Sagen angik, om appellanten skulle beskattes af aktieindkomst med 191.602 kr. for indkomståret 2014 og med 115.483 kr. for indkomståret 2015 som følge af maskeret udlodning fra et selskab, som appellanten var eneanpartshaver af i den omhandlede periode. Sagen udsprang af, at appellantens selskab i indkomstårene 2014 og 2015 afholdt udgifter for henholdsvis 191.602,95 kr. og 115.483,87 kr. til terminer på huslån, ejendomsskatter og advokatudgifter mv. vedrørende en ejendom beliggende i Y1-land. Ejendommen var ifølge appellanten ejet af et Y1-land selskab, hvis stiftelse appellantens forældre havde været involveret i, og som appellantens halvbror og appellantens faders forretningspartner sidenhen hver ejede 50 pct. af.

Byretten fandt, at det påhvilede appellanten at godtgøre, at udgifterne blev afholdt i selskabets interesse. Bl.a. på baggrund af, at det var appellantens fader, der udøvede den reelle ledelse og drift af selskabet, og at appellantens fader og moder har været tilmeldt adressen, herunder på tidspunktet for udgifternes afholdelse, fandt byretten, at appellantens bevisbyrde var skærpet. Byretten fandt det ikke godtgjort, at udgifterne var afholdt i selskabets interesse. Videre fandt byretten, at udbetalingerne fra selskabet har været betinget af appellantens ultimative ejerskab af selskabet, at selskabets afholdelse af udgifterne skete til gavn for hans nærtstående, og at udbetalingerne må anses for at have passeret hans økonomi. Byretten udtalte i den forbindelse, at det var uden betydning for sagens udfald, at appellanten var mindreårig i 2014 og 2015, da forældrene varetog hans rettigheder som ejer af selskabet på hans vegne, og byretten bemærkede, at mindreårige er selvstændige skattesubjekter.

For landsretten gjorde appellanten bl.a. gældende, at han som umyndig ikke havde indflydelse på, hvad der passerede, og at hans forældre ikke havde indhentet statsforvaltningens godkendelse til at stifte gæld. Videre gjorde appellanten gældende, at værgemålsloven havde forrang frem for skattelovgivningens principper om hæftelse, hvorfor der ikke kunne rejses skattekrav for den periode, hvor han var mindreårig.

Landsretten var enig i byrettens begrundelse og resultat, og landsretten fandt, at det, der var anført for landsretten, ikke kunne føre til et andet resultat.

På den baggrund stadfæstede landsretten byrettens dom.

Kildeskattelovens § 5

Ligningslovens § 16 a

Den juridiske vejledning, 2023-2, C.B.3.5.3.1

Den juridiske vejledning, 2024-1, C.A.9.2

Tidligere instans: Landskatteretten, j.nr. 17-0991303 + Byretten, SKM2022.595.BR, Offentliggjort