Sag BS-2028/2022-KBH

Parter

Betaling af afgift påhviler den afgiftspligtige person, som foretager en afgiftspligtig levering her i landet, jf. momsloven § 46, stk. 1,1. pkt. Betaling af afgift af varer fra andre EU-lande påhviler den person, der foretager en afgiftspligtig erhvervelse, jf. momsloven § 46, stk. 3.

Det fremgår af momslovens § 56, stk. 1,1. og 2. pkt., at momsregistrerede virksomheder for hver afgiftsperiode skal opgøre den udgående og indgående afgift. Forskellen mellem den udgående og indgående afgift er virksomhedens afgiftstilsvar.

Herudover fremgår det af momslovens § 57, stk. 1,1. pkt., at momsregistrerede virksomheder efter udløbet af hver afgiftsperiode til told- og skatteforvaltningen skal angive størrelsen af virksomhedens udgående og indgående afgift samt værdien af de leverancer, der efter §§ 14-21 eller 34 er fritaget for afgift.

Landsskatteretten lægger til grund, at klageren ved driften af sin enkeltmandsvirksomhed ikke har foretaget effektive, daglige kasseafstemninger, og at det i øvrigt er ubestridt, at klageren ikke har ført behørigt regnskab, jf. momslovens kapitel 13.  

Efter opkrævningslovens § 5, stk. 2, kan momstilsvaret opgøres skønsmæssigt i det omfang, tilsvaret ikke kan opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber.

På kontroltidspunktet blev det konstateret, at virksomheden ikke havde foretaget en tilstrækkelig opgørelse af virksomhedens afgiftstilsvar, da der ikke var foretaget effektive, daglige kasseafstemninger, jf. momslovens § 56, stk. 1, og § 57, stk. 1.

Det er således med rette, at SKAT har udøvet et skøn over virksomhedens momstilsvar, da virksomhedens regnskabsmateriale ikke kan danne grundlag for en nøjagtig opgørelse af afgiftstilsvaret, da regnskabsmaterialet er mangelfuldt, jf. opkrævningslovens § 5, stk. 2.

Klageren har ikke fremlagt bilag, der kan dokumentere eller godtgøre, at det af SKAT udøvede skøn er udøvet på et forkert eller mangelfuldt grundlag. I forlængelse af det ovenfor anførte vedrørende chokolade- og sukkervareafgiften kan retten derfor tiltræde det af SKATs skønsmæssigt opgjorte momstilsvar.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse af 7. juni 2017 for så vidt angår opkrævningen af moms på 2.138.417 kr. for varer handlet i perioden fra den 1. januar 2014 til den 31. december 2016.

…"

Forklaringer

Under hovedforhandlingen har MA afgivet forklaring.  

MA har blandt andet forklaret, at han var personlig indehaver af H1, der var en lille butik på 50 m² med forskellige sæsonvarer, blomster, nøgleringe, cigaretter og slikposer. Det var en mellemting mellem en kiosk og en slikbutik. Han ville betegne butikken som en kiosk.

Han købte varerne til kiosken hos forskellige grossister i Danmark, herunder hos G7-virksomhed, G8-virksomhed og G9-virksomhed.

Han kørte ofte til Y3-land, fordi hans søster og bror bor i Y6-by. I den periode var hans bror syg, og han kørte til Y6-by for at hjælpe broderen. Han købte ikke slik og chokolade på turene til Y3-land, men han har handlet almindeligt ind til hjemmet, når han har været i Y3-land. Han kendte ingen grossister i Y3-land. Han kørte i en personbil, en (red.fjernet.bilmærke). Han havde også sin familie, kone og børn, med på turene. Der var ikke plads til varer i bilen.

Forud for kontrolbesøget i november 2016 var SKAT ofte på besøg. Under de tidligere besøg havde SKAT ingen bemærkninger, bortset fra mindre ting, f.eks. at visse ting skulle påføres kasserapporten. Han rettede disse småting. SKAT stoppede, og Fødevarestyrelsen tog over.  

Han kom til Danmark i (red.fjernet.årstal) og voksede op her. Efter at han gik ud af skolen efter 9. klasse, har han arbejdet. Han taler flydende dansk, men han er ordblind og kan ikke læse. H1 skulle lave regnskab hvert halve år, fordi det var en lille butik. Han havde en revisor til at hjælpe med det, og han gav revisoren fakturaer og kasseafstemninger hver måned. Revisoren sørgede for alt.  

Da han fik at vide, at revisoren skulle have sagt til SKAT, at han ikke havde afleveret alt til revisoren, og SKAT bad om fakturaer, blev han chokeret og følte sig snydt. Han blev ked af det og sur over den situation, som han var sat i. Det er ikke rigtigt, at der ikke blev lavet regnskab, og at momsansættelsen foregik skønsmæssigt. Revisoren har smidt mapper væk og kastet skylden på ham.

Konkurrenterne var kiosker, fordi det var en lille butik. Han havde ikke blandselv-slik, fordi han ikke kunne have det på arealet. Derfor var konkurrenterne ikke store forretninger med bland-selv-slik. H1 solgte poser med slik.

På cigaretter var fortjenesten lille. På blomster var fortjenesten 10 - 20 pct. På slik var fortjenesten omkring 25 pct. Han har derefter forklaret, at fortjenesten var 15 - 20 pct. Det afhang af varen. Han er ikke god til hovedregning, men han købte slikposer til 8 kr. og solgte dem for 10 kr. Det kan godt passe, at fortjenesten var omkring 20 pct. Han kunne ikke følge med konkurrenterne i området. G10-virksomhed var på den anden side af gaden, og dem kunne han ikke konkurrere med. H1 var meget lille i forhold til dem, og han kunne ikke konkurrere med de store.

Det er forkert, når SKAT i forbindelse med et kontrolbesøg mente, at gennemsnitsprisen på slik var billigere end hos andre. Han så på sin computer, hvor der var tilbud og købte sine varer i Danmark på tilbud. Der var tilbudsvarer med meget skarpe priser hos G11-virksomhed, G10-virksomhed og G12-virksomhed.

Han fik dokumentation for sine køb hos danske grossister. Han har fremlagt al dokumentation. Ellers ville det være "sort arbejde", og det kan man ikke hos danske grossister.

Vist SKATs afgørelse af 7. juni 2017, hvor SKAT konstaterede, at der var fakturaer udstedt af G13-virksomhed, G14-virksomhed, G15-virksomhed, G16-virksomhed, G17-virksomhed og G5-virksomhed og foreholdt, at de grossister, som han har forklaret om i retten, ikke var oplistet i SKATs afgørelse, har han fastholdt, at der var dokumentation for køb hos de grossister, som han har forklaret om. Revisoren har smidt dokumentationen væk. G17-virksomhed var fyrværkeri.

Han er uenig i, at omsætningen via G2-virksomhed og G3-virksomhed kan opgøres som sket i Landsskatterens afgørelse. Hvis kunden handlede for 100 kr. og betalte med 200 kr., betalte man kontanter retur til kunden. Derfor var det ikke alt, der blev solgt.

Parternes synspunkter

H1 har i sit påstandsdokument anført:

"…

Anbringender

Indledningsvist skal det bemærkes, at domstolene kan tilsidesætte værdiansættelsen, hvis skatteyderen godtgør, at skattemyndigheden ikke har foretaget et skøn, eller at den skønsmæssige ansættelse af grundens værdi hviler på et forkert eller mangelfuldt grundlag. Dette er i overensstemmelse med almindelige principper for prøvelse af forvaltningsafgørelser.

Hvis Skatteministeriet under retssagen godtgør, at fejlen eller manglen ikke har betydning for værdiansættelsen, kan værdiansættelsen ikke tilsidesættes. Værdiansættelsen kan ligeledes tilsidesættes, hvis skatteyderen godtgør, at den ansatte værdi ligger uden for rammerne for det skøn, som tilkommer skattemyndighederne, dvs. hvis værdiansættelsen må anses for åbenbart urimelig.

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende, at Landsskatterettens skøn hviler på et åbenbart urimeligt og urigtigt grundlag. Uanset at SKAT er berettiget til at udøve et skøn, er det en grundlæggende betingelse, at dette skøn udøves så virkelighedsnært som muligt, og i henhold til de grundlæggende forvaltningsretlige krav, der findes til skønsudøvelse. Dette gælder både i relation til skøn G2-virksomhed rimelighed og de faktuelle forhold skønnet baserer sig på, ligesom skønnet i fuldt omfang skal begrundes på en sådan vis, at det opfylder forvaltningsloven - og skatteforvaltningslovens begrundelseskrav. I den konkrete sag medtager hverken SKAT eller Landsskatteretten faktiske forhold omkring hvilken type forretning der er tale om, herunder hvilken kundegruppe virksomheden har eller hvor virksomheden er placeret. Sagsøgers kiosk er i den konkrete sag på 50 m² beliggende på Y4-by.

Ved skønnet er der taget udgangspunkt i virksomhedens digitale omsætning indhentet fra G2-virksomhed vedrørende betalinger via dankort og andre betalingskort. I den forbindelse er der ved skønnet over omsætningen skal lagt til grund, at den digitale omsætning udgør 70 %. Der er ikke herved iagttaget det forsigtighedsprincip som Landsskatteretten henviser til, idet den digitale betalingsandel i tilsvarende forretninger, ifølge SKAT, ligger mellem 60-70%. Et forsigtigt og virkelighedsnært skøn vil således resultere i, at sagsøgers andel placeres omkring 60%. SKAT har under sagen modtaget dokumentation for køb af danske varer på kr. 374.975, hvilket SKAT har tilsidesat og i stedet skønsmæssigt ansat varekøb i 2014 for i alt kr. 800.000. Det fremgår af Landsskatterettens afgørelse, at dette særligt består af mineralvand. Landsskatterettens skøn er udtryk for, at sagsøger i perioden har solgt knap 200 2 liters mineralvand dagligt. Dette er i sagens natur ikke muligt fra en kiosk beliggende på Y4-by på 50 m2.

Det gøres endvidere gældende at den af SKAT anvendte avancemargin på mellem 20-40% for varer som sælges i f.eks. supermarkeder mv. ikke er sammenlignelig for en lille Y4-by kiosk som den foreliggende. Kiosker har typisk langt lavere avancer end andre detailhandelskæder. Det vides ikke, hvilke kiosker Landsskatteretten har sammenlignet med, hvilket der i sagen er enighed om.

Rettens opmærksomhed henledes på, at der er tale om væsentlige forhøjelser, hvilket stiller krav til de forhold Landsskatteretten lægger til grund i sin afgørelse. Landsskatteretten lægger således til grund, at der i sagsøgers kiosk indgå tre forskellige varekategorier, som kan opdeles i 1) Dansk erhvervede varer, 2) fyrværkeri og 3) udenlandsk erhvervede varer. Det er med andre ord blevet lagt til grund, at der ikke indgår andre, varer i sagsøgers omsætningsgrundlag end mineralvand, fyrværkeri og udenlandsk erhvervede slik varer. Dette er imidlertid ikke korrekt. Det bemærkes i den forbindelse af SKAT over flere omgange har været på kontrolbesøg og har konstateret, at der sælges andre varer, såsom blomster, chips, kager, kaffe, the, taletidskort mv. Disse varer er ikke omfattet af de afgiftspålagte varer i chokolade-afgiftslovens § 1, stk. 1, hvorfor Landsskatteretten i sit skøn, burde have set bort fra disse varer.

Dette bekræfter ligeledes, at Landsskatteretten skøn i sagens natur er foretaget på et forkert grundlag, idet resultatet heraf, fremstår ganske urealistisk.

Ad grundlaget for skønnet

Skatteministeriet har som sagens bilag B fremlagt passageudskrift fra Y2-bro. Skatteministeriets har vedrørende indkøb af afgiftspligtige varer i Y3-land lagt vægt på bilag B, noten "(red.fjernet.tekst)" og sagsøgers "uforholdsmæssige" lave priser. På grundlag heraf, anser Skatteministeriet sagsøger for at have indkøbt afgiftspligtige varer i Y3-land. Der er uklart hvad der menes med uforholdsmæssige lave priser.

Det fremgår imidlertid ikke hvilke påståede varer der er indkøbt fra Y3-land og det bemærkes, at SKAT på trods af sagsøgers oplysninger ikke har ønsket at identificere, hvilke konkrete varer der i givet fald skulle være tale om.

Det udøvede skøn ses således ikke at tage udgangspunkt i forretningens konkrete forhold, men baseres på forhold, såsom en note, samt oplysninger fra Y2-bro, som der i øvrigt ikke ses at være fulgt op på, på trods af sagsøgers oplysninger. SKAT har ikke indhentet eventuelle samhandelsoplysninger med G18-virksomhed, SKAT har heller ikke i forbindelse med kontrolbesøget eller efterfølgende foretaget skridt til at identificere, hvilke varer der kan klassificeres som svenske og som er aftaget fra G19-virksomhed jf. herved besvarelsen af opfordring 5. Det bemærkes, at det ikke vil være forbundet med yderligere vanskeligheder at konstatere dette. I stedet er SKATs skøn baseret på 272 retur-kørsler og det er således uvist og udokumenteret, hvor stor en mængde slik der efter sigende skulle være handlet.

At korte ture ikke skulle være udtryk for at sagsøger besøger sin familie er ligeledes uholdbart, idet udgangspunktet med at køre til Y3-land ikke er at indkøbe varer. Kontoen tilknyttet Y2-bro er privat. Såfremt det i strid med sagens faktiske forhold lægges til grund, at der er tale om erhvervsmæssig kørsel, påhviler det Skatteministeriet at dokumentere dette.

Såfremt det lægges til grund, at samtlige af sagsøgers ture til Y3-land anses for at være foretaget med henblik på indkøb af varer, må skønnet som minimum afgrænses overfor dansk, erhvervede varer, hvilket i det konkrete tilfælde ikke er sket. Det er således uvist, hvilke varer som SKAT har anset for at være erhvervet i Y3-land.

Det bemærkes, at det er grundlaget for SKATs skøn som er uholdbar. Der henvises til Skatteministeriets besvarelse af sagsøgers opfordring 1, hvor Skatteministeriet har anført:

Skatteministeriet har i sagen fremlagt bilag D, som er en udskrift fra

Danmarks Statistik vedrørende gennemsnitlig bruttoavance fra 2013-2018 for "Bagerier, brødfabrikker mv.", "Supermarkeder og varehuse mv." og "Specialbutikker med fødevarer". Sagsøger gør gældende, at dette ikke dokumenterer, at SKAT har taget udgangspunkt i sagsøgers konkrete forretning ved udøvelsen af skønnet, tværtimod illustrere dette, at skønnet ikke er udøvet korrekt.

Ethvert skøn som foretages med udgangspunkt i bagerier og brødfabrikker, supermarkeder og varehuse vil alt andet lige være et skøn udøvet på et forkert grundlag, når det relevante skøn skal foretages med udgangspunkt i slikbutikker. Bilag D dokumenterer således ikke at SKATs skøn er foretaget med udgangspunkt i sagsøgers konkrete forretning, ligesom bilag D heller ikke illustrerer, at der er foretaget et lempeligt skøn (modsat svarskriftet s. 14), idet grundlaget for skønnet ikke er sammenligneligt.

Skatteministeriet har i duplik anført, at hverken bilag D eller bilag har dannet grundlag for skønnet, men at statistikkerne understøtter at skattemyndighedernes skøn har været lempeligt. Skatteministeriet overser, at såvel bilag E som bilag D er irrelevante for skønsudøvelsen. Skønnet vil med udgangspunkt i bilag E og D alt andet lige være lempeligt er i sagens natur åbenbart, da de nævnte brancher og forretninger er usammenlignelige og langt større end slikbutikker.

Skatteministeriet har heller ikke dokumenteret eller redegjort nærmere herfor, ligesom Skatteministeriet ikke har dokumenteret den påståede "erfaring" fra andre slikbutikker. Skatteministeriet har alene henvist til bagerier og brødfabrikker samt supermarkeder og varehuse jf. bilag D.

At der i sagen er foretaget et skøn på et forkert grundlag bekræftes endvidere af bilag E fremlagt af Skatteministeriet. Bilag E er Udskrift fra Danmarks Statistik vedrørende gennemsnitlig bruttoavance fra 2014-2016 for "Detailhandel undtagen med motorkøretøjer og motorcykler" med 0-9 ansatte.

Det bemærkes, at Y7-bys byområde i henhold til Danmarks Statistik består af kommunerne (red.fjernet.kommuner) medregnes delvist.

Y7-bysområdet er et bredt defineret geografisk område, hvor demografien og købekraften afviger fra område til område. Det afgørende i forhold til skønsudøvelsen er derfor, at der tages udgangspunkt i sagsøgers konkrete forretning. Dette ses ikke at være tilfældet, ligesom det er uvist hvilke områder der er inddraget i grundlaget for SKATs skønsudøvelse. Vedrørende bilag E har Skatteministeriet i svarskriftet anført s. 14 anført:

"SKAT har foretaget skønnet på baggrund af SKATs erfaring med lignende slikbutikker. Det er SKATs erfaring, at sammenlignelige slikbutikkers bruttoavance typisk ligger mellem 20-40% for almindelige salg samt omkring 40% for salg af fyrværkeri."

Det fremgår af Danmarks Statistik, at supermarkeder og varehuse havde en gennemsnitlig bruttoavance på 23% i 2014, imens specialbutikker med fødevarer havde en avance på 40,1%, jf. bilag D. Det fremgår endvidere af Danmarks Statistik, at den del af branchen "Detailhandel undtagen med motorkøretøjer og motorcykler", der havde 0-9 ansatte, i gennemsnit havde en gennemsnitlig bruttoavance på 31,7% i 2014, 33,5% i 2015 og 33,2% i 2016, jf. bilag E.

Det skal hertil bemærkes, at det anførte er misvisende og ligeledes ikke korrekt. Branche 47 "Detailhandel undtagen med motorkøretøjer og motorcykler" omfatter flere end 40.000 forskellige forretninger indenfor forskellige typer af brancher, udover motorkøretøjer og motorcykler. Omfattet af denne branchekendte er således forretninger som (red.fjernet.forretninger) og en lang række andre forretninger, herunder specialforretninger som ikke udgør slikbutikker.

Branchekode 47 indeholder derimod ikke sammenlignelige slikbutikker og derfor er grundlaget for selve skønnet forkert. Det skal hertil bemærkes, at sagsøger har opfordret Skatteministeriet til at oplyse, hvilke slikbutikker der er sammenlignet med. Skatteministeriet har dertil oplyst, at der ikke foreligger oplysninger om, hvilke konkrete slikbutikker der er taget udgangspunkt i.

Det er således fortsat uklart hvilket sammenligningsgrundlag og dermed selve grundlaget for skønnet som skattemyndighederne ikke kan redegøre for, idet der ikke ved udøvelsen er taget højde for sagsøgers konkret forretning og der kan tilmed ikke peges på én enkelt slikbutik som har dannet grundlag for sammenligningen og dermed skønnet. Det er således uholdbart og misvisende at basere skønnet på baggrund af ovennævnte detailbutikker, som på ingen måde kan sammenlignes med en slikbutik ved Y4-by station. Det af SKAT udøvet skøn er således langt fra virkeligheden idet avancen for sagsøgers forretning ikke kan sammenlignes med gennemsnitsavancen for forretninger som G20-virksomhed, G21-virksomhed mv.

Det er med udgangspunkt i ovenstående, helt naturligt, at den skønnede avancemargin for varegrupperne dansk erhvervede varer og fyrværkeri ansættes med udgangspunkt i et faktisk forkert grundlag. Det fastholdes, at der ikke for sagsøgers forretning kan anvendes samme grundlag for bagerier og brødbutikker. Sagsøger fastholder endvidere at den af SKAT anvendte avancemargin på mellem 20-40% for varer som gælder supermarkeder mv., ikke er sammenlignelig for en lille kiosk/forretning som den foreliggende. Kiosker har typisk langt lavere avancer end andre detailhandelskæder. Det vides ikke, hvilke slikbutikker SKAT har taget udgangspunkt i og Skatteministeriet har under nærværende sag alene redegjort for avancemargin for usammenlignelige forretninger, som ikke kan danne grundlag for skønsansættelsen for sagsøgers forretning.

Det bemærkes i den forbindelse af SKAT over flere omgange har været på kontrolbesøg og har konstateret, at der sælges andre varer, såsom blomster, chips, kager, kaffe, the, taletidskort mv. Disse varer er ikke omfattet af de afgiftspålagte varer i chokoladeafgifts-lovens § 1, stk. 1, hvorfor det fastholdes, at disse ikke skal indgå i skønnet. Det bemærkes i denne sammenhæng, at bilag C ligeledes er misvisende, idet bilag C indeholder en række af de samme billeder som går igen. Sagsøger fastholder samlet at SKATs skøn er foretaget på et forkert grundlag. Skatteministeriet har ikke i svarskriftet redegjort for at grundlaget for skønnet er retvisende. Dertil kommer, at der ved skønsudøvelsen er set bort fra en række varer, såsom blomster, chips, kager, kaffe, the, taletidskort mv.

Det fastholdes ligeledes, at Landsskatterettens skøn ikke er udtryk for en realistisk og virkelighedsnær ansættelse. Der er ikke taget højde for de faktiske forhold, samt omstændighederne omkring den af sagsøger udøvede virksomhed. Sagsøgers driver virksomhed i form af en kiosk, hvorved såvel avance som fysiske lokaler begrænser størrelsen af potentielt varelager, samt omsætning. Et skøn må nødvendigvis foretages med udgangspunkt heri og ikke med udgangspunkt i avancemargin for bagerier, varehuse og elektronikforretninger.

Skatteministeriet har for så vidt angår bilag E og D anført, at bilagene for disse branche-koder understøtter, at skattemyndighedernes skøn har været yderst lempeligt. Det er imidlertid ikke korrekt. Bilagene illustrerer derimod at skønnet er forkert. En mindre kiosk kan i sagens natur ikke sammenlignes med forretninger som (red.fjernet.forretninger) og en lang række andre forretninger, herunder specialforretninger som ikke udgør slikbutikker.

Det er en grundlæggende betingelse ved udøvelsen af skøn, at skattemyndighedernes skøn udøves så virkelighedsnært som muligt og med udgangspunkt i de faktiske forhold. I den konkrete sag betyder dette, at skønnet skal foretages med udgangspunkt i sagsøgers konkrete forretning. Sagsøger bestrider, at dette er tilfældet i nærværende sag, hvilket bekræftes af, at Skatteministeriet har oplyst, at der ikke foreligger oplysninger om sammenlignelige slikbutikker og at der er taget udgangspunkt i bilag D og E, som i sagens natur illustrerer, at skønnet er foretaget på et forkert grundlag.

Dertil kommer, at skønnet skal begrundes på en sådan vis, at det opfylder forvaltningsloven - og skatte-forvaltningslovens begrundelseskrav. Sagsøger fastholder, at SKAT ved skønsudøvelsen ikke har taget udgangspunkt i forretningens faktiske forhold.  

…"

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført:

"…

4. Anbringender

Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gøres det overordnet gældende, at sagsøgeren ikke har løftet bevisbyrden for, at skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelse kan tilsidesættes, fordi skønnet er foretaget på et forkert grundlag eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat.

Da der under den foreliggende sag ikke er tvist om det relevante retsgrundlag, der danner grundlag for sagsøgerens forpligtigelser efter chokolade- og sukkervareafgiftsloven samt momsloven, henvises der til Landsskatterettens afgørelse for en gennemgang heraf (bilag 1, side 1013).

Som anført i svarskriftet, side 11, 5. afsnit, forstår ministeriet stævningen således, at det er ubestridt, at skattemyndighederne var berettigede til at ansætte sagsøgerens tilsvar af chokolade- og sukkerafgift samt sagsøgerens momstilsvar skønsmæssigt for indkomstårene 2014, 2015 og 2016, jf. opkrævningslovens § 5, stk. 2, da det fornødne regnskabsgrundlag ikke har været til stede. Denne forståelse har sagsøgeren ikke anfægtet, og det kan dermed lægges til grund, at der kunne udøves et skøn. Sagen angår dermed, om sagsøgeren har bevist, at skønnet kan tilsidesættes.

Det følger af fast retspraksis, at skattemyndighedernes skøn alene kan tilsidesættes, såfremt sagsøgeren dokumenterer, at skønnet er udøvet på et forkert grundlag eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat, jf. eksempelvis UfR 2005.3167 H, UfR 2007.1007 H, UfR 2009.476/2 H og UfR 2011.1458 H.

Sagsøgeren bærer således bevisbyrden for, at SKATs skøn er tilsidesætteligt.

Denne bevisbyrde er skærpet som følge af de betydelige uregelmæssigheder i sagsøgerens bogførings- og regnskabsforhold, jf. eksempelvis SKM2010.669.ØLR.

I en situation som den foreliggende, hvor sagsøgerens regnskabsgrundlag er behæftet med betydelige mangler, og hvor SKAT har tilgodeset sagsøgeren gennem et lempeligt skøn, tilkommer der SKAT en betydelig skønsmargin, jf. eksempelvis SKM2009.322.ØLR.

Sagsøgeren har ikke påvist og dokumenteret konkrete fejl eller lignende i skattemyndighedernes opgørelser, som bør medføre en tilsidesættelse af den skønsmæssige ansættelse. Som anført af Landsskatteretten har det udøvede skøn været både virkelighedsnært og forsigtigt i lyst af det tilgængelige regnskabsmateriale, idet det i høj grad er baseret på sagsøgerens fremlagte oplysninger samt procentvise ansættelser til gunst for sagsøgeren.

Sagsøgeren anfører i stævningen, side 4, 3. afsnit, at "Landsskatterettens skøn hviler på et åbenbart urimeligt og urigtigt grundlag". Det er Skatteministeriets forståelse, at sagsøgeren overordnet gør følgende seks indsigelser gældende til støtte herfor:

1. SKAT og Landsskatteretten har ikke forholdt sig til forretningens faktiske forhold

2. SKAT skulle have skønnet den samledes omsætning på baggrund af en digital betalingsandel på 60 % i stedet for 70 %

3. SKAT har ikke taget højde for, at sagsøgerens sortiment består af andre varer end mineralvand, fyrværkeri og udenlandsk erhvervet slikvarer

4. SKAT har anset beløbet for "dansk erhvervede varer" for højt

5. SKAT har anvendt en for høj avancemargin

6. Sagsøgeren har ikke erhvervet varer i Y3-land

Sagsøgeren anfører altså for det første, at hverken SKAT eller Landsskatteretten medtager faktiske forhold omkring, hvilken type forretning, herunder hvilken kundegruppe virksomheden har, eller hvor virksomheden er placeret.

Denne indsigelse er ikke holdbar. Ved udøvelsen af skønnet inddrog SKAT deres erfaringer fra og viden om andre sammenlignelige slikbutikker i Y7-bysområdet. Ved vurderingen af sammenlignelige butikker tog SKAT både hensyn til sagsøgerens centrale placering og størrelse.

Sagsøgeren anfører for det andet, at skattemyndighederne ikke har iagttaget et forsigtighedsprincip ved fastsættelsen af den digitale omsætning til 70 % af sagsøgerens samlede omsætning, idet et forsigtighedsprincip og virkelighedsnært skøn ville være en digital andel af omsætningen på 60 %.

Hertil bemærkes, at det ville have resulteret i en større forhøjelse, såfremt SKAT havde brugt 60 % som grundlag for skønnet.

Som anført ovenfor under pkt. 3.4 indhentede SKAT oplysninger om sagsøgerens digitale omsætning fra G2-virksomhed i forbindelse med sagens behandling. På baggrund heraf konstaterede SKAT, at der havde været en digital omsætning på 3.243.513 kr. i indkomståret 2014, 4.220.202 kr. i 2015 og 4.496.816 kr. i 2016.

Dette giver en sum på i alt 11.960.531 kr. for alle tre indkomstår.

Når den digitale omsætning udgør 70 % af den samlede omsætning, giver dette en samlet omsætning på 17.086.472,86 kr. i de tre indkomstår. Havde den digitale omsætning udgjort 60 % af den samlede omsætning, ville dette have givet en samlet omsætning på 19.934.218,33 kr. i de tre indkomstår.

På den baggrund kan det konstateres, at den skønnede fordeling mellem digital omsætning og kontant omsætning ikke blot var forsigtig, men tillige yderst lempelig til fordel for sagsøgeren. Navnlig når det tages i betragtning, at den digitale omsætning blev konstateret til at udgøre 40 % ved SKATs kontrolmæssige kasseafstemning den 23. november 2016.

Sagsøgeren anfører for det tredje, at som følge af at Landsskatteretten lægger til grund, at der i sagsøgerens kiosk indgår tre forskellige varekategorier, nemlig 1) dansk erhvervede varer, 2) fyrværkeri og 3) udenlandsk erhvervede varer, er det hermed blevet lagt til grund, at der ikke indgår andre varer i sagsøgerens omsætningsgrundlag end mineralvand, fyrværkeri og udenlandsk erhvervet slikvarer. Dette bestrides ligeledes.

Som anført ovenfor under pkt. 3.5 omfatter varegruppen "dansk erhvervede varer" alle de varer i sagsøgerens sortiment, som ikke er fyrværkeri eller afgiftspligtige udenlandske varer. Det er således ikke korrekt, at skattemyndighederne ikke tog højde for sagsøgerens samlede sortiment.

Sagsøgeren anfører for det fjerde, at det ikke er berettiget, at SKAT oprundede andelen af "dansk erhvervede varer" i sagsøgerens omsætning.

Når SKAT skønner omsætningen af "dansk erhvervede varer" til 1.000.000 kr. i 2014, selvom sagsøgeren har fremlagt dokumentation for 347.975 kr., skal det for det første fremhæves, at dokumentationen for 347.975 kr. alene vedrører 2. halvår af 2014, samt at dette skøn for det andet er til gunst for sagsøgeren, idet skønnet er udtryk for, at et større beløb af selskabets samlede omsætning anses for at være gået til køb af ikke-afgiftspligtige varer.

Som følge heraf er skønnet ikke alene rimeligt, men også lempeligt for sagsøgeren.

Sagsøgeren anfører for det femte, at "den af SKAT anvendte avancemargin på mellem 20-40% for varer som sælges i f.eks. supermarkeder mv. ikke er sammenlignelig for en lille Y4-by kiosk som den foreliggende".

Skatteministeriet bestrider, at den anvendte avancemargin for varegrupperne "dansk erhvervede varer" og "fyrværkeri" er urimelig eller anset på et forkert faktisk grundlag.

SKAT har foretaget skønnet på baggrund af SKATs erfaringer med lignende slikbutikker. Det er SKATs erfaring, at sammenlignelige slikbutikkers bruttoavance typisk ligger mellem 20-40 % for almindelige salg samt omkring 40 % for salg af fyrværkeri.

Det fremgår af Danmarks Statistik, at supermarkeder og varehuse havde en gennemsnitlig bruttoavance på 23 % i 2014, imens specialbutikker med fødevarer havde en avance på 40, 1 %, jf. bilag D. Det fremgår endvidere af Danmarks Statistik, at den del af branchen "Detailhandel undtagen med motorkøretøjer og motorcykler", der havde 0-9 ansatte, havde en gennemsnitlig bruttoavance på 31,7 % i 2014, 33,5 % i 2015 og 33,2 % i 2016, jf. bilag E.

Det skal bemærkes, at hverken bilag D eller E har således dannet grundlag for skønnet. Statistikkerne for disse branchekoder understøtter blot, at skattemyndighedernes skøn har været lempeligt. Det påhviler sagsøgeren at dokumentere sine indsigelser, og det har sagsøgeren ikke gjort.

Endelig anfører sagsøgeren for det sjette, at det bestrides, at sagsøgeren har erhvervet afgiftspligtige varer i Y3-land. Sagsøgeren har dog ikke bevist, at dette ikke er tilfældet.  

I lyset af sagsøgerens uforholdsmæssigt lave priser på de varer, som sagsøgeren solgte i butikken, sagsøgerens egne oplysninger om samarbejdet med G18-virksomhed, noten "(red.fjernet.tekst)" på fakturaen fra Y2-bro samt de indhentede oplysninger fra Y2-bro, må det lægges til grund, at sagsøgeren indkøbte afgiftspligtige varer i Y3-land til salg i sagsøgerens forretning.

Som anført ovenfor under pkt. 3.3 fremgår det af passageudskrift fra Y2-bro, at sagsøgeren gennemsnitligt rejste til Y3-land hver fjerde dag. Det fremgår også af udskriftet, at der typisk var tale om korte ture på et par timer midt på dagen. Da de korte ture typisk fandt sted midt på dagen i hverdagene, og da turene kostede sagsøgeren ca. 318 kr. inklusiv moms pr. gang, har det en stærk formodning imod sig, at sagsøgeren blot skulle på et hurtigt familiebesøg.

I lyset af ovenstående har sagsøgeren ikke løftet bevisbyrden for, at de 272 returkørsler i 2014-2016 skulle vedrøre familiebesøg.

Endelig bemærkes det, at de af sagsøgeren opstillede regneeksempler over, hvor meget mineralvand, fyrværkeri og chokoladeafgiftspligtige varer, som virksomheden skulle have solgt for, at SKATs skøn havde været virkelighedsnært, jf. herved stævningen side 5-7, ikke holder, da sagsøgeren alene har taget udgangspunkt i salg af én bestemt varetype ad gangen. Under alle omstændigheder kan sagsøgeren ikke med sådanne regneeksempler løfte bevisbyrden for, at det udøvede skøn kan tilsidesættes.

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Retten lægger som ubestridt til grund, at H1’s regnskabsmateriale for årene 2014 - 2016 var mangelfuldt, og at skattemyndighederne derfor har været berettigede til at skønne over afgiftstilsvaret.

Skattemyndighederne har ved skønnet over omsætningen taget udgangspunkt i oplysninger fra G2-virksomhed og G3-virksomhed om digitale betalinger.

Ved skønnet over forholdet mellem digital og kontant omsætning har skattemyndighederne i forbindelse med kontrolbesøg den 23. november 2016 konstateret, at den digitale betalingsandel var ca. 40 pct., mens kontantbetalinger udgjorde ca. 60 pct. af omsætningen. Skattemyndighederne har ved skønnet lagt til grund, at den kontante omsætning var 30 pct., mens den digitale omsætning udgjorde 70 pct. Skattemyndighederne har herved foretaget en meget lempelig vurdering til fordel for H1. Retten bemærker, at en højere andel af kontant omsætning ville føre til en samlet højere omsætning og dermed et højere afgiftstilsvar.

Retten finder det ikke ved MA’s forklaring om, at nogle kunder ikke købte varer for den fulde digitale betaling, men at kunderne fik byttepenge kontant, sandsynliggjort, at den samlede omsætning var lavere end skønnet af skattemyndighederne.

For så vidt angår fordelingen af varer på varegrupperne dansk erhvervede varer, fyrværkeri og udenlandsk erhvervede varer har skattemyndighederne taget udgangspunkt i fakturaerne, som H1 havde fra 2. halvår af 2014, hvor de samlede fakturabeløb for dansk erhvervede varer var 372.972 kr. Ved skønnet har skattemyndighederne ansat dansk erhvervede varer til et beløb på 800.000 kr. for hele 2014 med tillæg af avance 20 pct., eller i alt 1.000.000 kr. På tilsvarende måde har skattemyndighederne beregnet omsætningen ved salg af fyrværkeri med en avance på 40 pct. Ved at fradrage de to varegrupper, dansk erhvervede varer og fyrværkeri, i den samlede beregnede omsætning har skattemyndighederne beregnet andelen af udenlandsk erhvervede varer til at udgøre 66,28 pct. af den samlede omsætning. Denne andel har skattemyndighederne skønnet retvisende for alle tre indkomstår.

Skattemyndighederne har ved fastsættelsen af andelen af dansk erhvervede varer, som ikke er afgiftspligtige efter chokoladeafgiftsloven, foretaget et skøn, som var til gunst for H1, der dog skal betale moms af omsætningen. Som følge af dette skøn blev andelen af udenlandsk erhvervede varer, der var afgiftspligtige efter chokoladeafgiftsloven, mindre.

Med hensyn til sammenligningsgrundlaget ved skønnet over avancen lægger retten til grund, at SKAT inddrog erfaring med andre sammenlignelige butikker med hensyn til placering og størrelse. H1 har ikke ved MA’s forklaring eller det, som H1 har anført, godtgjort, at der var mangler ved sammenligningsgrundlaget, eller at skattemyndighedernes skøn over avancen i øvrigt var forkert.

H1 har bestridt at have indkøbt chokoladevarer i Y3-land.  

Retten lægger til grund, at MA i forbindelse med kontrolbesøget den 23. november 2016 oplyste, at H1 havde fået leveret varer fra G18-virksomhed, der efter skattemyndighedernes oplysninger var en Y3-land virksomhed med adresse i Y6-by. Ved samme kontrolbesøg fandt skattemyndighederne en faktura fra Y2-bro med en håndskreven bemærkning "(red.fjernet.tekst)", hvilket må forstås, sådan at bropassagen angik H1. Af passageudskrift fra broen fremgår, at MA i årene 2014 - 2016 gennemsnitligt rejste til Y3-land hver 4. dag.   

På denne baggrund finder retten, at MA’s forklaring om, at han ikke kendte til grossister i Y3-land, at han ikke har købt varer i Y3-land, og at han i stedet har fået varer leveret fra danske distributører, må tilsidesættes som udokumenteret og utroværdig. Retten finder intet grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes beregning af omsætningen af udenlandsk erhvervede varer.

H1 har derfor ikke sandsynliggjort, at skønnet er foretaget på et forkert grundlag, eller at det har ført til et åbenbart urimeligt resultat.

Som følge af det, der er anført, tager retten Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

Efter sagens udfald skal H1 betale sagens omkostninger til Skatteministeriet med 100.000 kr. til dækning af advokatudgifter. Ved omkostningsfastsættelsen har retten taget udgangspunkt i de vejledende salærtakster for proceduresager. Retten bemærker, at sagens økonomiske værdi overstiger 5.750.000 kr., og retten har derfor fastsat beløbet skønsmæssigt under hensyn til sagens omfang og det arbejde og ansvar, der har været forbundet med at føre sagen. I nedadgående retning har retten taget hensyn til sagens relativt enkle karakter og hovedforhandlingens varighed. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet frifindes.

H1 skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 100.000 kr.  

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.