Dato for udgivelse
15 mar 2024 12:20
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
20 feb 2024 06:39
SKM-nummer
SKM2024.171.SR
Myndighed
Skatterådet
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
23-1489605
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Virksomheder
Emneord
Retserhvervselsestidspunktet, disponeringsret, kryptovaluta
Resumé

Spørger har investeringer hos Project 79 (www.project79.com). Investeringerne sker i to forskellige produkter som Project 79 udbyder. Der investeres i ’BURL’, som er en token, der giver ret til overskud fra en guldmine i Uganda. Der investeres også i ’GSP’ som er en stablecoin, hvor det indskudte bruges til investeringer i guld.

Afkastet fra disse investeringer modtages først i et såkaldt ’dashboard’. Som er en konto Spørger har hos ’Project 79’. Spørger ønsker at vide, hvornår afkastet skal anses for retserhvervet.

Det er oplyst, at Spørger har fuld disponeringsret over kontoen. Der er efter det oplyste ikke forhold eller betingelser som kan udskyde den skattemæssige retserhvervelse.

Skatterådet fandt, at Spørger har retserhvervet afkastet på det tidspunkt, hvor afkastet indsættes på Spørgers konto (dashboard) hos investeringsudbyderen.

Hjemmel

Statsskatteloven § 4, stk. 1

Reference(r)

Lov nr. 149 af 10. april 1922 om Indkomst- og Formueskat til Staten.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2023-2 afsnit C.C.2.5.3.2.1

Offentliggøres i redigeret form

Spørgsmål

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at det afkast (rewards) som Spørger modtager fra BURL ikke er skattepligtigt på det tidspunkt, hvor det indgår på Spørgers Project 79 Dashboard?
  2. Såfremt spørgsmål 1 besvares med "Ja" kan Skatterådet da bekræfte, at det afkast (rewards) som Spørger modtager fra BURL er skattepligtigt på det tidspunkt hvor det indgår i Spørgers private wallet (MetaMask)?
  3. Kan Skatterådet bekræfte, at det afkast (rewards) som Spørger modtager fra GSP ikke er skattepligtigt på det tidspunkt, hvor det indgår på Spørgers Project 79 Dashboard?
  4. Såfremt spørgsmål 3 besvares med "Ja" kan Skatterådet da bekræfte, at det afkast (rewards) som Spørger modtager fra GSP er skattepligtigt på det tidspunkt hvor det indgår i Spørgers private wallet (MetaMask)?
  5. Kan Skatterådet bekræfte, at  Project 79 platformen (www.project79.com) ikke er at betragte som en del af Spørgers beholdning således at det afkast, der indgår på Spørgers konto (dashboard) ikke anses for skattepligtigt?

    Svar

    1. Nej
    2. Bortfalder
    3. Nej
    4. Bortfalder
    5. Nej

    Beskrivelse af de faktiske forhold

    Spørger har investeringer hos Project 79 (www.project79.com). Investeringerne sker i to forskellige produkter som Project 79 udbyder. Der investeres i ’BURL’ som er en token, der giver ret til overskud fra en guldmine i Uganda. Der investeres også i ’GSP’ som er en stablecoin, hvor det indskudte bruges til investeringer i guld.

    Afkastet fra disse investeringer modtages først i et såkaldt Dashboard/Backend hvor investoren logger ind.

    Der er forskellige dashboards med hver deres funktion.

    Afkastet modtages derfor ikke i Spørgers private wallet, som i Spørgers tilfælde er en MetaMask, men i Dashboardet.

    Inde på Dashboardet kan investorerne se deres beholdning i de forskellige projekter, samt deres afkast.

    Her kan de også vælge at:

    • withdraw (tage afkast og/eller tidligere indskud* ud til egen privat wallet),
    • compounde (gen-investere i samme projekt) eller
    • roll-over (geninvestere i et andet projekt på platformen, i dette tilfælde enten BURL eller GSP).

    For begge projekter gælder det, at hvis investoren ikke benytter nogle af de tilgængelige muligheder (withdraw, compound, roll-over) bliver afkastet stående inde i platformen under dets eget projekt, indtil man benytter én af mulighederne.

    Der er i Spørgers tilfælde to projekter, der er investeret i hos Project 79: BURL og Gold Staking Program (GSP).

    BURL.

    Består af BURL tokens, der holdes i Spørgers private wallet, hvilket i Spørgers tilfælde er i MetaMask wallet. Hver BURL token giver ret til et månedligt afkast fra overskuddet fra en guldmine i Uganda. Afkastet udbetales typisk i USDC, der lander i Project 79 Dashboardet.

    For at få dette afkast ud til sin egen private wallet, må der aktivt trykkes “withdraw" inde fra Dashboardet. Det vil sige, at afkastet ikke automatisk bliver sendt til Spørgerss private wallet.

    Afkastet fra BURL kan geninvesteres i samme projekt, eller andre på platformen.

    Ønsker investoren at roll-over, compounde eller withdraw afkast fra BURL, kan dette gøres indenfor en afgrænset periode, typisk omkring den første uge hver måned.

    GSP (Gold Staking Program).

    Består af stablecoin indskud ind i GSP-platformen, typisk USDC, som bruges af platformen til at købe fysisk guld og sælge det igen med fortjeneste. Afkastet udbetales én gang månedligt til investorerne, typisk i form af USDC stablecoins. Dette afkast kan, ligesom BURL afkastet, kun hentes ud til egen privat wallet, når der aktivt trykkes “withdraw" inde fra Project 79 Dashboardet. Det vil sige, at afkastet hver måned ikke automatisk sendes til ens private wallet. Afkastet fra BURL kan geninvesteres i samme projekt, eller andre projekter, på platformen.

    Ved GSP vil de beløb man har sat ind, eller afkast, der er geninvesteret, desuden også være låst i 6 måneder fra indskuds/geninvesterings-dagen før de kan hives ud igen, som en del af betingelserne. Ønsker investoren at hive midler fra GSP ud fra platformen, skal det desuden også gøres indenfor en afgrænset periode, typisk omkring den første uge hver måned.

    Spørgers spørgsmål er foranlediget af, at Spørger i sit regnskabsprogram til krypto (koinly.io) skal betegne afkastet som skattepligtigt når det indgår i platformens Dashboards, eller når det indgår i Spørgers private wallet.

    Følgende fremgår om staking rewards på skat.dk:

    Kryptovaluta tildelt som staking rewards er som udgangspunkt skattepligtig på det tidspunkt, du har modtaget dem i din beholdning og kan bruge dem."

    Spørger har taget udgangspunkt i dette ift. skat af indkomst/afkast/rewards, selvom BURL og GSP ikke er at betragte som staking i den traditionelle forståelse. Hvis staking er at indskyde midler i en platform/tjeneste/ekstern service, som generer et afkast, der kan hives ud, så er det Spørgers opfattelse, at afkast fra BURL og GSP ville gå ind under reglerne for staking rewards.

    Spørgsmålene drejer sig altså om, om afkast, der lander inde på Project 79 platformens Dashboards, er skattepligtig eller ej. Hvis ja, så vil det betyde, at Spørger har afkast der tæller som skattepligtig indkomst, også selvom den ikke er fuldt ud i Spørgers besiddelse, og derfor normalt, når den ikke er i Spørgers fulde besiddelse til fri handel osv., ikke ville blive betragtet som skattepligtig. Alternativt ville afkastet først være skattepligtig i det øjeblik det trækkes ud og lander i en wallet Spørger selv har fuld kontrol over.

    Spørger har været i løbende dialog med supporten fra Koinly, og de beskriver her problemstillingen:

    "Rewards received to YOUR PORTFOLIO is the key takeaway. Would you count the platform as part of your portfolio? Or would you count your mainnet blockchain wallet as your portfolio?

    I believe it's right that you have requested the authorities to clarify - because portfolio is a very vague term but it does sound indicative of all the exchanges and personal wallets you are part of, including Project79.

    If they choose to count Project79 as your portfolio, then indeed you would be eligible to pay taxes as soon as you received those payouts directly on the platform. If Project79 is not part of your portfolio, then only payouts to your portfolio (wallets in your control) will be subject to income tax.

    The main issue in my view is how you prefer to view compounding because essentially you are claiming stable coins that count as income but stay in the pool (hvor de ikke frit kan benyttes (Spørgers tilføjelse)). There is no guidance at the moment when it technically counts to be yours and I would suggest to declare the taxes to your ability".

    Følgende vilkår fremgår af marketplace.project79.com ved oprettelse af ny bruger (https://tokeny.com/onchainid-terms-of-service/):

    "5.2 Functionalities of the Wallet

    The Wallet displays the Digital Assets that are held by the User. When Tokeny offers access to a safekeeping service, the public and private keys associated to the Wallet are kept by authorized third parties.

    Furthermore, the User may have access to the following functionalities:

    • the User may view the public address of his/her/its wallet;
    • the User can view past transactions, including the addresses of the sender and recipient of the transaction, time stamp and transaction ID;
    • the User can initiate transactions;
    • as the case may be, and depending on the Distributed Ledger Network on which the Wallet is created, the Wallet of the User may be pre-funded with the network currency needed to cover the network fees required to carry out transactions in Digital Assets with the User’s Wallet."

    Spørgers opfattelse og begrundelse

    Det er Spørgers opfattelse, jf. reglerne for staking rewards, at afkastet først er skattepligtig i det øjeblik, det er i Spørgers fulde besiddelse og kan bruges frit, altså når det er landet i en wallet Spørger har fuld kontrol over.

    Så længe afkastet befinder sig på Project 79´s Dashboards, kan Spørger ikke frit benytte det til at handle med, og kan kun hive det ud eller geninvestere, indenfor visse betingelser og visse tidsrum, som er underlagt Project 79´s betingelser. Derfor vil Spørger tro, at afkast ikke er skattepligtigt når det lander der. Men da det er en gråzone, og begge muligheder i reglen kunne være gyldige, anmodes der om bindende  svar, for at få afklaring.

    Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

    Skattestyrelsen har lagt til grund for besvarelsen, at Spørger er skattepligtig af sine investeringer herunder det modtagne afkast.

    Spørgsmål 1

    Det ønskes bekræftet, at det afkast (rewards) som Spørger modtager fra BURL, ikke er skattepligtigt på det tidspunkt hvor det indgår på hans Project 79 Dashboard.

    Begrundelse

    Retserhvervelsesprincippet er den almindelige hovedregel om, at en indtægt skal regnes med ved indkomstopgørelsen på det tidspunkt, hvor der er erhvervet endelig ret til den.

    Princippet bygger på en fortolkning af statsskattelovens § 4, stk. 1, om "den skattepligtiges samlede årsindtægter (…) bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi".

    Retserhvervelsesprincippet indebærer, at skattepligten indtræder, når der erhverves ret til indkomsten.

    Hvis en aftale er betinget af opfyldelse af visse afgørende forhold, fx suspensive betingelser, kan retserhvervelsestidspunktet og dermed beskatningstidspunktet være udskudt til denne eller disse betingelser er opfyldt. Se Den juridiske vejledning 2023-2 afsnit C.C.2.5.3.2.1.

    Det er oplyst, at Spørger har en konto (dashboard) hos investeringsudbyderen. Det afkast som Spørger løbende modtager som følge af sin investering, indgår på denne konto.

    Om denne konto er det oplyst, at Spørger fuldt ud kan disponere over midlerne på kontoen. Spørger kan vælge at få udbetalt afkastet til sin private wallet, men Spørger kan også vælge at reinvestere afkastet, enten i samme projekt eller i et andet projekt hos investeringsudbyderen. Spørger har oplyst, at hans mulighed for at vælge reinvestering eller at hæve afkastet typisk er afgrænset til at kunne vælges indenfor den første uge af hver måned.

    Skattestyrelsen finder på den baggrund, at Spørger har fuld disponeringsret over kontoen. Der er efter det oplyste ikke forhold eller betingelser som kan udskyde den skattemæssige retserhvervelse. Det har efter Skattestyrelsens opfattelse ikke betydning for Spørgers retserhvervelse, at Spørger kan være periodemæssigt begrænset til at reinvestere eller hæve afkastet. Dette forhold anses blot som et accepteret vilkår for investeringen.

    På den baggrund finder Skattestyrelsen, at Spørger har retserhvervet afkastet på det tidspunkt, hvor afkastet indsættes på Spørgers konto (dashboard) hos investeringsudbyderen. Skattestyrelsen finder ikke, at den periodevise afgrænsning medfører, at Spørger ikke har retserhvervet det modtagne afkast. Således finder Skattestyrelsen, at det ikke har betydning for retserhvervelsestidspunktet om Spørger modtager afkastet i sin private wallet eller på en hvilken som helst anden konto tilhørende Spørger.

    Indstilling

    Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej".

    Spørgsmål 2

    Det ønskes bekræftet, at idet spørgsmål 1 besvares med "Ja" at det da kan bekræftes, at det afkast (rewards) som Spørger modtager fra BURL er skattepligtigt på det tidspunkt, hvor det indgår i hans private wallet (MetaMask).

    Begrundelse

    Skattestyrelsen har besvaret spørgsmål 1 med "Nej". Da spørgsmål 2 forudsætter at spørgsmål 1 er besvaret med "Ja" finder Skattestyrelsen at spørgsmål 2 bortfalder.

    Indstilling

    Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Bortfalder".

    Spørgsmål 3

    Det ønskes bekræftet, at det afkast (rewards) som Spørger modtager fra GSP ikke er skattepligtigt på det tidspunkt, hvor det indgår på hans Project 79 Dashboard.

    Begrundelse

    Skattestyrelsen har ved besvarelsen af spørgsmål 1 fundet, at det ikke har betydning for retserhvervelsestidspunktet om Spørger modtager afkastet i sin private wallet eller på en hvilken som helst anden konto tilhørende Spørger.

    Ud fra det oplyste, er der ikke forskel på aftalevilkårene for henholdsvis investeringsprodukterne BURL og GSP. Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at spørgsmål 3 skal besvares i overensstemmelse med spørgsmål 1.

    Indstilling

    Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Nej".

    Spørgsmål 4

    Det ønskes bekræftet, at idet spørgsmål 3 besvares med "Ja", at det da kan bekræftes, at det afkast (rewards) som Spørger modtager fra GSP er skattepligtigt på det tidspunkt, hvor det indgår i hans private wallet (MetaMask).

    Begrundelse

    Skattestyrelsen har besvaret spørgsmål 3 med "Nej". Da spørgsmål 4 forudsætter at spørgsmål 3 er besvaret med "Ja" finder Skattestyrelsen at spørgsmål 4 bortfalder.

    Indstilling

    Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 4 besvares med "Bortfalder".

    Spørgsmål 5

    Det ønskes bekræftet, at Project 79 platformen (www.project79.com) ikke er at betragte som en del af Spørgers beholdning, således at det afkast, der indgår på Spørgers konto (dashboard) ikke anses for skattepligtigt.

    Begrundelse

    Project79 forstås som udbyderen af investeringerne BURL og GSP. Foruden de to investeringsprojekter udbyder Project79 også investeringen ’STAR’.

    Det er Skattestyrelsens opfattelse, at der er tale om samme kontotype (dashboard) som for investeringerne. Aftalevilkårene er således de samme.

    Derfor finder Skattestyrelsen, at spørgsmål 5 skal besvares i overensstemmelse med spørgsmål 1 og 3.

    Skattestyrelsen har ved besvarelsen af spørgsmål 1 fundet, at det ikke har betydning for retserhvervelsestidspunktet, om Spørger modtager afkastet i sin private wallet eller på en hvilken som helst anden konto tilhørende Spørger.

    Indstilling

    Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 5 besvares med "Nej".

    Skatterådets afgørelse og begrundelse

    Skatterådet tiltrådte Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

    Lovgrundlag, forarbejder og praksis

    Spørgsmål 1-5

    Lovgrundlag

    Statsskattelovens § 4

    Som skattepligtig indkomst betragtes med de i det følgende fastsatte undtagelser og begrænsninger den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi, således f eks: […]

    Praksis

    SKM2001.416.HR

    Højesteret fandt, at en statsautoriseret revisors honorar skulle beskattes i det år, 1989, hvor honorarkravet var afregningsmodent. Det forhold, at faktureringen først skete i 1991, medførte ikke en udskydelse af beskatningen. Skatteministeriet anerkendte dog, at en del af honorarkravet var bestridt allerede i det år, hvor det var afregningsmodent. Det var derfor berettiget, at skatteyder undlod at indtægtsføre denne del af kravet.

    TfS 1998, 608 ØLD

    Landsretten fandt det ikke godtgjort, at et afkald på forpagtningsafgift var givet forud for retserhvervelsen ifølge forpagtningskontrakten, og lagde ved sagens afgørelse til grund, at afkaldet var givet på et tidspunkt, hvor der var erhvervet endelig ret til forpagtningsafgiften.

    Den juridiske vejledning 2023-2 afsnit C.C.2.5.3.2.1.

    " […] Regel

    Retserhvervelsesprincippet er den almindelige hovedregel om, at en indtægt skal regnes med ved indkomstopgørelsen på det tidspunkt, hvor der er erhvervet endelig ret til den.

    Princippet bygger på en fortolkning af SL § 4, stk. 1, om "den skattepligtiges samlede årsindtægter (…) bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi".

    Det er altså de "årsindtægter", der er erhvervet ret til i løbet af det enkelte indkomstår, der skal beskattes i dette år.

    Højesteret har i ledende domme på området bekræftet, at der gælder et retserhvervelsesprincip. Se UfR 1981.968 H og SKM2003.389.HR.

    Faktureringstidspunktet og betalingstidspunktet er uden selvstændig betydning for beskatningstidspunktet. Se TfS 1998, 608 ØLD og SKM2001.416.HR. Faktureringstidspunktet kan dog falde sammen med retserhvervelsestidspunktet og af den grund blive beskatningstidspunkt.

    Landskatteretten har truffet afgørelse i en sag, der vedrørte salg af rettigheden til at benytte et softwareprodukt i en begrænset periode. Se SKM2017.635.LSR. Aftalerne, der typisk var 3 årige, blev betalt i årlige rater med 60 procent det første år og 20 procent i hvert af de følgende år. Kunden fik først adgang til produktet, når betalingen var sket. Dette skete ved fremsendelse af en produktkode. Undlod kunden at betale de efterfølgende rater, ophørte adgangen til at benytte produktet. Der ville ikke ske regulering af allerede foretagne betalinger.

    Retserhvervelsesprincippet betyder, at skattepligten indtræder, når der er sket levering. I dette tilfælde skete leveringen ved modtagelsen af produktkoden. For flerårige aftaler skete fremsendelsen af produktkoden år for år. Tidspunktet for modtagelsen af produktkoden var sammenfaldende med betalingstidspunktet. Det er efter Skattestyrelsens opfattelse baggrunden for, at Landsskatteretten konstaterer, at "beskatningen konkret skal ske på betalingstidspunktet". Afgørelsen forekommer derfor i overensstemmelse med retserhvervelsesprincippet. […]"