Dato for udgivelse
06 aug 2024 07:33
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
13 jun 2024 12:48
SKM-nummer
SKM2024.390.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS-45219/2022-VLR og BS-45230/2022-VLR
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Virksomheder + Personlig indkomst
Emneord
Enkeltmandsvirksomhed, EU-retten, økonomisk risiko, skat
Resumé

Spørgsmålet i ankesagen var, om indehaverne af to (red.nationalitet.nr.1.fjernet) enkeltmandsvirksomheder skattemæssigt skulle anses for lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende i forbindelse med deres nedbrydningsarbejde udført for appellanten, og om appellanten derfor var forpligtet til at indeholde og hæftede for a-skat og arbejdsmarkedsbidrag.

I anden række var spørgsmålet i sagen, om det var i strid med EU-retten at anse (red.nationalitet.nr.1.fjernet) for lønmodtagere.

Landsretten fandt efter en samlet vurdering af sagens faktiske omstændigheder, sammenholdt med kriterierne anført i Skatteministeriets cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven, at de (red.nationalitet.nr.1.fjernet) personer skulle anses som lønmodtagere. 

Landsretten lagde navnlig vægt på, at appellanten i et vist omfang havde haft tilsyns- og instruktionsbeføjelser, samt at de to (red.nationalitet.nr.1.fjernet)’s arbejde blev udført i fællesskab, hvorfor det ville være svært at gøre et ansvar over for de enkelte virksomheder gældende. Landsretten lagde derfor til grund, at appellanten reelt bar ansvaret for arbejdsresultatet og den økonomiske risiko.  

I forhold til spørgsmålet om hæftelse fandt landsretten, at appellanten var bekendt med de faktiske omstændigheder, der gav grundlag for at anse de to (red.nationalitet.nr.1.fjernet) for lønmodtagere, og havde ikke haft grund til at tro, at der ikke skulle ske indeholdelse. Da appellanten dermed havde udvist forsømmelighed, hæftede appellanten for de indeholdelsespligtige beløb.

Endelig fandt landsretten, af der ikke forelå en krænkelse af EU-retten.

Reference(r)

Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 1

Kildeskatteloven § 69, stk. 1

Arbejdsmarkedsbidrag § 7

Henvisning

Den Juridiske Vejledning, 2024-1, C.F.3.1.2

Henvisning

Den juridiske vejledning, 2024-1, C.C.1.2.2

Redaktionelle noter

Tidligere instanser:

Landsskatteretten, 16-0269671, offentliggjort

Byretten, BS14403/2021-ESB og sag BS-32507/2021-ESB, offentliggjort som SKM2022.584.BR.

Appelliste

Sag BS-45219/2022-VLR

(1. afdeling)

Parter

H1-virksomhed

(advokat Thomas Rønfeldt)

mod

Skatteministeriet

(advokat Emilie Rohardt Gertsen)

Sag BS-45230/2022-VLR

(1. afdeling)

Parter

H1-virksomhed

(advokat Thomas Rønfeldt)

mod

Skatteministeriet

(advokat Emilie Rohardt Gertsen)

Retten i Esbjerg har den 27. oktober 2022 afsagt dom i 1. instans (sag BS14403/2021-ESB og sag BS-32507/2021-ESB).

Landsdommerne Marie Kathrine Nielsen, Ida Skouvig og Ida Johanne Sander (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.

Påstande

Appellanten, H1-virksomhed, har i sag BS45219/2022 nedlagt påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at H1-virksomhed ikke skal indberette udbetalinger til KA og KB som løn i perioden fra 1. november 2015 til 31. december 2018. Skatteministeriet tilpligtes endvidere at anerkende, at H1-virksomhed ikke hæfter for A-skat og for AM-bidrag for vederlag til KA og KB i perioden fra 1. november 2015 til 31. december 2018.

H1-virksomhed har endvidere gentaget sin subsidiære påstand om hjemvisning af sagen til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

I sag BS-45230/2022 har appellanten, H1-virksomhed, nedlagt påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at H1-virksomhed ikke skal indberette udbetalinger til KA og KB som løn i perioden fra 1. januar 2019 til 31. december 2019. Skatteministeriet tilpligtes endvidere at anerkende, at H1-virksomhed ikke hæfter for A-skat og for AM-bidrag for vederlag til KA og KB i perioden fra 1. januar 2019 og frem til 31. december 2019.                 

H1-virksomhed har endvidere gentaget sin subsidiære påstand om hjemvisning af sagen til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Skatteministeriet har påstået dommen stadfæstet.

Forklaringer

KA og KB har afgivet forklaring. 

KA har forklaret, at han har drevet virksomhed siden (red.årstal.nr.1.fjernet) og fortsat driver virksomhed. Han er alene i virksomheden og har ingen ansatte. Det er lidt forskelligt, hvor mange kunder han har. Han har udover for H1-virksomhed også arbejdet for en anden virksomhed i Danmark, der hedder G1-virksomhed. Han har i sin virksomhed tidligere også udført arbejde uden for Danmark, men gør det ikke lige nu. 

Samarbejdet med H1-virksomhed kom i stand i forbindelse med, at han i 2007 til 2008 arbejdede for en anden virksomhed i Y1-by med (red.erhverv.nr.1.fjernet). Han fik i den forbindelse kontakt med H1-virksomhed. 

Samarbejdet med H1-virksomhed er foregået ved, at han indgik aftaler med virksomhedens ejer. Aftalerne blev indgået, når H1-virksomhed havde fundet kunder, der skulle have foretaget nedbrydningsarbejde. Han og virksomhedens ejer aftalte derefter, hvor mange dage der skulle arbejdes og med hvad. De ringede sammen om prisen. De drøftede i den forbindelse, hvor mange timer han skulle have løn for. 

De drøftede, hvordan opgaven skulle udføres, inden de skrev kontrakt. Når arbejdet fx i kontrakten af (red.dato.nr.1.fjernet) er beskrevet som "(red.arbejdsbeskrivelse.nr.1.fjernet)" betød det, at der skulle (red.arbejdsområde.nr.1.fjernet). Det var ikke nødvendigt med en yderligere præcisering, idet han som professionel kendte til omfanget af dette arbejde. Han fik tilsendt billeder inden indgåelsen af kontrakten, og på baggrund heraf vidste han, hvad han skulle (red.arbejdsområde.nr.2.fjernet). Hvis arbejdet varede længere end det antal dage, som var angivet i kontrakten, blev kontrakten forlænget.

Han arbejdede sammen med sin (red.famillierelation.nr.1.fjernet). De ansatte i H1-virksomhed havde andre opgaver, og han og hans (red.famillierelation.nr.1.fjernet) arbejdede aldrig sammen med dem. Det var forskelligt, om der blev holdt et møde i den virksomhed, hvor arbejdet skulle udføres, inden de gik i gang. Nogle gange kom arbejdsgiveren og kontrollerede. Det var ikke H1-virksomhed. Han har aldrig oplevet at blive sendt hjem fra en virksomhed.

I starten fik han først vederlaget udbetalt, når arbejdsopgaven var færdig. Sådan var det indtil 2019. Efter 2019 fik han pengene udbetalt ugentligt. Det aftalte de. Afregningen side 345 i ekstrakten er udstedt af hans virksomhed. Den viser, hvordan afregningen fandt sted i 2019. Når der ifølge dokumentet afregnes for 48 timer, selv om han ifølge kontrakten kun skulle arbejde 5x8 timer om ugen, skyldtes det måske, at han også havde arbejdet i weekenden, men han husker det ikke. Måske var det noget overarbejde. De havde ikke aftalt aflønning for antallet af timer, men aflønning for den opgave der skulle udføres. Beløbet gik ind i hans virksomhed, og der var ikke tale om en afregning af løn til ham.

Der var ikke forskel på det arbejde, som han og hans (red.famillierelation.nr.1.fjernet) lavede. Han har aldrig fået at vide, at der var fejl ved det arbejde, han havde lavet, for han var meget grundig. Hvis der var fejl, skulle han i givet fald lave det om.

Det var forskelligt, hvem der kontrollerede arbejdet. Det var typisk nogen fra den virksomhed, hvor arbejdet blev udført, men nogle gange var det også en fra H1-virksomhed. H1-virksomhed var der nogle gange for at kontrollere, for det var deres ansvar. 

I 2017 og 2018 arbejdede han for G1-virksomhed. I 2019 arbejdede han kun for H1-virksomhed.

KB har forklaret, at han driver virksomhed i dag. Han har i dag 2 kunder i Danmark og mange i Y1-land. Han laver aftale med kunderne via G2-virksomhed. De kunder, han har i Danmark, kender ham, og de kontakter ham uden, at han skal foretage markedsføring. 

Når han indgik aftaler med H1-virksomhed, vurderede de på baggrund af billeder, som de fik tilsendt, hvor lang tid opgaven ville tage og dermed, hvilken pris der skulle kræves. Hvis prisen ikke var høj nok, tog han ikke opgaven. Han regnede prisen ud på baggrund af, hvor mange tons materiale der (red.arbejdsområde.nr.2.fjernet). Prisen var et fast beløb og ikke en afregning efter timeforbrug.

Fra 2015 til 2019 arbejdede han også for andre virksomheder i Danmark end H1-virksomhed. Det var på samme vilkår. Han var også der antaget som selvstændig og ikke som ansat. 

Der blev holdt et møde, inden de gik i gang med arbejdet, så de vidste, hvad der skulle laves. Det var JT fra H1-virksomhed, der viste dem, hvad der skulle laves. Han og hans far arbejdede for sig selv og ikke sammen med de ansatte. Han og hans far arbejdede altid med den samme opgave. Nogle gange kontrollerede JT dem. Det, som JT kontrollerede, var, om opgaven var færdig. Han har ikke oplevet at blive sendt hjem fra en arbejdsopgave.

I 2016 fik de hele betalingen, når opgaven var afsluttet. I 2019 blev det lavet om, så de fik betaling en gang om ugen. 

Hvis han i 2016 brugte mere tid end aftalt, fik han ikke en højere betaling end oprindeligt aftalt. Der var en fast pris for opgaven, og der blev derfor ikke afregnet efter timeforbruget.

Fakturaen side 344 i ekstrakten er udstedt af hans virksomhed og er udtryk for, hvordan der blev afregnet i 2019. Når der står 48 timer, betyder det ikke noget. Der kunne godt blive afregnet for 48 timer for en uge, selv om der var aftalt 40 timer pr. uge i kontrakten.  Han blev betalt for opgaven, ikke for timerne. Når der i kontrakten af (red.dato.nr.2.fjernet) står, at han skulle arbejde fra den 7. til den 25. oktober 5 dage om ugen og 8 timer om dagen, var det, hvad der blev betalt for. Der blev således ikke betalt for yderligere timeforbrug.

Han har aldrig fået at vide, at han har lavet fejl. Hvis han begik en fejl, skulle han selv rette den, idet han selv var ansvarlig for, at arbejdet blev udført korrekt. Han kunne lægge sine timer, når han ville. 

I 2019 arbejdede han i Danmark ikke for andre end H1-virksomhed. Det kan godt passe, at han har oplyst til SKAT, at han i 2015 arbejdede 3 uger i Danmark og 1 uge i Y1-land. Når der var opgaver til ham i 2019, arbejdede han med samme interval. Der var 2-3 måneder i 2019, hvor han arbejdede i Y1-land, da der ikke var arbejde til ham i Danmark. Når han ikke udførte arbejde i Danmark, udførte han arbejde i Y1-land. Arbejdet i Y1-land blev også udført gennem hans virksomhed. 

Han kan ikke huske, at han i 2015 og 2019 blev interviewet af SKAT.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

Landsrettens begrundelse og resultat

Ved afgørelsen af, om H1-virksomhed med rette er pålagt at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for KA og KB, er spørgsmålet som anført af byretten i første række, om KA og KB er begrænset skattepligtige i Danmark i medfør af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, og om de skal betale arbejdsmarkedsbidrag efter lov om arbejdsmarkedsbidrag § 1. Afgørelsen heraf beror på, om KA og KB må anses for lønmodtagere, eller om de har udført arbejde som selvstændige erhvervsdrivende. Som anført af byretten skal denne vurdering foretages på baggrund af de kriterier, der fremgår af cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven.

KA er ejer af den (red.nationalitet.nr.1.fjernet) enkeltmandsvirksomhed G3-virksomhed, og KB, der er KA´ (red.famillierelation.nr.1.fjernet), er ejer af den (red.nationalitet.nr.1.fjernet) enkeltmandsvirksomhed G4-virksomhed. Begge virksomheder er momsregistrerede i Y1-land, og de aftaler, der blev indgået med H1-virksomhed blev registreret i Registeret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT). Ingen af virksomhederne har ansatte. 

Der blev i 2015, 2016 og 2019 indgået en række kontrakter mellem H1-virksomhed og G3-virksomhed og mellem H1-virksomhed og G4-virksomhed.                                                                                                                                                               

For de enkelte perioder er kontrakterne for G3-virksomhed og G4-virksomhed udformet ens. Opgavebeskrivelsen i de enkelte kontrakter angiver alene, at der skal (red.arbejdsområde.nr.3.fjernet). Desuden er der under punktet "Timetable" angivet start og sluttidspunkt for arbejdets udførelse med angivelse af, at der skal arbejdes 5 dage pr. uge og 8 timer pr. dag pr. mand i den periode, som kontrakterne omfatter. I kontrakterne for 2015-2016 er angivet et fast beløb for arbejdets udførelse, mens det i kontrakterne fra 2019 er angivet, at der sker betaling på timebasis med et nærmere angivet beløb pr. time. 

Det kan efter bevisførelsen lægges til grund, at nedbrydningsarbejdet blev udført hos H1-virksomhed’s kunder på forskellige lokationer, og at KA og KB udførte opgaverne sammen. 

Under hensyn til den upræcise angivelse i kontrakterne af den aftalte opgaves omfang sammenholdt med de afgivne forklaringer, herunder JT’s forklaring må det lægges til grund, at H1-virksomhed i hvert fald i et vist omfang har instrueret om arbejdets udførelse og ført tilsyn hermed.

I kontrakterne er angivet, at G3-virksomhed og G4-virksomhed bærer ansvaret for fejl ved arbejdet. Uanset dette må det under de foreliggende omstændigheder antages, at det ville være vanskeligt at gøre G3-virksomhed eller G4-virksomhed ansvarlige for eventuelle fejl. Landsretten har herved lagt vægt på den upræcise beskrivelse af opgaven og dens omfang og den omstændighed, at arbejdet blev udført i fællesskab af KA og KB. Efter det oplyste er et ansvar i øvrigt aldrig blevet gjort gældende. 

Det må desuden antages, at H1-virksomhed i det væsentlige har båret den økonomiske risiko for arbejdet, idet den upræcise beskrivelse af opgaven sammenholdt med den præcise angivelse af aftalens varighed, ikke giver grundlag for at antage, at G3-virksomhed eller G4-virksomhed har båret risikoen for færdiggørelse af arbejdet inden for den fastsatte tidsramme. 

Det lægges derfor til grund, at H1-virksomhed reelt har båret ansvaret for arbejdsresultatet og den økonomiske risiko.

Som anført af byretten foreligger der også forhold, som i et vist omfang kan tale for at anse arbejdet for selvstændig virksomhed, herunder navnlig momsregistreringen i Y1-land, registreringen i RUT og dele af kontrakternes indhold. Efter en samlet vurdering af det, der er anført ovenfor, finder landsretten, at KA og KB har udført arbejdet for H1-virksomhed som lønmodtagere. 

H1-virksomhed var bekendt med de faktiske omstændigheder, som giver grundlag for at anse KA og KB for lønmodtagere. H1-virksomhed har derfor ikke haft føje til at tro, at der ikke skulle indeholdes skat mv.

Der er derfor udvist en forsømmelighed ved den manglende indeholdelse.

Retten i Esbjergs dom af 12. august 2019 i en anden sag mod H1-virksomhed kan ikke føre til en anden vurdering heraf.

Det tiltrædes således, at H1-virksomhed hæfter for de indeholdelsespligtige beløb, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, og lov om arbejdsmarkedsbidrag § 7. 

Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det, at dette resultat ikke indebærer en krænkelse af EU-retten.

Byrettens dom stadfæstes derfor.

Efter sagernes udfald skal H1-virksomhed i sagsomkostninger for landsretten betale 50.000 kr. til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagernes værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagernes omfang og forløb. 

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal H1-virksomhed inden 14 dage betale 50.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.