Dato for udgivelse
21 dec 2023 12:55
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
15 jun 2021 11:03
SKM-nummer
SKM2023.633.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS-58076/2019-OLR
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Virksomheder + Fradrag og afskrivninger + Fradrag
Emneord
Tabsfradrag, virksomhed, skønsmæssig ansættelse, årsopgørelse
Resumé

Sagen angik, om appellanten havde godtgjort, at han var berettiget til en række tabsfradrag, og at skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelse af hans personligt drevne virksomheds skattepligtige indkomst og momstilsvar i årene 2010 - 2012 af den grund skulle tilsidesættes som følge af, at skønnet var baseret på et forkert grundlag eller er åbenbart urimeligt. Derudover angik sagen, om SKAT havde begået en sagsbehandlingsfejl, der kunne medføre, at SKATs afgørelse for 2012 var ugyldig.

Landsretten fandt i lighed med byretten, at appellanten ikke havde godtgjort, at han var berettiget til tabsfradrag, eller at SKATs skønsmæssige ansættelser skulle tilsidesættes. Derudover fandt landsretten, at SKATs afgørelse for 2012 var gyldig. Landsretten stadfæstede herefter byrettens frifindende dom.

Reference(r)

Kursgevinstlovens § 25, stk. 1

Skattekontrollovens § 74, stk. 1

Henvisning

Den juridiske vejledning C.C.2.5.3.3.7 Tab på debitorer

Henvisning

Den juridiske vejledning A.B.5.2

Henvisning

Den juridiske vejledning 2023-2, C.C.2.1.2.1.

Redaktionelle noter

Tidligere instanser:

Landsskatterettens j.nr.: 13-0193611, 13-0193818 og 14-0264795 (ej offentliggjorte)

Tidligere instans: Byrettens dom offentliggjort som SKM2020.36.BR.

Appelliste

Parter

A

(advokat KK)

mod

Skatteministeriet

(advokat Tim Holmager)

Retten i Lyngby har den 6. december 2019 afsagt dom i 1. instans (sag BS39899/2018-LYN).

Landsdommerne Kåre Mønsted, Anne Thalbitzer og Ellen Skodborggaard (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.

Påstande

Appellanten, A, har nedlagt påstand om, at hans skatteansættelse for indkomståret 2010 nedsættes med 563.423 kr., for indkomståret 2011 nedsættes med 1.568.688 kr. og for indkomståret 2012 nedsættes med 1.200.000 kr.

A har endvidere nedlagt påstand om, at hans momstilsvar for perioden 2010 nedsættes med 140.855 kr., for perioden 2011 nedsættes med 392.172 kr. og for perioden 2012 nedsættes med 117.727 kr.

Subsidiært er der nedlagt påstand om, at As skatteansættelser for indkomstårene 2010-2012 samt momstilsvar for perioden 2010-2012 hjemvises til fornyet behandling hos skattemyndighederne.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Parterne er også for landsretten enige om de beløbsmæssige opgørelser, der ligger til grund for As påstande.

Supplerende sagsfremstilling

Det fremgår, at SKAT den 13. november 2013 fremsendte en agterskrivelse til A om forhøjelse af hans indkomst for 2012, hvori SKAT foreslog, at det skattepligtige overskud af virksomheden blev fastsat til 1.200.000 kr. I skrivelsen anførtes endvidere blandt andet følgende:

"Du har ret til at komme med bemærkninger til vores forslag inden 14 dage. Hvis du ikke den 6. december 2013 har selvangivet eller givet os bemærkninger, får du i løbet af ca. 14 dage en årsopgørelse, hvor du kan se, hvad vores skøn betyder for din samlede skat."

Ved brev af 28. november 2013 til SKAT meddelte As advokat, at man grundlæggende var uenig i SKATs argumentation og forslag til afgørelse. Det fremgik af brevet ikke nærmere, hvori uenigheden bestod.

Den 13. november 2013 udstedte SKAT en årsopgørelse for indkomståret 2012. Der er mellem parterne enighed om, at årsopgørelsen blev genereret, forinden SKAT havde gjort sig bekendt med indholdet af brevet af 28. november 2013.

Da SKAT blev bekendt med brevet af 28. november 2013, fremsendte SKAT den 18. december 2013 et nyt forslag til A og hans advokat, hvori anførtes blandt andet følgende:

"Du har bedt om at få ændret grundlaget for din skat for 2012.

SKAT har gennemgået din ansøgning, og vi mener, at grundlaget for din skat ikke kan ændres. Det er fordi du ikke har indsendt nye oplysninger, der kan begrunde en ændring af det skønnede overskud, jf. SKAT’s brev af d. 07.05.2013 samt d. 13.11.2013.

Hvis du er enig 

Kan du godkende, at din skat ikke bliver ændret, behøver du ikke at gøre noget. Du får senere et brev med vores endelige afgørelse.

Hvis du er uenig

Er du uenig, beder vi dig komme med dine bemærkninger senest den 10. januar 2014. …

Derefter sender vi et nyt brev til dig, hvor vi har taget stilling til dine bemærkninger."

Den 6. januar 2014 traf SKAT afgørelse om, at grundlaget for As skat for 2012 ikke blev ændret, da der ikke var indsendt nye oplysninger, der kunne begrunde en ændring. Det blev samtidig anført, at brevet erstattede SKATs brev af 18. december 2013.

Forklaringer

A har supplerende forklaret blandt andet, at han i 2010 var til møde i SKAT i forbindelse med, at SKAT havde varslet, at man ville foretage udlægsforretning for skyldige skatte- og momskrav for årene 2008 og 2009. Han husker ikke, hvor stor gælden til SKAT var. Hans daværende ægtefælle og hans daværende advokat deltog også i mødet. Til mødet medbragte han en mappe med en række originale bilag og fakturaer, som blev udleveret til SKAT. Han har efterfølgende fået oplyst, at SKAT ikke er i besiddelse af mappen. Det er hans tidligere ægtefælle, som har mindet ham herom.

Der var tale om et stort byggeri på Y1-ejendom, og der var en hård tone mellem ham og MJ. Der var problemer med den underste konstruktion og nogle plader, og han påtog sig at udbedre problemerne. MJ sagde, at han ville få betaling for sit arbejde på Y1-ejendom, Y2-adresse og et tredje byggeri, når udbedringerne var gennemført. Forsikringsselskabet G1-virksomhed var inde over, så han følte sig sikker på at få sine penge. Han pressede meget på for at få sine penge, men MJ havde ikke pengene. Hans advokat undersøgte, om han kunne føre en retssag mod MJ, men advokaten vurderede, at der ikke var udsigt til, at han ville få sine penge.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

Landsrettens begrundelse og resultat

Sagen drejer sig også for landsretten om, hvorvidt A har godtgjort, at skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelse af hans personligt drevne virksomheds skattepligtige indkomst og momstilsvar i årene 2010 - 2012 skal tilsidesættes som følge af, at skønnet er baseret på et forkert grundlag eller er åbenbart urimeligt. Sagen drejer sig endvidere om, hvorvidt SKAT har begået en sagsbehandlingsfejl, der kan medføre, at SKATS afgørelse af 13. december 2013 vedrørende indkomståret 2012 er ugyldig.

Årene 2010 og 2011

Heller ikke efter bevisførelsen for landsretten findes A i tilstrækkeligt omfang at have godtgjort, at der foreligger fejl i grundlaget for skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelser af hans skattepligtige indkomst og momstilsvar for 2010 og 2011, der har medført et væsentlig forkert resultat, eller at skønnet i øvrigt er åbenbart urimeligt. Landsretten lægger herved vægt på samme forhold som byretten.

Landsretten tiltræder således, at Skatteministeriet er frifundet for de af A nedlagte påstande vedrørende 2010 og 2011.

Året 2012

Der er mellem parterne enighed om, at SKAT den 13. december 2013 traf afgørelse i form af en årsopgørelse vedrørende As skattepligtige indkomst for indkomståret 2012, uden at SKAT var opmærksom på det brev, som As advokat den 28. november 2013 sendte til SKAT i anledning af agterskrivelsen af 13. november 2013, og som SKAT ubestridt havde modtaget.  Det fremgår imidlertid, at SKAT umiddelbart efter, at man blev opmærksom på denne fejl, genoptog sagen, hvorefter der den 6. januar 2014 blev truffet en ny og begrundet afgørelse i sagen. Der er herefter ikke grundlag for at tage stilling til, hvorvidt SKAT for det tilfælde, at man forud for den 13. december 2013 havde været opmærksom på brevet af 28. november 2013 fra As advokat, alligevel kunne have truffet afgørelse i form af en årsopgørelse med henvisning til, at indsigelsen ikke var nærmere begrundet.

Herefter, og af de af byretten i øvrigt anførte grunde, tiltræder landsretten, at Skatteministeriet ligeledes er frifundet for de af A nedlagte påstande vedrørende 2012.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 100.000 kr. til Skatteministeriet. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af sagsomkostningsbeløbet taget hensyn til omfanget af parternes skriftveksling for landsretten samt hovedforhandlingens varighed.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 100.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.