Parter

A

(v/ advokat Mansour Shah Bandri)

mod

Skatteministeriet

(v/ advokat Tony Sabbah)

Denne afgørelse er truffet af

dommer Kirsten Schmidt.

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagen den 18. juni 2021.

Sagen drejer sig om, hvorvidt betingelserne for genoptagelse af Landsskatterettens afgørelse af 25. februar 2020 er opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 35 g. Landsskatteretten traf den 16. april 2021 afgørelse om at nægte genoptagelse.

A har nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at der kan ske genoptagelse af afgørelsen med sagsnr. 15-1377012 for indkomståret 2012.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Af Landsskatterettens afgørelse af 16. april 2021 fremgår:

"…

Faktiske oplysninger

Klageren har ifølge oplysninger i Det Centrale Virksomhedsregister

(CVR), i perioden fra den 9. oktober 2006 til den 19. oktober 2014, drevet enkeltmandsvirksomheden G1-virksomhed v/A med CVR- nr.: ...11.

Virksomheden er i dag ophørt.

Virksomheden har i perioden fra den 1. januar 2012 til den 31. december 2012 afregnet moms kvartalsvis.

Indehaveren af virksomheden har foretaget følgende momsangivelser:

Efter at have opfordret klageren til at fremsende regnskabsmateriale og redegørelser for momsangivelserne og hævninger på klagerens bankkonti, herunder senest henholdsvis den 19. november 2014 og den 16. december 2014, traf SKAT afgørelse den 12. januar 2015. SKAT godkendte alene fradrag for købsmoms for de betalinger, som virksomheden havde betalt igennem bankoverførsler. SKAT nægtede således klageren fradrag for købsmoms på 971.043 kr., da klageren ikke havde fremsendt dokumentation herfor.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse den 25. februar 2020. Klagerens repræsentant har den 23. februar 2021 bedt Landsskatteretten om at genoptage afgørelsen af 25. februar 2020.

Repræsentanten har i forbindelse med anmodningen om genoptagelse fremsendt omfangsrigt bogføringsmateriale, herunder kvitteringer og fakturaer.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har anmodet om, at Landsskatterettens afgørelse af 25. februar 2020 skal genoptages.

Anmodningen om genoptagelse begrundes med følgende:

"( ... )

2.3 Det bemærkes, at der sideløbende verserede en sag mod borgeren vedr. indkomstforhøjelse for 2012, da Skattestyrelsen anså enkelte transaktioner, som værende indkomst der skulle beskattes efter Statsskatteloven § 4.

2.4 Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle fsva. borgerens påstand og sagen blev afsluttet den 29. januar 2021. Retsbog vedlagt som bilag 2.

2.5 Den anden del af sagen, som drejer sig om nægtet fradrag for købsmoms kommer af samme undersøgelse tilbage i 2012.

2.6 Det bemærkes dog, at borgeren havde ansat en revisor på det tidspunkt som skulle varetage borgerens interesser, men revisoren gik konkurs, som Skattestyrelsens også var bekendt med jf. deres afgørelse, og der blev herefter truffet en afgørelse for indkomståret 2012 både hvad angår moms og indkomstforhøjelse. Såfremt repræsentanten ikke var gået konkurs, havde situationen naturligvis set anderledes ud for borgeren.

2.7 I januar 2021 kommer det til undertegnedes kendskab, at Landsskatteretten også havde truffet en afgørelse for momsforholdet (bilag 1)

Nye oplysninger

2.8 Det fremgår af skatteforvaltningsloven § 35g stk. 1, at: "Den myndighed, der har truffet afgørelse i en klagesag, kan efter anmodning fra en part genoptage en sag, der er påkendt eller afvist af myndigheden, når der forelægges myndigheden oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, og det skønnes, at de nye oplysninger kunne have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen, hvis de havde foreligget tidligere."

2.9 Borgerens repræsentant (herefter "advokatfirmaet") kontaktede den 31. januar 2021 Skatteankestyrelsen og bad om fuld aktindsigt for at skabe sig overblik over sagen vedr. moms for 2012.

2.10 Efter gennemgang af sagsakterne og nærmere undersøgelse af de forhold som Skattestyrelsen tilbage i 2012 lagde til grund for "ej godkendt fradrag for købsmoms" kan det konstateres, at afgørelsen er materielt forkert.

2.11 Det fremgår af sagen, at Skattestyrelsen mødtes med borgeren forud for undersøgelse af indkomståret 2011 og 2012, og Skattestyrelsen oplyste at forholdene omkring 2011 var i orden.

Det bemærkes for en god orden skyld, at bogføringsmaterialet, samt virksomhedsformål var identiske i 2012 som i 2011, og derfor er det også uforklarligt, hvorfor Skattestyrelsen kom frem til et andet resultat for så vidt angår 2012.

2.12 Borgeren afventer modtagelse af fuldt materiale fra alle sine underleverandører, samt G2-virksomhed, og derfor foreligger der nye oplysninger, som ikke har været forelagt tidligere. Oplysningerne vil væsentlig ændre udfaldet af afgørelsen.

2.13 Der skal på baggrund af skatteforvaltningslovens § 35g stk. 1 og stk. 3 anmodes om genoptagelse af virksomhedens afgiftsperiode for 1. januar - 31. december 2012.

( ... )"

Landsskatterettens afgørelse

Bestemmelserne om genoptagelse af en sag, som Landsskatteretten har afgjort, fremgår af skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 1-3. Bestemmelserne har følgende ordlyd:

"Den myndighed, der har truffet afgørelse i en klagesag, kan efter anmodning fra en part genoptage en sag, der er påkendt eller afvist af myndigheden, når der forelægges myndigheden oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, og det skønnes, at de nye oplysninger kunne have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen, hvis de havde foreligget tidligere.

Stk. 2. De nye oplysninger skal forelægges myndigheden inden for en af følgende frister:

1)        Fristerne efter § 26, stk. 2, § 27, § 31, stk. 2, § 32, § 32 a, stk. 1, eller § 33 for fremsættelse af en anmodning om genoptagelse.

2)        Fristen efter § 48, stk. 3, for indbringelse af sagen for en domstol i 1. instans, eller inden dennes behandling af sagen er afsluttet.

Stk. 3. Den myndighed, der har truffet afgørelse i en klagesag, kan imødekomme en anmodning om genoptagelse, selv om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis myndigheden skønner, at ganske særlige omstændigheder taler derfor."

Landsskatteretten har besluttet, at anmodningen om genoptagelse ikke kan imødekommes.

Klagerens repræsentant har i forbindelse med anmodningen om genoptagelse af Landsskatterettens afgørelse af 25. februar 2020 fremsendt bogføringsmateriale, herunder kvitteringer og fakturaer. Det fremgår heraf, at klageren har købt forskellige varer i 2012, der er blevet pålagt moms.

Landsskatteretten har lagt vægt på, at afgørelsen af 25. februar 2020 som ønskes genoptaget, vedrører momsansættelsen for afgiftsperioden 1. januar 2012 til 31. december 2012. Da klagerens repræsentant anmodede om genoptagelse den 23. februar 2021, er fristen for at anmode om ordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, jf. skatteforvaltningslovens § 35g, stk. 2, nr. 1, således ikke overholdt. Repræsentanten har ved anmodningen heller ikke overholdt tre månedersfristen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, jf., skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 2, nr. 2.

På trods af, at der ved anmodningen kan være tale om nye oplysninger efter skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 1, kan der herefter alene ske genoptagelse, hvis der foreligger særlige omstændigheder efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, jf. skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 2, nr. 1, som kan begrunde at afgørelsen genoptages, selvom fristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, ikke er overholdt.

Det er den skattepligtige, der har bevisbyrden for, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 32, er opfyldt.

Sådanne særlige omstændigheder fastslås ud fra en konkret vurdering. Bestemmelsen finder bl.a. anvendelse, hvor en forkert opgørelse skyldes svig fra tredjemand eller andre særlige omstændigheder, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige, eller hvor skattemyndigheden har foretaget en materielt forkert momsansættelse, som det må anses for urimeligt at opretholde.

Det fremgår af klagerens egne momsangivelser, at han i afgiftsperioden 1. januar 2012 til 31. december 2012 har angivet købsmoms for et beløb på i alt 118.778 kr., til SKAT. Klageren har ikke under sagens behandling dokumenteret, ved fremlæggelse af faktura eller lignende, hvordan han har beregnet købsmoms. Klageren har heller ikke under sagen fremsendt fyldestgørende dokumentation herfor, eller i øvrigt reageret på SKATs seneste opfordringer til fremsendelse af materiale. SKAT traf således afgørelse den 12. januar 2015, og godkendte ikke fuldt fradrag for købsmoms.

Retten lægger således vægt på, at repræsentantens anmodning om genoptagelse af 23. februar 2021, udelukkende er støttet på forhold, som klageren hele tiden har været bekendt med. Herefter, og idet det af repræsentanten i øvrigt anførte, ikke i særlig grad taler for en ekstraordinær genoptagelse, og idet klageren heller ikke har dokumenteret, at der er tale om en materiel helt utilfredsstillende momsansættelse, finder retten, at der ikke foreligger særlige omstændigheder, som nævnt i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 4.

Landsskatteretten skal i øvrigt bemærke, at uanset at der skulle forelægge særlige omstændigheder, er 6-måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 1. pkt. for anmodning om ekstraordinær genoptagelse under alle omstændigheder overskredet. Retten lægger vægt på, at klageren senest ved Landsskatterettens afgørelse af 25. februar 2020 er kommet til kundskab om det forhold, som begrunder anmodningen om genoptagelse. Klageren har på dette tidspunkt fået kundskab om momsansættelsen, og han havde fra dette tidspunkt haft mulighed for at anmode om genoptagelse inden for fristerne i skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 2, nr. 1-2. Det forhold, at klagerens repræsentant først i januar 2021 bliver bekendt med afgørelsen af den 25. februar 2020, kan ikke fører til et andet resultat. Reaktionsfristen på 6 måneder var således udløbet, da klagerens repræsentant anmodede om genoptagelse den 23. februar 2021. Allerede af den grund kan der ikke ske genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 1. pkt.

Landsskatteretten finder desuden, at der ikke foreligger sådanne ganske særlige omstændigheder efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 4. pkt., som kan begrunde at afgørelsen genoptages.

Landsskatteretten kan herefter ikke imødekomme anmodningen om genoptagelse.

…"

Forklaringer

Under hovedforhandlingen har A afgivet forklaring.

A har forklaret, at han fra 2006 havde det personlige firma G1-virksomhed og kørte distribution for G2-virksomhed. I starten var han kun sig selv, men det voksede, og han fik underleverandører, f.eks. G3-virksomhed og G4-virksomhed. Han fik kontrakt med G2-virksomhed, hvor han fik ansvaret for Y1-by, hvilket hos G2-virksomhed kaldes [red. fjernet]. G2-virksomhed ønskede at begrænse antallet af vognmænd, som G2-virksomhed havde kontrakt med, og han fik de vognmænd, som G2-virksomhed havde i forvejen, som underleverandører. Han fungerede på den måde som underleverandørernes samarbejdspartner over for G2-virksomhed.

Han modtog opgørelse over alle ture fra underleverandørerne, og G1-virksomhed fakturerede til G2-virksomhed med det samlede beløb.

Vist kreditorkontoudtog fra G2-virksomhed af 8. februar 2012 har han forklaret, at han fik sådanne oversigter fra G2-virksomhed, hvor G1-virksomhed havde debitornummer X1. Oversigten viser betaling for udlæg til G5-virksomhed, der havde både værksted og udlejning af biler, erstatning og fakturaen fra G1-virksomhed til G2-virksomhed på 742.346,56 kr. Udlæg, som G2-virksomhed havde afholdt, skulle trækkes fra beløbet på 742.346,56 kr.

Fakturaen, som er dateret 31. januar 2011 fra G1-virksomhed til G6-virksomhed, er fakturaen til G2-virksomhed på beløbet på 742.346,56 kr. for kørsel i januar 2012. Det er en fejl, at der står 2011.

Købsdokument fra G2-virksomhed af 10. februar 2012 viser, hvad G2-virksomhed har fratrukket vedrørende G1-virksomheds underleverandører, inden G1-virksomhed fik sin udbetaling fra G2-virksomhed. G1-virksomheds leverandørnummer X2 fremgår af dokumentet. G7-virksomhed er G5-virksomhedudlejning, hvor G2-virksomhed stod som lejer af biler og indestod for lejen, sådan at den enkelte vognmand ikke skulle lægge ud for leje af bil i f.eks. 6 måneder. G2-virksomhed stod også som køber af brændstof, fordi G2-virksomhed kunne få en større rabat. Derfor havde G1-virksomhed også betaling for udlæg, som G2-virksomhed havde til G8-virksomhed.

Fakturanummer 1777 fra G5-virksomhedudlejning til G2-virksomhed [red. fjernet], G9-virksomhed af 3. januar 2012 viser billejen, som indgår i købsdokumentet fra G2-virksomhed af 10. februar 2012. G9-virksomhed var G1-virksomheds underleverandør. Han skulle have f.eks. vognmandens navn, sådan at han kunne se, hvorfor G2-virksomhed havde trukket G1-virksomhed for beløbet. 

Vist udateret dokument med blandt andet oversigt over udlæg har han forklaret, at G9-virksomhed havde faktureret G1-virksomhed for kørsel, men G9-virksomhed havde haft udlæg til bil, brændstof og forsikring. Udlæg til billeje og forsikring svarer til de beløb, som ses på fakturanummer 1777 fra G5-virksomhedudlejning. Det udaterede dokument viser, at G1-virksomhed udbetalte 94.432,22 kr. til G9-virksomhed den 16. februar 2012.

 Sådan afregnede G1-virksomhed til vognmændene, præcis som G2-virksomhed afregnede med G1-virksomhed. G1-virksomhed viderefakturerede til underleverandørerne og afregnede 1:1 de modregninger, som G2-virksomhed foretog over for G1-virksomhed. Der foreligger ikke andre bilag end dem, som viser afregningerne med underleverandørerne.

Vist kontoudtog fra F1-bank vedrørende kontonummer X3 har han forklaret, at det var den eneste konto, han havde dengang. Kontoudtoget viser udbetalingen den 16. februar 2012 på 94.432,27 kr. til G9-virksomhed. G2-virksomhed sendte penge til G1-virksomhed, og han havde nogle dage til at afregne til underleverandørerne. Han mener at have haft styr på bilagsmaterialet i 2012. Han brugte præcis samme metode i 2011 og i årene forud.

G1-virksomhed blev større, og han stiftede i stedet et selskab, G10-virksomhed, i 2012. Selskabet fik overdraget kontrakten med G2-virksomhed, og selskabet kørte for G2-virksomhed indtil 2019, hvor han mistede G2-virksomhed som kunde. Selskabet kom under likvidation den 26. marts 2020, fordi han ikke indsendte årsregnskab til tiden. Han ved ikke, hvorfor revisoren og han ikke fik indsendt regnskabet, men der var corona, og han havde det personligt ikke så godt i starten af 2020. Han var forlovet, men kunne ikke blive gift på grund af corona. Så kom afgørelsen fra Landsskatteretten af 25. februar 2020.

For at være ærlig lå han og kogte derhjemme. Hans forældre var "spærret" i udlandet. Hans søster var forbi for at sparke ham ud af dynen. Med hensyn til denne sag var det hans søster, der åbnede breve, og hun har set afgørelserne i skattesagerne. Han kan ikke svare på, hvorfor hun ikke sendte begge afgørelser til hans advokats kontor, men afgørelserne ligner jo hinanden, og hun kan have tænkt, at den var sendt to gange.

Klagen til Skatteankestyrelsen angik 2011 og 2012. Da 2011 var afgjort, havde han kun én sag, 2012. Han troede, at Landsskatterettens afgørelse angik det hele. Først da han fik en ny årsopgørelse fra Skat, gik det op for ham, at der stadig var noget.

I forbindelse med sagen vedrørende 2011 havde han bilagsmateriale. Bilagsmaterialet for 2012 blev forsinket. Revisoren stod for det meste, og han ved ikke, hvad der gik galt. Han kan ikke svare på, hvorfor revisor ikke indsendte materialet for 2012. Revisoren mente, at man kunne klage, når man havde misset fristerne.

Vist klagen af 10. april 2015 har han forklaret, at revisoren sagde, at når man sendte en klage, ville Skatteankestyrelsen vende tilbage og bede om oplysninger, hvorefter man kunne eftersende materialet.

Fra 2015 til 2018 hørte han ikke fra Skatteankestyrelsen. Han tog selv kontakt til

Skatteankestyrelsen for at høre, hvad der skete med sagen, før han fik brevet af 17. august 2018 fra styrelsen. Da han ringede derind, fik han at vide, at der ikke var en sagsbehandler på sagen, men at han ville høre fra dem. Han bemærkede ikke eller tænkte ikke over, at der i brevet af 17. august 2018 fra Skatteankestyrelsen fremgår to sagsnumre, som han skulle oplyse, hvis han kontaktede styrelsen.

Fra august 2018 til den 25. februar 2020 havde han ingen kommunikation med Skatteankestyrelsen. Han fik pludselig afgørelsen på e-boks.

Vist afgørelsen vedrørende sagsnr. 1377012, hvoraf fremgår, at afgørelsen blev sendt til hans adresse Y2-adresse, Y1-by og til G1-virksomheds adresse på Y3-adresse, har han forklaret, at han ikke modtog afgørelsen fysisk på nogen af de adresser. Han fik den kun på e-boks. Han husker det ikke nærmere, men han mener, at hans søster gjorde ham opmærksom på afgørelsen og tog kontakt til advokaten. Han har også selv været inde på e-boks, da afgørelserne kom, og han åbnede tilfældigvis skattesagen. Han forstår ikke, hvordan den fejl kunne ske. Spurgt nærmere til, hvordan det foregik, da hans søster så i hans e-boks, har han forklaret, at han havde NemID på sin telefon. Han tror, at hans søster var hjemme hos sig selv, og at de talte i telefon, mens hun så i hans e-boks. Afgørelserne fra Landsskatteretten kom i hans egen e-boks.

Efter at han havde fået medhold i skattesagen, fik han en ny årsopgørelse. Da så han, at han stadig havde gæld, og at det ikke var småbeløb. Han ringede til advokat SM, og det viste sig, at sagen var delt op i to. Advokaten iværksatte straks genoptagelse.

Lægeerklæringen af 18. maj 2021 er fra IJ, der er hans egen læge. Det var corona-tid, og han kunne ikke komme op til lægen. Hans søster talte for henvisning til en psykolog. Han talte selv med lægen et par gange over telefonen. Det flyder sammen for ham i den periode. Lægen mente også, at han skulle have professionel hjælp. Han havde ikke lyst til at talte med nogen, men der skulle gøres noget. I maj 2021 kunne man komme til lægen igen, og han var hos lægen, hvor han sagde, at han havde brug for noget på skrift, og erklæringen af 18. maj 2021 er resultatet.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført:

"…

3.                                      Anbringender

3.1.                                Til støtte for den nedlagte påstand skal det overordnet gøres gældende, at Sagsøger har dokumenteret, at der foreligger særlige omstændigheder efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 4. pkt., jf. § 32, stk. 1, nr. 4, som kan begrunde genoptagelse af indkomståret 2012, selvom fristerne anført i skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 1 nr. 1 og 2 er sprunget.

3.2.                                Til støtte herfor gøres det gældende,

3.3.                                at der kun skal foreligge "særlige omstændigheder", og ikke "ganske særlige omstændigheder" som anført af Landsskatteretten, jf. bilag 1. Alene af den grund skal påstanden tages til følge, idet Landsskatterettens begrundelse bærer præg af, at der skal foreligge ganske særlige omstændigheder og ikke blot særlige omstændigheder.

3.4.                                at det er en særlig omstændighed, at Sagsøger har haft en depression, som har ført til hele denne uheldige situation, hvor lillesøsteren på beklagelig vis ikke havde forstået, at Landsskatteretten sendte afgørelserne i to dele. Som det fremgår af bilag 7, har depressionen scoret 30 på Hamiltons depressionsskala, hvilket svarer til middel- eller svær depression, som i sundhedsøjemed anses som en alvorlig sygdom.

3.5.                                at det netop fremgår af Skatteforvaltningsloven med kommentarer af

Hans Henrik Bonde Eriksen, Poul Bostrup, Susanne Dahl, 2. udgave 2017, Jurist - og Økonomforbundets Forlag, side 684, at alvorlig sygdom er en særlig omstændighed, som skal medføre tilladelse til ekstraordinær genoptagelse.

3.6.                                at der i sagen er tale om en mindre fristoverskridelse, hvortil undertegnede efter der blev stiftet bekendtskab med afgørelsen vedr. afgiftstilsvaret, straks reagerede på forholdet. Der henvises til, at depressionen var skyld i den mindre fristoverskridelse jf. § 32, stk. 2, 4 pkt. Karnovs note 135.

3.7.                                at der i sagen foreligger nye oplysninger, som gør det urimeligt at opretholde momsansættelsen, som ligeledes vil medføre til væsentlig gældsforøgelse for den afgiftspligtige, idet han drev virksomheden som enkeltmandsvirksomhed.

3.8.                                at det i sagen er dokumenteret, at de nye oplysninger vil medføre til en ændret momsansættelse, og det vil være materielt forkert, hvis afgørelsen ikke bliver ændret. Det bilagsmateriale som revisoren G11-virksomhed (nu ophørt) ikke havde medsendt i 2015 ved klagen til Skatteankestyrelsen, er nu blevet rekvireret og er med i denne sag.

3.9.                                at Sagsøger således har løftet bevisbyrden for, at der er sket levering af reelle ydelser, samt at der er sket betaling herfor jf. bilag 13 og bilag 14, hvorfor Sagsøger i forlængelse heraf har løftet bevisbyrden for, at han var berettiget til fradrag for købsmoms.

3.10.                            at Landsskatteretten i bilag 1 har lagt de forkerte beløb til grund for selve afgørelsen, som har ført til en urigtig afgørelse. Landsskatteretten har som nævnt troet, at Sagsøger selv havde indberettet moms for 118.778 kr., men det er Skattestyrelsen der har efterangivet beløbet, og som fremgår af skattekontoen. Det har været til ugunst for Sagsøger, idet Landsskatterettens afgørelse bærer præg af fejlen. Der henvises til bilag C side 4.

3.11.                            at det er hævet over enhver tvivl, at der er tale om en materielt forkert momsansættelse. Det vil i sagens natur stride imod proportionalitetsprincippet, såfremt der ikke anerkendes tilladelse til genoptagelse.

3.12.                            Det gøres til slut gældende, at Skatteforvaltningens langsommelige sagsbehandling i første omgang er skyld i, at Sagsøger kan stå i nærværende situation. Det forekommer derfor ikke proportionelt, at Skatteforvaltningen kan tillades en sagsbehandling over en simpel momssag på 5 år, men at Sagsøger ikke kan tillades genoptagelse grundet en mindre fristoverskridelse på lidt over 9 mdr.

3.13.                            Der skal derfor tillades genoptagelse for indkomståret 2012, så Landsskatteretten kan tage stilling til det nye materiale i sagen.

…"

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført:

"…

                      3.                   ANBRINGENDER

Det gøres overordnet gældende, at A ikke har godtgjort, at betingelserne i skatteforvaltnings-lovens § 35 g er opfyldt. Der er derfor ikke grundlag for at genoptage Landsskatterettens afgørelse af 25. februar 2020 (bilag A).

Det følger af skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 1, at myndigheden - i denne sag Landsskatteretten - kan genoptage en sag, når der forelægges Landsskatteretten oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, og det skønnes, at de nye oplysninger kunne have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen, hvis de havde foreligget tidligere.

Det påhviler efter fast retspraksis A at godtgøre, at der foreligger nye oplysninger, og at de nye oplysninger ville have medført et væsentligt ændret udfald, såfremt de havde foreligget tidligere, jf. eksempelvis SKM2004.27.ØLR og SKM2014.733.ØLR.

Der foreligger ikke sådanne nye oplysninger, der må skønnes at kunne have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen, hvis de havde foreligget tidligere, jf. nærmere herom i afsnit 3.1.

I skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 2, er der fastsat tidsmæssige begrænsninger, idet de nye oplysninger skal være forelagt Landsskatteretten inden udløbet af fristerne for genoptagelsesanmodninger, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, § 27, § 31, stk. 2, § 32, § 32 a, stk. 1, eller § 33 eller inden udløbet af fristen for at indbringe myndighedsafgørelsen for domstolene efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, eller inden sagen for domstolene er afsluttet, hvis sagen er indbragt.

Af de specielle bemærkninger til bestemmelsen (§ 1, nr. 32 i lovforslag nr. 212 af 24. april 2013) fremgår, at de tidsmæssige begrænsninger sikrer ensartethed i praksis i forhold til reglerne om ordinær og ekstraordinær fastsættelse i medfør af skatteforvaltningslovens §§ 31-32. Med andre ord skal det ikke være muligt at bruge skatteforvaltningslovens § 35 g som “nødventil", når de tidsmæssige betingelser ikke er opfyldt for ordinær eller ekstraordinær genoptagelse.

Det påhviler A at godtgøre, at de tidsmæssige betingelser i skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 2, er overholdt, hvilket ikke er tilfældet, jf. nærmere herom i afsnit 3.2.

Efter § 35 g, stk. 3, kan Landsskatteretten - selv om betingelserne i § 35 g, stk. 1, ikke er opfyldt - imødekomme en genoptagelsesanmodning, hvis Landsskatteretten skønner, at ganske særlige omstændigheder taler derfor.

A har ikke gjort gældende, at der skulle foreligge ganske særlige omstændigheder § 35 g, stk. 3's forstand. Det bemærkes dog for en ordens skyld, at A under alle omstændigheder ikke har godtgjort, at det skulle være tilfældet, jf. nærmere herom i afsnit 3.3.

3.1 Ingen nye oplysninger i § 35 g, stk. 1’s forstand

I forbindelse med Landsskatterettens behandling af genoptagelsessagen fremsendte A et omfangsrigt regnskabs- og bogføringsmateriale, herunder bestående af kvitteringer og fakturaer. Skatteministeriet forstår As processkrifter sådan, at det er dette regnskabs- og bogføringsmateriale, han gør gældende, udgør nye oplysninger i skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 1’s forstand.

Da A ikke havde fremlagt materialet, opfordrede (1) ministeriet ham til at fremlægge det regnskabs- og bogføringsmateriale fra 2012, som ifølge ham udgør nye oplysninger og (2) til at redegøre for, hvorfor disse oplysninger kunne have medført et væsentligt ændret udfald af Landsskatterettens afgørelse af 25. februar 2020 (bilag A), hvis de havde foreligget tidligere.

A har ved sin replik fremlagt 325 siders bilagsmateriale (bilag 10), der ifølge ham "understøtter fradrag for købsmoms", jf. replikken (side 1, sidste afsnit). Til besvarelse af ministeriets opfordring (2) anfører A, at dersom Landsskatteretten havde haft materialet inden afgørelsen af 25. februar 2020 (bilag A), havde Landsskatteretten "naturligvis givet fradrag for udgifterne", jf. replikken (side 2, 4. afsnit).

Det bestrides, at det fremlagte materiale (bilag 10) ville have medført et væsentligt ændret udfald af Landsskatterettens afgørelse, hvis materialet havde foreligget tidligere.

Det bemærkes herved, at bilag 10 indeholder adskillige salgsfakturaer udstedt af en række forskellige virksomheder til virksomheder, der ikke umiddelbart synes at have nogen forbindelse til G1-virksomhed v/A. Eksempelvis har virksomheden G12-virksomhed udstedt fakturaer til G2-virksomhed for ydelser eller varer, der ikke umiddelbart lader sig specificere ud fra beskrivelsen i fakturaerne, jf. bl.a. bilag 10, side 15, 56 og 59. Ligeledes fremgår det, at G7-virksomhed (CVR-nr. ...12) har udstedt fakturaer til "G2-virksomhed [red. fjernet]" for billeje samt forsikring mm., jf. bilag 10, side 18-19, 38-42, 55, 64-67 og 89-91. Videre fremgår det af materialet, at G8-virksomhed har udstedt fakturaer til G2-virksomhed, jf. herved bl.a. bilag 10, side 44-46, 71-79 og 103-111.

Trods opfordret (7) hertil har A ikke redegjort for baggrunden for de fremlagte salgsfakturaer samt disse fakturaers relevans dels for G1-virksomhed v/As regnskab for 2012, dels for den foreliggende sag. I stedet har A i sit processkrift 1 (side 2, 6. afsnit) anført, at han under sin partsforklaring vil "forklare processen".

Det følger af momslovens § 37, stk. 1, at en virksomhed, for at kunne fradrage moms, udover at være momsregistreret, skal have købt varer og ydelser, der udelukkende er anvendt til brug for den afgiftspligtige virksomhed, og der skal være sket levering af og betaling for reelt leverede ydelser til virksomheden. Det er alene afgiften af varer og ydelser, der (reelt) er leveret til virksomheden, der er fradragsberettiget, jf. momslovens § 37, stk. 2, nr. 1.

Det påhviler den afgiftspligtige virksomhed, der søger at opnå momsfradrag, dvs. A, at godtgøre, at betingelserne for fradrag er opfyldt, herunder at der er tale om moms vedrørende varer eller ydelser, der (reelt) er leveret til virksomheden, jf. eksempelvis

SKM2017.461.ØLR og EU-Domstolens dom i sag C-230/94 Renate Enkler, præmis 24. Denne bevisbyrde har A ikke løftet. Momsregistrerede virksomheder skal til dokumentation af indgående moms kunne fremlægge fakturaer, jf. den dagældende momsbekendtgørelses § 58 (nu § 81). En faktura skal indeholde de oplysninger, der fremgår af bekendtgørelsens § 40 (nu § 57), herunder indeholde sælgerens CVR-nr., oplysninger om omfanget og arten af de leverede ydelser samt den dato, hvor levering af ydelserne foretages eller afsluttes og prisen pr. enhed uden afgift.

A har med bilag 10 fremlagt en række fakturaer udstedt til G1-virksomhed v/A, jf. bilag 10, side 178-186, 206, 242-267, 274, 287, 289, 291, 293, 295-300, 302 og 318-325.

Det må lægges til grund, at samtlige af disse fakturaer er samlefakturaer, idet det må lægges til grund, at fakturaerne indeholder flere særskilte salg, jf. den dagældende momsbekendtgørelses § 40, stk. 6. Kravene til indholdet i en samlefaktura er de samme som til en almindelig faktura. For at være forskriftsmæssige skal fakturaerne derfor opfylde kravene i momsbekendtgørelsens § 40. Det er dog tilstrækkeligt, at leveringsdatoen, leverancens art og omfang mv. fremgår af underbilag, f.eks. følgesedler, forudsat at disse underbilag opbevares sammen med samlefakturaerne, jf. Den juridiske vejledning, 2022-2, afsnit A.B.3.3.1.4.

 

Såfremt den fremlagte dokumentation, herunder de fremlagte fakturaer, tyder på unormale forhold, eksempelvis fordi dokumentationen ikke er forskriftsmæssig, jf. den dagældende momsbekendtgørelses § 40, skærper det As bevisbyrde for, at der reelt er sket levering af de ydelser, som fakturaerne hævdes at dækker over, jf. eksempelvis SKM2017.461.ØLR.

Ingen af de fremlagte fakturaer udstedt til G1-virksomhed v/A er forskriftsmæssige, jf. den dagældende momsbekendtgørelses § 40, da hverken omfanget af de leverede ydelser, leveringsdatoen for ydelserne eller ydelsernes enhedspris fremgår af fakturaerne eller af underbilag til disse. Der påhviler derfor A en skærpet bevisbyrde for, at han havde ret til fradrag for købsmoms. A har ikke løftet denne skærpede bevisbyrde.

A har ikke ved at fremlægge et kontoudtog for februar 2012 (bilag 13) dokumenteret, at de pågældende fakturaer skulle være blevet betalt af virksomheden. Det bemærkes i den forbindelse, at det er uklart, hvilke fakturaer A hævder, at det fremlagte kontoudtog dokumenterer, der er sket betaling af.

Det fremlagte materiale (bilag 10) godtgør således ikke, at det ville have medført et væsentligt ændret udfald af Landsskatterettens afgørelse af 25. februar 2020 (bilag A), hvis materialet havde foreligget tidligere, idet materialet ikke kan begrunde indrømmelse af fradrag for købsmoms.

A anfører i replikken (side 2, 5. afsnit), at Skattestyrelsen efter at have modtaget "bilagsmateriale for 2011 annullerer deres eget forslag", og at det er det "samme materiale, som foreligger for indkomståret 2012". Dette er ikke korrekt.

I tilknytning hertil bemærkes, at da der er tale om regnskabsmateriale fra to forskellige år, kan der selvsagt ikke være tale om det "samme materiale". Det er ikke det samme materiale for 2011 som for 2012, idet der er tale om to forskellige år, i hvilke der er foretaget forskellige transaktioner. Den omstændighed, at SKAT godkendte den af virksomheden angivne moms for 2011, da SKAT ikke fandt uoverensstemmelser i regnskabsmaterialet for 2011, indebærer derfor ikke i sig selv, at Landsskatterettens afgørelse af 25. februar 2020 vedrørende indkomståret 2012 havde fået et væsentligt ændret udfald.

3.2 De tidsmæssige begrænsninger i § 35 g, stk. 2, er ikke overholdt

Som nævnt ovenfor i afsnit 3 er der i skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 2, fastsat tidsmæssige begrænsninger, idet Landsskatteretten skal være forelagt de nye oplysninger inden udløbet af fristerne for gen-optagelsesanmodninger, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, § 27, § 31, stk. 2, § 32, § 32 a, stk. 1, eller § 33 eller inden udløbet af fristen for at indbringe myndighedsafgørelsen for domstolene efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, eller inden sagen for domstolene er afsluttet, hvis sagen er indbragt.

Der er i sagen enighed om, at den for sagen relevante frist findes i skatteforvaltningslovens § 32 om ekstraordinær genoptagelse, idet både den ordinære genoptagelsesfrist i § 31, stk. 2, og indbringelsesfristen i § 48, stk. 1, er overskredet.

Skatteministeriet forstår As processkrifter sådan, at han gør gældende, at han som følge af at have lidt af en depression ikke tidligere har kunne fremlægge regnskabs- og bogføringsmaterialet for 2012, og at dette udgør en særlig omstændighed efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 4, jf. herved stævningen (side 4, 3. afsnit). Dette bestrides.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 4, at et afgiftstilsvar ekstraordinært kan fastsættes eller ændres, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Videre fremgår det af § 32, stk. 2, at en ændring af afgiftstilsvaret kun kan foretages, hvis anmodningen fremsættes senest 6 måneder efter, at den afgiftspligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 31.

Der foreligger ikke særlige omstændigheder, ligesom A ikke har overholdt 6-måneders fristen, jf. nedenfor i afsnit 3.2.1 og afsnit 3.2.2.

3.2.1   Der foreligger ikke særlige omstændigheder

Det må bevismæssigt lægges til grund, at A forud for og i hvert fald siden senest den 10. april 2015 (bilag 3) har haft kendskab til regnskabs- og bogføringsmateriale, som ifølge ham udgør "nye oplysninger".

Det er As synspunkt, at han ikke har fremlagt materialet, fordi han var deprimeret, og at der derfor foreligger særlige omstændigheder, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 4.

Såfremt As synspunkt skal give mening, er det en forudsætning, at sygdommen har været årsag til, at han ikke fremlagde oplysningerne inden for de ordinære frister i skatteforvaltningslovens § 31. Efter de foreliggende oplysninger var A syg i perioden maj 2020 til maj 2021, og der foreligger således ingen dokumentation for, at den manglende overholdelse af de ordinære frister var begrundet i sygdom, jf. straks nedenfor.

A har til støtte for sit synspunkt om særlige omstændigheder fremlagt en udtalelse fra sin læge dateret den 18. maj 2021 (bilag 7).

Da der ikke forelå (og fortsat ikke foreligger) oplysninger om lægebesøg mv. forud for den 18. maj 2021, opfordrede (4) ministeriet A til at dokumentere sine lægebesøg i 2020-2021, herunder fremlægge dokumentation for første gang, han søgte læge som følge af sin depression. A anførte i replikken (side 2, sidste afsnit), at dokumentationen "vil blive eftersendt i næste processkrift", men han har imidlertid ikke med sit processkrift 1 eller sidenhen fremlagt den pågældende dokumentation.

Det er derfor udokumenteret, at A forud for den fremlagte udtalelse fra lægen (bilag 7) skulle have søgt læge som følge af sin depression.

Det fremgår bl.a. af den fremlagte udtalelse, at A har oplyst, at hans "forretning blev lukket ned grundet Corona", og at "[f]irmaet gik konkurs". G1-virksomhed ophørte imidlertid adskillige år forud for Covid19 og forud for As depression - nemlig den 19. oktober 2014, jf. udskrift fra CVR-registeret (bilag B, side 1).

Skatteministeriet opfordrede (5) derfor A til at oplyse, hvilken virksomhed der i udtalelsen henvises til, hvortil han i replikken (side 3, 1. afsnit) anførte, at det var selskabet G10-virksomhed, der altså blev taget under konkurs den 22. oktober 2020. Fristen for at indbringe Landsskatterettens afgørelse af 25. februar 2020 (bilag A) var den 25. maj 2020, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, 1. pkt. Selskabet gik altså først konkurs godt 5 måneder efter udløbet af fristen for indbringelse.

A havde i den samme periode overskud nok til at antage advokat til at bistå ham med at indbringe Landsskatterettens afgørelse om forhøjelsen af G1-virksomheds overskud (bilag E) for domstolene. Denne afgørelse blev som nævnt ovenfor afsagt den samme dag som afgørelsen vedrørende forhøjelsen af momstilsvaret, ligesom indbringelsesfristen for de to afgørelser var den samme.

Trods opfordret hertil har A ikke fremlagt korrespondance, aftalebrev eller lignende vedrørende indbringelse af Landsskatterettens afgørelse om forhøjelsen af G1-virksomheds overskud (bilag E).

Det må derfor bevismæssigt lægges til grund, at A var bevidst om, at SKAT havde truffet afgørelse om både at forhøje virksomhedens overskud og om at forhøje virksomhedens momstilsvar, og at han var bevidst om, at han med stævningen af 25. maj 2020 alene indbragte Landsskatterettens afgørelse vedrørende forhøjelsen af overskuddet. Det fremgår da også af det citerede fra aftalebrevet (replikken, side 3, 5. afsnit), at opdraget alene angik anlæggelse af sag mod Skatteministeriet vedrørende "… skønsmæssig skatteansættelse af din indkomst 2012." (min understregning).

På ovennævnte baggrund har A ikke godtgjort, at den manglende fremlæggelse af regnskabs- og bogføringsmateriale har været begrundet i depressionen, og der foreligger således ikke særlige omstændigheder, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 4.

3.2.2    A har ikke overholdt 6-måneders fristen

Selv hvis As depression var årsag til, at han ikke tidligere har fremlagt det pågældende materiale, og at dette udgør en særlig omstændighed i § 32, stk. 1, nr. 4’s forstand, har A ikke overholdt 6-måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 1. pkt., for anmodning om ekstraordinær genoptagelse.

Det bemærkes, at ministeriet har opfordret (3) A til at redegøre for, hvorfor regnskabs- og bogføringsmaterialet, som det ellers blev aftalt på mødet med SKAT den 26. juni 2014, ikke på noget tidspunkt er blevet sendt til SKAT eller senere til Landsskatteretten i forbindelse behandlingen af klagesagen.

A har til besvarelse heraf alene henvist til sin klage til Skatteankestyrelsen af 10. april 2015 (bilag 3), hvoraf det fremgår, at "regnskabet for 2012 er klar". Regnskabet for 2012 må nødvendigvis have været "klar" på et tidligere tidspunkt end 2015, og det anførte forklarer derfor hverken, hvorfor regnskabsmaterialet ikke blev sendt til SKAT efter mødet den 26. juni 2014 eller efter nogle af SKATs rykkere til A. Det af A anførte forklarer i hvert fald ikke, hvorfor materialet ikke på noget tidspunkt under klagesagens behandling blev fremsendt til Landsskatteretten, når regnskabet i hvert fald var klar pr.

10. april 2015.

Der foreligger derfor ingen oplysninger om, hvorfor materialet ikke er sendt til SKAT på et tidligere tidspunkt, og det må ved rettens afgørelse lægges til grund, at der er tale om materiale, som A hele tiden har haft kendskab til, og som hele tiden har været i hans besiddelse.

A har imidlertid under alle omstændigheder og ifølge sin egen forklaring i hvert fald været i besiddelse af materialet siden den 10. april 2015. Da de tidsmæssige begrænsninger i § 35 g, stk. 2, som nævnt ovenfor skal sikre ensartethed i praksis i forhold til reglerne om ordinær og ekstraordinær fastsættelse i medfør af skatteforvaltningslovens §§ 31-32, skal 6-måneders fristen regnes fra den 10. april 2015, hvor det bevismæssigt må lægges til grund, at A havde kendskab til regnskabs- og bogføringsmaterialet.

Da A den 23. februar 2021 anmodede Landsskatteretten om genoptagelse, var 6-måneders fristen altså for længst udløbet.

Selv hvis retten måtte finde, at 6-måneders fristen i stedet regnes fra Landsskatterettens afgørelse af 25. februar 2020 (bilag A), var fristen ligeledes udløbet ved genoptagelsesanmodningen.

Det bestrides desuden, at der efter § 32, stk. 2, sidste pkt., skulle foreligge særlige omstændigheder, således at der kan bortses fra overskridelsen af 6-måneders fristen, jf. modsat stævningen (side 7, 1. afsnit).

Det bemærkes i den forbindelse, at det er uklart for ministeriet, hvilke særlige omstændigheder A gør gældende, der skulle begrunde dette, idet A ubestridt ikke har været deprimeret i perioden 10. april 2015 til 18. maj 2020 (1 år forud for dateringen af lægeerklæringen (bilag 7)).

Hertil kommer desuden, at der ikke er tale om en mindre fristoverskridelse, men derimod en ganske betydelig fristoverskridelse på adskillige år.

Det er desuden uklart, om A med sit synspunkt i replikken (side 4, 2. afsnit) om, at det er "Skatteforvaltningens langsommelige sagsbehandling [der] i første omgang er skyld i, at Sagsøger kan stå i nærværende situation", gør gældende, at dette skulle udgøre en særlig omstændighed i § 32, stk. 2, sidste pkt.’s forstand.

Synspunktet er dog ikke korrekt.

Som netop beskrevet ovenfor i afsnit 3.1, påhviler det A at godtgøre, at han er berettiget til momsfradrag.

A er - som ligeledes gennemgået - ad flere omgange blevet anmodet om at fremsende regnskabs- og bogføringsmaterialet for 2012 til SKAT og Landsskatteretten, hvilket han altså ikke gjorde.

Til trods for, at As revisor anførte i klagen til Skatteankestyrelsen (bilag 3), at regnskabet for 2012 var "klar", og at SKAT i sit høringssvar til Landsskatteretten (bilag A, side 6, 1. afsnit) anførte, at SKAT ikke har fået fremlagt regnskabsmaterialet, reagerede A ikke på noget tidspunkt herpå.

A havde altså hverken over for SKAT eller Landsskatteretten godtgjort, at han opfyldte betingelserne for momsfradrag, og Landsskatteretten havde derfor med rette nægtet A fradrag for den angivne købsmoms i 2012 ved sin afgørelse af 25. februar 2020 (bilag A).

Da A som beskrevet ovenfor desuden adskillige gange er blevet rykket for materialet af SKAT, er det derfor uden betydning, om Skatteankestyrelsen efterfølgende også måtte have rykket ham for materialet.

En administrativ afgørelse kan ikke indbringes for domstolene senere end 3 måneder efter, at afgørelsen er truffet, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, 1. pkt.

Det er i sagen ubestridt, at A ikke indbragte Landsskatterettens afgørelse (bilag A) for domstolene inden den 25. maj 2020. Derimod anmodede A først den 23. februar 2021 (bilag 6) Landsskatteretten om at genoptage afgørelsen, hvilket Landsskatteretten ikke imødekom, jf. bilag 1.

Ingen af disse forhold kan imidlertid tilskrives skattemyndighederne.

3.3 § 35 g, stk. 3, om ganske særlige omstændigheder finder ikke anvendelse

Som nævnt ovenfor under afsnit 3, følger det af skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 3, at Landsskatteretten kan - selv om betingelserne i § 35 g, stk. 1, ikke er opfyldt - imødekomme en genoptagelsesanmodning, hvis Landsskatteretten skønner, at ganske særlige omstændigheder taler derfor.

A har ikke gjort gældende, at der skulle foreligge ganske særlige omstændigheder i § 35 g, stk. 3's forstand.

Det bemærkes, at ganske særlige omstændigheder nævnes i lovmotiverne som tilfælde, hvor skattemyndighedernes praksis underkendes af domstolene, procesbesparende hensyn samt hensynet til en ensartet behandling af skatteyderne i sagskomplekser. Efter lovmotiverne skal bestemmelsen administreres restriktivt, jf. også SKM2002.679.ØLR.

Efter ordlyden af § 35 g, stk. 3, hvorefter der skal være tale om ganske særlige omstændigheder sammenholdt med lovmotiverne, har lovgiver forudsat, at bestemmelsen skal have et særdeles snævert anvendelsesområde.

Det påhviler A at godtgøre, at der foreligger ganske særlige omstændigheder, der helt undtagelsesvist kan begrunde genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 3, jf. SKM2014.733.ØLR. A har ikke godtgjort dette.

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

A har herunder gjort gældende, at der under hensyn til det, som han har forklaret om sundhedskrisen og sine personlige forhold, samlet set forelå ganske særlige omstændigheder.

 

Rettens begrundelse og resultat

A har anmodet om genoptagelse af Landsskatterettens afgørelse af 25. februar 2020 under henvisning til, at der foreligger nye oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, jf. herved skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 1.

Retten lægger til grund, at A modtog Landsskatterettens afgørelser af 25. februar 2020, herunder afgørelsen i sagsnr. 15-1377012 vedrørende momstilsvaret for 2012, i sin e-boks. Fristen på 6 måneder for genoptagelse var derfor ikke overholdt, da A anmodede om genoptagelse den 23. februar 2021, jf. skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 2, nr. 1, jf. § 32, stk. 2, 1. pkt., jf. stk. 1, nr. 4.

Spørgsmålet er herefter, om der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at genoptagelse skal ske efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 4. pkt.

A har anført, at han var syg med depression, og at der var nedlukning som følge af sundhedskrisen, hvilket samlet set var årsagen til, at han ikke bemærkede, at Landsskatteretten den 25. februar 2020 traf to afgørelser, herunder afgørelsen, der er omhandlet i sagen. A indbragte den anden afgørelse, som Landsskatteretten traf den 25. februar 2020, for domstolene.

A har til dokumentation for sine helbredsmæssige forhold indleveret en lægeerklæring af 18. maj 2021, hvoraf fremgår, at A igennem et år ikke havde kunnet overskue et anke en skattesag. As oplysning om at lide af depression blev understøttet af en test.

På denne baggrund finder retten det ikke godtgjort, at A i hele den relevante periode efter den 25. februar 2020 led af så alvorlig sygdom, at dette kan betegnes som særlige omstændigheder. Retten finder heller ikke, at der foreligger en mindre fristoverskridelse.

Landsskatteretten meddelte ved brev af 17. august 2018 A, at Landsskatteretten behandlede sagerne, som han havde verserende, under to forskellige journalnumre, og Landsskatten sendte som nævnt afgørelserne i begge sager til As e-boks.

Retten finder herefter intet grundlag for at antage, at Landsskatterettens sagsbehandling, herunder opdelingen af afgørelserne i to, udgør en sådan særlig omstændighed, at genoptagelse bør tillades.

A har anført, at han vil lide et uforholdsmæssigt retstab, hvis ikke han får mulighed for at fremlægge de nye oplysninger.

Oplysningerne, som A påberåber sig, er bogføringsmateriale vedrørende 2012. Det fremgår af klagen fra As revisor af 10. april 2015, at regnskabsmaterialet for 2012 var klar. Retten lægger derfor til grund, at bogføringsmaterialet i hvert fald forelå den 10. april 2015, og at det beror på As egne eller hans revisors forhold, at oplysningerne ikke blev indleveret til Landsskatteretten forud for afgørelsen af 25. februar 2020.

Det følger af den dagældende momsbekendtgørelse § 40, at virksomheden skal fremlægge forskriftsmæssige fakturaer til dokumentation for den indgående moms for at kunne udøve fradragsretten for købsmoms efter momslovens § 37.

Fakturaerne fra As underleverandører opfylder ikke kravene, fordi omfanget af de leverede ydelser, datoer for ydelsernes levering og prisen pr. enhed ikke fremgår af fakturaerne eller af underbilag hertil.

Som følge heraf har A ikke sandsynliggjort, at han er berettiget til momsfradrag, og at momsansættelsen i afgørelsen af 25. februar 2020 er materielt forkert, sådan at han vil lide et uforholdsmæssigt retstab, hvis ikke afgørelsen genoptages.

Da sagen angår et spørgsmål om nye oplysninger, har retten ikke fundet anledning til at tage stilling til, om betingelserne for genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 3, er opfyldt. Retten bemærker herved, at bestemmelsen i § 35 g, stk. 3, angår genoptagelse begrundet i andre forhold end nye oplysninger.

Som følge af det, der er anført, tager retten Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

Efter sagens udfald skal A betale sagens omkostninger til Skatteministeriet med 85.000 kr. til dækning af advokatudgifter.

Ved fastsættelsen af omkostningsbeløbet har retten taget udgangspunkt i de vejledende salærtakster for proceduresager i forhold til sagens økonomiske værdi. Retten har taget hensyn til sagens karakter, omfang og forløb, herunder hovedforhandlingens varighed. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet frifindes.

            

A skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 85.000 kr.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.