Sag BS-10936/2023-OLR

(23. afdeling)

Parter

H1-virksomhed

(v/ advokat Jeppe Holt)

mod

Skatteministeriet

(v/ advokat Anne Bräuner Vestergren)

Københavns Byret har den 13. februar 2023 afsagt dom i 1. instans (sag BS33963/2021-KBH).

Landsdommerne Julie Skat Rørdam, Steen Mejer og Thomas Kloppenburg (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.

Påstande

Appellanten, H1-virksomhed, har nedlagt følgende påstande:

"1. Indstævnte Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at appellanten Ejerforeningen H1-virksomhed ikke skal svare moms af sine medlemmers indbetalinger, og at Ejerforeningen H1-virksomhed’s momsangivelse for perioden 1. januar 2011 til 31. december 2012 således er korrekt.

2. Indstævnte Skatteministeriet tilpligtes at tilbagebetale kr. 360.000 til appellanten Ejerforeningen H1-virksomhed med tillæg af sædvanlig rente fra 2. marts 2014, subsidiært fra et senere tidspunkt efter landsrettens skøn, til, at betaling sker.

Subsidiært, at sagsomkostningsafgørelsen fra Københavns Byret ændres således, at sagsomkostningerne nedsættes efter landsrettens skøn."

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

H1-virksomhed har endvidere anmodet om, at sagen udsættes på præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen med henblik på at få afklaret, om H1-virksomhed i henhold til EU-lovgivning er helt eller delvist forpligtet til at være momsregistreret eller er fritaget herfor. 

Skatteministeriet har protesteret mod H1-virksomhed’s begæring om præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen. 

Forklaringer

KE og SN har afgivet supplerende forklaring. IO har endvidere afgivet forklaring.

IO har forklaret bl.a., at han efter en lang karriere i forsvaret gik på pension i 2002. 

Han har i mange år haft et samarbejde med KE, som han købte en ejendom med i 1985. Han købte sig ind i H1-virksomhed i 2015/16 og har deltaget i ejerforeningens generalforsamlinger fra primo 2016. I 2017 trådte han ind i ejerforeningens bestyrelse som menigt medlem. Fra 2018-2022 var han formand for bestyrelsen. I dag er han igen menigt medlem af bestyrelsen. 

I 2016 varetog ejerforeningen udlejningen af lejlighederne gennem hoteldriften. Udgifterne til ejerforeningen og hoteldriften var adskilt i ejerforeningens regnskab. Hvis man som ejer ønskede at benytte sin egen lejlighed, skulle man betale særskilt herfor. Man fik som ejer en rabat på 25 pct., hvis man ønskede at leje lejligheden. 

Der var i 2016 modstand fra visse ejere mod pligten til at udleje sin lejlighed. Det var endvidere svært at få lejlighederne solgt, fordi køberne havde svært ved at forstå pligten til at udleje sin lejlighed. Samtidig stod det klart, at driften ikke kunne løbe rundt. Efter en vedtægtsændring og ny lokalplan blev der åbnet op for, at ejerne kunne undlade at udleje deres lejlighed eller udleje den uden om hoteldriften. Flere valgte herefter at udleje uden om hoteldriften. I 2019 kunne de lukke hoteldriften ned og sige farvel til deres direktør. I dag kører udlejningen gennem individuelle aftaler mellem ejerne af lejlighederne og forskellige udlejningsbureauer. 

Feriecenteret havde i 2016 en restaurant, men han tror ikke, at den havde været i drift i mange år. Først i 2022 blev der indgået en forpagtningsaftale med en restauratør om drift af restauranten. Der er i feriecenteret et fælleshus, som er renoveret for de penge, der kom ind via langtidsudlejningen til (red.kommune.nr.1.fjernet). Der er endvidere både en indendørs og en udendørs pool.  

Det er hans opfattelse, at ejerforeningen fungerer fuldstændigt som enhver anden grundejerforening eller andelsboligforening. Den verserende momssag har betydet, at mange advokater har frarådet deres klienter at købe en lejlighed i feriecenteret. 

KE har supplerende forklaret bl.a., at der på trods af lokalplanen aldrig har været tale om hoteldrift. Det var et feriecenter, hvor man kunne leje lejlighederne ud i perioden fra påskeferien til efterårsferien. Resten af året var feriecenteret lukket. Der har i mange år heller ikke været en fungerende restaurant, idet restauranten ikke har kunnet løbe rundt. I 2011 og 2012 var der ikke nogen mulighed for bespisning. Den daværende lovgivning definerede et hotel som et sted, hvor der var mulighed for bespisning. 

Ejerlejlighed (red.lejlighedsnr.nr.1.fjernet) bestod oprindelig af både en restaurant og et fælleshus. Fælleshuset blev efterfølgende udstykket som en selvstændig lejlighed og overdraget til ejerforeningen. I fælleshuset var der bl.a. en reception. I 2011 og noget af 2012 var alle lejligheder, herunder lejlighed (red.lejlighedsnr.nr.1.fjernet), udlejet til (red.kommune.nr.1.fjernet). 

Den daværende revisor havde i 2001/02 et møde med SKAT i Y1-by. På mødet kom det frem, at der ikke var momspligt i forhold til udlejningen af de enkelte lejligheder, fordi det blev betragtet som udlejning af feriehuse. Derimod var der momspligt i forhold til ejerforeningen. Sådan var det indtil 2012, hvor han fik besøg af GN fra SKAT. Det har ikke været muligt at finde noget på skrift om mødet i 2001/02. WA har for nylig sagt til ham, at han ikke var til stede ved mødet. For ti år siden havde WA en anden erindring og kunne dengang godt huske mødet. 

Da han blev administrator, var det driftsselskabet, der stod for driften. Den daværende revisor og han blev enige om at opdele regnskabet i en ejerdel og en hoteldel. Da der kom ny revisor, overtog vedkommende den måde at lave opdelingen på. Det daværende driftsselskab gik konkurs i 2010. Selskabet havde dog også forud herfor ikke fungeret, og ejerforeningen trådte derfor allerede i 2006/07 ind og overtog opgaverne med udlejning af ferielejlighederne mv. 

Han og revisor blev noget overraskede, da SKAT nåede frem til, at der skulle betales moms af ejerindbetalingerne. Han har efterfølgende undersøgt, om lignende feriecentre også betaler moms. Det gør de ikke. Han har tidligere også forsøgt at få GN til at oplyse, hvordan SKAT behandler andre feriecentre i forhold til moms, men har ikke fået oplysning herom. 

Det er hans opfattelse, at f.eks. (red.hotel.nr.1.fjernet) på Y1-ø og (red.feriecenter.nr.1.fjernet) ved Y2-by er organiseret på samme måde som H1-virksomhed. Der er ikke et ord om moms i deres regnskaber. Han er bekendt med, at (red.feriecenter.nr.2.fjernet) i Y3-by har ladet sig momsregistrere, men det har de gjort for at få anlægsmoms tilbage i forbindelse med en renovering. I 00’erne blev de enkelte lejligheder i H1-virksomhed ligeledes momsregistreret i en 2-årig periode for at få anlægsmoms retur i forbindelse med en renovering. I dag er ingen af lejlighederne i H1-virksomhed frivilligt momsregistreret. Siden dengang har kun ejerforeningen været momsregistreret. 

Han har beskæftiget sig med fast ejendom siden 1964. Han mener ikke, at det er normalt at se ejer- eller andelsboligforeninger, der er momspligtige. Han er dog bekendt med, at ejer- og andelsboligforeninger, der har butikker i de nederste lejemål, har kunnet lade sig frivilligt momsregistrere i forhold til udlejningsdelen. 

De personaleomkostninger, der fremgår af regnskabets del vedrørende ejerforeningen, dækker over udgifter til en pedel. Pedellen tog sig af de praktiske ting, herunder sørgede for rensning af de to pools. Han kan ikke se, at der er udgifter i regnskabet, som adskiller sig fra udgifterne i en normal ejerforening. Undtagelsen er måske udgifterne til de to pools. 

Der har hele tiden været en bestyrelse i ejerforeningen, som har varetaget medlemmernes interesser. Ejerforeningens medlemmer har ikke selv beskæftiget sig med driften, hvilket er helt sædvanligt i en ejerforening. Medlemmerne har som i andre ejerforeninger kunnet stille spørgsmål mv. på generalforsamlingen. 

Formålet med en ejerforening er at afholde og fordele udgifter til medlemmerne af foreningen. Normalt sker fordelingen af udgifterne på baggrund af vedtægterne. Han er dog bekendt med, at udgifterne i nogle foreninger fordeles administrativt. 

Det var ikke muligt at køre uden driftsunderskud, da ejerforeningen stod for udlejningen. De havde lønudgifter til personale hele året, selvom feriecenteret kun var åbent fra april til oktober. Lønudgifterne var på op mod 1 mio. kr. I 2013/14 blev det besluttet at friholde nogle ejere fra den fælles udlejning, således at ejerne selv kunne leje ud. Der var 14 ejere, der selv lejede deres lejligheder ud. Efter en ændring af lokalplanen fik alle ejere mulighed for selv at leje ud. I dag er pedellen den eneste ansatte. Der er ingen administrative ansatte tilbage. 

Det kontoudtog, der er fremlagt i sagen, jf. ekstraktens side 449, er fra hans opkrævningssystem. De havde fra den tidligere revisor fået at vide, at fællesudgifterne skulle opkræves med tillæg af moms. De opkrævede fællesudgifterne med tillæg af moms frem til 2016. I forbindelse med, at de i 2015/16 anmodede om refusion af anlægsmoms, gennemgik SKAT deres bogholderi og kontoudtog. Det var helt åbent, at de på det tidspunkt ikke opkrævede fællesudgifterne med tillæg af moms. Dette sagde SKAT ikke noget til.  

SN har supplerende forklaret bl.a., at han ikke har kendskab til lejligheder i ejerforeningen, der har været momsregistreret. 

Han mener ikke, at ejerindbetalingerne modsvares af en ydelse. Ejerne har fraskrevet sig deres ret til at benytte lejligheden og får derfor ikke nogen glæde af det arbejde, der sker på stedet. Ejerindbetalingerne udligner et likviditetsmæssigt underskud. Uden betalingerne ville foreningens gæld stige fra år til år. Tilskud fra ejere er normalt ikke momsbelagt. 

De udgifter, der er henført til ejerforeningen i regnskabet, er ikke udgifter, der som udgangspunkt afviger fra de udgifter, man normalt ser i en ejerforening. 

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

H1-virksomhed har til støtte for en præjudiciel forelæggelse for EU Domstolen yderligere anført, at (red.nationalitet.nr.1.fjernet) ejerforeninger udtrykkeligt er undtaget for moms, at både de danske og (red.nationalitet.nr.1.fjernet) regler bygger på underliggende EU lovgivning, og at EU-Domstolen derfor bør forholde sig til, om boligforeninger, herunder ejerforeninger, er momspligtige eller ej, samt hvor grænsen mellem momspligtige og ikke momspligtige boligforeninger i givet fald måtte gå. 

Skatteministeriet har heroverfor anført, at sagen ikke rejser uafklarede spørgsmål om fortolkningen af momsdirektivet, som nødvendiggør en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen i medfør af EUF-Traktatens artikel 267, stk. 3.

Retsgrundlaget

Danske regler om moms

Den dagældende momslov (lovbekendtgørelse nr. 287 af 28. marts 2011) bestemmer bl.a.:

"§ 1. Erhvervsmæssig levering af varer og ydelser med leveringssted i Danmark er afgiftspligtig efter denne lov.

…

Kapitel 2

Afgiftspligtige personer

§ 3. Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

…

Kapitel 3

Afgiftspligtige transaktioner Leverancer

§ 4. Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering. 

…"

Bestemmelsen i momslovens § 3, stk. 1, blev indføjet ved lov nr. 275 af 18. maj 1994. I lovforslagets bemærkninger til § 3, stk. 1, hedder det bl.a. (Folketingstidende 1993-94, tillæg A, lovforslag nr. L 124, sp. 4380-81):

"Efter stk. 1 er afgiftspligtige personer juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Bestemmelsens definition af afgiftspligtig person svarer til direktivets artikel 4. Selv om udtrykket afgiftspligtig person hermed introduceres i loven, vil der i loven fortsat blive anvendt udtrykket »virksomhed« som synonymt hermed.

Da afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, kan en afgiftspligtig person derfor være enhver form for virksomhedsdannelse, f.eks. et selskab eller en selvstændig erhvervsdrivende.

Som afgiftspligtige personer betragtes ikke alene registrerede virksomheder, men også ikke-registrerede virksomheder. F.eks. er læger og tandlæger afgiftspligtige personer, selv om der ikke skal betales afgift af leverancer af læge- og tandlægeydelser.

Den afgiftspligtige person skal drive selvstændig økonomisk virksomhed. Med udtrykket »selvstændig« undtages lønmodtagere og andre personer, der er forpligtede over for en arbejdsgiver ved en arbejdskontrakt eller lignende, som skaber et arbejdstager-/arbejdsgiverforhold med hensyn til arbejds- og aflønningsvilkår og arbejdsgiverens ansvar.

Udtrykket »økonomisk virksomhed« omfatter alle former for virksomhed som producent, handlende eller leverandør af ydelser, herunder virksomhed inden for de liberale og dermed ligestillede erhverv. Som økonomisk virksomhed anses også transaktioner, der omfatter udnyttelse af materielle og immaterielle goder og rettigheder med henblik på at opnå indtægter af en vis varig karakter, f.eks. patent- og varemærkerettigheder.

Økonomisk virksomhed omfatter ikke alene varig virksomhedsudøvelse, men også mere lejlighedsvise økonomiske transaktioner.

Økonomisk virksomhed omfatter enhver form for sådan virksomhed uanset formålet med eller resultatet af virksomheden. 

Det bemærkes, at økonomisk virksomhed også omfatter andelsforeningers og andre foreningers virksomhed, selv om foreningen kun afsætter til medlemmer eller kun afsætter medlemmernes varer og ydelser. …"

EU-retlige regler og praksis om moms

I Rådets direktiv 2006/112/EF (momsdirektivet), hedder det bl.a.:

"Afsnit I Genstand og anvendelsesområde

…

Artikel 2 stk. 1. Følgende transaktioner er momspligtige:

…

c) levering af ydelser, som mod vederlag foretages på en medlemsstats område af en afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab. 

…

Afsnit III Afgiftspligtige personer Artikel 9

Stk. 1. Ved »afgiftspligtig person« forstås enhver, der selvstændigt og uanset stedet udøver økonomisk virksomhed uanset formålet med eller resultatet af den pågældende virksomhed.

Ved »økonomisk virksomhed« forstås alle former for virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder, herunder minedrift og landbrug, samt virksomhed inden for liberale og dermed sidestillede erhverv. Ved økonomisk virksomhed forstås navnlig udnyttelse af materielle eller immaterielle goder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter. 

…" 

I EU-Domstolens dom af 17. december 2020 i sag C-449/19, WEG Tevesstraße, fremgår af præmisserne bl.a.:

"Om det præjudicielle spørgsmål

18 Med sit præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om momsdirektivets artikel 135, stk. 1, litra l), skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der fritager levering af varme fra en sammenslutning af boligejere til de ejere, der er med i denne sammenslutning, for moms.

… 

34 Begrebet »økonomisk virksomhed« er defineret i momsdirektivets artikel 9, stk. 1, andet afsnit, som omfattende alle former for virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder, herunder minedrift og landbrug, samt virksomhed inden for liberale og dermed sidestillede erhverv. Det fremgår af Domstolens praksis, at denne definition viser udstrækningen af det anvendelsesområde, som begrebet »økonomisk virksomhed« omfatter, og dette begrebs objektive karakter, i den forstand at virksomheden betragtes i sig selv, uafhængigt af sit formål eller sine resultater. En virksomhed kvalificeres således generelt som økonomisk, når den har en varig karakter og udføres mod et vederlag, som oppebæres af den, der foretager transaktionen (jf. i denne retning dom af 12.11.2009, Kommissionen mod Spanien, C-154/08, ikke trykt i Sml., EU:C:2009:695, præmis 89 og den deri nævnte retspraksis).

35 Hvis det antages, at den virksomhed, der udøves af en sammenslutning af boligejere som WEG Tevesstraße, består i udøvelsen af de opgaver, som den er tillagt i henhold til national lovgivning, er en sådan omstændighed i sig selv uden relevans for kvalificeringen af disse ydelser som økonomisk virksomhed (jf. i denne retning dom af 29.10.2015, Saudaçor, C-174/14, EU:C:2015:733, præmis 39 og 40).

36 I det foreliggende tilfælde er leveringen af varme et resultat af G1-virksomhed drift af et kraftvarmeværk. Som det fremgår af denne doms præmis 28, er det, med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse, ubestridt, at leveringen af varme fandt sted mod betaling af et vederlag fra de ejere, der er med i denne sammenslutning. Det er ligeledes ubestridt, at de indtægter, som den nævnte sammenslutning således oppebar, havde en vis varig karakter. Det fremgår i øvrigt af forelæggelsesafgørelsen, at den elektricitet, der produceres af det nævnte kraftvarmeværk, leveres til en energiforsyningsvirksomhed, og at denne levering ligeledes er sket mod betaling af et vederlag.

37 Det fremgår såvel af ordlyden af momsdirektivets artikel 9, stk. 1, som af Domstolens praksis, at det ved afgørelsen af, om driften af et rørligt eller ikke rørligt gode udøves med henblik på at opnå indtægter, er uden betydning, om denne drift tilsigter at generere gevinst (dom af 2.6.2016, Lajvér, C-263/15, EU:C:2016:392, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

38 Som det i øvrigt bekræftes af den forudsætning, som det præjudicielle spørgsmål er baseret på, må det derfor konkluderes, at momsdirektivet finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, og at den i hovedsagen omhandlede levering af varme udgør en levering af varer, der principielt er momspligtig som omhandlet i dette direktivs artikel 2, stk. 1, litra a).

39 Efter at dette er afklaret, skal der for det første foretages en undersøgelse af det spørgsmål, som den forelæggende ret samt den (red.nationalitet.nr.1.fjernet) regering har rejst om, hvorvidt en momsfritagelse som den i UStG’s § 4, nr. 13), omhandlede kan henhøre under momsdirektivets artikel 135, stk. 1, litra l), i henhold til hvilken medlemsstaterne fritager »bortforpagtning og udlejning af fast ejendom«. I denne henseende bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at de udtryk, der anvendes til at betegne de fritagelser, som er fastsat i momsdirektivets artikel 135, stk. 1, herunder begreberne »bortforpagtning« og »udlejning af fast ejendom«, skal fortolkes indskrænkende, da disse fritagelser er undtagelser fra det almindelige princip, hvorefter moms opkræves af enhver levering af tjenesteydelser, der udføres mod vederlag af en afgiftspligtig person (jf. bl.a. dom af 19.12.2018, Mailat, C-17/18, EU:C:2018:1038, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

40 Domstolen har desuden i mangel af en definition af disse begreber i momsdirektivet defineret »udlejning af fast ejendom« som omhandlet i dette direktivs artikel 135, stk. 1, litra l), som værende den ret, udlejeren af en ejendom indrømmer lejeren til mod vederlag og for en aftalt periode at bruge denne ejendom og at udelukke alle andre fra at udnytte en sådan ret (jf. bl.a. dom af 19.12.2018, Mailat, C-17/18, EU:C:2018:1038, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

41 Domstolen har desuden præciseret, at den i momsdirektivets artikel 135, stk. 1, litra l), fastsatte fritagelse skyldes, at udlejning af fast ejendom, selv om det er økonomisk virksomhed, normalt udgør en forholdsvis passiv virksomhed, som ikke tilfører en væsentlig merværdi. En sådan virksomhed adskiller sig således fra andre aktiviteter, som enten kan karakteriseres som industrielle og kommercielle aktiviteter eller som bedre kan betegnes som udførelse af en ydelse end som passiv overladelse af et gode, såsom retten til at benytte en golfbane, retten til at benytte en bro mod betaling af broafgift eller retten til at opstille cigaretautomater i erhvervslokaler (dom af 2.7.2020, Veronsaajien oikeudenvalvontayksikkö (Datacentertjenesteydelser), C-215/19, EU:C:2020:518, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

42 I hovedsagen består den omhandlede virksomhed, således som det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, i levering af varme fra G1-virksomhed drift af et kraftvarmeværk. Ved at foretage en sådan varmelevering foretager denne sammenslutning imidlertid blot et salg af et materielt gode, der er resultatet af driften af et andet materielt gode, der ganske vist er fast ejendom, uden dog at tildele erhververne af varmen, dvs. de ejere, der er med i den nævnte sammenslutning, retten til at benytte en fast ejendom - i det foreliggende tilfælde kraftvarmeværket - og til at udelukke alle andre fra at udnytte en sådan ret som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 40.

…

46 Det må derfor konkluderes, at momsdirektivets artikel 135, stk. 1, litra l), skal fortolkes således, at en fritagelse som den, der er indeholdt i UStG’s § 4, nr. 13), ikke er omfattet af denne bestemmelse.

47 Denne konklusion drages ikke i tvivl af det argument, som den (red.nationalitet.nr.1.fjernet) regering har fremført, og som indirekte vedrører princippet om afgiftsneutralitet, hvorefter levering af varme fra en sammenslutning af boligejere til de ejere, der er med i denne sammenslutning, skal fritages for moms med henblik på at sikre ligebehandling i momsmæssig henseende mellem på den ene side ejere og lejere af énfamiliehuse, der ikke er pålagt moms eller er fritaget for moms, når de leverer varme til sig selv i deres egenskab af ejere, eller når de samtidig lejer huset og varmeinstallationen, og på den anden side medejere af ejendomme, der er momspligtige, når den sammenslutning, som de er med i, leverer varme til dem.

48 Det er således korrekt, at princippet om afgiftsneutralitet, der er udtryk for, at EU-lovgiver har overført det almindelige ligebehandlingsprincip til momsområdet (dom af 29.10.2009, NCC Construction Danmark, C-174/08, EU:C:2009:669, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis), ifølge fast retspraksis i særdeleshed er til hinder for, at sammenlignelige varer eller tjenesteydelser, som konkurrerer indbyrdes, behandles momsmæssigt forskelligt (dom af 14.12.2017, Avon Cosmetics, C305/16, EU:C:2017:970, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis). Det fremgår desuden af Domstolens praksis, at dette princip skal fortolkes således, at en forskellig momsmæssig behandling af to leveringer af varer eller af to tjenesteydelser, som er identiske eller sammenlignelige fra forbrugerens synspunkt, og som tilfredsstiller de samme behov hos denne, er tilstrækkelig til at fastslå, at der foreligger en tilsidesættelse af dette princip (jf. i denne retning dom af 10.11.2011, The Rank Group, C259/10 og C-260/10, EU:C:2011:719, præmis 36). Det må imidlertid konstateres, at den (red.nationalitet.nr.1.fjernet) regerings argumentation hviler på en sammenligning af leveringer af goder til to klart adskilte forbrugergrupper, og at den omstændighed, at disse grupper potentielt behandles forskelligt, blot er en konsekvens af det valg, som personerne i disse grupper har truffet om at være eller ikke at være ejer af en bolig i en fællesejet ejendom.

49 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at momsdirektivets artikel 135, stk. 1, litra l), skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der fritager levering af varme fra en sammenslutning af boligejere til de ejere, der er med i denne sammenslutning, for moms."

Landsrettens begrundelse og resultat

Anmodningen om præjudiciel forelæggelse

Der foreligger en omfattende praksis fra EU-Domstolen om fortolkningen af de relevante kriterier i momsdirektivet. Det følger endvidere af EU-Domstolens dom i sag C-449/19, WEG Tevesstraße, at en ejerforening godt kan udøve selvstændig økonomisk virksomhed og dermed være en afgiftspligtig person, og at en ejerforening er momspligtig, hvis den i sin egenskab af afgiftspligtig person leverer ydelser til sine medlemmer mod vederlag. 

Landsretten finder, at der på denne baggrund ikke foreligger en sådan tvivl om forståelsen af momsdirektivet eller EU-Domstolens praksis i øvrigt, at det i den foreliggende sag er nødvendigt med en forelæggelse for EU-Domstolen. 

Landsretten tager derfor ikke anmodningen om forelæggelse for EU-Domstolen til følge.  

Realiteten

Det følger af momsloven, at afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed, jf. § 3, stk. 1, og at der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet, jf. § 4, stk. 1.  

En ejerforening vil normalt ikke udgøre en afgiftspligtig person, idet ejerforeninger typisk ikke har til formål at drive selvstændig økonomisk virksomhed, men derimod alene at administrere den fælles ejendom og varetage ejernes fælles interesser. Driver en ejerforening selvstændig økonomisk virksomhed, må foreningen dog anses for en afgiftspligtig person. Det gør efter bemærkningerne til momsloven i den forbindelse ingen forskel, om ejerforeningen kun leverer ydelser til medlemmerne, jf. Folketingstidende 1993-94, tillæg A, lovforslag nr. L 124, sp. 4381.

Af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder landsretten, at H1-virksomhed i de relevante år drev selvstændig økonomisk virksomhed. H1-virksomhed var derfor en afgiftspligtig person, jf. momslovens § 3, stk. 1. 

Spørgsmålet er herefter, om H1-virksomhed har leveret momspligtige ydelser til sine medlemmer, jf. momslovens § 4, stk. 1. 

Landsretten bemærker i den forbindelse, at momslovens § 4, stk. 1, skal fortolkes i lyset af momsdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c, hvilket betyder, at ydelserne til medlemmerne skal være leveret mod vederlag og i ejerforeningens egenskab af en afgiftspligtig person. Heri ligger efter landsrettens opfattelse bl.a., at der ikke vil være tale om momspligtige ydelser, hvis de ydelser, der leveres til medlemmerne, ikke har sammenhæng med ejerforeningens selvstændige økonomiske virksomhed. 

Landsretten lægger det til grund som ubestridt, at H1-virksomhed i den relevante periode drev en ejerforening og et feriecenter på vegne af medlemmerne. Landsretten lægger efter bevisførelsen endvidere til grund, at H1-virksomhed på vegne af medlemmerne bl.a. varetog revision, bogføring, markedsføring, hjemmeside, advokatydelser og andre administrative opgaver forbundet med driften af ejerforeningen og feriecenteret.

Efter en samlet vurdering finder landsretten, at H1-virksomhed har leveret momspligtige ydelser til sine medlemmer, og at indbetalingerne fra ejerforeningens medlemmer var vederlag for disse ydelser, jf. momslovens § 4, stk. 1. Landsretten har herved bl.a. lagt vægt på, at det ikke efter bevisførelsen er godtgjort, at indbetalingerne fra ejerforeningens medlemmer skete til dækning af underskud. Landsretten har endvidere lagt vægt på, at H1-virksomhed har leveret en samlet service vedrørende administration og drift forbundet med at eje en feriebolig i feriecenteret til sine medlemmer, at ejerforeningen dermed ikke alene har afholdt og fordelt omkostninger på vegne af medlemskredsen, at de leverede ydelser har en nær sammenhæng med ejerforeningens selvstændige økonomiske virksomhed, at ydelserne dermed ikke kan sammenlignes med de ydelser, som en ejerforening normalt leverer til sine medlemmer, og at ejerforeningen oprindelig af egen drift har betalt moms af indbetalingerne fra ejerforeningens medlemmer. Det forhold, at H1-virksomhed i sit årsregnskab har fordelt indtægter og udgifter på henholdsvis ejerforeningen og feriecenteret, kan under de nævnte omstændigheder ikke føre til et andet resultat. 

Herefter, og idet landsretten ikke finder grundlag for at ændre byrettens omkostningsafgørelse, stadfæster landsretten byrettens afgørelse.  

Efter sagens udfald skal H1-virksomhed i sagsomkostninger for landsretten betale 50.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og forløb. 

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal H1-virksomhed inden 14 dage betale 50.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.