Parter

A

(selvmøder)

mod

Skatteministeriet Departementet

(advokat Sebastian Knop Reventlow)

Denne afgørelse er truffet af dommer Niels Klitgaard.

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagen den 27. juli 2022.  

Sagen angår spørgsmålet, om A opfylder betingelserne for at få nedslag i indkomstskatten i form af tilbagebetaling af en del af det betalte arbejdsmarkedsbidrag (seniornedslag), herunder kompetencefordelingen mellem Arbejdsmarkedets Tillægspension (herefter ATP) og Skattestyrelsen.

Sagens centrale stridspunkt er, hvorvidt der ved beregningen af, om A opfylder lovens arbejdstidskrav, skal tages udgangspunkt i perioden 2009 - 2013 eller alene i årene 2010 - 2013.

A har nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at A er berettiget til seniornedslag i indkomståret 2013.

Skatteministeriet Departementet har nedlagt påstand om frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

ATP fremsendte i februar 2014 en opgørelse over A’s beskæftigelse, hvoraf det fremgik, at hans beskæftigelsesgrad for indkomstårene 2009 - 2012 var 100 % og for indkomståret 2013 var 50 %, svarende til et gennemsnit for alle årene på 90 %.

I A’s årsopgørelse for 2013, som blev tilgængelig for A den 27. marts 2014, blev A orienteret om, at skattemyndighederne - ud fra de foreliggende oplysninger - ikke anså A som værende berettiget til seniornedslag.

Ved brev af 11. april 2014 orienterede det daværende SKAT A om, at han ikke var berettiget til seniornedslag, idet han ikke opfyldte betingelserne herfor.

Ved henvendelse af 11. juli 2014 til SKAT klagede A over SKAT’s afgørelse om beskæftigelsesgraden samt manglende berettigelse til seniornedslag. A forhørte sig samtidigt om, hvorvidt klagerens overskud fra selvstændig virksomhed kunne overføres fra indkomstår 2009 til 2008, og om klageren kunne udtræde af virksomhedsskatteordningen i 2009, så han derved kunne anses som lønmodtager i indkomståret.

Det daværende SKAT fandt ikke grundlag for at overføre overskuddet, hvilket Landsskatteretten stadfæstede ved afgørelse af 15. marts 2017. Landsskatteretten tog dog ikke ved afgørelsen stilling til, om A var berettiget til seniornedslag, da SKAT heller ikke ved den påklagede afgørelse havde taget stilling til spørgsmålet. A indbragte ikke Landsskatterettens afgørelse for domstolene.

A henvendte sig efterfølgende til både Skatterådet og Ombudsmanden, ligesom SKAT og Skatteankenævn Vejle behandlede sagen på ny. Heller ikke disse afgørelser er indbragt for domstolene.

Skattestyrelsen traf på ny afgørelse i sagen den 12. januar 2021, hvorved Skattestyrelsen blandt andet tog stilling til, om der kunne ske genoptagelse af A’s ansættelse for indkomståret 2013. Skattestyrelsen fandt ved afgørelsen, at der ikke var grundlag for at genoptage indkomståret 2013, da der ikke var grundlag for at anse A berettiget til seniornedslag.

A påklagede herefter Skattestyrelsens afgørelse af 12. januar 2021 til Landsskatteretten, dog alene for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt A’s berettigelse til seniornedslag.

Landsskatteretten stadfæstede denne afgørelse ved afgørelse af 16. november 2021. Landsskatteretten fandt således, at A ikke opfyldte betingelserne for skattenedslag for seniorer.

Af Landsskatterettens afgørelse fremgår:

"…

Det fremgår af Skattestyrelsens afgørelser af 23. december 2020 og 12. januar 2021, at klageren ikke anses at opfylde betingelserne for skattenedslag for seniorer.

Det følger af § 1, stk. 1, i lov om skattenedslag for seniorer (lov nr. 473 af 17. juni 2008), at en person, der i perioden fra og med indkomståret 2010 til og med indkomståret 2016 fylder 64 år, for de indkomstår, hvor personen fylder 64 år og 65 år, kan få et nedslag i indkomstskatten.

Seniornedslaget fordeles forholdsmæssigt mellem de to indkomstår, hvor personen fylder 64 år og 65 år efter tidspunktet for den pågældendes fødselsmåned, jf. lovens kapitel 4.

Nedslagsberettigede er personer, der 1) erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde i ansættelsesforhold, 2) erhverver indkomst i form af vederlag m.v. for personligt arbejde uden for ansættelsesforhold eller 3) er selvstændigt erhvervsdrivende, jf. lovens § 1, stk. 3.

Det fremgår af § 1, stk. 4, i lov om skattenedslag for seniorer, at hvis en person i et indkomstår i perioden fra og med det indkomstår, hvor personen fylder 60 år, til og med det indkomstår, hvor personen fylder 64 år, har indkomst både som lønmodtager og honorarmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende, bliver personen dog anset for at være lønmodtager, hvis mindst 75 pct. af personens samlede vederlag m.v. som nævnt i stk. 2, nr. 1 og 2 i det pågældende indkomstår er A-indkomst jf. kildeskattelovens § 43.

Personen skal for at få et nedslag 1) overholde en indkomstgrænse i de indkomstår, hvor den pågældende fylder 57 år, 58 år og 59 år efter lovens kapitel 2, 2) opfylde et krav om fuldtidsbeskæftigelse i form af et indkomst- og arbejdstidskrav efter lovens kapitel 3 og 3) være skattepligtig efter kildeskattelovens § 1 eller § 2, stk. 1, nr. 1-4 eller 7, eller stk. 2, i det indkomstår, hvor vedkommende fylder 64 år, jf. lovens § 1, stk. 5.

Det fremgår af lovens § 2, stk. 1 og 2, at klageren skal opfylde et krav om en fastsat maksimal gennemsnitlig indkomst i de indkomstår, hvor klageren fyldte 57 år, 58 år og 59 år. Indkomstgrænsen var for klageren 536.000 kr., og idet klageren havde en gennemsnitlig indkomst på 417.884 kr., opfylder klageren betingelsen for maksimumsindkomst i de pågældende år.

Det fremgår af lovens § 3, at klageren for at anses for fuldtidsbeskæftiget, blandt andet skal opfylde et krav om minimumsindkomst i de indkomstår, hvor klageren fyldte 60 år til 64 år. Indkomstgrænsen var for klageren 163.913 kr. i 2009,170.017 kr. i 2010,137.183 kr. i 2011,178.157 kr. i 2012 og 181.096 kr. i 2013. Klagerens indkomst har været mellem 373.180 kr. og 594.726 kr. i de pågældende indkomstår, hvorfor han opfylder betingelsen for minimumsindkomst pr. år.

Klageren har i indkomstår 2009 haft indkomst både som lønmodtager og selvstændig erhvervsdrivende, hvorfor betingelsen i lovens § 1, stk. 4, også skal være opfyldt. Det fremgår af § 1, stk. 4, at hvis en person både har indkomst som lønmodtager og selvstændig erhvervsdrivende i et indkomstår, anses personen som lønmodtager i det pågældende indkomstår, hvis mindst 75 % af det samlede vederlag er A-indkomst.

Det fremgår af klagerens skatteoplysninger, herunder oplysningerne om klagerens lønindkomster, at klageren i indkomståret 2009 havde et samlet beregningsgrundlag på 594.726 kr., hvoraf 167.443 kr., var opsparet overskud fra erhvervsvirksomhed. Klagerens A-indkomst udgør herefter 72% af det samlede vederlag. Der ses ikke at være fremlagt oplysninger, som godtgør, at der er grundlag for at anse klageren for lønmodtager i indkomståret 2009 efter lovens bestemmelser, idet klagerens samlede A-indkomst er under lovens krav om mindst 75 % i indkomståret 2009.

Det fremgår af lovens § 4, stk. 1, at det for lønmodtagere, endvidere er en betingelse for at blive anset for fuldtidsbeskæftiget, at vedkommende hvert indkomstår fra og med det indkomstår, personen fylder 60 år, til og med det indkomstår, personen fylder 64 år, opfylder et arbejdstidskrav som nævnt i stk. 3 og 4 om betaling af ATP-bidrag som fuldtidsbeskæftiget medlem. En person anses for fuldtidsbeskæftiget, hvis personen har en gennemsnitlig beskæftigelsesgrad på mindst 90 % i de indkomstår, hvor personen opfylder betingelserne i lovens § 1, stk. 4.

Skattestyrelsen har i henhold til § 1, stk. 4, i lov om skattenedslag for seniorer anset klageren for lønmodtager fra og med indkomståret 2010, og ikke fra indkomståret 2009, som ATP har lagt til grund i sin afgørelse af klagerens samlede beskæftigelsesgrad. Dette indebærer, at både indkomstkravet og arbejdstidskravet (beskæftigelsesgraden) skal være opfyldt i de år, hvor klageren anses at være lønmodtager efter lovens bestemmelser.

Det fremgår af SKAT’s orienteringsskrivelser, at spørgsmål i forbindelse med beskæftigelsesgraden skal rettes til Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP). Ligeledes fremgår, at oplysningerne kun er orienterende, og at der er mulighed for at anmode SKAT om et bindende svar, hvis der ønskes en afgørelse om, hvorvidt man er berettiget til seniornedslag eller ej. Dette har klageren ikke gjort.

ATP har i henhold til § 4, stk. 3, i lov om skattenedslag for seniorer registreret klagerens beskæftigelsesgrad i indkomstårene 2009 til 2012 til 100 % og i 2013 til 50 %. Det er således ATP der har kompetence til at tage stilling til, om kravet om fuldtidsbeskæftigelse efter lovens § 4 er opfyldt.

Der lægges til grund, at indkomstkravet, jf. § 1, stk. 4, i lov om skattenedslag for seniorer ikke er opfyldt i indkomståret 2009. Beskæftigelsesgraden for dette indkomstår skal derfor ikke medregnes i klagerens samlede beskæftigelsesgrad.

Landsskatteretten finder ikke, at klageren opfylder betingelserne for skattenedslag for seniorer, idet klagerens gennemsnitlige beskæftigelsesgrad ikke er mindst 90 % i indkomstårene 2010 til 2013. Det bemærkes hertil, at det er ATP, og ikke Skattestyrelsen, der har taget stilling til klagerens beskæftigelsesgrad i indkomstårene 2010 til 2013. Skattestyrelsen har alene taget stilling til, om klageren i 2009 opfylder betingelserne for at være lønmodtager i lovens forstand. Det er ikke Landsskatterettens opfattelse, at Skattestyrelsen har truffet afgørelse i strid med kompetencefordelingen, der følger af lov om skattenedslag for seniorer.

Landsskatteretten er derfor enig med Skattestyrelsen i, at klageren ikke kan anses som lønmodtager i 2009, hvorfor den samlede beskæftigelsesgrad ikke opfylder lovens bestemmelser.

SKM2013.794.SR og Landsskatterettens afgørelse af 23. december 2015 kan ikke medføre et andet resultat.  

Det bemærkes, at i SKM2013.794.SR var der tale om beregningen af klagerens beskæftigelsesprocent i et enkelt indkomstår, og ikke en vurdering af hvorvidt klageren skulle anses som lønmodtager. Det fremgår endvidere af Landsskatterettens afgørelse af 23. december 2015, at Landsskatteretten stadfæstede SKAT’s afgørelse. Det fremgår af afgørelsen, at SKAT har kompetence til at tage stilling til, hvorvidt skatteyder er lønmodtager i de aktuelle indkomstår (indkomstkravet), og at ATP har kompetence til, at træffe afgørelse om beskæftigelsesgraden (arbejdstidskravet).

…"

Forklaringer

A har forklaret, at han er uddannet statsautoriseret revisor. Han har siden 1995 været fuldtidsansat som lønmodtager. Han havde foretaget en passiv investering, som sluttede i 2008. Beskatningen blev i medfør af virksomhedsskatteordningen udskudt til indkomståret 2009. Han gik på efterløn i 1. juli 2013. Han kunne være fortsat frem til 2019, hvis han havde været opmærksom på problemet.  

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført:

"…

3. ANBRINGENDER

3.1 Overordnede anbringender  

Jeg havde en passiv investering fra ca. 1988 til 2008, og via virksomhedsskatteordningen blev overskuddet fra 2008 beskattet i 2009. Det er denne investering, der iflg. Skat diskvalificerer mig til seniornedslag. Denne investering har intet med min beskæftigelsesindsats i 2009-2013 at gøre. Det er således ikke i strid med lovens formål, at jeg kan få seniornedslag. Jeg mener heller ikke at det er i strid med lovens bogstav.

3.2 Overordnet om seniornedslagsloven og beskæftigelsesgrad  

ATP træffer afgørelse, hvorvidt kravet om fuldtidsbeskæftigelse er opfyldt:  

Jeg har følgende argumenter:  

1.          I 2018 blev loven ændret, så fejl vedr. ATP-bidrag får ny frist til rettelse. Det har ingen direkte betydning for mig, men teksten i § 5, stk. 4 er interessant: "ATP ….. træffer afgørelse om, hvorvidt kravet om fuldtidsbeskæftigelse er opfyldt". Det er ATP, der træffer afgørelsen.  

2.          Det fremgår af § 14, at skattevæsenet kan give en vejledende opgørelse om betingelserne i loven indtil videre er opfyldt. Det gælder dog ikke kravet om fuldtidsbeskæftigelse efter § 4, og i lovforslaget (til § 13) står "idet dette spørgsmål hører under ATP", jf. Materialesamling s. 17 nederst venstre spalte. Uanset det har Skattestyrelsen påstået, at jeg burde have søgt bindende forhåndsbesked, jf. min LSR-afgørelse Ekstrakt s. 27 nederst - s. 28 øverst.  

3.          Ydermere fremgår det af bemærkningerne til lovforslagets § 14 (lovens § 15), at ATP’s ankenævn er klageinstans for både den årlige opgørelse og "den endelige opgørelse, om hvorvidt arbejdstidskravet for hele perioden er opfyldt". Det er derfor uden betydning, om SKAT i anden anledning ikke betragter mig som lønmodtager.  

4.          Landsskatteretten har i 3 tidligere sager tydeligt fremhævet kompetencefordelingen, sagerne er med i Materialesamling (s 30-41). Skat har vundet alle 3 sager, men bemærkningerne er interessante.  

SKM2013.794.SR (s. 41):  
Dermed ændrer skatteankenævnet ATP's afgørelse om beskæftigelsesgraden. Dette strider direkte mod loven og dens forarbejder jf. bl.a. lovens § 14. Det er ATP, der træffer afgørelse i forhold til opfyldelsen af beskæftigelsesgraden med klageadgang til Ankenævnet for ATP.  SKAT kan således ikke ændre en afgørelse om beskæftigelsesgraden der er truffet af ATP. Det samme gælder for skatteankenævnet. Denne kompetence henhører under Ankenævnet for ATP, der i øvrigt i den konkrete sag har stadfæstet ATP's afgørelse.  

Jura i SKAT skal bemærke, at spørgsmålet om, hvorvidt beskæftigelsesgraden er opfyldt i forhold til lov om seniornedslag  henhører under ATP med klageadgang til Ankenævnet for ATP,  som har truffet afgørelse i forhold til dette spørgsmål.  

 

SKM2015.207.LSR (s. 35)  
Det bemærkes herved, at SKAT i henhold til lovens § 14 ikke har  kompetence til at tage stilling til, om kravet om fuldtidsbeskæftigelse efter lovens § 4 er opfyldt. Denne kompetence er tillagt Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), jf. lovens § 4, stk. 3, med klageadgang til Ankenævnet for ATP m.m., jf. lovens  § 15.

 

LSR af 23.12.2015 Sagnr. 14-1662958 (s. 32)  
Det bemærkes herved, at SKAT i henhold til lovens §§ 4 og 5  ikke har kompetence til at tage stilling til, om kravet om fuldtidsbeskæftigelse efter lovens § 4 er opfyldt. Denne kompetence er tillagt Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), jf. lovens § 4, stk. 3, med klageadgang til Ankenævnet for ATP m.m., jf. lovens § 15.  

 

3.3 Jeg var lønmodtager efter seniornedslagsloven i 2009  

Lønmodtagere skal opfylde et arbejdstidskrav, men det skal selvstændige erhvervsdrivende m.v. (anden personlig indkomst) ikke.  

F.eks. en lønmodtager tjener 160.000 kr. på 3 måneder og har anden personlig indkomst på 40.000 kr., i alt 200.000 kr. Hendes løn udgør 80 % af indkomsten og hun skal opfylde timekravet for det indkomstår. På grund af den korte beskæftigelse (3 måneder = 25 %) mister hun retten til seniorfradraget.  

En anden lønmodtager tjener 140.000 kr. på 3 måneder og har anden personlig indkomst på 60.000 kr., i alt 200.000 kr. Hendes løn udgør 70 % af indkomsten og hun skal ikke opfylde timekravet for det indkomstår, da "anden personlig indkomst" er 30 %.  

I bemærkningerne til lovforslaget står i pkt. 3.3 til sidst (materialesamling s. 11 venstre spalte):  

Udgør "anden personlig indkomst" mere end 25 pct. af personens samlede personlige indkomst (inkl. arbejdsindkomst i et andet EU-  /EØS-land end Danmark, på Færøerne eller i Grønland) i et givet  indkomstår, skal timekravet til fuldtidsbeskæftigelse ikke være  opfyldt for dette indkomstår.  

Det er min understregning for at vise, at § 1, stk. 4 kun vedrører det enkelte indkomstår.  

Man bliver ikke dømt "ikke lønmodtager", selvom timekravet ikke skal være opfyldt i det år. Der står et vigtigt "dog" midt i §1, stk. 4, som skat tit har glemt. Prøv at læse "kun" i stedet for "dog" i § 1, stk. 4.  

3.4 Jeg opfylder arbejdstidskravet  

§ 4, stk. 4 er ifølge lovforslaget en undtagelsesbestemmelse, der kun kræver 90 % beskæftigelsesgrad. Jeg var lønmodtager alle 5 år, og derfor er ATP’s opgørelse (Ekstrakt s. 66) en afgørelse, som Skat ikke kan ændre, jf. pkt. 3.2 tidligere.  

 

3.5 Har ATP overskredet sin kompetence?  

Kammeradvokaten har i sit påstandsdokument side 6 de 4 nederste linjer konkluderet:  

Da A ikke var lønmodtager efter lovens § 1, stk. 3, nr. 1, jf. § 1, stk. 4, i indkomståret 2009, havde ATP ikke kompetence til at træffe afgørelse om beskæftigelsesgraden i indkomståret 2009, jf. § 4, stk. 3 og 4.  

ATP skulle aldrig have forholdt sig til beskæftigelsesgraden i det pågældende år.  

Nej, ATP har ikke overskredet sin kompetence:  

1.  ATP’s afgørelse sker i februar 2009  

2.  Skatteyderen kan gøre indsigelser inden for 3 måneder, derefter er afgørelsen endelig.  

3.  Beregning efter § 1, stk. 4 kan for alle skatteydere først ske efter selvangivelsesfristen 1. juli 2010. men ATP har i øvrigt slet ikke de nødvendige indkomstoplysninger fra SKAT.  

4.  ATP’s afgørelse kan ikke ændres af SKAT, jf. pkt. 3.2 ovenfor.  

Det giver derfor ingen mening, at "omfattet af § 1, stk. 3, nr. 1", læses som "omfattet af § 1, stk. 3, nr. 1, jf. § 1, stk. 4"  

3.6 Jeg har ikke anmodet om bindende svar  

Det er korrekt, og som Kammeradvokaten anfører i sit påstandsdokument øverst side 8, så kræver det at told- og skatteforvaltningen har kompetence til at afgøre spørgsmålet. Det har told- og skatteforvaltningen ikke når det gælder kravet om fuldtidsbeskæftigelse, jf. pkt. 3.2. Og så kan jeg naturligvis heller ikke på bindende svar, om jeg totalt set er berettiget til seniornedslag eller ej.  

Skattevæsenets orienteringsbrev (Ekstrakt s. 65) er forkert på dette punkt, og dermed er der også givet forkerte oplysninger til Landsskatteretten.  

Afslutning:  

Jeg har klaget til Skat over orienteringsbrevet (Bilag E ekstrakt side 6465) og svaret var:  

Kære A  

Det fremgår af Landsskatterettens afgørelse s.21 næstsidst afsnit, at "

Det fremgår af afgørelsen, at SKAT har kompetence til at tage stilling til hvorvidt skatteyder er lønmodtager i de aktuelle indkomstår (indkomstkravet) og at ATP har kompetence til at træffe afgørelse om beskæftigelsesgraden (arbejdstidskravet)"  

Da afgørelse er truffet af en højere instans end Skattestyrelsen, er den eneste mulighed for at få ændret den at indbringe den for domstolene. Dermed kan vi få afklaret om praksis er i strid med loven eller ej.  

På denne baggrund har jeg ikke svaret på dine spørgsmål, da jeg venter på at domstolene eventuelt afgøre din sag, hvis du har indbragt den.  

Hvis den ikke er indbragt, så er det jo gældende ret.  

God påske til dig.  

Sagen er hermed indbragt for retten.

…"

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført:

"…

3.  ANBRINGENDER

 

3.1  Overordnede anbringender

Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gør Skatteministeriet overordnet gældende, at A ikke er berettiget til seniornedslag, idet han ikke opfylder betingelserne herfor, jf. seniornedslagslovens § 1, stk. 5.

A var ikke lønmodtager i seniornedslagslovens forstand i indkomståret 2009, jf. seniornedslagslovens § 1, stk. 3, nr. 1, jf. § 1, stk. 4, og ATP havde derfor ikke kompetence til at træffe afgørelse om beskæftigelsesgraden i indkomståret 2009, jf. seniornedslagslovens § 4.

ATP’s afgørelse - for så vidt angår indkomståret 2009 - kan derfor ikke indgå i opgørelsen af beskæftigelsesgraden.

A opfylder således ikke beskæftigelseskravet i seniornedslagslovens § 4, for de indkomstår (2010 - 2013), hvor han i medfør af loven var lønmodtager. A har på den baggrund aldrig haft ret til seniornedslag.

Der er herudover ikke forhold, som kan begrunde genoptagelse, og det var derfor med rette, at skatte- myndighederne har afvist at genoptage A’s skatteansættelse for indkomståret 2013.

3.2 Overordnet om seniornedslagsloven

Det følger af lov nr. 437 af 17. juni 2008 med senere ændringer om skattenedslag for seniorer, at et seniornedslag kan tilfalde lønmodtagere eller erhvervsdrivende personer, der er født i perioden fra den 1. januar 1946 til den 31. december 1952, hvis disse personer opfylder de i loven opstillede krav, jf. lovens kapitel 1.

Såfremt betingelserne er opfyldt, vil den skattepligtige være berettiget til at få seniornedslaget, som ud- gør en tilbagebetaling af en del af det betalte arbejdsmarkedsbidrag, jf. lovens § 1, stk. 2. Udbetalingen sker det indkomstår, hvor personen fylder 64 og 65 år, jf. lovens kapitel 4 - i den konkrete sag i årene 2013 og 2014.

A er født 6. januar 1949, og han er ubestridt omfattet af den berettigede personkreds, jf. lovens § 1, stk. 1.

Ifølge lovens § 1, stk. 5, nr. 1, skal personen i hvert indkomstår, hvor den pågældende fylder 57, 58 og 59 år, overholde en gennemsnitlig indkomstgrænse, som fremgår af lovens § 2. Der er enighed mellem parterne om, at A opfylder denne betingelse.

Ifølge lovens § 1, stk. 5, nr. 2, er det en betingelse for at opnå seniornedslag, at personen også opfylder et krav om fuldtidsbeskæftigelse i form af hhv. et indkomst- og arbejdstidskrav, der begge fremgår af lovens kapitel 3.

Der er enighed om, at A opfyldte indkomstkravet i henhold til lovens § 3.

Tvisten i sagen går derfor på, hvorvidt A opfylder arbejdstidskravet, jf. § 4, jf. nærmere nedenfor. Arbejdstidskravet gælder nemlig kun for lønmodtagere omfattet af § 1, stk. 3, nr. 1, hvilket har betydning for opgørelsen af beskæftigelsesgraden.

3.3 A var ikke lønmodtager efter seniornedslagsloven i 2009

Lønmodtagere er i loven defineret som personer, der erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde i ansættelsesforhold, jf. § 1, stk. 3, nr. 1. Seniornedslagslovens § 1, stk. 4, regulerer det tilfælde, hvor en person, udover at være lønmodtager, jf. § 1, stk. 3, nr. 1, også erhverver indkomst uden for ansættelsesforhold, eller er selvstændigt erhvervsdrivende, jf. § 1, stk. 3, nr. 2 og nr. 3.

For at afgøre om en person med blandet indkomst er lønmodtager efter loven skal mindst 75 % af personens samlede arbejdsmarkedsbidragspligtige indkomst i det pågældende indkomstår være A-indkomst, jf. § 1, stk. 4. Af motiverne til bestemmelsen (lovforslag nr. 160 af 28. marts 2008) fremgår:

"Det er nødvendigt at tage stilling til, om en person er lønmodtager, fordi der gælder et arbejdstids- krav for lønmodtagere for at blive anset som fuldtidsbeskæftiget og dermed berettiget til at få ned- slag. Der gælder derimod ikke et arbejdstidskrav for honorarmodtagere eller selvstændigt erhvervs- drivende, se nærmere herom under bemærkningerne til § 4." (Min understregning).

A oppebar i indkomståret 2009 ubestridt et vederlag på i alt 594.726,00 kr., hvoraf 167.443,00 var opsparet overskud fra selvstændig erhvervsvirksomhed, mens den resterende del var erhvervet i et ansættelsesforhold (altså som lønmodtager).

A var således både lønmodtager, jf. lovens § 1, stk. 3, nr. 1, og selvstændig erhvervsdrivende, jf. lovens § 1, stk. 3, nr. 3, i indkomståret 2009.

Idet A er omfattet af såvel lovens § 1, stk. 3, nr. 1 og 3, følger det af lovens § 1, stk. 4, at han skal anses for lønmodtager, såfremt 75 % af hans samlede vederlag i indkomståret var A-indkomst (dvs. lønindkomst).

Der er enighed om, at A’s A-indkomst i indkomståret 2009 alene udgjorde 72 %, og han var derfor ikke lønmodtager i lovens forstand i indkomståret 2009, jf. § 1, stk. 4.

3.4 A opfylder ikke arbejdstidskravet

Af § 4, stk. 1, fremgår, at det for lønmodtagere også er en betingelse for at blive anset som fuldtidsbeskæftiget, at lønmodtageren i hvert indkomstår fra og med det indkomstår, hvor vedkommende fylder 60 år til og med det indkomstår, hvor vedkommende fylder 64, opfylder et arbejdstidskrav som nævnt i bestemmelsens stk. 3 og 4.

A var ubestridt lønmodtager i de øvrige opgørelsesperioder (2010 - 2013).

Konsekvensen af, at A ikke var lønmodtager i 2009, jf. afsnit 3.3, er, at indkomståret 2009 ikke skal indgå i opgørelsesperioden for beskæftigelsesgraden, idet arbejdstidskravet kun gælder lønmodtagere, og opgørelsen foretages kun med udgangspunkt i de indkomstår, hvor personen anses for lønmodtager i seniornedslagslovens forstand.

A’s beskæftigelsesgrad blev i indkomstårene 2010 - 2012 af ATP opgjort til 100 %, mens beskæftigelsesgraden i indkomståret 2013 blev opgjort til 50 % (bilag 2). A’s beskæftigelsesgrad kan med udgangspunkt i disse indkomstår - hvor A var lønmodtager - dermed alene opgøres til 87,50 % afrundet til 88 %.

A opfylder derfor ikke kravet i lovens § 4, stk. 4, om, at han i de år, hvor han var lønmodtager skulle opfylde et arbejdstidskrav, der svarer til en beskæftigelsesgrad på 90 %.

A er derfor ikke og har aldrig været berettiget til seniornedslag.

Det er derfor med rette, at Landsskatteretten har stadfæstet Skattestyrelsens afgørelse om ikke at genoptage hans skatteansættelse for dette indkomstår.

3.5 Skattemyndighederne har ikke overskredet sin kompetence

I sagen er der tvist om, hvorvidt skattemyndighederne har haft kompetence til at afslå seniornedslag som følge af, at skattemyndighederne har fundet, at beskæftigelsesgraden ikke var opfyldt.

Af seniornedslagslovens § 4, stk. 3, 1. pkt., fremgår, at ATP træffer afgørelse om, hvorvidt en person omfattet af § 1, stk. 3, nr. 1 - altså en lønmodtager - er fuldtidsbeskæftiget, jf. § 4, stk. 3. ATP’s kompetence til at træffe afgørelse herom er dermed i ordlyden eksplicit afgrænset til at angå personer, som efter loven skal anses for lønmodtagere.

Da A ikke var lønmodtager efter lovens § 1, stk. 3, nr. 1, jf. §

1, stk. 4, i indkomståret 2009, havde ATP ikke kompetence til at træffe afgørelse om beskæftigelsesgraden i indkomståret 2009, jf. § 4, stk. 3 og 4.

ATP skulle aldrig have forholdt sig til beskæftigelsesgraden i det pågældende år.

Skattemyndighederne har ikke kompetence til at afgøre, hvorvidt A opfyldte kravet i seniornedslagslovens § 4, om at være fuldtidsbeskæftiget i de år, hvor han i lovens forstand var lønmodtager.

Skattemyndighederne har ikke truffet afgørelse om beskæftigelsesgraden.

Skattemyndighederne har derimod - som de har pligt til efter loven - påset, at A for hvert år i den relevante periode opfylder betingelserne for at skulle anses som lønmodtager, jf. § 1, stk. 3, nr. 1, jf. § 1, stk. 4. Det er således - som lovens § 4, stk. 3, forudsætter - ATP og ikke skattemyndighederne, der har truffet afgørelse om A’s beskæftigelsesgrad, mens skattemyndighederne alene har taget stilling til, om han i 2009 opfyldte betingelserne for at være lønmodtager.

Skattemyndighederne har altså alene truffet afgørelse om, hvorvidt A var lønmodtager, og om han på baggrund af denne vurdering opfyldte betingelserne efter loven for at få seniornedslag. Kompetencen til at tage stilling til disse spørgsmål følger af seniornedslagslovens § 10.

Det følger videre af lovens § 17, at ATP yder administrativ bistand. Af motiverne til bestemmelsen fremgår endvidere, at "Skattenedslagsordningen administreres af Skatteministeriet med teknisk administrativ bistand fra Arbejdsmarkedets Tillægspension". (Min understregning).

Skattemyndighederne har derfor ikke overskredet sine kompetencer ved sin orientering af 1. juli 2015, om at A ikke opfyldte betingelserne for seniornedslag, og ved sin afgørelse af 12. januar 2021, uanset at den afledte konsekvens var, at A’s beskæftigelsesgrad blev påvirket.

Landsskatterettens afgørelse er netop også begrundet i, at A ikke opfylder betingelserne i lovens § 1, stk. 4, i indkomståret 2009, og at A derfor ikke var lønmodtager i dette indkomstår, jf. bilag A, side 21, 5. afsnit. Landsskatteretten har således også anført, at beskæftigelsesgraden for dette indkomstår derfor ikke skal medregnes i A’s samlede beskæftigelsesgrad, jf. bilag A, side 21, 3. afsnit.

3.6 A har ikke anmodet om et bindende svar

A har ikke anmodet om et bindende svar og har således heller ikke haft en forventning om at skulle modtage seniornedslag. Der er da heller ikke i øvrigt afgivet forhåndstilkendegivelser, som skulle kunne skabe en sådan forventning.

Det bemærkes dog supplerende, at det følger af skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1, 1. pkt., at enhver hos told- og skatteforvaltningen kan få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition, når told- og skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet.

A kunne dermed - hvis betingelserne for få et bindende svar i øvrigt var opfyldt - have anmodet det daværende SKAT om et bindende svar, hvis han ønskede et bindende svar på om, hvorvidt han var berettiget til seniornedslag eller ej. Dette fremgår i øvrigt også af oplysningerne i SKAT’s orienteringsbrev (bilag E, side 2, nederst), hvortil der også er henvist i bilag A, side 20-21.

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

  

Rettens begrundelse og resultat

Der er enighed om, at A’s A-indkomst i indkomståret 2009 alene udgjorde 72 %, og han derfor ikke var lønmodtager i seniornedslagslovens forstand i indkomståret 2009, jf. § 1, stk. 4, modsætningsvis.

Som følge heraf skal indkomståret 2009 ikke indgå i opgørelsesperioden for beskæftigelsesgraden, idet arbejdstidskravet kun gælder lønmodtagere, og opgørelsen foretages kun med udgangspunkt i de indkomstår, hvor personen anses for lønmodtager i lovens forstand, jf. § 4, stk. 4. Dette gælder uanset, at ATP for dette indkomstår opgjorde A’s beskæftigelsesgrad til 100 %.

A’s beskæftigelsesgrad blev i indkomstårene 2010 - 2012 af ATP opgjort til 100 %, mens beskæftigelsesgraden i indkomståret 2013 blev opgjort til 50 %. Hans beskæftigelsesgrad kan derfor opgøres til 87,50 %.

A opfylder herefter ikke kravet i lovens § 4, stk. 4, om, at han i de år, hvor han var lønmodtager skulle opfylde et arbejdstidskrav, der svarer til en beskæftigelsesgrad på 90 %.

A har derfor ikke været berettiget til seniornedslag, hvorfor retten tager frifindelsespåstanden til følge.  

Det forhold, at det er ATP og ikke SKAT, der tager stilling til beskæftigelsesgraden, kan ikke føre til andet resultat, da årsagen til, at indkomståret 2009 ikke medregnes ved opgørelsen af, om A opfylder betingelserne for seniornedslag, er, at A ikke er lønmodtager i lovens forstand det pågældende indkomstår.  

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 25.000 kr. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet frifindes.  

A skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 25.000 kr.  

Beløbene skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.