Sag BS-34787/2021-SVE

Parter

Skatteministeriet

(advokat Mattias Chor)

mod

A

(advokat Kim Pedersen)

Afgørelse af sagsomkostninger  

Skatteministeriet har hævet sagen.

Skatteministeriet har i meddelelse af 9. januar 2024 anført:

"…

2. Overordnet om sagen og årsagen til, at den hæves

Som anført i stævningen (s. 2, 5. afsnit) er nærværende sag (oprindelig) opstået, da SKAT (sidenhen Skattestyrelsen) blev bekendt med, at der fra A’s konto i F1-bank i indkomstårene 2014, 2015 og 2016 var modtaget indsætninger på henholdsvis ca. 1,9. mio., 2 mio. og 600.000 kr., og der desuden var foretaget overførsler fra kontoen til udlandet med nogenlunde tilsvarende beløb.

F1-bank-kontoen blev oprettet af A som en privat konto den 29. januar 2013, men blev den 15. juni 2015 anført med navnet på "(red.forening.nr.1.fjernet)" med A som administrator (bilag 2, s. 2).

Skattestyrelsen traf afgørelse om, at A var skattepligtig af de indsatte beløb, mens Skatteankenævn Lillebælt og øhavet fandt, at A ikke var skattepligtig af indsætningerne, jf. i det hele skatteankenævnets afgørelse (bilag 1, s. 17, 3. tekstafsnit ff., og s. 36, fjerdesidste afsnit ff.).

Nærværende sag blev indbragt for domstolene, fordi Skatteministeriet (og Skattestyrelsen) er principielt uenig i det beviskrav, som den indbragte skatteankenævnsafgørelse (bilag 1) er udtryk for. Skatteministeriet anførte allerede i stævningen (s. 7, fjerdesidste afsnit) følgende:

"Efter fast retspraksis i sager om mange og store indsætninger er det den skattepligtige, der skal godtgøre, at beløb indgået på vedkommendes bankkonto ikke er tilgået den pågældende eller stammer fra skattefri eller allerede beskattede midler. Den skattepligtiges forklaringer skal være underbygget af objektive kendsgerninger, jf. bl.a. SKM2009.37HR [U.2009.476/2H] og SKM2011.208HR [UfR 2011.1599 H]."

Baggrunden for, at Skatteministeriet har hævet sagen, er den dokumentation, der er fremkommet under retssagens forberedelse, herunder særligt flere hundrede siders (oprindelig) e-mailkorrespondance mellem A og IA (bilag M-R) og kontoudtog fra IA’s konto i F2-bank (bilag L, s. 6 ff.). Den nye dokumentation viser, at de penge, der blev indsat på F1-bank-kontoen løbende blev videreført til IA’s konto i F2-bank, og at der i forbindelse hermed blev givet nærmere oplysninger om indbetalere i Danmark og betalingsmodtagere i Y2-land.

Det er som følge heraf Skatteministeriets opfattelse, at det må lægges til grund, at A har udøvet pengeoverførselsvirksomhed ved, at indbetalingerne på F1-bank-kontoen blev videreført til IA, der udbetalte penge til Y2-sproget studerende i Y3-land imod, at de studerendes familier i Y2-land gav Y2-sproget (red.valuta.nr.1.fjernet) til en IC i Y2-land, som herefter udbetalte (red.valuta.nr.1.fjernet) til de betalingsmodtagere, der fremgik af de ovennævnte mails, jf. i den forbindelse også IA og IC’s erklæringer (bilag 13 henholdsvis 15).

Der er herefter ikke grundlag for at beskatte A af indsætningerne på kontoen.

3. Bemærkninger om sagsomkostninger

3.1 Generelle bemærkninger

Skatteministeriet gør overordnet gældende, at sagens omkostninger skal ophæves, fordi de afgørende beviser først er fremlagt (sent) under retssagens forberedelse, og fordi sagens forløb desuden skal tillægges omkostningsmæssig betydning til skade for A.

Det er først ved fremlæggelsen af mails og kontoudskrifter, jf. nærmere omtalen i afsnit 2 ovenfor, at A har løftet sin bevisbyrde for, at indsætningerne på F1-bank-kontoen ikke tilkom ham.

Dette indebærer i sig selv, at sagens omkostninger skal ophæves, jf. herved bl.a. UfR 2016.3592 H, hvor Højesteret udtalte følgende:

"Det påhvilede A samt de selskaber, som sagen angik, at godtgøre, at de i regnskaberne fratrukne udgifter rent faktisk var afholdt som fradragsberettigede udgifter eller vedrørte beløb, som fortsat befandt sig i selskaberne. Højesteret lægger til grund, at dette bevis for så vidt angår beløbet på 1.976.506 kr. først fremkom forud for hovedforhandlingen i byretten, mens den for beløbet på 1.210.244 kr. først fremkom efter afsigelsen af byrettens dom og dermed ikke kunne være taget i betragtning af byretten.

Selv om A efter sagens endelige udfald må anses for den vindende part, må der ved omkostningsfastsættelsen tages hensyn til de nævnte omstændigheder, og Højesteret finder herefter efter en samlet vurdering, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part for sagens behandling ved byretten, jf. retsplejelovens § 315 sammenholdt med § 312, stk. 2."

Det bør i den forbindelse indgå, at Skatteministeriet allerede i stævningen adresserede, at der ikke var fremlagt nogen kontoudskrifter fra F2-bank, jf. stævningen, s. 4, sidste afsnit f., og s. 11, tredjesidste afsnit. På trods heraf og den efterfølgende udveksling af svarskrift, replik, duplik samt processkrifterne 1 og A var det først med processkrift B af 12. december 2022, at de pågældende kontoudskrifter blev fremlagt - og vel at mærke ikke selvstændigt, men som en del af en antaget revisors arbejdspapirer (bilag L).

Det bør endvidere indgå, at Skatteministeriet allerede i sin replik af 7. februar 2022, s. 3, tredjesidste afsnit, opfordrede (6) A til at fremlægge de nævnte e-mails. På trods heraf var det tillige først i processkrift B, s. 2, 2. afsnit f., at denne opfordring blev - delvist - opfyldt ved fremlæggelsen af et (ikke oversat) uddrag af de nævnte mails affattet på Y2-sprog.

Af processkrift B, s. 2, 2. afsnit, fremgår i overensstemmelse hermed udtrykkeligt, at "Til besvarelse af denne opfordring er det tidligere oplyst, at donationerne jævnligt blev samlet og overført til IA, Y3-land, der formidlede donationerne videre til Y2-land" (min understregning og fremhævning). Også efter A’s eget udsagn var opfordringen om fremlæggelse af konkrete mails altså ikke blevet besvaret - endda selvom Skatteministeriet i processkrift 1 (s. 3, 3. afsnit) havde genfremsat opfordringen og i processkrift 2 havde anført følgende:

"Som svar på Skatteministeriets genfremsatte opfordring (6) om fremlæggelse af de e-mails, som A’s ægtefælle ifølge det oplyste (svarskriftet, s. 5, sidste afsnit) fremsendte […], har A blot (ordret) gentaget, hvad der blev anført i svarskriftet (processkrift A, s. 3, 1-4. afsnit, sammenholdt med svarskriftet, s. 5, næstsidste afsnit ff.) frem for at fremlægge de efterspurgte emails. Det er også på dette punkt uforståeligt, at A ikke blot fremlægger de mails, som Skatteministeriet har efterspurgt ved opfordringen, men i stedet gentager de udsagn, der gav anledning til Skatteministeriets opfordring.

Det må som følge heraf lægges til grund, at de pågældende mails ikke eksisterer, og at […] overførslerne er udtryk for A’s frie råden over de indsatte beløb."

Dagen efter A’s indlevering af processkrift B med uddraget af mailkorrespondance (bilag M) opfordrede Skatteministeriet A til at fremlægge den fulde mailkorrespondance, ligesom ministeriet anmodede om, at bilagene blev oversat, jf. processkrift 3, s. 2, 3. afsnit.

Den 9. januar 2023 - og dermed 5 dage efter forberedelsens oprindelige afslutning - fremlagde A yderligere 373 sider Y2-sprog mailkorrespondance til besvarelse af Skatteministeriets opfordring 6 (fremsat 11 måneder tidligere) uden ledsagende oversættelse og forklarende processkrift, som Skatteministeriet ellers havde anmodet om, jf. nærmere ministeriets meddelelse af samme dato (med henvisninger) og i øvrigt retsbog af 10. januar 2023.

Oversættelser af de nævnte mails (bilag R) blev først fremlagt med A’s processkrift D af 16. maj 2023 og dermed 3½ måned efter den oprindeligt berammede hovedforhandling.

Der har herefter pågået et større arbejde med undersøgelser af de fremlagte mails, ligesom der har været gjort forsøg på tilvejebringelse af yderligere oplysninger, jf. nærmere Skatteministeriets processkrift 5 af 21. september 2023. Da det efter A’s processkrift E af 8. november 2023 stod klart, at der ikke fremkom yderligere materiale til besvarelse af ministeriets opfordringer, har ministeriet foretaget en vurdering af de fremlagte mails og sagens øvrige bevisligheder, og denne vurdering har ført til, at A anses for at have løftet sin bevisbyrde, jf. nærmere afsnit 2 ovenfor.

Som følge af det ovenfor anførte foreligger der særlige omstændigheder, som bevirker, at hver part skal bære egne omkostninger, jf. retsplejelovens § 312, stk. 3, og ovennævnte UfR 2016.3592 H samt SKM2019.365.ØLR, SKM2017.704.ØLR, UfR2017.2706 Ø og SKM2016.282.ØLR. I det mindste bør der ske en væsentlig reduktion af de sagsomkostninger, som A måtte blive tilkendt.

3.2 Bemærkninger om foreningsregnskaber for 2014-2016 udarbejdet under sagen

Skatteministeriet gør gældende, at A under alle omstændigheder skal bære udgiften til udarbejdelsen af regnskaberne for "(red.forening.nr.1.fjernet)" for 2014-2016 (bilag H-J).

Udarbejdelsen og fremlæggelsen af regnskaberne har alene haft til formål at bevise, at indsætningerne på F1-bank-kontoen blev videreført til IA’s konto i F2-bank. Det har imidlertid været helt overflødigt at afholde en ganske betydelig udgift til en revisors opstilling af regnskaber; navnlig når henses til, at en central del af grundlaget for revisors arbejde - kontoudskrifterne fra F2-bank (bilag L) - ikke engang var fremlagt i sagen, men som nævnt først blev fremlagt efterfølgende som en del af revisors arbejdspapirer. Det var dermed end ikke muligt for A at konstatere, om der bestod en tvist mellem parterne om overførslen af de indsatte beløb fra Danmark til Y3-land.

Desuden har det ikke karakter af et relevant bevisskridt at anmode en revisor om at opstille et regnskab alene med henblik på at bevise overførsler fra én konto til en anden, hvilket er et simpelt bevismæssigt spørgsmål, der ikke kræver bekostelig revisorinvolvering. A har da også udtrykkeligt anført (processkrift B, s. 3, sidste afsnit f.), at baggrunden for regnskabsudarbejdelsen er en forventning om ikke selv at skulle betale for dem:

"Idet Skatteministeriet efter at A’s havde fået medhold i klagesagen indbragte sagen for Retten opstod der en mulighed for at A kunne få midler til at få opstillet stillet årsrapporter og gennemgået overførelserne, igennem den særlige ordning om Omkostningsgodtgørelse for rådgiveromkostninger i skattesager. A’s privat økonomi, herunder manglende midler og arbejdet med at gennemgå og kontrollere overførelserne er således alene baggrunden for at årsrapporterne først er udarbejdet i efteråret 2022."

Det forhold, at der er tale om regnskaber, der for længst burde have været udarbejdet af "(red.forening.nr.1.fjernet)" taler imidlertid afgørende imod, at udgifter til udarbejdelsen erstattes som en sagsomkostning.

Dette er også baggrunden for, at det følger af praksis, at der ikke er mulighed for at få omkostningsgodtgørelse til udarbejdelse af netop sædvanlige regnskaber, der burde have været udarbejdet på et tidligere tidspunkt, jf. SKM2013.459.LSR og FOB 2013-16 med omtale af bl.a. forarbejderne til skatteforvaltningslovens regler om omkostningsgodtgørelse. Det gælder så meget desto mere når henses til, at det her er gjort gældende, at "(red.forening.nr.1.fjernet)" er en forening og dermed ikke uden videre kan identificeres med A.

Uagtet at retsplejelovens regler om sagsomkostninger som nævnt i afsnit 1 ovenfor skal fortolkes uafhængigt af skatteforvaltningslovens regler om omkostningsgodtgørelse, fører de samme hensyn til, at der tilsvarende ikke bør være mulighed for at få sådanne udgifter erstattet som en sagsomkostning efter retsplejeloven.

…"

A har i meddelelse af 12. januar 2024 anført:

"…

1. Bemærkninger om sagsforløbet

[…]

Den 15. september 2021 stævnede Skatteministeriet A med påstand om, at A’s skattepligtige indkomst for skatteårene 2014-2016 skulle forhøjes med henholdsvis 1.901.866 kr., 1.997.516 kr. og 585.129 kr. i overensstemmelse med SKAT’s tidligere afgørelse, jf. ovenfor.  

Skatteministeriets hovedsynspunkt var, at A ikke havde løftet bevisbyrden for, at indsætningerne på hans bankkonto ikke var tilgået ham, og dette hovedsynspunkt blev fastholdt i de efterfølgende processkrifter. Det bemærkes, at Ministeriet fandt, at sagen var principiel, herunder ift. omfanget af skatteyderens bevisbyrde i sådanne sager.  

A har under sagsforberedelsen søgt at imødekomme Skatteministeriets store antal opfordringer. Det fremgår af Skatteministeriets processkrift 5, at Skatteministeriet har fremsat i alt 28 opfordringer - Dette ikke kun i stævningen, men under hele sagens forberedelse.  

Sagen var berammet til hovedforhandling den 1. og 2. februar 2023, men blev omberammet, hvilket parterne var enige om, jf. retsbog af 16. januar 2023. Der var herefter yderligere skriftveksling, hvor A indleverede processkrifter og fremlagde bilag med reference til Skatteministeriets opfordringer.  

Sagen var berammet til hovedforhandling den 18. og 19. januar 2024. Fristen for indlevering af påstandsdokument var oprindeligt fastsat til 4. januar 2024, jf. rettens indkaldelse af 23. februar 2023.  

Den 20. december 2023 anmodede Skatteministeriet om at fristen for påstandsdokument blev forlænget. Dette skete efter forudgående accept fra undertegnede. På dette tidspunkt havde undertegnede påbegyndt udarbejdelsen af et sammenfattende processkrift og påstands-dokument samt forberedelsen af procedure, og påstandsdokumentet var i al væsentlighed klar til indlevering, da Skatteministeriet hævede sagen. Påstandsdokumentet fremlægges som sagens bilag V.  

Fristen for påstandsdokument blev herefter fastsat til 11. januar 2024.  

Den 5. januar 2024 valgte Skatteministeriet at hæve sagen med henvisning til de bilag, som A havde fremlagt.

2. Bemærkninger om fastsættelsen af sagsomkostninger  

Når en sag hæves, kan retten pålægge en af parterne at betale fulde eller delvise sagsomkostninger til modparten eller bestemme, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til modparten, jf. rpl. § 314.  

Rettens valg mellem de forskellige muligheder, der er nævnt i bestemmelsen, skal ske efter principperne i §§ 312 og 313. Rettens skøn er således ikke frit, men bundet af disse principper.  

Efter § 312 skal den tabende part erstatte modparten de udgifter, retssagen har påført modparten, medmindre parterne har aftalt andet. Skatteministeriet skal anses for at have tabt sagen, idet Skatteministeriet har valgt at hæve sagen, og der er ikke mellem parterne indgået en aftale om sagsomkostninger.  

A bestrider, at der er grundlag for at fravige dette udgangspunkt i denne sag.  

Der er tale om en sag, som Skatteministeriet har valgt at anlægge med henvisning til, at Skatteministeriet var uenig i skatteankenævnets bevisvurdering. Det kan med henvisning til sagsforløbet lægges til grund, at det var Skatteministeriets opfattelse, at der skulle være tilvejebragt yderligere oplysninger udover det materiale, der forelå, da skatteankenævnet traf afgørelse for at fastslå, at A ikke havde oppebåret indbetalingerne.  

SKAT og skatteankenævnene er offentlige myndigheder og er underlagt almindelige offentligretlige principper, herunder officialmaksimen og vejledningspligten. Det kan med henvisning til det samlede sagsforløb konstateres, at A ikke var skattepligtig af indbetalingerne.

Når Skatteministeriet henviser til, at A burde have fremlagt de bilag, som efter det oplyste har ført til, at Skatteministeriet har valgt at hæve sagen, kan dette ses som et udslag af, at henholdsvis SKAT og skatteankenævnet ikke har varetaget deres myndighedsopgave i forhold til at søge sagen tilstrækkeligt oplyst og i relevant omfang vejlede A om hvilken dokumentation, der var nødvendig for at løfte den bevisbyrde, som påhvilede ham.  

Denne forsømmelse kan ikke lægges A til last.  

Allerede af denne grund er henvisningerne til UfR 2016.3592 H, SKM 2019.365Ø, SKM 2017.704Ø, UfR 2017.2706 Ø og SKM 2016.282 Ø ikke sammenlignelige, idet situationen i samtlige disse sager var, at skatteyderen ikke havde fået medhold under den administrative skattesag og derfor havde indbragt afgørelserne for domstolene og under den indenretlige behandling fremlagde yderligere materiale, som førte til, at Skatteministeriet helt eller delvist tog bekræftende til genmæle.  

I den aktuelle sag er situationen som nævnt den omvendte, dvs. at A havde fået medhold i skatteankenævnet, men Skatteministeriet valgte at indbringe sagen for domstolene og afkrævede A yderligere dokumentation, hvilket var en dokumentation, som skattemyndighederne kunne have afkrævet A, hvorved denne retssag kunne være undgået.  

En sådan indbyrdes uenighed mellem Skatteministeriet og skatteankenævnet kan ikke lægges A til last.  

For så vidt angår sagens forløb ved retten gøres det gældende, at dette ikke kan begrunde, at sagens omkostninger ophæves eller, at sagsomkostninger til A nedsættes udover hvad der følger af, at sagen er hævet inden hovedforhandling.  

Sagen har efter A’s opfattelse haft et forløb, hvor Skatteministeriet først har hævet sagen efter A har fremlagt bilag, der rækker udover, hvad der efter sædvanlige bevisbyrderegler anses for tilstrækkeligt til at anse et faktum for bevist. Den omstændighed, at Skatteministeriet i forhold til bevisbyrden kræver fuldstændig dokumentation for eksistensen af et forhold, skal ikke i forhold til sagsomkostninger lægges A til last. Omfanget af det materiale, som A har fremlagt under sagen, viser i sig selv, at det har været endog meget krævende at fremskaffe og organisere materialet, og den omstændighed, at det ikke er sket med den hastighed, som Skatteministeriet måtte have ønsket sig, er uvedkommende for spørgsmålet om sagsomkostninger.  

A er enig med Skatteministeriet i, at det ved rettens omkostningsafgørelse ikke kan eller skal tillægges betydning, at A kan få omkostningsdækning efter reglerne i skatteforvaltningsloven på samme måde, som det heller ikke tillægges betydning om en part er dækket af en privattegnet retshjælpsforsikring.  

Med henvisning til Højesterets afgørelse i UfR 2016.765 H, gør A herefter gældende, at han skal tilkendes omkostninger til dækning af advokatudgifter med mindst 2/3 af, hvad der følger af de vejledende proceduretakster.  

For så vidt angår udgifterne til sagkyndig bistand gøres det gældende, at denne bistand var nødvendig i forhold til udarbejdelse af de indsamlingsregnskaber, som indgår i den samlede bevisførelse, som nu har overbevist Skatteministeriet om, at A ikke er skattepligtig af indbetalingerne. Disse udgifter udgør 93.750 kr. og skal dækkes i sin helhed. Regning fra revisor af 18. oktober 2022 fremlægges som bilag X.  

A er ikke momsregistreret.  

…"

Retten bestemte, at Skatteministeriet inden 14 dage skal betale 152.500 kr. i sagsomkostninger til A.

Retten fastsatte sagsomkostningerne efter sagens værdi opgjort til 2.241.255 kr., sagens forløb og udfald med 90.000 kr. til A’s udgift til advokat og med 62.500 kr. til A’s udgift til revisorbistand, i alt 152.500 kr.  

Retten har ved afgørelsen lagt vægt på, at Skatteankenævnet den 16. juni 2021 gav A, der havde klaget over SKAT’s ansættelse for indkomstårene 2014-2016, fuldt medhold. Nævnet nedsatte således SKAT’s forhøjelser for indkomstårene med henholdsvis 1.901.866 kr., 1.997.516 kr. og 585.129 kr.

Den 15. september 2021 udtog Skatteministeriet stævning mod A med påstand om forhøjelse af A’s indkomst for de pågældende år svarende til SKAT’s oprindelige ansættelse.  

Der har efterfølgende været en omfattende skriftveksling mellem parterne, under hvilken Skatteministeriet har fremsat i alt 28 opfordringer til A vedrørende navnlig overførslerne til og fra A’s konto i F1-bank.   

Den 5. januar 2024 hævede Skatteministeriet sagen. Der var oprindeligt berammet hovedforhandling den 18.-19. januar 2024.  

Ved fastsættelsen af salær til A’s advokat har retten taget udgangspunkt i de almindelige takster i proceduresager med en reduktion på 1/3 som følge af, at sagen blev hævet kort tid før hovedforhandlingen.

Foranlediget af Skatteministeriets sagsanlæg har A antaget revisorbistand, hvilket han er berettiget til at få godtgjort af Skatteministeriet. Retten finder dog, at en del af revisors arbejde ikke har haft nogen særlig relevans for sagen anlagt af Skatteministeriet. Retten fastsætter på denne baggrund skønsmæssigt Skatteministeriets andel af A’s udgift til revisorbistand til i alt 62.500 kr.  

A er ikke momsregistreret.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.

Retten sluttede sagen.