Dato for udgivelse
09 okt 2024 12:53
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
24 sep 2024 07:39
SKM-nummer
SKM2024.500.SR
Myndighed
Skatterådet
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
24-0887739
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Is, chokolade- og sukkervarer samt kaffe og te
Emneord
Chokoladeafgift, dækningsafgift
Resumé

Anmodningen drejede sig om, hvorvidt der skulle svares afgift af en række mindre kager som Spørger importerede. Produkterne fremstod som små kager med henholdsvis overtræk og fyld. Skatterådet fandt, at de pågældende produkter ikke var omfattet af det afgiftspligtige vareområde i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1-9.

Skatterådet fandt dog, at produkternes overtræk og fyld var at anse som selvstændige bestanddele, som i beskaffenhed og sammensætning var omfattet af det afgiftspligtige vareområde i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1 eller 4, som henholdsvis kakao- eller sukkervarer af enhver art.

Skatterådet fandt, at for fyld med et indhold på 4,5% kakao, kunne fritagelsen i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 3, jf. § 1, stk. 2, nr. 5, finde anvendelse. For disse fyld skulle der derfor alene betales dækningsafgift af indholdet af kakao.

For de overtræk og fyld, hvor indholdet af kakao var højere end 5%, fandt Skatterådet, at fritagelsen i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 3, jf. § 1, stk. 2, nr. 5, ikke kunne finde anvendelse. For disse overtræk og fyld skulle der derfor betales dækningsafgift af hele overtrækket eller fyldet.

For fyld uden indhold af kakao skulle der betales dækningsafgift af fyldets samlede vægt.

Hjemmel

Lovbekendtgørelse nr. 1446 af 21. juni 2021 om afgift af chokolade og sukkervarer m.m. (Chokoladeafgiftsloven)

Reference(r)

Chokoladeafgiftsloven § 1
Chokoladeafgiftsloven § 22

Henvisning

Den juridiske vejledning 2024-2, afsnit E.A.2.4.2

Spørgsmål

  1. Kan det bekræftes, at der alene skal betales dækningsafgift af kakaoindholdet, og ikke af hele overtrækkets vægt, i produktet med artikel nr. 1?
  2. Kan det bekræftes, at der alene skal betales dækningsafgift af kakaoindholdet på 4,5%, og ikke af hele fyldets vægt, i produkterne med artikel nr. 2, 3, 4 og 5?
  3. Kan det bekræftes, at der ikke skal betales dækningsafgift af produkterne uden indhold af kakao med artikel nr. 6 og 7?
  4. Kan det bekræftes, at der alene skal betales dækningsafgift af kakaoindholdet og ikke af hele fyldets vægt, i produktet med artikel nr. 8, som indeholder to varianter, henholdsvis med og uden kakao?

Svar

  1. Nej
  2. Ja
  3. Nej
  4. Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger vil importere en række mindre kager fra Italien, som herefter skal distribueres til detailhandlen. Spørger har oplyst, at produkterne forventes at blive solgt i brød- og kagekategorien i dansk detailhandel.

Der er til anmodningen om bindende svar indsendt vareprøver samt kopi af produktspecifikation for hvert produkt. Derudover er der modtaget supplerende oplysninger om det præcise sukker- og kakaoindhold i produkterne, hvilket er specificeret for henholdsvis bagværket og fyldet. Det er disse supplerende oplysninger, der lægges til grund for besvarelsen for så vidt angår indholdet af kakao og sukker.

Produkt omfattet af spørgsmål 1

Kage 1 - artikel nr. 1.

Produktet fremstår som en flad, aflang, lys kiks. Den ene halvdel af kiksen er over- og undertrukket med et mørkt chokolade-/kakaoovertræk.

Af produktspecifikationen fremgår det bl.a., at det samlede produkt indeholder 34,7% sukker, samt at overtrækket består af bl.a. sukker, vegetabilske fedtstoffer og 23% fedtfattigt kakaopulver.

Produkter omfattet af spørgsmål 2

Kage 2 - artikel nr. 2.

Produktet fremstår som et aflangt, rullet og lyst bagværk med henholdsvis en lukket og en åben ende. Et mørkebrunt fyld i bagværket er synligt via den åbne ende.

Af produktspecifikationen fremgår det, at fyldet betegnes som " X cream filling". Fyldet består bl.a. af sukker, vegetabilske fedtstoffer, 4,5% fedtfattig kakaopulver og 2% hasselnødder.

Spørger har i specifikationen over sukker- og kakaoindhold oplyst, at produktet vejer 29 gram inklusive fyld, og at fyldet udgør 20 gram. Videre er det oplyst, at det samlede produkt indeholder 12,48 gram sukker, hvilket svarer til en relativ andel på 43%. Sukkerindholdet i fyldet er oplyst til 11,8 gram, hvilket svarer til en relativ andel på 59%. Kakaoindholdet i fyldet er oplyst til 4,5%.

Kage 3 - artikel nr. 3.

Produktet fremstår som et sprødt, luftigt og rullet bagværk. Produktet har form og farve som en mindre croissant, og har et mørkebrunt fyld. Fyldet er kun synligt ved et tværsnit af bagværket.

Af produktspecifikationen fremgår det, at fyldet betegnes som "Y cream filling". Fyldet består bl.a. af sukker, vegetabilske fedtstoffer, 4,5% fedtfattigt kakaopulver og 10% hasselnødder.

Spørger har i specifikationen over sukker- og kakaoindhold supplerende oplyst, at produktet vejer 40 gram inklusive fyld, og at fyldet udgør 28 gram. Videre er det oplyst, at det samlede produkt indeholder 20,81 gram sukker, hvilket svarer til en relativ andel på 52%. Sukkerindholdet i fyldet er oplyst til 19,47 gram, hvilket svarer til en relativ andel på 70%. Kakaoindholdet i fyldet er oplyst til 4,5%.

Kage 4 - artikel nr. 4.

Produktet fremstår som et mørkt og aflangt bagværk foldet om et fyld. Begge ender er åbne, og indeni ses et mørkebrunt fyld.

Af produktspecifikationen fremgår det, at fyldet betegnes som "Y cream filling". Fyldet består bl.a. af sukker, vegetabilske fedtstoffer, 4,5% fedtfattigt kakaopulver og 10% hasselnødder.

Spørger har i specifikationen over sukker- og kakaoindhold oplyst, at produktet vejer 25 gram inklusive fyld, og at fyldet udgør 14 gram. Det samlede produkt indeholder 10,60 gram sukker, hvilket svarer til en relativ andel på 42%. Sukkerindholdet i fyldet er oplyst til 8,26 gram, hvilket svarer til en relativ andel på 59%. Kakaoindholdet i fyldet er oplyst til 4,5%.

Kage 5 - artikel nr. 5.

Produktet fremstår som to flade og aflange lyse kiks med et mellemlag af et lysebrunt fyld.

Af produktspecifikationen fremgår det, at fyldet betegnes som "Y cream filling". Fyldet består bl.a. af sukker, vegetabilske fedtstoffer, 4,5% fedtfattigt kakaopulver og 10% hasselnødder.

Spørger har i specifikationen over sukker- og kakaoindhold oplyst, at produktet vejer 33 gram inklusive fyld, og at fyldet udgør 5,5 gram. Det samlede produkt indeholder 7,65 gram sukker, hvilket svarer til en relativ andel på 23%. Sukkerindholdet i fyldet er oplyst til 4,13 gram, hvilket svarer til en relativ andel på 75%. Kakaoindholdet i fyldet er oplyst til 4,5%.

Produkter omfattet af spørgsmål 3

Kage 6 - artikel nr. 6.

Produktet fremstår som et mørkt og aflangt bagværk foldet om et fyld. Produktet har åbne ender, hvori der ses et hvidt fyld.

Af produktspecifikationen fremgår det, at fyldet betegnes som "Filling [...]milk cream". Fyldet består bl.a. af sukker, vegetabilske fedtstoffer og mælkepulver.

Spørger har i specifikationen over sukkerindhold oplyst, at produktet vejer 25 gram inklusive fyld, og at fyldet udgør 14 gram. Det samlede produkt indeholder 10,82 gram sukker, hvilket svarer til en relativ andel på 43%. Sukkerindholdet i fyldet er oplyst til 8,48 gram, hvilket svarer til en relativ andel på 61%.

Kage 7 - artikel nr. 7.

Produktet fremstår som et aflangt, rullet og lyst bagværk med henholdsvis en lukket og en åben ende. Et hvidt fyld, med svag lysegrøn nuance, er synligt i bagværket via den åbne ende.

Af produktspecifikationen fremgår det, at fyldet betegnes som "Filling [...] cream". Fyldet består bl.a. af sukker, vegetabilske fedtstoffer, mælkepulver og 4% pistacie.

Spørger har i specifikationen over sukkerindhold supplerende oplyst, at produktet vejer 29 gram inklusive fyld, og at fyldet udgør 20 gram. Det samlede produkt indeholder 10,13 gram sukker, hvilket svarer til en relativ andel på 35%. Sukkerindholdet i fyldet er oplyst til 9,45 gram, hvilket svarer til en relativ andel på 47%.

Produkt omfattet af spørgsmål 4

Kage 8 - artikel nr. 8.

Produktet fremstår som en rund og lys småkage. Kagerne har i midten et tykt lag fyld, som er henholdsvis hvidt eller mørkebrunt.

Af produktspecifikationen fremgår det, at fyldet betegnes som henholdsvis "White [...] glaze" og "[...] cocoa glaze".

Det hvide fyld består af bl.a. sukker, vegetabilske olier og skummetmælkspulver. Det mørkebrune fyld består bl.a. af sukker, vegetabilske olier og 23% fedtfattigt kakaopulver.

Spørger har i specifikationen over sukker- og kakaoindhold oplyst, at én enkelt cocoa mini-tartlet vejer 13 gram inklusive fyld, og at fyldet udgør 4 gram. Det samlede produkt indeholder 7,94 gram sukker, hvilket svarer til en relativ andel på 61%. Sukkerindholdet i fyldet er oplyst til 2,36 gram, hvilket svarer til en relativ andel på 59%. Kakaoindholdet i fyldet for den mørke variant er oplyst til 23%.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Det er Spørges opfattelse, at alle 4 spørgsmål skal besvares med et "Ja". Spørger uddyber det med følgende:

"Iht. Lov om Afgift af chokolade- og sukkervarer §1 stk. 2 og stk. 3, kan I så bekræfte at masser, cremer og lignende der indgår som element i kager og lignende kun vil være dækningspligtig for indholdet af kakao - og ikke massen som helhed - hvis indholdet af kakao udgør mindre end 5% af produktets samlede vægt?

 Afgift af chokolade- og sukkervarer §1

 Stk. 2. Fritaget for afgift efter kap. 1 er:

1) Varer, som efter § 2, nr. 1, litra a og b, i lov om lægemidler er defineret som lægemidler, og varer, som efter § 3, nr. 7, i lov om forsøgsordning med medicinsk cannabis er defineret som et cannabisslutprodukt.

2) Pulvere med indhold af kakao, der udelukkende falholdes som bestemt til fremstilling af kakaodrikke.

3) Kakaodrikke samt andre kakaoholdige mælkeprodukter og lign., der er færdigfremstillede til forbrug.

4) Buddingpulver, dessertpulver, fromagepulver og kagepulver med indhold af kakao.

5) Masser m.v., som indeholder kakao.

Stk. 3.

 For de i stk. 2, nr. 2-5, nævnte varer er fritagelsen betinget af, at indholdet af kakao udgør mindre end henholdsvis 30 pct., 5 pct., 25 pct. og 5 pct. af varens vægt, og at vedkommende fabrikant, varemodtager eller grossist på tydelig måde deklarerer kakaoindholdet i de for varerne udfærdigede fakturaer, prislister og lign. samt på varernes detailemballage. For de i stk. 2, nr. 3, nævnte varer er fritagelsen betinget af, at varerne efter deres beskaffenhed eller anvendelse ikke kan betragtes som erstatningsvarer for eller efterligninger af beskattede chokolade- og sukkervarer."

Spørgers høringssvar

Generelt svar til Skattestyrelsens anvendelse af Chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4 til vurdering af dækningsafgift.

Specielt målrettet Skattestyrelsens svar på Spørgsmål 3 og 4.

I Chokoladeafgiftslovens § 1 er det tydeliggjort i loven, når "masser" skal beskattes; Kakaomasse, skummasse, masser fremstillet af mandler, kakaopræparater af enhver art og lignende.

Der er ligeledes én tydelig skildring i benævnelserne i nr. 1, 2 og 3 - hvor der både nævnes varer, ingredienser og produkttyper der ønskes afgiftspålagt.

I Chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4, udpensles de bestanddele der ønskes afgiftspålagt, herunder skummasse, og derefter tydeliggøres det ligeledes at "sukkervarer af enhver art" skal afgift pålægges.

Ordet "masser" er velbenyttet i lovteksten, men der er ikke benyttet et ønske om at afgifts pålægge "sukkermasser" eller sukker som ingrediens, der er benyttet betegnelsen "sukkervarer".

Én "vare" må dække over det færdige produkt som sælges. Dermed mener vi at vurdering alene skal gå på om produktet i sin helhed skal vurderes som én sukkervarer eller ej. Skattestyrelsen har vurderet det ikke skal betegnes som en "Sukkervarer".

Som det fremgår af Chokoladeafgiftslovens § 1 linje 1: "Af følgende varer svares afgift til statskassen", dækker § 1 over varer.

At overfører "Sukkervarer af enhver art" til det dækningspligtige i § 22 virker som en fortolkning, der stammer fra nr. 1, 2 og 3 som er mere omfattende i sit dækningsområde.

Vi mener at ordlyden sukkervarer er tiltænkt slutvaren, ligesom nr. 1 specifikt nævner "Chokolade og chokoladevarer" som to individuelle ting, så må sukkervarer være tiltænkt slutproduktets vurdering og ikke at bestanddele individuelt skal vurderes om det udgør én vare, når hverken sukker som ingrediens eller sukkermasse er benævnt som direkte afgiftspligtig.

Spørgsmål 3:

Vi er enige i at produktet ikke er omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1.

Der henvises indledende til det generelle svar om at dette ikke kan betegnes som "sukkervare", men såfremt Skatterådet er uenig gør vi følgende svar gældende.

Ift. Skattestyrelsens vurdering at dækningsafgift for den fulde vægt af fyldet.

Vi mener at Skattestyrelsens vurdering ensidigt ligger sukkerindholdet til grund, og ikke et helhedsindtryk herunder smag, duft og visuelt udtryk.

Vores vurdering er at produkterne fremstår som bagværk med creme og ikke visuelt fremstår som et "sukkervarer", heller ikke bestanddele, dette medgives ligeledes i beskrivelsen fra Skattestyrelsen af produkterne.

Der henledes ligeledes til Skattestyrelsens egen vurdering af produktet, hvor i det understreges at produktet ikke har en fremtrædende smag af sukker, men blot har en sød eftersmag.

Hermed må det vurderes at produktet ikke har en karakteristisk smag af sukker.

Det er vores opfattelse at det gør sig gældende for en stor del af kager, kiks og lignende, herunder bestanddele, at de kan opfattes som smagende "sødt" uden at de hermed bliver opfattet som "sukkervarer".
Hvis en "sød smag" alene danner grundlag for afgift på kager, kiks og lignende vil det efter vores mening danne en helt ny omfattende praksis på området.

Skattestyrelsens beskrivelse af produkterne:

"Skattestyrelsen lægger afgørende vægt på, at produkterne ikke visuelt fremstår som værende en sukkervare. Produkterne smager karakteristisk af bagværk med en sød eftersmag fra fyldet. Produkterne har en væsentlig sødme i smagen, men har ikke en fremtrædende smag af sukker."

Skattestyrelsen lægger afgørende vægt på, at produktet for så vidt angår begge varianter, ikke visuelt fremstår som værende en sukkervare. Produktet smager karakteristisk af bagværk med en eftersmag af henholdsvis kakao for den mørkebrune variant og en sødlig eftersmag for den hvide variant. Produktet har en væsentlig sødme i

smagen, men har ikke en fremtrædende smag af sukker.

Spørgsmål 4:

Vi er enige i at Chokoladevarianten er omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1 og er dækningspligtig for hele massen.

Der henvises indledende til det generelle svar om at dette ikke kan betegnes som "sukkervare", men såfremt Skatterådet er uenig gør vi følgende svar gældende.

Ift. Skattestyrelsens vurdering at dækningsafgift for den fulde vægt af fyldet på hvide variant.

Vi mener at Skattestyrelsens vurdering ensidigt ligger sukkerindholdet til grund, og ikke et helhedsindtryk herunder smag, duft og visuelt udtryk.

Vores vurdering er at produkterne fremstår som bagværk med hvid creme og ikke visuelt fremstår som et "sukkervarer", heller ikke bestanddele, dette medgives ligeledes i beskrivelsen fra Skattestyrelsen af produkterne.

Der henledes ligeledes til Skattestyrelsens egen vurdering af produktet, hvor i det understreges at produktet ikke har en fremtrædende smag af sukker, men én væsentlig sødme.

Hermed må det vurderes at produktet ikke har en karakteristisk smag af sukker.

Det er vores opfattelse at det gør sig gældende for en stor del af kager, kiks og lignende, herunder bestanddele, at de kan opfattes som smagende "sødt" uden at de hermed bliver opfattet som "sukkervarer".
Hvis en "sød smag" alene danner grundlag for afgift på kager, kiks og lignende vil det efter vores mening danne en helt ny omfattende praksis på området.

Skattestyrelsens beskrivelse af produkterne:

Skattestyrelsen lægger afgørende vægt på, at produktet for så vidt angår begge varianter, ikke visuelt fremstår som værende en sukkervare. Produktet smager karakteristisk af bagværk med en eftersmag af henholdsvis kakao for den mørkebrune variant og en sødlig eftersmag for den hvide variant. Produktet har en væsentlig sødme i

smagen, men har ikke en fremtrædende smag af sukker."

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Det ønskes bekræftet, at der alene skal betales dækningsafgift af kakaoindholdet i produktet Kage 1, artikel nr. 1, i forbindelse med modtagelse fra Italien.

Begrundelse

Spørgsmål 1

Ifølge chokoladeafgiftslovens § 22, stk. 1 og 3, skal der svares dækningsafgift af varer under toldtariffens positioner 1806, 1901, 1904, 1905, 2008, 2106 og 2202, der ikke i sig selv er afgiftspligtige efter kapitel 1, men som indeholder afgiftspligtige bestanddele, når disse indføres fra steder uden for EU eller fra visse områder, der ikke er omfattet af de pågældende EU-landes afgiftsområde, eller ved modtagelse fra andre EU-lande. Der skal derfor indledningsvist ske en vurdering af om produktet i sin helhed er omfattet af lovens kapitel 1.

Chokoladeafgiftslovens § 1, er i stk. 1 opdelt i forskellige varegrupper, bl.a. nr. 1 som fx omfatter chokolade og chokoladevarer og kakaopræparater af enhver art, og nr. 4 som fx omfatter sukkervarer af enhver art samt nr. 8 som omfatter kager, kiks og lign. delvis bestående af skummasse, når bagværket ikke udgør mindst to tredjedele af varens rumfang. Derudover omfatter chokoladeafgiftsloven i nr. 9 en bestemmelse om afgiftspligt for andre varer, der efter en samlet bedømmelse af deres beskaffenhed og anvendelse og den måde, hvorpå de markedsføres, kan betragtes som efterligninger af eller erstatningsvarer for de varer, der er nævnt under nr. 1-7.

I lovbemærkningerne til § 1, stk. 1, i lovforslag LFF 1968-11-20 nr. 45, fremgår det bl.a., at overgangen fra den ene varegruppe til den anden er flydende, mens det af bemærkningerne til LFF 2017-11-16 nr. 109 (bilag 4, høringsskema, s. 6) bl.a. fremgår, at det beror på en konkret vurdering, om en vare er omfattet af chokolade- og sukkerafgiften.

Det fremgår af produktspecifikationen, at det samlede produkt inklusive overtræk indeholder 34,7% sukker. Overtrækket består bl.a. af sukker, vegetabilske olier og 23% fedtfattigt kakaopulver.

Skattestyrelsen har foretaget en organoleptisk undersøgelse af vareprøven og vurderet afgiftspligten.

Den indsendte vareprøve fremstår som en flad, aflang og lys kiks, hvor den ene halvdel af kiksen er over- og undertrukket med et mørkt chokolade-/kakaolignende overtræk.

Skattestyrelsen finder, at det er relevant at vurdere en eventuel afgiftspligt af hele produktet efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1, 4, 8 og 9.

Chokoladeafgiftsloven § 1, stk. 1, nr. 1

Produktet er delvist over- og undertrukket med et kakaoovertræk. Det skal derfor i første omgang vurderes, hvorvidt produktet kan karakteriseres som en kakaovare/et kakaopræparat af enhver art efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Østre Landsret har i SKM2015.654.ØLR udtalt, at bestemmelsen i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1, er tilsigtet et bredt anvendelsesområde. Landsretten fandt, at bestemmelsen efter en naturlig sproglig forståelse af chokoladevarer omfatter varer, hvor chokoladen er karaktergivende for produktet. Østre Landsret udtaler, at der i den forbindelse må lægges vægt på bl.a.:

  • den relative mængde af chokolade i varen,
  • hvor fremtrædende chokoladesmagen er, og om
  • varen visuelt fremtræder som af chokolade.

Det er Skattestyrelsens vurdering, at kriterierne skal anvendes analogt vedrørende kakaopræparater af enhver art.

I Den juridiske vejledning 2024-2, afsnit E.A.2.3.3, er styresignalet SKM2024.77.SKTST, vedrørende præcisering af praksis for chokolade- og kakaoovertrukne varer, indarbejdet. Af Den juridiske vejledning fremgår det bl.a., at produkter, som er helt overtrukket med chokolade, som udgangspunkt betragtes som en chokoladevare. Dette beror på, at chokoladen typisk vil være karaktergivende for varen i både indhold og smag, samt at varen visuelt fremstår som værende af chokolade.

Skattestyrelsen vurderer for det pågældende produkt, at der i den ende hvor kiksen er overtrukket, er en dominerende smag af chokolade. Ved en samlet smagsbedømmelse af hele kiksen er overtrækket dog ikke dominerende.

Efter en konkret og samlet vurdering af den indsendte vareprøve er det herefter Skattestyrelsens opfattelse, at det overtræk som halvdelen af kiksen er over- og undertrukket med, ikke visuelt eller smagsmæssigt er karaktergivende for hele produktet. Ud fra en helhedsvurdering fremstår produktet derimod som et bagværk.

Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at der ikke skal svares afgift af produktets samlede vægt efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Chokoladeafgiftsloven § 1, stk. 1, nr. 4

Da det er oplyst, at produktet indeholder 34,7% sukker, skal det vurderes, hvorvidt der er tale om en sukkervare af enhver art efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4.

SKM2021.600.LSRSKM2022.27.LSRSKM2023.239.LSR samt SKM2023.266.LSR har Landsskatteretten lagt til grund, at kriterierne i SKM2015.654.ØLR vedrørende chokoladevarer, skal anvendes analogt i forbindelse med vurderingen af, om en vare er afgiftspligtig efter § 1, stk. 1, nr. 4 som en sukkervare af enhver art.

Efter en konkret og samlet vurdering af produktet, er det Skattestyrelsens opfattelse, at kiksen inklusive overtræk ikke skal anses som en sukkervare, som kan henføres til chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4.

Skattestyrelsen lægger afgørende vægt på, at produktet ikke visuelt fremstår som værende en sukkervare. Produktet smager karakteristisk af kiks med en eftersmag af chokolade. Produktet har en væsentlig sødme i smagen, men har ikke en fremtrædende smag af sukker.

Produktet anses herefter ikke for omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4.

Chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 8

Afgiftspligten efter chokoladeafgiftsloven omfatter endvidere kager, kiks og lignende når disse delvis består af skummasse. Det er imidlertid ikke tilfældet for det pågældende produkt, da dette ikke delvist består af skummasse.

Produktet anses herefter ikke for omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 8.

Chokoladeafgiftsloven § 1, stk. 1, nr. 9

Afslutningsvist skal det vurderes, hvorvidt produktet kan være en efterligning af eller erstatningsvare for de varer, der er oplistet i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1-7.

Efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 9, er der afgiftspligt for andre varer, der efter en samlet bedømmelse af deres beskaffenhed og anvendelse og den måde, hvorpå de markedsføres, kan betragtes som efterligninger af eller erstatningsvarer for de varer, der er nævnt under nr. 1-7.

Landsskatteretten anfører i SKM2019.36.LSR, at hvis den almindelige forbruger er bevidst om, at varen købes for at tilfredsstille samme behov som et andet afgiftspligtigt produkt, da skal varen anses for at være en erstatningsvare. Anses varen derimod af den almindelige forbruger for at dække andre behov, er der ikke tale om en erstatningsvare.

Produktet i nærværende bindende svar udbydes som en småkage. Spørger har oplyst, at produktet forventes at blive solgt i brød- og kagekategorien i dansk detailhandel. Skattestyrelsen finder efter en samlet bedømmelse, at den almindelige forbruger ikke køber og anvender det pågældende produkt for at få dækket samme behov, som dækkes ved køb af en chokolade - eller sukkervare i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1 og 4 eller en kage, kiks eller lignende indeholdende skummase efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 8.

Efter en konkret vurdering af produktets beskaffenhed, anvendelse og markedsføring, finder Skattestyrelsen ikke, at produktet kan anses som en efterligning af eller erstatning for de varer, der er nævnt under nr. 1-7.

Produktet anses herefter ikke for omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 9.

Efter en samlet og konkret vurdering finder Skattestyrelsen således ikke, at det samlede produkt falder ind under de definerede varetyper med de karakteristika og kendetegn som gælder for det afgiftspligtige vareområde i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1-9. 

Dækningsafgift - Chokoladeafgiftslovens § 22

Idet produktet ikke er afgiftspligtigt i sin helhed efter chokoladeafgiftslovens kapitel 1, skal det i stedet vurderes, om produktet indeholder afgiftspligtige bestanddele, hvoraf der skal betales dækningsafgift, jf. chokoladeafgiftslovens § 22. Der skal således tages stilling til, om produktet indeholder afgiftspligtige bestanddele efter kapitel 1. For det konkrete produkt betyder det, at der skal tages stilling til om overtrækket i sig selv udgør en selvstændig og dermed afgiftspligtig bestanddel efter kapitel 1.

Det fremgår af chokoladeafgiftslovens § 22, stk. 1 og 3, at der skal svares dækningsafgift af varer under toldtariffens positioner 1806, 1901, 1904, 1905, 2008, 2106 og 2202, der ikke i sig selv er afgiftspligtige efter kapitel 1, men som indeholder afgiftspligtige bestanddele, når disse indføres fra steder uden for EU eller fra visse områder, der ikke er omfattet af de pågældende EU-landes afgiftsområde, eller ved modtagelse fra andre EU-lande.

Afgiftspligten omfatter dermed varer under toldtarifpositionerne 1806, 1901, 1904, 1905, 2008, 2106 og 2202, der indføres eller modtages fra udlandet, og som ikke i sig selv er chokolade- og sukkerafgiftspligtige, men som indeholder chokolade- og sukkerafgiftspligtige bestanddele

Skattestyrelsen lægger til grund, at produktet modtages fra et EU-land, og at produktet henhører under toldtariffens position 1905 ("Brød, wienerbrød, kager, kiks og andet bagværk, også tilsat kakao; kirkeoblater, oblatkapsler af den art der anvendes til lægemidler, segloblater og lignende varer af mel eller stivelse").

Landsskatteretten har i SKM2022.577.LSR fundet, at der skal betales dækningsafgift af den fulde vægt af en række produkter, der indgik som selvstændige og identificerbare bestanddele i bagværk.

Landsskatteretten udtaler i SKM2022.577.LSR vedrørende bagværk overtrukket med glasur, at: "Hvorvidt der skal betales afgift af hele den glasur, der er anvendt i varerne, afhænger af om glasuren kan anses som en afgiftspligtig bestanddel, jf. chokoladeafgiftslovens § 22, stk. 1. Ved vurderingen heraf finder retten, at der skal lægges vægt på, om glasuren kan anses som en selvstændig og identificerbar bestanddel, og om denne i sig selv ville være omfattet af enten chokoladeafgiftslovens kapitel 1.

Idet glasuren for alle de omhandlede produkters vedkommende er placeret oven på varerne og visuelt adskiller sig fra varernes øvrige elementer, finder retten, at den omhandlede glasur skal anses som selvstændige og identificerbare bestanddele af produkterne."

Det er Skattestyrelsens vurdering, at kakaoovertrækket i sig selv er omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1.  Skattestyrelsen lægger vægt på, at overtrækket er direkte identificerbart og visuelt fremstår som en samlet bestanddel i form af et chokoladeovertræk. Desuden lægges der vægt på det relative indhold af kakao på 23% samt at overtrækket smager markant og kraftigt af chokolade.

Det er Skattestyrelsens vurdering, at der skal betales dækningsafgift af den fulde vægt af kakaoovertrækket.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej".

Spørgsmål 2 

Det ønskes bekræftet, at der alene skal betales dækningsafgift af kakaoindholdet i fire produkter i forbindelse med modtagelse fra Italien. De pågældende produkter er henholdsvis:

  • Kage 2 - artikel nr. 2
  • Kage 3 - artikel nr. 3
  • Kage 4 - artikel nr. 4
  • Kage 5 - artikel nr. 5

Skattestyrelsen behandler i nærværende begrundelse de fire produkter, med et kakaoindhold på 4,5%, samlet.

Begrundelse

Som tidligere anført er chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, opdelt i forskellige varegrupper. Skattestyrelsen finder, at det for ovennævnte fire produkter er relevant at vurdere en eventuel afgiftspligt efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1, 4, 8 og 9.

Det er oplyst at produkterne, som består af bagværk inklusive udfyld, indeholder mellem 23 og 52% sukker. Fyldet i alle fire produkter indeholder 4,5% fedtfattigt kakaopulver og består derudover af vegetabilske fedtstoffer og hasselnødder.

Skattestyrelsen har foretaget en organoleptisk undersøgelse af produkterne og vurderet afgiftspligten.

De fire indsendte vareprøver fremstår henholdsvis som to rullede bagværk med synligt fyld, et bagværk hvor fyldet kun er synligt ved et tværsnit samt et produkt i form af to flade aflange, lyse kiks med et synligt fyld/mellemlag. Fyldet har i alle fire produkter en brun farve.

Chokoladeafgiftsloven § 1, stk. 1, nr. 1

Produkternes fyld/mellemlag er benævnt henholdsvis "X cream filling" og "Y cream filling". Fyldet indeholder for alle fire produkter 4,5% fedtfattigt kakao. Det skal derfor i første omgang vurderes, hvorvidt produkterne kan karakteriseres som et kakaopræparat af enhver art efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Med henvisning til begrundelsen i spørgsmål 1, skal der i medfør af kriterierne i SKM2015.654.ØLR tages stilling til om indholdet af kakao er karaktergivende for det samlede produkt.

Efter en konkret vurdering af de indsendte vareprøver er det Skattestyrelsens opfattelse, at de brune kakaofyld ikke visuelt eller smagsmæssigt er karaktergivende for produkterne. Produkterne fremstår ud fra en helhedsvurdering som bagværk.

Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at der ikke skal svares afgift af produkternes samlede vægt efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Chokoladeafgiftsloven § 1, stk. 1, nr. 4

Da det er oplyst, at produkterne indeholder mellem 23 og 52% sukker, skal det vurderes, hvorvidt der er tale om sukkervarer af enhver art efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4.

Som anført i begrundelsen til spørgsmål 1, har Landsskatteretten i en række afgørelser lagt til grund, at kriterierne i SKM2015.654.ØLR vedrørende chokoladevarer skal anvendes analogt i forbindelse med vurderingen af, om en vare er afgiftspligtig efter § 1, stk. 1, nr. 4 som en sukkervare.

Efter en konkret og samlet vurdering af produkterne, er det Skattestyrelsens opfattelse, at de omhandlede bagværk inklusive fyld ikke skal anses som sukkervarer, som kan henføres til chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4.

Skattestyrelsen lægger afgørende vægt på, at produkterne ikke visuelt fremstår som værende sukkervarer. Produkterne smager karakteristisk af bagværk med en eftersmag af kakao. Produkterne har en væsentlig sødme i smagen, men har ikke en fremtrædende smag af sukker.

Produkterne anses herefter ikke for omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4.

Chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 8

Afgiftspligten efter chokoladeafgiftsloven omfatter endvidere kager, kiks og lignende når disse delvis består af skummasse. Det er imidlertid ikke tilfældet for de pågældende produkter, da disse ikke delvist består af skummasse.

Produkterne anses herefter ikke for omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 8.

Chokoladeafgiftsloven § 1, stk. 1, nr. 9

Afslutningsvist skal det vurderes, hvorvidt produkterne kan være en efterligning af eller erstatningsvare for de varer, der er oplistet i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1-7.

Som anført under begrundelsen til spørgsmål 1 er der efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 9, afgiftspligt for andre varer, der efter en samlet bedømmelse af deres beskaffenhed og anvendelse og den måde, hvorpå de markedsføres, kan betragtes som efterligninger af eller erstatningsvarer for de varer, der er nævnt under nr. 1-7.

Med henvisning til begrundelsen under spørgsmål 1 finder Skattestyrelsen, efter en samlet og konkret vurdering ikke, at produkterne falder ind under de definerede varetyper med de karakteristika og kendetegn som gælder for det afgiftspligtige vareområde i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1-7. 

Produkterne anses herefter ikke for omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 9.

Dækningsafgift  - Chokoladeafgiftslovens § 22

Som anført under begrundelsen til spørgsmål 1, skal det, når produkterne ikke er afgiftspligtige i deres helhed efter chokoladeafgiftslovens kapitel 1, vurderes, om produkterne indeholder afgiftspligtige bestanddele, hvoraf der skal betales dækningsafgift, jf. chokoladeafgiftslovens § 22. Der skal således tages stilling til, om produkterne indeholder afgiftspligtige bestanddele efter kapitel 1, som der skal betales dækningsafgift af.

Det betyder, at der for produkterne omfattet af dette spørgsmål, skal tages stilling til om de pågældende fyld i sig selv udgør selvstændige og dermed afgiftspligtige bestanddele efter kapitel 1.

Skattestyrelsen lægger til grund, at produkterne modtages fra et EU-land, og at produkterne henhører under toldtariffens position 1905 ("Brød, wienerbrød, kager, kiks og andet bagværk, også tilsat kakao; kirkeoblater, oblatkapsler af den art der anvendes til lægemidler, segloblater og lignende varer af mel eller stivelse").

Landsskatteretten har i SKM2022.577.LSR fundet, at der skal betales dækningsafgift af den fulde vægt af en række produkter, der indgik som selvstændige og identificerbare bestanddele i bagværk.

Landsskatteretten udtaler i SKM2022.577.LSR vedrørende bagværk med indhold af mousser/masser, at: "Hvorvidt der skal betales afgift af hele vægten af de mousser/masser, der er anvendt i varerne, afhænger af om disse kan anses som afgiftspligtige bestanddele, jf. chokoladeafgiftslovens § 22, stk. 1. Ved vurderingen heraf finder retten, at der skal lægges vægt på, om mousserne/masserne kan anses som selvstændige og identificerbare bestanddel, og om disse i sig selv ville være omfattet af enten chokoladeafgiftslovens kapitel 1 eller 2.

Idet mousserne/masserne for alle de omhandlede produkters vedkommende er placeret som lag inden i eller oven på varerne, og visuelt adskiller sig fra varernes øvrige elementer, finder retten, at de omhandlede mousser/masser skal anses som selvstændige og identificerbare bestanddele af produkterne."

Idet fyldet eller mellemlaget for de omhandlede produkter er placeret som synlige bestanddele, henholdsvist synligt eller ved et tværsnit, og derved visuelt adskiller sig fra produkternes øvrige elementer, er det Skattestyrelsens vurdering, at de omhandlede fyld skal anses som selvstændige og identificerbare bestanddele af de pågældende produkter. Det skal derfor vurderes, om fyldet i produkterne er omfattet af vareområdet i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1.

De omhandlede fyld har i alle fire produkter et indhold af kakao på 4,5%. Det skal derfor vurderes, om de fire fyld er omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1 som kakaovarer. Fyld og mellemlag i de fire produkter udgøres af " X cream filling" og "Y cream filling", som har en brun farve, som visuelt fremstår som værende af kakao. De brune fyld smager sødt, og har en karakteristisk smag af kakao og nødder.

I medfør af kriterierne fastsat i SKM2015.654.ØLR, er det Skattestyrelsens opfattelse, at indholdet af kakao er karaktergivende for de omhandlede fyld, hvorefter fyldet skal henføres til det afgiftspligtige vareområde i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1, som en kakaovare.

Skattestyrelsen lægger vægt på, at fyldet er direkte identificerbart og visuelt fremstår som værende af kakao. Desuden lægges der vægt på det relative indhold af kakao, at fyldet smager af kakao samt at de omhandlede fyld benævnes " X cream filling" og " Y cream filling". Der er således tale om selvstændige bestanddele, som i beskaffenhed og sammensætning er omfattet af det afgiftspligtige vareområde i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 3 jf. § 1, stk. 2, nr. 5, kan masser med indhold af kakao fritages for afgift, hvis indholdet af kakao udgør mindre end 5% af varens vægt, og vedkommende fabrikant, varemodtager eller grossist på tydelig måde deklarerer kakaoindholdet i de for varerne udfærdigede fakturaer, prislister og lign. samt på varernes detailemballage.

Da det er oplyst i produktspecifikationerne samt specifikationen over sukker- og kakaoindhold, at kakaoindholdet i de omhandlede fyld udgør 4,5%, kan fritagelsen i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 3, jf. § 1, stk. 2, nr. 5, finde anvendelse. Skattestyrelsen lægger til grund, at, kakaoindholdet på 4,5%, som oplyst i produktspecifikationen, tilsvarende angives på varernes detailemballage mv, som anført i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 3. 

Det er herefter Skattestyrelsens vurdering, at der ikke skal betales dækningsafgift af den fulde vægt af de pågældende fyld.

Efter chokoladeafgiftslovens § 22, stk. 1, skal der herefter alene betales dækningsafgift af den mængde kakao, der indgår i kakaofyldet i de omhandlede produkter omfattet af spørgsmål 2.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Ja".

Spørgsmål 3

Det ønskes bekræftet, at der ikke skal betales dækningsafgift af produkterne i forbindelse med modtagelse fra Italien. De pågældende produkter er henholdsvis:

  • Kage 6 - artikel nr. 6
  • Kage 7 - artikel nr. 7

Skattestyrelsen behandler i nærværende begrundelse de to produkter, uden indhold af kakao, samlet.

Begrundelse

Som anført i begrundelsen til spørgsmål 1, er chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, opdelt i forskellige varegrupper. Skattestyrelsen finder, at det for ovennævnte to produkter er relevant at vurdere en eventuel afgiftspligt efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4, 8 og 9, for produkterne, bestående af bagværk inklusive fyld.

Det er oplyst at produkterne, som består af bagværk inklusive udfyld, indeholder henholdsvis 43 og 35% sukker. Fyldet består for begge produkter derudover af vegetabilske fedtstoffer og mælkepulver.

Skattestyrelsen har foretaget en organoleptisk undersøgelse af produkterne og vurderet afgiftspligten.

De indsendte vareprøver fremstår som rullede bagværk med synligt fyld. Fyldet har i de to produkter henholdsvis en ren hvid farve og en hvidlig farve med svag lysegrøn nuance.

Chokoladeafgiftsloven § 1, stk. 1, nr. 4

Da det er oplyst, at produkterne indeholder henholdsvis 43 og 35% sukker, skal det vurderes, hvorvidt der er tale om en sukkervare af enhver art efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4.

Som tidligere anført har Landsskatteretten i en række afgørelser lagt til grund, at kriterierne i SKM2015.654.ØLR vedrørende chokoladevarer, skal anvendes analogt i forbindelse med vurderingen af, om en vare er afgiftspligtig efter nr. 4 som en sukkervare af enhver art.

Efter en konkret og samlet vurdering af produkterne, er det Skattestyrelsens opfattelse, at de omhandlede bagværk inklusive fyld ikke skal anses som sukkervare, som kan henføres til chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4.

Skattestyrelsen lægger afgørende vægt på, at produkterne ikke visuelt fremstår som værende en sukkervare. Produkterne smager karakteristisk af bagværk med en sød eftersmag fra fyldet. Produkterne har en væsentlig sødme i smagen, men har ikke en fremtrædende smag af sukker.

Produkterne anses herefter ikke for omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4.

Chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 8

Afgiftspligten efter chokoladeafgiftsloven omfatter endvidere kager, kiks og lignende når disse delvis består af skummasse. Det er imidlertid ikke tilfældet for de pågældende produkter, da disse ikke delvist består af skummasse.

Produkterne anses herefter ikke for omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 8.

Chokoladeafgiftsloven § 1, stk. 1, nr. 9

Afslutningsvist skal det vurderes, hvorvidt produkterne kan være en efterligning af eller erstatningsvare for de varer, der er oplistet i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1-7.

Som anført under begrundelsen til spørgsmål 1 er der efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 9, afgiftspligt for andre varer, der efter en samlet bedømmelse af deres beskaffenhed og anvendelse og den måde, hvorpå de markedsføres, kan betragtes som efterligninger af eller erstatningsvarer for de varer, der er nævnt under nr. 1-7.

Med henvisning til begrundelsen under spørgsmål 1 finder Skattestyrelsen, efter en samlet og konkret vurdering ikke, at produkterne falder ind under de definerede varetyper med de karakteristika og kendetegn som gælder for det afgiftspligtige vareområde i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1-7. 

Produkterne anses herefter ikke for omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 9.

Dækningsafgift - Chokoladeafgiftslovens § 22

Som anført under begrundelsen til spørgsmål 1, skal det, når produkterne ikke er afgiftspligtige i deres helhed efter chokoladeafgiftslovens kapitel 1, vurderes, om produkterne indeholder afgiftspligtige bestanddele, hvoraf der skal betales dækningsafgift, jf. chokoladeafgiftslovens § 22. Der skal således tages stilling til, om produkterne indeholder afgiftspligtige bestanddele efter kapitel 1, som der skal betales dækningsafgift af.

Det betyder, at der for produkterne omfattet af dette spørgsmål, skal tages stilling til om de pågældende fyld i sig selv udgør selvstændige og dermed afgiftspligtige bestanddele efter kapitel 1.

Skattestyrelsen lægger til grund, at produkterne modtages fra et EU-land, og at produkterne henhører under toldtariffens position 1905 ("Brød, wienerbrød, kager, kiks og andet bagværk, også tilsat kakao; kirkeoblater, oblatkapsler af den art der anvendes til lægemidler, segloblater og lignende varer af mel eller stivelse").

Som under begrundelsen til spørgsmål 1 og 2, henviser Skattestyrelsen tilsvarende til Landsskatterettens afgørelse SKM2022.577.LSR. På baggrund heraf og ud fra en konkret vurdering af produkternes fremtræden og beskaffenhed er det Skattestyrelsens vurdering, at fyldet i begge produkter i sig selv vil være omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4, som sukkervarer af enhver art. 

Skattestyrelsen lægger vægt på, at fyldet er direkte identificerbart og visuelt fremstår som selvstændige bestanddele. Desuden lægges der vægt på det relative indhold af sukker i fyldet på henholdsvis på 61 og 47%, samt at fyldet for begge produkter smager meget sødt.

Spørger har i høringsbemærkningerne anført, at "Én "vare" må dække over det færdige produkt som sælges. Dermed mener vi at vurdering alene skal gå på om produktet i sin helhed skal vurderes som én sukkervarer eller ej. Skattestyrelsen har vurderet det ikke skal betegnes som en "Sukkervarer"". Derudover anfører Spørger, "[...]at ordlyden "sukkervarer" er tiltænkt slutvaren[...], og ikke at bestanddele individuelt skal vurderes om det udgør én vare, når hverken sukker som ingrediens eller sukkermasse er benævnt som direkte afgiftspligtig".

Skattestyrelsen bemærker hertil, at vurderingen af den samlede vare, bagværk inklusive fyld, alene er relevant når det skal vurderes om hele varen er afgiftspligtig efter chokoladeafgiftslovens kapitel 1. Ved vurdering af dækningsafgift efter § 22 skal det vurderes om produktet indeholder bestanddele der er omfattet af det afgiftspligtige vareområde i kapitel 1.

Ved vurdering af om de to fyld skal anses som selvstændige bestanddele, tages der isoleret set stilling til de to fyld uden bagværk. Skattestyrelsens vurdering af det samlede bagværk inklusive fyld, har derfor ikke betydning for den isolerede vurdering af de to fyld. Ved vurdering af dækningsafgift tages der alene stilling til fyldet uden bagværk.

Ved vurdering af dækningsafgift skal der således tages stilling til, hvorvidt fyldet i sig selv er omfattet af chokoladeafgiftslovens kapitel 1. Ved vurderingen af, om det kan anses som en afgiftspligtig bestanddel, lægges der vægt på, om det kan anses som en selvstændig og identificerbar bestanddel, og om denne i sig selv vil være omfattet af chokoladeafgiftslovens kapitel 1. Dette følger bl.a. af SKM2022.577.LSR.

Det er Spørgers opfattelse, at der ved vurderingen af afgiftspligt skal foretages en helhedsvurdering af produktet, herunder sukkerindhold, smag, duft og visuel fremtræden. Skattestyrelsen er, med henvisning til bl.a. SKM2015.654.ØLR, enig i denne vurdering. Med henvisning til det høje sukkerindhold i de to fyld, er det relevant at vurdere, om de pågældende fyld har et karaktergivende indhold af sukker, hvorefter fyldet er omfattet af det afgiftspligtige vareområde i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4.

Skattestyrelsen lægger afgørende vægt på, at de to fyld, der er anvendt i produkterne, har et højt indhold af sukker idet dette udgør den primære ingrediens. Sukkeret, som udgør henholdsvis 61 og 47%, anses efter det oplyste for at have en afgørende indvirkning på fyldet i forhold til både smag og fremtræden. Fyldet består herudover også af vegetabilske fedtstoffer og mælkepulver samt andre tilsætningsstoffer. Samlet set har ingredienserne i de to fyld undergået en ikke uvæsentlig forarbejdning, hvorefter de to fyld i sig selv fremstår som selvstændige bestanddele, der kan fortæres uden yderligere forarbejdning, hvilket er i overensstemmelse med praksis i bl.a. SKM2022.27.LSR og SKM2022.577.LSR.

De to fyld er derfor omfattet af det afgiftspligtige vareområde i chokoladeafgiftslovens kapitel 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 4 som sukkervarer af enhver art. Herefter udgør de pågældende fyld en selvstændig og afgiftspligtig bestanddel. Skattestyrelsen finder derfor, at de pågældende fyld, skal anses som afgiftspligtige bestanddele, hvoraf der skal svares dækningsafgift ved importen her til landet, jf. chokoladeafgiftslovens § 22, stk. 1 og 3, jf. § 1, stk. 1, nr. 4.

Fritagelsen i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 3 jf. § 1, stk. 2, nr. 5 kan ikke finde anvendelse, da de omhandlede fyld ikke indeholder kakao.

Det er herefter Skattestyrelsens vurdering, at der skal betales dækningsafgift af den fulde vægt af fyldet i de omhandlede produkter omfattet af spørgsmål 3.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Nej".

Spørgsmål 4

Det ønskes bekræftet, at der alene skal betales dækningsafgift af kakaoindholdet i produktet "Kage 8" nr. 8, i forbindelse med modtagelse fra Italien. Produktet fremstår i samme pakning som to varianter med henholdsvis et mørkt og et hvidt fyld.

Begrundelse

Som anført under begrundelsen til spørgsmål 1 er chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1 opdelt i forskellige varegrupper. Skattestyrelsen finder, at det for ovennævnte produkter er relevant at vurdere en eventuel afgiftspligt af hele produktet efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1, 4, 8 og 9.

Det er oplyst, at det samlede produkt inklusive fyld indeholder 61% sukker. Fyldet består for begge varianter af bl.a. sukker og vegetabilske olier. Varianten med det brune fyld har endvidere et indhold af fedtfattigt kakaopulver på 23%.

Skattestyrelsen har foretaget en organoleptisk undersøgelse af de to varianter med henholdsvis hvidt og brunt fyld og vurderet afgiftspligten.

Den indsendte vareprøve fremstår som en rund småkage. Produktet har i midten et tykt lag fyld som er enten hvidt eller brunt. Produktet har en sprød konsistens, mens fyldet er blødt. Selve bagværket har en svag sødlig smag.

Chokoladeafgiftsloven § 1, stk. 1, nr. 1

Den ene variant indeholder i midten et mørkebrunt kakaofyld. Det skal derfor i første omgang vurderes, hvorvidt denne variant kan karakteriseres som et kakaopræparat af enhver art efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Med henvisning til begrundelsen i spørgsmål 1, skal det i medfør af kriterierne fastsat i landsrettens dom i SKM2015.654.ØLR tages stilling til om indholdet af kakao er karaktergivende for det samlede produkt.

Efter en konkret vurdering af den indsendte vareprøve er det Skattestyrelsens opfattelse, at det mørkebrune kakaofyld ikke visuelt eller smagsmæssigt er karaktergivende for hele produktet, men at produktet ud fra en helhedsvurdering primært fremstår som et bagværk.

Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at der ikke skal svares afgift af det samlede produkt efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Chokoladeafgiftsloven § 1, stk. 1, nr. 4

Da det er oplyst, at produktet indeholder 61% sukker, skal det vurderes, hvorvidt der er tale om en sukkervare efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4.

Som anført i begrundelsen til spørgsmål 1, har Landsskatteretten i en række afgørelser lagt til grund, at kriterierne i SKM2015.654.ØLR vedrørende chokoladevarer, skal anvendes analogt i forbindelse med vurderingen af, om en vare er afgiftspligtig efter nr. 4 som en sukkervare.

Efter en konkret og samlet vurdering af de to varianter af produktet, er det Skattestyrelsens opfattelse, at bagværket inklusive fyld ikke skal anses som en sukkervare, som kan henføres til chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4.

Skattestyrelsen lægger afgørende vægt på, at produktet for så vidt angår begge varianter, ikke visuelt fremstår som værende en sukkervare. Produktet smager karakteristisk af bagværk med en eftersmag af henholdsvis kakao for den mørkebrune variant og en sødlig eftersmag for den hvide variant. Produktet har en væsentlig sødme i smagen, men har ikke en fremtrædende smag af sukker.

Begge varianter af produktet anses herefter ikke for omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4.

Chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 8

Afgiftspligten efter chokoladeafgiftsloven omfatter endvidere kager, kiks og lignende når disse delvis består af skummasse. Det er imidlertid ikke tilfældet for det pågældende produkt, da dette ikke delvist består af skummasse.

Produktet anses herefter ikke for omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 8.

Chokoladeafgiftsloven § 1, stk. 1, nr. 9

Afslutningsvist skal det vurderes, hvorvidt produktet kan være en efterligning af eller erstatningsvare for de varer, der er oplistet i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1-7.

Som anført under begrundelsen til spørgsmål 1 er der efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 9, afgiftspligt for andre varer, der efter en samlet bedømmelse af deres beskaffenhed og anvendelse og den måde, hvorpå de markedsføres, kan betragtes som efterligninger af eller erstatningsvarer for de varer, der er nævnt under nr. 1-7.

Med henvisning til begrundelsen under spørgsmål 1 finder Skattestyrelsen, efter en samlet og konkret vurdering ikke, at produktet falder ind under de definerede varetyper med de karakteristika og kendetegn som gælder for det afgiftspligtige vareområde i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1-7. 

Produktet anses herefter ikke for omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 9.

Dækningsafgift - Chokoladeafgiftslovens § 22

Som anført under begrundelsen til spørgsmål 1, skal det, når produktet ikke er afgiftspligtigt efter chokoladeafgiftslovens kapitel 1, vurderes, om produktet indeholder afgiftspligtige bestanddele, hvoraf der skal betales dækningsafgift, jf. chokoladeafgiftslovens § 22. Der skal således tages stilling til, om produktet indeholder afgiftspligtige bestanddele efter kapitel 1, som der skal betales dækningsafgift af.

Det betyder, at der for produktet omfattet af dette spørgsmål, skal tages stilling til om de pågældende fyld i sig selv udgør selvstændige og dermed afgiftspligtige bestanddele efter kapitel 1.

Skattestyrelsen lægger til grund, at produktet modtages fra et EU-land, og at produktet henhører under toldtariffens position 1905 ("Brød, wienerbrød, kager, kiks og andet bagværk, også tilsat kakao; kirkeoblater, oblatkapsler af den art der anvendes til lægemidler, segloblater og lignende varer af mel eller stivelse").

Som under begrundelsen til spørgsmål 1, henviser Skattestyrelsen tilsvarende til Landsskatterettens afgørelse SKM2022.577.LSR. På baggrund heraf er det, for så vidt angår varianten med hvidt fyld, Skattestyrelsens vurdering, at det hvide fyld i sig selv er omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4, som en sukkervare af enhver art. Skattestyrelsen lægger vægt på, at fyldet, der er direkte identificerbart og visuelt fremstår som en selvstændig bestanddel, fremstår som en sukkervare. Desuden lægges der vægt på det relative indhold af sukker på 59%, samt at fyldet smager meget sødt. Det vurderes derfor, at der skal betales dækningsafgift af hele det hvide fyld.

Skattestyrelsen lægger dermed afgørende vægt på, at det hvide fyld har et højt indhold af sukker, idet dette udgør den primære ingrediens. Sukkeret, som udgør 59%, anses efter det oplyste for at have en afgørende indvirkning på fyldet i forhold til både smag og fremtræden. Fyldet består herudover også af vegetabilske fedtstoffer og mælkepulver samt andre tilsætningsstoffer. Samlet set har ingredienserne i fyldet undergået en ikke uvæsentlig forarbejdning, hvorefter fyldet i sig selv fremstår som en selvstændig bestanddel, der kan fortæres uden yderligere forarbejdning, hvilket er i overensstemmelse med praksis i bl.a. SKM2022.27.LSR og SKM2022.577.LSR.

Herefter finder Skattestyrelsen, at det hvide fyld, skal anses som en afgiftspligtig bestanddel, hvoraf der skal svares dækningsafgift ved importen her til landet, jf. chokoladeafgiftslovens § 22, stk. 1 og 3, jf. § 1, stk. 1, nr. 4. Der henvises i øvrigt til begrundelsen under spørgsmål 3 for så vidt angår Spørgers høringsbemærkninger.

Fritagelsen i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 3 jf. § 1, stk. 2, nr. 5 kan ikke finde anvendelse, da det hvide fyld ikke indeholder kakao.

Skattestyrelsens vurderer, at det mørkebrune fyld med indhold af kakao i sig selv er omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1, som et kakaopræparat af enhver art. Skattestyrelsen lægger vægt på, at fyldet, der er direkte identificerbart og visuelt fremstår som en selvstændig bestanddel, fremstår som en kakaovare. Desuden lægges der vægt på det relative indhold af kakao på 23% samt at fyldet smager markant og kraftigt af chokolade. Det vurderes derfor, at der skal betales dækningsafgift af hele det mørkebrune kakaofyld

Fritagelsen i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 3 jf. § 1, stk. 2, nr. 5 kan ikke finde anvendelse, når kakaoindholdet i fyldet udgør 23%.

Det er Skattestyrelsens vurdering, at der skal betales dækningsafgift af fyldets samlede vægt for begge varianter af produktet.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 4 besvares med "Nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1 - 4

Lovgrundlag

Lovbekendtgørelse nr. 1446 af 21. juni 2021 om afgift af chokolade- og sukkervarer m.m. (Chokoladeafgiftsloven)

Kap. 1. Afgift af chokolade- og sukkervarer

Afgiftspligtigt vareområde

§ 1

Stk. 1. Af følgende varer svares afgift til statskassen:

1. Chokolade og chokoladevarer, kakaomasse, kakaopulver, kakaosmør og kakaopræparater af enhver art.

2. Lakridssaft, lakrids og lakridsvarer af enhver art. Pulveriseret lakridsrod og blandinger af salmiak og lakridsrod og lign.

3. Marcipan- og nougatmasser og varer heraf.

4. Konfekt, bolsjer, dragévarer, skummasse, skumvarer, fondant, sukrede korn og lign. tilsat essenser eller farve samt i øvrigt sukkervarer af enhver art.

5. Tyggegummi.

6. Kandiseret frugt og frugtskal og andre kandiserede varer med undtagelse af skaller af citrusfrugter.

7. Sukkade, marmelade og tilsvarende varer, når de er formet i plader, stænger, figurer og lign.

8. Kager, kiks og lign. delvis bestående af skummasse, når bagværket ikke udgør mindst to tredjedele af varens rumfang.

9. Andre varer, der efter en samlet bedømmelse af deres beskaffenhed og anvendelse og den måde, hvorpå de markedsføres, kan betragtes som efterligninger af eller erstatningsvarer for de varer, der er nævnt under 1-7.

Stk. 2. Fritaget for afgift efter kap. 1 er:

1. Varer, som efter § 2, nr. 1, litra a og b, i lov om lægemidler er defineret som lægemidler, og varer, som efter § 3, nr. 7, i lov om forsøgsordning med medicinsk cannabis er defineret som et cannabisslutprodukt. 

2. Pulvere med indhold af kakao, der udelukkende falholdes som bestemt til fremstilling af kakaodrikke.

3. Kakaodrikke samt andre kakaoholdige mælkeprodukter og lign., der er færdigfremstillede til forbrug. 

4. Buddingpulver, dessertpulver, fromagepulver og kagepulver med indhold af kakao.

5. Masser m.v., som indeholder kakao.

Stk. 3. For de i stk. 2, nr. 2-5, nævnte varer er fritagelsen betinget af, at indholdet af kakao udgør mindre end henholdsvis 30 pct., 5 pct., 25 pct. og 5 pct. af varens vægt, og at vedkommende fabrikant, varemodtager eller grossist på tydelig måde deklarerer kakaoindholdet i de for varerne udfærdigede fakturaer, prislister og lign. samt på varernes detailemballage. For de i stk. 2, nr. 3, nævnte varer er fritagelsen betinget af, at varerne efter deres beskaffenhed eller anvendelse ikke kan betragtes som erstatningsvarer for eller efterligninger af beskattede chokolade- og sukkervarer. 

[...]

Kap. 3. Dækningsafgiften

§ 22

Stk. 1. Af varer under toldtariffens pos. 1806, 1901, 1904, 1905, 2008, 2106 og 2202, der ikke i sig selv er afgiftspligtige efter kapitel 1, men som indeholder afgiftspligtige bestanddele, svares ved indførsel fra steder uden for EU eller fra visse områder, der ikke er omfattet af de pågældende EU-landes afgiftsområde, en dækningsafgift. Afgiften afregnes efter reglerne i toldlovens kapitel 4, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. For varer, der indføres af en virksomhed registreret efter § 29 i toldloven, finder reglerne i § 10 a tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Ved modtagelse af varer fra andre EU-lande svares afgiften i forbindelse med varemodtagelsen her i landet. Bestemmelserne i lovens § 10 a finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Afgiften svares efter følgende satser på grundlag af vægten af de afgiftspligtige bestanddele:

1.

Afgiftspligtige bestanddele, hvis indhold af tilsat sukker overstiger 0,5 g sukker pr. 100 g

25 kr. og 97 øre pr. kg

2.

Afgiftspligtige bestanddele, hvis indhold af tilsat sukker højst udgør 0,5 g sukker pr. 100 g

22 kr. og 8 øre pr. kg

Forarbejder

Lovforslag nr. 45 af 20. november 1968

I bemærkningerne til § 1, stk. 1, står der, at (uddrag):

"Det afgiftspligtige vareområde er ikke foreslået ændret".

I lovforslagets almindelige bemærkninger står der i øvrigt (uddrag):

"Det forhold, at forslaget medfører en væsentlig forøgelse af afgiftsbelastningen for de billige varer, kunne ændres, hvis man var i stand til at opdele vareområdet i forskellige afgiftsklasser med hver sin afgiftssats. En sådan opdeling lader sig dog ikke foretage på rimelig og rationel måde, fordi overgangen fra den ene vareart til den anden er flydende inden for chokolade- og sukkervareområdet."

Lovforslag nr. 109 af 16. november 2017

I bilag 4 (høringsskema, s. 6) til lovforslaget fremgår bl.a. (uddrag):

"Derudover er der med lovforslaget ikke tiltænkt ændringer i praksis.

Det følger af chokoladeafgiftsloven, at det beror på en konkret vurdering, hvorvidt en vare er omfattet af chokolade- og sukkerafgiften eller ej. Afgiftspligtige masser lader sig ikke entydigt afgrænse, idet de kan bestå af en lang række ingredienser, hvis sammensætning er afgørende for, om varen må anses for at udgøre en chokolade- og sukkervare herunder massens indhold af chokolade og sukker. Ved vurderingen af, om en masse anses for afgiftspligtig, indgår, om varen efter sin beskaffenhed, anvendelse og ernæringsindhold må betragtes som en chokolade- og sukkervare."

Praksis

SKM2015.654.ØLR:
I SKM2015.654.ØLR har Østre Landsret formuleret specifikke kriterier til forståelsen af bestemmelsen om afgift af chokoladevarer.

Landsretten fandt, at begrebet “chokoladevarer" hverken er defineret i chokoladeafgiftsloven, i forarbejderne til denne lov eller i de tidligere love om afgift på chokoladevarer. Landsretten fandt videre, at anvendelsen af ordene “chokolade og chokoladevarer … af enhver art" i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1, viser, at lovgivningsmagten har tilsigtet at give bestemmelsen et bredt anvendelsesområde, hvilket yderligere er understreget ved bestemmelsen om afgiftspligt for efterligninger og erstatningsvarer i lovens § 1, stk. 1, nr. 10 (i dag nr. 9).

I overensstemmelse med en naturlig sproglig forståelse af “chokoladevarer" fandt Landsretten, at bestemmelsen omfatter varer, hvor chokoladen er karaktergivende for produktet, og at der i den forbindelse må lægges vægt på bl.a.:

  • den relative mængde af chokolade i varen,
  • hvor fremtrædende chokoladesmagen er, og om
  • varen visuelt fremtræder som værende af chokolade.

Østre Landsret udtalte videre, at der ikke er holdepunkter for, at varens pris, ernæringsindhold og aftagergrupper indgår i afgrænsningen af begrebet "chokoladevarer" i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1.

SKM2019.36.LSR:Landsskatteretten fandt, at der hverken skulle svares chokoladeafgift i henhold til CHOAL § 1, stk. 1, nr. 1 eller dagældende nr. 10, af en myslibar (myslibar 2 light) benævnt choko-light. Myslibaren indeholdt 9 % chokolade.

Landsskatteretten anførte, at det er Landsskatterettens opfattelse, at hvis den almindelige forbruger er bevidst om, at varen købes for at tilfredsstille samme behov som f.eks. en chokoladebar, da skal varen anses for at være en erstatningsvare. Anses varen derimod af den almindelige forbruger for at dække andre behov, er der ikke tale om en erstatningsvare.

På baggrund af oplysningerne om markedsføringsmetoden, herunder produktets placering i butikkerne, og til hvilken aftagergruppe markedsføringen rettes imod, samt anvendelsen hos forbrugeren fandt retten, at den almindelige forbruger ikke køber og anvender den omhandlede myslibar for at få dækket samme behov, som dækkes ved køb af en sukkervare eller en chokoladebar.

SKM2021.600.LSR:
Landsskatteretten stadfæstede et bindende svar fra Skatterådet om, at en chokolade/sukkerbar var en sukkervare, omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4, om sukkervarer, fordi sukker var karaktergivende for varen, henset til indholdet af tilsat sukker på 34% af varen, den søde smag samt, at varen fremtrådte som en traditionel slikvare.

Bemærk, Landsskatterettens afgørelse er indbragt for domstolene.

SKM2022.27.LSR:

Landsskatteretten stadfæstede SKAT’s afgørelse, hvorefter en række flydende glasurprodukter på tube (til kageovertræk og dekoration) er omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4.

Landsskatteretten anførte, at begrebet "sukkervarer" hverken er defineret i chokoladeafgiftsloven eller i lovens forarbejder. Anvendelsen af ordene "…i øvrigt sukkervarer af enhver art" i § 1, stk. 1, nr. 4, sammenholdt med de varer, der i øvrigt specifikt var nævnt i bestemmelsen, viste imidlertid, at bestemmelsen var tilsigtet et bredt anvendelsesområde, hvilket yderligere var understreget ved bestemmelsen om afgiftspligt for efterligninger og erstatningsvarer i lovens § 1, stk. 1, nr. 10. Retten fandt i overensstemmelse med en naturlig sproglig forståelse, at "sukkervarer" i § 1, stk. 1, nr. 4, omfattede varer, hvis objektive karakteristika medførte, at sukkeret var karaktergivende for produktet.

Henset til produkternes høje indhold af sukkerarter, søde smag, og konsistens, samt at produkterne, udover sukkerarter, bestod af en række øvrige ingredienser, der samlet set havde undergået en ikke uvæsentlig forarbejdning, fandt retten, at de fem omhandlede varer var sukkervarer, omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4.

Bemærk, Landsskatterettens afgørelse er indbragt for domstolene.

SKM2022.577.LSR

Skattestyrelsen havde opkrævet yderligere dækningsafgift efter chokoladeafgiftsloven for klagerens import af 21 forskellige "dessertprodukter"/"bagværksprodukter".

Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse for så vidt angik en række produkter, der fremstod som potionsanrettede desserter, idet disse ikke var dækningsafgiftspligtige, men omfattet af chokolade- og sukkervareafgiften, jf. chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1. Der skulle således svares afgift af varernes fulde vægt.

For de resterende produkter stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse, idet der skulle svares dækningsafgift af varernes indhold af henholdsvis mousse m.m., glasur og karamel. Landsskatteretten bemærkede i tilknytning hertil, at tilsvarende varer produceret i Danmark ville være afgiftspligtige i samme omfang i medfør af chokoladeafgiftslovens kapitel 1.

SKM2023.239.LSR:

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse, hvorefter 11 forskellige vitamin- og kosttilskudsprodukter, der fremstod som vingummier, er omfattet af det afgiftspligtige vareområde i chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4.

Retten fandt, at det afgørende for vurderingen af, om de omhandlede produkter er omfattet af afgiftspligten, jf. chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4, i nærværende sag var, om produkterne kunne anses som sukkervarer. Retten bemærkede i den henseende, at bestemmelsen er tilsigtet et bredt anvendelsesområde. Retten fandt, at der ved vurderingen af, om de omhandlede produkter kunne anses som sådanne sukkervarer, skulle lægges vægt på, om sukkeret var karaktergivende for produkterne. For den vurdering fandt retten, at der bl.a. skulle tages hensyn til den relative mængde af sukker i varerne, hvor fremtrædende sukkersmagen var, og om produkterne visuelt fremtrådte som værende af sukker, jf. SKM2022.27.LSR.

Henset til varernes indhold af sukker, varernes smag samt varernes udseende fandt Landsskatteretten, at varerne skulle anses som sukkervarer, der var omfattet af chokoladeafgiftslovens afgiftspligtige vareområde, jf. chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1. Klagerens henvisning til varernes pris, varernes benævnelse som kosttilskud samt varernes tiltænkte anvendelse kunne ikke føre til et andet resultat.

SKM2023.266.LSR:

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse, hvorefter 2 forskellige vitamin- og kosttilskudsprodukter, der fremstod som vingummier, skulle anses som omfattet af det afgiftspligtige vareområde i chokoladeafgiftslovens kapitel 1.

Retten fandt, at det afgørende for vurderingen af, om de omhandlede produkter var omfattet af afgiftspligten, jf. chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4, i nærværende sag var, om produkterne kunne anses som sukkervarer af enhver art. Retten bemærkede i den henseende, at bestemmelsen er tilsigtet et bredt anvendelsesområde. Retten finder, at der ved vurderingen af, om de omhandlede produkter kunne anses som sådanne sukkervarer, skulle lægges vægt på, om sukkeret var karaktergivende for produkterne. For den vurdering fandt retten, at der bl.a. skulle tages hensyn til den relative mængde af sukker i varerne, hvor fremtrædende sukkersmagen var, og om produkterne visuelt fremtrådte som værende af sukker, jf. SKM2022.27.LSR.

Henset til produkternes indhold af sukker, produkternes smag samt produkternes udseende fandt Landsskatteretten, at produkterne skulle anses som sukkervarer, der var omfattet af chokoladeafgiftslovens afgiftspligtige vareområde, jf. chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1. Selskabets henvisning til produkternes pris, produkternes benævnelse som kosttilskud samt produkternes tiltænkte anvendelse kunne ikke føre til et andet resultat. 

Bemærk, Landsskatterettens afgørelse er indbragt for domstolene.

Den juridiske vejledning 2024-2, afsnit E.A.2.3.3 "Chokolade- og sukkervarer omfattet af reglerne" (uddrag):

"Chokolade og kakao m.m.

Det afgiftspligtige vareområde omfatter chokolade og chokoladevarer, kakaomasse, kakaopulver, kakaosmør og kakaopræparater af enhver art, som er egnet til menneskeføde. Se CHOAL § 1, stk. 1, nr. 1.

Chokolade består i det væsentlige af kakaomasse og sukker eller andre sødemidler, almindeligvis med tilsætning af smagsstoffer og kakaosmør. Kakaomassen kan i nogle tilfælde erstattes af en blanding af kakaopulver og vegetabilske olier. Undertiden tilsættes mælk, kaffe, hasselnødder, mandler, appelsinskaller osv.

Chokolade og chokoladevarer forekommer dels som blokke, plader, stænger, pastiller, korn eller pulver, dels som varer fyldt med creme, frugter, likør osv.

Østre Landsret har i SKM2015.654.ØLR udtalt, at bestemmelsen i CHOAL § 1, stk. 1, nr. 1, er tilsigtet et bredt anvendelsesområde. Landsretten fandt, at efter en naturlig sproglig forståelse af chokoladevarer omfatter bestemmelsen varer, hvor chokoladen er karaktergivende.

Ved vurdering af om et produkt er omfattet af det afgiftspligtige vareområde i CHOAL § 1, stk. 1, nr. 1, lægges der i overensstemmelse med landsrettens dom i SKM2015.654.ØLR derfor bl.a. vægt på:

  • den relative mængde af chokolade og/ eller kakao m.m. i varen
  • hvor fremtrædende chokolade- og/ eller kakaosmagen er, og
  • om varen visuelt fremtræder som værende af chokolade og/ eller kakao.

Det afgiftspligtige vareområde omfatter desuden alle slags chokoladevarer- og kakaovarer m.m, hvor indholdet af chokolade og/ eller kakao m.m er karaktergivende for produktet.

Der skal således foretages en konkret og samlet vurdering af produktet. Indeholder et produkt eksempelvis både chokolade og andre kakaovarer, fx en bar med chokoladestykker og med et overtræk fremstillet af kakaovarer, beror det på en konkret og samlet vurdering hvorvidt chokoladen og andre kakaovarer er karaktergivende for det samlede produkt.

Varens pris, ernæringsindhold og aftagergrupper indgår derimod ikke i afgrænsningen af, om en vare er omfattet af afgiftspligten i CHOAL § 1, stk. 1, nr. 1. Hvis varen har karakter af en "chokoladevare", påvirkes afgiftspligten heller ikke af, at varen også måtte have andre karaktergivende egenskaber. Det påvirker fx ikke vurderingen af afgiftspligt efter CHOAL, at en chokoladeovertrukken proteinbar, hvor chokoladen er karaktergivende, også har karakter af et sportsprodukt.

Produkter overtrukket med chokolade eller kakao

Produkter, som er helt overtrukket med chokolade, betragtes som udgangspunkt som en chokoladevare. Dette beror på, at chokoladen typisk vil være karaktergivende for varen i både indhold og smag, samt at den visuelt fremstår som værende af chokolade. Det bemærkes, at vurderingen af afgiftspligt skal foretages på grundlag af, om det samlede indhold af chokolade og andre varer bestående af kakao, inklusive overtrækket, er karaktergivende.

Bemærk

Ved styresignal offentliggjort som SKM2024.77.SKTST  er praksis for chokolade- og kakaoovertrukne varer præciseret. Indholdet af styresignalet er indarbejdet i Den juridiske vejledning 2024-2, hvorefter styresignalet er ophævet med offentliggørelsen af denne udgave." 

Den juridiske vejledning 2024-2, afsnit E.A.2.4.2 "Varer omfattet af dækningsafgift" (uddrag):

"Afgiftspligten omfatter varer under toldtarifpositionerne 1806, 1901, 1904, 1905, 2008, 2106 og 2202, der indføres eller modtages fra udlandet, og som ikke i sig selv er chokolade- og sukkerafgiftspligtige, men som indeholder chokolade- og sukkerafgiftspligtige bestanddele.

[...]

Eksempler: Afgiftspligtige ingredienser

Følgende ingredienser er eksempler på chokolade- og sukkerafgiftspligtige bestanddele:

  • Kakaomasse, kakaopulver, kakaosmør, chokolade

[...]"