden opgørelse af beskatningen, fordi A måtte have været ubekendt med, at hendes hævninger i selskabet udløste beskatning.

Den af A omtalte Landsskatterets afgørelse SKM2018.240.LSR, der omhandler en arbejdsgivers kontrol med udbetaling af rejsegodtgørelse, er ikke relevant for den foreliggende sag…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

  

Rettens begrundelse og resultat

Det følger af dagældende bogføringslovs § 7, stk. 1 og 2, at alle transaktioner skal registreres nøjagtigt under hensyn til virksomhedens art og omfang, at transaktionerne skal registreres snarest muligt efter, at de forhold, der er grund til registreringen, er foretaget, og at registreringerne skal henvise til de tilhørende bilag og indeholde oplysninger, der gør det muligt at bestemme den enkelte registrerings tidsmæssige placering i bogføringen.  

Selskabets oprindelige bogføring udgør selskabets og anpartshaverens oprindelige tilkendegivelse af, hvad en konkret disposition vedrører, og hvornår den har belastet selskabet og de enkelte bogføringskonti. Der er en formodning for, at den oprindelige bogføring er retvisende. Såfremt anpartshaver efterfølgende vil fragå sin egen oprindelige bogføring, påhviler det anpartshaver at godtgøre, at de hævninger, der er registreret på mellemregningskontoen, ikke er foretaget, og at den tidsmæssige placering af registreringerne ikke er korrekt.  

Det er ikke godtgjort ved revisors forklaring og den korrigerede bogføring, der er udarbejdet til brug for skattesagen, at selskabets oprindelige bogføring ikke afspejler de underliggende faktiske forhold. At A muligvis kunne have indrettet sig anderledes og således, at der ikke løbende opstod lån i selskabet, og på baggrund heraf løbende have foretaget en bogføring, der afviger fra den oprindelige bogføring, men som regnskabsmæssigt giver det samme resultat, som den oprindelige bogføring, ændrer ikke ved, at den oprindelige bogføring skal lægges til grund som den mest retvisende.  

Det anførte om ukendskab til ligningslovens § 16E fører heller ikke til andet resultat.  

Derfor skal Skatteministeriet frifindes.  

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 55.000 kr. Skatteministeriet Departementet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet frifindes  

A skal inden 14 dage betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 55.000 kr.  

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.