Dato for udgivelse
07 Aug 2023 14:18
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
17 May 2023 18:30
SKM-nummer
SKM2023.364.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS-33043/2021-HEL
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Processuelle bestemmelser + Rettigheder og pligter i forbindelse med kontrol og revision + Når man vil klage
Emneord
høring - ugyldighed - dokumentation - tab på debitorer
Resumé

En skatteyder havde fremsendt sin anmodning om et retsmøde med Landsskatteretten til en forkert emailadresse. Skatteankestyrelsen modtog derfor aldrig anmodningen.  
 
Retten fandt, at Skatteankestyrelsen havde givet skatteyderen behørig lejlighed til at fremkomme med en udtalelse til sagen og til at anmode om afholdelse af et møde, jf. skatteforvaltningslovens § 44. Forvaltningsretlige høringsregler var derfor ikke tilsidesat, og Landsskatterettens afgørelse var gyldig. 
 
Skatteyderen havde desuden nedlagt en subsidiær påstand om fradrag for et tab på debitorer i indkomståret 2016. Skatteyderen havde ikke fremlagt dokumentation for tabet, og oplysningerne om grundlaget for det pågældende fradrag fremgik udelukkende af sagsbeskrivelsen. Retten fandt det allerede af den grund ikke godtgjort, at tabet var realiseret i 2016, jf. kursgevinstloven § 25.

Reference(r)

Skatteforvaltningslovens § 44

Kursgevinstlovens § 25

Henvisning

Den juridiske vejledning 2023-1 A.A.7.4.5.1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2023-1 C.B.1.7.5

Henvisning

Den juridiske vejledning 2023-1 C.B.1.4.2.4

Redaktionelle noter

Tidligere instans:

Landsskatterettens SKM2021.188.LSR

Byrettens dom er anket til Østre Landsret, hvor den sambehandles med anken vedr. SKM2023.52.BR.

Appelliste

Parter

A

(v/ advokat Andreas Salmony)

mod

Skatteministeriet

(v/ advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Denne afgørelse er truffet af

Dommer Ulla Ingerslev.

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagen den 3. september 2021.

Sagen drejer sig om, hvorvidt Landsskatterettens afgørelse i sagsnr. 20-0070888 er ugyldig eller ej.

A har nedlagt følgende påstand:

Principielt nedlægges påstand om at;

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at Landsskatterettens afgørelse af 11. februar 2021 vedrørende sagsnr. 20-0070888 er ugyldig.

Subsidiært nedlægges påstand om at;

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøger kan medregne et fradrag for tab på debitorer med kr. 1.100.000 i sin skattemæssige indkomst for indkomståret 2016.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Af Landsskatterettens afgørelse af 11. februar 2021 i sag 20-0070888 fremgår:

"…

Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Bevisbyrden for afholdelsen og størrelsen af en udgift, og for at udgiften er fradragsberettiget, påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

Af kursgevinstlovens § 17 fremgår det, at for tab på fordringer, der er erhvervet som vederlag i næring, og for tab på fordringer, der i øvrigt er erhvervet i tilknytning til den erhvervsmæssige drift af virksomheden, finder reglerne i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a anvendelse.

Der kan foretages fradrag for tab på fordringer i det indkomstår, hvor tabet er konstateret og kan gøres endeligt op, jf. kursgevinstlovens § 25, stk. 1.

Det er en betingelse for fradragsret efter kursgevinstloven, at der er iværksat effektive inddrivelsesskridt, herunder truffet foranstaltninger for at undgå forældelse. Der henvises til SKM2004.138.OLR, hvor Landsretten ikke godkendte fradrag for tab på fordringer. Landsretten lagde bl.a. særligt vægt på, at skatteyderen ikke på noget tidspunkt havde udsendt skriftlige rykkere til de nævnte debitorer eller på anden måde havde iværksat tiltag i anledning af den manglende betaling.

Kun under særlige omstændigheder kan det anses for sandsynliggjort, at en fordring eller en væsentlig del heraf er tabt uden udlægsforretning eller andre retsskridt. Særlige omstændigheder kan foreligge ved debitors indtrådte konkurs, betalingsstandsning, akkord, likvidation på grund af insolvens, debitors forsvinden eller lignende. Foreligger der særlige omstændigheder, kan fradrag for tab foretages, såfremt fordringen efter en konkret vurdering må anses for at være helt eller delvis uerholdelig.

Konstateringen af et tab på debitorer eller sandsynliggørelsen af et forventet tab på debitorer skal være opfyldt i det indkomstår, hvor der ønskes fradrag for tabet.

Klageren har taget fradrag for tab på debitorer på 1.100.000 kr. i indkomståret 2016.

G1-virksomhed blev ifølge det fremlagte registreret som taget under likvidationsbehandling som følge af konkurs den 24. januar 2014.

Likvidationsbehandlingen blev afsluttet i maj 2014 uden midler i selskabet og i september 2014 blev selskabet slettet af de offentlige registre.

Selskabet er således gået konkurs i 2014, hvorfor et eventuelt tab ikke kan fratrækkes i 2016, da det ikke er i dette år, at et eventuelt tab er realiseret.

Det forhold, at klageren først er blevet opmærksom på selskabets konkurs i 2016 kan ikke føre til et andet resultat.

Den påklagede afgørelse stadfæstes på dette punkt.

…"

Forklaringer

A har forklaret, at han er født i 1954. Han er advokat og har drevet advokatvirksomhed siden 1982. Han var i en periode partner i G2-virksomhed, hvorefter han startede egen advokatvirksomhed, først fra Y1-by og siden fra hjemmet i Y2-by. Han har beskæftiget sig med internationale forhold i hele sit liv og har ikke viden om skatteret eller skatteretlige forhold.

Han arbejdede med vindenergiforhold særligt via G3-virksomhed i Y3-land. Han blev derved introduceret til selskabet G1-virksomhed i Y4-land. Han var advokat for G1-virksomhed og udførte mange opgaver for dette selskab. Der var betydelig mødeaktivitet herunder med mulige investorer fra blandt andet Y5-land og Y6-land. Han sendte fakturaer herfor med udgangspunkt i en rammeaftale. Han selvangav fakturaerne, og de indgik i hans regnskab. Han betalte skat heraf men modtog aldrig betaling. Projektet blev ikke til noget, og det var åbenbart ikke muligt for selskabet at honorere fakturaerne. Han blev stillet det i udsigt, men modtog ikke betaling. Han rykkede flere gange personligt ved møder, telefonisk og skriftligt.

Han blev via sin daværende revisor, UH, i 2016 opmærksom på, at selskabet G1-virksomhed var taget under en form for insolvensbehandling efter Y4-landisk ret. Han blev ærgerlig og har efter dette tidspunkt ikke forfulgt kravet. Han prøvede ikke at rette henvendelse til kurator i Y4-land. På det tidspunkt, da han fik noget at vide om selskabet, var det tilsyneladende et faktum, at selskabet ikke længere eksisterede.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført:

"…

ANBRINGENDER

Til støtte for den principielle påstand gøres det overordnet gældende, at Landsskatterettens afgørelse af 11. februar 2021 er ugyldig, idet der ikke er sket partshøring samt ikke afholdt retsmøde.

Manglende afholdelse af retsmøde

Af Skatteforvaltningsloven § 44 fremgår det, at en klager har et krav på at fremsætte anmodning om at udtalelse sig mundtligt overfor Landsskatteretten, og at deltagelse i retsmøde kun kan nægtes, såfremt dette efter forholdene må anses som overflødigt.

Klageren har altså - medmindre dette må anses som overflødigt - et retskrav på at deltage i mødet med Landsskatteretten.

Ved indlevering af klagen den 25. august 2021 blev der klart og utvetydigt fremsat anmodning om møde med Landsskatterettens medlemmer, hvilket alene kan forstås som anmodning om afholdelse af retsmøde.

Denne anmodning er ikke efterkommet, hvorfor Landsskatterettens afgørelse af 11. februar 2021 er ugyldig, hvilket blandt andet kan underbygges af SKM2015.801.BR.

Det bør stå klart for Skatteankestyrelsen (og dermed Landsskatteretten), at såfremt en kontorindstilling udarbejdet af Skatteankestyrelsen ikke umiddelbart indstiller til at Skatteyder får medhold, vil det være naturligt, at Skatteyder får mulighed for at give møde for Landsskatteretten for at redegøre for Skatteyders synspunkter, idet det er Landsskatteretten og ikke Skatteankestyrelsen, som skal træffe afgørelse.

Derfor vil det være naturligt, at hvis Skatteyder i forbindelsen med indlevering af sin klage har anført, at der ønskes fremmøde for Landsskatteretten, så vil dette også naturligvis også gælde, såfremt kontorindstillingen udarbejdet af Skatteankestyrelsen ikke giver Skatteyderen medhold i sin klage.

Det har klart formodningen imod sig, at en Skatteyder som klager over en afgørelse skulle frafalde sin anmodning om retsmøde, når kontorindstillingen udarbejdet af Skatteankestyrelsen ikke giver Skatteyderen medhold.

Tværtimod er det netop kutyme, at Skatteyder frafalde anmodning om retsmøde for Landsskatteretten, når kontorindstillingen udarbejdet af Skatteankestyrelsen indstiller til, at der skal gives Skatteyderen medhold i sin klage.

Det bemærkes, at Landsskatteretten ikke har nægtet deltagelse i retsmøde, da det efter forholdene måtte anses for overflødigt, men har blot valgt at se bort fra den oprindelig anmodning om deltagelse i retsmøde.

Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten kan ikke ensidigt vælge at se på bort fra en tidligere anmodning om retsmøde, og i en standardskrivelse anføre, at borgeren har pligt til at genfremsætte sin anmodning om retsmøde, hvis dette fastholdes.

I forbindelse med sagsbehandlingen har hverken Skatteankestyrelsen eller Landsskatteretten haft belæg for at antage at anmodningen om retsmøde ville blive frafaldet.

At Skatteankestyrelsen af egen drift fremsender et brev, hvorefter man som borger har pligt til at fastholde anmodningen om retsmøde, findes stærkt kritisabelt, og kan ikke anses i overensstemmelse med god forvaltningsskik eller foreneligt med Skatteforvaltningensloven § 44.

At der blev givet en frist den 15. december 2021 til at melde tilbage inden 17 dage, hvilket var den 1. januar 2021 betyder, at fristen under hensyn til juleferie m.v. alene har været 5 dage.

Det forhold, at Skatteankestyrelsen som sekretariat for Landsskatteretten ved skrivelsen af 15. december 2020 (bilag 2) anførte, at besked om retsmøde skulle genfremsættes, medfører ikke, at Skatteankestyrelsen eller Landsskatteretten blot kan se bort fra den oprindelig anmodning.

Dette ville i så fald nærmest være at sidestille med aftalebinding ved stiltiende accept/passivitet, hvilket ikke er muligt efter dansk ret.

Det er et grundlæggende princip, at en part ikke kan binde en anden part med en erklæring om, at den anden parts tavshed anses for accept, hvilket blandt andet er lovfæstet i aftalelovens § 8.

Det samme beskyttelseshensyn gælder også i forvaltningsretten, hvorfor en offentlig myndighed naturligvis ikke ensidigt kan se bort fra anmodning fra borgeren blot ved at skrive til borgeren, at anmodningen skal genfremsætte inden kort tid, da anmodningen ellers anses for bortfaldet.

Da reglen om at kunne deltage i et retsmøde for Landsskatteretten, må anses som en garantiforskrift, der skal sikre borgernes retssikkerhed vil en tilsidesættelse heraf medføre, at en afgørelse truffet uden iagttagelse heraf er ugyldig.

Såfremt en afgørelse på trods af sagsbehandlingsfejl ikke skal være ugyldighed, forudsætter det, at sagsbehandlingsfejlen efter en konkret væsentlighedsvurdering ikke har haft betydning for sagens afgørelse.

Det gøres gældende, at Sagsøgte ikke har redegjort for, hvorfor manglende afholdelse af retsmøde i denne sag konkret ikke har haft væsentlig betydning for afgørelsen.

Muligheden for at deltage i et retsmøde for Landsskatteretten er en garantiforskrift, og kan kun undlades efter skatteforvaltningsloven § 44, stk. 3, hvis det er overflødigt.

Sagsøgte har ikke anført, hvorfor afholdelsen af mødet i dette konkrete tilfælde skulle være overflødigt. Særligt set i lyset af, at Skatteankestyrelsen ved skrivelsen af 7. januar 2021 (bilag 6) fra repræsentanten blev orienteret om, at der ville blive udarbejdet bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstillingen, må det antages, at der ville blive fremført nye forhold, som ikke tidligere var blevet behandlet af Skatteankestyrelsen eller Landsskatteretten.

Manglende høring

Det må have stået klart for Skatteankestyrelsen, at repræsentanten ville fremkomme med yderligere partsindlæg, idet repræsentanten ved meddelelse af 7. januar 2021 har gjort Skatteankestyrelsen opmærksom herpå.

Skatteankestyrelsen burde derfor have afventet yderligere partsindlæg og som minimum have efterspurgt dette i stedet for blot at oversende sagen til afgørelse hos Landsskatteretten.

Derved er reglerne om partshøring i Forvaltningsloven § 19 blevet tilsidesat.

Myndighedernes pligt til på eget initiativ at partshøre er ikke blot en ret for borgeren, men er også af betydning for tilliden til den offentlige forvaltning. Samtidig er partshøring en nødvendig og vigtig del af myndighedens sagsoplysning.

Manglende partshøring kan føre til, at der træffes en forkert afgørelse, fordi grundlaget for afgørelsen er forkert eller utilstrækkeligt.

Derfor kaldes partshøring også en garantiforskrift - altså en regel, som er med til at garantere, at en afgørelse er lovlig og korrekt.

Hvis reglen om partshøring ikke er overholdt, vil det føre til, at afgørelsen i sagen er ugyldig, og at myndigheden må behandle sagen på ny.

Da Skatteankestyrelsen den 15. december 2020 fremsendte forslag til afgørelse, og fastsatte høringsfristen til den 13. januar 2021, og repræsentanten den 7. januar 2021 samtidig med indsendelse af fuldmagten oplyste, at der ville fremkomme yderligere, burde Skatteankestyrelsen have udsat sagen på, at der ville fremkomme høringssvar fra repræsentanten.

Reglerne om partshøring er således ikke blevet iagttaget, og afgørelsen er derfor ugyldig.

Til støtte for den subsidiære påstand gøres det gældende, at betingelserne for indrømmelse af tabsfradrag er opfyldt, jf. kursgevinstloven § 25.

Af kursgevinstloven § 25 fremgår det, at tab på fordringerne skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvor tabet er realiseret.

I 2016 blev sagsøger opmærksom på, at debitor, G1-virksomhed var blevet opløst ved konkurs, hvilket under sagen for Landsskatteretten er dokumenteret ved de fremlagte udskrift fra virksomhedsregisteret i Y4-land, jf. side 4 i bilag 7.

Af den juridiske vejledning afsnit C.B.1.7.5 fremgår det, at:

"Beskatning af en kursgevinst eller fradrag for et kurstab forudsætter,

at der rent faktisk kan konstateres en kursgevinst eller -tab. Er debitor et selskab, er det accepteret i praksis, at såfremt kurator udsender meddelelse om, hvor stor dividende der højst vil blive udbetalt, så kan kreditor foretage fradrag for den del af tabet, som det herefter er sikkert ikke vil blive dækket. Fradraget kan foretages i det år, hvor kurator udsender meddelelsen. Efter afslutningen af et selskabs konkursbo, ophører selskabet, og debitor eksisterer derfor ikke mere."

I denne sag er debitor et selskab, men der er ikke blevet udsendt nogle meddelelser fra kurator om konkursbehandlingen eller den forventede dividende til Sagsøger.

Imidlertid fremgår det af virksomhedsregisteret i Y4-land, at debitor er blevet opløst efter konkurs, hvorfor debitor ikke længere eksistere, og der således er konstateret et tab.

Det bemærkes, at det under forberedelse af sagen er ubestridt af Sagsøgte, at debitor er gået konkurs.

Det er uden betydning, at debitor blev opløst ved konkurs i 2014, da det først var i 2016, at Sagsøger blev bekendt med konkursen, og således frem til 2016 antog, at Sagsøger kunne opnå fuld betaling.

Sagsøger konstaterede tabet i 2016, hvorfor tabet må anses for realiseret i 2016, og der skal som følge deraf indrømmes fradrag for tab på debitorer i 2016.

…"

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført:

"…

3. ANBRINGENDER

3.1 Ugyldighed

Skatteministeriet gør gældende, at Landsskatterettens afgørelse af 11. februar 2021 (bilag 7) ikke er ugyldig.

Ifølge skatteforvaltningslovens § 35 d, stk. 3, skal en part oplyses om muligheden for at anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt under et retsmøde i Landsskatteretten, hvis klagen skal behandles af Landsskatteretten.

Skatteankestyrelsen sendte et forslag til afgørelse den 15. december 2020, hvori det fremgik, at A skulle give besked, såfremt han ønskede retsmøde med Landsskatteretten (bilag A, side 1, nederste afsnit og side 2, øverst).

 

Der er med meddelelsen i bilag A givet behørig oplysning om muligheden for afholdelse af retsmøde. Reglen i skatteforvaltningslovens § 35 d, stk. 3, er derfor iagttaget.

Allerede fordi A ikke anmodede om et retsmøde med Landsskatteretten, foreligger der ikke ugyldighed.

Det er ikke tilstrækkeligt, at A den 25. august 2020 klagede over Skattestyrelsens afgørelse om at nægte fradrag for tab på debitorer og i den forbindelse anmodede om "kontormøde samt møde med landsskatterettens medlemmer" (bilag 1, side 3, afsnit 5). Særligt henset til, at Skatteankestyrelsen i sit forslag til afgørelse af 15. december 2020 anførte, at besked om et retsmøde skulle fremsættes, selv om der tidligere var bedt om et retsmøde i sagen, jf. bilag A, side 1, nederste afsnit og side 2, øverst.

Den mail As repræsentant angiveligt har sendt til Skatteankestyrelsen med en anmodning om et retsmøde med Landsskatteretten blev sendt til den forkerte mailadresse: "sanst@senst.dk", og er dateret "24. december 2021", jf. øverst bilag 4.

Skatteankestyrelsen har i forbindelse med ombudsmandens behandling af As sag oplyst, at styrelsen aldrig modtog besked eller bemærkninger om, at A ønskede retsmøde i sagen, jf. (bilag 8, side 2, næstsidste afsnit).

Landsskatteretten undlod derfor med rette at indkalde til et retsmøde.

Fuldmagten, A indsender den 7. januar 2021 (bilag 6 og bilag E), indsendes på opfordring af Skatteankestyrelsen den 6. januar 2021 (bilag B) og er ikke en anmodning om afholdelse af et retsmøde.

At der ved indsendelsen af fuldmagten den 7. januar står angivet, at "Der vil blive fremsendt kommentarer til sagsfremstillingen, som gerne skulle komme i denne uge" (bilag 6, side 2, 1. afsnit), er heller ikke en anmodning om et retsmøde, og kommentarerne blev i øvrigt aldrig sendt.

Såfremt A ønskede et retsmøde, skulle han give besked til Skatteankestyrelsen inden for 17 dage fra den 15. december 2020, dvs. inden den 13. januar 2021, jf. bilag A, s. 1, næstsidste afsnit og sidste linje.

Det gjorde A ikke. A foretog sig ikke andet end at indsende en fuldmagt til Skatteankestyrelsen den 7. januar 2021 (bilag 6 og bilag E).

Selv hvis det antages, at der burde være afholdt retsmøde med Landsskatteretten, har det konkret ikke haft betydning for As skatteansættelse, jf. også UfR 2007.225/2 H.

Det følger af fast praksis, at en afgørelse ikke automatisk er ugyldig som følge af partshøringsfejl, idet tilsidesættelse af høringsforskrifter beror på en konkret væsentlighedsvurdering, jf. UfR 2007.225/2 H og SKM2017.344.ØLR.

Det forhold, at A ikke ved et retsmøde fik mulighed for at udtale sig mundtligt over for Landsskatteretten, er ikke en sagsbehandlingsfejl, der kan føre til ugyldighed, og der foreligger ikke i sagen fornødne holdepunkter for at antage, at et retsmøde ville have haft væsentlig betydning for afgørelsens indhold.

At A fra den 15. december 2020 fik 17 dage til at give Skatteankestyrelsen besked, såfremt han ønskede et retsmøde med Landsskatteretten (bilag A, side 1, nederst), kan heller ikke føre til sagens ugyldighed, idet også dette forhold beror på en konkret væsentlighedsvurdering, jf. SKM2002.508.ØLR.

Landsskatteretten kan desuden i henhold til skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3, undlade at imødekomme en anmodning om afholdelse af et retsmøde, hvis fremgangsmåden eller forholdene anses for overflødige, jf. også Højesterets dom af 6. oktober 2000, j. nr. 488-1999 (TfS 2000, 901). I Højesteretsdommen stadfæstede Højesteret landsrettens begrundelse om, at det ikke var en sagsbehandlingsfejl, at Landsskatteretten havde afslået en klagers begæring om retsmøde.

Der gælder altså ikke et krav om afholdelse af retsmøde som anført af A, jf. stævningens s. 3, 2. afsnit.

Det bestrides på ovenstående baggrund, at reglerne om partshøring i henhold til forvaltningslovens § 19 - og de supplerende regler i skatteforvaltningslovens §§ 19 og 20 - er blevet tilsidesat.

3.2 Tab på debitorer

A har fremsat en subsidiær påstand. A har ikke, hverken i stævningen eller replikken, fremsat nogen materielle anbringender til støtte for den subsidiære påstand.

Skatteministeriet opfordrede i ministeriets duplik A til at fremsætte anbringender til støtte for sin subsidiære påstand. A har i processkrift 1 blot angivet, "at betingelserne for indrømmelse af tabsfradrag er opfyldt, jf. kursgevinstloven § 25."

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

 

Rettens begrundelse og resultat

Ad formalitetsindsigelserne

Partshøringsreglerne i forvaltningsloven vedrører oplysninger, som parten ikke kan antages at have kendskab til, at myndigheden er i besiddelse af.

Retten finder det ikke godtgjort, at der efter Skatteankestyrelsens henvendelse til A den 15. december 2020 er indgået oplysninger, som han ikke var bekendt med, at myndighederne var i besiddelse af.

Retten finder videre, at Skatteankestyrelsen ved sin høringsskrivelse af 15. december 2020, hvori der blev givet frist til udtalelse frem til den 13. januar 2021, har givet A behørig lejlighed til at fremkomme med en udtalelse til sagen og til at anmode om afholdelse af et møde efter skatteforvaltningslovens § 44.

Det er efter As procedure i sagen ubestridt, at det indlæg, som As daværende repræsentant må anses for at have skrevet den 24. december 2020, blev sendt til en forkert mailadresse, og at det i hvert fald ikke er kommet frem til skattemyndighederne.

A har ikke indenfor den givne frist indleveret bemærkninger eller anmodet om udsættelse af fristen. Der er heller ikke indenfor fristen fremkommet anmodning om afholdelse af et retsmøde i Landsskatteretten.

Den omstændighed, at As repræsentant den 7. januar 2021 i forbindelse med indlevering af ønskede fuldmagter til skattemyndighederne anførte, der ville blive fremsendt kommentarer til sagsfremstillingen "som gerne skulle komme i denne uge", har ingen betydning, idet der ikke fremkom kommentarer hverken før eller efter høringsfristen den 13. januar 2021, og Landsskatterettens afgørelse blev først truffet den 11. februar 2021.

Det har heller ikke betydning, at repræsentanten i sin klage af 25. august 2020 anførte et ønske om at mødes med Landsskatterettens medlemmer, idet dette ønske ikke blev gentaget efter Skatteankestyrelsens brev af 15. december 2020.

Retten finder på dette grundlag, at Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten ikke har tilsidesat forvaltningsretlige høringsregler.

Retten tager derfor ikke As principale påstand til følge.

Ad den subsidiære påstand:

Retten har tidligere behandlet en sag vedrørende en anmodning fra A om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2014 med henblik på fradrag for samme tab, som denne sag vedrører. Rettens dom i den pågældende sag er under ankebehandling ved Østre Landsret.

I nærværende sag er ikke fremlagt dokumentation for tabet, og oplysningerne om grundlaget for det pågældende fradrag fremgår således udelukkende af sagsbeskrivelsen i Skattestyrelsens, Skatteankestyrelsen og Landsskatterettens sager. Der er endvidere først ved indleveringen af As påstandsdokument anført synspunkter til støtte for den subsidiære påstand.

Der er således ikke fremlagt f.eks. fakturaer og rykkerskrivelser til G1-virksomhed, ligesom der ikke er fremkommet nærmere oplysninger om konkursen eller dokumentation for, hvornår A blev bekendt med konkursen. Retten har endvidere noteret sig As forklaring om, at han efter at være blevet orienteret om konkursen ikke forsøgte at rette henvendelse til kurator i Y4-land.

Retten finder det derfor ikke godtgjort, at det anførte tab kan anses for at være realiseret i 2016, jf. kursgevinstlovens § 25.

Allerede af den grund tager retten heller ikke As subsidiære påstand til følge.

Derfor frifindes Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 50.000 kr. inkl. moms.

Retten har herved lagt vægt på sagens værdi og omfang, hovedforhandlingens varighed af mindre end 2 timer og den omstændighed, at Skatteministeriet ikke er momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet frifindes.

 

A skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 50.000 kr.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.