Parter

A

(v/advokat Henrik Rahbek)

mod

Skatteministeriet  

(v/advokat Nikolai Samuelsen)

Denne afgørelse er truffet af dommer Tonni L. Ochwat.

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagen den 5. juli 2022.  

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt der i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 er grundlag for en ekstraordinær genoptagelse af A’s skatteansættelse for indkomståret 2015.

A har nedlagt principal påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at der er grundlag for en genoptagelse af A’s skatteansættelse for indkomståret 2015.

A har nedlagt subsidiær påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at afslaget på genoptagelse af A’s skatteansættelse for indkomståret 2015 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Det fremgår af oplysninger fra Erhvervsstyrelsen, at A sammen med NL stiftede selskabet G1-virksomhed med binavnet G1-virksomhed den 13. juni 2005. A blev direktør i selskabet, hvis formål var handel og industri, herunder kultur- og erhvervsrelaterede events. Selskabet blev den 13. juli 2012 opløst efter konkurs.

Den 28. oktober 2011 stiftede NL-selskaber G1-virksomhed. Selskabets formål var handel og industri, herunder kultur- og erhvervsrelaterede events. A blev direktør i selskabet. Selskabet blev den 8. maj 2017 opløst efter konkurs.  

SKAT fremsendte den 18. juni 2018 forslag til A om ændring af hans skat for indkomståret 2015. SKAT foreslog at ændre indkomsten med 778.478 kr. som dels vedrørte skat af fri bolig med 72.000 kr. og et skønnet resultat af virksomhed 706.478 kr. Skønnet blev foretaget ud fra indsætninger på A’s konto i F1-bank. Udover indtægten blev det skønnet, at A ikke havde afregnet salgsmoms for 2015 for i alt 176.619 kr. I SKATs beskrivelse af sagen er det anført, at A i 2012 og 2013 blev beskattet af fri bolig. Da det kunne konstateres, at han fortsat boede på den pågældende adresse, blev han den 27. august 2016 og den 23. marts 2017 anmodet om at indsende en redegørelse for sine boligforhold samt dokumentation for betaling af husleje, ligesom han blev anmodet om at indsende kontoudtog for 2014 og 2015. Da oplysningerne ikke blev fremsendt indhentede SKAT kontoudtog for årene fra F1-bank og F2-bank. SKAT kunne konstatere en række indsætninger på kontoen, men ingen udgifter til husleje. A fik frist til at fremsende sine eventuelle bemærkninger til forslaget til den 11. juli 2018.    

Skattestyrelsen traf den 12. juli 2018 afgørelse, hvorefter A’s indkomst og momstilsvar for 2015 blev ændret som varslet ved skrivelse af 18. juni 2018. Skattestyrelsen anførte i afgørelsen, at de ikke havde modtaget bemærkninger fra A inden afgørelsen.  

Ved brev af 20. november 2019 anmodede advokat Henrik Rahbek på vegne af A Skattestyrelsen om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2015 og momsansættelsen for perioden fra den 1. januar 2015 til den 31. december 2015.  

Skattestyrelsen gav efterfølgende afslag på anmodningen om genoptagelsen af skatteansættelsen for indkomståret 2015, hvilket blev stadfæstet den 21. april 2021 af Skatteankenævn Nordjylland.   

Forklaringer

A, LJ, ST og LO har afgivet forklaring.  

A har forklaret, at han altid har været beskæftiget med at arrangere kulturelle begivenheder, events og lignende arrangementer. I 2005 stiftede han sammen med NL, G1-virksomhed. De drev selskabet sammen, indtil det gik konkurs og blev opløst i 2012. I 2011 blev han ansat som direktør i G1-virksomhed, der blev stiftet og var ejet af NC. Han er meget følsom, og konkursen påvirkede ham i høj grad i de følgende år. Han har tidligere været i økonomiske vanskeligheder med en virksomhed og kunne huske, hvor stressende det var, når kreditorerne ikke blev betalt. Efter konkursen var hans økonomi dårlig, og den blev ikke bedre af, at han prøvede at svare enhver sit. Han stak hovedet i busken og tænkte, at hvis han ikke reagerede på rudekuverterne og folks henvendelser, så gik det nok over af sig selv. I en lang periode smed han alt post direkte ud uden at forholde sig til indholdet. Det er først nu, at han er ved at få styr på økonomien igen. Efter konkursen blev nye events arrangeret gennem G1-virksomhed, der også afholdt udgifterne ved disse. Det var ham, der styrede virksomheden i det daglige, da NC boede i Y1-land. De talte i telefon hver morgen, og det var NC, der i samråd med ham traf de store beslutninger i virksomheden. Han har kendt NC gennem mange år, og da NC havde brug for hjælp med at tilse og sørge for praktiske ting i forhold til sine ejendomme i Danmark, hjalp han til. Det indebar, at han bl.a. betalte en del af de løbende udgifter. I 2015 fik han overført et beløb på 113.666,35 kr. fra kurator i konkursboet efter G1-virksomhed. Beløbet vedrørte dividende til NL, men det blev aftalt, at pengene skulle udbetales til ham som betaling for de udgifter, han havde afholdt på NC’s ejendomme.  

I 2015 arrangerede han sammen med ST en koncert med KB i Y2-by. Han stod for det praktiske, herunder billetsalg. Efter et stykke tid måtte de konstatere, at der ikke var solgt billetter nok til at få arrangementet til at løbe rundt. De aftalte derfor, at han skulle kontakte KB management for at se, om de kunne komme ud af aftalen igen. De indgik et forlig, og aftalen blev hævet mod betaling af 25.000 kr. Beløbet blev betalt over flere gange, og det var ham, der stod for at betale til KB. ST sendte så penge til ham, som han sendte videre. ST betalte 5.000 kr. hver gang.  

Han kender både NL og ST fra gammel tid, ligesom NL og ST har kendt hinanden gennem mange år. I 2015 lånte NL 150.000 kr. af ST. Som led i driften af G1-virksomhed og deres andre samarbejder, overførte han ofte penge til NL’s Y1-land konti. Han havde alle NL’s oplysninger, og de blev alle enige om, at det ville være lige så let, hvis han modtog pengene fra ST og videreoverførte dem til NL. Pengene blev overført samme dag, som han modtog dem.              

I 2018 arrangerede han OB’s besøg i Y3-by. Han havde 4 medarbejdere til at hjælpe sig med arrangementet. De hjalp bl.a. med at skærme ham fra alt uvedkommende, så han kunne koncentrere sig om det vigtige. Da arrangementet var afviklet, faldt han helt sammen på grund af det store arbejde forinden. Han fulgte således bl.a. ikke med i sine lønudbetalinger og tjekkede ikke sine lønsedler.   

I 2015 hævede han de fleste af de penge, som han havde til rådighed, så han vidste, at han kunne honorere de aftaler, som han indgik. Han kan ikke huske, om han også fik kontante betalinger, eller om det hele gik ind på kontoen.  

LJ har forklaret, at han er økonomichef i en offshorevirksomhed i Y4-by. Han har kendt A i lang tid og var med i virksomheden Derfor IVS, som stod for at arrangere foredrag, herunder OB’s besøg og foredrag i Y3-by i 2018. Han hjalp A med virksomheden, da A havde konkurskarantæne. Han lavede løn og fandt på et tidspunkt ud af, at A’s trækprocent var blevet sat op til 58. Han kontaktede SKAT, der oplyste, at det skyldtes ubetalte skatter. Han tog fat i A, der ikke kendte noget til sagen. Da han efterfølgende fik adgang til A’s e-Boks, fandt han en masse uåbnede beskeder, ligesom han fandt ud, at A havde en masse uåbnede breve. Han lavede efterfølgende en opgørelse over de fejl, som han mente, at der var i SKATs ændrede skatteansættelse. Udgifterne, som de mente, at A havde fradrag for i sin virksomhed, er fastsat skønsmæssigt.    

ST har forklaret, at han har kendt A gennem mange år, hvor de har lavet kulturarrangementer sammen. I 2015 besluttede han sammen A, at de skulle arrangere en koncert med KB. Koncerten blev annonceret, og det var A’s kontaktoplysninger, der blev anført til køb af billetter. Efterfølgende viste det sig, selvom de hver især prøvede at mobilisere deres netværk, at der ikke var nok interesse for koncerten, som måtte aflyses. De lavede en aftale med bookeren, hvorefter de skulle betale 25.000 kr. til KB som følge af aflysningen. A stod for det praktiske og afregnede hver måned. De skulle hver især betale halvdelen af beløbet, og han overførte 5.000 kr. om måneden til A.

NL er en fælles ven, som han også har kendt gennem mange år. På et tidspunkt lånte han NL 150.000 kr. Pengene overførte han til A, der videresendte dem til NL. Det var et midlertidigt lån, og det var ikke penge beregnet til A.    

LO har forklaret, at han gennem mange år har lavet events sammen med A. Han var ansat i G1-virksomhed fra 2006 til 2010. Herefter arbejdede han freelance. Han har altid haft både en personlig og professionel relation til A. Han ved, at A gennem mange år har haft udfordringer med et skrøbeligt sind, men at han altid kunne stille en facade op, når han skulle sælge et arrangement i medierne. Da de arbejdede sammen, stod han for det praktiske, mens A stod for at få aftalerne i hus. Selvom A har det svært med sociale sammenhænge, så kender han ingen med så stort et netværk, hvilket også var medvirkende til, at han fik arrangementet med OB i Y3-by på plads. Han blev selv hyret ind som freelance til arrangementet i Y3-by.     

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført:

"Hovedanbringender

Til støtte for de nedlagte påstande gøres det helt overordnet gældende, at der foreligger ’særlige omstændigheder’, der kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse af sagsøgers skatteansættelse for indkomståret 2015 i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, idet skattemyndighederne har begået fejl ved den oprindelige ansættelse, at ansættelsen er åbenbart forkert, og det i øvrigt må anses for urimeligt at opretholde denne.

Til støtte for, at der foreligger ’særlige omstændigheder’, gøres det i øvrigt helt overordnet gældende, at der ikke i henhold til statsskattelovens § 4 er grundlag for at forhøje sagsøgers resultat af virksomhed i indkomståret 2015 med 706.478 kr. med henvisning til en række indsætninger på sagsøgers konto i F1-bank, idet sagsøger ikke har oppebåret skattepligtige indtægter i denne størrelsesorden. Videre gøres det gældende, at der som følge heraf heller ikke er grundlag for at forhøje sagsøgers momstilsvar i 2015 tilsvarende.

I forlængelse heraf gøres det videre overordnet gældende, at reaktionsfristen på seks måneder i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., er iagttaget af sagsøger.

Såfremt det lægges til grund, at reaktionsfristen ikke er iagttaget, gøres det gældende, at der ligeledes foreligger sådanne 'særlige omstændigheder', at der er grundlag for at behandle anmodningen, selvom denne er indkommet efter udløbet af reaktionsfristen, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, sidste pkt., jf. eksempelvis SKM2021.121.LSR og SKM2023.267.LSR.

1.5 Ekstraordinær genoptagelse

Det følger helt overordnet af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, at såfremt en skattepligtig ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, skal denne senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring.

Anmodes der ikke om såkaldt ordinær genoptagelse inden for de ovennævnte frister, kan der anmodes om ekstraordinær genoptagelse i henhold til bestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 27.

Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, fremgår, at der også bevilges ekstraordinær genoptagelse i tilfælde, hvor skatteforvaltningen efter anmodning fra den skattepligtige giver tilladelse til en ændring af ansættelsen som følge af, at der foreligger ’særlige omstændigheder’.

Den nugældende bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 27 er en direkte videreførelse af den tidligere gældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35.

Af lovforarbejderne til den oprindelige bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, jf. lovforslag nr. 175 af den 12. marts 2003 om ændring af skattestyrelsesloven og andre love fremgår, at forslaget til bestemmelsen indebærer, at ændring af ansættelsen kan tillades efter en konkret bedømmelse af forholdene. Det fremgår om anvendelsesområdet, at der kan ske genoptagelse, når der er begået ansvarspådragende fejl af skattemyndighederne, men også i de tilfælde, hvor fejlen ikke kan anses for ansvarspådragende, når blot fejlen har medført en materiel urigtig ansættelse, og det efter en konkret bedømmelse må anses for urimeligt at opretholde denne. Videre dækker anvendelsesområdet de situationer, hvor myndighederne har foretaget en åbenbar urimelig skønsmæssig ansættelse.

Endelig tilsiger forarbejderne, at der ved vurderingen af, om der foreligger særlige omstændigheder kan henses til, om skatteansættelsen har væsentlig betydning for den skattepligtige, og at det må anses for væsentligt, når der er tale om en indkomstændring på mere end 5.000 kr.

Det fremgår ikke kun af lovforarbejderne, at bestemmelsen er tænkt som en opsamlingsbestemmelse med et bredt anvendelsesområde, og at væsentlighedskriteriet udgøres af en indkomstændring på mere end 5.000 kr. Dette fremgår således også af Den juridiske vejledning 2023-2, afsnit A.A.8.2.2.2.2.8. Heraf fremgår videre, at det er en betingelse for genoptagelse i henhold til bestemmelsen, at borgeren dokumenterer eller sandsynliggør, at ansættelsen er materielt forkert.

Af Den juridiske vejledning 2023-2, afsnit A.A.8.2.2.2.2.8 fremgår videre om det centrale anvendelsesområde følgende:

"Myndighedsfejl

Det centrale anvendelsesområde for genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 8, er, når en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat er forkert som følge af, at Skatteforvaltningen har begået ansvarspådragende fejl, dvs. erstatningslignende situationer. Dette suppleres af, at der også kan være grundlag for genoptagelse, hvis fejlen hos Skatteforvaltningen ikke haren ansvarspådragende karakter, nemlig hvis fejlen har været årsag til en materielt forkert ansættelse, som det efter en konkret vurdering må anses for urimeligt at opretholde." (vores understregning)

Det kan således af ovenstående udledes, at bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, ikke er udtømmende opregnet i relation til hvilke situationer, der anses for ’særlige omstændigheder’, men at der er tale om en konkret vurdering.

Der henvises ligeledes til, at det fremgår af praksis som omtalt i stævningen side 25-39, at bestemmelsen kan finde anvendelse i en række forskellige tilfælde, hvor det lægges til grund, at der foreligger ’særlige omstændigheder’, som fører til, at det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen, jf. eksempelvis Landsskatterettens afgørelse af 3. marts 2023 (sagsnr. 22-0029826).

I henhold til den foreliggende praksis, jf. stævningen side 25-39, er der således adgang til ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, når ét af følgende forhold gør sig gældende:

1)  skattemyndighederne har begået fejl ved den oprindelige ansættelse,

2)  ansættelsen er åbenbart forkert, eller

3)  det er urimeligt at opretholde ansættelserne.

I det følgende uddybes vores anbringende om, at der konkret foreligger ’særlige omstændigheder’.

1.6 Skønsmæssig ansættelse og særlige omstændigheder

Skattestyrelsen har i denne sag fastsat et skønnet resultat af virksomhed på 706.478 kr., jf. bilag 7. Det følger af en helt fast praksis, at det er skattemyndighederne, som skal dokumentere rigtigheden af det udøvede skøn, herunder de valgte forudsætninger for skønsudøvelsen, hvilket også har støtte i Den juridiske vejledning 2023-2, afsnit A.C.2.1.4.4.2.2.

Hertil kommer, at der i relation til skattemyndighedernes udøvelse af skøn - dvs. den materielle del - gælder, at en skønsmæssig ansættelse skal foretages så virkelighedsnært som muligt efter en konkret vurdering, jf. eksempelvis FOB 1990.197.

At skattemyndighederne ved udøvelse af skønnet over virksomhedendes resultat tillige skal foretage en konkret vurdering, og ikke kan forlade sig på generelle betragtninger, er fastslået i praksis, jf. eksempelvis SKM2018.59.BR og Landsskatterettens afgørelse af den 11. januar 2016 (sagsnr. 14-0003513) samt SKM2021.541.BR.

Såfremt skattemyndighederne foretager en skønsmæssig ansættelse, fremgår de nærmere krav til skønsgrundlaget af skattekontrollovens § 74, stk. 3, samt forarbejderne hertil, jf. lovforslag nr. 13 af 4. oktober 2017, og Den juridiske vejledning 2023-2, afsnit A.C.2.1.4.4.1.

I den forbindelse kan henvises til, at det af såvel administrativ praksis som retspraksis fremgår, at både Landsskatteretten og domstolene i en lang række sager og i en lang årrække ikke har været tilbageholdende med at ændre og tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige afgørelser, såfremt skønnet ikke er udøvet på et korrekt grundlag, jf. eksempelvis TfS 1995.361 og, SKM2013.846.BR, hvor skønnet førte til et åbenbart urimeligt resultat, hvorfor der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse.

Det er endvidere væsentligt at have for øje ved en skønsmæssig ansættelse, at Skattestyrelsen ved udøvelsen af et ikke-lempeligt skøn over indtægtssiden også er pligtig til at skønne over udgiftssiden, dvs. de udgifter som er fradragsberettiget i henhold til statsskattelovens § 6, litra a, jf. eksempelvis SKM2013.493.VL og SKM2013.572.VL. I den forbindelse gøres det gældende, at Skattestyrelsen ikke har foretaget et lempeligt skøn, idet Skattestyrelsen uden nærmere begrundelse herfor har anset samtlige indsætninger for resultat af virksomhed.

 ... ...

I det følgende uddybes de konkrete forhold, der begrunder hvorfor 1) skatteforvaltningen har begået fejl ved ansættelserne af indkomstårene 2012-2015, 2) ansættelserne er åbenbart forkerte, og 3) det i øvrigt må anses for urimeligt at opretholde disse.

Til belysning af de enkelte indsætninger på sagsøgers konto i 2015 henvises til sagsøgers redegørelse fremlagt som bilag 8. Redegørelsen belyser samtidig de åbenlyse fejl og mangler som Skattestyrelsens grundlag for deres skønsmæssige afgørelse er behæftet med.

For det første har sagsøger i indkomståret 2015 afholdt adskillige udgifter til sagsøgers ejendomsadministration af NL’s ejendomme i Danmark. Udgifterne beløber sig samlet til 117.548,60 kr., jf. bilag 30.

Sagsøger er i den forbindelse løbende blevet godtgjort disse udgifter, idet sagsøger i indkomståret 2015 ved fem overførsler har modtaget i alt kr. 119.436,56 fra NL, jf. støttebilag II. Der er således ikke grundlag for at anse de fem overførsler for indtægter hidrørende fra erhvervsmæssig virksomhed, jf. eksempelvis Landsskatterettens afgørelse af den 19. august 2020 (sagsnr. 19-0080740).

For det andet har sagsøger i indkomståret 2015 modtaget et beløb på 113.666,35 kr., der allerede er indberettet som dividendeudbetaling overfor skattemyndighederne i NL’s personnummer, hvorfor der er tale om allerede beskattede midler. Hertil kommer, at beløbet er overført til sagsøger med henblik på at dække de løbende udgifter, der er forbundet med sagsøgers administration af NL’s ejendomme. Beløbet kan således ikke anses for en indtægt, og den skal derfor heller ikke indgå i skønnet over sagsøgers resultat af virksomhed i 2015.

For det tredje har sagsøger i indkomståret 2015 modtaget private indbetalinger, som ikke - som lagt til grund af skattemyndighederne - kan betragtes som relateret til sagsøgers resultat af virksomhed. Sagsøger har blandt andet ved en overførsel den 10. marts 2015 modtaget et beløb på kr. 150.000 fra ST. Sagsøger har alene modtaget beløbet på sin konto med henblik på straks at videreoverføre det til NL. Der er således ikke grundlag for skattemyndighedernes betragtning om, at overførslen på kr. 150.000 relaterer sig til sagsøgers resultat af virksomhed, idet beløbet på kr. 150.000 ikke er indsat på sagsøgers konto under omstændigheder, der kan begrunde, at beløbet har tilhørt sagsøger som et formuegode.

Det påpeges i den forbindelse, at det er en grundlæggende forudsætning for at gennemføre en indkomstbeskatning, at der erhverves ret til en given indkomst, jf. Højesterets dom af den 22. april 1999 offentliggjort i UfR 1999.1197.

Hertil kommer, at indsætninger fra henholdsvis G2-virksomhed og G3-virksomhed heller ikke er at betragte som relaterende til sagsøgers resultat af virksomhed, idet der ikke er tilgået sagsøger et formuegode, da beløbene alene er genindsat på sagsøgers konto som følge af manglende dækning på kontoen.

Hertil kommer i øvrigt, at flere indsætninger under kategorien "Privat", jf. bilag 8, er af en sådan størrelse, at deres økonomiske beskaffenhed tilsiger, at de ikke er en del af sagsøgers skattepligtige indkomst eller resultat af virksomhed, hvortil der henvises til en afsluttet klagesag dateret den 30. august 2021 (sagsnr. 20-0026431) og en afsluttet klagesag dateret den 29. juni 2021 (sagsnr. 200053638).

For det fjerde at SKATs skøn for indkomståret 2015 - som følge af ovenstående forhold - ikke er retvisende, idet SKATs forudsætning om, at alle indsætninger på sagsøgers konto i F1-bank relaterer sig til resultat af virksomhed, ikke er egnet som grundlag for det udøvede skøn, hvorfor det vil være urimeligt at opretholde dette, jf. eksempelvis Venstre Landsret dom offentliggjort i TfS 1995.361 og Københavns Byrets dom af den 14. november 2013 offentliggjort som SKM2013.846.BR.

Det skal i den forbindelse oplyses, at det i sagen er ubestridt, at sagsøger i indkomståret 2015 har drevet erhvervsmæssige aktiviteter i regi og i forlængelse af selskabet benævnt G1-virksomhed, hvori sagsøger var direktør i indkomståret 2015.

Det er således årsagen til, at der af posteringsteksterne til flere af indsætningerne fremgår "faktura [nummer]", hvilket tillige er fremhævet af Skattestyrelsen. Det er imidlertid faktuelt forkert, når Skattestyrelsen i sit oprindelige skøn har lagt til grund, at alle indsætninger på sagsøgers konto i F1-bank relaterer sig til sagsøgers resultat af virksomhed, jf. ovenstående omtalte forhold.

Hertil kommer desuden, at Skattestyrelsen i øvrigt ikke har foretaget et lempeligt skøn, idet Skattestyrelsen har medtaget samtlige indsætninger på sagsøgers privatkonto som indtægter ved selvstændig erhvervsvirksomhed.

Endelig har Skattestyrelsen ikke, som Skattestyrelsen ellers har været forpligtet til, jf. eksempelvis SKM2013.493.VL og SKM2013.572.VL foretaget et skøn over de udgifter, der unægtelig har været forbundet med sagsøgers indkomsterhvervelse.

Det fremgår af opgørelsen fremlagt som bilag 8, at sagsøger i indkomståret 2015 har modtaget indsætninger på i alt 381.851,85 kr. inkl. moms i relation til sagsøgers erhvervsmæssige aktiviteter.

I den forbindelse skal det fremhæves, at virkningen af, at Skattestyrelsen i indkomståret 2015 har lagt til grund, at samtlige indsætninger på sagsøgers konto i F1-bank relaterer sig til sagsøgers resultat af virksomhed uden samtidigt at skønne over udgiftssiden, er, at et samlet beløb på 883.097 kr. er blevet anset for skatte- og momspligtigt.

Det forholder sig imidlertid sådan, at sagsøger har dokumenteret, at hovedparten af indsætningerne ikke kan anses for skattepligtige indtægter ved resultat af virksomhed, hvorfor 501.246,15 kr. inkl. moms, jf. stævningen, side 71, nederst, af den samlede forhøjelse på 883.097 kr. inkl. moms, ikke skal medregnes i skønnet.

Derudover har sagsøger godtgjort, at Skattestyrelsen ikke ved skønnet har taget højde for, at der har været udgifter forbundet med indkomsterhvervelsen. I den forbindelse påpeges, at sagsøgers resultat af virksomhed i indkomståret 2015 efter fradrag for udgifter kan opgøres til 239.451,85 kr. inkl. moms, jf. tabellen i stævningen side 70, mf.

 ... ...

På baggrund af ovenstående forhold gøres det sammenfattende gældende, at Skattestyrelsens skøn for 2015 ikke er retvisende og virkelighedsnært, idet Skattestyrelsens eneste forudsætning om, at alle indsætninger på sagsøgers konto i F1-bank relaterer sig til resultat af virksomhed, ikke i sig selv er egnet som grundlag for det udøvede skøn. Dette medfører, at Skattestyrelsen har begået fejl ved ansættelsen af det skønnede resultat af virksomhed, og at ansættelsen dermed også bliver åbenbart forkert.

Fejlene består blandt andet i, at Skattestyrelsen ikke på tilstrækkelig vis har godtgjort sit grundlag for skønnet, jf. eksempelvis Landsskatterettens afgørelse af den 25. oktober 2019 (sagsnr. j.nr. 16-0504422).

Hertil kommer, at det fejlbehæftede skøn vil være urimeligt at opretholde, jf. eksempelvis Venstre Landsrets dom offentliggjort i TfS 1995.361 og Københavns Byrets dom af den 14. november 2013, offentliggjort som  SKM2013.846.BR.

I denne sag er der endvidere tale om en indkomstændring af væsentlig økonomisk betydning for sagsøger, hvilket støtter, at der er grundlag for genoptagelse, jf. lovforslag nr. 175 af den 12. marts 2003 og Den juridiske vejledning 2023-2, afsnit A.A.8.2.2.2.2.8.

På baggrund heraf foreligger der således i denne sag sådanne ’særlige omstændigheder’, der kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse af sagsøgers skatteansættelse for indkomståret 2015 i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 og § 27, stk. 2, sidste pkt.

Sagsøger har endvidere iagttaget reaktionsfristen på seks måneder i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., og må det mod forventning lægges til grund ikke at være tilfældet, foreligger der ’særlige omstændigheder’, som fører til, at der er grundlag for at behandle anmodningen i helhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, sidste pkt."

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført:

"3. Anbringender

 3.1 Ikke grundlag for ekstraordinær genoptagelse i medfør af § 27, stk. 1, nr. 8

 3.1.1 Retsgrundlaget

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, om ordinær genoptagelse, at "en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af retlig eller faktisk karakter, der kan begrunde ændringen".

Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, kan der - uanset de ordinære frister i § 26 - ske genoptagelse, hvis der foreligger "særlige omstændigheder":

"Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

[…]

8) Told- og skatteforvaltningen efter anmodning fra den skattepligtige giver tilladelse til ændring af ansættelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder."

Det er dermed en grundlæggende betingelse for genoptagelse - både ordinært og ekstraordinært - at den skattepligtige sandsynliggør, at de fremlagte oplysninger kan begrunde en ændring af skatteansættelsen, men hvis ændringen skal ske i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, er det en yderligere betingelse, at der foreligger "særlige omstændigheder".

Det fremgår af de specielle bemærkninger til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 (lovforslag nr. 110 af 24. februar 2005), at bestemmelsen er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 35. Reglen blev indsat i den dagældende skattestyrelseslov ved lov nr. 410 af 2. juni 2003.

Det fremgår af forarbejderne til den tidligere § 35 (lovforslag nr. 175 af 12. marts 2003, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 2), at afgørelsen af, om der skal ske genoptagelse, beror på en konkret vurdering af, om der foreligger særlige omstændigheder, og om det må anses for urimeligt at opretholde ansættelse.  

Det fremgår ligeledes af samme forarbejder, at bevisbyrden for, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse er opfyldt, påhviler den skattepligtige, og at det er den skattepligtige, der bærer risikoen for, at bevisbyrden kan være tungere, jo ældre år der er tale om.

Bestemmelsen har ifølge fast højesteretspraksis et snævert anvendelsesområde, jf. UfR 2022.393 H, UfR 2021.3465 H, UfR 2019.2477 H og UfR 2017.1570 H. Det er dermed ikke rigtigt og i direkte modstrid med højesteretspraksis, når A anfører (stævningen, s. 21, tredjesidste afsnit), at bestemmelsen "med al tydelighed" har et bredt anvendelsesområde.

Det forhold, at en ansættelse efterfølgende måtte vise sig at være forkert, opfylder ikke i sig selv betingelsen om "særlige omstændigheder". Det er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig, betingelse for ekstraordinær genoptagelse, at skatteansættelsen er materielt forkert, jf. bl.a., UfR 2017.1570 H, SKM2007.44.VLR, SKM2008.990.ØLR og SKM2013.739.ØLR.

Det uddybes i forarbejderne, at bestemmelsens anvendelsesområde er tilfælde, hvor “forholdene i særlig grad taler for, at ansættelsen ændres". Som eksempel nævner forarbejderne samme sted, at skattemyndighederne har begået ansvarspådragende fejl.

A’s synspunkter (replikken, s. 4, 3. tekstafsnit f.) om, at et "…bevis for, at der er grundlag for en materiel ændring af Skattestyrelsens gennemførte forhøjelse af sagsøgers skatteansættelse for indkomståret 2015 […] vil udgøre en særlig omstændighed i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, jf. tillige Den juridiske vejledning 2022-2, afsnit A.A.8.2.2.2.2.8." viser det uholdbare i A’s argumentation. Det kriterium, som A forfægter, svarer til, hvad der er kriteriet for en ordinær genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, men er ikke i nærheden af at udgøre en særlig omstændighed. Synspunkter er ikke bare uden dækning i Den juridiske vejledning, som A henviser til, men er i direkte modstrid med den praksis, som der er henvist til i de to afsnit ovenfor (UfR 2017.1570 H, SKM2007.44.VLR, SKM2008.990.ØLR og SKM2013.739.ØLR).

Det forhold, at der - efterfølgende - viser sig grundlag for at ændre en skatteansættelse, er desuden ikke ensbetydende med, at der er begået myndighedsfejl, som A tilsyneladende forudsætter (replikken, s. 4, 2. og 3. tekstafsnit). Det fremgår ikke af Den juridiske vejledning 2022-2 (eller 2023-2), afsnit A.A.8.2.2.2.2.8, om særlige omstændigheder, at et bevis for, at "der er grundlag for en materiel ændring af Skattestyrelsens gennemførte forhøjelse af sagsøgers skatteansættelse for indkomståret 2015, jf. Bilag 7" vil udgøre en særlig omstændighed i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, som A hævder (processkrift 1, s. 3, 6. afsnit, jf. replikken, s. 4, 3. afsnit f.). Trods de ganske omfangsrige citater i A’s processkrifter er netop dette synspunkt da heller ikke underbygget af noget citat.

Det er i den sammenhæng i øvrigt ikke rigtigt, når A anfører (replikken, s. 2, næstsidste tekstafsnit), at det er "uden betydning, hvorvidt skattemyndighedernes fejl er ansvarspådragende eller ej". Det fremgår udtrykkeligt af forarbejderne (lovforslag nr. 175 af 12. marts 2003, bemærkningerne til § 1, nr. 2), at hvis der er tale om ikke-ansvarspådragende fejl, er det tillige en betingelse, at "fejlen har medført en materielt urigtig ansættelse, og det efter en konkret bedømmelse må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen", hvilket netop illustrerer, at ikke alle myndighedsfejl berettiger til ekstraordinær ansættelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

En ekstraordinær ændring af A’s skatteansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, forudsætter dermed dels, at A sandsynliggør, at de fremlagte oplysninger kan begrunde en ændring af hans skatteansættelse (afsnit 3.1.2), dels at A påviser, at der foreligger særlige omstændigheder (afsnit 3.1.3).

3.1.2 A har ikke fremlagt oplysninger, der kan begrunde en ændring

Som anført i afsnit 2 ovenfor om sagens tema konstaterede Skattestyrelsen ved gennemgangen af A’s kontoudtog, at A i 2015 løbende havde haft indsætninger på sin bankkonto af en vis størrelse og af en vis hyppighed, som ikke var selvangivet (bilag 38, s. 3, afsnit 2.1). Skattestyrelsen var derfor berettiget til at fastsætte A’s indkomst for 2015 skønsmæssigt, jf. den dagældende skattekontrollovs § 5, stk. 3.

Som ligeledes anført i afsnit 2 traf Skattestyrelsen den 12. juli 2018 afgørelse (bilag 7) om skønsmæssigt at forhøje A’s indkomst med i alt kr. 706.478, svarende til summen af de samlede indsætninger med fradrag for moms (kr. 176.620). Afgørelsen var i overensstemmelse med Skattestyrelsens forudgående forslag til afgørelse (bilag 38), som A imidlertid ikke reagerede på. Baggrunden for, at der blev fratrukket moms, var, at flere af indsætningerne indeholdt teksten "faktura", hvorfor Skattestyrelsen anså de samlede indsætninger som hidrørende fra A’s virksomhed (bilag 38, s. 3, 3. afsnit under pkt. 2.1).

En ændring af A’s skatteansættelse for 2015 forudsætter dermed (bl.a.), at A fremlægger nye oplysninger, der kan begrunde en ændring af hans skatteansættelse. Et skatteskøn kan tilsidesættes, hvis den skattepligtige enten beviser, at skønnet er udøvet på et forkert grundlag, eller at skønnet er åbenbart urimeligt, jf. eksempelvis UfR 2009.476/2 H.

A har ikke bevist, at der er grundlag for at tilsidesætte skønnet, jf. nærmere nedenfor i afsnit 3.1.2.1 om A’s indtægter og afsnit 3.1.2.2 om A’s udgifter, som skattemyndighederne med rette ikke skønnede over, idet A ikke havde (eller har) påvist et grundlag herfor.

3.1.2.1 Skattestyrelsens skøn over As indtægter kan ikke tilsidesættes

Når der er tale om en skønsmæssig ansættelse baseret på indsætningerne på A’s konto, er det en forudsætning for tilsidesættelse, at A ved henvisning til objektive kendsgerninger beviser, at indsætningerne ikke var skattepligtige, jf. f.eks. UfR 2021.1853 H, UfR 2011.1599 H, UfR 2009.163 H og SKM2022.105.VLR. Den bevisbyrde har A ikke løftet, og A har dermed ikke fremlagt oplysninger, der kan begrunde en ændring af hans skatteansættelse, jf. nærmere i det følgende.

KB-arrangementet

A har ikke bevist sit synspunkt (replikken, s. 5, sidste afsnit ff.) om, at indsætningerne på i alt kr. 15.000 fra ST udgør ST’s andel af en hævdet erstatning på i alt kr. 25.000 til KB. A har end ikke bevist, at han har betalt kr. 25.000 i erstatning til KB i henhold til et udokumenteret forlig (replikken, s. 5, 2. tekstafsnit).

Der er desuden ikke fremlagt beviser for, hvorfor ST’s hævdede andel af erstatningen er større end A’s andel (kr. 15.000 imod kr. 10.000) eller for, hvorfor ST ikke blot betalte sin andel af erstatningen direkte til KB. A har således ikke ved objektive kendsgerninger bevist, at han ikke er skattepligtig af indsætningerne på i alt kr. 15.000 fra ST.

A’s hævdede ejendomsadministration

A har ikke redegjort nærmere for - endsige bevist rigtigheden af - sit synspunkt (replikken, s. 8, 2. afsnit) om, at han ikke er skattepligtig af indsætningerne fra G4-virksomhed på i alt kr. 119.436,56 vedrørende den hævdede ejendomsadministration. A har desuden ikke bevist sit synspunkt (replikken, s. 8, 3. afsnit) om, "at der ikke [er] grundlag for skattemyndighedernes betragtning om, at de fem overførsler relaterer sig til sagsøgers erhvervsmæssige aktiviteter", og under alle omstændigheder ændrer det ikke ved, at A er skattepligtig af indsætningerne.

Dividendebetalingen fra G1-virksomhed

A gør gældende (stævningen, s. 66, sidste afsnit ff.), at indsætningen modtaget den 25. september 2015 på kr. 133.666,35 udgør allerede beskattede midler, idet beløbet allerede skulle være beskattet hos NL. Selv hvis det var dokumenteret, at et tilsvarende beløb blev beskattet hos NL, ville det ikke ændre beskatningen af A, idet beløbet er tilgået A og dermed selvstændigt skattepligtigt for ham.

A har desuden ikke bevist sit synspunkt (replikken, s. 8, fjerdesidste afsnit) om, at dividendebetalingen den 25. september 2015 på kr. 113.666,35 er en "forudbetaling for de ejendomsudgifter, som det allerede på dette tidspunkt var aftalt, at [A] skulle afholde i indkomståret 2016", og heller ikke dette synspunkt kan dermed føre til, at A ikke er skattepligtig af indsætningen.

Indsætningen fra ST på kr. 150.000

A’s synspunkt (replikken, s. 10, 3. afsnit) om, at "ST den 10. marts 2015 skulle overføre kr. 150.000 til NL, hvilket [A] var behjælpelig med, idet [A] i indkomståret 2015 havde flere transaktioner med NL, hvorfor [A] var bekendt med NL’s Y1-land kontonummer" er - ud over at være udokumenteret - ganske usædvanligt, hvilket skærper A’s bevisbyrde yderligere, jf. f.eks. UfR 2004.1516 H.

Skulle A reelt hjælpe ST med at overføre kr. 150.000 til NL, havde det alt andet lige været betydeligt lettere blot at oplyse ST om NL’s kontonummer.

UfR 1999.1197 H er ikke udtryk for, at der ikke er realiseret en indkomst, så længe et tilsvarende beløb videreføres, hvilket A synes at indikere (replikken, s. 10, 2. til 5. afsnit).

G5-virksomhed, G2-virksomhed og G6-virksomhed

A har ikke bevist sit synspunkt (replikken, s. 8, sidste afsnit) om, at indsætningen på kr. 4.489 fra Fonden G5-virksomhed udgør refusion af udlæg. Refusion af udlæg skal ske mod eksterne udgiftsbilag, og A har ikke fremlagt sådanne bilag.

A har endvidere ikke bevist sit synspunkt (replikken, s. 9, 2. afsnit) om, at hævningerne fra G2-virksomhed og G6-virksomhed skyldes "manglende kreditdækning på kontoen tilknyttet leverandørservice", og A har ikke ved objektive kendsgerninger bevist, at han ikke er skattepligtig af indsætningerne, hvorved samtidig bemærkes, at det ikke påhviler Skatteministeriet at redegøre for eller bevise, hvordan indsætninger kan udgøre skattepligtig indkomst for A (replikken, s. 9, 5. afsnit).

Øvrige indsætninger

Uanset om A havde et venskabsforhold med ST og SC, ændrer det ikke ved, at A ikke ved objektive kendsgerninger har bevist, at indsætninger fra ST og SC ikke er udtryk for skattepligtig indkomst (modsat replikken, s. 9, fjerdesidste afsnit). Der gælder ikke nogen skattefritagelsesregel for overførsler fra "venner".

Det er yderligere ikke dokumenteret, at indsætninger på under et givent beløb ikke er skattepligtige (stævningen, s. 68, 1. afsnit). Tværtimod har A haft så mange mindre indsætninger, herunder (red.fjernet.app)-betalinger, at dette underbygger, at A er skattepligtig af beløbene.

For så vidt angår "de øvrige (red.fjernet.app) indsætninger" (replikken, s. 9, tredjesidste afsnit), påhviler det A at redegøre for og dokumentere sine egne erhvervsmæssige aktiviteter, og A har derfor heller ikke for så vidt angår disse løftet sin bevisbyrde.

A har i 2015 ifølge sine kontoudtog (bilag 6) foretaget kontanthævninger for samlet kr. 178.000. A har som led i opfyldelsen af Skatteministeriets opfordring A (duplikken, s. 4, 3. afsnit) om at redegøre for og dokumentere, hvad beløbene er anvendt til forklaret (processkrift 1, s. 4, 2. afsnit), at kontanthævningerne i 2015 på i alt kr. 178.000 "blandt andet er medgået til betaling af A’s daglige fornødenheder" (min fremhævning). Forklaringen opfylder dog ikke Skatteministeriets opfordring (A), allerede fordi forklaringen ikke udgør nogen konkret besvarelse af, hvad A’s kontanthævninger er gået til. I øvrigt er det ikke blot udokumenteret, men også i høj grad utroværdigt, at A skulle have anvendt så betydelige beløb til betaling af sine daglige fornødenheder. A skulle således i januar og februar 2015 angiveligt have anvendt kr. 61.000 (35.000 i januar og 26.000 i februar) til betaling af "blandt andet" sine daglige fornødenheder, mens A fra marts til maj 2015 alene skulle have anvendt kr. 2.000 (bilag 6). Da A ikke har opfyldt Skatteministeriets opfordring (A), skal det lægges til grund, at han har haft en betydelig kontantøkonomi, hvilket underbygger, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens skønsmæssige fastsættelse af A’s indkomst.

A har ikke bevist sit synspunkt (replikken, s. 8, sidste afsnit) om, at han "i indkomståret 2015 [har] modtaget indsætninger i størrelsesorden kr. 168.000, som ikke relaterer sig til de erhvervsmæssige aktiviteter", eller sit synspunkt (replikken, s. 12, 5. afsnit ff.) om, at ikke alle indsætninger på hans konto "relaterer sig til overskud af virksomhed". Under alle omstændigheder ændrer det ikke på, at A er skattepligtig af indsætningerne, uanset om der måtte være tale om "overskud af virksomhed" eller ej. Synspunktet indebærer således ikke, at skønnet hviler på et forkert grundlag eller er åbenbart urimeligt, som ellers gjort gældende af A (replikken, s. 12, 5. afsnit).

3.1.2.2 A havde ikke ret til en skønsmæssig ansættelse af sine udgifter

A har ikke påvist et grundlag for, at Skattestyrelsen var forpligtet til at foretage en skønsmæssig ansættelse af hans udgifter. Bevisbyrden for, at der er afholdt fradragsberettigede udgifter, påhviler den skattepligtige, jf. f.eks. UfR 2004.1516 H, UfR 2016.471 H, UfR 2016.3592 H og SKM2022.105.VLR. Det er i den forbindelse ikke tilstrækkeligt, at det er sandsynligt, at der er afholdt en udgift.

Såfremt den skattepligtige, trods manglende regnskaber og bilagsmateriale, ikke bidrager med konkrete oplysninger om virksomhedens drift som grundlag for skattemyndighedernes udøvelse af et så virkelighedsnært skøn som muligt, er den skattepligtige ikke berettiget til fradrag herfor, jf. SKM2013.493.VLR. Indrømmelse af et skønsmæssigt fradrag forudsætter således et grundlag for skønnet, jf. f.eks. landsrettens dom i UfR 2016.483 H (Højesteret afgjorde sagen på et andet grundlag end landsretten), SKM2015.404.VLR og SKM2020.252.ØLR.

Den af A fremlagte oversigt (bilag 8) dokumenterer ikke, at der er fejl og mangler ved skattemyndighedernes afgørelse, eller at A er berettiget til fradrag. Oversigten er blot en udokumenteret systematisering af A’s kontoudtog efter A’s egne kriterier og uden understøttende dokumentation.

Derudover har A heller ikke fremlagt konkrete oplysninger om virksomhedens drift, der kan danne grundlag for skattemyndighedernes udøvelse af et så virkelighedsnært skøn som muligt, jf. SKM2013.493.VLR. Der er således intet grundlag for en skønsmæssig ansættelse af fradraget, og A er derfor ikke berettiget til noget fradrag.

KB-arrangementet

A har med sine kontoudtog ikke dokumenteret, at KB-arrangementet var underskudsgivende, eller at udbetalingerne på i alt kr. 8.230 er udtryk for tilbagebetalinger (replikken, s. 4, sidste afsnit ff.).

At der skulle være tale om tilbagebetalinger harmonerer i øvrigt ikke med, at A tilsyneladende ikke har tilbagebetalt samtlige hævdede forudbetalinger. A har således modtaget forudbetalinger for i alt kr. 10.315, men angiveligt alene tilbagebetalt kr. 8.230 (replikken, s. 4, sidste afsnit, og s. 5, 1. afsnit).

Det forhold, at én af overførslerne er kr. 100 mindre end de øvrige (og dermed ikke stemmer med de anførte billetpriser), taler også imod, at der reelt er tale om tilbagebetaling af billetindtægten (replikken, 4. linje i tabellen på s. 5).

A har desuden ikke bevist, at de hævdede tilbagebetalinger rent faktisk foretages til de konti, der i første omgang indbetalte pengene.

A har endvidere ikke bevist sit synspunkt (replikken, s. 5, 2. og 3. tekstafsnit) om, at han har afholdt fradragsberettigede udgifter i forbindelse med den hævdede erstatning til KB, idet han ikke har bevist, at han har betalt kr. 25.000 til KB som led i et forlig, jf. nærmere i afsnit 3.1.2.1 ovenfor.

A har dermed ikke bevist, at arrangementet var underskudsgivende (hvilket også forudsætter, at der ikke har været kontantindtægter), eller at han har afholdt fradragsberettigede udgifter i forbindelse med arrangementet.

A’s hævdede ejendomsadministration

A har ikke bevist, at han har afholdt udgifter i forbindelse med den hævdede ejendomsadministration og så meget desto mindre, at udbetalingerne er udtryk for fradragsberettigede udgifter.

Det er ikke på baggrund af A’s kontoudtog (bilag 6) muligt at konstatere, at indsætningerne fra vedrører ejendomsadministration, idet alle indsætninger har en posteringstekst a la "(red.fjernet.posteringstekst)" for så vidt angår indsætningen den 29. januar 2015 på kr. 30.000 med (bilag 6, s. 3). Tilsvarende er det heller ikke muligt på baggrund af kontoudtogene at konstatere, om der er tale om fradragsberettigede udgifter.

At A skulle være ejendomsadministrator for NL (stævningen, s. 9, 3. afsnit) harmonerer desuden ikke med, at indsætningerne foretages af selskabet "G4-virksomhed" (stævningen, s. 11, sidste afsnit). A har ikke bevist, at NL ejede selskabet G4-virksomhed. Det forhold, at likvidator i selskabet G7-virksomhed har anført, at G7-virksomhed’ ultimative ejer er et Y1-land selskab, og at selskabets likvidator har kontaktet NL på mailadressen "(red.fjernet.mail)" (bilag 45), beviser i sagens natur ikke, at NL er ejer af selskabet "G4-virksomhed" (replikken, s. 7, 5. til 8. afsnit). Der er ikke bevist nogen sammenhæng mellem på den ene side G7-virksomhed og G8-virksomhed og på den anden side G4-virksomhed. Selv hvis det var bevist, at NL ejede G4-virksomhed, er det under alle omstændigheder ikke et bevis for, at A har afholdt fradragsberettigede udgifter.

A har fremlagt et skøde fra 2006 (bilag 41) som dokumentation for, at NL ejede ejendommen Y5-adresse i 2015, men A har samtidig undladt at oplyse, at ejendommen i 2012 blev overdraget til selskabet G9-virksomhed (som NL tilmed ikke havde nogen registreringsmæssig tilknytning til, jf. tingbogsudskrift af 20. januar 2023 vedrørende Y5-adresse (bilag B)).

At G10-virksomhed ejede ejendommen Y6-adresse beviser netop, at NL ikke ejede ejendommen, som ellers gjort gældende af A (stævningen, s. 66, femtesidste afsnit, og replikken, s. 7, 2. afsnit).

Under alle omstændigheder er det uden betydning, om ejendommene ejes af NL, G9-virksomhed eller G10-virksomhed, idet samtlige indsætninger foretages fra selskabet G4-virksomhed (replikken, s. 6, fjerdesidste afsnit ff.).

Synspunkterne om, at A har afholdt udgifter som led i ejendomsadministration, giver derfor ikke grundlag for indrømmelse af noget fradrag i A’s indkomst.

A har dermed ikke påvist, at der er grundlag for at ændre hans skatteansættelse, og (ekstraordinær) genoptagelse er derfor udelukket.

3.1.3 Der foreligger ikke særlige omstændigheder

Ud over at det er en betingelse for ekstraordinær ansættelse, at A skal sandsynliggøre, at der er grundlag for en ændring af ansættelsen, er det - som anført ovenfor i afsnit 3.1.1 om retsgrundlaget - yderligere en betingelse, at der foreligger "særlige omstændigheder" i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8’s forstand.

Selv hvis det lægges til grund, at A har sandsynliggjort, at der er grundlag for at ændre skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelse af A’s indkomst, er det ikke ensbetydende med, at der foreligger særlige omstændigheder.

Som anført i afsnit 3.1.1 ovenfor bevirker det forhold, at en ansættelse efterfølgende måtte vise sig at være forkert, ikke i sig selv, at der foreligger "særlige omstændigheder", jf. f.eks. UfR 2017.1570 H. A har ikke påvist nogen fejl, endsige ansvarspådragende fejl, fra skattemyndighedernes side. Der er alene tale om, at A med mange års forsinkelse fremkommer med de bemærkninger til sin skatteansættelse, som han burde være kommet med i forbindelse med sin oprindelige skatteansættelse for 2015 og i hvert fald allersenest, da han blev anmodet om bemærkninger til Skattestyrelsens skøn i forslaget til afgørelse (bilag 38, s. 8, sidste afsnit). Idet eventuelle materielle urigtigheder dermed alene kan bebrejdes A - og i hvert fald ikke skattemyndighederne - er der efter Højesterets praksis ikke grundlag for ekstraordinær genoptagelse, jf. senest UfR 2022.393 H.

A’s udokumenterede synspunkt (processkrift 1, s. 4, næstsidste tekstafsnit) om, at han først fik kendskab til Skattestyrelsens forslag og afgørelse i oktober 2019, kan ikke lægges til grund. Det forhold, at A’s bogholder, LJ, har forklaret (bilag 36, s. 2, 5. afsnit), at han opdagede Skattestyrelsens forslag og afgørelse omkring oktober 2019, indebærer ikke, A først opdagede forslaget og afgørelsen på dette tidspunkt og indebærer under alle omstændigheder ikke, at der foreligger særlige omstændigheder. Tværtimod understreger LJ’s forklaring, at der ikke foreligger særlige omstændigheder, idet Skattestyrelsens forslag og afgørelse har været tilgængelig for A i A’s eBoks. A havde derfor alle muligheder for at reagere rettidigt.

Det forhold, at A’s skatteprocent ifølge hans lønsedler (bilag 46 og 47) blev ændret i oktober måned 2019, beviser ikke, at A først opdagede afgørelserne på dette tidspunkt (modsat processkrift 1, s. 4, sidste tekstafsnit ff.).

A har dermed ikke tilnærmelsesvis påvist, at “forholdene i særlig grad taler for, at ansættelsen ændres", som er de situationer, bestemmelsen omfatter, jf. afsnit 3.1.1 ovenfor.

Situationen er tværtimod den, at forholdene i særlig grad taler imod, at ansættelsen ændres. Situationens opståen beror således alene på, at A har undladt at selvangive behørigt og i stedet forholdt sig passivt først over for Skattestyrelsens forslag til afgørelse og siden hen Skattestyrelsens afgørelse, som han hverken fremkom med bemærkninger til eller påklagede, selvom han hele tiden har været i besiddelse af de oplysninger, som han nu påberåber sig. A’s passivitet bevirkede således også, at Skattestyrelsen alene havde grundlag for at foretage sit skøn på baggrund af de konstaterede indsætninger.

A’s udokumenterede synspunkter om sit sygdomsforløb (stævningen, s. 16, overskrift 3) indebærer ikke, at der foreligger særlige omstændigheder. Et sygdomsforløb er ikke i sig selv en særlig omstændighed, idet den skattepligtige ligeledes skal godtgøre, at vedkommende i hele den relevante genoptagelsesperiode har været forhindret i at anmode om genoptagelse, jf. SKM2017.242.VLR. A har ikke påvist, at dette er tilfældet. Tværtimod.

For det første har A ikke dokumenteret sit sygdomsforløb, idet erklæringen fra læge SM (bilag 37) om, at A i perioden fra efteråret 2017 og frem til og med hele 2018 var præget af (red.fjernet.lidelse), og at han i perioden derfor "ikke var i stand til at åbne sin e-Boks og breve - endsige åbne døren, når der blev banket på", ikke kan lægges til grund i sagen.

Indholdet af erklæringen - hvorefter A i perioden fra efteråret 2017 og frem til og med hele 2018 var præget af (red.fjernet.lidelse) - stemmer ikke med A’s faktiske ageren. Ifølge sine egne (red.fjernet.socialtmedie)-opslag i både efteråret 2018 og foråret 2019 (bilag A) turnerede A med sin foredragsvirksomhed, hvilket alt andet lige også ville indebære åbning af post. I forlængelse heraf henvises til belysning af A’s hævdede sygdom (stævningen, s. 16, overskrift 3) til en reportage fra (red.fjernet.reportage) (bilag C) sendt den 13. januar 2019 og optaget i forbindelse med OB’s besøg i Y3-by den 28. september 2018, som Skatteministeriet vil fremvise under hovedforhandlingen. Udsendelsen blev optaget, mens A ifølge den fremlagte lægeerklæring (bilag 37) led af (red.fjernet.lidelse) i en sådan grad, at han ikke kunne tjekke sin post eller åbne døren.

Udover at indholdet af lægeerklæringen dermed ikke stemmer overens med A’s faktiske ageren, kan læge SM i sagens natur ikke udtale sig om, hvorvidt A de facto åbnede sin post i juli 2018 (bilag 37, næstsidste linje i erklæringen), hvilket også rejser generel tvivl om erklæringens lødighed.

For det andet har A ikke - selv hvis lægeerklæringen (bilag 37) lægges til grund - været forhindret i at søge om ordinær genoptagelse.

Efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, kunne A anmode om ordinær genoptagelse for indkomståret 2015 frem til den 1. maj 2019. Af den fremlagte lægeerklæring fremgår, at A i perioden fra efteråret 2017 og frem til og med hele 2018 var præget af (red.fjernet.lidelse), og at han derfor ikke var i stand til at åbne sin e-Boks og breve i perioden. Af lægeerklæringen fremgår imidlertid ikke, at A var ramt af symptomer i et sådant omfang, at han var forhindret i at åbne sin post i perioden fra den 1. januar 2019 og frem til den 1. maj 2019, hvorfor A reelt havde mulighed for at søge om genoptagelse rettidigt.

A burde og kunne dermed have reageret ved modtagelsen af afgørelsen og årsopgørelsen, og A’s udokumenterede sygdomsforløb har derfor ikke bevirket, at A var forhindret i at klage over afgørelsen eller søge genoptagelse inden for den ordinære genoptagelsesfrist.

Der foreligger som følge heraf ikke særlige omstændigheder, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse.

 3.2 Reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2

 3.2.1 Retsgrundlaget

Udover at der skal foreligge en fristgennembrudsgrund efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, er det som udgangspunkt ligeledes en betingelse for ekstraordinær genoptagelse, at den skattepligtige overholder "reaktionsfristen" i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

"En ansættelse kan kun foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis […] genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at […] den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. […] Told- og skatteforvaltningen kan behandle en anmodning om genoptagelse, der er modtaget efter udløbet af fristen i 1. pkt., hvis særlige omstændigheder taler derfor" (mine fremhævninger).

Det fremgår af de specielle bemærkninger til bestemmelsen i (lovforslag nr. 110 af 24. februar 2005), at bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27 er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 35.

I forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 35 (lovforslag nr. 175 af 12.marts 2003) anføres følgende i de specielle bemærkninger til bestemmelsen, jf. lovforslagets § 1, nr. 2:

“Det foreslås, jf. forslaget til § 35, stk. 2, at det direkte i loven angives, at anmodningen eller varslingen af den ekstraordinære ansættelse skal ske inden 6 måneder. Det foreslås endvidere, at skatteministeren efter anmodning fra den skattepligtige bemyndiges til i særlige tilfælde at dispensere fra fristen.

Der kan således efter en konkret vurdering af de foreliggende omstændigheder, herunder sagens karakter og den skattepligtiges personlige forhold, gives dispensation, således at en anmodning om genoptagelse behandles, uanset at denne er indgivet mere end 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder den ekstraordinære ansættelse." (mine understregninger)

Der skal dermed foretages en selvstændig vurdering af, hvorvidt der foreligger “særlige omstændigheder" i § 27, stk. 2's forstand.

3.2.2 Ikke overholdt reaktionsfristen og ingen særlige omstændigheder

Af de grunde, der er anført i afsnit 3.1.3 ovenfor vedrørende A, er der ikke grundlag for A’s udokumenterede synspunkt (processkrift 1, s. 4, næstsidste tekstafsnit) om, at han først fik "kendskab" til Skattestyrelsens forslag og afgørelse i oktober 2019, da hans bogholder, LJ, fik adgang til A’s e-Boks. A har derfor ikke fremsat genoptagelsesanmodningen rettidigt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt.

A har tilsyneladende gjort gældende (stævningen s. 71, næstsidste afsnit), at de samme forhold, som han påberåber sig i relation til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, tillige udgør “særlige omstændigheder" efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, sidste punktum, således at der skal ske dispensation fra reaktionsfristen på seks måneder, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. Som nævnt i afsnit 3.1.3 ovenfor knytter de pågældende forhold sig imidlertid til den materielle rigtighed af Skattestyrelsens afgørelse og ikke tilstedeværelsen af særlige omstændigheder.

De foreliggende omstændigheder tilsiger ikke, at A’s anmodning om genoptagelse skal behandles, selvom den først blev indgivet (væsentligt) mere end seks måneder efter, at han kom til kundskab om de forhold, der kunne begrunde en ekstraordinær ansættelse.

Tværtimod tilsiger sagens karakter, at A kunne have reageret inden for seksmånedersfristen i § 27, stk. 2, 1. pkt., jf. herved ligeledes det anførte i afsnit 3.1.3 ovenfor. A kunne ved en gennemgang af enten skattemyndighedernes forslag til afgørelse, selve afgørelsen, eller den efterfølgende årsopgørelse have konstateret samtlige af de forhold, som A nu påberåber sig, jf. SKM2016.585.VLR.

Heller ikke A’s sygdomsforløb tilsiger, at A ikke kunne have reageret tidligere, jf. SKM2013.124.VLR og SKM2012.170.ØLR."

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Efter skatteforvaltningsloven § 26, stk. 2, er udgangspunktet, at en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomstskatten, senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb skal fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring.

Skatteansættelsen kan uanset fristen ændres efter anmodning, bl.a. hvis der foreligger særlige omstændigheder, jf. 27, stk. 1, nr. 8. Ændringen kan dog kun ske, hvis genoptagelsesanmodningen fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristen, jf. § 27, stk. 2, 1. pkt. Told- og skatteforvaltningen kan behandle en anmodning om genoptagelse, der er modtaget efter udløbet af fristen, hvis særlige omstændigheder taler derfor, jf. § 27, stk. 2, sidste pkt.

Retten finder, at det ikke alene efter indholdet af lægeerklæringen af 3. september 2021, og de afgivne forklaringer af A og LJ er godtgjort, at SKATs afgørelse af 12. juli 2018 ikke kom til A’s kundskab førend den 20. maj 2021, og at hans anmodning om genoptagelse således har været rettidig.  

Ved SKATs forslag til afgørelse for indkomståret 2015 blev det anført, at der alene var registreret en indtægt i form af et honorar på 4.000 kr. for indkomståret og ingen indtægter i øvrigt. A blev opfordret til at fremsende sine bemærkninger, hvilket ikke skete, hvorefter indkomsten blev fastsat ud fra indhentede kontoudtog hos hans pengeinstitutter.

Retten finder, at det ikke efter bevisførelsen er godtgjort, herunder den efterfølgende udarbejdede opgørelse over indtægter og udgifter, som ikke ses dokumenteret, at SKAT ved ansættelsen af A’s indkomst for skatteåret 2015 har begået fejl, eller at det vil være urimeligt at opretholde afgørelsen.  

Retten finder således, at der ikke foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2015, hvorfor Skatteministeriet frifindes.    

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 35.000 kr., Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet frifindes.

A skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 35.000 kr.  

Beløbene skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.