Parter 

A

(advokat IR)

mod

Skatteministeriet  

(advokat Mattias Chor)

Denne afgørelse er truffet af kst. dommer Rikke Holm Simonsen.

 

Sagens baggrund og parternes påstande

A har den 13. januar 2022 indbragt Landsskatterettens afgørelse af 14. oktober 2021 for retten og nedlagt påstand om, at hans skatteansættelse for indkomståret 2016 nedsættes med 382.022 kr., og for indkomståret 2017 nedsættes med 1.760.751 kr., subsidiært at sagen hjemvises til fornyet behandling i Skattestyrelsen.

Skatteministeriet har påstået frifindelse, subsidiært at A’s personlige indkomst for indkomstårene 2016 og 2017 nedsættes med henholdsvis 227.319 kr. og 1.703.919 kr.

Retten har afholdt telefonmøde i sagen den 16. maj 2023, og under dette er det besluttet at udskille spørgsmålet, om hvorvidt et anbringende om nedsættelse af A’s skatteansættelser som følge af ugyldighed og tilbagebetaling af de beskattede beløb, kan prøves, til selvstændig afgørelse.

Spørgsmålet har været behandlet på et retsmøde den 22. september 2023.  

Skatteministeriet har nedlagt påstand om, at spørgsmålet om, hvorvidt A’s skatteansættelser skal nedsættes som følge af ugyldighed og tilbagebetaling for dispositioner, som A er beskattet af ved Landsskatterettens afgørelse af 14. oktober 2021 (bilag 1), ikke kan inddrages under retssagen.

A har nedlagt påstand om, at anbringendet vedrørende hvorvidt A’s skatteansættelser skal nedsættes som følge af ugyldighed og tilbagebetaling af beløb svarende til beskattede dispositioner, der indgår i Landsskatterettens afgørelse af 14. oktober 2021, skal tillades inddraget ved sagens påkendelse.

 

Oplysningerne i sagen

Skattestyrelsen traf den 7. september 2018 afgørelse om, A’s personlige indkomst forhøjes med 382.022 kr. i indkomståret 2016 og med 1.760.751 kr. i indkomståret 2017, idet bl.a.:

"Det er Skattestyrelsens opfattelse, at det reelt og alene har været dig, der har disponeret på selskabets vegne i selskabet. De overførsler af penge som du har hævet til egne kontrollerede selskaber må anses for hævet som maskeret løn, da den dokumentation, som efterfølgende er indsendt til Skattestyrelsen fra dine andre selskaber, anses for udarbejdet proforma, da der ikke ses at have været realitet bag de fremsendte bilag, ligesom disse ikke kan verificeres i forhold til de faktiske forhold i G1-virksomhed (omtalt som selskabet) eller til afholdelsen af en driftsomkostning for selskabet. Der er tale om overførsel af betydelige midler, som er hævet i selskabet, og hvor selskabet ikke ses at have haft en reel betalingsforpligtigelse eller en interesse ved de foretagne betalingerne til dine egne selskaber, jf. nærmere herom nedenfor."

Den 14. februar 2018 havde skifteretten afsagt konkursdekret vedrørende G1-virksomhed.  

Konkursboet anlagde den 12. februar 2019 omstødelsessag mod A og en række selskaber med påstand om tilbagebetaling af en række beløb, der var udbetalt fra G1-virksomhed i 2016 og 2017.  

Der er enighed om, at disse udbetalinger er de beløb, som A’s personlige indkomst bl.a. er forhøjet med.  

Skifteretten i Y1-by pålagde den 11. juli 2019 A konkurskarantæne, idet det bl.a. blev lagt til grund, at A var den reelle leder af G1-virksomhed, og at han havde udøvet groft uforsvarlig forretningsførelse.  

Vestre Landsret stadfæstede den 1. juni 2021 afgørelsen om konkurskarantæne.  

Den 14. oktober 2021 stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse af 7. september 2018.

A anlagde nærværende sag ved stævning af 13. januar 2022. Det fremgik af stævningen bl.a.:

"Nærværende stævning udtages forud for, at der afsiges dom i en omstødelsessag anlagt ved Retten i Y1-by, hvor MK blandt andet har afgivet forklaring vedrørende sin involvering i driften og ejerskabet af G1-virksomhed i de omhandlede indkomstår 2016 og 2017.

Der forventes afsagt dom i sagen ved Retten i Y1-by medio februar 2022.

Sagsøger tager forbehold for at udvide og supplere ovenstående anbringender efter Retten i Y1-bys afsigelse af dommen…"  

Retten i Y1-by afsagde den 14. februar 2022 dom i omstødelsessagen, hvorefter A og selskaberne blev dømt til at tilbagebetale de omhandlede beløb til konkursboet, idet retten fandt, at udbetalingerne var ugyldige.  

A gjorde i processkrift af 28. marts 2022 gældende, at dommen af 14. februar 2022 medfører, at der ikke længere er grundlag for at beskatte overførslerne hos A.  

Skatteministeriet anførte om betydningen af ugyldighed i processkrift af 23. maj 2022 bl.a. at:  

"Statueringen af ugyldighed ændrer ikke ved, at A har realiseret en skattepligtig indkomst på kr. 1.931.238,40 ved de pågældende indsætninger…

…

A kan ikke undgå beskatning (alene) under henvisning til, at de beskattede indsætninger er kendt ugyldige af byretten (og eventuelt senere tillige måtte blive det af landsretten), hvis midlerne ikke faktisk er tilbageført i overensstemmelse med den afsagte dom…

…

På samme måde medfører byrettens (og eventuelt senere landsrettens) dom ikke, at A kan undgå beskatning, medmindre dommen faktisk opfyldes i overensstemmelse med indholdet, dvs. at de ugyldige dispositioner tilbageføres.  

…

Idet A ikke har dokumenteret, at de omhandlede indsætninger rent faktisk er tilbageført til konkursboet efter G1-virksomhed i overensstemmelse med byrettens dom (og hans egne synspunkter om ugyldighed), er han derfor skattepligtig af indsætningerne.

Hvis A dokumenterer, at han har tilbageført en eller flere af de indsætninger, som ved byretsdommen i omstødelsessagen (bilag 66) er kendt - eller som ved landsrettens dom i ankesagen eventuelt bliver kendt - ugyldig(e), skal A’s personlige indkomst for indkomståret 2016 nedsættes med (maksimalt) kr. 227.319,40 (afrundet 227.319) og for indkomståret 2017 nedsættes med (maksimalt) kr. 1.703.919 i overensstemmelse med Skatteministeriets subsidiære påstand."

A har den 10. august 2022 og den 15. marts 2023 anmodet om genoptagelse af sine skatteansættelser for indkomstårene 2016 og 2017.  

Den 15. september 2022 betalte A de omhandlede beløb til konkursboet i overensstemmelse med dommen af 14. februar 2022 i omstødelsessagen, ligesom anke af dommen blev hævet den 28. september 2022.

A gjorde herefter i nærværende sag gældende, at der er grundlag for nedsættelse af A’s skatteansættelser med de tilbagebetalte beløb.  

Herefter gjorde Skatteministeriet i processkrift af 15. februar 2023 gældende, at spørgsmålet om ugyldighed er et nyt spørgsmål, der ikke kan prøves af retten, jf. nærværende afgørelse.  

Parternes synspunkter

Parterne har indleveret påstandsdokumenter til brug for nærværende afgørelse og har i retsmødet den 22. september 2023 procederet i overensstemmelse hermed.  

A har i sit påstandsdokument anført bl.a.:

"Der er ikke tale om et "nyt spørgsmål"

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet gældende, at sagsøgers anbringende om, at A’s skatteansættelse skal nedsættes som følge af, at de gennemførte overførsler er anerkendt som ugyldige ved Vestre Landsrets retsbog af 28. september 2022 (bilag 67), hvor parternes forlig føres til retsbog, ikke er et "nyt spørgsmål" i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2´s forstand.

A’s påstande og anbringender har kontinuerligt været, at A ikke opnåede en økonomisk gevinst ved de gennemførte transaktioner, som kan beskattes hos ham.

Dette har været det bærende anbringende og argument, allerede ved sagens opstart i Skattestyrelsen. Det berøres også i Skattestyrelsens afgørelse, at der ikke er konstateret tilbagebetaling af de omhandlede beløb. Allerede her er tvisten fastlagt og vedrører, hvorvidt midlerne er tilgået A eller dennes selskaber som en skattepligtig økonomisk fordel, der skal beskattes som løn.

I forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten gjorde A ligeledes gældende, at beløbene ikke var tilgået ham som en skattepligtig økonomisk fordel. Landsskatteretten fandt ikke dette bevist og lagde til grund, at A var ansvarlig for de i sagen omhandlede selskaber og skulle dokumentere, at beløbene ikke var tilgået ham med en økonomisk fordel til følge, baseret på de gennemførte dispositioner.

Tilsvarende er skriftvekslingen frem til og med sagsøgers processkrift II af 19. december 2022 foregået med dette udgangspunkt. Anbringendet vedrørende ugyldighed, som følge af Retten i Y1-bys dom, er skriftvekslet mellem parterne i 5 processkrifter over 11 måneder uden bemærkninger om, at der var tale om et nyt spørgsmål, som ikke kunne tillades behandlet ved hovedforhandlingen.

Det gøres gældende, at forløbet frem til sagsøgtes processkrift A med klarhed illustrerer, at der ikke er tale om et "nyt spørgsmål", som ikke kan og skal tages med ind i sagen ved dennes hovedforhandling. Tværtimod er der tale om et kendt spørgsmål, der er en direkte følge af, at de omhandlede dispositioner, der vedrører præcis de samme overførsler til A eller selskaber kontrolleret af ham, er fundet ugyldig. En problemstilling, der var så naturligt omfattet af sagen, at den uddybes i sagsøgers replik af 28. marts 2022 og behandles indgående i sagsøgtes endelige svarskrift af 23. maj 2022, hvor den præsenteres som en selvstændig subsidiær problemstilling med modargumentation. Herefter behandles problemstillingen videre i sagsøgers processkrift I og sagsøgtes duplik samt sagsøgers processkrift II forud for, at sagsøgte protesterer mod anbringendet i processkrift A.

Der er intet grundlag for at kvalificere anbringendet som et "nyt spørgsmål" i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, 2. pkt.s forstand.

Hvis anbringendet er et "nyt spørgsmål" skal det tillades

Måtte retten - mod forventning - finde, at sagsøgers anbringende om at overførslernes ugyldighed medfører en nedsættelse af sagsøgers skatteansættelse, i overensstemmelse med den oprindeligt nedlagte påstand, udgør et "nyt spørgsmål" i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, 2. pkt.s forstand, gøres det gældende, at betingelserne for at medtage anbringendet ved sagens hovedforhandling er opfyldt.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, 2. pkt. - der i realiteten og efter sine forarbejder svarer til retsplejelovens § 383, stk. 2 kan inddrages et nyt spørgsmål under sagen, hvis der er en klar sammenhæng med det spørgsmål, som har givet grundlag for retssagen, og det må anses for undskyldeligt, at spørgsmålet ikke har været inddraget tidligere. Ligeledes kan det nye spørgsmål inddrages i sagen, hvis der er grund til at antage at nægtelse af tilladelse hertil vil medføre et uforholdsmæssigt retstab for parten. Det anføres desuden i forarbejderne til bestemmelsen, at tilladelse ligeledes kan gives, hvis Skatteministeriet har tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser.

Det gøres gældende, at alle betingelserne er opfyldt i nærværende sag.

Nærmere om sammenhængen med grundlaget for retssagen

Der er en klar sammenhæng mellem det anbringende, sagsøger har gjort gældende, og den sag, der danner grundlag for retssagen.

Landsskatterettens afgørelse af 14. oktober 2021 vedrører sagsøgers skattepligt af en række overførsler, foretaget til konti tilhørende A eller selskaber kontrolleret af A. A har kontinuerligt gjort gældende, at han ikke har opnået en økonomisk fordel ved de gennemførte overførsler, der danner grundlag for beskatningen.

En sag mellem et konkursbo og A samt de selskaber til hvilke, der blev foretaget overførsler, har medført, at en lang række af de af denne sag omhandlede overførsler, er anset for ugyldige og dermed ikke har medført en økonomisk fordel for A. Dette med sikkerhed ikke på nuværende tidspunkt, hvor A ubestridt har gennemført tilbagebetaling af de beløb, han er anset for uberettiget at have modtaget ved Retten i Y1-bys afgørelse, der er endelig efter retsforlig ved Vestre Landsret (bilag 67).

Der er således en klar sammenhæng med de spørgsmål, som har ført til beskatning af A og danner grundlag for nærværende sag og de dispositioner, der har dannet baggrund for sagsøgers anbringende fremsat i umiddelbar forlængelse af Retten i Y1-bys dom af 14. februar 2022 ved replik af 28. marts 2022.

Der er således en sammenhæng mellem såvel den retlige problemstilling om, hvorvidt A har modtaget en økonomisk fordel ved de konkrete overførsler, såvel som de faktiske forhold. Der er et fuldstændigt overlap med dispositionerne, omfattet af Retten i Y1-bys dom af 14. februar 2022 og Landsskatterettens afgørelse af 14. oktober 2021 dog således, at ikke alle dispositioner i Landsskatterettens afgørelse indgik i sagen ved Retten i Y1-by.

Både på den juridiske som på faktumsiden er der en klar sammenhæng mellem spørgsmålet, som gav grundlag for anbringendet, og den verserende retssag. Dette synes endvidere åbenbart baseret på, at problemstillingen er skriftvekslet i 5 processkrifter forud for, at sagsøgte ved processkrift A gjorde gældende, at der er tale om et "nyt spørgsmål".

Betingelsen er således opfyldt, jf. eksempelvis SKM2015.771.Ø

Nærmere om undskyldelighed

I det først følgende processkrift efter Retten i Y1-bys dom af 14. februar 2022, gjorde sagsøger anbringendet gældende. Dette efter at det allerede ved indbringelse af sagen for Retten i Y1-by, ved stævning af 14. januar 2022, blev gjort klart, at den omhandlede sag verserede ved Retten i Y1-by og kunne give anledning til supplerende bemærkninger, anbringender m.v.

Der har ikke, forud for sagsøgers replik af 28. marts 2022, været grundlag for at uddybe og præcisere det anbringende, der efter sagsøgtes opfattelse, udgør et "nyt spørgsmål".

Det gøres gældende, at der ikke på noget tidspunkt, forud for Retten i Y1-bys dom, har været grundlag for at præcisere og uddybe det omhandlede anbringende.

Sagsøger har ikke kunnet reagere hurtigere end det reelt har været tilfældet, og betingelsen er derfor opfyldt, jf. eksempelvis U.2000.1530H.

 ... ...

Sagsøger opfylder således de samlede betingelser som kræves for, at anbringendet skal tillades inddraget i sagen, uanset at der måtte være tale om et "nyt spørgsmål".

Nærmere om et uforholdsmæssigt retstab

Det gøres gældende, at A videre risikerer at lide et retstab, såfremt det omhandlede anbringende ikke tages under påkendelse ved sagens hovedforhandling. Dette medfører i sig selv, at anbringendet skal tillades.

Det er uvist, hvorvidt Skattestyrelsen vil genoptage og behandle spørgsmålet om nedsættelse af A’s skatteansættelser for de omhandlede indkomstår i det omfang, problemstillingen ikke behandles af Retten i Y1-by.

I realiteten kan Skattestyrelsen henvise til, at Skattestyrelsen ikke er berettiget til at behandle problemstillinger, der har været behandlet af eller er under behandling ved retten. Det er derfor afgørende for A, at anbringendet tillades behandlet ved sagens hovedforhandling.

A har gjort anbringendet gældende straks, det var muligt ved nærværende sag. Der er tale om en betydelig nedsættelse af A’s skatteansættelser for indkomstårene 2016 og 2017 med i alt kr. 2.142.773, hvorfor en nægtelse af behandling kan give et betydeligt økonomisk tab såvel som et retstab, hvis Skattestyrelsen afviser at behandle genoptagelsessagen.

En yderligere behandling af problemstillingen ved Skattestyrelsen er endvidere procesfordyrende og kan forventes potentielt at påføre A ikke ubetydelige ekstra omkostninger.

Risikoen for et potentielt retstab er til stede, og retssikkerhedsmæssigt taler alt for at få alle anbringender vedrørende de konkrete dispositioner, omhandlet af nærværende sag, prøvet på nuværende tidspunkt og afgjort så tidligt i processen som muligt. Dette er såvel retssikkerhedsmæssigt hensigtsmæssigt som procesbesparende.

 ... ...

Det bemærkes endvidere, at Skatteministeriet fuldt ud har mulighed for at varetage sine interesser i forhold til problemstillingen, idet hovedforhandlingen endnu ikke er berammet. Dette medfører ligeledes i sig selv, at anbringendet bør tillades ved sagens hovedforhandling."

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført bl.a.:

"Skatteministeriet gør overordnet gældende, at spørgsmålet om betydningen af ugyldigheden og tilbagebetaling ikke kan inddrages under sagen, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, 2. pkt. (M 6).

Spørgsmålet om ugyldighedens og tilbagebetalingernes betydning for beskatningen af A har ikke været prøvet under den administrative sag, idet der er tale om mellemkommende fakta i forhold til skattemyndighedernes afgørelser. Der er derfor tale om et nyt spørgsmål efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, 2. pkt., jf. SKM2015.771.ØLR (M 91) og SKM2019.501.ØLR (M 86). Spørgsmålet kan som følge heraf kun prøves med rettens tilladelse, hvilket beror på, om betingelserne i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, 2. pkt., er opfyldt.  

Der er ikke noget grundlag for A’s synspunkter (processkrift III, s. 5, næstsidste afsnit f.) om, at "spørgsmålet rent processuelt og naturligt bør afgøres i sammenhæng med sagens øvrige håndtering og hurtigst muligt afklares på så højt et niveau som muligt", og at behandlingen af ugyldighedsproblemstillingen "hører hjemme" i nærværende sag. Derimod er det et grundlæggende princip, at den forudgående administrative afgørelse sætter rammerne for domstolsprøvelsen, jf. UfR 2023.3420 H (M 37), ligesom en inddragelse udgør et brud med skatteforvaltningslovens genoptagelsesregler.

Det burde i øvrigt ikke undre (processkrift III, s. 5, næstsidste afsnit), at Skatteministeriet også i denne sag - og i lighed med de sager, som parterne har henvist til - påser iagttagelsen af de regler, der følger af skatteforvaltningsloven, og de principper, der gælder for prøvelse af forvaltningsafgørelser. Der er således heller ikke tale om, at ministeriet har en anden tilgang til nærværende sag; tværtimod.

3.2.1  Klar sammenhæng  

Højesteret har i UfR 2008.935 H (M 70) fastslået, at det afgørende for, om der består den fornødne klare sammenhæng, er, om det nye spørgsmål skal afgøres efter andre regler og kriterier end det spørgsmål, der har givet grundlag for retssagen.  

Vurderingen af, om den efterfølgende statuering af ugyldighed og tilbagebetaling kan føre til, at den statuerede skattepligt skal bortfalde, er væsensforskellig fra vurderingen af, om der oprindeligt var grundlag for at statuere skattepligt.

Vurderingen af, om der oprindeligt var grundlag for at statuere skattepligt, afhænger for så vidt angår indsætningerne på A’s egen konto af, om der var tale om skattepligtige eller skattefrie indsætninger, jf. nærmere Skatteministeriets endelige svarskrift, afsnit 3.1.1 (s. 3). For så vidt angår overførslerne til de øvrige personer, afhænger vurderingen af, om overførslerne er sket i A’s interesse, jf. nærmere Skatteministeriets endelige svarskrift, afsnit 3.1.2 (s. 4).

  

Vurderingen af, om der efterfølgende er grundlag for at lade den statuerede skattepligt bortfalde på grund statuering af ugyldighed og tilbagebetaling, afhænger betydningen af den statuerede ugyldighed og efterfølgende tilbagebetaling, herunder navnlig om ugyldigheden og tilbagebetalingen indebærer, at den oprindeligt statuerede skattepligt skal bortfalde, jf. nærmere Skatteministeriets processkrift A, afsnit 1.2 (s. 3) og særligt afsnit 1.3.1 (s. 4).  

At der er tale om to vidt forskellige vurderinger afspejles også af de udvekslede processkrifter og måske mest tydeligt af, at A har anset det for nødvendigt at indlevere et 24 sider langt processkrift - hvoraf hovedparten udgør en imødegåelse af ministeriets synspunkter om ugyldighedens og tilbagebetalingens manglende betydning - efter Skatteministeriets anfægtelse af betydningen. Der foreligger dermed ikke den fornødne klare sammenhæng mellem det spørgsmål, der har givet grundlag for retssagen, og det nye spørgsmål.  

Det er udtryk for en misforståelse af sammenhængsvurderingen efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, 2. pkt. (M 6), når A anfører (processkrift III, s. 3, 6. afsnit ff.), at der er en klar sammenhæng mellem det nye spørgsmål om ugyldighedens betydning og spørgsmålet om, hvorvidt han er skattepligtig af de dispositioner, der blev foretaget i G1-virksomhed, fordi der er betydeligt sammenfald mellem dispositionerne omfattet af nærværende sag og Retten i Y1-bys dom i sagen om ugyldighed (bilag 68). A’s udlægning af SKM2015.771.ØLR (M 91 og processkrift III, s. 4, sidste afsnit, og s. 6, 3. afsnit) er heller ikke retvisende, idet dommen hverken udtrykker, at nye spørgsmål "som udgangspunkt" skal inddrages i sagen, hvis der er en klar sammenhæng (hvilket også ville være i strid med § 48’s ordlyd), eller støtter, at A vil lide uforholdsmæssigt tab i tilfælde af, at spørgsmålet om ugyldighed og tilbagebetaling nægtes inddraget under retssagen.  

Det er uden betydning for, om et nyt spørgsmål skal tillades inddraget, at det kommer til udtryk i et nyt anbringende frem for en ny påstand (processkrift III, s. 3, 4. afsnit), idet også nye anbringender kan afspejle et nyt spørgsmål, jf. til illustration kendelsen omtalt i landsrettens dom i UfR 2023.2875 H (M 60).

3.2.2  Undskyldelighed

Nærværende sag - og i særdeleshed tvisten om A’s adgang til at inddrage spørgsmålet om betydningen af ugyldigheden og tilbagebetalingen - beror på, at A ved groft uforsvarlig forretningsførelse, jf. i den forbindelse Retten i Y1-bys og Vestre Landsrets kendelser om konkurskarantæne (bilag 7 henholdsvis 61), har foretaget en række ugyldige dispositioner, som han efterfølgende har anfægtet ugyldigheden af ved (helt) uholdbare forklaringer, som domstolene efterfølgende har tilsidesat én efter én.  

Den omstændighed, at A først har inddraget spørgsmålet om betydningen af betalingernes gyldighed og den efterfølgende tilbagebetaling for domstolene, beror således alene på, at han har fastholdt sine uholdbare forklaringer om de foretagne dispositioner frem for at lægge tingene åbent frem for myndighederne. Under disse omstændigheder kan det ikke anses for undskyldeligt, at spørgsmålet ikke har været inddraget tidligere.  

3.2.3 Uforholdsmæssigt retstab  

Der er ikke grundlag for at antage, at A vil lide noget uforholdsmæssigt retstab, hvis han ikke får tilladelse til at inddrage spørgsmålet om ugyldighedens betydning.

Det er ubestridt, at A har (haft) mulighed for at anmode om genoptagelse af sine skatteansættelser med henvisning til den statuerede ugyldighed, hvilket hans egne genoptagelsesanmodninger (bilag B og bilag C) også viser.  

A’s synspunkt (processkrift III, s. 5, 3. afsnit) om sit hævdede uforholdsmæssige retstab er betinget af, at Skattestyrelsen nægter ekstraordinær genoptagelse eller at behandle problemstillingen, hvilket imidlertid ikke kan føre til, at der skal ske behandling under nærværende sag. Dette vil i givet fald bero på A’s egen ageren og/eller skatteforvaltningslovens genoptagelsesregler, og et retstab kan derfor under alle omstændigheder ikke anses for "uforholdsmæssigt".  

Dertil kommer, at A slet ikke har påvist, at han vil lide noget retstab, endsige at det skulle være af uforholdsmæssig karakter; navnlig ikke når henses til, at situationens opståen beror på hans groft uforsvarlige forretningsførelse."

Rettens begrundelse og resultat

A har efter sagens anlæg, som følge af resultatet af en omstødelsessag, tilbagebetalt den væsentligste del af de betalinger, som nærværende sag omhandler.

Skatteministeriet har protesteret over, at dette nye faktum og det hertil knyttede anbringende om nedsættelse af den skattepligtige indkomst som følge heraf, inddrages under sagen.

Retten finder, at der er tale om et nyt anbringende. Retten lægger herved vægt på, at spørgsmålet er knyttet direkte til den omstændighed, at dispositionerne efterfølgende er kendt ugyldige og tilbagebetalt, hvilket faktum ikke var inddraget under sagens administrative behandling. Det kan ikke tillægges betydning, at spørgsmålet om, hvorvidt A opnåede en økonomisk gevinst ved de gennemførte transaktioner, tidligere har været gjort gældende, idet dette blev støttet på bl.a. andre faktiske omstændigheder.

Efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, 2. pkt. kan retten tillade, at et nyt spørgsmål inddrages under retssagen, hvis det har en klar sammenhæng med det spørgsmål, som har givet grundlag for retssagen, og det må anses for undskyldeligt, at spørgsmålet ikke har været inddraget tidligere, eller der er grund til at antage, at en nægtelse af tilladelse vil medføre et uforholdsmæssigt retstab for parten.  

Retten finder efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen, at der mellem spørgsmålet om A’s skatteansættelser for 2016 og 2017 og den omstændighed, at A har tilbagebetalt de omhandlede beløb, uanset at dette medfører, at retten herved skal tage stilling til spørgsmål, som ikke forelå under den administrative behandling af sagen, er en sådan sammenhæng, at anbringendet kan tillades, såfremt betingelserne i øvrigt er opfyldt.  

Anbringendet er en følge af den tilbagebetaling, der fandt sted i september 2022 i henhold til dommen af 14. februar 2022, der indtil da havde været under anke. A tog ved anlæggelse af sagen forbehold for nye anbringende i relation til resultatet af den pågældende omstødelsessag. Retten finder på denne baggrund, at det er undskyldeligt, at anbringendet ikke tidligere er inddraget. Det af Skatteministeriet anførte om, at det ikke kan anses for undskyldeligt, at spørgsmålet ikke har været inddraget tidligere, idet årsagen hertil er, at A har fastholdt sine uholdbare forklaringer om de foretagne dispositioner frem for at lægge tingene åbent frem for myndighederne, kan ikke føre til et andet resultat.  

Retten tager derfor A’s påstand om spørgsmålet til følge.  

THI BESTEMMES:

Det tillades A at inddrage anbringendet om, hvorvidt A’s skatteansættelser skal nedsættes som følge af ugyldighed og tilbagebetaling af beløb svarende til beskattede dispositioner, der indgår i Landsskatterettens afgørelse af 14. oktober 2021, under sagen.