Spørgsmål

1. Kan Skatterådet bekræfte, at Spørger 1 ikke skal anses for at levere elektricitet til forbrug her i landet, jf. elafgiftslovens § 4, stk. 2, i Disposition 1?
2. Kan Skatterådet bekræfte, at Spørger 2 ikke skal anses for at levere elektricitet til forbrug her i landet, jf. elafgiftslovens § 4, stk. 2, i Disposition 1, for så vidt angår den elektricitet, som Spørger 2 ikke selv forbruger, og som ledes ud på det kollektive elforsyningsnet?
3. Kan Skatterådet bekræfte, at Spørger 2 skal anses for at fremstille elektricitet til eget forbrug, jf. elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 2, i Disposition 1, for så vidt angår den elektricitet, som Spørger 2 selv forbruger?
4. Kan Skatterådet bekræfte, at Spørger 1 ikke skal anses for at levere elektricitet til forbrug her i landet, jf. elafgiftslovens § 4, stk. 2, i Disposition 2?
5. Kan Skatterådet bekræfte, at Spørger 3 ikke skal anses for at levere elektricitet til forbrug her i landet, jf. elafgiftslovens § 4, stk. 2, i Disposition 2, for så vidt angår den elektricitet, som Spørger 2 ikke forbruger, og som ledes ud på det kollektive elforsyningsnet?
6. Kan Skatterådet bekræfte, at Spørger 3 skal anses for at levere elektricitet til forbrug her i landet, jf. elafgiftslovens § 4, stk. 2, i Disposition 2, for så vidt angår den elektricitet, som leveres til Spørger 2?

Svar

1. Ja
2. Ja
3. Ja
4. Ja
5. Ja
6. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Generel baggrund for anmodning om bindende svar

H1 (herefter Spørger 1) er leverandør af solcelleanlæg.

I Disposition 1 påtænker H2 (herefter Spørger 2) via en leasingaftale at anvende Spørger 1s solcelleanlæg til at fremstille grøn elektricitet.

I Disposition 2 påtænker Spørger 2 at stifte et datterselskab ("Spørger 3"), som skal være aftalepart i aftalen om leasing af solcelleanlæg med Spørger 1. Datterselskabet skal være et kapitalselskab.

Formålet med det bindende svar er at afklare Spørger 1, Spørger 2 og Spørger 3s pligt til at opkræve og afregne elafgift i medfør af elafgiftsloven.

Konkret ønsker Spørger 1, Spørger 2 og Spørger 3 afklaring i forhold Disposition 1 og Disposition 2. De faktiske omstændigheder i de to påtænkte dispositioner uddybes i det følgende. Der er ikke tale om alternative dispositioner, idet Disposition 1 og Disposition 2 er to selvstændige og uafhængige dispositioner på hver sin ejendom.

Disposition 1

I Disposition 1 påtænker Spørger 1 at montere et solcelleanlæg med en kapacitet på over 150 kW på en ejendom, hvor Spørger 2 er lejer. Spørger 1 ejer ikke ejendommen.

Solcelleanlægget tilkobles ejendommens interne elektricitetsforbindelse. Det vil sige, at Spørger 2 forsynes direkte med den elektricitet, som solcelleanlægget fremstiller. Den elektricitet som Spørger 2 ikke selv anvender, ledes ud i det kollektive elforsyningsnet (herefter omtalt som "Overskudsproduktion"). Spørger 2 indgår en aftale med en balanceansvarlig aktør herom.

Det er kun er Spørger 2, og ikke Spørger 2s evt. lejere, som anvender elektriciteten. Det kan derfor lægges til grund, at den fremstillede elektricitet udelukkende anvendes til Spørger 2s eget forbrug, bortset fra evt. overskudsproduktion.

Skatterådet kan lægge til grund, at Spørger 2 har fået tilladelse af udlejer til Spørger 1s montering af solcelleanlægget.

Konkret indgår Spørger 1 og Spørger 2 en operationel leasingaftale på sædvanlige leasingvilkår, hvorefter Spørger 1 som ejer og leasinggiver i hele leasingperioden har den fulde driftsrisiko for solcelleanlæggets drift. Skatterådet kan lægge til grund, at ejerskabet til solcelleanlægget vedbliver med at være Spørger 1s ejendom som følge af den operationelle leasingaftale.

Baggrunden for at Spørger 1 indgår en operationel leasingaftale med Spørger 2 er, at Spørger 1 ønsker at bevare muligheden for at afmontere og afhente solcelleanlægget i tilfælde af, at Spørger 2 misligholder leasingkontrakten. Skatterådet kan lægge til grund, at tinglysningslovens § 38 ikke er relevant for Disposition 1, hvorfor solcelleanlægget også i den henseende fortsætter med at være Spørger 1s ejendom.

Leasingydelsen for solcelleanlægget er sat sammen således, at Spørger 2 betaler en fast pris pr. kWh til Spørger 1 baseret på den mængde elektricitet, solcelleanlægget fremstiller i et givent år. Leasingydelsen er i den henseende variabel.

Det er dog Spørger 2, som råder over den elektricitet, solcelleanlægget fremstiller -akkurat på samme måde som hvis solcelleanlægget var ejet af Spørger 2. Eventuelt provenu fra Overskudsproduktion tilfalder også Spørger 2 og afregnes direkte mellem Spørger 2 og den balanceansvarlige aktør. I forhold til praktikken ved at have et solcelleanlæg på taget, kan Spørger 2´s forhold således sammenlignes direkte med en almindelig anlægsejers forhold. Forskellen er blot, at Spørger 2 leaser solcelleanlægget - Spørger 2 ejer det ikke.

Der kan gives et eksempel på, hvordan leasingydelsen er sammensat. For eksemplets skyld tages der udgangspunkt i, at solcelleanlægget i 2024 producerer 100.000 kWh. Vi forestiller os, at Spørger 1 og Spørger 2 har aftalt, at Spørger 2 skal betale Spørger 1 1,0 kr. pr. kWh, som solcelleanlægget fremstiller.

Spørger 2 skal derfor betale 100.000 kr. til Spørger 1 i leasingydelse i år 2024.

I praksis bruger Spørger 2 ikke samtlige 100.000 kWh til eget forbrug. Det skyldes, at den mængde elektricitet solcelleanlægget fremstiller, ikke altid kan bruges direkte af Spørger 2. Noget af den fremstillede elektricitet bliver ledt ud i det kollektive elforsyningsnet, det vil sige Overskudsproduktion. Dette håndteres af den balanceansvarlige (net- og transmissionsvirksomheden). Det er Spørger 2, som råder over Overskudsproduktion. Det vil sige, at hvis Spørger 2 modtager et provenu for Overskudsproduktion på 40.000 kr., har Spørger 2 ret til at beholde dette provenu. Spørger 1 får ikke nogen del heri.

Spørger 1 har alene krav på leasingydelsen (100.000 kr. i eksemplet), som er aftalt til at udgøre en fast pris pr. kWh i forhold til den mængde, solcelleanlægget fremstiller.

Disposition 2

I Disposition 2 påtænker Spørger 1 at montere et solcelleanlæg med en kapacitet på over 150 kW på en ejendom efter samme fremgangsmåde som Disposition 1.

Forskellen mellem Disposition 1 og Disposition 2 er, at Spørger 2 i denne disposition ikke er lejer, men ejer af ejendommen. Spørger 2 etablerer dog et datterselskab (kapitalselskab), som skal være aftalepart i aftalen med Spørger 1. Spørger 2s datterselskab betegnes som Spørger 3.

Konkret indgår Spørger 1 og Spørger 3 en operationel leasingaftale på samme vilkår som ved Disposition 1. Det vil sige på sædvanlige leasingvilkår. Skatterådet kan lægge til grund, at ejerskabet til solcelleanlægget vedbliver med at være Spørger 1s ejendom som følge af den operationelle leasingaftale.

Spørger 1 monterer og installerer solcelleanlægget på ejendommen efter samme fremgangsmåde som ved Disposition 1. Solcelleanlægget tilkobles ejendommens interne elektricitetsforbindelse. Det vil sige, at ejendommens ejer, Spørger 2, forsynes direkte med den elektricitet, som solcelleanlægget fremstiller. Den elektricitet, som Spørger 2 ikke anvender, ledes ud i det kollektive elforsyningsnet. Spørger 3 indgår en aftale med en balanceansvarlig aktør herom.

Det er kun er Spørger 2, og ikke Spørger 2s evt. lejere, som anvender elektriciteten. Det kan derfor lægges til grund, at den fremstillede elektricitet udelukkende anvendes til Spørger 2s eget forbrug, bortset fra evt. overskudsproduktion.

Det er Spørger 3, som råder over den elektricitet, solcelleanlægget fremstiller - akkurat på samme måde som var solcelleanlægget ejet af Spørger 3.

Leasingydelsen i Disposition 2 er sat sammen på samme måde som ved Disposition 1. For eksemplets skyld tages der udgangspunkt i, at solcelleanlægget i 2024 producerer 100.000 kWh. Vi forestiller os, at Spørger 1 og Spørger 3 har aftalt, at Spørger 3 skal betale Spørger 1 1,0 kr. pr. kWh, som solcelleanlægget fremstiller.

Spørger 3 skal derfor betale 100.000 kr. til Spørger 1 i leasingydelse i år 2024.

I praksis bruger Spørger 2 ikke samtlige 100.000 kWh. Det skyldes, at den mængde elektricitet solcelleanlægget fremstiller, ikke altid kan bruges af Spørger 2. Noget af den fremstillede elektricitet bliver ledt ud i det kollektive elnet, det vil sige Overskudsproduktion. Det er Spørger 3, som råder over den elektricitet, solcelleanlægget fremstiller - det inkluderer også Overskudsproduktion. Det vil sige, at hvis Spørger 3 modtager et provenu for Overskudsproduktion på 40.000 kr., har Spørger 3 ret til at beholde dette provenu. Spørger 1 får ikke nogen del heri.

Spørger 1 har alene krav på leasingydelsen (100.000 kr. i eksemplet), som er aftalt til at udgøre en fast pris pr. kWh i forhold til den mængde, solcelleanlægget fremstiller.

Spørger 2 betaler samme pris til Spørger 3 (dvs. det datterselskab, som Spørger 2 påtænker at stifte), som Spørger 3 betaler til Spørger 1 - dvs. 1 kr. pr. kWh i det påtænkte eksempel.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørgsmål 1

Helt generelt skal der svares elafgift til statskassen af elektricitet, der forbruges her i landet, jf. elafgiftslovens § 1.

Der er ikke nogen tvivl om i Disposition 1, at der skal opkræves og afregnes elafgift af den elektricitet, som solcelleanlægget fremstiller. Det vil sige samtlige 100.000 kWh i eksemplet ovenfor.

Ud af de 100.000 kWh, som Spørger 1s solcelleanlæg fremstiller, anvender Spørger 1, 0 kWh af den fremstillede mængde elektricitet. Det er Spørger 2, som enten forbruger elektriciteten selv eller sender Overskudsproduktion ud i det kollektive elforsyningsnet.

Spørger 1 ønsker afklaring af, om Spørger 1 i elafgiftslovens forstand anses for at levere elektricitet til forbrug her i landet. Grundlæggende er det Spørger 1s opfattelse, at det ikke er tilfældet.

Først og fremmest er det Spørger 1s opfattelse, at Spørger 1 ikke kan anses for at være den faktiske producent af elektricitet i elafgiftslovens forstand.

Producentbegrebet i forhold til elafgift kan udledes af elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c:

"§ 2

Undtaget fra afgiften er elektricitet, som:

(…)

c. fremstilles på elproduktionsanlæg ved anvendelse af vedvarende energikilder i form af vindkraft, vandkraft, biogas, biomasse, solenergi, bølge- og tidevandsenergi og geotermisk varme, og som direkte forbruges af elproducenten eller af en lejer i en udlejningsejendom, når anlægget er placeret i forbindelse med udlejningsejendommen og den udlejede ejendom udlejes af elproducenten"

Bestemmelsen ovenfor er præciseret ved LFF 2013-05-22 nr. 221. Fra forarbejderne (LFF 2013-05-22 nr. 221 til § 2, stk. 1, litra c) henvises til følgende:

"Der foreslås en udvidelse af personkredsen, som kan opnå fritagelse for elafgifter for elforbrug i henhold til elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c. Der er tale om en afgiftsfritagelse for elektricitet, som er fremstillet på solcelleanlæg og andre VE-anlæg, som er omfattet af bestemmelser i lov om fremme af vedvarende energi. I dag er det kun elproducenten (ejer af produktionsanlægget), som kan opnå afgiftsfritagelse for forbrug af elektricitet fra anlægget. Det foreslås nærmere, at fritagelsen for forbrug af elektricitet fra denne type anlæg også skal kunne opnås af lejere af boliger eller erhvervslejemål m.v. i ejendommen, i forbindelse med hvilken anlægget er placeret, når udlejeren ejer anlægget."

Det er Spørger 1s opfattelse, at udvidelsen af anvendelsesområdet for § 2, stk. 1, litra c er udtryk for, at producentbegrebet tillige blev udvidet. Efter lovændringen i 2013 anses producenten for at være den aktør, der rent faktisk forbruger strømmen (fx lejer i en ejendom). Herefter er det afgørende, hvem der er den faktiske producent (lejeren/forbrugeren) fremfor den retlige producent (anlæggets ejer).

Eftersom Spørger 1 ikke forbruger noget af den elektricitet, solcelleanlægget fremstiller, skal Spørger 1 ikke anses for producent i medfør af elafgiftsloven.

Derudover er det i øvrigt Spørger 1s opfattelse, at Spørger 1 ikke kan anses for at levere elektricitet til forbrug her i landet i medfør af elafgiftsloven.

I Disposition 1 fremstiller Spørger 1s solcelleanlæg 100.000 kWh, som enten anvendes direkte af Spørger 2 eller ledes ud i det kollektive elnet som Overskudsproduktion.

Aktører, der skal svare elafgift, fremgår af elafgiftslovens § 3:

"§ 3

Afgiften svares af

1) den, der leverer elektricitet til forbrug her i landet,

2) den, der til eget forbrug fremstiller elektricitet, og

3) den, der er registreret for afgift efter § 4, stk. 2-5.

Stk. 2. Ved den, der leverer elektricitet til forbrug her i landet, jf. stk. 1, nr. 1, forstås net- og transmissionsvirksomheder, der er omfattet af § 19 i lov om elforsyning."

Skatterådet kan lægge til grund, at Spørger 1 ikke er en net- og transmissionsvirksomhed i overensstemmelse med elforsyningslovens § 19. Spørger 1 anses derfor ikke for at levere elektricitet til forbrug her i landet, jf. elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 1.

Skatterådet kan desuden lægge til grund, at Spørger 1 ikke fremstiller elektricitet til eget forbrug, eftersom det er Spørger 2, der forbruger den elektricitet, solcelleanlægget fremstiller. Spørger 1 skal derfor ikke opkræve og afregne elafgift i medfør af elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 2.

Virksomheder der leverer elektricitet til forbrug her i landet, men som ikke er net- og transmissionsvirksomheder, er også forpligtet til at opkræve og afregne elafgift til statskassen, jf. elafgiftslovens § 4, stk. 1:

"(§ 4, red.) Stk. 2. Registreringspligten omfatter desuden den, der uden at være omfattet af § 19 i lov om elforsyning, leverer elektricitet til forbrug her i landet."

Virksomheder omfattet af § 4, stk. 2 har således en pligt til at opkræve og afregne elafgift til statskassen.

Der er ikke tale om en bevillingsmæssig mulighed (som tilfældet er med de øvrige bestemmelser i § 4, stk. 3-5).

§ 4, stk. 2 omfatter efter ordlyden enhver, som leverer elektricitet til forbrug her i landet. Elafgiftsloven nævner imidlertid intet om, hvad der nærmere skal forstås ved at "levere elektricitet til forbrug her i landet".

Bestemmelsen i § 4, stk. 2 er indsat i 2004 ved lov nr. 462 af 9. juni 2004. Lovgivers bemærkninger til § 4, stk. 2 fremgår af lovforslag nr. 124 af 17. november 2004.

Forarbejderne til bestemmelsen nævner heller ikke noget om, hvad der nærmere skal forstås ved at "levere elektricitet til forbrug her i landet".

I juridisk vejledning 2023-2 afsnit E.A.4.3.5.1 fremgår følgende omkring § 4, stk. 2´s anvendelsesområde:

"Registreringspligten omfatter også virksomheder, der ikke er omfattet af elforsyningslovens § 19, men som leverer elektricitet til forbrug her i landet. Det vil sige, at der er tale om leverancer af elektricitet, der ikke sker via transmissions- og distributionsnettet (kollektive el-forsyningsnet). Se ELAL § 4, stk. 2.

Der er bl.a. tale om leverancer af elektricitet inden for områder, der ikke er tilsluttet et kollektivt elforsyningsnet. Det gælder fx visse små øsamfund, som Ertholmene (Christiansø og Frederiksø), Livø og Hjelm.

Der kan fx også være tale om tilfælde, hvor en elproducent leverer elektricitet til forbrugere, der er tilsluttet elproducentens interne elnet.

De pågældende lokaliteter kan være omfattet af en dispensation fra elforsyningslovens § 19.

Omfattet af § 4, stk. 2 er endvidere virksomheder mv., der driver kørestrømsnet for eltog. Det fremgår af § 22 i lov nr. 686 af 27. maj 2015 om jernbaner med senere ændringer, at elforsyningsloven ikke finder anvendelse på Banedanmarks elforsyningsaktiviteter (kørestrømsnet)."

Juridisk vejledning giver ikke noget svar på, hvorvidt Spørger 1 anses for at levere elektricitet til forbrug her i landet.

Efter Spørger 1s opfattelse leverer Spørger 1 ikke elektricitet til forbrug her i landet, idet der henses til, at solcelleanlægget er koblet direkte til ejendommens interne elektricitetsforbindelse. Det vil sige den ejendom, som Spørger 2 er lejer i. Det er Spørger 2 som må anses for den faktiske producent af elektricitet, idet det er Spørger 2, som suverænt råder over den fremstillede elektricitet.

På den baggrund er det Spørger 1s opfattelse, at Spørger 1 ikke leverer elektricitet til forbrug her i landet. Herefter har Spørger 1 ingen pligt til at opkræve og afregne elafgift til statskassen.

Efter vores opfattelse skal spørgsmål 1 derfor besvares med "Ja". Det vil sige, at Spørger 1 anses ikke for at levere elektricitet til forbrug her i landet.

Spørgsmål 2

Helt generelt skal der svares elafgift til statskassen af elektricitet, der forbruges her i landet, jf. elafgiftslovens § 1.

Der er ikke nogen tvivl om i Disposition 1, at der skal opkræves og afregnes elafgift af den elektricitet, som solcelleanlægget fremstiller. Det vil sige samtlige 100.000 kWh i eksemplet ovenfor. Det indebærer således også den Overskudsproduktion, som Spørger 2 leder ud i det kollektive elnet efter aftale med en balanceansvarlig (net- og transmissionsvirksomhed).

Aktører, der skal svare elafgift, fremgår af elafgiftslovens § 3:

"§ 3

Afgiften svares af

1) den, der leverer elektricitet til forbrug her i landet,

2) den, der til eget forbrug fremstiller elektricitet, og

3) den, der er registreret for afgift efter § 4, stk. 2-5.

Stk. 2. Ved den, der leverer elektricitet til forbrug her i landet, jf. stk. 1, nr. 1, forstås net- og transmissionsvirksomheder, der er omfattet af § 19 i lov om elforsyning."

Spørger 2 fremstiller elektricitet til eget forbrug (se begrundelse spørgsmål 3) og sender Overskudsproduktion ud i det kollektive elnet efter aftale med en balanceansvarlig (net- og transmissionsvirksomhed).

Skatterådet kan lægge til grund, at Spørger 2 ikke er en net- og transmissionsvirksomhed i overensstemmelse med elforsyningslovens § 19. Spørger 2 anses derfor ikke for at levere elektricitet til forbrug her i landet, jf. elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 1.

Det er Spørger 2s opfattelse, at net- og transmissionsvirksomheden (den balanceansvarlige) er forpligtet til at opkræve og afregne elafgiften til statskassen vedrørende Overskudsproduktion. Spørger 2s Overskudsproduktion leveres til forbrug til en ukendt mængde forbrugere, og varetagelsen af dette faciliteres af net- og transmissionsvirksomhederne, jf. elforsyningslovens § 19.

Det vil sige, at Spørger 2 ikke er forpligtet til at opkræve og afregne elafgift, for så vidt angår Overskudsproduktion.

På den baggrund er det Spørger 2s opfattelse, at Spørger 2 ikke leverer elektricitet til forbrug her i landet. Herefter har Spørger 2 ingen pligt til at opkræve og afregne elafgift til statskassen, for så vidt angår Overskudsproduktion.

Spørger 2 skal dog efter Spørger 2s opfattelse opkræve og afregne elafgift, for så vidt angår den mængde elektricitet, Spørger 2 anvender til eget forbrug, jf. Spørger 2s begrundelse straks nedenfor.

Spørgsmål 3

Helt generelt skal der svares elafgift til statskassen af elektricitet, der forbruges her i landet, jf. elafgiftslovens § 1.

Der er ikke nogen tvivl om i Disposition 1, at der skal opkræves og afregnes elafgift af den elektricitet, som solcelleanlægget fremstiller. Det vil sige samtlige 100.000 kWh i eksemplet ovenfor. Det indebærer således også den elektricitet, Spørger 2 fremstiller til eget forbrug.

Spørger 2 ønsker afklaring af, om Spørger 2 er forpligtet til at afregne elafgift, for så vidt angår den elektricitet, Spørger 2 fremstiller til eget forbrug. Pligten hertil fremgår af elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 2:

2) den, der til eget forbrug fremstiller elektricitet, og

Spørger 2 ejer ikke solcelleanlægget. Spørgsmålet er herefter, om Spørger 2 alligevel er forpligtet til at opkræve og afregne elafgift som den faktiske producent af elektricitet.

Ordlyden i elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 2 er tavs herom.

Bestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 2 har rødder helt tilbage til den første elafgiftslov, som blev indfør ved lov nr. 89 af 9. marts 1977.

Fra forarbejderne (LFF nr. 14 af 2. marts 1976) fremgår følgende omkring dagældende bestemmelse om elektricitet til eget forbrug:

Foruden de offentlige elektricitetsforsyningsselskaber findes der et antal industrivirksomheder m. v., der har eget elværk, der overvejende fremstiller elektricitet til virksomhedens eget brug. Sådanne virksomheder skal også indbetale afgift af den fremstillede elektricitet.

Det fremgår ikke, om "eget elværk" skal forstås således, at der er tale om "eget (ejet) elværk". Det er Spørger 2s opfattelse, at Spørger 2 som faktisk producent af elektricitet ud fra en naturlig forståelse må anses for at fremstille elektricitet til eget forbrug, jf. bemærkningerne herom under spørgsmål 1.

Derudover er solcelleanlægget monteret til den interne elektricitetsforbindelse i den ejendom, som Spørger 2 er lejer i.

Hvis Spørger 2 selv ejede solcelleanlægget, ville Spørger 2 efter omstændighederne kunne fritages for elafgift efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c. Denne mulighed er ikke relevant i dette tilfælde, eftersom Spørger 2 ikke ejer solcelleanlægget.

Det fremgår dog af juridisk vejledning 2023-2 afsnit E.A.4.3.4.1, at de tilfælde, som falder udenfor afgiftsfritagelsen, omfattes af elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 2:

"Den, der til eget brug fremstiller elektricitet, fx visse kraftvarmeanlæg, industrivirksomheder, grusgrave og omrejsende tivolier med et el-produktionsanlæg, der fremstiller elektricitet til eget forbrug på anlæg, som ikke er omfattet af ELAL § 2, stk. 1, skal registreres hos Skatterådet.

Disse virksomheder er efterfølgende benævnt "el-producenter".

Ved den, der til eget forbrug fremstiller elektricitet efter ELAL § 3, stk. 1, nr. 2, menes el-producenter, som direkte forbruger af den producerede elektricitet.

Der er tale om tilfælde, hvor al eller en del af den producerede elektricitet direkte via elproducentens eget interne el-net forsyner el-producentens egne elforbrugende aggregater mv.

Elproducenter, som erhvervsmæssigt afsætter elektricitet, og som ønsker mulighed for at få leveret elektricitet uden elafgift fra det kollektive elforsyningsnet til det forbrugssted, hvor elproduktionsanlægget er beliggende, skal oplyse virksomhedens aftagenummer/aftagenumre ved forbrugsstedet."

Det fremgår af juridisk vejledning, at der ved "el-producenter" forstås virksomheder, hvor enten alt eller en del af den producerede elektricitet er fremstillet via el-producentens eget interne elnet.

Det er konkret det, som er tilfældet med Spørger 2. På den baggrund er det Spørger 2s opfattelse, at Spørger 2 skal afregne elafgiften med statskassen, for så vidt angår den elektricitet, som Spørger 2 fremstiller til eget forbrug.

På den baggrund er det Spørger 2s opfattelse, at Skatterådet skal svare "Ja" til Spørgsmål 3.

Spørgsmål 4

Ud af de 100.000 kWh, som Spørger 1s solcelleanlæg fremstiller i Disposition 2, anvender Spørger 1, 0 kWh af den fremstillede mængde elektricitet. Det er ejendomsejeren Spørger 2, som forbruger elektriciteten, og evt. Overskudsproduktion sendes ud i det kollektive elnet.

Efter Spørger 1s opfattelse leverer Spørger 1 ikke el til forbrug her i landet.

Spørger 1 henviser til den samme juridiske begrundelse som anført ovenfor i spørgsmål 1.

Spørgsmål 5

Spørger 3s Overskudsproduktion leveres til forbrug til en ukendt mængde forbrugere, og varetagelsen af dette faciliteres af net- og transmissionsvirksomhederne, jf. elforsyningslovens § 19.

Det vil sige, at Spørger 3 ikke er forpligtet til at opkræve og afregne elafgift, for så vidt angår Overskudsproduktion.

På den baggrund er det Spørger 3s opfattelse, at Spørger 3 ikke leverer elektricitet til forbrug her i landet. Herefter har Spørger 3 ingen pligt til at opkræve og afregne elafgift til statskassen, for så vidt angår Overskudsproduktion.

Spørger 3 henviser til den samme begrundelse som ovenfor vedrørende spørgsmål 2.

Spørgsmål 6

Spørger 3 leverer elektricitet direkte til Spørger 2s forbrug i Disposition 2. Der er tale om leverance af elektricitet til én kendt bruger, nemlig Spørger 2.

På den baggrund er det Spørger 3s opfattelse, at Spørger 3 leverer elektricitet til forbrug her i landet, men uden at denne leverance omfattes af elforsyningslovens § 19 (som omfatter leverance til en ukendt mængde forbrugere).

På den baggrund er det Spørger 3s opfattelse, af Spørger 3 er forpligtet til at opkræve og afregne elafgift til statskassen for så vidt angår den elektricitet, der leveres direkte til Spørger 2, jf. elafgiftslovens § 4, stk. 2.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at Spørger 1 ikke skal anses for at levere elektricitet til forbrug her i landet, jf. elafgiftslovens § 4, stk. 2, i Disposition 1?

Begrundelse

Spørger 1 påtænker at indgå en aftale om udleasing af et solcelleanlæg til Spørger 2. Solcelleanlægget skal direkte forsyne Spørger 2 med elektricitet til eget forbrug.

Spørger 2 har oplyst, at det kun er Spørger 2, og ikke Spørger 2s evt. lejere, som anvender elektriciteten. Det lægges derfor til grund, at den fremstillede elektricitet udelukkende anvendes til Spørger 2s eget forbrug, bortset fra evt. overskudsproduktion.

Leasingydelsen påtænkes sammensat, således at Spørger 2 betaler en fast pris pr. kWh til Spørger 1 baseret på den mængde elektricitet, som solcelleanlægget fremstiller i et givent år. Spørger 2 råder over den elektricitet, som solcelleanlægget fremstiller.

Det skal indledningsvis bemærkes, at det fremgår af elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 1, at afgiften svares af den, der leverer elektricitet til forbrug her i landet.

Af elafgiftslovens § 3, stk. 2, fremgår det, at ved den, der leverer elektricitet til forbrug her i landet, jf. elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 1, forstås net- og transmissionsvirksomheder, der er omfattet af § 19 i lov om elforsyning.

Det forudsættes, at Spørger 1 ikke er en net- og transmissionsvirksomhed, der er omfattet af § 19 i lov om elforsyning. Spørger 1 skal derfor ikke svare afgift efter elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 1.

Imidlertid fremgår det af elafgiftslovens § 4, stk. 2, at:

"Registreringspligten omfatter desuden den, der uden at være omfattet af § 19 i lov om elforsyning, leverer elektricitet til forbrug her i landet."

Det, som der skal tages stilling til, er således, om Spørger 1 anses for at levere elektricitet til forbrug her i landet i medfør af elafgiftslovens § 4, stk. 2.

Bestemmelsen i elafgiftslovens § 4, stk. 2, blev indsat ved § 3, nr. 2, i lov nr. 462 af 9. juni 2004 (dog bemærkes, at der ved § 1, nr. 2, i lov nr. 527 af 12. juni 2009 er fjernet henvisninger til nogle bestemmelser i lov om elforsyning).

Forarbejderne til bestemmelsen omtaler ikke, hvad der skal forstås ved "leverer elektricitet til forbrug her i landet".

Af Den juridiske vejledning 2024-1, afsnit E.A.4.3.5.1, følger det, at der ved "leverer elektricitet til forbrug her i landet" i medfør af § 4, stk. 2, bl.a. skal forstås leverancer af elektricitet til små øsamfund, som ikke er tilsluttet et kollektivt elforsyningsnet, eller leverancer af elektricitet til forbrugere, der er tilsluttet elproducentens interne elnet.

Den juridiske vejledning forholder sig dog ikke til, om den konkrete situation, hvor Spørger 1 udleaser et solcelleanlæg til Spørger 2, er omfattet af bestemmelsen.

Hverken forarbejder eller Den juridiske vejledning forholder sig således til, om Spørger 1 leverer elektricitet til forbrug her i landet i medfør af elafgiftslovens § 4, stk. 2.

I overensstemmelse med en naturlig forståelse af "leverer" finder Skattestyrelsen, at der skal forstås, at man forsyner en aftager med et produkt, en ydelse eller lignende.

Det er Skattestyrelsens vurdering, at Spørger 1 ikke skal anses for at levere elektricitet til forbrug her i landet, men derimod alene at levere en ydelse i form af udleasing af et solcelleanlæg til Spørger 2.

På baggrund af ovenstående kan Spørger 1 ikke anses for at levere elektricitet til forbrug her i landet i medfør af elafgiftslovens § 4, stk. 2.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at Spørger 2 ikke skal anses for at levere elektricitet til forbrug her i landet, jf. elafgiftslovens § 4, stk. 2, i Disposition 1, for så vidt angår den elektricitet, som Spørger 2 ikke selv forbruger, og som ledes ud på det kollektive elforsyningsnet.

Begrundelse

Spørger 2 påtænker at lease et solcelleanlæg, som skal tilkobles den af Spørger 2 lejede ejendoms interne elektricitetsforbindelse og direkte forsyne Spørger 2 med elektricitet til dennes eget forbrug.

Den elektricitet, som Spørger 2 ikke selv forbruger, ledes ud i det kollektive elforsyningsnet, og Spørger 2 indgår en aftale med en balanceansvarlig aktør herom.

Spørger 2 har oplyst, at det kun er Spørger 2, og ikke Spørger 2s evt. lejere, som anvender elektriciteten. Det lægges derfor til grund, at elektriciteten anvendes til Spørger 2s eget forbrug, bortset fra evt. overskudsproduktion.

Det skal indledningsvis bemærkes, at det fremgår af elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 1, at afgiften svares af den, der leverer elektricitet til forbrug her i landet.

Af elafgiftslovens § 3, stk. 2, fremgår det, at ved den, der leverer elektricitet til forbrug her i landet, jf. elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 1, forstås net- og transmissionsvirksomheder, der er omfattet af § 19 i lov om elforsyning.

Det forudsættes, at spørger 2 ikke er en net- og transmissionsvirksomhed, der er omfattet af § 19 i lov om elforsyning. Spørger 2 skal derfor ikke svare afgift efter elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 1.

Imidlertid fremgår det af elafgiftslovens § 4, stk. 2, at:

"Registreringspligten omfatter desuden den, der uden at være omfattet af § 19 i lov om elforsyning, leverer elektricitet til forbrug her i landet."

Det, som der skal tages stilling til, er således, om Spørger 2 anses for at levere elektricitet til forbrug her i landet i medfør af elafgiftslovens § 4, stk. 2.

Som det fremgår under "Skattestyrelsens indstilling og begrundelse" til spørgsmål 1 omtaler forarbejderne til bestemmelsen ikke, hvad der skal forstås ved "leverer elektricitet til forbrug her i landet".

Imidlertid fremgår det af Den juridiske vejledning, afsnit E.A.4.3.5.1, at:

"For så vidt angår leverancer til det kollektive el-forsyningsnet er en producent af elektricitet ikke omfattet af registreringspligten i elafgiftsloven, når producenten ikke direkte leverer elektricitet til forbrug. I stedet opkræves elafgiften af de registrerede netvirksomheder svarende til, at netvirksomheden står for gennemførelsen af de fysiske leverancer af elektricitet via det kollektive el-forsyningsnet til forbrugerne."

Af ovenstående uddrag følger, at for så vidt angår leverancer til det kollektive el-forsyningsnet er en producent af elektricitet ikke omfattet af elafgiftslovens § 4, stk. 2, når producenten ikke direkte leverer elektricitet til forbrug.

Det fremgår af Energinets hjemmeside, at en balanceansvarlig aktør køber og sælger elektricitet på elbørser på vegne af elleverandører og anlægsejere.

Da Spørger 2 har indgået en aftale med en balanceansvarlig aktør om udledning af overskudsproduktion til det kollektive elforsyningsnet, leverer Spørger 2 ikke direkte elektricitet til forbrug.

Det er på den baggrund Skattestyrelsens opfattelse, at Spørger 2 ikke skal anses for at levere elektricitet til forbrug her i landet i medfør af elafgiftslovens § 4, stk. 2, for så vidt angår den elektricitet, som Spørger 2 ikke selv forbruger (kaldet overskudsproduktion), og som via en balanceansvarlig aktør ledes ud på det kollektive elforsyningsnet.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Ja".

Spørgsmål 3

Det ønskes bekræftet, at Spørger 2 skal anses for at fremstille elektricitet til eget forbrug, jf. elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 2, i Disposition 1, for så vidt angår den elektricitet, som Spørger 2 selv forbruger?

Begrundelse

Spørger 2 påtænker at lease et solcelleanlæg, som skal tilkobles den af Spørger 2 lejede ejendoms interne elektricitetsforbindelse og direkte forsyne Spørger 2 med elektricitet til dennes eget forbrug.

Den elektricitet, som Spørger 2 ikke selv forbruger, ledes ud i det kollektive elforsyningsnet, og Spørger 2 indgår en aftale med en balanceansvarlig aktør herom.

Spørger 2 har oplyst, at det kun er Spørger 2, og ikke Spørger 2s evt. lejere, som anvender elektriciteten. Det lægges derfor til grund, at elektriciteten anvendes til Spørger 2s eget forbrug, bortset fra evt. overskudsproduktion.

Der skal tages stilling til, om Spørger 2 fremstiller elektricitet til eget forbrug i medfør af elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 2. Elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 2, lyder således:

"Afgiften svares af:

(…)

2) den, der til eget forbrug fremstiller elektricitet (…)"

Da det forudsættes, at Spørger 2 selv forbruger elektriciteten, er det, som der skal tages stilling til, om Spørger 2 "fremstiller elektricitet", når Spørger 2 ikke ejer solcelleanlægget, men leaser det.

Bestemmelsen i elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 2, har eksisteret siden vedtagelsen af elafgiftsloven ved lov. nr. 89. af 9. marts 1977, idet den dog var placeret i elafgiftslovens § 3, stk. 2, og lød således:

"Afgift svares endvidere af den, der til eget brug fremstiller elektricitet."

Det fremgår af de specielle bemærkninger til bestemmelsen, at.

"(…)

Foruden de offentlige elektricitetsforsyningsselskaber findes der et antal industrivirksomheder m. v., der har eget elværk, der overvejende fremstiller elektricitet til virksomhedens eget brug. Sådanne virksomheder skal også indbetale afgift af den fremstillede elektricitet."

Det fremgår ikke af ovenstående bemærkninger, at "eget elværk" skal være ejet af den, der fremstiller elektricitet til eget forbrug.

Følgende fremgår af Den juridiske vejledning afsnit E.A.4.3.5.1 om elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 2:

" Virksomheder, der til eget brug producerer elektricitet

Den, der til eget brug fremstiller elektricitet, fx visse kraftvarmeanlæg, industrivirksomheder, grusgrave og omrejsende tivolier med et el-produktionsanlæg, der fremstiller elektricitet til eget forbrug på anlæg, som ikke er omfattet af ELAL § 2, stk. 1, skal registreres hos Skattestyrelsen.

Disse virksomheder er efterfølgende benævnt "el-producenter".

Ved den, der til eget forbrug fremstiller elektricitet efter ELAL § 3, stk. 1, nr. 2, menes el-producenter, som direkte forbruger af den producerede elektricitet.

Der er tale om tilfælde, hvor al eller en del af den producerede elektricitet direkte via el-producentens eget interne el-net forsyner el-producentens egne elforbrugende aggregater mv.

(…)"

Det fremgår ikke af ovenstående uddrag af Den juridiske vejledning, at det er et krav, at elektriciteten skal fremstilles på et anlæg ejet af den, der fremstiller elektriciteten.

Hverken forarbejderne eller Den juridiske vejledning forholder sig således til, om Spørger 2 "fremstiller elektricitet" i medfør af elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 2.

I overensstemmelse med en naturlig forståelse af "fremstille" finder Skattestyrelsen, at der skal forstås, at man frembringer et produkt eller en vare, og at der ikke i ordet "fremstille" ligger et krav om ejerskab til produktionsanlægget.

Det er derfor Skattestyrelsens vurdering, at Spørger 2 skal anses for at fremstille elektricitet, selvom dette sker på et leaset solcelleanlæg.

På baggrund af ovenstående er det Skattestyrelsens vurdering, at Spørger 2 for så vidt angår den elektricitet, som Spørger 2 selv forbruger, skal anses for at fremstille elektricitet til eget forbrug i medfør af elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 2.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Ja".

Spørgsmål 4

Det ønskes bekræftet, at Spørger 1 ikke skal anses for at levere elektricitet til forbrug her i landet, jf. elafgiftslovens § 4, stk. 2, i Disposition 2?

Begrundelse

Spørger 1 påtænker at indgå en aftale om udleasing af et solcelleanlæg til Spørger 3. Spørger 3 er det datterselskab, som Spørger 2 påtænker at stifte.

Spørger 2 ejer den ejendom, hvorpå solcelleanlægget påtænkes monteret. Spørger 2 anvender desuden den elektricitet, som solcelleanlægget producerer.

Spørger 2 har oplyst, at det kun er Spørger 2, og ikke Spørger 2s evt. lejere, som anvender elektriciteten. Det lægges derfor til grund, at elektriciteten anvendes til Spørger 2s eget forbrug, bortset fra evt. overskudsproduktion.

Det skal indledningsvis bemærkes, at det fremgår af elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 1, at afgiften svares af den, der leverer elektricitet til forbrug her i landet.

Af elafgiftslovens § 3, stk. 2, fremgår det, at ved den, der leverer elektricitet til forbrug her i landet, jf. elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 1, forstås net- og transmissionsvirksomheder, der er omfattet af § 19 i lov om elforsyning.

Det forudsættes, at Spørger 1 ikke er en net- og transmissionsvirksomhed, der er omfattet af § 19 i lov om elforsyning. Spørger 1 skal derfor ikke svare afgift efter elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 1.

Imidlertid fremgår det af elafgiftslovens § 4, stk. 2, at:

"Registreringspligten omfatter desuden den, der uden at være omfattet af § 19 i lov om elforsyning, leverer elektricitet til forbrug her i landet."

Det, som der skal tages stilling til, er således, om Spørger 1 anses for at levere elektricitet til forbrug her i landet i medfør af elafgiftslovens § 4, stk. 2.

Som det fremgår af Skattestyrelsens begrundelse under spørgsmål 1 forholder hverken forarbejder eller Den juridiske vejledning sig til, om Spørger 1, som udleaser af et solcelleanlæg, "leverer elektricitet til forbrug her i landet" i medfør af elafgiftslovens § 4, stk. 2.

I overensstemmelse med en naturlig forståelse af "leverer" finder Skattestyrelsen, at der skal forstås, at man forsyner en aftager med et produkt, en ydelse eller lignende.

Det er Skattestyrelsens vurdering, at Spørger 1 ikke skal anses for at levere elektricitet til forbrug her i landet, men derimod alene for at levere en ydelse i form af udleasing af et solcelleanlæg til Spørger 3.

På baggrund af ovenstående kan Spørger 1 ikke anses for at levere elektricitet til forbrug her i landet i medfør af elafgiftslovens § 4, stk. 2.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 4 besvares med "Ja".

Spørgsmål 5

Det ønskes bekræftet, at Spørger 3 ikke skal anses for at levere elektricitet til forbrug her i landet, jf. elafgiftslovens § 4, stk. 2, i Disposition 2, for så vidt angår den elektricitet, som Spørger 2 ikke forbruger, og som ledes ud på det kollektive elforsyningsnet.

Begrundelse

Spørger 3 påtænker at lease et solcelleanlæg af Spørger 1. Spørger 3 er det datterselskab, som Spørger 2 påtænker at stifte.

Spørger 2 ejer den ejendom, hvorpå solcelleanlægget påtænkes monteret og forbruger den elektricitet, som solcelleanlægget producerer. Den elektricitet, som Spørger 2 ikke forbruger, ledes ud i det kollektive elforsyningsnet, og Spørger 3 indgår en aftale med en balanceansvarlig aktør herom.

Spørger 2 har oplyst, at det kun er Spørger 2, og ikke Spørger 2s evt. lejere, som forbruger elektriciteten. Det lægges derfor til grund, at elektriciteten anvendes til Spørger 2s eget forbrug, bortset fra evt. overskudsproduktion.

Spørger 2 betaler den samme pris pr. kWh til Spørger 3, som Spørger 3 betaler til Spørger 1 for at lease solcelleanlægget.

Det skal indledningsvis bemærkes, at det fremgår af elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 1, at afgiften svares af den, der leverer elektricitet til forbrug her i landet.

Af elafgiftslovens § 3, stk. 2, fremgår det, at ved den, der leverer elektricitet til forbrug her i landet, jf. elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 1, forstås net- og transmissionsvirksomheder, der er omfattet af § 19 i lov om elforsyning.

Det forudsættes, at Spørger 3 ikke er en net- og transmissionsvirksomhed, der er omfattet af § 19 i lov om elforsyning. Spørger 3 skal derfor ikke svare afgift efter elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 1.

Imidlertid fremgår det af elafgiftslovens § 4, stk. 2, at:

"Registreringspligten omfatter desuden den, der uden at være omfattet af § 19 i lov om elforsyning, leverer elektricitet til forbrug her i landet."

Det, som der skal tages stilling til, er således, om Spørger 3 anses for at levere elektricitet til forbrug her i landet i medfør af elafgiftslovens § 4, stk. 2.

Som det fremgår under "Skattestyrelsens indstilling og begrundelse" til spørgsmål 1, omtaler forarbejderne til bestemmelsen ikke, hvad der skal forstås ved "leverer elektricitet til forbrug her i landet".

Imidlertid fremgår det af Den juridiske vejledning 2024-1, afsnit E.A.4.3.5.1, at:

"For så vidt angår leverancer til det kollektive el-forsyningsnet er en producent af elektricitet ikke omfattet af registreringspligten i elafgiftsloven, når producenten ikke direkte leverer elektricitet til forbrug. I stedet opkræves elafgiften af de registrerede netvirksomheder svarende til, at netvirksomheden står for gennemførelsen af de fysiske leverancer af elektricitet via det kollektive el-forsyningsnet til forbrugerne."

Af ovenstående uddrag følger, at for så vidt angår leverancer til det kollektive el-forsyningsnet er en producent af elektricitet ikke omfattet af elafgiftslovens § 4, stk. 2, når producenten ikke direkte leverer elektricitet til forbrug.

Det fremgår af Energinets hjemmeside, at en balanceansvarlig aktør køber og sælger elektricitet på elbørser på vegne af elleverandører og anlægsejere.

Da Spørger 3 vil indgå en aftale med en balanceansvarlig aktør om udledning af overskudsproduktion til det kollektive elforsyningsnet, leverer Spørger 3 ikke direkte overskudsproduktionen af elektricitet til forbrug her i landet.

Det er på den baggrund Skattestyrelsens opfattelse, at Spørger 3 ikke skal anses for at levere elektricitet til forbrug her i landet i medfør af elafgiftslovens § 4, stk. 2, for så vidt angår den elektricitet, som via en balanceansvarlig aktør ledes ud på det kollektive elforsyningsnet.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 5 besvares med "Ja".

Spørgsmål 6

Det ønskes bekræftet, at Spørger 3 skal anses for at levere elektricitet til forbrug her i landet, jf. elafgiftslovens § 4, stk. 2, i Disposition 2, for så vidt angår den elektricitet, som leveres til Spørger 2?

Begrundelse

Spørger 3 påtænker at lease et solcelleanlæg af Spørger 1. Spørger 3 er det datterselskab, som Spørger 2 påtænker at stifte.

Spørger 2 ejer den ejendom, hvorpå solcelleanlægget påtænkes monteret og forbruger den elektricitet, som solcelleanlægget producerer.

Spørger 2 har oplyst, at det kun er Spørger 2, og ikke Spørger 2s evt. lejere, som forbruger elektriciteten. Det lægges derfor til grund, at elektriciteten anvendes til Spørger 2s eget forbrug, bortset fra evt. overskudsproduktion.

Spørger 2 betaler den samme pris pr. kWh til Spørger 3, som Spørger 3 betaler til Spørger 1 for at lease solcelleanlægget.

Det skal indledningsvis bemærkes, at det fremgår af elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 1, at afgiften svares af den, der leverer elektricitet til forbrug her i landet.

Af elafgiftslovens § 3, stk. 2, fremgår det, at ved den, der leverer elektricitet til forbrug her i landet, jf. elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 1, forstås net- og transmissionsvirksomheder, der er omfattet af § 19 i lov om elforsyning.

Det forudsættes, at Spørger 3 ikke er en net- og transmissionsvirksomhed, der er omfattet af § 19 i lov om elforsyning. Spørger 3 skal derfor ikke svare afgift efter elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 1.

Imidlertid fremgår det af elafgiftslovens § 4, stk. 2, at:

"Registreringspligten omfatter desuden den, der uden at være omfattet af § 19 i lov om elforsyning, leverer elektricitet til forbrug her i landet."

Det, som der skal tages stilling til, er således, om Spørger 3 anses for at levere elektricitet til forbrug her i landet i medfør af elafgiftslovens § 4, stk. 2.

Som det fremgår under "Skattestyrelsens indstilling og begrundelse" til spørgsmål 1 omtaler forarbejderne til bestemmelsen ikke, hvad der skal forstås ved "leverer elektricitet til forbrug her i landet".

I overensstemmelse med en naturlig forståelse af "leverer" finder Skattestyrelsen, at der skal forstås, at man forsyner en aftager med et produkt, en ydelse eller lignende.

Spørger 3 leverer elektricitet til Spørger 2 fra det af Spørger 3 leasede solcelleanlæg, og Spørger 2 bruger direkte denne elektricitet til eget forbrug.

På baggrund af ovenstående er det Skattestyrelsen vurdering, at Spørger 3 skal anses for at levere elektricitet til forbrug her i landet, jf. elafgiftslovens § 4, stk. 2, for så vidt angår den elektricitet, som Spørger 2 anvender til eget forbrug.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 6 besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 1 og stk. 2

Afgiften svares af

1) den, der leverer elektricitet til forbrug her i landet,

2) (…)

3) (…)

Stk. 2.  Ved den, der leverer elektricitet til forbrug her i landet, jf. stk. 1, nr. 1, forstås net- og transmissionsvirksomheder, der er omfattet af § 19 i lov om elforsyning.

Elafgiftslovens § 4, stk. 2

§ 4 (…)

Stk. 2.  Registreringspligten omfatter desuden den, der uden at være omfattet af § 19 i lov om elforsyning, leverer elektricitet til forbrug her i landet.

Elforsyningslovens § 19

§ 19. Transmissionsvirksomhed og netvirksomhed kan kun udøves efter bevilling, der kan gives til virksomheder, som opfylder kravene i kapitel 7 og 8. Transmissionsvirksomhed varetaget af Energinet eller denne virksomheds helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet udføres dog uden bevilling.

Stk. 2. Bevilling, der gives for mindst 20 år, meddeles af klima-, energi- og forsyningsministeren for et nærmere afgrænset område.

Stk. 3.  Bevillinger til at drive netvirksomhed, som eksisterer den 31. december 2020, forlænges uden forudgående ansøgning til og med den 31. december 2025.

Praksis

Den juridiske vejledning 2024-1 E.A.4.3.5.1 Virksomheder, der skal registreres

(…)

Andre, der leverer elektricitet til forbrug her i landet

Registreringspligten omfatter også virksomheder, der ikke er omfattet af elforsyningslovens § 19, men som leverer elektricitet til forbrug her i landet. Det vil sige, at der er tale om leverancer af elektricitet, der ikke sker via transmissions- og distributionsnettet (kollektive el-forsyningsnet). Se ELAL § 4, stk. 2.

Der er bl.a. tale om leverancer af elektricitet inden for områder, der ikke er tilsluttet et kollektivt elforsyningsnet. Det gælder fx visse små øsamfund, som Ertholmene (Christiansø og Frederiksø), Livø og Hjelm.

Der kan fx også være tale om tilfælde, hvor en elproducent leverer elektricitet til forbrugere, der er tilsluttet elproducentens interne elnet.

De pågældende lokaliteter kan være omfattet af en dispensation fra elforsyningslovens § 19.

Omfattet af § 4, stk. 2 er endvidere virksomheder mv., der driver kørestrømsnet for eltog. Det fremgår af § 22 i lov nr. 686 af 27. maj 2015 om jernbaner med senere ændringer, at elforsyningsloven ikke finder anvendelse på Banedanmarks elforsyningsaktiviteter (kørestrømsnet).

(…)

Spørgsmål 2

Elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 1 og stk. 2

Afgiften svares af

1) den, der leverer elektricitet til forbrug her i landet,

2) (…)

3) (…)

Stk. 2.  Ved den, der leverer elektricitet til forbrug her i landet, jf. stk. 1, nr. 1, forstås net- og transmissionsvirksomheder, der er omfattet af § 19 i lov om elforsyning.

Elafgiftslovens § 4, stk. 2

§ 4 (…)

Stk. 2.  Registreringspligten omfatter desuden den, der uden at være omfattet af § 19 i lov om elforsyning, leverer elektricitet til forbrug her i landet.

Elforsyningslovens § 19

§ 19. Transmissionsvirksomhed og netvirksomhed kan kun udøves efter bevilling, der kan gives til virksomheder, som opfylder kravene i kapitel 7 og 8. Transmissionsvirksomhed varetaget af Energinet eller denne virksomheds helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet udføres dog uden bevilling.

Stk. 2. Bevilling, der gives for mindst 20 år, meddeles af klima-, energi- og forsyningsministeren for et nærmere afgrænset område.

Stk. 3.  Bevillinger til at drive netvirksomhed, som eksisterer den 31. december 2020, forlænges uden forudgående ansøgning til og med den 31. december 2025.

Praksis

Den juridiske vejledning 2024-1 E.A.4.3.5.1 Virksomheder, der skal registreres

(…)

Andre, der leverer elektricitet til forbrug her i landet

Registreringspligten omfatter også virksomheder, der ikke er omfattet af elforsyningslovens § 19, men som leverer elektricitet til forbrug her i landet. Det vil sige, at der er tale om leverancer af elektricitet, der ikke sker via transmissions- og distributionsnettet (kollektive el-forsyningsnet). Se ELAL § 4, stk. 2.

Der er bl.a. tale om leverancer af elektricitet inden for områder, der ikke er tilsluttet et kollektivt elforsyningsnet. Det gælder fx visse små øsamfund, som Ertholmene (Christiansø og Frederiksø), Livø og Hjelm.

Der kan fx også være tale om tilfælde, hvor en elproducent leverer elektricitet til forbrugere, der er tilsluttet elproducentens interne elnet.

De pågældende lokaliteter kan være omfattet af en dispensation fra elforsyningslovens § 19.

Omfattet af § 4, stk. 2 er endvidere virksomheder mv., der driver kørestrømsnet for eltog. Det fremgår af § 22 i lov nr. 686 af 27. maj 2015 om jernbaner med senere ændringer, at elforsyningsloven ikke finder anvendelse på Banedanmarks elforsyningsaktiviteter (kørestrømsnet).

Bemærk

Det forhold, at et selskab eller en virksomhed indgår aftale med fx butikker i samme koncern om levering af elektricitet, og at selskabet tager sig af fakturaer fra netvirksomhederne vedrørende leverancer til butikkerne, gør ikke selskabet til en leverandør af elektricitet, der kan registreres efter elafgiftsloven. Der er alene tale om, at en storforbruger koordinerer forhold vedrørende fakturaer og betaling i et særligt selskab.

For så vidt angår leverancer til det kollektive el-forsyningsnet er en producent af elektricitet ikke omfattet af registreringspligten i elafgiftsloven, når producenten ikke direkte leverer elektricitet til forbrug. I stedet opkræves elafgiften af de registrerede netvirksomheder svarende til, at netvirksomheden står for gennemførelsen af de fysiske leverancer af elektricitet via det kollektive el-forsyningsnet til forbrugerne.

Energinet.dk/el/elmarkedet/roller-pa-elmarkedet/

BALANCEANSVARLIG

Balanceansvarlige aktører køber og sælger strøm på elbørser på vegne af elleverandører og anlægsejere. (…)

Spørgsmål 3

Lovgrundlag

Elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 2

§ 3 Afgiften svares af

1) (…)

2) den, der til eget forbrug fremstiller elektricitet, og

3) (…)

Forarbejder

Specielle bemærkninger til § 3, stk. 2 i lov nr. 89 af 9. marts 1977

(…)

Foruden de offentlige elektricitetsforsyningsselskaber findes der et antal industrivirksomheder m. v., der har eget elværk, der overvejende fremstiller elektricitet til virksomhedens eget brug. Sådanne virksomheder skal også indbetale afgift af den fremstillede elektricitet.

Praksis

Den juridiske vejledning 2024-1 E.A.4.3.5.1 Virksomheder, der skal registreres

(…)

Virksomheder, der til eget brug producerer elektricitet

Den, der til eget brug fremstiller elektricitet, fx visse kraftvarmeanlæg, industrivirksomheder, grusgrave og omrejsende tivolier med et el-produktionsanlæg, der fremstiller elektricitet til eget forbrug på anlæg, som ikke er omfattet af ELAL § 2, stk. 1, skal registreres hos Skattestyrelsen.

Disse virksomheder er efterfølgende benævnt "el-producenter".

Ved den, der til eget forbrug fremstiller elektricitet efter ELAL § 3, stk. 1, nr. 2, menes el-producenter, som direkte forbruger af den producerede elektricitet.

Der er tale om tilfælde, hvor al eller en del af den producerede elektricitet direkte via el-producentens eget interne el-net forsyner el-producentens egne elforbrugende aggregater mv.

(…)

Spørgsmål 4

Elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 1 og stk. 2

Afgiften svares af

1) den, der leverer elektricitet til forbrug her i landet,

2) (…)

3) (…)

Stk. 2.  Ved den, der leverer elektricitet til forbrug her i landet, jf. stk. 1, nr. 1, forstås net- og transmissionsvirksomheder, der er omfattet af § 19 i lov om elforsyning.

Elafgiftslovens § 4, stk. 2

§ 4 (…)

Stk. 2.  Registreringspligten omfatter desuden den, der uden at være omfattet af § 19 i lov om elforsyning, leverer elektricitet til forbrug her i landet.

Elforsyningslovens § 19

§ 19. Transmissionsvirksomhed og netvirksomhed kan kun udøves efter bevilling, der kan gives til virksomheder, som opfylder kravene i kapitel 7 og 8. Transmissionsvirksomhed varetaget af Energinet eller denne virksomheds helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet udføres dog uden bevilling.

Stk. 2. Bevilling, der gives for mindst 20 år, meddeles af klima-, energi- og forsyningsministeren for et nærmere afgrænset område.

Stk. 3.  Bevillinger til at drive netvirksomhed, som eksisterer den 31. december 2020, forlænges uden forudgående ansøgning til og med den 31. december 2025.

Spørgsmål 5

Lovgrundlag

Elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 1 og stk. 2

Afgiften svares af

1) den, der leverer elektricitet til forbrug her i landet,

2) (…)

3) (…)

Stk. 2.  Ved den, der leverer elektricitet til forbrug her i landet, jf. stk. 1, nr. 1, forstås net- og transmissionsvirksomheder, der er omfattet af § 19 i lov om elforsyning.

Elafgiftslovens § 4, stk. 2

§ 4 (…)

Stk. 2.  Registreringspligten omfatter desuden den, der uden at være omfattet af § 19 i lov om elforsyning, leverer elektricitet til forbrug her i landet.

Elforsyningslovens § 19

§ 19. Transmissionsvirksomhed og netvirksomhed kan kun udøves efter bevilling, der kan gives til virksomheder, som opfylder kravene i kapitel 7 og 8. Transmissionsvirksomhed varetaget af Energinet eller denne virksomheds helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet udføres dog uden bevilling.

Stk. 2. Bevilling, der gives for mindst 20 år, meddeles af klima-, energi- og forsyningsministeren for et nærmere afgrænset område.

Stk. 3.  Bevillinger til at drive netvirksomhed, som eksisterer den 31. december 2020, forlænges uden forudgående ansøgning til og med den 31. december 2025.

Praksis

Den juridiske vejledning 2024-1 E.A.4.3.5.1 Virksomheder, der skal registreres

(…)

Andre, der leverer elektricitet til forbrug her i landet

Registreringspligten omfatter også virksomheder, der ikke er omfattet af elforsyningslovens § 19, men som leverer elektricitet til forbrug her i landet. Det vil sige, at der er tale om leverancer af elektricitet, der ikke sker via transmissions- og distributionsnettet (kollektive el-forsyningsnet). Se ELAL § 4, stk. 2.

Der er bl.a. tale om leverancer af elektricitet inden for områder, der ikke er tilsluttet et kollektivt elforsyningsnet. Det gælder fx visse små øsamfund, som Ertholmene (Christiansø og Frederiksø), Livø og Hjelm.

Der kan fx også være tale om tilfælde, hvor en elproducent leverer elektricitet til forbrugere, der er tilsluttet elproducentens interne elnet.

De pågældende lokaliteter kan være omfattet af en dispensation fra elforsyningslovens § 19.

Omfattet af § 4, stk. 2 er endvidere virksomheder mv., der driver kørestrømsnet for eltog. Det fremgår af § 22 i lov nr. 686 af 27. maj 2015 om jernbaner med senere ændringer, at elforsyningsloven ikke finder anvendelse på Banedanmarks elforsyningsaktiviteter (kørestrømsnet).

Bemærk

Det forhold, at et selskab eller en virksomhed indgår aftale med fx butikker i samme koncern om levering af elektricitet, og at selskabet tager sig af fakturaer fra netvirksomhederne vedrørende leverancer til butikkerne, gør ikke selskabet til en leverandør af elektricitet, der kan registreres efter elafgiftsloven. Der er alene tale om, at en storforbruger koordinerer forhold vedrørende fakturaer og betaling i et særligt selskab.

For så vidt angår leverancer til det kollektive el-forsyningsnet er en producent af elektricitet ikke omfattet af registreringspligten i elafgiftsloven, når producenten ikke direkte leverer elektricitet til forbrug. I stedet opkræves elafgiften af de registrerede netvirksomheder svarende til, at netvirksomheden står for gennemførelsen af de fysiske leverancer af elektricitet via det kollektive el-forsyningsnet til forbrugerne.

Energinet.dk/el/elmarkedet/roller-pa-elmarkedet/

BALANCEANSVARLIG

Balanceansvarlige aktører køber og sælger strøm på elbørser på vegne af elleverandører og anlægsejere. (…)

Spørgsmål 6

Lovgrundlag

Elafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 1 og stk. 2

Afgiften svares af

1) den, der leverer elektricitet til forbrug her i landet,

2) (…)

3) (…)

Stk. 2.  Ved den, der leverer elektricitet til forbrug her i landet, jf. stk. 1, nr. 1, forstås net- og transmissionsvirksomheder, der er omfattet af § 19 i lov om elforsyning.

Elafgiftslovens § 4, stk. 2

§ 4 (…)

Stk. 2.  Registreringspligten omfatter desuden den, der uden at være omfattet af § 19 i lov om elforsyning, leverer elektricitet til forbrug her i landet.

Elforsyningslovens § 19

§ 19. Transmissionsvirksomhed og netvirksomhed kan kun udøves efter bevilling, der kan gives til virksomheder, som opfylder kravene i kapitel 7 og 8. Transmissionsvirksomhed varetaget af Energinet eller denne virksomheds helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet udføres dog uden bevilling.

Stk. 2. Bevilling, der gives for mindst 20 år, meddeles af klima-, energi- og forsyningsministeren for et nærmere afgrænset område.

Stk. 3.  Bevillinger til at drive netvirksomhed, som eksisterer den 31. december 2020, forlænges uden forudgående ansøgning til og med den 31. december 2025.