Dato for udgivelse
16 apr 2024 10:29
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
19 mar 2024 10:00
SKM-nummer
SKM2024.220.SR
Myndighed
Skatterådet
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
23-1803543
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Momsfritagelse og -godtgørelse
Emneord
Momsfritagelse, kulturelle aktiviteter, museum, forestilling, musical, entréindtægter
Resumé

Spørger driver et museum. I forbindelse med deres jubilæum påtænker Spørger at afholde en festuge, hvor der opføres en forestilling. Entrébillet til festugen giver de besøgende, udover adgang til museets område og almindelige udstillinger, adgang til en dags fuldt festugeprogram.

Spørgsmålet angik om Spørgers entréindtægter fra festugen var omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørgers aktiviteter omfattet af festugens program udgør en samlet integreret kulturel ydelse, der er omfattet af momsfritagelsen.

Ved vurderingen lagde Skatterådet vægt på, at Spørgers aktiviteter i forbindelse med festugen har til formål at formidle museets snævert afgrænsede kulturelle budskab, ligesom aktiviteterne er en levendegørelse af museets almindelige udstilling og fortælling. I forhold til Spørgers forestilling lagde Skatterådet vægt på, at den vil blive skrevet specifikt til museet, og vil tage udgangspunkt i konkrete skelsættende begivenheder, at forestillingen vil blive opført på museets område med inddragelse af dets eksisterende udstillinger og bygninger, samt at det ikke er muligt at opføre forestillingen andre steder.

Spørgers entréindtægter fra festugen var således momsfritaget, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

Hjemmel

Momsloven

Reference(r)

Momslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2024-1, afsnit D.A.5.6.2.

Spørgsmål

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at Spørgers forhøjet entré i forbindelse med opførelse af musical, som en del af museets aktivitet, er fritaget for moms, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 6?

Svar

  1. Ja

Beskrivelse af faktiske forhold

Foreningen H1 har ifølge deres vedtægter primært til formål, at eje og drive H2-museum, herunder at orientere om:

a) x periode i Danmarks historie.

b) en nærmere afgrænset aktivitets betydning for det danske samfund og

c) vilkårene for folkene, der arbejdede med aktiviteterne, såvel som deres familier.

Danske museer arbejder målbevidst på at udvikle formidlingen i en mere visuel og digital retning. Det sker også på H2-museum, hvor Spørger er meget bevidste om gæsternes oplevelse hos os af historien om aktiviteterne. Derfor har vi pligt til at leve op til tidens og fremtidens mere aktive og dramatiske formidling.

Museet har i de seneste år arbejdet meget målbevidst med en visualisering og moderne formidling. Spørger fik i X tre steder, hvor en sensor udløser tekst fra en afspiller. I år har vi investeret X kr. i fortællestandere og en tegnefilm, som fortæller elementer af historien om aktiviteterne.

De senere års aktive udvikling i den retning kulminerer med en planlagt festuge. Her får gæsterne en levende fortælling om liv og arbejde med aktiviteten Y1 i Y2-By. En helt ny måde at formidle den fortælling, vi har givet siden åbningen i X.

I X har museet jubilæum. Dette år fokuserer vi på selve jubilæet, og vi arrangerer en slags festuge, hvor vi hver dag fra kl. 17.00 til ca. kl. 22, inddrager hele museet i en levendegørelse i alle huse og en musical.

Bliver det en succes, vil vi i fremtiden bruge elementer af den slags formidling i vores måde at fortælle den enestående historie på. Som vi allerede oplever på for eksempelvis G1, G2 og G3 inkluderet i den momsfrie entré.

Musicalen indgår som hovedattraktionen i festugen. Den er en del af besøget på museet, hvor daglig entré på X kr. er momsfri. I festugen er prisen X kr. og billetten gælder fra normal åbningstid kl. 10.00.

Den forhøjede entré er nødvendig, da vi arbejder med et budget på X kr. Vi har flere gange hidtil haft arrangementer uden at forhøje entreen.

Hele museet er fortsat åbent efter kl. 17.00, som er normal lukketid. Gæster kan også få den sædvanlige rundvisning med en guide.

I perioden hvor festugen afholdes vil der fortsat være mulighed for at købe entré til museets almindelige åbningstid fra kl. 10-17 til X kr., som er momsfri.

Festuge programmet omfatter fra kl. 17.00:

På parkeringspladsen har vi en historisk maskine. Den starter vi, så der er liv så snart gæsterne stiger ud af deres parkerede biler.

Efter at have betalt entré går gæsterne ind på pladsen, hvor der er fællesspisning i museets historiske bygninger, samt udendørs ved borde-bænke. Fællesspisningen er ikke omfattet af entréen og således valgfri. Gæsterne har mulighed for at tilkøbe mad eller medbringe egen mad.

Under fællesspisningen er alle de omliggende huse bemandet med skuespillere, især børn som leger og skaber liv. Desuden har vi et par biler og en traktor, som kan køre forbi, og arbejdere der kommer cyklende og gående.

Hele museet sprudler altså af liv!

Når spisningen er slut, samles vi på Y4 til musical. I pausen er der igen liv på museet. Efter forestillingen vil vi med lyssætning og lyd illustrere, at der bliver arbejdet med aktiviteterne og levet i husene. Den historiske maskine starter igen, og der er spot på Y5.

Gæsterne får altså en total oplevelse lige fra de ankommer, til de kører igen.

Forestillingen er en musical, som med pause varer to timer.

Musicalen vil blive skrevet konkret til formålet, og handlingen bygger på konkrete, dramatiske og skelsættende begivenheder i Y3-sted i perioden X-X, og omfatter altså emner fra museets daglige formidling.

Den nyskrevne egnsmusical tager udgangspunkt i de mennesker, der blev født, levede og døde i forbindelse med aktiviteterne. Forestillingen er formidlingsteater, der tager sit afsæt i virkelighedens historier og begivenheder, men præsenterer det i et dramatisk og underholdende værk, som bidrager med en ny dimension til fortællingen om livet med aktiviteterne. Forestillingen skabes på baggrund af et stort historisk kildemateriale og i tæt samarbejde med H2’s medarbejdere samt interviews med nulevende personer, der selv arbejdede med aktiviteterne.

Bag forestillingen står et erfarent kunstnerisk hold, der har været med til at skabe store udendørs teaterforestillinger både med amatører og professionelle. Forestillingen tilsættes nykomponerede melodier og sangtekster og byder på et flot og effektfuldt sceneshow, der kommer til at gøre brug af området og naturen. Ligeledes kommer der til at være et tæt samspil mellem museets eksisterende udstilling og bygninger, som er med til at skabe en helhedsoplevelse, hvor historik og dramatik går op i en højere enhed. Forestillingen kan således kun opføres på museets område, hvorfor den efterfølgende ikke vil kunne videresælges. 

Hovedtemaet for musicalen er jagten på det Y1 og drømmen om lykke. Vi følger et broget persongalleri af børster, familier, formænd, letlevende damer og andre originaler. Vores fortælling kredser sig om A, der ankommer til Y3-sted i søgen efter sin mand. Han skulle bare være væk i en kort periode, men nu er hun blevet gravid, og deres fælles fremtid mangler en plan. A lader sig overtale til at blive, og før hun ved af det, er hun fanget i et miljø, hvor frygten for at miste er overhængende, fællesskabet er stort og katastroferne er virkelighed.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Vi mener en musical lever op til foreningens formål. Det er en ny og spændende måde at formidle historien på.

Noget vi fra politisk side hele tiden bliver opfordret til.

Bliver det en succes, vil vi i fremtiden bruge elementer af den slags formidling i vores måde at fortælle den enestående historie på.

Det er en ny - og nødvendig - måde at formidle historie på.

Det er museum på en ny måde, og entré til museer er fritaget for moms.

Det Spørgers opfattelse, at spørgsmål 1 skal besvares med "Ja".

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at Spørgers forhøjet entré i forbindelse med opførelse af musical, som en del af museets aktivitet, er fritaget for moms, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

Begrundelse

Spørger er en forening, som driver et museum, der har som sit vedtægtsmæssige formål at orientere om en bestemt nærmere afgrænset periode i dansk historie, om aktiviteternes betydning for det danske samfund, samt om vilkårene for arbejdere og deres familier i forbindelse med aktiviteterne. Museet består af et område, hvor aktiviteterne foregik, samt en række tilhørende bygninger og maskiner.

Spørger påtænker at afholde en festuge, der skal afvikles efter museets normale åbningstid. Besøgende kan i denne periode vælge mellem at købe entré til museets område og udstillinger i tidsrummet kl. 10-17, eller købe entré, hvor de får adgang til museets område og almindelige udstillinger fra kl. 10, og adgang til festugen, som starter kl. 17.

Det bemærkes, at den modydelse, som leveres af Spørger til gæsterne, i begge situationer er adgang til museets område, hvilket lægges til grund for besvarelsen er en kulturel ydelse omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

Entrébillet til festugen giver, udover adgang til museets området og almindelige udstillinger, adgang til en dags fuldt festugeprogram. Programmet inkluderer adgang til at opleve udstillingerne levendegjort med skuespillere, aktivering af udstillingens maskiner, adgang til en forestilling, samt adgang til at opleve udstillingerne levendegjort med lyssætning og lyd efter mørkets frembrud. Programmet indeholder også fællesspisning i museets historiske bygninger, hvor man kan spise medbragt mad eller købe mad mod et særskilt momspligtigt vederlag.

Udgangspunktet er, at levering mod vederlag er omfattet af momspligten, jf. momslovens § 4, stk. 1.

Det følger imidlertid af momslovens § 13, stk. 1, nr. 6, at kulturelle aktiviteter, herunder biblioteker, museer, zoologiske haver og lignende, momsfritages. Fritagelsen omfatter dog ikke radio- og fjernsynsudsendelser, biograf- og teaterforestillinger, koncerter og lign.

Bestemmelsen implementerer momssystemdirektivets artikel 132, stk. 1, litra n, som momsfritager levering af visse kulturelle aktiviteter.

EU-Domstolen har i C-592/15, British Film Institute, udtalt, at "visse kulturelle tjenesteydelser" i momssystemdirektivet ikke medfører fritagelse af alle kulturelle tjenesteydelser, men giver derimod medlemsstaterne en skønsmæssig beføjelse til at momsfritage visse kulturelle tjenesteydelser, mens de pålægger andre kulturelle tjenesteydelser moms, jf. dommens præmis 23.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at aktiviteterne omfattet af festugens fulde dagsprogram, har til formål at formidle museets snævert afgrænsede kulturelle budskab, som er historien om en bestemt periode i dansk historie, herunder særligt om vilkårene for arbejdere og deres familier i forbindelse med bestemte aktiviteter. 

Efter en samlet konkret vurdering, er det Skattestyrelsens opfattelse, at aktiviteterne i det fulde program udgør en samlet integreret kulturel ydelse, der er omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

Skattestyrelsen har herved lagt vægt på, at aktiviteterne i det fulde program må anses for en levendegørelse af museets almindelige udstilling og fortælling. I relation til forestillingen bemærkes det, at den er skrevet specifikt til museet, og vil tage udgangspunkt i historierne om de mennesker, der blev født, levede og døde i forbindelse med de aktiviteter, som museet formidler historien om, samt udgangspunkt i konkrete skelsættende begivenheder, der har udspillet sig på det sted, hvor museet er placeret. Desuden er der henset til, at forestillingen vil blive skabt på baggrund af historisk kildemateriale og interviews med personer, som levede på dette sted.

Videre er det tillagt vægt, at forestillingen vil blive opført på museets område med inddragelse af dets eksisterende udstillinger og bygninger. Museets faciliteter og område bidrager således til den samlede helhedsoplevelse, og indgår som en integreret del af forestillingen, på en sådan måde, at der ud fra det oplyste ikke er mulighed for at opføre forestillingen andre steder eller i øvrigt videresælge den. 

Den omstændighed, at forestillingen indeholder underholdningsprægede elementer, medfører ikke, at den ikke kan anses for omfattet af momsfritagelsen, idet den opføres med henblik på at formidle museets fortælling og formål.

Det bemærkes, at momsfritagelsen af kulturelle ydelser ikke omfatter teaterforestillinger o.lign. Det er imidlertid Skattestyrelsens vurdering, at museets forestilling, som en del af festugens dagsprogram, ud fra det oplyste efter sin art og den sammenhæng, hvori den opsættes, adskiller sig i en sådan grad fra almindelige teaterforestillinger, at adgangen til denne, for den gennemsnitlige gæst, ikke kan anses for at udgøre en selvstændig hovedydelse, men derimod som en del af den samlede museumsoplevelse.

På baggrund af ovenstående er Spørgers entréindtægter for adgang til festugen omfattet af momsfritagelsen efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med Ja.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Momslovens § 3, stk. 1

Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Momslovens § 4, stk. 1

Der betales afgift at varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering.

Momslovens § 13, stk. 1. nr. 6

Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:

(...)

6) Kulturelle aktiviteter, herunder biblioteker, museer, zoologiske haver og lign., samt levering af varer og ydelser med nær tilknytning hertil. Fritagelsen omfatter dog ikke radio- og fjernsynsudsendelser, biograf- og teaterforestillinger, koncerter og lign.

Momssystemdirektivets artikel 132, stk. 1, litra n

Stk. 1. medlemsstaterne fritager følgende transaktioner:

(...)

n) levering af visse kulturelle ydelser og varer med nær tilknytning hertil, der præsteres af offentligretlige organer eller af andre kulturelle organer, som er anerkendt af den pågældende medlemsstat.

Praksis

C-592/15, British Film Institute

Sagen angår artikel 13, punkt A, stk. 1, litra n) i 6. momsdirektiv (Rådets direktiv nr. 77/388 af 17. maj 1977), der fastsætter fritagelsen af "visse kulturelle tjenesteydelser" skal fortolkes således, at den ikke har direkte virkning, hvorfor denne bestemmelse i tilfælde af manglende gennemførelse ikke kan påberåbes direkte af et offentligretligt organ eller et andet kulturelt organ, som er anerkendt i den pågældende medlemsstat, og som leverer kulturelle ydelser. 

Domstolen udtalte følgende i dommens præmis 23:

23 Det skal således fastslås, at sjette direktivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra n), idet bestemmelsen henviser til »visse kulturelle tjenesteydelser«, ikke kræver fritagelse af alle de kulturelle tjenesteydelser, således at medlemsstaterne kan momsfritage »visse« kulturelle tjenesteydelser, mens de pålægger andre kulturelle tjenesteydelser moms.