Sag BS-10440/2024-VLR

(16. afdeling)

Parter

A

(v/ advokat Lars Kühnel)

mod

Skatteministeriet

(v/ advokat Mattias Chor)

Retten i Aarhus har den 14. februar 2024 afsagt dom i 1. instans (sag BS1373/2022-ARH).

Landsdommerne Henrik Bjørnager Nielsen, Lisbeth Kjærgaard og Clara Trolle Mikkelsen (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sin påstand for byretten om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at han ikke er gaveafgiftspligtig af 2.303.250 kr. i anledning af aftalen af 12. juni 2019 med IA, subsidiært at sagsomkostningerne for byretten højest skal fastsættes til 78.750 kr.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse, dog således at sagsomkostningerne for byretten skal fastsættes til højst 78.750 kr.

Supplerende sagsfremstilling

For landsretten er fremlagt mail af 12. juni 2019 fra A’s søskende, IC og IE, til advokat IF. Af mailen fremgår bl.a. følgende:

"Som tidligere aftalt, skal den manglende forpagtningsbetaling modtages som en gave. Vi drøftede dette på mødet hos dig d. 28/3-19 og det fremgår også af beslutningsgrundlaget. Det har også i første forhandlingsrunde været en del af aftalen (se vedlagte oplæg), som er det oplæg vi har taget udgangspunkt i og som vi meget klart har sagt, at der ikke kunne ændres på. Endvidere har du pr mail tidligere bekræftet af A har accepteret vilkår i det sidst fremsendte generationsskifte. Dette er en forudsætning for at vi kan acceptere generationsskiftet."

Forklaringer

A har afgivet supplerende forklaring. IF har endvidere afgivet forklaring.

A har supplerende forklaret, at han i forbindelse med købet skulle betale den ikke forældede forpagtningsafgift. Der var ingen erkendelse fra hans side af, at han skulle betale den forældede del af gælden.  

Han talte ikke med sin (red.fjernet.relation) efter 2004, og de talte således heller ikke sammen i forbindelse med overdragelsesaftalen. Det var hans opfattelse, at han med aftalen gav et arveafkald.  

I mange år havde han arbejdet gratis i forventning om, at han kunne erhverve ejendommene til en fordelagtig pris, og det var baggrunden for, at han i 2007 ikke længere ville betale forpagtningsafgiften. I øvrigt kunne han på det tidspunkt heller ikke længere betale. Han opfattede den manglende betaling som modregning af manglende løn gennem 20 år.  

Hvis han ikke skrev under på overdragelsesaftalen med betingelsen om, at den forældede forpagtningsafgift skulle betragtes som arveforskud, kunne han ikke købe ejendommen. Hans rådgivere havde forsikret ham om, at han ikke kom til at betale afgift, hvorfor han valgte at skrive under.  

Da han modtog boopgørelsen, var han fortsat af den opfattelse, at der var tale om et arveafkald.  

IF har forklaret, at hun var advokat for A i forbindelse med indgåelsen af overdragelsesaftalen. Der var et møde i marts 2019, hvor der var uenighed mellem parterne. Forud for forpagtningsaftalens indgåelse havde A arbejdet uden at modtage vederlag. En del af forpagtningsafgiften var forældet, men der var også en del, der ikke var forældet, og som A betalte ud over købesummen i forbindelse med aftalen.  

A’s revisor varetog den primære skatterådgivning. Det var for A’s søskende vigtigt, at der skulle betales en afgift. Hun var ikke enig i, at der skulle betales afgift, og hun forstod ikke, hvorfor hans søskende gik op i det. For A var det afgørende, at han kunne købe ejendommen til den offentlige ejendomsvurdering, mens det var uden betydning, om han skulle arve. Forældelsesindsigelsen blev fastholdt i forbindelse med aftalens indgåelse og efterfølgende.  

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det lægges efter A’s forklaring og korrespondancen mellem hans og IA’s advokater til grund, at A, der havde forpagtet ejendommene, fra andet halvår 2007 ophørte med at betale forpagtningsafgiften, og at der bl.a. i 2009 var drøftelser om et generationsskifte. Det fremgår, at der i 2013 som følge af den manglende betaling af forpagtningsafgiften var uenighed om det økonomiske mellemværende, og i den forbindelse anførte A bl.a., at der var indtrådt forældelse af dele af kravet. Det lægges til grund, at forpagtningen fortsatte også herefter, uden at A betalte forpagtningsafgiften.    

Overdragelsesaftalen var betinget af bl.a., at A betalte skyldig forpagtningsafgift med 754.500 kr. senest samtidig med købesummens deponering, at den del af forpagtningsafgiften på 2.303.250 kr., der var forældet, mellem parterne skulle betragtes som et arveforskud, der skulle afgiftsberigtiges, og at A skulle betale afgiften.  

A findes ved at have indgået overdragelsesaftalen på disse vilkår at have frafaldet at gøre forældelsesindsigelsen gældende vedrørende de 2.303.250 kr., hvorved kravet blev retskraftigt. Han har dermed ved aftalen modtaget en ydelse af økonomisk værdi, idet der samtidig hermed med arveforskuddet skete indfrielse af gælden. I boopgørelsen efter IA, som A må anses for at have accepteret, var det ligeledes forudsat, at den skyldige forpagtningsafgift på 2.303.250 kr. var at anse som et arveforskud. Der findes på denne baggrund ved aftalen at være givet A et arveforskud på 2.303.250 kr., jf. arvelovens § 43.  

Arveforskuddet er i afgiftsmæssig henseende at anse for en gave, jf. boafgiftslovens § 23, stk. 3. Parterne findes i aftalen at have angivet værdien til 2.303.250 kr., og der er ikke holdepunkter for at fastsætte handelsværdien lavere, hvorfor det tiltrædes, at gavens værdi er fastsat som sket, og at afgiften således er beregnet til 335.632,50 kr. jf. boafgiftslovens § 27, stk. 1, jf. § 22, stk. 1.   

Efter sagens økonomiske værdi, omfang og karakter findes sagens omkostninger for byretten at skulle nedsættes til 50.000 kr.

Landsretten stadfæster herefter byrettens dom med den ændring, at sagsomkostningerne for byretten nedsættes til 50.000 kr.  

Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 50.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet er til udgifter til advokatbistand. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og forløb, ligesom der er taget højde for, at Skatteministeriet ikke er momsregistreret.  

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at sagsomkostningsbeløbet for byretten nedsættes til 50.000 kr.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 50.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.