Gavens modtager

Bundbeløb pr. år

Barns eller stedbarns ægtefælle, hvis ægteskabet med giverens barn består

Barns eller stedbarns ægtefælle, hvis barnet/stedbarnet er afgået ved døden

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

►Som led i et generationsskifte overdrog A halvdelen af sin landbrugsejendom til sin søn, B. Som en del af overdragelsen overtog B bl.a. en latent skattebyrde, der hvilede på landbrugsejendommen, idet overdragelsen skete med skattemæssig succession. Overdragelsen indebar en gave fra A til B, som blev anmeldt til Skattestyrelsen. I anmeldelsen var der bl.a. anført en passivpost fastsat efter KSL § 33 D vedrørende den latente skattebyrde, som skulle fratrækkes inden gaveafgiftsberegningen efter BAL § 28. Passivposten var opgjort forkert.

Mere end 6 måneder efter anmeldelsens modtagelse traf Skattestyrelsen afgørelse om ændring af passivposten og opkrævning af yderligere gaveafgift. A & B gjorde gældende, at afgørelsen var i strid med BAL § 27, stk. 2, da afgørelsen var truffet efter udløbet af 6-månedersfristen.

Højesteret fandt, at bestemmelsens § 27, stk. 2, angik ændringen af handelsværdien af en gave, og at der ved fastsættelsen kunne indgå passivposter, hvis de havde betydning for gavens handelsværdi.

Højesteret fandt herefter, at den latente skattebyrde, som efter BAL § 28 kunne fratrækkes inden beregningen af gaveafgiften, ikke havde betydning for gavens handelsværdi. Højesteret henviste til, at denne forståelse støttes af lovens systematisk og sammenhæng mellem flere øvrige bestemmelser i boafgiftsloven, samt af forarbejderne til bestemmelsen.

Fristen på 6 måneder i BAL § 27, stk. 2, var dermed ikke var til hinder for, at Skattestyrelsen traf afgørelse om at opkræve yderligere gaveafgift. Landsretten var nået til samme resultat.◄

►Tidligere instans SKM2024.364.VLR.◄

Sagerne angik værdiansættelse af gavedispositioner, der blev givet ved gældseftergivelse af to anfordringsgældsbreve. Konkret var der tale om gældsbreve, der hver havde en pålydende værdi på 37,2 mio. kr. Gældseftergivelsen var givet af KK til hendes to børn, A og B. 

Højesteret udtalte, at det fremgår af BAL § 27, stk. 1, at en gaves værdi fastsættes til dens handelsværdi på tidspunktet for modtagelsen. Hvis der ikke eksisterer et marked for omsætning af det pågældende gældsbrev, og det i øvrigt ikke er bestemt eller egnet til omsætning, fandt Højesteret, at det på anden måde må fastsættes, hvilken værdi gældsbrevet har for kreditor. Hvis der i en sådan situation er tale om et anfordringsgældsbrev, der er udstedt mellem nærtstående, er rente- og afdragsfrit og ikke indeholder en løbetid, fandt Højesteret, at værdien som det klare udgangspunkt må ansættes til gældsbrevets pålydende (kurs 100). Det nævnte udgangspunkt kan fraviges, hvis skyldner godtgør, at den pågældende på gældseftergivelsestidspunktet ikke var og heller ikke kunne forventes på et senere tidspunkt at blive i stand til fuldt ud at indfri det pågældende gældsbrev. 

I de foreliggende sager eksisterede der ikke et marked for omsætning af anfordringsgældsbrevene, og de var i øvrigt ikke bestemt eller egnet til omsætning. Herefter og henset til gældsbrevenes vilkår måtte værdien af gældsbrevene på gældseftergivelsestidspunktet den 30. december 2013 som udgangspunkt ansættes til deres pålydende på hver 37.2 mio. kr. (kurs 100). 

Det måtte lægges til grund, at A og B på gældseftergivelsestidspunktet måtte forventes at ville modtage en arv, der ville være betydeligt større end gælden ifølge anfordringsgældsbrevene. Allerede som følge heraf havde appellanterne ikke godtgjort, at de uanset deres økonomiske forhold på gældseftergivelsestidspunktet ikke kunne forventes på et senere tidspunkt at blive i stand til fuldt ud at indfri de pågældende gældsbreve. Der var således ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om kurs 100.

Landsretten var nået til samme resultat.

Tidligere instans SKM2024.32.VLR.

Et ægtepar havde som led i et generationsskifte overdraget 5/6 af deres ejendomsvirksomhed inden for gaveafgiftskredsen. Ægteparret var næringsdrivende med køb og salg af fast ejendom, og på tidspunktet for generationsskiftet omfattede ejendomsporteføljen et betydeligt antal ejendomme. I henhold til værdiansættelsescirkulærets 15 pct.-regel værdiansatte de ved overdragelsen ejendommene til ca. 900 mio. kr., svarende til den offentlige ejendomsvurdering fratrukket 15 pct.

Skattestyrelsen fastsatte derimod på grundlag af en udtalelse fra Vurderingsstyrelsen ejendommenes værdi til i alt ca. 1,54 mia. kr. og traf derfor afgørelse om, at der skulle betales yderligere gaveafgift. Skattestyrelsen begrundede dette med, at næringsejendomme ikke omfattes af 15 pct.-reglen, og Skattestyrelsen tog derfor ikke stilling til, om der for nogle af de enkelte ejendomme forelå særlige omstændigheder, som ville indebære, at 15 pct.-reglen ikke kunne anvendes for nogle enkelte ejendomme. 

Højesteret anførte, at det fremgår af BAL § 27, stk. 1, at en gaves værdi fastsættes til handelsværdien på tidspunktet for modtagelsen, samt at det af lovforarbejderne til bestemmelsen fremgår, at principperne i værdiansættelsescirkulæret og den praksis, der er etableret på området, fortsat vil være gældende efter vedtagelsen af lovforslaget.

Spørgsmålet var ifølge Højesteret herefter, om henvisningen i forarbejderne til principperne i værdiansættelsescirkulæret og den daværende praksis indeholder det fornødne sikre grundlag for at anvende 15 pct.-reglen også på næringsejendomme med den virkning, at boafgiftslovens bestemmelse om, at en gaves værdi skal fastsættes til handelsværdien, fraviges.

Herom udtalte Højesteret, at 15 pct.-reglen må antages at have til formål at sikre forudsigelighed og tryghed ved overdragelse af fast ejendom inden for familien, således at hverken gavegiveren eller gavemodtageren skal bære risikoen for den usikkerhed, der er forbundet med, at den offentlige ejendomsvurdering ikke er i overensstemmelse med ejendommens aktuelle handelsværdi. Da næringsejendomme er anskaffet for med videresalg for øje at opnå en fortjeneste, fandt Højesteret ikke, at de hensyn, som 15 pct.-reglen bygger på, gælder for næringsejendomme. Højesteret anførte herved, at næringsejendomme heller ikke er udtrykkeligt nævnt som omfattet af 15 pct.-reglen i værdiansættelsescirkulæret, som fokuserer på ejendomme omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven, der ikke gælder for næringsejendomme, samt at eksemplerne i bilaget til cirkulæret heller ikke angår næringsejendomme.

På den baggrund fandt Højesteret, at der ikke forelå det fornødne sikre grundlag for at anvende 15 pct.-reglen på næringsejendomme med den virkning, at boafgiftslovens bestemmelse om, at en gaves værdi skal fastsættes til handelsværdien, fraviges. Skattemyndighederne skulle derfor ved beregningen af gaveafgiften anvende næringsejendommenes handelsværdi.

Da der ikke var grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens værdiansættelse, som var baseret på Vurderingsstyrelsens udtalelse, skulle gaveafgiften således beregnes på baggrund af, at ejendommene havde en værdi på ca. 1,54 mia. kr. 

På den baggrund fik Skatteministeriet medhold. (Dissens)

Tidligere instans

SKM2023.552.VLR

og SKM2022.157.LSR.

Skatteministeriet tog for Højesteret bekræftende til genmæle i en sag om, hvorvidt erhververen af en virksomhed, som er overdraget med succession efter KSL § 33 C, opnår en formuefordel, der udløser gavebeskatning, når handelsprisen er reduceret med et højere opgjort skattenedslag end nutidsværdien af den overtagne skat.

Da Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle, afsagde Højesteret dom i overensstemmelse med appellanternes påstand.

Tidligere instans

SKM2022.623.ØLR og 

SKM2020.421.LSR

Se domskommentar SKM2024.345.DEP 

samt SKM2024.356.SKTST.

Den 10. maj 2014 solgte A sin ejendom til sine fem døtre for 1.615.000 kr. svarende til den seneste offentlige vurdering fratrukket 15 pct. Døtrene, som ifølge aftalen skulle overtage ejendommen den 30. juni 2014, videresolgte den 21. maj 2014 ejendommen til en kommune for 5 mio. kr. med overtagelse den 1. juli 2014.

Sagen angik, om skattemyndighederne skulle respektere værdiansættelsen på 1.615.000 kr. på grundlag af 15 pct.’s-reglen i det dagældende værdiansættelsescirkulære (cirkulære nr. 185 af 17. november 1982 om værdiansættelsen af aktiver og passiver i dødsboer m.m. og ved gaveafgiftsberegning).

Hvis værdien ikke skulle ansættes efter 15 pct.’s-reglen, var der spørgsmål om bl.a., hvorvidt skattemyndighederne havde krav på renter af krav efter boafgiftsloven og dødsboskatteloven i perioden efter, at Skatteministeriet som følge af Landsskatterettens afgørelse i sagen havde tilbagebetalt den opkrævede gaveafgift og mellemperiodeskat.

Højesteret tiltrådte af de grunde, som landsretten havde anført, at skattemyndighederne var berettigede til at fastsætte ejendommens handelsværdi til 5 mio. kr. Det var heller ikke efter det, der var fremlagt for Højesteret, godtgjort, at der forelå en fast administrativ praksis for, at en værdiansættelse, der ikke afviger mere end 15 pct. fra den kontante ejendomsværdi, altid skulle lægges til grund af skattemyndighederne på gaveområdet.

Højesteret tiltrådte herudover, at overdragelsen af ejendommen ikke var omfattet af KSL § 33 C om succession ved overdragelse af en erhvervsvirksomhed, og at dette ikke kunne føre til, at ejendommen ansås for overdraget direkte fra A til kommunen.

Om spørgsmålet om forrentning af kravet fandt Højesteret ligesom landsretten, at der ikke var hjemmel i boafgiftsloven og dødsboskatteloven til at fravige bestemmelserne sådan, at der ikke skulle betales renter i perioden efter, at skattemyndighederne tilbagebetalte den opkrævede gaveafgift og mellemperiodeskat som følge af, at myndighederne ikke havde fået medhold i Landsskatteretten. Desuden fandt Højesteret, at det ikke var i strid med forvaltningsretlige principper eller andre regler, at skattemyndighederne i forbindelse med tilbagebetalingen afslog at modtage frivillig indbetaling af beløbene med forbehold om tilbagebetaling, hvis domstolene kom til samme resultat som Landsskatteretten

Tidligere instanser:

SKM2021.345.VLR

SKM2019.281.LSR.

Korrektion af de aftalte handelsværdier
Højesteret fandt, at ved vurderingen af SKATs adgang til at korrigere de aftalte handelsværdier måtte A og NB som nevø og morbror anses for at være interesseforbundne parter, jf. herved også, at den personkreds, der kan anvende successionsreglerne i KSL § 33 C, omfatter "søskendes børn".

A har under sagen ikke fremlagt nærmere dokumentation for, hvad grundlaget var for den overdragelsessum, som blev aftalt mellem ham og NB. Navnlig var den ejendomsmæglervurdering, som ifølge NB’s forklaring blev indhentet i 2006, ikke fremlagt. Heroverfor står, at SKATs vurdering var baseret på en besigtigelse af ejendommene og på drøftelser med NB.

Landsskatteretten har ved sin afgørelse af 22. december 2014, som ikke var indbragt for domstolene, lagt til grund, at gaveværdien af ejendommene udgjorde 1.370.800 kr., og at den samlede gaveværdi af de overdragne ejendomme efter fradrag af overprisen for betalingsrettigheder udgjorde 1.135.082 kr. Dette skal ses i forhold til en samlet reguleret overdragelsesværdi på 10.235.082 kr.

Højesteret tiltrådte på denne baggrund, at der forelå en væsentlig afvigelse mellem den aftalte købesum for de to ejendomme og ejendommenes handelsværdi, og at SKAT har været berettiget til at foretage korrektion af den aftalte overdragelsessum som sket, jf. herved EBL § 4, stk. 6, og AL § 45, stk. 3.

Beregning af en passivpost
KSL § 33 C om mulighed for at overdrage en virksomhed med succession blev gennemført ved lov nr. 763 af 14. december 1988 (Succession ved familieoverdragelse). Lovens § 33 D om beregning af en passivpost til udligning af eventuelle fremtidige skattetilsvar blev indsat ved lov nr. 1119 af 21. december 1994 (Lempelse af generationsskifteafgifter m.v.).

Højesteret fandt, at der hverken i bestemmelsernes ordlyd eller forarbejder var holdepunkter for, at der ved siden af et nedslag i handelsværdien efter KSL § 33 C kunne beregnes en passivpost efter KSL § 33 D. Tværtimod byggede KSL § 33 D på en forudsætning om, at der efter den dagældende forståelse af KSL § 33 C ikke allerede var adgang til at foretage fradrag efter denne bestemmelse ved overdragelse med succession. Forholdet mellem de to regler var i øvrigt ikke nærmere omtalt i forarbejderne til KSL § 33 D.

Efter den forståelse af adgangen til at foretage nedslag i handelsværdien efter KSL § 33 C, som var blevet fastslået ved Landsskatterettens afgørelse af 10. september 2008 (SKM2008.876.LSR), og som blev præciseret ved Skatteministeriets styresignal i SKM2011.406.SKAT, har erhververen krav på det største af de nedslag, der kan beregnes med udgangspunkt i henholdsvis KSL § 33 C og KSL § 33 D, men der kan ikke samtidig gives fradrag efter begge regler.

Det er ubestridt, at A var økonomisk bedst stillet ved som sket at få nedslag i handelsværdien efter KSL § 33 C frem for at få beregnet en passivpost efter KSL § 33 D.

Højesteret tiltrådte på denne baggrund, at A ikke var berettiget til tillige at kunne beregne en passivpost efter KSL § 33 D.

Højesteret stadfæstede herefter dommen. 

I forbindelse med en samlivsophævelse havde den ene part fået en gave på 6 mio. kr. fra den anden meget velstående, tidligere samlever. Sagen vedrørte i første omgang, om beløbet var skattefrit som et kompensationskrav udbetalt i anledning af samlivsophævelsen eller var en skattepligtig gave.

Højesteret fandt under henvisning til Højesterets tidligere praksis bl.a. UfR 1985, side 607/2, at der ved ophøret af et flerårligt, fast samlivsforhold kan tillægges en part, der gennem deltagelse i parternes fælles udgifter - eller på anden måde - i væsentlig grad har bidraget til, at en anden part har kunnet skabe eller bevare en ikke ubetydelig formue, et beløb, hvis størrelse fastsættes skønsmæssigt under hensyntagen til bl.a. samlivets varighed og parternes økonomiske forhold ved dets ophør. Dette krav opfyldte skatteyderen ikke, og Højesteret ville ikke udvide tidligere praksis.

Højesteret fandt derfor, at overførslen var en gave, ligesom Højesteret fandt, at gaven var ydet efter samlivsophævelsen. Gaven var dermed ikke omfattet af SL § 5, stk. 1, litra b, men derimod SL § 4, stk. 1, litra c. Under sagen havde skatteyderen gjort gældende, at en gave ydet efter samlivsophævelse også skulle være skattefri, idet en sådan gave mellem ægtefælle ved samlivsophævelse var skattefri. Dette synspunkt fulgte Højesteret ikke.

Skatteyderen gjorde gældende, at når hun blev behandlet ringere end ægtefæller ved samlivets ophør, var dette en krænkelse af hendes menneskerettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 14 sammenholdt med art. 8 eller art. 1 i tillægsprotokol 1. Højesteret fandt ikke, at Menneskerettighedskonventionen var til hinder for, at ugifte samlevende i økonomisk henseende behandles anderledes end ægtefæller ved samlivsophævelse.

Sagen drejede sig om, hvorvidt et beløb på 9.621.194 kr., som blev udbetalt til appellanten fra en engelsk trust stiftet af appellantens morfar, var en gave fra appellantens mor eller arv fra morfaren. Beløbet kunne kun udbetales af trustee med appellantens mors samtykke.

Henset til, at appellantens mor havde en vis adgang til at råde over trustkapitalen dels ved testamente, dels - i form af vetoret - i levende live, tiltrådte Højesteret, at appellantens mor måtte anses for ejer af trustkapitalen i dansk afgiftsmæssig henseende. Det modtagne beløb måtte herefter karakteriseres som en gave, og appellanten blev pålagt bl.a. at svare gaveafgift med 1.435.949 kr. samt renter.

Højesteret stadfæstede dermed landsrettens dom.

SKM2009.27.HR

Løbende udnyttelse af uopsigelig ret til fribolig var ikke en gave omfattet af reglerne om gaveafgift, men derimod en skattepligtig løbende ydelse, jf. SL § 4, stk. 1, litra c.

Beskatning

Stadfæstelse af SKM2007.116.ØLR.

SKM2003.318.HR

Ikke grundlag for tilsidesættelse af skattemyndighedernes skøn over handelsværdien af anparter, der var overdraget mellem interesseforbundne parter.

Stadfæstelse af SKM2002.101.ØLR

Landsretsdomme

►SKM2025.370.ØLR◄

►Landsretten fastslog, at BAL § 29, stk. 2, hvorefter der i gaveafgiften kunne fratrækkes tinglysningsafgift, som gavemodtager eller gavegiver havde betalt af gaveandelen i forbindelse med ejendomsoverdragelse, skulle fortolkes således, at fradragsretten alene fandt anvendelse på tilfælde, hvor gavemodtageren som gave fik overdraget en ejendom eller en del heraf. Gavemodtager, der som gave havde modtaget en ideel andel af en virksomhed med tilhørende ejendomme i form af kommanditandele, kunne derfor ikke, ved beregningen af gaveafgiften, fratrække den tinglysningsafgift, som var blevet betalt for tinglysningen af kommanditselskabets adkomst til en række ejendomme, som det havde fået overdraget fra gavegiverne. Der var endvidere ikke godtgjort en fast administrativ praksis for fradragsret for tinglysningsafgift.◄

► Tidligere instans SKM2022.451.LSR.

Dommen er anket til Højesteret.◄

►SKM2025.283.VLR◄

►Sagen angik, om skattemyndighederne havde overholdt 6 måneders fristen i BAL § 27, stk. 2, da Skattestyrelsen traf afgørelse om forhøjelse af gaveafgiften vedrørende en gave, som den ene skatteyder gav til den anden skatteyder, der var hans søn. Spørgsmålet i sagen var nærmere, i hvilken periode 6 måneders fristen var suspenderet. 

Gaven bestod i overdragelse af unoterede anparter i farens holdingselskab, og den ændrede værdiansættelse var ikke bestridt under retssagen.  

Kort efter gaveoverdragelsen blev holdingselskabets datterselskab solgt til en tredjemand. Skattestyrelsen vurderede derfor, at oplysninger om prisen for overdragelsen af datterselskabet var nødvendige for at vurdere holdingselskabets værdi og dermed gavens værdi. 

Landsretten fandt, at fristen var suspenderet fra skattemyndighedernes første materialeindkaldelse den 28. januar 2019, hvor der blev efterspurgt nærmere oplysninger om bl.a. prisen for datterselskabet og indtil den 4. juli 2019, hvor skatteyderne indsendte overdragelsesaftalen for salget af datterselskabet. Skattestyrelsens forslag til afgørelse af 7. maj 2019 kunne ikke anses for at have afbrudt suspensionen af fristen, da styrelsen på det tidspunkt fortsat ikke havde modtaget det efterspurgte materiale, hvilket skatteyderne var bekendt med.

Fristen i BAL § 27, stk. 2, var derfor overholdt og afgørelserne om gaveafgiftsforhøjelsen var dermed gyldige.

Landsretten stadfæstede dermed byrettens frifindende dom.◄

►Tidligere instanser:

SKM2023.618.BR

SKM2022.186.LSR◄

►SKM2025.129.VLR◄

►En skatteyder blev af Landsskatteretten anset for gaveafgiftspligtig af et arveforskud, der var givet som led i en ejendomsoverdragelsesaftale mellem ham og arvelader. Skatteyderen havde i en årrække forinden overdragelsen forpagtet den overdragne ejendom af arvelader. 

Landsretten konstaterede, at overdragelsesaftalen var betinget af, at den forældede del af forpagtningsafgiften skulle betragtes som et arveforskud, der skulle afgiftsberigtiges af skatteyder. Med henvisning hertil fandt landsretten, at skatteyderen havde frafaldet indsigelsen om forældelse ved at indgå overdragelsesaftalen på de vilkår, der fremgik heraf, hvorefter kravet på den forældede del af forpagtningsafgiften blev retskraftigt.

Landsretten fandt videre, at skattedyderen ved overdragelsesaftalen modtog en ydelse af økonomisk værdi, idet hans gæld blev indfriet med arveforskuddet. Idet han også efterfølgende havde accepteret boopgørelsen efter arvelader, hvori det var forudsat, at den skyldige forpagtningsafgift skulle anses som et arveforskud, fandt landsretten, at han havde modtaget et arveforskud, jf. arvelovens § 43, der i afgiftsmæssig henseende skulle anses som en gave, jf. BAL § 23, stk. 3. 

Landsretten fandt ikke holdepunkter for at fastsætte gavens handelsværdi til et lavere beløb, end skatteyderen og arvelader og arvelader havde angivet værdien til i overdragelsesaftalen.◄

►Stadfæstelse af SKM2024.204.BR.◄

TFA 2024.260 ØLD

A, der døde i 2021, havde udstedt gavebreve med pant i fast ejendom til sine to døtre, B1 og B2, med det årlige, afgiftsfri beløb fra 2001 til og med 2019 og til barnebarnet BB fra 2005 til og med 2019 med henholdsvis i alt 1.083.500 kr., 1.083.500 kr. og 887.100 kr. Det fremgik af gavebrevene, at gavebeløbene blev givet med håndpant i afdødes ejendom. Fordringerne var ikke tinglyst, og der var ikke sket forrentning af beløbene. Der var på intet tidspunkt sket udbetaling i henhold til gavebrevene. A havde i 2003 skrevet et brev indeholdende »… uddybende og klargørende bilag til gavebreve udfærdiget af mig …«. Det fremgik heraf bl.a., at gavebrevene kunne tvangsfuldbyrdes, og at vilkårene skulle gælde for alle givne og fremtidige gavebreve. Bobestyrer medtog ikke gavebrevene som passiv i boopgørelsen, hvilket en arving indbragte for skifteretten. Først skifteretten og siden landsretten fandt, at der ikke var tale om gældsforpligtelser, der kunne medtages som passiv i boopgørelsen, jf. herved BAL § 13, stk. 3. Det forhold, at det af afdødes brev fremgik, at gavebrevene skulle tjene som tvangsfuldbyrdelsesgrundlag efter RPL § 478, nr. 5, kunne ikke føre til en anden vurdering.

Dommen vedrører BAL § 13, stk. 3, men er også relevant for BAL § 28, stk. 2.

SKM2024.133.ØLR

SKAT havde oprindelig i 2012 truffet afgørelse om, at overførsler mellem appellanterne var indkomstskattepligtige. Efterfølgende viste det sig, at overførslerne var gaveafgiftspligtige.

Ved afgørelse af 18. marts 2016 foretog SKAT en skønsmæssig ansættelse af gaveafgift for indkomstårene 2008-2010, jf. BAL § 26, stk. 3. Hjemmelen til foretagelse af skønsmæssig ansættelse af boafgift blev indført ved Lov nr. 1354 af den 21. december 2012, men bestemmelsen havde først virkning for gaver modtaget fra den 1. januar 2013. Der var enighed om, at SKAT’s afgørelse var ugyldig. Spørgsmålet var, om Landsskatteretten, som følge heraf, var udelukket fra ved sin afgørelse af 9. december 2019 at hjemvise sagen til fornyet behandling hos Skattestyrelsen, og det var i den forbindelse omtvistet, om SKAT’s afgørelse skulle anses som en nullitet, eller om afgørelsen blot var anfægtelig.

Landsretten fandt efter en samlet vurdering, at manglen ved SKAT’s afgørelse ikke havde en karakter, der udelukkede, at Landsskatteretten hjemviste SKAT’s afgørelse til fornyet behandling hos Skattestyrelsen med henblik på indkaldelse af gaveanmeldelse og betaling af gaveafgift samt til behandling af eventuel forældelse og dermed efter den procedure for gaveafgifter, der vedrører gaver modtaget før den 31. december 2012. Landsretten tiltrådte derfor, at Skatteministeriet var frifundet for appellanternes principale påstand.

Spørgsmålet var herefter, om kravet var forældet.

Forfaldstidspunktet for gaveafgiften var henholdsvis den 1. maj 2009, 1. maj 2010 og 1. maj 2011, jf. BAL § 30, stk. 1, jf. § 26, stk. 1.

Landsretten fandt - som byretten - at appellanternes klage af 15. juni 2016 til Landsskatteretten over det daværende SKAT’s afgørelse af 18. marts 2016 medførte en foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen efter FORÆL § 21, stk. 2. Der blev herved henset til, at en sag om fordringens eksistens eller størrelse eller en sag, som er afgørende herfor, inden fristens udløb dermed blev indbragt for en administrativ myndighed, der havde kompetence til at træffe realitetsafgørelse i sagen.

Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at det i Landsskatterettens afgørelse af 9. december 2019 blev lagt til grund, at SKAT ikke havde haft hjemmel til at foretage en skønsmæssig ansættelse af gaveafgift.

Herefter og af de grunde, der i øvrigt var anført herom af byretten, tiltrådte landsretten, at der ikke forelå forældelse.

Byrettens frifindende dom blev derfor stadfæstet.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Tidligere instans

SKM2021.390.BR

TFA 2023.448 VLD

Ved gavebrev af 26. november 2015 ydede K en gave til sin søn H. Det fremgik af gavebrevet, at gaven udgjorde et kontant beløb på 3 mio. kr., og at K skulle betale gaveafgiften af beløbet med i alt 450.000 kr. Det fremgik af K’s kontoudtog, at hun den 9. december 2015 havde betalt 450.000 kr. med posteringsteksten »Gaveafgift«, og at hun den 30. december 2015 havde overført 2 mio. kr. til H ved to overførsler á 1 mio. kr. K afgik ved døden i 2020. Der blev i boopgørelsen medtaget en post på 1 mio. kr. under passiverne, og det var anført, at beløbet vedrørte »Gæld til H, rest ifølge gavebrev«. Skattestyrelsen godkendte værdiansættelsen i boopgørelsen. Skifteretten forhøjede boafgiften med henvisning til, at der ikke var mulighed for at fradrage gavebeløbet på 1 mio. kr., idet afdøde havde beholdt den fulde rådighed over restgavebeløbet på 1 mio. kr., og skifteretten fandt ikke, at gældsforpligtelsen blev modsvaret af et virkeligt ydet lån og/eller vederlag for andre præstationer. Efter sagens oplysninger, herunder navnlig at der kort tid efter gavebrevets underskrift var betalt gaveafgift af beløbet på 3 mio. kr., ligesom 2 mio. kr. af gaven var blevet givet, fandt landsretten, at gaven måtte anses for virkeligt ydet. Som følge heraf kunne der i den afgiftspligtige bobeholdning fratrækkes 1 mio. kr. svarende til den del af gaven, der ikke var ydet, jf. BAL § 13, stk. 1. Landsretten ophævede herefter skifterettens kendelse og hjemviste sagen til fortsat behandling ved skifteretten med henblik på fornyet beregning af boafgiften.

Dommen vedrører BAL § 13, stk. 3, men er også relevant for BAL § 28, stk. 2.

TFA 2023.437/1 ØLD

Afdøde A havde udstedt 17 gældsbreve til A’s to børn samt et barnebarn med et samlet lånebeløb på 2.814.700 kr., der var fratrukket boopgørelsen. A havde fra 2015 til 2022 udbetalt gaver/arveforskud til sine børn og i dele af perioden også til et barnebarn. I tilknytning til udbetalingen var der fra modtageren af pengene ydet lån til afdøde, der i al væsentlighed modsvarede værdien af den gave, som vedkommende havde fået af afdøde. Ifølge de gældsbreve, der var udfærdiget, forrentedes lånene ikke og forfaldt på anfordring, og der var ikke betalt afdrag på gælden. Skifteretten lagde til grund, at alle handlinger og transaktioner var sket i tæt tidsmæssig sammenhæng. Skifteretten fandt ikke, at A havde påtaget sig en reel gæld til de to arvinger og barnebarnet og forhøjede bobeholdningen med 2.814.700 kr. Landsretten tiltrådte, at gældsforpligtelserne under de anførte omstændigheder ikke stammede fra virkeligt ydede lån, og at de derfor ikke kunne fratrækkes i boet. Landsretten stadfæstede skifterettens kendelse.

Dommen vedrører BAL § 13, stk. 3, men er også relevant for BAL § 28, stk. 2.

SKM2022.623.ØLR

Sagen angik, om erhververen af en virksomhed, som var overdraget med succession efter KSL § 33 C, opnåede en formuefordel, der udløste gavebeskatning, når handelsprisen var reduceret med et højere opgjort skattenedslag end nutidsværdien af den overtagne skat.

Der var enighed om, at nutidsværdien af den skat på 942.023 kr., som køber overtog ved salget af virksomheden, kunne opgøres til 554.482 kr. svarende til kurs 59, og at sælger overdrog virksomheden til køber (sælgers nevø) med et nedslag i den latente skatteforpligtelse på 753.619 kr. svarende til kurs 80.

Landsretten anførte, at det følger af forarbejderne til KSL § 33 C vedrørende bestemmelsens formål, at den skattemæssige fordel ved overdragelse med succession tilkommer overdrageren, og at det på denne baggrund måtte lægges til grund i sagen, at sælger afgav en formuefordel til køber, når handelsværdien af den overdragede virksomhed blev nedsat med et højere opgjort skattenedslag end nutidsværdien af den overdragne skat.

Landsretten anførte videre, at hverken bestemmelsens ordlyd eller forarbejder, regulerer adgangen til at foretage nedslag for den overdragne skatteforpligtelse i handelsværdien. Landsretten fandt, at det ikke kunne udledes af forarbejderne, herunder af nogle besvarelser fra skatteministeren, som angik overdragelse med succession mellem uafhængige parter, at en fordeling af rentefordelen mellem overdrager og erhverver ved overdragelse med succession kunne indgå ved fastsættelse af kursværdien af den overtagne skat.

Landsretten henviste endvidere til SKM2008.876.LSR om adgangen til at foretage nedslag i handelsværdien efter KSL § 33 C og anførte, at hvorvidt erhververen opnåede en formuefordel, der udløste gavebeskatning, måtte bero på, om det må anses for godtgjort, at en kursfastsættelse af skatteværdien ud over nutidsværdien af den latente skat svarede til, hvad uafhængige parter ville have aftalt.

Overdragelsen var sket mellem interesseforbundne parter, hvorfor der var en formodning for, at et nedslag i den overtagne skat ud over nutidsværdien var et udslag af gavmildhed. Da sagsøgerne ikke havde godtgjort, at kursfastsættelsen af den overtagne skat til kurs 80 svarede til, hvad uafhængige parter ville aftale, fandt landsretten, at køber ved overdragelsen af virksomheden med succession havde opnået en formuefordel, som udløste gavebeskatning.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Dommen blev anket til Højesteret.

Skatteministeriet tog for Højesteret bekræftende til genmæle.

Se SKM2024.344.HR og

SKM2024.345.DEP (domskommentar) og

SKM2024.356.SKTST.

SKM2022.240.ØLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt appellanten var indkomstskattepligtig af et beløb, der var benævnt som arveforskud. Appellanten havde lånt beløbet af sin søster, der ifølge et af søsteren oprettet dokument eftergav appellanten lånet. Søsteren afgiv ved døden mere end 1 år efter underskrivelsen af dokumentet, og der kunne derfor ikke være tale om, at der ydet en dødslejegave, jf. arvelovens § 93, stk. 1, nr. 2. I åbningsbalancen for søsterens dødsbo var beløbet nævnt under gaver og arveforskud. Landsretten fandt efter bevisførelsen, således som også byretten havde gjort det, at appellantens gæld til søsteren var blevet eftergivet ved underskrivelsen af dokumentet. Da et arveforskud er at anse for en gave, når det gives mellem søskende, blev appellanten skattepligtig af beløbet.

Landsrettens dom var en stadfæstelse af byrettens dom.

Stadfæstelse af SKM2021.125.BR.

SKM2015.423.VLR

SKAT havde forhøjet skatteyderens skattepligtige indkomst i årene 2003-2007 pga. af negative privatforbrug.

Skatteyderens samlever havde desuden opført to huse til skatteyderen. Modsat for byretten var der for landsretten enighed om, at arbejdet med opførelsen af begge huse udgjorde en gaveafgiftspligtig gave. Byretten fandt det imidlertid ikke godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn over gavernes værdi, der bl.a. var baseret på en timepris på 350,- kr.

Byretten fandt det heller ikke godtgjort, at SKATs afgørelser manglende begrundelse, eller at SKAT havde foretaget et ulovligt skøn under regel. Byretten anførte bl.a., at den omstændighed, at SKAT ikke havde taget udtrykkelig/direkte stilling til alle skatteyderens anbringender, ikke kunne føre til, at afgørelserne var ugyldige.

Af de grunde som byretten havde anført, og da landsretten ikke tillod et nyt anbringende om periodisering fremsat, der først blev gjort gældende under hovedforhandlingen, stadfæstede landsretten dommen.

 SKM2014.410.ØLR

For landsretten vedrørte sagen spørgsmålet, om skatteyderen var skattepligtig af en delvis betaling af en bil, som var tilgået hende, men som hun ikke havde betalt for. Skatteyderen havde fremlagt kopi af en check på det omhandlede beløb på 400.000 kr., som hendes samlever havde udstedt til sælgeren af bilen. For landsretten fremsatte skatteyderen et nyt anbringende om, at bilen var en lejlighedsgave til hende fra samleveren. Efter bevisførelsen fandt landsretten det tilstrækkelig godtgjort, at beløbet var en gave fra samleveren til skatteyderen. Landsretten fandt ikke, at der var tale om en lejlighedsgave, men derimod at der skulle svares gaveafgift efter boafgiftslovens regler.

SKM2009.97.ØLR

En mor havde overdraget aktier i et selskab til sine to sønner. Spørgsmålet var, om skattekursberegningen skulle foretages efter reglerne for et ejendomsselskab eller for et hovedaktionærselskab ved gaveoverdragelserne. Retten fandt, at skattekursen skulle beregnes efter reglerne for et ejendomsselskab.

TfS 2005,425 ØLD

Gaver i henhold til gældsbreve, der ikke var blevet effektueret inden dødsfaldet, kunne ikke anses for virkeligt ydede, hvorfor gældsposterne ikke kunne anerkendes ved beregningen af boafgift.

TfS 2000,378 ØLD

Erklæringer om ydelse af gaveafgiftsfrie gaver til søn, svigerdatter og børnebørn, som ikke var effektueret inden giverens død, kunne ikke anses for at være virkeligt ydede, så beløbene kunne ikke fratrækkes ved boafgiftsberegningen.

Byretsdomme

Sagen vedrørte i første række spørgsmålet om den skattemæssige behandling af beløb, der i perioden 2006-2010 var indsat på skatteyderens private bankkonto. I anden række vedrørte sagen spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene 2006-2007 var opfyldt.

Skatteyderens samlever havde i perioden 2006-2010 foranlediget, at et samlet beløb på ca. 2,4 kr., som ubestridt var indtjent af samleveren ved sort arbejde i et bageri, var indsat på skatteyderens bankkonto. Samleveren havde ikke fuldmagt til kontoen, og skattemyndighederne havde derfor indkomstbeskattet skatteyderen i indkomstårene 2006-2007 og gaveafgiftsbeskattet skatteyderen i indkomstårene 2008-2010, hvor skatteyderen ubestridt var omfattet af personkredsen i BAL § 22, stk. 1, litra d.

Retten udtalte, at det under disse omstændigheder påhvilede skatteyderen at godtgøre, at beløbet ikke tilhørte hende. Forklaringerne om, at beløbet var tilgået samleveren, var ikke bestyrket af objektive omstændigheder. Derimod havde skatteyderen i samme periode investeret i faste ejendomme samt købt køretøjer, hvilket helt eller delvist var foretaget over hendes bankkonto. Skatteyderens privatforbrug havde derudover været større end det forbrug, som hendes selvangivne indkomst gav mulighed for. Beskatningen blev derfor opretholdt.

Da skatteyderen havde forklaret at have holdt sig i uvidenhed om aktiviteten på bankkontoen, og da der over en 5-årig periode systematisk var tilført kontoen et beløb på i alt ca. 2,4 mio. kr., fandt retten, at skatteyderen havde handlet groft uagtsomt, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene 2006-2007 var derfor opfyldt.

Retten frifandt som følge heraf Skatteministeriet.

A hævede i 2010 og 2012 ad 5 omgange i alt kr. 2.610.000 på en bankkonto, som tilhørte hans moder, der afgik ved døden i juni 2013. A forklarede for skifteretten under boets behandling, at han havde givet de kontante beløb til moderen og ikke selv havde modtaget nogen del af dem. Skifteretten og bobestyreren foretog derfor ikke videre i den anledning.

SKAT anlagde efter boets afslutning sag mod A med påstand om, at han skulle indgive gaveanmeldelser og svare gaveafgift af den gaveafgiftspligtige del af det samlede beløb på kr. 2.610.000,-.

Retten fandt, at der under de foreliggende omstændigheder var en formodning for, at beløbene var tilgået A som gave fra moderen. Det påhvilede derfor ham at godtgøre, at beløbene var tilgået moderen og ikke ham. Efter en samlet vurdering fandt retten ikke, at han havde godtgjort dette.

Retten tog derfor SKATs påstande til følge.

Byretten fandt, at der som udgangspunkt var tale om skattepligtige overførsler til skatteyderen.

Skatteyderen gjorde i anden række gældende, at han ikke var indkomstskattepligtig af de pågældende beløb men alene gaveafgiftspligtig, idet midlerne - hvis de blev anset for overført til ham - i givet fald var overført fra hans far og stedmor. I den forbindelse gjorde skatteyderen gældende, at det var hans far og stedmor, der var ejere af selskabet på Gibraltar.

Efter en samlet vurdering af bevisførelsen lagde retten til grund, at skatteyderens forældre var de reelle ejere af H2 Ltd.

Retten afsagde derfor dom i overensstemmelse med ministeriets subsidiære påstand om betaling af gaveafgift af samtlige overførsler på ca. kr. 1,5 mio., idet retten hverken efter retsplejeloven eller skatteprocessuelle regler fandt grundlag for at afskære ministeriets påstand herom.

I årene 2005 til 2010 fik skatteyderen overført i alt 33,6 mio. kr. fra Singapore, hvoraf en stor del løbende blev udlånt til hans selskab. Selskabet betalte ikke de renter, der blev beregnet af lånene, og spørgsmålet var, om skatteyderen alligevel skulle beskattes af renteindtægterne.

Pengeoverførslerne fra Singapore udgjorde i 2010 3.787.356,- mio. kr., hvoraf 3,5 mio. kr. hidrørte fra skatteyderens far. Retten anførte, at der ikke var fremlagt dokumentation for, at dette beløb udgjorde et lån til skatteyderen, og retten fandt, at de af skatteyderen og hans far afgivne forklaringer herom ikke alene kunne føre til en antagelse herom. Retten fandt derfor, at beløbet var en gave til skatteyderen, hvoraf der skulle betales gaveafgift.

Sagsøgeren flyttede i oktober 2003 ind i lejligheden på 1. sal i den to-familie-ejendom, hvori hans faster allerede boede i stuelejligheden. Lejlighederne var registreret som to selvstændige folkeregisteradresser.

I indkomstårene 2003 - 2007 modtog sagsøgeren en række gaver på kr. 50.000,- i hvert af indkomstårene fra fasteren. Sagsøgeren gjorde gældende, at gaverne var skatte- og afgiftsfrie, eftersom han og fasteren i gaveperioden havde haft "fælles bopæl", jf. BAL § 22, stk. 1, litra d. Sagsøgeren gjorde i den forbindelse gældende, at folkeregisteradressen alene er af "vejledende betydning", og at samlivet mellem ham og fasteren havde haft et sådan karakter, at de to lejligheder måtte anses for at udgøre en stor fælles bopæl.

En række vidner støttede sagsøgerens forklaring om, at han og fasteren spiste sammen, så tv sammen, benyttede samme køkken og i øvrigt havde fri adgang til hele ejendommen.

Heroverfor gjorde Skatteministeriet gældende, at sagsøgeren og fasteren ikke havde fælles bopæl. Der var tale om to selvstændige lejligheder med selvstændige folkeregisteradresser, og sagsøgeren og fasteren overnattede tillige i hver sin lejlighed. Herudover er der ikke i retspraksis hjemmel til at anse to selvstændige folkeregisteradresser som udgørende én stor fælles bopæl.

Subsidiært gjorde sagsøgeren gældende, at skatteansættelserne for indkomstårene 2003 - 2005 ikke kunne genoptages ekstraordinært, da han ikke havde handlet forsætligt eller groft uagtsomt, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5, bl.a. med henvisning til påstået ukendskab til skattepligten af gaverne og fortolkningen af begrebet "fælles bopæl".

Retten lagde afgørende vægt på folkeregisterregistrering og fandt ikke, at sagsøgeren havde haft fælles bopæl med fasteren i de omhandlede indkomstår. Endvidere fandt retten, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Landsskatteretskendelser

►SKM2025.388.LSR◄

►Sagen angik, om klageren ved overdragelse af en ejerlejlighed til sin datter kunne ansætte overdragelsessummen til den offentlige ejendomsvurdering - 15 pct., svarende til 1.700.000 kr. Henset til, at klageren købte ejerlejligheden to år og syv måneder inden overdragelsen til sin datter for 4.995.000 kr. sammenholdt med, at klageren den 30. november 2017 optog et realkreditlån i ejendommen på 3.210.000 kr. svarende til, at realkreditinstituttet ved en maksimal belåning på 80 pct. havde anslået værdien af ejendommen til at udgøre mindst 4.012.500 kr., fandt Landsskatteretten, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, der skyldtes særlige, konkrete forhold vedrørende ejendommen, at værdiansættelsen på den offentlige ejendomsvurdering - 15 pct. kunne tilsidesættes. Landsskatteretten fandt herefter, at det var med rette, at Skattestyrelsen havde fastsat handelsværdien til 5.000.000 kr., svarende til Vurderingsstyrelsens udtalelse om handelsværdien på overdragelsestidspunktet.

Sagen angik endvidere, om det var med rette, at Skattestyrelsen havde pålagt renter af gaveafgiften fra den 1. maj 2021, og om klageren i givet fald kunne blive fritaget for betaling af disse renter. Gaven blev givet i forbindelse med overdragelsen af ejerlejligheden i 2020 og skulle i henhold til BAL § 26, stk. 1, være anmeldt senest den 1. maj 2021. Da gaveafgiften ikke var anmeldt og betalt rettidigt, var det med rette, at Skattestyrelsen havde beregnet og opkrævet renter i henhold til BAL § 38, stk. 1. Landsskatteretten fandt herved, at henvisningen i BAL § 38, stk. 1, til OPKL § 7, stk. 2, var en henvisning til størrelsen af renten og ikke en henvisning til, at reglerne i opkrævningsloven generelt fandt anvendelse ved gaveoverdragelser omfattet af boafgiftsloven. Reglerne om fritagelse i OPKL § 8 fandt derfor ikke anvendelse. Som følge heraf fandt Landsskatteretten, at Skattestyrelsens afgørelse ikke led af sagsbehandlingsfejl i form af manglende iagttagelse af vejledningspligten og begrundelsespligten.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.◄

►SKM2025.385.LSR◄

►Ved gaveoverdragelse i juni 2019 af unoterede anparter i et holdingselskab, der gennem et mellemliggende selskab ejede ca. 92 pct. af kapitalen i et driftsselskab indenfor medicinalindustrien, fandt Landsskatteretten, at skønnet over handelsprisen på anparterne ikke kunne udøves på grundlag af et dødsbos salg af en mindre aktiepost i 2016. Gaveoverdragelsen var sket til en equity value på ca. 254 mio. kr. Landsskatteretten lagde vægt på, at driftsselskabet var en gazellevirksomhed. I oktober 2017 var fremsat indikative købstilbud til en equity value på ca. 469 mio. kr. I oktober 2018 og i maj 2019 var driftsselskabet forsøgt børsnoteret til en equity value på ca. 800 mio. kr. Umiddelbart inden gaveoverdragelsen fremsatte G1 Aktieselskab et indikatiivt bud på køb af driftsselskabet til en equity value på ca. 110 mio. EUR, og i juni 2019 blev der underskrevet et Term Sheet med G1 Aktieselskab, der førte til en underskrevet salgsaftale i september 2019. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens skøn over handelsværdien, der var baseret på de nævnte oplysninger og værdiansættelsen ved den efterfølgende overdragelse til G1 Aktieselskab.◄

►SKM2025.317.LSR◄

►Sagen angik værdiansættelsen af en gave i form af B- og C-anparter i et selskab som led i et generationsskifte. Skattestyrelsen havde ændret værdiansættelsen af B- og C-anparterne under henvisning til værdien af en forlods udbytteret, som tilkom klageren som ejer af samtlige A-anparter i selskabet, ligesom Skattestyrelsen havde ændret kursværdien af den latente skatteforpligtigelse under henvisning til, at der ikke var grundlag for en fordeling af successionsfordelen. Landsskatteretten fandt, at der var hjemmel i BAL § 27, stk. 1 og 2, til, at Skattestyrelsen kunne fastsætte værdien af en gave til dens handelsværdi på tidspunktet for modtagelsen, og at denne hjemmel også omfattede fastsættelse af værdien af en gave, som bestod af delelementer i den samlede fastsættelse af værdien af en gave. Der var således hjemmel til, at Skattestyrelsen havde fastsat værdien af gaven i form af B- og C-anparter i selskabet, herunder ved anvendelse af CAPM-modellen og fastsættelse af værdien af den forlods udbytteret ved anvendelse af denne model. Landsskatteretten foretog en konkret vurdering af værdien af den forlods udbytteret og ændrede værdien af denne, da den markedsbestemte opskrivningsprocent blev anset for at være fastsat for højt særligt under hensyntagen til størrelsen af den forlods udbytteret i forhold til selskabets samlede værdi. Landsskatteretten bemærkede, at selve nutidsværdien af den latente skatteforpligtigelse blandt andet afhang af forventet ejertid og diskonteringsrente, mens en eventuel fordeling af successionsfordelen afhang af parternes forhandlingsstyrke.

Under de konkrete omstændigheder fandt Landsskatteretten det ikke godtgjort, at fordelingen af successionsfordelen havde været genstand for reel forhandling i forbindelse med fastsættelsen af kursværdien for den latente skatteforpligtigelse, herunder da generationsskiftet var iværksat og kontrolleret af klageren. Landsskatteretten stadfæstede således Skattestyrelsens afgørelse vedrørende spørgsmålet om fordelingen af succesionsfordelen og ændrede afgørelsen vedrørende værdiansættelsen af B- og C-anparterne og overlod den fornyede beløbsmæssige opgørelse af gaveafgiften til Skattestyrelsen.◄

►SKM2025.279.LSR◄

►Klagen skyldtes, at Skattestyrelsen havde ændret nedslaget for den latente skatteforpligtelse for de i sagen omhandlede gaver fra et kursnedslag for kursværdien af den latente skatteforpligtelse til et nedslag efter KSL § 33 D. Landsskatteretten lagde til grund, at spørgsmålet om kursværdiansættelse af den latente skatteforpligtigelse var delt i to, og at det både indeholdt et element i form af selve nutidsværdien af forpligtigelsen og et element i form af en eventuel fordeling af succesionsfordelen mellem parterne. Landsskatteretten bemærkede, at selve nutidsværdien af forpligtigelsen blandt andet afhang af forventet ejertid og diskonteringsrente, mens en eventuel fordeling af successionsfordelen afhang af parternes forhandlingsstyrke. Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsens skøn over en ejertid på mindst 50 år under de forliggende omstændigheder måtte anses for et realistisk skøn. For så vidt angik tilbagediskonteringsrenten ansås Skattestyrelsens skøn på en efter-skat rente på 4,32 pct. for at være et forsigtigt skøn, som Landsskatteretten ikke fandt grundlag for at tilsidesætte.

Under de konkrete omstændigheder fandtes det endvidere ikke godtgjort, at fordelingen af successionsfordelen havde været genstand for reel forhandling i forbindelse med fastsættelsen af kursværdien for den latente skatteforpligtigelse. 

Skattestyrelsen ansås ikke for at havde ændret selve værdiansættelsen af gaven, hvorfor Landsskatteretten fandt, at fristen i BAL § 27, stk. 2, ikke fandt anvendelse. Et nedslag i værdiansættelsen af det gaveoverdragne aktiv under hensyntagen til den udskudte skatteforpligtelse skulle derfor fragå i afgiftsgrundlaget på samme måde som et nedslag efter KSL § 33 D.

Endelig bemærkede Landsskatteretten, at klageren havde krav på det størst mulige nedslag, hvorefter Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om godkendelse af nedslag i gaveafgiftsgrundlaget efter KSL § 33 D.◄

►SKM2025.278.LSR◄

►Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens opgørelse af afgiftsgrundlaget i en gaveoverdragelse med skattemæssig succession, jf. KSL § 33 C af kapitalandele i et selskab mellem fader og søn. I Skattestyrelsens afgørelse tilfaldt succesionsfordelen fuldt ud faderen, mens klager havde gjort gældende, at succesionsfordelen skulle fordeles med 50 pct. til faderen og sønnen. Det var faderen, der havde fastsat vilkårene for gaven, ligesom det var faderen, der havde bestemt, at der skulle ske overdragelse med succession og havde fastsat kursen på den latente skat. Vilkårene og fordelingen af succesionsfordelen havde således ikke været genstand for en forhandling. Under disse omstændigheder tiltrådte Landsskatteretten, at der ikke var grundlagt for en fordeling af succesionsfordelen. Landsskatteretten fandt endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens skøn over diskonteringsrenten.◄

►SKM2025.156.LSR◄

►Sagen angik, om Skattestyrelsen havde været berettiget til at tilsidesætte klagerens beregning af handelsværdien af H1 A/S efter TSS-cirkulære 2000-09 og 2000-10. Landsskatteretten udtalte, at det påhvilede Skattestyrelsen at godtgøre, at klagerens værdiansættelse efter de såkaldte aktie- og goodwillcirkulærer ikke gav et retvisende udtryk for handelsværdien af de overdragne aktier i H1 A/S. Under henvisning bl.a. til, at de forhold, som Skattestyrelsen havde anført for at løfte bevisbyrden, alle var forhold, der vedrørte H4s produktionsvirksomhed med produktion og salg af generiske lægemidler, der udgjorde en meget lille del af H4s samlede virksomhed, fandt Landsskatteretten, at Skattestyrelsen ikke havde godtgjort, at klagerens værdiansættelse efter aktie- og goodwillcirkulærerne ikke gav et retvisende udtryk for handelsværdien af de overdragne aktier i H1 A/S. Skattestyrelsen havde således ikke godtgjort, at indtjeningen i koncernen måtte forventes at være væsentlig anderledes i fremtiden i forhold til de historiske resultater. Allerede af denne grund fandt Landsskatteretten, at der ikke var grundlag for at ændre klagerens værdiansættelse efter aktie- og goodwillcirkulærerne. Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.◄

►SKM2025.154.LSR◄

►Sagen angik, om Skattestyrelsen havde kunnet træffe sin afgørelse af 13. marts 2024 over boet efter A. Landsskatteretten bemærkede, at skifteretten den 7. december 2023 havde afsluttet boet efter A, at boet ikke herefter havde været genoptaget af skifteretten, og at boet efter A ikke havde eksisteret som et retssubjekt siden den 7. december 2023. Arvingen B havde udstedt en skiftefuldmagt til D, som havde været gældende under behandlingen af boet efter A. Landsskatteretten bemærkede, at en skiftefuldmagt som altovervejende hovedregel måtte anses for automatisk at bortfalde ved boets afslutning, og der var ikke konkrete holdepunkter for at fastslå, at skiftefuldmagten til D kunne udstrækkes til også at skulle gælde for det afsluttede bo. Da Skattestyrelsen havde sendt afgørelsen til D den 13. marts 2024, var dette sket til en adressat, der ikke havde haft en fuldmagt til at repræsentere boet efter A, eller selv var rette retssubjekt for afgørelsen. Det retssubjekt, boet efter A, som Skattestyrelsen havde søgt at træffe afgørelsen over for, havde ikke eksisteret siden den 7. december 2023, hvorved det heller ikke havde kunnet tjene som adressat for Skattestyrelsens afgørelse af 13. marts 2024. Det forhold, at Skattestyrelsen forud for boets afslutning havde foretaget partshøring af boet efter A, kunne ikke føre til et andet resultat, da boet blev afsluttet, inden Skattestyrelsen traf den påklagede afgørelse. På denne baggrund fandt Landsskatteretten, at Skattestyrelsens afgørelse var en nullitet. Landsskatteretten havde ikke herved taget stilling til Skattestyrelsens afgørelse truffet overfor B.◄

►SKM2025.144.LSR◄

►Som led i et generationsskifte overdrog klageren anparter i sit anpartsselskab til sin søn og mindreårige børnebørn. Det overdragne selskab ejede et andet selskab, der havde købt kommanditanparter i to danske kommanditselskaber. De to danske kommanditselskaber ejede to tyske kommanditselskaber, som ejede hver sin solcellepark i Tyskland. Sagen angik, om overdragelsen af selskabet kunne ske med skattemæssig succession, jf. ABL § 34. Spørgsmålet var, om investeringen i solcelleanlæg via kommanditselskaber måtte anses som passiv kapitalanbringelse. Efter en samlet konkret vurdering, herunder at klageren, trods opfordring herom, ikke havde fremlagt prospekter eller andre dokumenter, der belyste klagerens og sønnens rolle i forhold til driften af solcelleparkerne, var Landsskatteretten enig med Skattestyrelsen i, at kommanditanparterne, i lighed med børsnoterede værdipapirer, var passiv kapitalanbringelse. Anparterne i selskabet kunne derfor ikke overdrages med skattemæssig succession, jf. ABL § 34.

Herefter, og da 6-månedersfristen i ABL § 27, stk. 2, alene vedrørte gavens værdi, som der ikke var strid om, og ikke spørgsmålet, om, hvorvidt der kunne succederes efter ABL § 34, stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse.◄

►SKM2025.82.LSR◄

►Sagen angik, om klageren kunne overdrage en ejendom til sin datter for 1.740.000 kr. efter den såkaldte 15 pct.’s regel i værdiansættelsescirkulæret, cirkulære nr. 185 af 17. november 1982, pkt. 6, 2. afsnit, eller om der forelå sådanne særlige omstændigheder, at skattemyndighederne ikke skulle acceptere en værdiansættelse efter denne regel. Henset til, at klagerens datter 8 måneder efter familieoverdragelsen indgik en formidlingsaftale og udbød ejendommen til salg, og at ejendommen 10½ måneder efter overdragelsen blev solgt for 4.595.000 kr. i almindelig fri handel, fandt Landsskatteretten, at der forelå særlige omstændigheder, der skyldtes særlige, konkrete forhold vedrørende ejendommen, hvorfor værdiansættelsen på +/- 15 pct. den offentlige ejendomsvurdering kunne tilsidesættes. Det forhold, at klagerens datter ifølge det oplyste valgte at sælge lejligheden, idet hun ville flytte sammen med sin kæreste og hans sønner, og at der således ikke var plads i lejligheden til den sammenbragte familie, kunne ikke føre til et andet resultat.

Sagen angik endvidere, om der ved gaveafgiftsberegningen var hjemmel til fradrag for klagerens udgifter til maling og datterens udgifter til ejendomsmægler i forbindelse med den efterfølgende handel. Landsskatteretten fandt, at der ved gaveafgiftsberegningen ikke var hjemmel til fradrag for klagerens udgifter til maling. Retten henså herved til, at der efter BAL § 29, stk. 2, 1. pkt., alene kunne fratrækkes udgifter til den variable del af tinglysningsafgiften, og at denne allerede var medtaget i gaveafgiftsberegningen. Landsskatteretten fandt endvidere, at der ved gaveafgiftsberegningen ikke var fradrag for udgifter til ejendomsmægler i forbindelse med den efterfølgende handel, da datterens salg til tredjemand ikke var en gaveoverdragelse omfattet af boafgiftsloven. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.◄

SKM2024.554.LSR

Sagen angik, om der skulle betales yderligere gaveafgift ved gaveoverdragelse af anparter i et holdingselskab i en ejendomskoncern. Koncernens ejendomme, som i årsrapporterne var optaget til dagsværdien, blev, jf. pkt. 3 i TSS-cirkulære nr. 2000-09, nedskrevet til de senest kendte offentlige vurderinger. Skattestyrelsen ændrede værdiansættelsen af holdingselskabet, idet styrelsen ved værdiansættelsen af holdingselskabet ansatte koncernens ejendomme til dagsværdierne i henhold til årsrapporterne. Landsskatteretten fandt, at cirkulæret var vejledende for udøvelsen af skønnet over handelsværdien, og at klageren ikke havde et retskrav på at anvende cirkulæret, hvis en værdiansættelse i henhold til cirkulæret ikke førte til et retvisende udtryk for handelsværdien. Dagsværdierne i årsrapporterne var ikke generelt uegnede i forhold til at fastlægge handelsværdien af ejendommene, og konkret udtrykte dagsværdierne den værdi, som ejendommene måtte forventes at kunne sælges for til tredjemand. Med henvisning til bl.a. forskellen i værdierne og størrelsen af egenkapitalen fandt Landsskatteretten, at det var berettiget, at Skattestyrelsen havde fraveget værdiansættelsescirkulæret. Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse.

SKM2024.497.LSR

Sagen angik, om der skulle betales yderligere gaveafgift ved en fars overdragelse af kapitalandele i et holdingselskab i en ejendomskoncern til sine børn. Værdiansættelsen var sket på baggrund af TSS cirkulære nr. 2000-09 og 2000-10. Koncernens ejendomme, som i årsrapporterne var optaget til dagsværdien, blev, jf. pkt. 3 i TSS cirkulære nr. 2000-09, nedskrevet til de senest kendte offentlige vurderinger. På baggrund heraf blev handelsværdien af holdingselskabet på gaveoverdragelsestidspunktet ansat til 84.101.322 kr. På overdragelsestidspunktet udgjorde de regnskabsmæssige værdier af koncernens ejendomme 624.668.422 kr., mens de offentlige ejendomsvurderinger udgjorde 359.305.900 kr. Nedskrivning til de offentlige ejendomsvurderinger medførte negativ værdi af flere af datterselskaberne. Skattestyrelsen ændrede værdiansættelsen af holdingselskabet til 223.635.053 kr., idet styrelsen ved værdiansættelsen af holdingselskabet ansatte koncernens ejendomme til dagsværdierne i henhold til årsrapporterne.

Landsskatteretten fandt, at cirkulærerne var vejledende for udøvelsen af skønnet over handelsværdien, og at klageren ikke havde et retskrav på at anvende cirkulærerne, hvis en værdiansættelse i henhold til cirkulærerne ikke førte til et retvisende udtryk for handelsværdien. Dagsværdierne i årsrapporterne udtrykte den værdi, som ejendommene måtte forventes at kunne sælges for og bl.a. med henvisning til størrelsen af egenkapitalen og den beregnede negative værdi af flere af datterselskaberne og selskabernes afkastgrader, fandt Landsskatteretten, at det var berettiget, at Skattestyrelsen havde fraveget værdiansættelsescirkulærerne. Landsskatteretten fandt desuden, at en materialeindkaldelse var relevant, og at den ikke var tilstrækkeligt besvaret, hvorfor ansættelsesfristen i BAL § 27, stk. 2, var overholdt. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse. (Dissens).

SKM2024.478.LSR

Sagen angik værdiansættelsen af en gave i form af B-anparter i et selskab, herunder værdiansættelsen af en forlods udbytteret, som tilkom klageren som ejer af samtlige A-anparter i selskabet. Landsskatteretten fandt, at der var hjemmel i BAL § 27, stk. 1 og 2, til, at Skattestyrelsen kunne fastsætte værdien af en gave til dens handelsværdi på tidspunktet for modtagelsen. Hjemlen til at fastsætte værdien af en gave til dens handelsværdi omfattede også den fastsættelse af værdien af en gave, som bestod af delelementer i den samlede fastsættelse af værdien af en gave. Der var således hjemmel til, at Skattestyrelsen havde fastsat værdien af gaven i form af B-anparter i selskabet, herunder anvendelse af CAPM-modellen og fastsættelse af værdien af den forlods udbytteret, som tilkom klageren som ejer af samtlige A-anparter i selskabet, ved anvendelse af denne model. Landsskatteretten foretog en konkret vurdering af handelsværdien af de overdragne B-anparter, og da der ikke for Landsskatteretten, f.eks. ved afholdelse af syn og skøn med henblik på at få fastsat den markedsbestemte opskrivningsprocent, var tilvejebragt et grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens skøn, stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse.

SKM2024.474.LSR

Landsskatteretten fandt i en sag om værdiansættelse af gaver, der bestod i unoterede anparter, at selskabets ejendomme ved gaveafgiftsberegningen skulle medtages til dagsværdi og ikke den offentlige vurdering, jf. TSS-cirkulære 2000-9, henset til anvendelsen af en af ejendommene, der var registreret forkert, belåningen og afkastet af den største ejendom. Landsskatteretten tiltrådte Skattestyrelsens skøn over ejendommenes værdi. Landsskatteretten hjemviste sagen, idet Skattestyrelsen ikke havde taget højde for udskudt skat i forbindelse med, at styrelsen beregnede værdien af anparterne på baggrund af dagsværdi. Derudover fandt Landsskatteretten, at der skulle ske en nedsættelse af rentesatsen af den forlods udbytteret og dermed fornyet beregning af kursværdien i henhold hertil. Afgørelsen er indbragt for domstolene.

SKM2024.472.LSR

Sagen angik, om klageren efter almindelige forvaltningsretlige principper om remonstration havde krav på genoptagelse af en afgørelse, hvorved værdiansættelsen af aktierne i H1 A/S blev ændret, selv om parterne valgte at udnytte et skatteforbehold i overdragelsesaftalerne i stedet for at påklage afgørelsen. Landsskatteretten fandt, at det forhold, at klageren efter udløbet af fristen for at påklage afgørelsen om at ændre værdiansættelsen af aktierne i gaveanmeldelsen, ved en ny repræsentants mellemkomst, var af den opfattelse, at værdiansættelsen var for høj, ikke i sig selv begrundede remonstration. På baggrund af sagens oplysninger fandt Landsskatteretten, at der ikke var grundlag for at genoptage afgørelsen, da der ikke forelå væsentligt nye retlige eller faktiske forhold, og da klageren ikke havde påvist væsentlige sagsbehandlingsfejl, der havde betydning for gyldigheden af afgørelsen. Landsskatteretten bemærkede, at parterne i gaveanmeldelsen havde valgt at udnytte et skatteforbehold i gaveanmeldelserne som alternativ til påklage af afgørelserne, og når et skatteforbehold var udnyttet, og det civilretlige grundlag dermed var ændret, var den oprindelige afgørelse erstattet af en ny retstilstand. Allerede derfor var det ikke muligt at genoptage den oprindelige afgørelse. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

SKM2024.450.LSR

Klageren havde gaveoverdraget anparter i et selskab til sine børn. Sagen angik bl.a. værdiansættelse af selskabets ejendomme. De omhandlede ejendomme var medtaget til dagsværdi i henhold til den seneste aflagte årsrapport, baseret på valuarvurderinger. Overdragelsen af B-anparterne i H1 ApS havde fundet sted mellem interesseforbundne parter. Ved gaveoverdragelsen kunne den fastsatte handelspris i gaveanmeldelsen derfor ikke uden videre lægges til grund som anparternes reelle handelsværdi på gaveoverdragelsestidspunktet, jf. U.1998.1299.HR og U.1999.1361.HR. Skattemyndighederne var derfor berettiget til at foretage et skøn over handelsværdien af anparterne på overdragelsestidspunktet, jf. U.2003.2165.HR, U 2006.1492.HR og U2015.2550.HR (SKM2015.296.HR). Vurderingsstyrelsen havde værdiansat ejendommene til i alt netto 368.650.000 kr. Forskellen mellem dagsværdien og den ansatte handelsværdi udgjorde 7,5 pct. Da overdragelsen havde fundet sted mellem interesseforbundne parter, fandt Landsskatteretten, at forskellen ikke var ubetydelig. Der blev henvist til SKM2017.264.ØLR. Det var ikke ved f.eks. afholdelse af syn og skøn godtgjort, at Skattestyrelsens skøn havde medført en handelsværdi, der var for høj. Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens skøn.

SKM2024.233.LSR

Sagen angik værdiansættelsen af en ejendom i Sverige, som var blevet overdraget som gave.

Landsskatteretten fandt, at cirkulære nr. 185 af 17. november 1982 om værdiansættelsen af aktiver og passiver i dødsboer m.m. og ved gaveafgiftsberegning ikke indeholdt særlige regler om værdiansættelse af udenlandske ejendomme, og at cirkulæret blandt andet henviste til, at den seneste bekendtgjorte vurdering efter vurderingsloven kunne lægges til grund ved gaveafgiftsberegningen. Cirkulæret henviste derimod ikke til ejendomsværdiskatteloven.

Henset hertil fandt Landsskatteretten, at gaveafgiftsgrundlaget skulle fastsættes med udgangspunkt i cirkulæret, hvorefter gaveafgiftsgrundlaget udgjorde ejendommens handelsværdi på tidspunktet for modtagelsen af gaven.

Landsskatteretten fandt herefter, at ejendommens handelsværdi skulle ansættes skønsmæssigt til 400.000 SEK, idet der ved skønnet blev henset til den svenske offentlige ejendomsvurdering for 2021 på 300.000 SEK, ligesom der blev henset til, at den svenske offentlige vurdering for 2021 alene tilsigtede at udgøre 75 pct. af markedsværdien. Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.

SKM2023.505.LSR

Sagen angik, om klageren kunne overdrage en ejendom efter den såkaldte +/- 15 pct.-regel i værdiansættelsescirkulæret, cirkulære nr. 185 af 17. november 1982, pkt. 6, 2 afsnit, eller om der forelå sådanne særlige omstændigheder, at Skattestyrelsen ikke skulle acceptere en værdiansættelse efter denne regel. Sagen angik endvidere, om der var indtrådt forældelse af Skattestyrelsens krav på betaling af gaveafgift. Landsskatteretten fandt, at der forelå særlige omstændigheder, hvorfor værdiansættelsen på +/- 15 pct. af den offentlige ejendomsvurdering kunne tilsidesættes. Landsskatteretten henviste herved til den korte tidsmæssige periode på et år og fem måneder mellem klagerens køb og videresalg af ejendommen til sin datter og til den betydelige forskel mellem klagerens anskaffelsessum ved købet af ejendommen i 2016 og hans afståelsessum ved videresalget til datteren i 2018.

For så vidt angår spørgsmålet om forældelse, fandt Landsskatteretten, at Skattestyrelsen først fik kendskab til kravet på gaveafgift den 3. juni 2022, hvor Skattestyrelsen modtog endeligt skøde samt gældsbrev, og herved fik kendskab til, hvordan overdragelsen var blevet berigtiget. Det var således først på dette tidspunkt, at Skattestyrelsen fik kendskab til, at der forelå en disposition, der udløste gaveafgift, og herved havde tilstrækkelige oplysninger til, at der kunne beregnes gaveafgift. Der var derfor ikke indtrådt forældelse af kravet om betaling af gaveafgift. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

SKM2023.454.LSR

Klagen vedrørte et bindende svar om, hvorvidt klageren i medfør af LL § 16 A som enekapital-ejer af det omhandlede selskab var skattepligtig af udlodninger, han havde givet afkald på til fordel for sine børnebørn. Klageren påtænkte at give en gave, hvorved børnebørnene blev tillagt en ret til at modtage alle udloddede udbytter frem til klagerens død eller et barnebarns død, hvis dette måtte indtræde først.

Landsskatteretten bemærkede, at klageren som eneejer af C ApS ville være aktuel aktionær på tidspunktet for udlodning af udbytterne, og retten til udbyttet ville derfor som udgangspunkt tilkomme ham. Klageren gav ved den påtænkte disposition ikke et blankt afkald på det fremtidige udbytte fra C ApS. Dette skyldtes, at han ved gave overdrog retten til udbyttet til børnebørnene, og han disponerede herved over udbyttet.

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke ved den påtænkte disposition kunne frigøre sig fra pligten til at betale udbytteskat, og han måtte således anses for rette indkomstmodtager af udbyttet, uanset at han ved gave overdrog retten til udbyttet til børnebørnene.

Det fandtes endvidere ikke godtgjort, at der forelå en klar, entydig administrativ praksis, hvorefter udbytte ikke skulle beskattes hos en aktuel aktionær i en situation som den, der var blevet spurgt til. Det omhandlede udbytte ansås ikke at være undtaget fra beskatning efter LL § 16 A, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 3 og 4, hvorfor Landsskatteretten stadfæstede det bindende svar.

Stadfæstelse af SKM2022.160.SR

SKM2023.157.LSR

Ved den påklagede afgørelse havde SKAT forhøjet den gaveafgiftspligtige værdi af nogle C-anparter i et anpartsselskab, som klageren havde gaveoverdraget til sine tre børn fra i alt 208.800 kr. til i alt 13,5 mio. kr. Forhøjelsen skyldtes, at SKAT havde fundet, at der ved fordelingen af den samlede værdi af selskabet svarende til godt 24,7 mio. kr. på henholdsvis A-, B- og C-anparterne skulle foretages en vurdering af, hvilken betydning A- og B-anparternes forlods udbytteret, herunder en årlig opskrivning heraf på 2 pct., og udbytterettighederne i øvrigt havde for handelsværdien af de respektive anpartsklasser.

Når der hensås til det oplyste om koncernens aktiviteter og de af datterselskaberne drevne virksomheder, fandt Landsskatteretten, at det var med rette, at SKAT havde fundet, at den markedsmæssige opskrivning af A- og B-anparternes udbytteret var højere end 2 pct. Retten fandt videre, at det var med rette, at SKAT ved udøvelsen af skønnet også havde taget højde for C-anparternes ret til udbytte, da denne ret ansås at have indflydelse på handelsværdien af de respektive anpartsklasser.

Herefter, og da der for Landsskatteretten ikke var tilvejebragt et grundlag for at nå til et andet resultat, fandt retten ud fra en samlet vurdering, at der ikke var grundlag for at nedsætte det af SKAT udøvede skøn over værdien af de gaveoverdragne C-anparter.

Landsskatteretten fandt herunder, at SKATs afgørelse ikke var udtryk for ændring af en administrativ praksis, hvorefter en opskrivning af udbytteretten med 2 pct. skulle anerkendes, og at SKAT havde ændret værdiansættelsen af C-anparterne inden for fristen i BAL § 27, stk. 2. Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse.

SKM2023.132.LSR

Handelsværdien af en ejendom overdraget fra far til søn kunne ikke fastsættes inden for +/- 15 pct. af den seneste offentliggjorte ejendomsvurdering i henhold til værdiansættelsescirkulærets pkt. 6.

Da der for Landsskatteretten ikke forelå oplysninger, der sandsynliggjorde, at den betydelige forskel mellem ejendommens handelsværdi på 3.895.000 kr. den 20. januar 2018 og videresalgsprisen til sønnen 3 år senere, den 18. januar 2021, på 1.440.000 kr., kunne forklares med prisfald på den pågældende ejendom i den pågældende periode, fandt Landsskatteretten, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at skattemyndighederne ikke skulle acceptere en værdiansættelse inden for 15 pct.-reglen.

Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens afgørelse om, at handelsværdien af ejendommen ved overdragelsen i januar 2021 udgjorde 4.200.000 kr.

Landsskatteretten fandt desuden, at Skattestyrelsen havde overholdt 6 måneders fristen i BAL § 27, stk. 2, ved ændringen af værdiansættelsen af ejendommen.

►Afgørelsen var indbragt for byretten, men er efterfølgende hævet.◄

SKM2023.20.LSR

Ved overdragelse af ejendom fra far til datter blev en del af overdragelsessummen berigtiget ved en aftægtsydelse. Landsskatteretten fandt, at der ved fastsættelse af aftægtsydelsen skulle henses til udtalelsen fra huslejenævnet, og at den kapitaliserede værdi af brugsnydelsen skulle opgøres iht. denne.
Landsskatteretten fandt ikke, at ejendommens attraktive beliggenhed kunne anses at være en særlig omstændighed, der medførte, at værdiansættelsescirkulæret ikke fandt anvendelse. Endvidere fandt Landsskatteretten ikke, at der forelå en gældsforpligtelse, der kunne fradrages inden beregning af gaveafgift.

SKM2022.545.LSR

Sagen angik, om klageren havde givet en gave til sin datter i forbindelse med optagelse af realkreditlån i en ejendom.

På baggrund af en konkret bevisvurdering lagde Landsskatteretten ved sagens afgørelse til grund, at klageren og hans datter indbyrdes havde aftalt, at datteren skulle betale alle ydelser på realkreditlånet, og i overensstemmelse hermed fremgik det af kontoudtog for datterens konto, at hun havde betalt alle ydelserne på realkreditlånet.

Landsskatteretten lagde endvidere vægt på, at datteren havde anvendt hele realkreditlånet til betaling for købet af ejendommen, og at datteren indfriede hele realkreditlånet ved salget af ejendommen.

På baggrund heraf fandt Landsskatteretten, at der ikke var tilfaldet datteren en vederlagsfri formuefordel, og at der derfor ikke var givet en gave fra klageren til hans datter.

SKM2022.405.LSR

Klageren modtog i 2017 gaver for i alt 1.062.900 kr. og indbetalte gaveafgiften heraf, 150.000 kr., til SKAT rettidigt den 30. april 2018. Der blev derimod ikke indsendt gaveanmeldelse inden udløbet af fristen herfor senest den 1. maj 2018, jf. BAL § 26, stk. 1. Efter SKATs påmindelse om gaveanmeldelse i brev af 21. marts 2019 blev gaveanmeldelse indgivet den 7. maj 2019. SKAT godkendte gaveanmeldelsen, men opkrævede med henvisning til BAL § 38, stk. 1, renter af gaveafgiften med henvisning til, at anmeldelsen var indgivet for sent.

Landsskatteretten fandt, at BAL § 38 måtte forstås sådan, at der i den foreliggende situation, hvor klageren ikke indgav rettidig anmeldelse, men selv beregnede afgiften og indbetalte den inden udløbet af fristen for at indgive anmeldelse med angivelse af, at der var tale om gaveafgift, ikke påløb renter som følge af den for sene gaveanmeldelse. Landsskatteretten gav derfor klageren medhold i, at der ikke skulle beregnes renter. (Dissens).

SKM2022.157.LSR

Om nedsat afgift:

Landsskatteretten fandt ikke, at værdipapirbeholdningen i den konkrete sag kunne anses som omfattet af reglerne om en nedsat gaveafgift på 6 pct. Landsskatteretten fandt det ikke godtgjort, at selskabet havde gjort brug af obligationsbeholdningen til den løbende drift af virksomheden. Landsskatteretten fandt ikke, at klageren ved fremlæggelse af en oversigt over virksomhedens posteringer for september måned havde godtgjort, at værdipapirbeholdningen var blevet anvendt til den løbende drift af virksomheden og dermed udgjorde en nødvendig driftskapital.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse, således at gaveafgiften af værdipapirbeholdningen skulle udgøre 15 pct.

Om næringsejendomme er omfattet af værdiansættelsescirkulæret: Se SKM2024.365.HR, hvor Højesteret fandt, at næringsejendomme ikke er omfattet af værdiansættelsescirkulæret.

SKM2021.460.LSR

Landsskatteretten fandt, at ændring af opgørelsen af fradrag for latente skatteforpligtelser, der i det konkrete tilfælde var beregnet som et værdinedslag i handelsværdien af de overdragne aktiver, var omfattet af fristen i BAL § 27, stk. 2. Ud fra de fremlagte oplysninger lagde Landsskatteretten til grund, at Skattestyrelsens ændring af handelsværdien var sket efter udløbet af fristen i BAL § 27, stk. 2. Ændringen var herefter ugyldig.

SKM2021.117.LSR

Landsskatteretten gav tilladelse til omgørelse af en tilbagekaldelse af et arveafkald, da hovedårsagen til tilbagekaldelsen af arveafkaldet fandtes at være, at skatteyderen også skulle have del i arven efter sin afdøde ægtefælle. Dispositionen var derfor ikke i overvejende grad båret af hensyn til at spare eller udskyde skatter, uagtet at tilbagekaldelsen af arveafkaldet ville medføre, at boafgiften blev lavere. De øvrige betingelser for omgørelse var ligeledes opfyldt.

SKM2021.179.LSR

Klageren var ikke gaveafgiftspligtig af modtagne pengeoverførsler fra klagerens mor.

Landsskatteretten fandt ikke, at klageren havde erhvervet ret til pengegaver, der oversteg det afgiftsfri grundbeløb i BAL § 22.

Landsskatteretten fandt det godtgjort, at klagerens børn og børnebørn havde erhvervet ret til gavebeløb svarende til de fremlagte skriftlige gavetilsagn. Landsskatteretten fandt, at et antal fremlagte gældsbreve var udtryk for reelle gældsforhold. At børnenes og børnebørnenes gaver blev indbetalt til klagerens konto kunne ikke føre til, at klageren var den reelle modtager af pengegaver, som børnene og børnebørnene havde udlånt til klageren.

SKM2018.552.LSR

Fastsættelse af handelsværdien ved en gaveoverdragelse af en landbrugsejendom fandtes at kunne ske efter bestemmelserne i værdiansættelsescirkulæret (cirkulære nr. 185 af 17. november 1982) det vil sige til /- 15 pct. af den seneste offentliggjorte kontante ejendomsvurdering. Fastsættelse af nedslag for den latente skat, jf. KSL § 33 C, fandtes at kunne ske til kurs 80. Den talmæssige opgørelse i sagen hjemvistes til SKAT jf. § 12, stk. 4 i Landsskatterettens forretningsorden.

SKM2014.653.LSR

Ved overdragelser af anparter som gave var der af parterne taget skatteforbehold, som blev udnyttet. Et krav om yderligere gaveafgift blev herefter frafaldet. Som følge heraf havde klageren, der havde klaget til Landskatteretten over gaveafgiftsberegningen, ikke en retlig interesse i at få prøvet sagen, som derfor blev afvist.

SKM2014.345.LSR

Ved ansættelsen af gaveafgiftspligtig værdi af anparter i et nystiftet selskab kunne formueskattekursen ikke anvendes, bl.a. fordi der var et åbenbart misforhold mellem markedsprisen og overdragelsesprisen for de omhandlende anparter.

SKM2013.110.LSR 

Ved ansættelse af gaveafgiftsgrundlaget i forbindelse med overdragelse af anparter i et selskab, der ejede en skovejendom, kunne der ikke indrømmes nedslag på 40 pct. efter den nu ophævede § 18 B i ligningsloven.

SKM2012.479.LSR

SKM2012.477.LSR 

I forbindelse med et generationsskifte af en landbrugsejendom blev det overvejet, om overdragelsen skulle ske med succession, og om en del af vederlaget skulle berigtiges ved gave. Når der er tale om overdragelse af virksomhed med succession, og når en del af eller hele overdragelsessummen berigtiges i form af gave, kan der kompenseres for en latent skat enten i henhold til KSL § 33 C ved nedslag i handelsværdien eller i henhold til KSL § 33 D ved beregning af en passivpost. Begge bestemmelser søger således at udligne eventuelle fremtidige skattetilsvar, og der er ikke mulighed for at få reduktion for en latent skat efter begge bestemmelser. Der er valgfrihed for den skattepligtige, hvor nedslaget for en latent skat skal placeres.

SKM2009.698.LSR

Ved opgørelse af skattekursen for gaveoverdragne anparter i et holdingselskab skulle forventet udbytte fra datterselskaber medregnes til indre værdi af de modtagende selskaber.

SKM2008.876.LSR

En vognmandsforretning påtænktes afhændet med succession. Retten fandt at handelsværdien af aktiverne skulle fastsættes under hensyn til skatteforpligtelsen. Skatteforpligtelsen kunne ikke sættes til kurs pari.

Skatterådets afgørelse SKM2007.231.SR.

SKM2008.596.LSR

Ved overdragelse af anparter fra fader til søn skulle handelsværdien - og ikke skattekursen - for anparterne lægges til grund ved gaveafgiftsberegningen, idet handelsværdien var konstateret ved et næsten samtidigt salg til tredjemand.

SKM2007.430.LSR

Ved en gaveoverdragelse af anparter med succession skulle værdiansættelsen af anparterne til brug for gaveafgiftsberegningen ske efter principperne i cirkulære nr. 185 af 17. november 1982 og ikke som antaget af skattemyndighederne efter ABL § 11, stk. 1 og 9, om adgangen til overdragelse af aktier eller anparter med succession.

SKM2007.202.LSR

Ved gaveoverdragelse af aktier i et selskab, hvis aktiviteter bestod af aktiebesiddelser i andre selskaber samt ejendomsudlejning, skulle værdiansættelsen af aktierne foretages efter reglerne om holdingselskaber.

SKM2005.133.LSR

Nedskrivning af gæld, der blev ydet som gaver fra A's forældre til A's hustru, skulle anses for gaver fra A's far til A, fordi den pågældende anfordringsgæld kun omfattede faren som kreditor og A som debitor.

SKM2001.380.LSR

Kendelse om ændring af værdiansættelsen af en gaveafgiftspligtig gave afsagt mere end tre måneder efter at gaveanmeldelsen var modtaget blev anset for ugyldig.

Ugyldighed

TfS2000.368

Ved gaver ydet fra ægtefæller til børn anses ægtefællerne for to selvstændige gavegivere. Der kunne derfor ikke ske sammenlægning af to ægtefællers gaver i form af aktier til børn ved vurderingen af, om der kunne ske succession efter ABL § 11 i forbindelse med beregning af gaveafgiften. Kravet om at der skal overdrages mindst 15 pct. af stemmeværdien kunne herefter ikke anses opfyldt ved overdragelse af aktier fra moder til børn.

TfS1999.444

Ved en gaveoverdragelse omfattet af boafgiftsloven skulle der godkendes fradrag i gaveafgiften med den samlede stempelafgift, der var erlagt ved oprettelse af overdragelsesdokumentet vedrørende de overdragne aktiver. Modregning af stempelafgift i gaveafgiften skulle således ikke foretages særskilt for hver enkelt aktiv.

TfS1996.234

Af en gave med forbeholdte rentenydelsesrettigheder givet før lovens ikrafttræden skal der betales gaveafgift/indkomstskat, når sidste rentenydelsesret ophører.

LSR1970.116

En skatteyders fraskilte ægtefælle indbragte i ægteskabet et barn fra et tidligere ægteskab, og dette barn havde ydet skatteyderen et beløb på 5.000 kr. I henhold til arve- og gaveafgiftslovens § 44 svares afgift af gaver bl.a. i tilfælde, hvor disse ydes til giverens forældre, stedforældre eller bedsteforældre. Denne bestemmelse er af skattedepartementet fortolket som også omfattende forhold, under hvilke der af et i et ægteskab indbragt særbarn efter ægteskabets opløsning er ydet gaver til dettes tidligere stedforældre. Landsskatteretten kunne tilslutte sig denne forståelse, jf. herved SL § 5b, og skatteyderen var herefter ikke indkomstskattepligtig af beløbet.

Ikke beskatning

Skatterådet

►SKM2025.324.SR◄

►Spørger havde i november 2024 gaveoverdraget anparter i et holdingselskab (ApS) til spørgers tre børn med succession. Der var i december 2024 indsendt gaveanmeldelser herom til Skattestyrelsen.

Spørger ønskede med anmodningen om bindende svar at få bekræftet, at holdingselskabet ikke var en pengetank på gaveoverdragelsestidspunktet, jf. ABL § 34, således at den gennemførte overdragelse opfyldte betingelserne for at kunne ske med succession.

Efter en samlet konkret vurdering af alle omstændigheder i anmodningen, afviste Skatterådet, med henvisning til SFL §§ 22 og 24, at besvare anmodningen. Dette skyldtes dels, at det var en forudsætning, at såvel gavegiver som gavemodtagerne skulle anmode om svaret, når svaret havde skattemæssige konsekvenser for både gavegiver og gavemodtagerne, samt dels, at der samtidigt med sagsbehandlingen af nærværende anmodning om bindende svar pågik en igangværende sagsbehandling af de indsendte gaveanmeldelser vedrørende samme transaktioner.◄

SKM2024.605.SR

Spørger påtænkte at gaveoverdrage 70 pct. af kapitalen i A A/S til sin hustru og samtidig etablere en successionsrækkefølge, hvor Spørgers hustru er successor, ægteparrets børn er første antecessorer, og ægteparrets børnebørn skal være anden antecessorer. Successionsrækkefølgen indeholder en række rådighedsbegrænsninger for såvel successor og antecessorer.

Skatterådet bekræftede, at overdragelsen til Spørgers hustru skulle behandles efter reglerne om ægtefællesuccession i kildeskattelovens § 26 B, idet ejendomsretten til kapitalandelene overgik til Spørgers hustru ved Spørgers overdragelse af disse, jf. UfR 2021.5245.H. Skatterådet bekræftede herudover, at hvis kapitalandelene ikke indgik i et dødsbo, ville de ikke være omfattet af boets skattepligt. Kapitalandelene ville dog være omfattet af afdødes skattepligt i mellemperioden.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at kapitalandelene ikke skulle beskattes efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven ved successors (Spørgers hustru) og antecessorernes (Spørgers børn/børnebørn) død, når kapitalandelene blev indsat i en successionsrækkefølge og overgik ved dødsfald.

Kapitalandelene blev overdraget til Spørgers hustru og Spørgers børn/børnebørn, der fik ejerskab til dem. Deres rådighed over kapitalandelene blev anset for ophørt på dødsdagen, jf. U2021.5245.H. Efter Højesterets dom i TfS 1998.397, skete der afståelse, når ejendomsrettens ophørte ved overdragelse eller på anden måde. Kapitalandelene skulle således beskattes efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven ved successors (Spørgers hustru) og antecessorernes (Spørgers børn/børnebørn) død, når kapitalandelene blev indsat i en successionsrækkefølge og overgik ved dødsfald.

Skatterådet afviste at besvare spørgsmål 4, idet det henhørte til skifterettens kompetence at træffe afgørelse om, hvorvidt aktiver skulle indgå i en boopgørelse.

Skatterådet bekræftede, at overdragelsen til Spørgers hustru var omfattet af boafgiftslovens regler om gaveafgift, og at gaven ville være afgiftsfri. Skatterådet kunne ikke tage stilling til, hvorvidt der skulle afregnes gaveafgift for antecessor ved indtræden i successionsrækkefølgen, idet det var skifteretten, der havde kompetence til at beregne og opkræve afgift ved overgang af aktiver i henhold til en successionsrækkefølge.

SKM2024.223.SR

Spørgers stedfar havde i sit testamente stiftet en liferent trust til fordel for sin ægtefælle, der var Spørgers mor. Spørger og hendes søskende var begunstigede i trusten, og trustens formue skulle fordeles i lige store andele til Spørger og hendes søskende, når Spørgers mor afgik ved døden. Spørgers mor var en af tre trustees i trusten. Mens Spørgers mor var i live kunne trustees foretage uddelinger både til Spørgers mor og til Spørger og hendes søskende. Spørgers mor skulle godkende uddelinger til Spørger og hendes søskende. 

Skatterådet fandt, at trusten var transparent i forhold til Spørgers mor, så længe Spørgers mor var i live. Skatterådet fandt, at udbetalinger fra trusten efter Spørgers mor var afgået ved døden, skulle anses for arv, der ikke var indkomstskattepligtigt.

Skatterådet afviste at tage stilling til om der skulle betales boafgift, da dette spørgsmål var skifterettens kompetence. Skatterådet fandt videre, at arveforskud på 71.500 kr. årligt var skattefrit.

Herudover fandt Skatterådet, at et lån uden tilbagebetalingspligt fra trusten skulle anses som et arveforskud, da lånebeløbet skulle modregnes i Spørgers arv.

SKM2023.56.SR

Spørger ønskede bekræftet, at en amerikansk irrevocable trust skulle anses for at være en skattemæssig transparent enhed i dansk skattemæssig henseende. Trusten var stiftet af spørgers forældre. Så længe begge forældre levede, var trusten transparent i forhold til begge. Der blev lagt særligt vægt på, at trustens trustee var den ene stifters søster og den anden stifters svigerinde og at trustens vedtægter kunne ændres, hvilket også var sket. Spørgsmålet kunne derfor bekræftes.

Desuden ønskede spørger bekræftet, at tildelinger til spørger skulle anses som en gave fra spørgers forælde efter BAL §§ 22 og 23. Da spørger var barn af stifterne, og havde hjemting i Danmark, kunne dette bekræftes.

SKM2022.450.SR

Spørger ønskede Skatterådets stillingtagen til om en kælderejendom, der udlejes til parkeringspladser og lukkede garager, er et pengetankaktiv (passiv kapitalanbringelse) eller et erhvervsaktiv i forhold til ABL § 34.

Skatterådet fandt, at en ejendom, der anvendes til udlejning af parkeringspladser og lukkede garager, skal betragtes som en udlejningsejendom.

Skatterådet fandt videre, at bogholderi, fakturering, rykkerprocedure, fraflytningsafregning, rengøring, fremvisning af pladser og garager mv., samt udarbejdelse af lejekontrakter omfatter aktivitet ved selve udlejningen.

Skatterådet fandt endvidere, at SKM2021.537.VLR (anket til Højesteret), der omhandler pengetankreglen i andele i P/S’er, der driver solcelle- og vindmøllevirksomhed, ikke ændrer på, at alle udlejningsejendomme, med ganske få undtagelser, skal betragtes som passiv kapitalanbringelse, (udlejning af parkeringspladser og lukkede garager er ikke omfattet af disse ganske få undtagelser), samt at al aktivitet med selve udlejningen ikke tæller med som aktiv aktivitet.

Spørgsmål 2 omhandlede, om et selskabs ejendom kan værdiansættes til den seneste offentlige vurdering ved overdragelse af anparterne i selskabet til hovedanpartshaverens børn.

Skatterådet fandt, at når Vurderingsstyrelsen har vurderet ejendommen til 17 mio.kr. og den seneste offentlige vurdering udgør 12,2 mio.kr., så skal der ske en fravigelse af hjælpereglen i TSS-cirkulære 2000-9, således at selskabets ejendom ikke kan værdiansættes til den seneste offentlige vurdering.

SKM2022.299.SR

Sagen omhandlede de danske gaveafgiftsmæssige konsekvenser, hvis Spørger modtog en pengegave fra Spørgers forældre, der var bosiddende i Holland.

Det fremgik af boafgiftslovens regler, at der skulle betales gaveafgift, hvis enten gavegiver eller gavemodtager havde hjemting i Danmark. Der var ikke indgået nogen dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Holland, der omhandlede gaveafgift.

Skatterådet fandt, at når Spørger som gavemodtager havde hjemting i Danmark, og der ikke var indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvor det var aftalt, at Holland havde beskatningsretten til gaven, så indebar dette, at der skulle betales gaveafgift til Danmark, hvis Spørger modtog en gave fra Spørgers mor eller far, der oversteg det afgiftsfrie grundbeløb.

Skatterådet fandt endvidere, at når pengegaven blev ydet fra bankindestående i Holland, så var pengegaven omfattet af boafgiftslovens lempelsesregler, der omhandlede gaveafgift, der var betalt til fremmed stat af dér beliggende eller beroende aktiver. Dette indebar, at hvis Spørger skulle betale gaveafgift af pengegaven til det hollandske skattevæsen, kunne denne betalte gaveafgift fratrækkes i den danske gaveafgift. Fradraget kunne dog højest udgøre et beløb svarende til den danske gaveafgift af pengegaven.

SKM2021.446.SR

Sagen omhandlede problemstillinger i forbindelse med et påtænkt generationsskifte af aktierne i selskab, der bl.a. ejede ejendomme. Spm. 6 omhandlede værdiansættelse af ejendommene ved opgørelsen af gavens værdi, jf. BAL § 27. De konkrete ejendomme var alle erhvervet inden for en kortere årrække før det påtænkte generationsskifte, og ombygningsudgifter m.m. udgjorde i denne periode mere end halvdelen af den samlede regnskabsmæssige værdi af ejendommene. Skatterådet bekræftede, at de regnskabsmæssige værdier inkl. alle ombygningsudgifter m.m. frem til overdragelsestidspunktet, der skulle finde sted i umiddelbar forlængelse af afgivelse af det bindende svar, i nærværende konkrete tilfælde kunne anvendes som udtryk for handelsværdien af de pågældende ejendomme.

SKM2020.91.SR

Spørger ønskede bekræftet, at fremtidige udbetalinger fra en amerikansk trust, som var stiftet af hans bedstemor i 2014, hvor bedstemorens to børn (spørgers tante og onkel) var trustees, og hvor spørger var benificient, skulle anses for gaver til spørger.

Bl.a. henset til, at det var oplyst, at bedstemoren levede, ansås trusten for transparent i forhold til hende, og det kunne derfor bekræftes, at fremtidige udbetalinger til spørger ansås for gaver.

SKM2020.90.SR

Spørger ønskede bekræftet at fremtidige udbetalinger fra en amerikansk trust, som var stiftet af hans bedstemor i 1999, hvor bedstemorens to børn (spørgers tante og onkel) var trustees, og hvor spørger var en blandt flere benificienter, skulle anses for gaver til spørger.

Bl.a. henset til, at det var oplyst, at bedstemoren levede, ansås trusten for transparent i forhold til hende, og det kunne derfor bekræftes, at fremtidige udbetalinger til spørger ansås for gaver.

SKM2014.751.SR

SKM-meddelelser

►SKM2025.127.SKTST◄

►Skattestyrelsen ophæver CIR nr 45 af 28/03/2000 (TSS nr 2000-09) og CIR nr 44 af 28/03/2000 (TSS nr 2000-10) vedr. værdiansættelse af unoterede aktier og goodwill med virkning fra, at den nye værdiansættelsesmodel i L 123 (folketingsåret 2024/25) træder i kraft. Den nye værdiansættelsesmodel får virkning for værdiansættelser fra denne dato.◄

► Den nye værdiansættelsesmodel i L 123 (folketingsåret 2024/25) er vedtaget ved lov nr. 369 af 9. april 2025 med ikrafttrædelse den 11. april 2025.◄

SKM2024.356.SKTST

Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle i en højesteretssag om fastsættelse af kursværdien af udskudt skat ved overdragelse med succession. Højesteret har den 27. februar 2024 afsagt dom i sagen (SKM2024.344.HR) og Skatteministeriet har udsendt en kommentar til dommen i SKM2024.345.DEP.

Skattestyrelsen vil udsende et styresignal om højesteretssagens betydning for praksis, og der vil i dette styresignal endvidere være angivelser af relevante frister, krav til dokumentation mm. Adgangen til genoptagelse af gaveafgift er ikke betinget af, at der er offentliggjort et styresignal. Muligheden for genoptagelse er betinget af, at kravet ikke er forældet.

Se SKM2024.344.HR og SKM2024.345.DEP.

SKM2024.345.DEP

Skatteministeriet har i en højesteretssag om overdragelse af en landbrugsejendom med succession taget bekræftende til genmæle.

Sagen angik, om erhververen af en virksomhed, som blev overdraget med succession efter KSL § 33 C, opnåede en formuefordel, der udløste gavebeskatning, når handelsprisen blev reduceret med et højere opgjort skattenedslag end nutidsværdien af den overtagne skat. I den konkrete sag var der tale om overdragelse af en landbrugsejendom med succession fra farbror til nevø.

Det var Skatteministeriets opfattelse, at Højesteret ville nå frem til, at appellanterne med den fremlagte syns- og skønsrapport i sagen havde godtgjort, at kursfastsættelsen af den overtagne skat til kurs 80 i den konkrete sag ikke afveg fra, hvad uafhængige parter ville aftale, og at køberen således ikke ved overdragelsen af virksomheden med succession havde opnået en formuefordel i kraft af skattenedslaget, som udløste gavebeskatning.

Det var herefter Skatteministeriets opfattelse, at en fordeling af successionsfordelen ikke kunne udstrækkes til alle overdragelser mellem interesseforbundne parter, der skete med succession, hvis der var holdepunkter for, at forhandlingsstyrken mellem parterne forholdt sig anderledes. Var det - som i den konkrete sag - ikke muligt for parterne at fastsætte en anden værdi i intervallet mellem nutidsværdien af skatteforpligtelsen og kurs 100 ved hjælp af en analyse af forhandlingsstyrken, ville intervallets midtpunkt kunne anses for at være resultatet af parternes forhandling.

Domskommentar til SKM2024.344.HR

Se endvidere SKM2024.356.SKTST