Denne SKM-meddelelse vedrører rentesatsen for 2025 med henvisning til:
- Lovbekendtgørelse om lån til betaling af kommunale ejendomsbidrag m.v., § 3, og
- Ejendomsskatteloven § 61, stk. 2
Lovbekendtgørelse om lån til betaling af kommunale ejendomsbidrag m.v., § 3
Lovbekendtgørelsens kapitel 1 vedrører lån til betaling af kommunale ejendomsbidrag m.v. for pensionister m.fl. Lovbekendtgørelsens § 3 regulerer forrentningen af disse lån.
Rentesatsen for disse lån fastsættes efter § 3, stk. 1, 1. pkt., som følger:
"Lånebeløbene forrentes med en årlig rente, der svarer til et gennemsnit opgjort med to decimaler af den effektive rente på alle udestående realkreditobligationer for de 12 foregående måneder pr. 1. oktober det foregående år."
Den årlige rente på lån til betaling af kommunale ejendomsbidrag mv. for 2025 er 3,54%.
Rentesatsen for 2024 er 3,57 %. Se SKM2023.486.VURDST.
Se lovbekendtgørelse nr. 256 af 25. februar 2021 om lån til betaling af kommunale ejendomsbidrag m.v.
Ejendomsskatteloven § 61, stk. 2
Ejendomsskattelovens §§ 61-63 regulerer forrentning for:
- lån ydet § 46, stk. 1, (den permanente indefrysningsordning for stigninger i ejendomsværdiskat og grundskyld), og
- lån ydet efter § 53, stk. 1, (lån til pensionister til betaling af grundskyld)
Rentesatsen for disse lån fastsættes efter ejendomsskattelovens § 61, stk. 2, som følger:
"Renten efter stk. 1 udgør 1/12 af gennemsnittet opgjort med to decimaler af den effektive rente på alle udestående realkreditobligationer de 12 forudgående måneder pr. 1. oktober i det forudgående år."
Gennemsnittet, jf. § 61, stk. 2, er for 2025 3,54%.
Renten tilskrives pr. påbegyndt måned og udgør 1/12 af gennemsnittet, jf. § 61, stk. 1 og 2.
Ved opgørelsen af rentesatsen ydes inden renten opgøres og tilskrives et nedslag på 25 %, jf. § 61, stk. 3. For hele 2025 udgør gennemsnittet efter nedslag derfor 75 % af 3,54 % svarende til 2,655 %.
Se ejendomsskatteloven §§ 61-63 om renter og sidste rettidige betalingsdag.