Parter

A

(advokat René Bjerre)

mod

Skatteministeriet Departementet

(advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Denne afgørelse er truffet af

Dommer Peder Johs. Christensen.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen er anlagt den 11. juni 2020 og drejer sig om, hvorvidt der i medfør af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, er grundlag for genoptagelse af skattemyndighedernes skatteansættelser for en skattepligtig.

Sagsøgeren, A, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at As skatteansættelser for indkomstårene 2011 og 2012 skal genoptages ordinært.

 Sagsøgte har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

A var indtil ophøret den 31. december 2014 fuldt ansvarlig deltager i enkeltmandsvirksomheden, G2-virksomhed. For indkomstårene 2011 og 2012 blev der ikke indgivet regnskab for virksomheden, og A indgav ikke selvangivelse. A reagerede ikke på Skats forslag til ansættelser af indkomst for de pågældende år, og SKAT forhøjede herefter As indkomst for 2011 med 659.491 kr. og for 2012 med 155.000 kr.

Forhøjelsen for 2011 skete med baggrund i indfrielsen af et ulovligt anpartshaverlån i G1-virksomhed, hvor A var direktør og hovedanpartshaver. Forhøjelsen blev foretaget bl.a. med henvisning til, at indfrielsen af lånet ikke kunne indeholdes i As beregnede privatforbrug.

Forhøjelsen for 2012 blev foretaget bl.a. med henvisning til et skøn over overskud i As enkeltmandsvirksomhed. 

Efter at As anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne var blev afslået af SKAT, blev afgørelsen herom påklaget til Landsskatteretten.        

I Landsskatterettens afgørelse af 13. marts 2020, der indeholder en gengivelse af begrundelsen for SKAT`s afgørelse, er det anført:

"…

          Faktiske oplysninger

Klageren var i indkomstårene 2011 og 2012 registreret med selvstændig virksomhed med G2-virksomhed, CVR nr. ...11. Virksomheden var registreret med branchekode 773900 Udlejning og leasing af andet materiel, udstyr og andre materielle aktiver i.a.n. Virksomheden ophørte den 31. december 2014.

Det er oplyst, at aktiviteten i virksomheden udelukkende var leje og efterfølgende udlejning af en ubebygget grund på 3.228 m2 til G1-virksomhed. Det fremgår af balancen for G2-virksomhed for indkomståret 2011, at både indtægt og udgift ved lejeforholdet er på 18.000 kr., og resultatet derfor blev 0 kr. Klagerens revisor har erklæret, at resultatet for indkomståret 2012 er det samme.

Klageren var endvidere registreret som hovedanpartshaver i G1-virksomhed med CVR nr. ...12. Selskabet var registreret med branchekode 412000 opførelse af bygninger.

Ifølge selskabets regnskab for 2010 havde det et tilgodehavende vedrørende mellemregning med anpartshaver pr. 31. december 2010 på 683.418 kr. Ifølge samme regnskab har anpartshaveren efter regnskabsårets udløb nedbragt lånet på 659.491 kr. til 0 kr.

Selskabet var under opløsning fra den 30. august 2012 og efterfølgende under konkursbehandling. Selskabet startede den 7. marts 2006 og ophørte den 11. marts 2015.

Klageren arbejdede fuldtid og havde lønindtægter på 304.603 kr. for 2011 og 307.399 for 2012 fra G3-virksomhed.

Klageren ejede ejendommen Y1-adresse 6, sammen med sin samlever. Derudover ejede klageren et sommerhus i Y1-by. Det er oplyst, at klageren var samlevende med HB i de pågældende år.

Klageren indgav ikke regnskab eller selvangivelse for indkomstårene 2011 og 2012, hvorefter indkomsten blev ansat skønsmæssigt af SKAT.

SKAT sendte forslag til ændret indkomstansættelse vedrørende indkomståret 2011 den 29. november 2012, hvor de tog udgangspunkt i indberettede oplysninger, samt at der skulle være plads til et passende privatforbrug, hvor de henså til det gennemsnitlige årlige forbrug ifølge Danmarks Statistiks beregninger. SKAT ansatte herefter et skønnet overskud af virksomhed på 105.000 kr. Klageren reagerede ikke herpå, hvorefter SKAT udsendte en årsopgørelse den 14. januar 2013 i overensstemmelse med forslaget.

Den 21. marts 2013 udsendte SKAT et forslag vedrørende indkomståret 2011, hvor de forhøjede indkomsten med 659.491 kr. på baggrund af indfrielse af anpartshaverlån. Klageren reagerede ikke på dette forslag, hvorefter SKAT udsendte en afgørelse den 22. april 2013, som var i overensstemmelse med forslaget.

Den 2. oktober 2013 sendte SKAT forslag til ændret indkomst for indkomståret 2012, hvor der blev taget udgangspunkt i indberettede oplysninger samt, at der skulle være plads til et passende privatforbrug, hvor de henså til det gennemsnitlige årlige forbrug ifølge Danmarks Statistiks beregninger.

SKAT ansatte herefter et skønnet overskud af virksomhed på 155.000 kr. Klageren fremkom ikke med indsigelse hertil, og der blev derfor lagt en ny årsopgørelse i skattemappen den 1. november 2013, som var i overensstemmelse med forslaget.

SKAT modtog klagerens anmodning om genoptagelse den 18. januar 2015.

Klageren oplyste overfor SKAT, at den eneste aktivitet i den personligt drevne virksomhed bestod i leje og videreudlejning af et ubebygget areal til opbevaring af brokker. Der blev her fremlagt en lejekontrakt vedrørende dette forhold. Klageren fremlagde endvidere et skatteregnskab for G2-virksomhed for indkomståret 2010, en balance for samme for indkomståret 2011, samt en e-mail fra virksomhedens revisor, hvoraf fremgår, at resultatet i den personligt drevne virksomhed har været det samme i indkomståret 2012 som i indkomståret 2011.

Klageren har, i forbindelse med klagesagens behandling, fremlagt finans kontokort vedr. klagerens mellemregning med G1-virksomhed. Det fremgår heraf, at klagerens gæld til selskabet udgjorde 463.335,99 kr. pr. 1. januar 2011, og pr. 1. januar 2012 udgjorde den 112.227,92 kr.

…

Landsskatterettens afgørelse

Efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, skal en skattepligtig, der ønsker             at få ændret sin ansættelse, senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen

Den skattepligtige har et retskrav på genoptagelse, såfremt de nye oplysninger skaber en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget ved myndighedens oprindelige stillingtagen til sagen. SKAT skal i formel henseende vurdere, om oplysningerne, kan medføre en ændret skatteansættelse. Hvis skatteansættelsen, uanset de nye oplysninger, fortsat må anses for korrekt, kan en genoptagelsesanmodning afslås.

Fristen for at anmode om ordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2011 var den 1. maj 2015 og for 2012 var fristen den 1. maj 2016.

SKAT har modtaget anmodningen om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2011 og 2012 den 12. januar 2015. Anmodningen er således indgivet indenfor fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, om ordinær genoptagelse.

Afgørende for vurderingen af, om der skal ske genoptagelse efter denne bestemmelse, er om oplysningerne er fremlagt i forbindelse med genoptagelsesanmodningen ikke har dannet grundlag for den afgørelse, der ønskes genoptaget, og at der på baggrund af de forelagte oplysninger er anledning til at ændre skatteansættelsen.

Klageren indgav ikke selvangivelser for indkomstårene 2011 og 2012, hvorefter SKAT ansatte indkomsten skønsmæssigt til henholdsvis 105.000 kr. og 155.000 kr. SKAT har ved skønnet taget udgangspunkt i indberettede aktiver, passiver samt indkomst. SKAT forhøjede endvidere skatteansættelsen for indkomståret 2011 med 659.491 kr. som følge af indfrielse af anpartshaverlån i G1-virksomhed.

Klageren har gjort gældende, at privatforbruget i perioden har været meget lavt på grund af det lave indkomstniveau, samt at der skal henses til tidligere års beregnede privatforbrug. Endvidere har klageren påpeget, at denne har haft en samboende kæreste i perioden.

Efter de oplysninger, som er forelagt SKAT i forbindelse med anmodning om genoptagelse, anses klageren ikke at være fremkommet med nye oplysninger af en sådan karakter, at klageren har godtgjort eller sandsynliggjort, at der er grundlag for at ændre eller revurdere skatteansættelserne.

Det forhold, at klageren har været samboende i årene, anses ikke nødvendigvis for at være ensbetydende med fælles økonomi. Derudover bemærkes, at klagerens samlever heller ikke indgav selvangivelse for årene, ligesom der ikke er dokumenteret privatforbrug for samleveren. Det anses derfor ikke for dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at oplysningen om samlivsforholdet vil medføre en ændret indkomstansættelse for indkomstårene 2011 og 2012.

Derudover tillægges det ikke nogen særlig betydning, hvad tidligere års privatforbrug har udgjort.

Oplysningerne om indskud på mellemregning samt hjælp fra samlever er udokumenterede og kan derfor ikke tillægges betydning for afgørelsen. Klageren har fremlagt et finanskort fra G1-virksomhed, hvoraf fremgår, at der er indskudt 700.000 kr., som udligner klagerens gæld til selskabet. Klageren har forklaret, at dette beløb ikke vedrørte klageren, men derimod var en slags bonus fra en leverandør. Klageren vidste ikke, hvorfor beløbet var gået over mellemregningen.

De fremlagte oplysninger er således forbundet med en sådan usikkerhed, at det ikke er sandsynligt, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget tidligere. Dermed er der ikke grundlag for genoptagelse.

De på retsmødet fremlagte bilag, herunder fakturaer og kontoudtog, som blandt andet viser, at der er posteret 700.000 kr. på mellemregningskontoen kan ikke føre til et andet resultat.

Landsskatteretten finder på baggrund af ovenstående, at der ikke er fremlagt oplysninger, der kan begrunde en ændring af ansættelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

…"

Der er fremlagt en faktura af 7. januar 2011 med forfaldsdato den 21. januar 2011 vedrørende en årsrabat på i alt 747.228,26 kr. for 2010. Fakturaen er udstedt til G1-virksomhed, og det er ubestridt, at fakturaen er fremsendt af G4-virksomhed.

Årsrapporten for 2010 for G1-virksomhed indeholder følgende påtegning fra revisor:

"Ledelsen er vidende om at der i strid med selskabslovens§ 210 ydet et lån stort DKK 659.491 til selskabets kapitalejer. Lånet er forrentet med lovpligtige rentesatser. Anpartshaveren har efter regnskabsårets udløb nedbragt lånet til DKK 0. Ledelsen er bekendt med at det anførte forhold kan være ansvarspådragende for selskabets ledelse."

Årsrapportens balance pr. 31. december indeholder en angivelse af mellemregning med anpartshaver på 683.418 kr., og resultatopgørelsen udviser et underskud på 44.645 kr.

Der er fremlagt en kontospecifikation for mellemregningen for G1-virksomhed og A. Det fremgår, at der er indbetalt 700.000 kr. den 25. januar 2011 til selskabet, hvorefter sagsøgerens gæld til selskabet på 513.250,19 kr. er blevet indfriet. Kontospecifikationen indeholder en lang række poster i perioden fra den 1. januar 2011 til den 7. januar 2012. For 2012 fremgår alene to poster henholdsvis for den 4. januar 2012 med 1.193,82 og for den 7. januar 2012 med 109 kr. Den 17. januar 2012 er As gæld til selskabet anført med 113.312,74 kr.

Forklaringer

Partsforklaring

A har forklaret bl.a., at hun ikke ved, hvorfor den private virksomhed, G2-virksomhed, stod i hendes navn. Hun havde intet med virksomheden at gøre, og hun ved ikke, hvad virksomheden lavede. Hun går ud fra, at hendes samlever havde noget med det at gøre.

Hun ved ikke, om hun ejede anparter i selskabet, G1-virksomhed. Det kan godt være, at revisoren har sagt, at der var nogle papirer, som hun skulle skrive under, og at hun derfor har underskrevet som direktør for selskabet. Hun ved ikke, hvad selskabet lavede. Hendes samlever MH havde med selskabet at gøre. Hun kan ikke huske, hvorfor hun skulle stå for selskabet. Hun ved intet om driften i selskabet. Hun havde ikke kendskab til regnskabsføringen, og hun havde ikke noget firmakonto-kort.

Hun ved ikke noget om, at hun skulle have indfriet en mellemregning med

700.000 kr. Brevet fra G4-virksomhed, side 111 i ekstrakten, siger hende ikke noget. I 2011 og 2012 var hun ansat som laborant hos G3-virksomhed, og hun boede sammen med MH. Hun ved ikke, om hendes løn gik til betaling af lån i huset. MH stod for deres privatøkonomi. Hun kan ikke huske at have set forslaget af 29. november 2012 fra Skat om skøn over indkomst, side 85 i ekstrakten. Det har ikke været hendes bevidste valg ikke at reagere på skrivelsen. Hun kan heller ikke huske skrivelsen af 21. marts 2013 fra Skat, side 93 i ekstrakten. MH sagde, at de skulle tage fat i en advokat. Hendes løn kunne dække hendes udgifter. Hun har ikke haft noget med parrets økonomi at gøre.

Vidneforklaring

MH har forklaret bl.a., at han er gift med A. G2-virksomhed var en virksomhed, som A havde privat. Virksomheden lejede en grund, der blev lejet ud til G1-virksomhed, og driften i virksomheden bestod alene i udleje af grunden. Det var vidnet, der stod for driften. De skulle låne nogle penge i et sommerhus, som tilhørte A, så der kunne oprettes et selskab. En bankmand hjalp dem med det. Vidnet ved ikke, hvorfor G2-virksomhed blev noteret i As navn. En revisor hjalp med at oprette virksomheden. A havde intet med driften at gøre.

G1-virksomhed lagde asfalt ud, og vidnet stod for driften i selskabet. A var direktør. Det var revisoren, der lavede regnskaberne, efter at han havde modtaget bilagene. Anpartsselskabet købte asfalt fra G4-virksomhed, som en gang om året gav selskabet rabat, der blev modtaget i form af checks. De modtagne checks blev sat i banken.

Vidnet havde et kreditkort fra G1-virksomhed. De hævninger, der er foretaget på mellemregningen med A, er formentlig foretaget via dette kort. Han mener, at indbetalingen af 700.000 kr. på mellemregningen hidrørte fra en bonuscheck fra G4-virksomhed. Han kan ikke svare på, hvorfor det er indbetalt til anpartsselskabet. Det er revisoren, der har lagt pengene ind på mellemregningen.

Anpartsselskabet har modtaget de beløb i rabat fra G4-virksomhed, der fremgår på side

111 og 67 i ekstrakten. Beløbet på 747.228,26 kr. blev anvendt til betaling af 700.000 kr. på mellemregningen mellem selskabet og A. Vidnet ved ikke, hvordan forskelsbeløbet på 47.228,26 kr. er blevet posteret. Han kan ikke huske, om A betalte noget ind til selskabet.

Deres private udgifter er blevet betalt via mellemregningen. Vidnet modtog ikke løn. Han kunne hæve på selskabets kreditkort i stedet for at modtage løn. A var ansat på G3-virksomhed, og hun fik løn derfra. De boede i et sommerhus, som A ejede. Udgifterne til huset blev betalt af dem begge. A havde et dankort, og han havde hævekortet fra anpartsselskabet. Han kan ikke huske, om revisoren havde bemærkninger til det.

A stod for udgifterne til husholdningen. Vidnet vil tro, at beløb, der blev hævet via firmakortet, blev anvendt til privatforbrug. Han kan ikke huske brevet af 29. november 2012 fra Skat, vist på side 85 i ekstrakten. Alt, hvad der kom fra Skat, blev afleveret til revisor. Han kan huske, at revisoren reagerede ret sent i forløbet, efter at Skat skønsmæssigt havde fastsat indtægterne. Revisoren sagde, at de skulle antage en advokat.

Andre oplysninger

Parternes synspunkter

Sagsøgerens advokat har i et påstandsdokument anført:

"…

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet gældende, at betingelserne for at genoptage As skatteansættelser for indkomstårene 2011 og 2012 ordinært efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, er opfyldt.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, at "En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen."

En skatteyder har dermed et retskrav på at få genoptaget sin skatteansættelse, hvis skatteyderen, inden den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, fremlægger oplysninger af faktisk eller retlig karakter.

Af Den juridiske vejledning 2021-1, afsnit A.A.8.2.1.2.2 fremgår følgende om betingelserne for genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2:

"Hvis de nu fremlagte oplysninger ikke tidligere har dannet grundlag for ansættelsen, kan de give adgang til genoptagelse. Oplysningerne behøver således ikke være nye i objektiv forstand. Oplysningerne kan enten angå det faktiske grundlag for ansættelsen eller det retlige grundlag. Borgeren/virksomheden kan fx have fremskaffet et nyt bilag, der dokumenterer faktiske forhold, eller have fremfundet retspraksis, der støtter det ønskede resultat.

…

Det er tilstrækkeligt, at borgeren med de nu fremlagte oplysninger sandsynliggør, at ansættelsen ville være blevet anderledes, hvis oplysningerne havde foreligget, da ansættelsen oprindeligt blev foretaget." (mine fremhævninger).

Det er tilstrækkeligt for at få genoptaget en skatteansættelse ordinært efter skatte-forvaltningslovens § 26, stk. 2, at skatteyderen ved fremlæggelse af oplysningerne sandsynliggør, at ansættelsen, hvis oplysningerne havde foreligget på tidspunktet, hvor ansættelsen oprindeligt blev foretaget, ville være blevet anderledes.

Det gøres gældende, at det ved de fremlagte oplysninger er tilstrækkeligt dokumenteret og sandsynliggjort, at SKATs oprindelige ansættelse af As skatteansættelser for indkomstårene 2011 og 2012 har været foretaget på et forkert grundlag.

Det blev mellem G1-virksomhed og G4-virksomhed (bilag 7) aftalt, at G1-virksomhed, som led i selskabets køb af asfalt ved G4-virksomhed, ville opnå og få udbetalt årsrabatter.

Det fremgår af de af G4-virksomhed udstedte fakturaer til G1-virksomhed (bilag 8 og 9), at G1-virksomhed rent faktisk fik udbetalt midlerne i overensstemmelse med den mellem G1-virksomhed og G4-virksomhed indgåede rabataftale.

G1-virksomhed fik den 21. januar 2011 i henhold til den mellem parterne indgåede rabataftale, og som dokumenteret ved faktura 57087 (bilag 9), udbetalt kr. 747.228,26 i årsrabat fra G4-virksomhed. Af disse midler gik kr. 700.000 til nedbringelse af As mellemregning ved hævning af checken den 25. januar 2011.

Landsskatteretten anfører i sin afgørelse (bilag 1, side 9, afsnit 3), at:

"De fremlagte oplysninger er således forbundet med en sådan usikkerhed, at det ikke er sandsynligt, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget tidligere. Der er dermed ikke grundlag for genoptagelse."

Det bestrides, at der ved de fremlagte oplysninger er en sådan usikkerhed, at disse ikke kan danne baggrund for en genoptagelse af As skatteansættelser for indkomstårene 2011 og 2012.

Landsskatteretten anfører i sin afgørelse ikke nærmere, hvilken usikkerhed der efter Landsskatterettens opfattelse er forbundet med de fremlagte oplysninger.

Det fremgår med klarhed af den mellem G1-virksomhed og G4-virksomhed indgåede rabataftale, og de af G4-virksomhed udstedte fakturaer, at G1-virksomhed den 21. januar 2011 ved check modtog kr. 747.228,26 i årsrabat.

Endvidere fremgår det af G1-virksomhed’ finanskontokort over selskabets mellemregning med A, at der den 25. januar 2011 blev bogført kr. 700.000 på As mellemregning med G1-virksomhed.

Det skal i den forbindelse særligt fremhæves, at G1-virksomhed modtog betaling af årsrabatten på kr. 747.228,26 den 21. januar 2011, og at indbetalingen på kr. 700.000 på As mellemregning er bogført den 25. januar 2011. Der er således en klar tidsmæssig sammenhæng mellem G4-virksomhed’ udbetaling af årsrabatten og den på As mellemregning foretagne bogføring af kr. 700.000.

På baggrund heraf gøres det gældende, at det ved de fremlagte oplysninger er tilstrækkeligt dokumenteret og sandsynliggjort, at midlerne på kr. 700.000 bogført på As mellemregning med G1-virksomhed den 25. januar 2011 stammer fra midlerne udbetalt fra G4-virksomhed til G1-virksomhed den 21. januar 2011.

Det gøres i forlængelse heraf gældende, at det faktum, at midlerne fra G4-virksomhed af uvisse årsager blev bogført forkert på As mellemregning, ikke kan medføre beskatning heraf.

Uanset at der rent selskabsretligt forelå et ulovlig anpartshaverlån i indkomståret 2011, var et anpartshaverlån, før indførelsen af ligningslovens § 16E den 18. august 2012, ikke skattepligtige. As anpartshaverlån i G1-virksomhed var derfor ikke skattepligtigt.

Ved en nærmere gennemgang af As mellemregning med G1-virksomhed fremgår det, at hævningerne på mellemregningen har karakter af rent privatretlige dispositioner i form af rejser, hotelophold, køb af tøj mv.

A og ægtefællen, MH, havde derfor ved As mellemregning med G1-virksomhed yderligere midler til brug for finansiering af ægteparrets privatforbrug i de omhandlede indkomstår.

På baggrund af ovenstående gøres det gældende, at det er tilstrækkeligt sandsynliggjort, at der er grundlag for at genoptage As skatteansættelser for indkomstårene 2011 og 2012. Fra praksis henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 3. marts 2020, j.nr. 18-0015394.

Det er ved oplysninger fra tredjemand i form af G4-virksomhed og den indgåede aftale om årsrabatter (bilag 7) samt den af G4-virksomhed udstedte faktura 57087 til G1-virksomhed (bilag 9) dokumenteret, at der via check den 21. januar 2011 blev udbetalt kr. 747.228,26 til G1-virksomhed. Disse er overført til A via mellemregningen.

Det gøres gældende, at det ved oplysninger, herunder oplysninger fra tredjemand, er tilstrækkelig sandsynliggjort, at indbetalingen den 25. januar 2011 på kr. 700.000 på As mellemregning stammede fra midlerne udbetalt af G4-virksomhed den 21. januar 2011. Dette særligt, da der er en klar tidsmæssig sammenhæng mellem G4-virksomhed’ udbetaling af årsrabatten og den på mellemregningen foretagne indbetaling og bogføring heraf den 25. januar 2011. Det fremgår af mellemregningen, at A og ægtefællen MH har anvendt midlerne på mellemregningen til finansiering af ægteparrets privatforbrug i de omhandlede indkomstår.

Der har ikke været noget overskud ved driften af As personlige virksomhed, der blot har videreudlejet en lejet ejendom. Den skønsmæssige ansættelse kan derfor ikke begrundes med indtægter stammende fra denne virksomhed.

Det gøres videre gældende, at Skattestyrelsens skønsmæssige fastsættelse af As privatforbrug i de omhandlede indkomstår er for høj og ikke i overensstemmelse med As reelle privatforbrug. Der er ikke henset til As personlige forhold, men alene taget udgangspunkt i et gennemsnitligt privatforbrug beregnet af Danmarks Statistik. En sådan opgørelse af privatforbruget er ikke i overensstemmelse med retspraksis.

... ...

I det omfang retten - mod forventning - måtte finde, at det er dokumenteret, at midlerne til nedbringelse af mellemregningen stammer fra G4-virksomhed, og dermed fra G1-virksomhed, men alligevel udgør skattepligtig indkomst, skal As skatteansættelse for indkomståret 2011 genoptages alene på denne baggrund. Udbetaling fra selskabet skal kvalificeres som aktieindkomst og ikke som en forhøjelse af den personlige indkomst.

Der er samlet set fremlagt oplysninger og tilstrækkelig dokumentation for, at SKATs skønsmæssige forhøjelser af As skatteansættelser for indkomstårene 2011 og 2012 er foretaget på et forkert faktuelt grundlag.

Betingelserne for at foretage en ordinær genoptagelse af As skatteansættelser for 2011 og 2012 efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, er dermed opfyldt. "

Sagsøgtes advokat har i et påstandsdokument anført:

"…

Det gøres overordnet gældende, at skattemyndighederne med rette har afvist ordinær genoptagelse af As skatteansættelser for indkomstårene 2011 og 2012, idet betingelserne for genoptagelse ikke er opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

A har ikke fremlagt faktiske eller retlige oplysninger, der kan begrunde en ændring af As skatteansættelser for indkomstårene.

Bevisbyrden for, at betingelserne for genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, er opfyldt, påhviler den skattepligtige, jf. f.eks. SKM2014.183.ØLR. Denne bevisbyrde er ikke løftet.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, at en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin skatteansættelse, senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb skal fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

Bestemmelsen er en videreførelse af den tidligere gældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, jf. lovforslag nr. 110 af 24. februar 2005, de specielle bemærkninger til skatteforvaltningslovens § 26.

Af forarbejderne til skattestyrelseslovens seneste affattelse af § 34, stk. 2 (lovforslag nr. 175 af 12. marts 2003, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 2), fremgår, at det i relation til spørgsmålet om ændring af en skatteansættelse er afgørende, at de fremlagte oplysninger ikke har dannet grundlag for den afgørelse, der ønskes genoptaget, og at der på baggrund af de fremlagte oplysninger er anledning til at ændre skatteansættelsen.

A har ikke selvangivet for indkomstårene 2011 og 2012, og SKAT var derfor berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3. Det påhviler A at godtgøre, at de skønsmæssige ansættelser er åbenbart urimelige eller hviler på et forkert grundlag, jf. U 2011.1458 H. A har ikke fremlagt oplysninger, der godtgør, at sagen ville have fået et andet udfald, såfremt oplysningerne havde foreligget ved SKATs oprindelige stillingtagen til

sagen, jf. f.eks. SKM2010.337.VLR, SKM2012.598.ØLR og SKM2014.183.ØLR.

I forhold til indkomståret 2011 kan det lægges til grund, at A i 2011 har indfriet et ulovligt anpartshaverlån på 659.491 kr. i G1-virksomhed. Det fremgår af selskabets årsrapport for 2010, at lånet blev indfriet efter regnskabsårets udløb (bilag C, s. 5). Indfrielsen på 659.491 kr. kan ikke indeholdes i As privatforbrug.

Det kan også lægges til grund, at der den 25. januar 2011 er bogført 700.000 kr. på As mellemregning i selskabet, G1-virksomhed (bilag 11, s. 1).

Til støtte for anmodningen om genoptagelse har A fremlagt en faktura fra G4-virksomhed dateret den 21. januar 2011, hvoraf det fremgår, at G1-virksomhed havde et tilgodehavende på 747.228,26 kr. (bilag 10).

A har oplyst, at de 700.000 kr. bogført på mellemregningskontoen stammer fra udbetalingen fra G4-virksomhed (stævningen, s. 6, 4. afsnit), og at det er denne udbetaling, der regnskabsmæssigt har nedbragt det ulovlige anpartshaverlån (replikken, s. 1, sidste afsnit).

Som svar på Skatteministeriets opfordring (2) har A oplyst, at de 700.000 kr. på mellemregningskontoen ikke stammer fra "ekstraordinære indtægter eller "sorte penge"" oppebåret af A (replikken, s. 2, 2. afsnit). A har hverken bekræftet eller afvist, at det er hendes synspunkt, at hendes gæld til G1-virksomhed blev nedbragt med selskabets midler.

A har ikke redegjort fyldestgørende for sammenhængen mellem 1) hendes indfrielse af anpartshaverlånet på 659.491 kr., 2) beløbet på 700.000 kr. bogført på mellemregningskontoen i G1-virksomhed og 3) beløbet på 747.228,26 kr. vedrørende G1-virksomhed’ rabatordning hos G4-virksomhed.

Der er hverken en tidsmæssig eller beløbsmæssig sammenhæng mellem fakturaen udstedt af G4-virksomhed på 747.228,26 kr. (bilag 10) og bogføringen af 700.000 kr. på mellemregningskontoen (bilag 11). Dertil kommer, at der er tale om en postering uden modpost, regnskaber eller bilag, hvorfor det ikke er muligt at følge transaktionssporet. A har ikke redegjort nærmere for, hvorfor der er forskel på beløbene, eller hvordan forløbet omkring overførslen tidsmæssigt hænger sammen.

A har ikke fremlagt regnskaber for G1-virksomhed for 2011. Tilsyneladende er der ikke aflagt regnskab for regnskabsåret 2011.

De fremlagte oplysninger (bilag 8-10) dokumenterer ikke, at de påståede årsrabatter rent faktisk er blevet udbetalt til G1-virksomhed. A har ikke fremlagt kontoudtog eller anden objektiv dokumentation, der dokumenterer, at beløbet på 747.228,26 kr. er indbetalt, eller hvordan beløbet er endt med at være blevet bogført på mellemregningskontoen.

As fremlæggelse af oplysningerne om rabatordningen med G4-virksomhed er således ikke tilstrækkelig til at begrunde en genoptagelse af skatteansættelsen for så vidt angår forhøjelsen med 659.491 kr.

Skatteministeriet bemærker desuden, at selv hvis det antages, hvad der altså bestrides, at beløbet på 747.228,26 kr. faktisk var modtaget fra G4-virksomhed og var blevet indsat på mellemregningskontoen til nedbringelse af As gæld til G1-virksomhed, ville beløbet stadig være skattepligtigt for A, da det er anvendt til at nedbringe hendes personlige gæld til selskabet, selv om beløbet rettelig tilkom selskabet.

For så vidt angår forhøjelsen for 2011 på 105.000 kr. har A som svar på Skatteministeriets opfordring (1) oplyst, at der ikke er grundlag for at forhøje indkomsten i As personligt ejede virksomhed skønsmæssigt, fordi der ikke har været overskud i virksomheden (replikken, s. 1, 3. afsnit). A har til støtte herfor henvist til en balance for virksomheden (bilag 3) og en udtalelse fra virksomhedens revisor (bilag 4).

A har ikke fremlagt dokumentation for, hvordan hun i øvrigt har finansieret sit privatforbrug, f.eks. ved oplysninger om optagelse af lån eller lignende.

I forhold til forhøjelsen af skatteansættelsen på 155.000 kr. i indkomståret 2012 har A anført i replikken på s. 2, 3. afsnit, at en del af hendes privatforbrug er finansieret ved at betale private udgifter fra mellemregningskontoen. Den fremlagte oversigt over mellemregningskontoen angår perioden 1. ja-nuar 2011 til 17. januar 2012 og indeholder kun to poster vedr. 2012, hvoraf den ene post er et debiteret beløb på 1.193,82 kr., mens den anden post er et krediteret beløb til bilvask på 109 kr. (bilag 11, s. 4).

Skatteministeriet har i duplikken, s. 3, 8. afsnit, opfordret (4) A til at præcisere, hvilke udgifter, der er tale om. Opfordringen er ikke besvaret, og der er ikke øvrige oplysninger i sagen, der vedrører indkomståret 2012. Det fremgår således heller ikke, om de påståede udgifter er foretaget før eller efter den 14. august 2012, hvor et lån ydet af et selskab til hovedanpartshaveren betragtes som en hævning uden tilbagebetalingspligt, jf. ligningslovens § 16 E.

I den forbindelse bemærkes, at i det omfang, A mener, at indbetalingen af de 700.000 kr. på mellemregningskontoen er sket med G1-virksomhed’s midler, er det uklart for Skatteministeriet, hvordan A kan have haft yderligere midler til rådighed til dækning af sit privatforbrug. A er opfordret (5) til at redegøre nærmere for dette, jf. duplikken, s. 3, sidste afsnit, men også denne opfordring er ubesvaret.

Sammenfattende består der en sådan usikkerhed vedrørende det fremlagte for indkomståret 2011, at det ikke er godtgjort, at skatteansættelsen er forkert. I forhold til indkomståret 2012 er der ikke redegjort for, hvorfor skatteansættelsen er forkert, eller fremlagt ny dokumentation herfor. Der er derfor ikke grundlag for at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 2011 og 2012 i henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. "

Parternes advokater har under hovedforhandlingen gentaget og uddybet deres synspunkter.

 

Rettens begrundelse og resultat

ad indkomståret 2011

Det kan lægges til grund, at det ulovlige anpartshaverlån på 659.491 kr. fra G1-virksomhed til A er blevet indfriet efter afslutningen af selskabets regnskabsår den 31. december 2010, og at der på mellemregningskontoen mellem selskabet og A den 25. januar 2011 er bogført 700.000 kr.  

Der er under sagen ikke fremlagt checks eller kontoudtog vedrørende beløbet på 747.228,26 kr., der ifølge en faktura fra G4-virksomhed er ydet i rabat til G1-virksomhed, og der er ikke fremlagt dokumentation for, at beløbet er indbetalt eller i øvrigt anvendt til indfrielse af As gæld til selskabet.

Der foreligger endvidere ikke regnskaber eller bilagsmateriale vedrørende en sammenhæng mellem rabatbeløbet fra G4-virksomhed og bogføringen af beløbet på 700.000 kr., og der foreligger i øvrigt ikke beløbsmæssig eller tidsmæssig sammenhæng mellem indfrielsen af det ulovlige anpartshaverlån på 659.491 kr. og bogføringen på mellemregningskontoen.

Herefter og med henvisning til de i øvrigt foreliggende oplysninger, herunder de forklaringer der er afgivet af A og hendes ægtefælle, MH, finder retten, at der ikke er tilvejebragt et grundlag for ændring af skattemyndighedernes ansættelse af As indkomst for 2011.

ad indkomståret 2012

  

Efter rettens vurdering er der ikke fremlagt sådanne nye oplysninger, der kan begrunde en ændring af den skønsmæssige ansættelse af As indkomst for 2012. Der ses således ikke at foreligge en nærmere begrundelse for, at ansættelsen for indkomståret er forkert, og der er i øvrigt ikke under sagen fremlagt nærmere dokumentation herfor. Posteringerne på mellemregningskontoen med G1-virksomhed, hvoraf alene to posteringer er foretaget i 2012, kan ikke føre til en anden vurdering.

Skatteministeriets påstand om frifindelse tages herefter til følge.

Sagsomkostningerne fastsættes med henvisning til sagens karakter og værdi samt resultatet til 51.500 kr., der dækker udgifter til advokatbistand for Skatteministeriet.

THI KENDES FOR RET:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage til sagsøgte betale sagsomkostninger med 51.500 kr.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.