Dato for udgivelse
20 Dec 2024 12:50
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
27 Nov 2024 12:33
SKM-nummer
SKM2024.654.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS-44950/2022-VLR
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Splitleasing, deleleasing, fri bil, afregning, erhvervsmæssig og privat kørsel
Resumé

Sagen angik, om appellanten var skattepligtig af værdien af rådigheden over fri bil i indkomstårene 2015-2017, eller om betingelserne for at undtage denne beskatning, i henhold til administrativ praksis om splitleasing, var opfyldt.

Landsretten fandt, at det bl.a. følger af Ligningsrådets afgørelse i SKM.2001.255, at der ved "deleleasing"/"splitleasing" skal ske en løbende afregning over for leasingselskabet på baggrund af det faktiske antal kørte kilometer fordelt på henholdsvis erhvervsmæssig og privat kørsel. 

Landsretten fandt ikke, at leasingarrangementet, hvor der først flere år efter indgåelsen af leasingarrangementet skete en afregning på baggrund af det faktiske antal kørte kilometer, opfyldte betingelserne for skattefritagelse. Landsretten fandt endvidere ikke, at det kunne tillægges betydning, at der kun havde været tale om en beskeden korrektion i forbindelse med en slutafregning i 2018.

Appellanten var derfor skattepligtig af værdien af fri bil. 

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom (SKM2022.540.BR).

Reference(r)

Ligningsloven §16, stk. 4

Ligningslovens §16a, stk. 5

Henvisning

Den juridiske vejledning C.A.5.14.1.10

Redaktionelle noter

Tidligere instanser:

Landsskatteretten j.nr. 19-0074698 (ej offentliggjort)

Byretten j.nr. SKM2022.540.BR (offentliggjort)

Sag BS-44950/2022-VLR

(2. afdeling)

Parter

A

(advokat Christian Falk Hansen)

mod

Skatteministeriet

(advokat Amanda Nordstrøm Emdal)

Retten i Aarhus har den 11. oktober 2022 afsagt dom i 1. instans (sag BS43139/2020-ARH).

Landsdommerne Thomas Raaberg-Møller, Annette Nørby og Thomas Elholm (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sin principale påstand 1 for byretten om, at hans skatteansættelse for indkomståret 2015 skal nedsættes med 116.394 kr., for indkomståret 2016 nedsættes med 279.347 kr. og for indkomståret 2017 nedsættes med 165.146 kr. Han har endvidere gentaget sin subsidiære påstand om, at behandlingen af hans skatteansættelser for indkomstårene 2015-2017 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

Der er for landsretten fremlagt yderligere bilag, herunder en mail af 24. oktober 2012 fra en medarbejder hos SKAT til en ansat hos G1-virksomhed. Af mailen fremgår bl.a.: 

"SKAT har ikke opstillet krav til om splitleasing skal udfærdiges på én eller to kontrakter, så I er frit stillet. Udfærdiges aftalen på 2 forskellige kontrakter, er det blot vigtigt, at de gensidigt refererer til hinanden, så man aldrig er i tvivl om hvilke leasingaftaler et køretøj omfattes af." 

Forklaring

A har forklaret, at han tidligere har splitleaset en bil, og at der i den forbindelse ikke var skattemæssige problemer. 

Han valgte i 2015 at lease en (red.fjernet.bilmærke), fordi han ønskede at præsentere virksomheden på bedst mulig måde bl.a. over for kunder fra udlandet. Han har løbende overvejet alternativer til splitleasing, og han har tidligere haft en skattesag med en firmabil, der holdt parkeret på hans privatadresse. Han har derfor fået et vist kendskab til reglerne på området.

Med hensyn til registreringerne i den elektroniske kørebog angav han ved hver tur, om turen var privat eller erhvervsmæssig. De fleste faste forretningsadresser var lagt ind i systemet, således at kørslen til disse adresser automatisk blev registreret som erhvervsmæssig. Ved kørsel til adresser, som ikke var angivet i systemet, skulle han angive, om kørslen var erhvervsmæssig eller privat. Der var selvfølgelig mulighed for at ændre den automatiske registrering, hvis den ikke var retvisende. Systemet var indrettet således, at der ikke kunne oprettes en erhvervstur uden angivelse af formål. Han foretog manuel tilretning cirka en gang om måneden. Han brugte i den forbindelse bl.a. oplysninger fra sin Outlook-kalender. 

Kørsler for G2-virksomhed blev registreret i kørselsregnskabet som "Drift & udvikling sol", mens kørsler for G3-virksomhed blev registreret som "Drift & udvikling ejendom". 

Bilen havde to batterier. Det ene betjente bilens vigtigste funktioner, mens det andet bl.a. betjente sædevarmefunktionen og GPS-loggen. En fejl på systemet betød, at det andet batteri ikke altid blev opladet. Da han indsendte det første kørselsregnskab til skattemyndighederne, var han ikke opmærksom herpå.

Uoverensstemmelsen mellem slut- og startadresse nogle steder i kørselsregnskabet skyldes bl.a., at de to adresser lå meget tæt på hinanden, og at GPS’en derfor er "sprunget" imellem de to adresser. 

Da han blev bedt om at indsende kørselsregnskab til skattemyndighederne, valgte han at udtrække de data af den elektroniske kørebog, som han fandt relevante. Kørselsregistreringerne indeholder en meget stor mængde data, herunder også data som ikke er relevante for et kørselsregnskab. Efterfølgende foretog han et større udtræk med flere oplysninger, herunder formålet med kørslerne. 

I løbet af en arbejdsdag udfører han ofte arbejde for flere af sine selskaber, og det vil derfor ikke være praktisk muligt for ham løbende at skifte bil afhængigt af, hvilket selskab der arbejdes for. Han leaser ikke en bil via holdingselskabet, som ikke er momsregistreret. 

I hans koncern har de leaset bl.a. kopimaskine og varevogn, som benyttes af medarbejderne i flere af koncernens selskaber, og det samme gælder it-udstyr mv. Skattemyndighederne har ikke anlagt det synspunkt, at medarbejderne som følge heraf skal beskattes. 

Han drøftede ikke med G1-virksomhed, om der skulle laves to kontrakter. 

G2-virksomhed og han havde særskilte kundeforhold hos G1-virksomhed. Leasingydelserne vedrørende G2-virksomhed blev betalt af G2-virksomhed, og G2-virksomheds konto gik i nul ultimo 2017. G1-virksomhed har ikke efterfølgende rejst krav mod G2-virksomhed. 

Han betalte de fakturaer, som G1-virksomhed udstedte til ham. Hans konto hos G1-virksomhed gik i nul ultimo 2017, og G1-virksomhed har ikke efterfølgende rejst krav mod ham. 

Hans mellemregningskonto med G2-virksomhed er altid i hans favør. De gange, hvor G2-virksomhed på hans foranledning har sørget for, at hans leasingydelser er blevet betalt til G1-virksomhed, er dette blevet bogført over mellemregningskontoen, således at G2-virksomheds gæld til ham er blevet tilsvarende mindre. Det er derfor også i disse tilfælde ham, der har betalt til G1-virksomhed. 

Der skete månedlig og automatisk underretning til G1-virksomhed om kørslerne via den elektroniske kørebog. Det var ved indgåelsen af aftalen om splitleasing et krav, at der skulle installeres en elektronisk kørebog. G1-virksomhed kendte hans kørselsmønster fra tidligere leasingperioder, og der havde ikke dengang været de store udsving. Han blev ikke reguleret månedligt. Hans opfattelse var, at det faktiske forbrug passede meget godt med det fast opkrævede beløb. 

Bilen var leaset i 3 år, og leasingforholdet sluttede i 2018. Hans andel for 2015-2017 blev i slutafregningen fra 2018 reguleret op til 10 %, på trods af at andelen af den private kørsel kun udgjorde ca. 7 %. Han valgte ved slutafregningen at betale mere end det, som han faktisk skulle, for at undgå skattemæssige problemer. Det er rigtigt, at han i 2015-2017 kørte lidt mere end de 5 %, der var skønnet i forbindelse med indgåelsen af leasingaftalen. G2-virksomhed havde derfor i første omgang betalt en smule for meget. 

Han kørte på intet tidspunkt privat i bilen uden at angive det i kørselsregnskabet. Hvis han skulle til et privat arrangement, kørte han så vidt muligt i (red.fjernet.bilmærke2). Han arbejdede meget i disse år, hvor han ikke havde kone og børn. 

Han fik i 2023 mailen af 24. oktober 2012 fra SKAT tilsendt af G1-virksomhed som en vedhæftet pdf-fil. 

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

 

Retsgrundlaget

I en afgørelse af 19. juni 2001 offentliggjort som SKM 2001.255 bekræftede Ligningsrådet, at anvendelsen af en nærmere beskrevet ordning ikke ville medføre beskatning af værdien af fri bil. Ordningen var bl.a. beskrevet således: 

"Virksomheden henholdsvis medarbejderen indgår hver en selvstændig leasingaftale med leasingselskabet over tre eller fem år og ingen hæfter for den anden parts forpligtelser. A conto leasingydelsen beregnes for hver part på grundlag af deres forventede kørselsbehov og betales direkte til leasingselskabet. Det vil være et krav, at hver af parterne fører et detaljeret kørselsregnskab, og på grundlag af dette slutafregner leasingselskabet regelmæssigt (for eksempel hver 3. måned) med hver part efter fælles retningslinjer. Det forventes, at de samlede udgifter til bilens drift, afskrivning og forrentning - alle indeholdt i leasingydelsen - fordeles proportionalt mellem parterne på grundlag af de faktisk kørte km."

Af Told- og Skattestyrelsens indstilling fremgik bl.a.: 

"Efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse er der som udgangspunkt - således som modellen er beskrevet af repræsentanten - ikke tale om en bilordning, der medfører beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4, idet bilen ikke kan anses for at være "stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver". Styrelsen har herved henset til, at der ifølge det oplyste indgås skriftlige separate aftaler mellem henholdsvis leasingselskab og virksomhed og leasingselskab og den ansatte, at de samlede udgifter til bilens drift, afskrivning og forrentning - alle indeholdt i leasingydelsen - fordeles proportionalt mellem parterne på grundlag af de faktisk kørte km. fordelt på henholdsvis erhvervsmæssig og privat kørsel (leasingaftalerne forudsættes at være identiske), at leasingydelsen for hver af parterne betales direkte til leasingselskabet, samt at hver af parterne alene hæfter for egne forpligtelser i relation til leasingselskabet.

For at tilsikre, at der gennem arbejdsgivers leasingydelse kun afholdes udgifter for kørsel foretaget af den ansatte, der er erhvervsmæssig - og som i modsat fald vil udløse beskatning af kørslen efter ligningslovens § 16, stk. 4 - må det være en forudsætning, at der løbende føres et detaljeret kørselsregnskab for den stedfundne kørsel fordelt på henholdsvis erhvervsmæssigt og privat kørte km. Detaljeringsgraden bør være den samme som anført i Skatteministeriets bekg. nr. 173 af 13. marts 2000 om dokumentationskrav vedrørende skattefri kørselsgodtgørelse, og kørselsregnskabet må være tilgængeligt i arbejdsgivers virksomhed.

Med hensyn til det oplyste om, at man forestiller sig, at den løbende afregning med leasingselskabet sker for eksempel hver 3. måned, må det efter styrelsens opfattelse være en forudsætning, at det er kutyme med et så langt afregningsinterval vedrørende billeasing." 

Ligningsrådet tiltrådte Told- og Skattestyrelsens indstilling og begrundelsen herfor.

I Skatterådets bindende svar af 23. februar 2010 offentliggjort som SKM 2010.147 blev Skatterådet anmodet om at tage stilling til en ordning, der bl.a. var beskrevet således: 

"Udgifter der vedrører den leasede bil, herunder udgifter til finansiering, løbende variable omkostninger til bl.a. brændstof, vedligeholdelse og service, samt faste ydelser til vægtafgift, forsikring, administration, vejhjælp og lignende samt ekstraordinære ydelser som selvrisiko og reparation ved skader, fordeles i forhold til de faktisk kørte km, jf. Leasingaftalens § 4. For at sikre, at der sker en korrekt fordeling af udgifterne, er det et krav ifølge aftalen med G4-virksomhed, at leasingtagerne indberetter fordelingen mellem erhvervsmæssige og private km, for den foregående måned, senest den 5. i hver måned. Dermed sikres det, at der foretages en løbende fordeling af de samlede udgifter, samt at arbejdsgiver og arbejdstager betaler den samme pris pr. kørt km.

Leasingtagerne, skal i den forbindelse, føre kørebog efter de skattemæssige godkendte principper, som fremgår af Ligningsvejledningens afsnit A.F.3.4.1. G4-virksomhed kan kontrollere kørebogen ud fra bilens triptæller og km-stand ifølge værkstedsregninger.

Den ekstraordinære leasingydelse opkræves på baggrund af det forventede kørselsmønster - og der foretages en løbende regulering af leasingydelsen hver måned af G4-virksomhed, således fordelingen af den ekstraordinære leasingydelse svarer til fordelingen af de faktisk kørte km."

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling om, at den beskrevne ordning indebar, at medarbejderen ikke blev beskattet af værdien af fri bil. Af SKATs indstilling fremgik bl.a.: 

"Af det oplyste om leasingordningen fremgår, at der indgås selvstændige (enslydende) aftaler mellem leasingselskab og Spørger og leasingselskab og medarbejderen, at Spørger leaser bilen til erhvervsmæssig kørsel, og medarbejderen leaser bilen til privat kørsel, at de samlede driftsudgifter fordeles proportionalt mellem parterne på grundlag af de faktisk kørte km, at leasingydelserne betales af hver part direkte til leasingselskabet, som alle udgifter faktureres til, samt at hver part alene hæfter for egne forpligtelser overfor leasingselskabet. Der føres et detaljeret kørselsregnskab efter principperne i ligningsvejledningen afsnit A.F.3.4.1.

Ud fra det oplyste opfylder ordningen de kriterier, som blev fastsat af Ligningsrådet i SKM2001.255LR, og det er SKATs opfattelse, at som aftalen er affattet, betaler medarbejderen selv alle udgifter forbundet med privat kørsel i bilen. Der er lagt til grund, at Spørger ikke afholder udgifter vedrørende bilen, som ikke faktureres til Leasinggiver, og at samtlige udgifter betales af leasinggiver, således at leasingtagerne alene betaler leasingafgiften for brug af bilen. Arbejdsgiveren stiller derfor ikke bil til rådighed for medarbejderen til privat kørsel, og der skal derfor ikke ske beskatning af fri bil efter ligningsloven § 16."

Skatteministeren besvarede den 28. november 2014 et spørgsmål fra Skatteudvalget om, hvor ofte et leasingselskab skal sende en opgørelse over fordelingen mellem erhvervsmæssig og privat kørsel ud til kunden ved deleleasing (Skatteudvalgets spørgsmål nr. 87 af 31. oktober 2014). Svaret var sålydende: 

"Jeg kan henholde mig til følgende, som jeg har modtaget fra SKAT:

"Efter praksis er det ikke muligt generelt at opgøre fordelingen på erhvervsmæssig og privat anvendelse ved aftaleperiodens udløb, da der skal foretages en løbende kontrol og afregning. Der er ikke en entydig regel om, hvad man skal forstå ved løbende, men Ligningsrådet har i 2001 accepteret tre måneder, men under den forudsætning, at det er kutyme i branchen med så langt et afregningsinterval. Skatterådet har i 2010 truffet en afgørelse, hvor opgørelsen skete hver måned. Det betyder, at praksis har accepteret afregning hver måned og at opgørelse - afhængigt af kutyme i branchen - kan accepteres hver tredje måned.""

Bl.a. følgende fremgik af Den juridiske vejledning 2015-1, pkt. C.A.5.14.1.10

"Deleleasing

Ligningsrådet tog i en bindende forhåndsbesked stilling til beskatning af fri firmabil i forbindelse med nogle særlige bilordninger i form af såkaldt deleleasing.

I en konkret sag fandt Ligningsrådet, at en bilordning, hvor arbejdsgiveren og den ansatte indgår selvstændige leasingaftaler med leasingselskabet, ikke var omfattet af LL § 16, stk. 4, om beskatning af fri firmabil. Ligningsrådet lagde følgende til grund:

•        at der var indgået skriftlige separate aftaler mellem henholdsvis leasingselskab og virksomhed og leasingselskab og den ansatte

•        at de samlede udgifter til bilens drift, afskrivning og forrentning (der alle var indeholdt i leasingydelsen) blev fordelt proportionalt mellem parterne på grundlag af det faktisk antal kørte kilometer fordelt på henholdsvis erhvervsmæssig og privat kørsel (leasingaftalerne forudsættes at være identiske)

•        at leasingydelsen for hver af parterne blev betalt direkte til leasingselskabet 

•        at hver af parterne kun hæftede for egne forpligtelser i relation til leasingselskabet 

•        at der løbende blev ført et detaljeret kørselsregnskab for den kørsel, der fandt sted.

Se SKM2001.255.LR.

 

 

Hvis den der leaser en bil til privat brug, som arbejdsgiveren også leaser til erhvervsmæssig brug, skal undgå beskatning af fri bil efter LL § 16, stk. 4, skal der være vandtætte skotter mellem de to aftaler. Det betyder efter SKATs opfattelse bl.a. også, at der skal være en skarp adskillelse mellem arbejdsgivers betaling af leasingydelse og medarbejderens lejebetaling til leasinggiver."

 

Tilsvarende fremgik af Den juridiske vejledning for 2016 og 2017. 

 

I Skatterådets bindende svar af 28. november 2017 offentliggjort som SKM 2017.729 tiltrådte Skatterådet SKATs indstilling om, at en betingelse for at anvende ordningen om deleleasing er, at der sker en månedlig afregning. 

I Skatterådets bindende svar af 8. maj 2018 offentliggjort som SKM 2018.212 blev Skatterådet bl.a. anmodet om at tage stilling til kravene til den løbende fordeling af ordinære og ekstraordinære leasingydelser ved deleleasing. Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling, hvoraf fremgik: 

"Ifølge Skatterådets afgørelse SKM2017.729.SR, er det en betingelse for, at der ikke skal ske beskatning af fri bil ved et deleleasingarrangement, at der sker en månedlig slutafregning af leasingydelserne på grundlag af det akkumulerede kørselsforbrug og de akkumulerede betalinger.

Slutafregningen skal omfatte alle driftsomkostninger, dvs. samtlige de udgifter, som vedrører leasingbilen. Dette gælder uanset, om udgifterne betales som en førstegangsydelse eller i form af månedlige leasingydelser.

Det er i sagen oplyst, at den ordinære leasingydelse, driftstillægget og den ekstraordinære leasingydelse fordeles løbende på grundlag af indrapporteret kørselsmønster hver måned. 

Driftstillægget omfatter variable driftsomkostninger som fx brændstof, forsikring, grøn ejerafgift mv. Omkostningerne er fastsat skønsmæssigt på baggrund af forventede antal kørte kilometer.

Hvis det i løbet af leasingperioden viser sig, at omkostningerne afviger fra de budgetterede, vil der blive aftalt en korrektion til driftstillægget.

Det er endvidere oplyst, at den løbende afregning sker i forhold til den akkumulerede kørselsfordeling, således at de faktiske betalinger til enhver tid afspejler fordelingen mellem det faktiske antal kørte kilometer.

Ved kontraktens udløb foretages den endelige opgørelse af det interne regnskab over de faktiske driftsudgifter, og en eventuel afvigelse i forhold til det budgetterede vil indgå ved opkrævning af den sidste leasingydelse.

Det er SKATs vurdering, at spørgers afregningsmetode, hvor samtlige udgifter vedrørende bilen reguleres hver måned på baggrund af den akkumulerede kørsel og de akkumulerede betalinger, opfylder praksis, som det fremgår af SKM2017.729.SR.

Det er endvidere SKATs vurdering, at det er i overensstemmelse med kravet om en løbende fordeling, at der udestår en endelig afregning ved leasingperiodens udløb, hvad angår mindre og normalt påregnelige afvigelser af de faktiske afholdte driftsomkostninger i forhold til de budgetterede opkrævede driftsomkostninger, og at eventuelle differencer opkræves eller godskrives leasingtagerne ved opkrævningen af den sidste leasingydelse. Dette kan være tilfældet, hvis benzinforbruget rent faktisk har været lidt større, end der blev budgetteret med ved leasingaftalernes indgåelse.

SKAT skal dog bemærke, at det er en forudsætning, at der er tale om mindre afvigelser. Ved større ekstraudgifter, som eksempelvis værkstedsbesøg, skal disse indgå i den løbende afregning, når de opstår."

Skattestyrelsen udsendte den 2. maj 2019 et styresignal om betingelserne for deleleasing offentliggjort som SKM 2019.244. Heraf fremgår bl.a.: 

"Betingelserne for anerkendelse af deleleasing

Betingelserne for at undgå beskatning af værdi af fri bil ved deleleasing fremgår af SKM2001.255.LR og SKM2010.147.SR og indebærer, at:

•        Der skal være to separate aftaler. 

Denne betingelse indebærer bl.a. at selvstændige erhvervsdrivende ikke kan indgå aftale om deleleasing, da dette forudsætter, at der er tale om to uafhængige kontrakter med vandtætte skotter imellem.  Denne betingelse opfyldes ikke, hvis der er tale om, at samme juridiske person ønsker at indgå to leasingkontrakter vedrørende samme bil. Se SKM2015.763.SR.

Samtlige udgifter skal fordeles mellem parterne på grundlag af de faktisk kørte kilometer fordelt på henholdsvis erhvervsmæssig og privat kørsel.

•        Der skal ske en løbende regulering af fordelingen af leasingydelserne.

•        Leasingydelserne skal betales direkte til leasingselskabet.

Arbejdsgiveren kan derfor ikke som udlæg betale den ansattes andel af leasingydelserne og efterfølgende opkræve denne over den ansattes lønudbetaling. Se SKM2001.420.LR.

Hver part må kun hæfte for egne forpligtelser over for leasingselskabet.

•        Der skal løbende føres et detaljeret kørselsregnskab fordelt på henholdsvis erhvervsmæssig og privat kørte kilometer.

•        Leasingselskabet skal betale samtlige omkostninger.

Med SKM2017.384.SR, SKM2017.729.SR og SKM2018.212.SR er følgende betingelser om deleleasing i relation til reglerne om beskatning af fri bil blevet præciseret:

Løbende afregning

Der skal ske en løbende afregning, herunder fordeling, af samtlige udgifter i deleleasingarrangementet, dvs. både de ekstraordinære førstegangsydelser, ordinære leasingydelser og driftstillæg m.fl.

Der har været tvivl om, hvad der menes med løbende afregning, dvs. hvor ofte og hvordan skal afregningen foretages.

Skatterådet fandt i SKM2017.384.SR, at en månedlig regulering af udgifterne opfylder betingelserne for en løbende fordeling. I SKM2017.729.SR blev det yderligere præciseret, at der ikke er en branchekutyme for afregningsintervaller, og at den løbende afregning af samtlige ydelser, herunder fordeling, skal ske månedligt i hele leasingperioden.

Derudover blev det præciseret, at den løbende afregning skal ske på en sådan måde, at betalingerne til enhver tid afspejler fordelingen mellem det faktiske antal kørte kilometer for erhvervsmæssig og privat kørsel.

Dette indebærer, at den månedlige fordeling mellem erhvervsmæssig og privat kørsel skal ske på baggrund af det akkumulerede antal kørte kilometer og de akkumulerede foretagne betalinger i hele leasingperioden.

Skatterådet har i SKM2018.212.SR fundet, at det er i overensstemmelse med kravet om en løbende månedlig afregning, hvis eventuelle differencer vedrørende driftsomkostninger opkræves eller godskrives leasingtagerne ved opkrævningen af den sidste leasingydelse. Der kan på dette tidspunkt udestå en endelig afregning, for så vidt angår mindre og normalt påregnelige afvigelser af de faktiske afholdte driftsomkostninger i forhold til de budgetterede opkrævede driftsomkostninger.

Dette kan være tilfældet, hvis benzinforbruget rent faktisk har været lidt større, end der blev budgetteret med ved leasingaftalernes indgåelse.

Det er dog en forudsætning, at der er tale om mindre afvigelser. Ved større ekstraudgifter, som eksempelvis værkstedsbesøg, skal disse indgå i den løbende afregning, når de opstår. "

Landsrettens begrundelse og resultat

Det følger af ligningslovens § 16 a, stk. 5, at en hovedanpartshaver, der får stillet en bil til rådighed af selskabet, skal beskattes af værdien heraf. Skattemyndighederne har imidlertid i praksis anerkendt, at der ved "deleleasing"/"splitleasing" ikke sker beskatning af værdien af fri bil, hvis nærmere angivne betingelser er opfyldt. Spørgsmålet i sagen er, om den ordning, som G2-virksomhed og A har anvendt, opfylder disse betingelser. 

Leasingaftalen af 20. juli 2015 er indgået mellem G1-virksomhed som leasinggiver og G2-virksomhed og A som leasingtagere. G2-virksomhed er betegnet som "Kunde 1", og A er betegnet som "Kunde 2". Der er i aftalen angivet en fordeling af det forventede antal kørte kilometer for de to kunder, og herudover fremgår det, at G2-virksomhed og A ved kontraktindgåelsen hver især skal overføre et nærmere fastsat beløb (depositum, første måneds leasingydelse og diverse tillægsprodukter baseret på kørselsestimat). 

I leasingaftalen af 16. marts 2017 er G2-virksomhed og A tilsvarende betegnet som henholdsvis "Kunde 1" og "Kunde 2", og der er i denne aftale angivet samme fordeling af det forventede antal kørte kilometer for de to kunder som i kontrakten fra 2015, ligesom det også her fremgår, at de ved kontraktindgåelsen hver især skal overføre et nærmere fastsat beløb. 

Det fremgår af sagens oplysninger, at G2-virksomhed og A hver især betalte ydelserne i henhold til leasingaftalen efter den kørselsfordeling, som på forhånd var fastsat i aftalen, og at den endelige afregning på baggrund af det faktiske antal kørte kilometer i 2015-2017 først skete ved udgangen af 2018. 

Landsretten finder, at det bl.a. følger af Ligningsrådets afgørelse i

SKM.2001.255, at der ved "deleleasing"/"splitleasing" skal ske en løbende afregning over for leasingselskabet på baggrund af det faktiske antal kørte kilometer fordelt på henholdsvis erhvervsmæssig og privat kørsel. I Skattestyrelsens styresignal fra 2019 om deleleasing (SKM 2019.244) er det anført, at "Der har været tvivl om, hvad der menes med løbende afregning, dvs. hvor ofte og hvordan skal afregningen foretages". Uanset denne tvivl opfylder en ordning som den foreliggende, hvor der først flere år efter indgåelsen af leasingarrangementet sker en afregning på baggrund af det faktiske antal kørte kilometer, ikke de betingelser for skattefrihed, som allerede i 2015 fulgte af administrativ praksis. Da kravet om en løbende afregning er begrundet i kontrolhensyn, kan det ikke tillægges betydning, om der som forklaret af A kun har været tale om en beskeden korrektion i forbindelse med slutafregningen i 2018.

A skal derfor i indkomstårene 2015-2017 beskattes af værdien af fri bil. 

Herefter, og da der ikke er grundlag for hjemvisning, stadfæster landsretten dommen, i det omfang den er anket. 

Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 40.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og forløb. 

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 40.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.