Sag BS-6763/2023-SON

Parter

A

(v/advokat Christian Falk Hansen)

mod

Skatteministeriet Departementet

(v/advokat Rune Bo Holm Schønsted)

Denne afgørelse er truffet af dommer Kristin Bergh.

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagen den 8. februar 2023.  

Sagen drejer sig om, hvorvidt A i indkomstårene 2013 til 2015 har drevet erhvervsmæssig virksomhed med køb af brugte biler i Y1-land til videresalg i Danmark, eller om han alene har udført hjemtransport af en række biler mod vederlag for selskabet G1-virksomhed, der har købt bilerne direkte hos Y1-land forhandlere.

A har principalt nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at hans skatteansættelser skal nedsættes med henholdsvis kr. 3.777.443 for indkomståret 2013, kr. 4.534.704 for indkomståret 2014 og kr. 8.762.511 for indkomståret 2015, samt at hans momsansættelser for perioderne 1. april 2013 - 31. december 2013 og 1. juli 2014 - 30. september 2016 skal nedsættes med samlet kr. 3.892.646.

A har subsidiært nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

A har i indkomstårene 2013 til 2015 hentet en række brugte biler i Y1-land, der er blevet overdraget til selskabet G1-virksomhed.

Der er mellem parterne uenighed om, hvorvidt A selv har købt bilerne og efterfølgende har videresolgt dem til selskabet G1-virksomhed, eller om han alene har været antaget af selskabet G1-virksomhed som chauffør til at hente biler i Y1-land, som selskabet G1-virksomhed havde indkøbt direkte hos Y1-land forhandlere.  

Det kan lægges til grund, at der ved en skattekontrol hos firmaet G1-virksomhed er fundet slutsedler eller dags dato kvitteringer, der angiver, at A i perioden fra 5. maj til 31. december 2023 har solgt 43 brugte biler til G1-virksomhed, i 2014 har solgt 42 brugte biler til G1-virksomhed og i 2015 har solgt 84 brugte biler til G1-virksomhed, dog således at køber er angivet med forskellige navne, f.eks. G2-virksomhed, G3-virksomhed og G4-virksomhed. Ingen af bilerne var ved de angivne overdragelser indregistreret i Danmark.  

A, der før og efter har været beskæftiget med køb og salg af biler, har ikke i de pågældende indkomst år opgjort fortjeneste for handel med biler eller angivet honorar for transport af biler. I 2014 modtog han dagpenge. Han har ikke angivet personlig indkomst i 2015.  

Landsskatteretten har i fire afgørelser fra 8. november 2022 lagt til grund, at A i årene 2013 til 2015 har drevet erhvervsmæssig virksomhed med køb og salg af biler i overensstemmelse med de fundne slutsedler og dags datokvitteringer og har forhøjet A’s indkomstskat for 2013 med 3.777.443 kr., for 2014 med kr. 4.534.704 kr. og for 2015 med 8.762.511 kr., ligesom hans momstilsvar for 1. april til 31. december 2013 er blevet fastsat til 950.627 kr., for perioden 1. juli til 31. december 2014 er blevet fastsat til 734.418 kr. og for perioden 1. januar 2015 til 30. december 2016 er blevet fastsat til 2.207.601 kr. 

Tvistepunktet i sagen er alene, om A har solgt de pågældende biler til G1-virksomhed, idet der ikke under sagen er kommet indsigelser omkring opgørelsen af skatte- og momsrestancen, såfremt det kan lægges til grund.  

A og NJ har afgivet forklaring under sagen.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført:

"…

ANBRINGENDER 

Til støtte for den nedlagte principale påstand gøres det overordnet gældende, at der ikke er grundlag for at beskatte A af overskud af virksomhed, jf. statsskattelovens § 4, da han ikke har drevet selvstændig erhvervsmæssig virksomhed i årene 2013 - 2016. Han skal dermed heller ikke efteropkræves moms, jf. opkrævningslovens § 5, stk. 2, jf. momslovens § 3, stk. 1.

Det gøres således overordnet gældende, at SKAT på ingen måde har dokumenteret, at A i indkomstårene 2013 - 2016 har drevet erhvervsmæssig virksomhed med handel med biler importeret fra Y1-land, hvorfor der intet grundlag er for den gennemførte forhøjelse.

Retsgrundlaget

Det overordnede tvistepunkt i nærværende sag er, hvorvidt A i indkomstårene 2013 - 2016 har drevet erhvervsmæssig virksomhed med køb af brugte biler i Y1-land, som han ifølge Skatteministeriet efterfølgende skulle have videresolgt i Danmark til G1-virksomhed.

Der findes ikke nogen særskilt lov, som fastslår, hvornår en skatteyder driver erhvervsmæssig virksomhed i skatte- og momsmæssig henseende. Det fremgår af praksis, at vurderingen af, hvorvidt der foreligger en erhvervsmæssig virksomhed, beror på en samlet konkret vurdering.

Nærværende sag er helt særegen derved, at der ikke er tilgået A nogen penge i form af indtægter fra handel med bilerne. Han har således dokumenterbart ikke modtaget nogen indtægter fra bilhandler på sin bankkonto i de omhandlede indkomstår.

A har heller ikke haft nogen lokaler, inventar eller driftsmidler, som har kunne danne grundlag for den påståede omsætning på mere end 17 mio. kr.

Hele sagen udspringer af en skattekontrol af virksomheden G1-virksomhed. I forbindelse med denne kontrol har SKAT konstateret, at A’s navn er håndskrevet på en række interne "slutsedler" og "dagsdatobilag" ved G1-virksomhed.

Det er helt åbenbart og anerkendt af SKAT, at alle de omhandlede biler blev købt af G1-virksomhed og videresolgt af selskabet til danske købere, typisk engros. Alle bilerne blev hentet i Y1-land. Det er SKATs opfattelse, at A først skulle have købt alle bilerne ved de Y1-land forhandlere - og derefter for egen regning og risiko skulle han have videresolgt dem til G1-virksomhed.

Det er imidlertid ikke tilfældet, idet alle bilerne de facto blev købt af G1-virksomhed direkte ved de Y1-land forhandlere. A var aldrig civilretlig eller skatteretlig ejer af bilerne. A bistod alene med hjemtransporten af bilerne fra Y1-land.

Der findes ikke tidligere afgørelser vedrørende en lignende problemstilling.

Den afgørelse, hvor man kommer tættest på en tilsvarende problemstilling, er SKM2023.557.BR, hvor byretten afviste skattemyndighedernes synspunkt om, at der var drevet erhvervsmæssig virksomhed i skatte- og momsmæssig henseende ved handel med vin. Skatteministeriet ankede ikke dommen til landsretten.

Den konkrete sag

Det gøres overordnet gældende, at A i indkomstårene 2013 - 2016 ikke har drevet erhvervsmæssig virksomhed med køb af brugte biler i Y1-land, som er videresolgt i Danmark til G1-virksomhed.

A har alene udført hjemtransporten af bilerne mod dækning af positive udgifter til rejseomkostninger og fortæring samt modtaget et beskedent honorar på omkring 500 kr. pr. bil.

G1-virksomhed har i en længere årrække importeret biler til Danmark, hovedsageligt fra Y1-land. Bilerne er typisk videresolgt i Danmark til forhandlere, leasingselskaber mv.

Tilbage i 2013-2016 var det helt sædvanligt, at køb af biler ved Y1-land forhandlere blev gennemført kontant. Typisk foregik handlerne på den måde, at NS fandt en bil på internettet ((red.fjernet.hjemmeside)), hvorefter han ringede til sælgeren i Y1-land og aftalte pris mv. Når der var indgået en aftale, sendte NS en chauffør til Y1-land med det aftalte beløb kontant i (red.fjernet.valuta).

NS brugte A i de omhandlede år til denne transportopgave, men han brugte også andre underleverandører.

Der blev handlet i overensstemmelse med samtidighedsprincippet, idet de Y1-land sælgere ikke ønskede at udlevere bilen til en ukendt person/samhandelspartner uden kontant betaling, da en bankoverførsel på det tidspunkt kunne stoppes efterfølgende.

NS sørgede for at hæve det aftalte beløb i (red.fjernet.valuta), hvorefter han overgav beløbet til A, som herefter medbragte det kontante beløb i toget til Y1-land, hvor han tog en taxa fra stationen til sælgerens adresse, og hentede og betalte for bilen, inden han kørte den til Danmark og afleverede den på G1-virksomheds adresse.

Der er i visse tilfælde lavet "slutsedler" eller "dags dato-kvitteringer" med A’s navn anført, men der er på ingen måde tale om nogen reel fakturering. A ejede således aldrig bilerne, hverken civilretligt eller skattemæssigt.

Der er således de facto tale om nogle bilag, som G1-virksomhed ønskede udarbejdet i forbindelse med afhentningen af bilerne. A opfattede udfærdigelsen af bilagene som selskabets måde at holde regnskab med de indkøbte biler. Det var ikke A, der udarbejdede bilagene. Men han modtog som regel et mindre kontantbeløb af NS, som vederlag for de udgifter, A havde haft i forbindelse med transporten.

Til besvarelse af Skatteministeriets opfordring A (E, side 111) har A i sit processkrift 1 (E, side 115 og 116) oplyst, at han ikke erindrer at have underskrevet på de omhandlede dokumenter, ligesom han oplyser, at det ikke var ham, som har udarbejdet dem. Hvis han har underskrevet nogle dokumenter i forbindelse med, at han skulle sørge for hjemtransporten af bilerne, så har det alene været på dokumenter, som reelt har karakter af "følgesedler" eller "ordresedler".

Skatteministeriet anfører i duplikken side 1 (E, side 111) følgende:

"A anfører videre, at der "ingen dokumentation" findes for, at han har udarbejdet/udstedt fakturaerne og slutsedlerne, jf. replikken, s. 1. 

Han har imidlertid selv oplyst over for Skatteankestyrelsen, at han i forbindelse med ture til Y1-land har "lavet en slutseddel på bilen til G1-virksomhed", jf. bilag 1, s. 11, og bilag C, s. 1, næstsidste afsnit. A anførte i denne sammenhæng over for Skatteankestyrelsen, at der ikke er "realitet i slutsedlerne", som han efter sine egne oplysninger selv har lavet." 

Skatteministeriet henviser til et mødereferat fra kontormødet ved Skatteankestyrelsen, der blev afholdt den 26. august 2019, jf. bilag C (E, side 501). I dette referat anføres følgende side 1:

"I de konkrete sager er der altså tale om, at G1-virksomhed har fundet en bil og lavet aftale om køb, at A har fået det aftalte beløb med kontant i toget til Y1-land, hvor han har taget en taxa fra stationen til sælgerens adresse og hentet og betalt for bilen og kørt den til Danmark. 

A har så - uvist af hvilken grund - i forbindelse med disse ture lavet en slutseddel på bilen til G1-virksomhed. Repræsentanten understreger dog, at der er forskel på en slutseddel og en salgsfaktura, og at slutsedlerne efter hans opfattelse må forstås således, at der reelt er tale om ordresedler fra G1-virksomhed til A om, hvilken bil han skal hente og til hvilken pris.  

Såfremt der ikke er realitet i slutsedlerne - og det er der ifølge repræsentanten ikke - skal der ikke ske forhøjelse af A’s skat og moms." (min understregning)

A deltog ikke i dette kontormøde. Der er dermed ikke tale om A’s egen forklaring afgivet på kontormødet. Det er derfor ikke korrekt, når Skatteministeriet i duplikken hævder, at han selv skulle have oplyst overfor Skatteankestyrelsen, at "han i forbindelse med ture til Y1-land har "lavet en slutseddel på bilen til G1-virksomhed". Skatteankestyrelsens bemærkning i referatet må bero på en misforståelse.

A antager, at de omhandlede dokumenter er udarbejdet af nu afdøde NS, der i de omhandlede år drev virksomheden G1-virksomhed, der i daglig tale blev omtalt som "G4-virksomhed". Det fastholdes, at de pågældende dokumenter alene har karakter af ordresedler eller tilsvarende, og at de ikke udgør reelle købsdokumenter eller slutsedler, hvorefter A skulle være juridisk ejer af køretøjerne.

Det fastholdes videre, at G1-virksomhed var den reelle køber af samtlige biler, navnlig på baggrund af følgende omstændigheder:

·         Købsaftalerne blev indgået mellem G1-virksomhed/NS og den enkelte Y1-land sælger.

·         Købesummerne for de enkelte biler er i alle tilfælde hævet på G1-virksomhed danske bankkonti.

·         Det er G1-virksomhed, der har udleveret prøveplader til A, til brug for afhentningen, og alle bilerne er kørt fra køberen i Y1-land til G1-virksomheds adresse med nummerplader tilhørende G1-virksomhed.

·         G1-virksomhed har i alle retlige og juridiske henseender opfattet sig selv og ageret efter, at selskabet var køber af bilerne, som er solgt videre i Danmark.

·         A har ikke indregistreret nogen af de omhandlede biler.

·         A har ikke underskrevet nogen reelle køb - eller salgsdokumenter.

·         Der eksisterer ingen pengestrømme over A’s bankkonto, der indikerer nogen som helst handel med biler i den pågældende periode.

Landsskatterettens fire afgørelser fører til, at A i indkomstårene 2013 - 2015 beskattes af en samlet indkomst på ca. 17 mio. kr., hvilket er fuldstændigt ude af proportioner. Det siger sig selv, at en enkelt person - uden ansatte, lokaler, bogholderi mv. - ikke kan drive en virksomhed i et meget konkurrencepræget marked med import af biler og tjene ca. 17 mio. kr. på 3 år.

A bør kun blive beskattet af den reelle fortjeneste for hjemtransporten af bilerne, som skønnes at udgør 500 - 1.000 kr. pr. bil, med fradrag for udgifter til brændstof mv.

Det følger af grundlæggende forvaltningsretlige principper, at forvaltningsmyndigheder, herunder SKAT, af sig selv skal søge at træffe den mest rigtige afgørelse, samt at SKAT selv har ansvaret for, at sagen er behørigt oplyst forud for, at der træffes en given afgørelse.

Disse grundlæggende forvaltningsretlige principper finder også anvendelse, når SKAT skal foretage et skatteretligt skøn. Det følger af disse forvaltningsretlige principper, at et skatteretligt skøn skal foretages så virkelighedsnært som muligt.

Sammenfattende gøres det på den anførte baggrund gældende, at SKAT’s skøn er udøvet på et fejlagtigt grundlag, og at det har ført til et åbenbart urimeligt resultat. Skatteforvaltningen har ikke været i besiddelse af konkrete oplysninger om indsætninger på bankkonti, eller andre valide oplysninger fra tredjemand, der dokumenterer de påståede handler med biler. SKAT har dermed ikke ved den trufne afgørelse i fornødent omfang sikret en behørig sagsoplysning.

Den subsidiære påstand

A har ikke selvangivet de modtagne honorarer fra G1-virksomhed, og en eventuel beskatning vil således skulle tage udgangspunkt i de honorarer, som A de facto modtog i forbindelse med hjemtagelse af bilerne. Såfremt retten er enig i, at A skal beskattes af disse honorarer, så bør sagen hjemvises til Skattestyrelsen for en beløbsmæssig opgørelse heraf.

…"

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført:

"…

3. ANBRINGENDER

Skatteministeriet gør gældende, at A i 2013-2016 har drevet erhvervsmæssig og økonomisk virksomhed med køb og salg af biler. Da han hverken har selvangivet resultatet heraf eller har angivet moms af transaktionerne, har skattemyndighederne været berettiget (og nødsaget) til at ansætte hans skattepligtige indkomst og momstilsvar skønsmæssigt. A har ikke godtgjort, at der er grundlag for at tilsidesætte de skønsmæssige ansættelser, således som de kommer til udtryk ved Landsskatteretten afgørelser.

3.1 SKAT har været berettiget til at ansætte A’s skattepligtige indkomst og momstilsvar skønsmæssigt 

Enhver, der er skattepligtig her til landet, skal over for told- og skatteforvaltningen årligt selvangive sin indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ, jf. skattekontrollovens § 1, stk. 1, 1. pkt. (dagældende).

Efter skattekontrollovens § 5, stk. 3 (dagældende), kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt, hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet.

Efter momslovens § 3, stk. 1, er afgiftspligtige personer juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed. Efter lovens § 4, stk. 1, 1. pkt., betales der afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Efter opkrævningslovens § 5, stk. 2, 1. pkt. (dagældende), kan told- og skatteforvaltningen fastsætte momstilsvaret skønsmæssigt, hvis tilsvarets størrelse ikke kan fastsættes på grundlag af virksomhedens regnskaber.

A har ikke for den omhandlede periode (2013-2016) selvangivet resultater af erhvervsmæssig virksomhed. Han har heller ikke angivet moms eller udarbejdet regnskaber.

Da A har drevet erhvervsmæssig og økonomisk virksomhed med køb og salg af brugte biler, har SKAT derfor været berettiget til at ansætte hans skattepligtige indkomst og momstilsvar skønsmæssigt.

A har i den omhandlede periode udstedt (mindst) 169 slutsedler og fakturaer, hvoraf det utvetydig fremgår, at han har solgt biler til selskabet. Slutsedlerne og fakturaerne er underskrevet af A som sælger, og de er påført hans navn og privatadresse. A har (via sin advokat) over for Skatteankestyrelsen oplyst, at han "uvist af hvilken grund" selv lavede slutsedler vedrørende bilerne til selskabet, jf. mødereferat af 26. august 2019 (E501). I A’s processkrift 1 af 9. juli 2024 har han pludselig gjort gældende, at Skatteankestyrelsen må have misforstået noget (E116, fjerdesidste afsnit). A’s advokat fik imidlertid tilsendt kopi af mødereferatet af 26. august 2019 (E502, nederst), men på trods heraf fandt hverken advokaten eller A anledning til at oplyse Skatteankestyrelsen om den påståede "misforståelse", selvom A sendte bemærkninger (om andre forhold) til Skatteankestyrelsen i anledning af mødereferatet (E24). Mødereferatet er også citeret i Landsskatterettens afgørelse (E23), hvilket heller ikke (før nu) har givet A anledning til at oplyse, at der angiveligt skulle være fejl ("en misforståelse") i referatet.

Det må derfor lægges til grund, at A’s professionelle repræsentant, på et tidspunkt, hvor skattesagen verserede, har oplyst til Skatteankestyrelsen, at slutsedlerne er udarbejdet af A. Under disse omstændigheder kan den (meget sent) fremkomne forklaring om, at A alligevel ikke har udarbejdet dem, ikke lægges til grund, jf. bl.a. SKM2019.185.ØLR.

A har i processkriftet af 9. juli 2024 også pludselig anført, at han ikke "erindrer" at have underskrevet slutsedlerne (E115). Underskrifterne på slutsedlerne minder dog til forveksling om A’s underskrift, og som nævnt er slutsedlerne påført A’s navn og privatadresse. A har både før og efter 2013-2016 drevet virksomhed med netop køb og salg af biler. Han har i perioden (red.fjernet.år) til (red.fjernet.år1) drevet virksomheden "A" (CVR-nr. ...11), som fra (red.fjernet.år) til (red.fjernet.år2) var registreret med branchekoden "Engroshandel med reservedele og tilbehør til biler mv." og fra (red.fjernet.år2) til (red.fjernet.år1) med branchekoden "Detailhandel med biler". Fra den (red.fjernet.dato) har virksomheden været registreret med branchekoden "Engroshandel med personbiler, varebiler og minibusser", jf. bilag 1, s. 1 (E13).

Herudover var A i perioden 17. september 2004 til 4. oktober 2013 direktør i selskabet G5-virksomhed (CVR-nr. ...12), jf. bilag D (E513). Selskabet skiftede i forbindelse med A’s udtræden som direktør navn til "G5-virksomhed", hvilket er baggrunden for, at selskabet er angivet med dette navn i bilag D. G5-virksomheds hovedaktivitet var "køb og salg af biler", jf. bl.a. årsrapporterne for 2011/2012 samt 2010/2011 (E427 og E437). G5-virksomhed beskæftigede sig navnlig med bilimport fra Y1-land, jf. udskrift af 22. januar 2009 fra selskabets hjemmeside (E421).

Under disse omstændigheder påhviler det A at føre et sikkert bevis for, at han ikke på egne vegne har købt og solgt de pågældende biler.

A forsøger at løfte sin bevisbyrde ved at anføre, at han på vegne af selskabet (som praktikant og efterfølgende ansat) har afhentet brugte biler i Y1-land, som han betalte kontant til den Y1-land forhandler, jf. stævningen, s. 4 (E96). Han har i stævningen, s. 5 (E97) anført, at han for dette arbejde blev honoreret med mellem 500 kr. og 1.000 kr. pr. bil med fradrag for udgifter til brændstof. Af stævningen, s. 4, fremgår, at han fik dækket sine udgifter og herudover modtog et honorar på 500 kr. pr. bil.

Han skulle dermed efter sine egne oplysninger have tjent mellem 84.500 kr. og 169.000 kr. på at afhente biler i Y1-land for selskabet i den omhandlede periode. Han har imidlertid ikke selvangivet nogen del af denne indtægt, ligesom han ikke har reageret på, at indtægten ikke er fremgået af hans årsopgørelser.

A’s synspunkt i sagen er dermed ikke forenelig med hans ageren over for skattemyndighederne i de omhandlede år, hvorfor det efter fast retspraksis må lægges til grund, at bilerne ikke er afhentet og betalt på vegne af selskabet.

A har desuden oplyst, at han i 2012-2014 modtog dagpenge fra sin A-kasse, jf. stævningen, s. 2 (E94). Han har ikke opfyldt sin pligt til over for jobcentret og A-kassen at oplyse, at han har modtaget løn fra selskabet, således at der kunne ske fradrag i dagpengeudbetalingerne, og også på dette punkt er hans ageren derfor uforenelig med hans synspunkt i retssagen.

Herudover er selve grundlaget for A’s argumentation (at han har afhentet og betalt de omhandlede køretøjer på vegne af selskabet) i strid med sagens objektivt konstaterbare omstændigheder. Han har således anført, at selskabet skulle bruge en medarbejder til at hente biler i Y1-land, og at selskabet og A "i første omgang" indgik aftale om virksomhedspraktik, jf. replikken, s. 3, femte afsnit (E109).

Det fremgår af arbejdsgivertilbuddet fra selskabet om etablering af virksomhedspraktik (bilag 12), at praktikforholdets ønskede startdato var den 26. august 2013 (E443, nederst til højre). A har imidlertid udarbejdet og underskrevet adskillige slutsedler med angivelse af sit eget navn og sin egen privatadresse før dette tidspunkt, jf. bilag A, s. 1-22 (E119 ff.), hvorfor slutsedlerne ikke kan have noget med det påståede praktik-/ansættelsesforhold at gøre. Der foreligger i øvrigt ikke dokumentation for, at arbejdsgivertilbuddet blev fulgt op af en egentlig aftale om virksomhedspraktik, jf. bilag 12, s. 2, nederst til venstre (E444).

A har i bilag 6 (E397) fremlagt fire kvitteringer for, at selskabet har hævet kontanter i (red.fjernet.valuta). Postulatet i stævningen, s. 2, om at kontanterne skulle bruges til selskabets køb af biler i Y1-land er udokumenteret og i øvrigt ikke afgørende for sagen. Formentlig har selskabet hævet kontanterne med henblik på betaling til A som vederlag for de biler, A solgte til selskabet.

A har dermed ikke løftet sin bevisbyrde for, at han ikke har solgt biler i det omfang, som er lagt til grund i Landsskatterettens afgørelser. Det forhold, at Skattestyrelsen ikke har rejst en straffesag mod A, har efter fast højesteretspraksis ingen betydning for skattesagen, og det fremgår da også eksplicit af henlæggelsesbrevet fra Skattestyrelsen, at "Vores vurdering har alene betydning for spørgsmålet om et eventuelt strafansvar. Vurderingen har således ingen betydning i forhold til den afgørelse, som ligger til grund for den strafferetlige vurdering", jf. bilag 13 (E509).

Den skriftlige erklæring fra sønnen af direktøren i selskabet (E505) er uden bevismæssig vægt.

På anførte baggrund må det i overensstemmelse med slutsedlernes og fakturaernes udvisende lægges til grund, at A i den omhandlede periode (2013-2016) har drevet erhvervsmæssig og økonomisk virksomhed med køb og salg af brugte biler. Derfor har SKAT altså været berettiget til at ansætte hans skattepligtige indkomst og momstilsvar skønsmæssigt.

3.2 Skønnet kan ikke tilsidesættes

De af SKAT foretagne ansættelser af A’s skattepligtige indkomst og momstilsvar (som korrigeret af Landsskatteretten) kan kun tilsidesættes, hvis A godtgør, at skønnene hviler på et fejlagtigt eller mangelfuldt grundlag eller ligger uden for de rammer, som tilkommer SKAT (og Landsskatteretten), dvs. er åbenbart urimelige, jf. bl.a. U.2016.191.H.

Bevisbyrden er ikke løftet.

Tværtimod er Landsskatterettens afgørelser udtryk for, at A’s indtægter og momstilsvar er opgjort på grundlag af netop de fakturaer og slutsedler, som A selv har udstedt.

Det er hverken godtgjort eller relevant, når A i stævningen, s. 5, anfører, at han ikke har tjent ca. 17 mio. kr. på køb og salg af biler.

Det afgørende er, at A har haft skattepligtige indtægter med de beløb, som fremgår af de af ham udstedte fakturaer og slutsedler, og at han ikke har ret til fradrag for udgifter til bilerne, da udgifterne - ubestridt - er afholdt kontant og for en mindre dels vedkommende med checks, jf. ligningslovens § 8 Y, stk. 1.

Det fremgår udtrykkeligt af ligningslovens § 8 Y, stk. 1, at fradrag for udgifter vedrørende køb af varer for selvstændigt erhvervsdrivende er betinget af, at betaling sker via et pengeinstitut, som sikrer identifikation af betalingsmodtager og betaler, medmindre betalingen samlet udgør højst 10.000 kr. inklusive moms. Af bestemmelsens forarbejder fremgår, at betaling med check sidestilles med kontant betaling, jf. lovforslag nr. 170 af 25. april 2012 under de specielle bemærkninger til § 1, nr. 5.

Det er således alene A’s indtægter, som skal medregnes ved opgørelsen af hans skattepligtige indkomst. Denne konsekvens var forudsat og accepteret (og ønsket) af lovgiver ved indførelsen af ligningslovens § 8 Y. A kunne i øvrigt - hvis han har ret i, at det ikke var muligt at betale ved bankoverførsel - have undgået fradragsnægtelsen ved at indberette oplysninger om de foretagne køb til SKAT, jf. ligningslovens § 8 Y, stk. 3.

Tilsvarende er det alene den udgående moms, der skal medregnes ved opgørelsen af A’s momstilsvar. Fradrag for indgående moms efter momslovens § 37, stk. 1, er betinget af, at A fremlægger objektive beviser for, at han har betalt moms af de indkøbte biler. Han har hverken fremlagt fakturaer eller anden objektiv dokumentation herfor.

På ovenstående baggrund er det heller ikke holdbart, når A i stævningen, s. 5, nederst, indikerer, at SKAT ikke har oplyst sagen tilstrækkeligt.

Hvis retten måtte finde det dokumenteret, at A ikke har købt og solgt biler, men har afhentet dem i Y1-land for selskabet, skal han beskattes af honorarerne herfor. I så fald skal sagen hjemvises i overensstemmelse med A’s subsidiære påstand. …"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

A har ubestridt hentet og betalt for en række biler i Y1-land, der efterfølgende er leveret til selskabet G1-virksomhed. På baggrund af sagens dokumenter og A’s oplysninger både i retten og under sagens behandling ved skattemyndighederne, lægger retten til grund, at A i hvert fald har medvirket til fremstilling af en række slutsedler og dags dato kvitteringer, der angiver, at A har solgt de pågældende biler til G1-virksomhed med angivelse af forskellige navne, ligesom G1-virksomhed i tidsmæssig nær sammenhæng med de udarbejdede slutsedler og dags dato kvitteringer har hævet den anførte købesum i kontanter i selskabets bank.

Der er ingen dokumenter i sagen, der understøtter A’s forklaring om, at han alene har hentet bilerne mod vederlagt. NJ’s forklaring støtter ikke i særlig grad A’s forklaring, i det NJ har forklaret, at der aldrig blev udarbejdet slutsedler eller dags dato kvitteringer, når han hentede biler i Y1-land for G1-virksomhed.  

På den baggrund og henset til det entydige papirspor i sagen, samt da A ikke har selvangivet en indkomst, der understøtter, at han alene har fået honorar for afhentning af bilerne, finder retten, at A ikke har tilvejebragt et sikkert grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens vurdering af, at A har drevet erhvervsmæssig handel med biler som forudsat i Landsskatterettens kendelser af 8. november 2022.  

Da selve opgørelsen af skatte- og momskravene ikke er bestridt, og da der ikke findes anledning til at hjemvise sagen til Skattestyrelsen, frifindes Skatteministeriet.   

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 150.000 kr. Retten har lagt vægt på sagsgenstandens størrelse, sagens omfang og hovedforhandlingens varighed på knap en retsdag. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET

Skatteministeriet frifindes.  

A skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 150.000 kr.  

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.