Dato for udgivelse
23 Mar 2023 10:45
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
30 Jan 2023 10:24
SKM-nummer
SKM2023.133.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
22-0012885
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Fradrag og afskrivninger
Emneord
Fradrag, udgifter, kontingent, kontingentudgifter, driftsomkostninger
Resumé

Sagen angik, om en selvstændig erhvervsdrivende landmands udgifter til medlemskontingenter til Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug og Foreningen for bæredygtig grundvandsbeskyttelse var fradragsberettigede driftsomkostninger efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Klagerens repræsentant henviste til, at de to foreninger arbejdede for at sikre de generelle rammevilkår for landbruget. Dette skete blandt andet gennem påvirkning af lovgivningen på området (eksempelvis fjernelse af randzoner og kvælstofbegrænsninger). Videre arbejdede foreningerne for at sikre ligestilling af danske landmænds produktionsvilkår set i forhold til resten af EU samt for at opretholde landmænds ret til frit at dyrke og pleje de arealer, de ejer. Landsskatteretten afgjorde sagen med dissens. Et flertal af Landsskatterettens retsmedlemmer fandt, at der ikke var en tilstrækkelig direkte og nær sammenhæng imellem kontingentudgifterne og virksomhedens indkomsterhvervelse til, at udgifterne kunne anses for fradragsberettigede driftsomkostninger. Klagerens overordnede økonomiske interesse i medlemskab af foreningerne ændrede ikke herved. Et retsmedlem fandt, at foreningerne måtte anses for at være interesseorganisationer for landmænd, hvorfor kontingentudgifterne måtte anses for at være fradragsberettigede driftsomkostninger. Sagen blev afgjort i overensstemmelse med flertallets opfattelse.

Reference(r)

Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a

Henvisning

Den juridiske vejledning 2023-2, C.C.2.2.2.10

Klagepunkt

Skattestyrelsens
afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens
afgørelse

Indkomståret 2019

Fradrag for udgifter til kontingent for Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug

0 kr.

5.000 kr.

0 kr.

Fradrag for udgifter til kontingent for Foreningen for bæredygtig grundvandsbeskyttelse

0 kr.

2.500 kr.

0 kr.

Faktiske oplysninger
Klageren [A] driver virksomheden H1 med CVR-nr. […]. Virksomheden blev startet den 1. januar 1989 og har siden den 11. september 2009 været beliggende på Adresse Y1, […], By Y1. Virksomheden er registreret med branchekode 011100 "Dyrkning af korn (undtagen ris), bælgfrugter og olieholdige frø". Virksomheden er en landbrugsvirksomhed, der drives som heltidsbedrift med omkring 7.000 slagtesvin. Derudover driver virksomheden ca. 230 ha landbrugsjord.

Klageren har i skatteregnskabet for indkomståret 2019 fratrukket udgifter til kontingenter for to foreninger. Der er tale om et kontingent for Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug (herefter LBL) på 5.000 kr. ekskl. moms samt et kontingent for Foreningen for bæredygtig grundvandsbeskyttelse (herefter FBG) på 2.500 kr. ekskl. moms.

Som dokumentation for kontingentudgifterne har klageren fremlagt fakturaer, vedtægter for de to foreninger samt skatteregnskab for 2019 indeholdende kontospecifikationer, der henviser til kontingentudgifterne for de to foreninger.

På virksomhedens regnskabskonto […] Div. udgifter, kontingent m.m., er der fratrukket i alt 16.005 kr. Af tilhørende kontospecifikation fremgår det blandt andet, at der den 20. september 2019 er bogført bilag 223 på 5.000 kr. til Bæredygtigt Landbrug, og at der den 17. oktober 2019 er bogført bilag 263 på 2.500 kr. til Bæredygtig Grundvand.

Af fakturaen til regnskabets bilag 223, kontingentopkrævning fra LBL, fremgår, at der er tale om basismedlem […] for perioden 30. september 2019 til 29. september 2020. Beløb ekskl. moms udgør 5.000,00 kr. Fakturaen er dateret den 16. september 2019.

Af fakturaen til regnskabets bilag 263, kontingentopkrævning fra FBG, fremgår, at der er tale om medlemskab for perioden 1. august 2019 til 1. august 2020. Beløb ekskl. moms udgør 2.500,00 kr. Fakturaen er dateret den 15. oktober 2019.

Der er desuden fremlagt bankkontoudtog fra klagerens erhvervskonto, hvoraf det fremgår, at der er sket betaling af 6.250 kr. den 20. september 2019 med angivelse af teksten Bæredygtigt Landbrug samt betaling af 3.125 kr. den 17. oktober 2019 med angivelse af teksten Bæredygtig Grundvand.

Af LBL’s vedtægter fremgår følgende (uddrag):

"…

Formål

§2

Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug er en privat interesse- og medlemsorganisation for dansk landbrug. Foreningens formål er at fremme en bæredygtig landbrugsproduktion i harmoni med natur og miljø. Bæredygtighed forudsætter, at der frembringes høje udbytter på produktionsarealerne, således at der fortsat kan friholdes naturarealer, hvor reel natur med stor biodiversitet kan udfolde sig.

For at fremme foreningens formål, arbejder foreningen for at forbedre rammevilkårene for dansk landbrug gennem almindelig interessevaretagelse. Foreningen vil værne om dansk landbrugs berettigelse og sikre de lovfæstede rettigheder, der er tillagt erhvervet og landmanden, herunder ved administrativ prøvelse af reguleringer og afgørelser og om nødvendigt, i eget navn eller som mandatar for foreningens medlemmer, eller for enkelte af disse, anlægge retssager, eller indtræde i allerede verserende retssager ved danske domstole, EU-domstolen eller domstole i andre EU-medlemsstater.

Foreningen ønsker;

·         at sikre en faglig og juridisk korrekt regulering af landbruget;
·         at sikre en Iigestilling af danske landmænds produktionsviIkår med de viIkår der gæIder for Iandmænd i resten af EU; og
·         at sikre ejendomsrettens ukrænkelighed og at indskrænkninger i ejendomsretten kun sker med behørig lovhjemmel og mod fuld erstatning.

Foreningen ønsker desuden at oplyse befolkningen om den reelle danske natur- og miljøtilstand, så der kan genskabes en bred respekt og anerkendelse af dansk landbrugs betydning for Danmark og den danske natur.

Medlemmer

§3

Alle, der sympatiserer med foreningens formål, kan være medlem af foreningen.

…"

På foreningens hjemmeside er der anført følgende om foreningen:

"Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug går forrest i arbejdet med at skabe bedre rammevilkår for landbrugsfamilierne.

Bæredygtigt Landbrug arbejder således for:

·         At fremme en bæredygtig landbrugsproduktion i harmoni med og til glæde både for produktionen og for klima, natur og miljø.
·         At det bæredygtige landbrug sikres konkurrencedygtige rammevilkår, så landbruget kan producere til glæde for landmandsfamilierne og til gavn for samfundet.
·         At sikre en faglig og juridisk korrekt regulering af landbruget.
·         At sikre en ligestilling af danske landmænds produktionsvilkår med de vilkår, der gælder for landmænd i resten af EU.
·         At sikre ejendomsrettens ukrænkelighed, og at indskrænkninger i ejendomsretten kun sker med behørig lovhjemmel og mod fuld erstatning.
·         At oplyse befolkningen om, hvad intensiveret bæredygtigt landbrug er, og om den reelle danske klima-, natur- og miljøtilstand.

Bæredygtigt Landbrug er en forening bestående af knap 4.000 konventionelle og økologiske landmænd, der tilsammen dyrker over 1 mio. ha. Foreningen blev stiftet den 1. februar 2010 med det mål at få afskaffet de økonomisk belastende dele af Grøn Vækst, sikre landbruget mod nye indgreb og få afskaffet skatter og afgifter, der belaster erhvervets økonomi i forhold til konkurrenterne i EU. 

Det er Bæredygtigt Landbrugs fortjeneste:

·         At vi med Landbrugspakken igen kan give næsten alt det kvælstof, som planterne har behov for.
·         At randzonerne blev fjernet.
·         At landbruget vinder et hav af større og mindre juridiske slagsmål.
·         At butikker tilbagekalder blade med løgnagtige påstande om konventionelt landbrug.
·         At miljø-mafiaens påstande ikke længere per automatik står uimodsagt hen og tages for gode varer.

Det er Bæredygtigt Landbrug og ingen andre, der går forrest i kampen mod årtiers fejlagtige miljøregulering her til lands." 

Af FBG’s vedtægter fremgår følgende (uddrag):

"…

§ 2: Formål:
2.1 Foreningens formål er at arbejde for en bæredygtig og sagligt og juridisk korrekt regulering af beskyttelsen af grundvandet i Danmark.

2.2 Foreningen varetager medlemmernes interesser som grundejere over for offentligheden såvel som over for myndigheder af enhver art og på ethvert niveau.

2.3 Når det skønnes formålstjenligt, kan foreningen varetage sit formål gennem førelse af klage- og retssager på vegne af foreningen som sådan eller som mandatar for et eller flere medlemmer. Foreningen kan i den forbindelse optræde som grupperepræsentant i forbindelse med gruppesøgsmål.

§ 3: Medlemmer:
3.1 Som medlemmer kan optages enhver privat dansk grundejer, som ejer, lejer eller forpagter grundarealer, som er eller kan blive pålagt restriktioner af hensyn til grundvandet. Der kan også optages interessemedlemmer som f.eks. vandværker, som støtter foreningens sag.

…"

På foreningens hjemmeside er der anført følgende fakta om foreningen:

"Foreningen for Grundvandsbeskyttelse (FFGB) er en landsdækkende forening med over 300 medlemmer som er stiftet i 2019 med det formål, at sikre at landbrugets grundvandsregulering sker på et korrekt fagligt og juridisk grundlag. Formålet udleves bl.a. gennem foredrag for medlemmerne og folkeoplysning samt foreningens betydningsfulde retssag mod staten om gyldigheden af de kommunale indsatsplaner og Boringsnære Beskyttelsesområder (BNBO). Foreningen drives udelukkende af frivillige der arbejder for rent drikkevand i Danmark ved hjælp af faglighed, fakta og videnskab."

Under sagens behandling i Skatteankestyrelsen har repræsentanten fremlagt en redegørelse for, hvilke aktiviteter klageren har deltaget i i relation til de to foreninger i indkomståret 2019. Af redegørelsen fremgår følgende:

"Nedenfor ses oplysninger fra A vedrørende deltagelse i møder m.v.:

A har efter det oplyste deltaget i følgende møder:

·         På […] den 8. oktober 2019.
·         Den 24. marts 2021 blev der holdt møde hos […] kl. 18:30 med de to vandværker.
·         Derudover har A deltaget i mødet på […] den 28. oktober 2021.

Ved mødet den 24. marts 2021 med to vandværker fra området, deltog formand og et bestyrelsesmedlem fra hver af foreningerne. Desuden deltog formanden for Bæredygtigt Grundvand […] og A. Dette møde blev afholdt i forlængelse af de tiltag, som grundejerne kunne imødese, og foreningen fandt det derfor naturligt at informere de berørte vandværker om rækkevidden af eventuelle indgreb, herunder risiko for reduktion af hektarstøtte.

I forlængelse af ovenstående skal det for god ordens skyld bemærkes, at det væsentligste efter vores opfattelse er, at foreningerne arbejder for A’s erhvervsmæssige interesser, hvilket vi har redegjort for i vores klage dateret den 8. februar 2022. Efter vores opfattelse synes det derfor ikke afgørende, hvorvidt A fysisk har deltaget i møderne.

Såfremt der er yderligere spørgsmål i relation til den erhvervsmæssige relevans, står vi til rådighed."

Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for udgifter til kontingenter for foreningerne LBL og FBG på henholdsvis 5.000 kr. og 2.500 kr. i indkomståret 2019.

Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen anført følgende (uddrag):

" …
5. Kontingent til bæredygtig grundvandsbeskyttelse 

5.1. De faktiske forhold
Der er på konto […] Div. udgifter, kontingent m.m. fratrukket udgifter ekskl. moms således:
Bilag 223 20.9.2019 betalt FFBG 5.000
Bilag 263 17.10.2019 betalt FFBG 2.500
I alt 7.500

FFBG er foreningen for bæredygtig grundvandsbeskyttelse.
Der bidrages til retssagen imod staten ift. lovligheden af de indsatsplaner kommunerne nu ruller ud mange steder i Danmark.

5.2. Dine bemærkninger
Din revisor har den 21.10.2021 meddelt:

Vi kan ikke godkende forslaget.

Skattestyrelsen har i forslag til ændring af skatteansættelsen nægtet fradrag for kontingent på 7.500 kr. til "Foreningen for bæredygtig grundvandsbeskyttelse" (herefter FFBG). Vi kan ikke godkende denne del af forslaget.
Ved nærmere eftersyn af revisionslisten ses det på konto […] at beløbet består af 5.000 kr. til Bæredygtig Landbrug, og 2.500 kr. til FFBG.

Fradraget nægtes med den begrundelse, at omkostningen ikke er erhvervet for at sikre og vedligeholde indkomsten (SL § 6 A).

I vedtægterne er formålet for FFBG formuleret således "Foreningens formål er at arbejde for en bæredygtig, saglig og juridisk korrekt regulering af beskyttelsen af grundvandet i Danmark"
Foreningen søger gennem sit virke at varetage medlemmernes interesser i forhold til at opretholde retten til frit at dyrke og pleje de arealer som landmanden ejer. Dette indebærer blandt andet adgangen til at gøde og sprøjte afgrøder med de midler som er godkendt hertil og som er fuldt lovlige. Heroverfor står statens øgede regulering af hele landbrugsområdet, som blandt andet indebærer at der i udpegede områder ønskes indført yderligere begrænsninger på anvendelse af pesticider og gødning.

FFBG er således en interesseorganisation for alle landmænd der har ejendomme som allerede er, eller kan forventes at blive omfattet af en yderligere regulering fra statens side. Den nyligt vedtagne landbrugspakke er, og vil i øget omfang være et område hvor foreningen vil varetage medlemmernes interesse, og i samarbejde med landbrugsorganisationernes andre fora vil søge indflydelse på udmøntningen af aftalen. Foreningen arbejder også med de såkaldte "Minivådområder", hvor landmænd frivilligt udlægger arealer til vådområder og anden natur.
Foreningen er således ikke blot en forening der fører en retssag mod staten, men en bred interesseorganisation der som sit primære område har grundvandsbeskyttelse som formål i alle de afskygninger det kan forekomme. Omkostningen til kontingentet opfylder derfor til fulde bestemmelsen i SL § 6A om driften af landbruget, og landmandens adgang til at disponere over egne arealer inden for lovens rammer.

Yderligere skal det bemærkes at As ejendom er beliggende i et vandindvindingsområde, hvor det er nødvendigt at stå sammen for at sikre og fastholde den nuværende drift, samt at udgiften ikke er af privat karakter.

5.3. Retsregler og praksis
Efter statsskattelovens § 6, er der fradrag for udgifter der afholdes for at erhverve sikre og vedligeholde indkomsten (driftsudgifter).

Der henvises til ligningslovens § 13, som omhandler fradrag for faglige kontingenter.

Der henvises til Den juridiske Vejledning, afsnit C.C.2.2.2.10 Udgifter til kontingenter i selvstændig erhvervsvirksomhed mv.:

Der skal derfor være en nær sammenhæng mellem de afholdte kontingentudgifter og virksomhedens drift.

Det skal i hvert enkelt tilfælde konkret undersøges, hvilke ydelser det enkelte kontingent dækker, for at kunne vurdere, om kontingentudgiften er en fradragsberettiget driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a, eller om der er tale om en etableringsudgift, anden formueudgift, privatudgift eller lignende, som ikke kan trækkes fra ved opgørelsen af indkomsten. Se SL § 6, stk. 2.

Uden for dette afsnit falder kontingenter, som selvstændigt erhvervsdrivende betaler til faglige foreninger og andre faglige sammenslutninger, selv om statsskattelovens driftsbegreb også der spiller en overordnet rolle.

Se SKM2018.273.SR, hvor Skatterådet traf afgørelse om, at en del af et kontingent til en fagforening, benævnt servicebidrag, efter en konkret vurdering af de ydelser servicebidraget dækkede, ikke kunne anses for en fradragsberettiget driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a for de medlemmer, servicebidraget blev opkrævet hos.

5.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse
Vi kan ikke godkende fradrag for udgifter til kontingent til foreningen for bæredygtig grundvandsbeskyttelse.

Udgiften findes ikke at være omfattet faglig kontingent som det fremgår af ligningslovens § 13.

Udgiften findes ikke at have den nødvendige direkte tilknytning til erhvervelse af indkomst i virksomheden.

Udgiften kan ikke godkendes som værende afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

Indkomsten forhøjes med 7.500.

Der henvises til statsskattelovens § 6, ligningslovens § 13, Den juridiske Vejledning, afsnit C.C.2.2.2.10 og SKM2018.273.SR.

 

Bemærkninger til indsigelserne:
Det er noteret, at kontingentet dækker og både FFBG og Bæredygtig Landbrug. Det ændrer dog ikke vores vurdering af fradragsretten.

Foreningen FFBG er jf. vedtægterne en bred interesseorganisation der ikke blot fører retssag mod staten, men også søger at sikre landmændenes/medlemmernes ret til at dyrke og pleje arealer uden hindringer.
Foreningen er stiftet i 2019.

Foreningen bæredygtigt landbrug er stiftet i 2010. Foreningen er stiftet for bedre at formå at få budskaber om konsekvenserne af regeringens initiativer igennem.

Det følgende findes, at gælde kontingent til begge foreninger.

Idet der ikke er sket indberetning af kontingentet i 2019 og idet kontingentet findes i højere grad vedrøre virksomhedens faglige interesser end de direkte økonomiske interesser, afvises fradrag efter ligningslovens § 13.

Herefter er tilbage at vurdere fradragsretten efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Der skal være en nær sammenhæng mellem de afholdte kontingentudgifter og virksomhedens drift.

Det skal i hvert enkelt tilfælde konkret undersøges, hvilke ydelser det enkelte kontingent dækker, for at kunne vurdere, om kontingentudgiften er en fradragsberettiget driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a, eller om der er tale om en etableringsudgift, anden formueudgift, privatudgift eller lignende, som ikke kan trækkes fra ved opgørelsen af indkomsten. Se SL § 6 in fine.

Skattestyrelsen finder det ikke godtgjort, at kontingenterne dækker fradragsberettede udgifter efter statsskattelovens § 6.
Skattestyrelsen har ikke fundet, at betingelserne for fradrag er opfyldt. Udgiften findes at være mere af politisk - og holdningsprægene karakter.

På den baggrund er kontingentet fundet, at være en udgift til en bredere interesseorganisation uden en direkte klar og tydelig sammenhæng mellem udgiften og indtægter i indkomstopgørelsen og kan derfor ikke godkendes fratrukket.

Ændringen er derfor foretaget i overensstemmelse med forslaget.

…"

Skattestyrelsen er kommet med følgende supplerende bemærkninger i forbindelse med Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse (uddrag):

"Skattestyrelsen er enige i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, der indstiller en stadfæstelse af Skattestyrelsens afgørelse, hvorefter der nægtes fradrag for udgifter til kontingent for Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug samt Foreningen for bæredygtig grundvandsbeskyttelse.

Fradrag for udgifter til kontingent

Skattestyrelsen finder efter en konkret vurdering, at der ikke kan godkendes fradrag for udgifterne til kontingent for Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug og Foreningen for bæredygtig grundvandsbeskyttelse efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Der er henset til, at for at udgifterne er fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, skal der foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Bevisbyrden for at en udgift er fradragsberettiget, påhviler som udgangspunkt den skattepligtige, hvilket følger af SKM2004.162.HR.

Skattestyrelsen finder fortsat ikke, at klager har godtgjort, at udgifterne til kontingent til foreningerne har en konkret tilstrækkelig tilknytning til det driftsmæssige resultat. Det fremgår af foreningernes vedtægter, at foreningerne har til formål at arbejde for de generelle grund- og rammevilkår indenfor landbruget, og Skattestyrelsen finder ikke, at foreningernes arbejde har en direkte påvirkning af klagers virksomheds indkomst.

Skattestyrelsen fastholder herefter, at udgifterne til kontingent i Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug og Foreningen for bæredygtig grundvandsbeskyttelse ikke kan anses for at være afholdt til at erhverve, sikre eller vedligeholde virksomhedens indkomst, hvorefter der ikke kan godkendes fradrag på 7.500 kr. ekskl. moms efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a."

Klagerens opfattelse
Klageren har fremsat påstand om, at der godkendes fradrag for udgifter til kontingenter for foreningerne LBL og FBG på henholdsvis 5.000 kr. og 2.500 kr. i indkomståret 2019.

Klagerens repræsentant har som begrundelse for påstanden anført følgende (uddrag):

"…
 2. Sagens faktiske forhold samt begrundelse for klagen

Klagen vedrører As landbrugsvirksomhed, H1 (cvr. […]).

Nedenfor fremgår en beskrivelse af sagens faktiske omstændigheder samt en begrundelse for klagen.

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at A nægtes fradrag for udgifter til kontingenter til Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug og foreningen for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse, hvilket vi ikke er enige i. Det er derimod vores opfattelse, at der skal godkendes fuldt fradrag for udgifterne til kontingenterne.

Efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a er der fradrag for udgifter, der afholdes for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. En udgift kan kun bringes til fradrag, såfremt den indkomstskabende aktivitet er påbegyndt på det tidspunkt, hvor udgiften afholdes, og den økonomiske aktivitet skal tillige være erhvervsmæssig.

Vi mener ikke, at der bør herske tvivl om, at udgifterne til kontingenterne er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i landbrugsvirksomheden, H1. Den indkomstskabende aktivitet var påbegyndt på tidspunktet, hvor udgifterne var afholdt, og den økonomiske aktivitet har endvidere været erhvervsmæssig.

Nedenfor fremgår en kort beskrivelse af As erhvervsvirksomhed. 

Erhvervsvirksomheden H1

A erhvervede landbrugsvirksomheden beliggende på Adresse Y1 i 2009. Siden da er ejendommen drevet som en heltidsbedrift med produktion af ca. 7.000 slagtesvin i staldanlægget. Udover indehaver og ægtefælle er der 1,5 årsværk ansat i virksomheden.

Ejendommens areal er på 142 ha., og der er i 2021 tilkøbt en naboejendom på 63 ha., som tidligere har været forpagtet. Herudover forpagtes 74 ha. Der drives således i alt ca. 230 ha. Jorden dyrkes med kornafgrøder, kartofler og rajgræs. A og hustruen er henholdsvis […] og […] år. Det er hensigten, at en af parrets to sønner indenfor en årrække skal overtage landbrugsvirksomheden.

Ifølge de fremsendte regnskaber har virksomheden oppebåret overskud i 2015, 2017, 2018, 2019 og 2020. Der er således ikke tvivl om, at landbrugsvirksomheden opfylder rentabilitets- og intensitetskravet. Der er hermed ikke tvivl om, at virksomheden kan anses for erhvervsmæssigt drevet i skattemæssig henseende i indkomståret 2019, hvor udgifterne er afholdt.

2.2 Udgifter til kontingenter til Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug og foreningen for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse

I forbindelse med driften af landbrugsvirksomheden har A afholdt udgifter til kontingenter til de to ovennævnte foreninger. Vi mener ikke, at der er tvivl om, at disse udgifter er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

Af Den juridiske vejledning, afsnit C.C.2.2.2.10 vedrørende Udgifter til kontingenter i selvstændig erhvervsvirksomhed mv. fremgår:

“En selvstændigt erhvervsdrivende kan i forbindelse med indkomstopgørelsen fratrække udgifter til kontingenter, som er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Se SL § 6, stk. 1, litra a.

Der skal derfor være en nær sammenhæng mellem de afholdte kontingentudgifter og virksomhedens drift.

Det skal i hvert enkelte tilfælde konkret undersøges, hvilke ydelser det enkelte kontingent dækker, for at kunne vurdere, om kontingentudgiften er en fradragsberettiget driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a, eller om der er tale om en etableringsudgift, anden formueudgift, privatudgift eller lignende, som ikke kan trækkes fra ved opgørelsen af indkomsten. Se SL § 6, stk. 2.

Uden for dette afsnit falder kontingenter, som selvstændigt erhvervsdrivende betaler til faglige foreninger og andre faglige sammenslutninger, selv om statsskattelovens driftsbegreb også der spiller en overordnet rolle."

 “…Løbende årlige indbetalinger til kontingent bliver normalt betragtet som en fradragsberettiget driftsudgift, hvis den erhvervsdrivende er medlem af foreningen for at kunne tjene penge inden for sin aktuelle virksomheds hidtidige rammer."

Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug

Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug er stiftet den 1. februar 2010. Foreningen er bestående af knap 4.000 konventionelle og økologiske landmænd, der tilsammen dyrker over 1 mio. ha. Foreningen er 100% ejet af medlemmerne, hvorfor foreningen har mulighed for at fokusere udelukkende på at arbejde for landmandens interesser i det politiske spil.

Foreningens formål er, at afskaffe de økonomisk belastende dele af Grøn Vækst, sikre landbruget mod nye indgreb og få afskaffet skatter og afgifter, der belaster erhvervets økonomi i forhold til konkurrenterne i EU.

Foreningen ønsker bl.a.;
•           at sikre faglig og juridisk korrekt regulering af landbruget;
•           at sikre ligestilling af danske landmænds produktionsvilkår med de vilkår der gælder for landmænd i resten af EU; og
•           at sikre ejendomsrettens ukrænkelighed og at indskrænkninger i ejendomsretten kun sker med behørig lovhjemmel og mod fuld erstatning.

Foreningen ønsker desuden at oplyse befolkningen om den reelle danske natur- og miljøtilstand, så der kan genskabes en bred respekt og anerkendelse af dansk landbrugs betydning for Danmark og den danske natur."

Foreningen arbejder således for at skabe bedre rammevilkår for landbrugsfamilier, herunder forbedre vilkårene for danske landmænd. Foreningen arbejder med landbrugets udfordringer og sørger for at meningsdannere og politikere bliver bekendt med virkeligheden ude på gårdene. Foreningen kræver, at landbruget skal inddrages i alle politiske beslutninger, der har konsekvenser for landbruget. Som medlem af foreningen er man dermed med til at sikre, at danske landmænd har et seriøst og ærligt talerør.

Foreningen er afhængig af kontingentpenge og donationer til udførelse af ovennævnte arbejde.

Skattestyrelsen har i afgørelsen dateret den 9. november 2021 nægtet fradrag for udgifter til kontingenter til Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug samt foreningen for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, da Skattestyrelsen:

1.       ikke finder, at betingelserne for fradrag er opfyldt, da udgiften findes at være mere af politisk- og holdningspræget karakter.
2.       finder, at der er tale om en udgift til et kontingent til en bredere interesseorganisation uden en klar og tydelig sammenhæng mellem udgiften og indtægter i indkomstopgørelsen, hvorfor udgiften ikke kan godkendes fratrukket.

Vi mener ikke, at der er tvivl om, at udgifter til kontingenter udgør fradragsberettigede udgifter. Udgiften til kontingentet til Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde virksomhedens indkomst, hvorfor udgiften må anses for at være en driftsomkostning, der kan fradrages efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Skattestyrelsen anfører, at der ikke kan godkendes fradrag for udgiften til kontingentet, da udgiften findes at være mere af politisk- og holdningspræget karakter. Vi mener ikke, at dette medfører, at udgiften ikke kan anses som en fradragsberettiget udgift, og at udgiften som følge heraf ikke har den fornødne tilknytning til erhvervsvirksomheden.

Det er lige netop det politiske aspekt, herunder de politiske beslutninger/initiativer, der har store økonomiske konsekvenser for landmanden og driften af landbrugsvirksomheden. De politiske beslutninger har stor indflydelse på indtjeningsmulighederne, og medlemmer af foreningen, herunder landbrugsvirksomhederne, sikres via medlemskab mod nye indgreb.

Skattestyrelsen anfører endvidere, at medlemskab anses for at være af holdningspræget karakter, og i denne forbindelse bemærkes det, at medlemskab af foreningen selvfølgelig indebærer, at man kan stå inde for foreningens formål, hvorfor medlemmerne naturligvis overordnet forudsættes at være enige i foreningens holdninger. Vi mener dog ikke, at et medlemskab, som har holdningspræget karakter, medfører, at udgiften automatisk anses for at være ikke fradragsberettiget. Landmænd, der driver landbrugsvirksomhed, har en stor økonomisk interesse i at være en del af denne forening for at sikre virksomhedens interesser. Der er hermed ikke tale om en udgift, der kan henføres til landmandens, herunder As, personlige interesser, men udgiften er derimod afholdt for at sikre virksomhedens indkomst.

I afgørelsen anfører Skattestyrelsen endvidere, at der er tale om en udgift til kontingent til en bredere interesseorganisation uden en klar og tydelig sammenhæng mellem udgiften og indtægter i indkomstopgørelsen og kan derfor ikke godkendes fratrukket.

Vi er ikke enige i, at der ikke foreligger en klar og tydelig sammenhæng mellem udgiften til kontingentet og virksomhedens indkomst. Vi henviser til ovenstående begrundelse, men gør samtidig også opmærksom på nedenstående vedrørende de resultater, som foreningen har skabt og som har stor økonomisk betydning for As virksomhed:

Bl.a. fremgår følgende af Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside:
“Det er Bæredygtigt Landbrugs fortjeneste:

•         At vi med Landbrugspakken igen kan give næsten alt det kvælstof, som planterne har behov for.
•         At randzonerne blev fjernet.
•         At landbruget vinder et hav af større og mindre juridiske slagsmål."

Ovenstående har store konsekvenser for landbrugsvirksomheders indtjeningsevne, hvorfor det bestemt er relevant for virksomheden at bidrage til foreningen for at sikre landbrugets fremtidige indtjening.

Miljøregulering kan betyde, at flere landmænd ikke længere kan drive jorden på en økonomisk rentabel måde, hvorfor dette kan få store konsekvenser for det danske landbrug, herunder eksempelvis medføre at produktion og vækst minimeres.

For landmanden, som driver landbrugsvirksomhed, giver medlemskab dermed mening, da der er en økonomisk interesse forbundet hermed. Medlemskab bidrager således til at sikre virksomhedens indkomst, hvorfor medlemskabet anses for at være af stor betydning for As landbrugsvirksomhed.

På baggrund af ovenstående mener vi således, at en konkret erhvervsmæssig begrundelse for afholdelse af udgifterne er påvist, hvorfor der kan opnås fradrag for udgifterne efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Foreningens vedtægter samt relevante udskrifter fra foreningens hjemmeside vedlægges som bilag 2. 

Foreningen for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse

Vi finder også, at udgifter til kontingenter vedrørende foreningen for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse skal anses for fradragsberettigede udgifter i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Foreningen er en landsdækkende forening med over 300 medlemmer, som er stiftet i 2019. Af foreningens vedtægter fremgår, at foreningens formål er at arbejde for en bæredygtig, saglig og juridisk korrekt regulering af beskyttelsen af grundvandet i Danmark. Foreningen varetager medlemmernes interesser som grundejere over for offentligheden såvel som over for myndigheder af enhver art og på ethvert niveau.

Derudover kan foreningen, når det skønnes formålstjenligt, varetage sit formål gennem førelse af klage- og retssager på vegne af foreningen som sådan eller som mandatar for et eller flere medlemmer. Foreningen kan i den forbindelse optræde som grupperepræsentant i forbindelse med gruppesøgsmål.

Foreningen søger gennem sit virke at varetage medlemmernes interesser i forhold til at opretholde retten til frit at dyrke og pleje de arealer, som landmanden ejer. Dette indebærer blandt andet adgangen til at gøde og sprøjte afgrøder med de midler, som er godkendt hertil, og som er fuldt ud lovlige.

Heroverfor står statens øgede regulering af hele landbrugsområdet, som blandt andet indebærer, at der i udpegede områder ønskes indført yderligere begrænsninger på anvendelse af pesticider og gødning.

Foreningen for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse er således en interesseorganisation for alle landmænd, der har ejendomme, som allerede er eller kan forventes at blive omfattet af en yderligere regulering fra statens side.

Den tidligere vedtagne landbrugspakke er og vil i øget omfang være et område, hvor foreningen vil varetage medlemmernes interesse og i samarbejde med landbrugsorganisationernes andre fora vil søge indflydelse på udmøntningen af aftalen.

Foreningen arbejder også med de såkaldte “minivådområder", hvor landmænd frivilligt udlægger arealer til vådområder og anden natur.

Ved medlemskab bidrager man til retssager imod staten ift. lovligheden af de indsatsplaner kommunerne nu ruller ud mange steder i Danmark. Foreningen opfordrer til, at man bidrager alt efter, hvor ramt man er af indsatsplanerne.

Det bemærkes, at det meste af As ejendom er beliggende inden for indvindingsoplandet til to indvindingsområder. Der er på nuværende tidspunkt ingen BNBO områder på ejendommen (boringsnære områder til fælles vandindvindingsboringer).

Det er derfor særdeles vigtigt for A at forholde sig til drikkevandsinteresserne på hans ejendom, herunder hvilke krav han kan forvente, der fremover vil blive stillet, og hvordan han kan efterleve disse krav og ikke mindst muligheder. Dette har i sagens natur væsentlig indflydelse på, hvordan landbruget fremover kan drives. Det er således i virksomhedens interesse, at A er medlem af denne forening, da det er nødvendigt for at sikre og fastholde den nuværende drift.

Betaling af kontingent til foreningen sker således for at sikre virksomhedens indkomst. Ligesom det gælder for kontingentet betalt til Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, er der tale om en udgift, der er nødvendig at afholde for at erhverve, sikre og vedligeholde virksomhedens indkomst, hvorfor medlemskabet anses for at være af stor betydning for As virksomhed.

Der foreligger altså en direkte forbindelse mellem udgiftens afholdelse og den indkomstskabende aktivitet. En konkret erhvervsmæssig begrundelse for afholdelse af udgifterne er hermed påvist, hvorfor der kan opnås fradrag for udgifterne efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Foreningens vedtægter samt relevante udskrifter fra foreningens hjemmeside vedlægges som bilag 3."

Klagerens repræsentant er fremkommet med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse (uddrag):

"…
Af Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse fremgår, at foreningernes arbejde ikke findes at have en direkte påvirkning af klagers virksomhedsindkomst, dvs. at der ikke er en tilstrækkelig sammenhæng mellem kontingentudgifterne og virksomhedens indtægter.

Vi er uforstående overfor Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, og vi mener fortsat, at udgifterne til kontingenter til foreningerne (Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug samt foreningen for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse) skal anses for fradragsberettigede udgifter. 

Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug

Af vedtægterne fremgår det, at alle der sympatiserer med foreningens formål kan være medlem. Det er er dog kun basismedlemmer, der har stemmeret og er valgbar til bestyrelsen. For at blive basismedlem skal man være landmand med aktivt CVR-nummer og eje/drive minimum 2 hektar jord.

As virksomhed er basismedlem og medlemskab af foreningen skyldes, at foreningen varetager As erhvervsmæssige interesser.

Som nævnt i vores klage, driver A en stor landbrugsvirksomhed, med produktion af ca. 7000 slagtesvin samt dyrkning af 230 hektar jord.

For at virksomheden kan afsætte sine varer, er det helt altafgørende, at rammevilkårene for danske landbrug er konkurrencedygtige.

A har som enkeltperson stærkt begrænsede muligheder for at påvirke rammevilkårene for landsbrugsvirksomhederne. Derfor er et medlemskab af Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug vigtigt.

Vi henviser i den forbindelse til beskrivelsen i vores klage vedrørende hvilke områder foreningen arbejder for, samt hvilke resultater foreningen har opnået. Det skal dog yderligere påpeges, at foreningens formål meget tydeligt har et erhvervsmæssigt sigte, jf. formålsparagraffen om at fremme dansk landbrug ved at sikre højt udbytte af produktionsarealerne.

Vi finder derfor, at der er en direkte sammenhæng mellem foreningens arbejde og virksomheden As erhvervsmæssige interesser. Det er derfor forkert, når Skattestyrelsen anfører, at foreningen arbejde er af politisk og holdningspræget karakter.

Både formålet og resultaterne har en direkte påvirkning på driften i As virksomhed. Eksempelvis kan nævnes, at 1) fjernelse af randzoner og 2) fjernelse af kvælstofsbegrænsninger i lovgivningen (to mål, som foreningen aktivt har arbejdet for at opnå) medfører mulighed for større udbytte af afgrøder og dermed højere omsætning for A. Altså en direkte effekt på muligheden for at sikre skattepligtige indtægter i virksomheden.

Vi er derfor uforstående overfor Skatteankestyrelsens argument om, at foreningens arbejde kun er af overordnet interesse og ikke har en direkte påvirkning. Vi mener derimod, at foreningens mærkesager har en direkte effekt på As erhvervsmæssige forhold. 

Foreningen for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse

I relation til foreningen for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse mener vi tilsvarende i vores klage at have frembragt argumenter for, at foreningen varetager landsmændenes erhvervsmæssige interesser i form af frit at kunne dyrke de arealer, som landmændene ejer.

For A er dette helt afgørende for at kunne sikre virksomhedens indtjening, hvorfor det er vigtigt, at landmændenes juridiske argumenter bliver hørt. Dette sker bedst via foreningens arbejde, herunder ved bidrag til de verserende retssager mod staten.

Vi mener derfor også her, at der foreligger en direkte sammenhæng mellem foreningens arbejde og As erhvervsmæssige interesser, og at Skattestyrelsens påstand om, at foreningens arbejde primært er af politisk og holdningspræget karakter samt Skatteankestyrelsens argument om, at klageren kun har en overordnet interesse, hviler på en forkert opfattelse af foreningens arbejde og betydning.

Afslutning

Vi mener, at vi i vores klage til Landsskatteretten med tillæg af ovenstående har redegjort for, at udgiften til de to foreninger, som er afholdt af virksomheden H1, har en direkte sammenhæng med virksomhedens erhvervelse, sikring og vedligeholdelse af den skattepligtig indkomst.

Vi mener således, at kontingentbetalingerne er sammenlignelige med betalinger til en lang række andre danske erhvervsorganisation, som arbejder for at forbedre rammevilkårene for deres medlemmer, og hvor der os bekendt ikke stilles spørgsmål fra Skattestyrelsen om fradrag for kontingentet som en driftsomkostning."

Klagerens repræsentant er fremkommet med følgende supplerende bemærkninger i forlængelse af Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse (uddrag): 

"…

Vi fastholder, at kontingentudgifterne skal anses for fradragsberettigede, da vi mener, at der er den tilstrækkelige nære sammenhæng mellem de afholdte kontingentudgifter og virksomhedens drift.

Til støtte herfor har vi nedenfor og på baggrund af vores tidligere argumentation nævnt en række eksempler, således at vi ud fra de to foreningers hovedformål og eksempler på opnåede resultater tydeliggøre den direkte betydning for driften af landsbrugsvirksomheden. I sidste kolonne har vi endvidere anført hvorledes betydningen er dokumenteret og sandsynliggjort.

Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug

Foreningens hovedformål

Eksempler på opnåede resultater (ikke udtømmende)

Betydning for virksomheden H1

Dokumentation

At sikre det bæredygtige landbrug konkurrencedygtige rammevilkår.

Væsentlige indsats via høringer, møder, informationsudarbejdelse osv. som har påvirket lovgivningen og derved sikre et lempeligere regulering af forbruget af kvælstof.

Tilsvarende ift. ophævelse af randzoneloven og regulering af randzoner.

Afgrøder kræver næringsstoffer og har behov for gødning for at sikre den bedste kvalitet med tilstrækkelige proteiner.

Randzonerne har direkte betydning på de arealer der kan dyrkes.

Uddybende beskrivelse af virksomheden H1. Virksomheden er drevet som en heltidsbedrift med et stort areal til dyrkning af afgrøder samt stort antal dyr (7.000 slagtesvin årligt).

Beskrivelse af overordnede regnskabstal (Skattestyrelsen har gennemgået regnskaber).

At sikre en faglig og juridisk korrekt regulering af landbruget.

Landbruget har, bl.a. med støtte fra foreningen vundet en række af større og mindre juridiske sager.

Som eksempel kan nævnes en retssag vedrørende oprensning af vandløb, Sagen berørte den generelle retstilstand og er relevant for andre. (se […]).

Oprensning af vandløbene, sikrer mod oversvømmelser og ødelæggelser af marker mv.

Se ovenfor.

At sikre en ligestilling af danske landmænds produktionsvilkår med de vilkår, der gælder for landmænd i resten af EU.

Henvisning til ovenstående vedr. regulering kvælstof randzoner.

Se ovenstående vedrørende kvaliteten af afgrøder. Kvaliteten er afgørende for, at afgrøder kan afsættes på de internationale markeder.

Virksomheden er en stor producent af afgrøder (korn, kartofler, mv.).

At sikre ejendomsrettens ukrænkelighed

Foreningen har bl.a. ydet opbakning til to landmænd i, at randzoneloven var ugyldig og i strid med grundlovens § 73. De to landmænd blev herefter frifundet i den første sag om randzonelovgivning.

Randzoner medfører et forbud mod at dyrke afgrøder mv. på disse områder. Afskaffelsen af randzoner medfører således, at A har mulighed for at få større udbytte af afgrøder og dermed højere omsætning.

Se ovenfor.

At oplyse befolkningen om, hvad intensiveret bæredygtigt landbrug er, og om den reelle danske klima-, natur- og miljøtilstand

Målrettede informationskampagner, artikler, læserbreve samt retssager med det formål, at bidrage sagligt til den offentlige debat, herunder at bidrage til at undgå misforståelser, misinformation mv.

Dansk Landbrugs omdømme i befolkningen har stort betydning for mulighederne for at afsætte varer.

Derfor er det vigtigt for landmænd at have et "talerør" i den offentlige debat.

Beskrivelsen af virksomheden, herunder størrelsen, der bevirker at virksomheden er en stor aktør inden for dansk landbrug og derfor er afhængig af det generelle

omdømme i befolkningen.

Foreningen for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse

Foreningens hovedformål

Opnåede resultater

Betydning for A

Dokumentation

Sikre at landbrugets grundvandsregulering sker på et korrekt fagligt og juridisk grundlag.

Foreningen søger gennem sit virke at varetage medlemmernes interesser i forhold til at opretholde retten til frit at dyrke og pleje de arealer, som landmanden ejer.

Foreningen varetager sit formål gennem førelse af klage- og retssager på vegne af foreningen som sådan eller som mandatar for et eller flere medlemmer.

Via medlemskab bidrager man til retssag mod staten om lovligheden af Boringsnære Beskyttelsesområder (BNBO) og kommunernes indsatsplaner.

Foreningen udbreder faglig folkeoplysning om grundvandet

Foreningen varetager A’s erhvervsmæssige interesser i form af frit at kunne dyrke de arealer, som landmændene ejer.

A’s ejendom er beliggende inden for indvindingsoplandet til to indvindingsområder. Derfor er det meget vigtigt at forholde sig til drikkevandsinteresserne på hans ejendom, herunder hvilke krav der kan forventes.

Uddybende beskrivelse af Virksomheden herunder beliggenhed inden for indvindingsoplandet til to indvindingsområder.

Opsummerende

Skattestyrelsen nævner i deres kommentarer, at "Skattestyrelsen finder fortsat ikke, at klager har godtgjort, at udgifterne til kontingent til foreningerne har en konkret tilstrækkelig tilknytning til det driftsmæssige resultat. Det fremgår af foreningernes vedtægter, at foreningerne har til formål at arbejde for de generelle grund- og rammevilkår indenfor landbruget, og Skattestyrelsen finder ikke, at foreningernes arbejde har en direkte påvirkning af klagers virksomheds indkomst".

Det er på baggrund af vores tidligere fremsatte argumenter i sagen samt ovenstående opsummering med eksempler, vores klare opfattelse, at formålene, den konkrete aktivitet samt de opnåede resultater i Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug og Foreningen for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse har direkte indflydelse på indtjeningen i virksomheden H1.

Foreningernes arbejde med at begrænse restriktioner i brug af kvælstof, regulering af randzoner eller fastsættelser området for vandboring er således tre meget konkrete eksempler, der har en direkte betydning for virksomhedens indtjeningsevne.

Kontingentbetalinger til de to foreninger bør derfor kunne fratrækkes i den Skattepligtige indkomst.

Derudover skal det anføres, at der efter vores klare opfattelse eksisterer en langvarig praksis for at bidrag til erhvervsorganisation, der generelt varetager erhvervsmæssige forhold for medlemmerne (eksempelvis i form af udarbejdelse af høringssvar til lovforslag, informationskampagner og lignende), kan fradrages i den skattepligtige indkomst, som en driftsomkostning.

…"

Retsmøde
Klagerens repræsentant har udtalt sig overfor Landsskatteretten på et retsmøde.

Repræsentanten fastholdt påstanden om, at der skal godkendes fradrag for kontingentudgifterne til LBL og FBG og gennemgik anbringenderne i overensstemmelse med de skriftlige indlæg. Repræsentanten præciserede, at der er en direkte sammenhæng mellem udgifterne til kontingenterne og indtægterne i virksomheden, idet foreningerne agerer som "talerør" for virksomheden. Fx medfører afskaffelse af randzonerne et større dyrkningsareal og dermed en større indtægt, ligesom arbejdet med at opnå ensartede kvoter for kvælstofforbrug med landmænd i konkurrerende lande, fører til øget konkurrenceevne og dermed til øgede indtægter.

Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at afgørelsen stadfæstes, idet der ikke foreligger den fornødne sammenhæng mellem kontingenterne og indtægterne i klagerens landbrugsvirksomhed.

Landsskatterettens afgørelse
Der skal tages stilling til, om det er med rette, at Skattestyrelsen har nægtet klageren fradrag for udgifter til kontingenter for foreningerne LBL og FBG for i alt 7.500 kr. i indkomståret 2019.

Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Bevisbyrden for afholdelsen og størrelsen af en udgift, og for at udgiften er fradragsberettiget, påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, udtaler:
Der er ikke en direkte sammenhæng mellem medlemskabet af foreningerne og virksomhedens indkomst. Både LBL og FBG er foreninger, der har til formål at arbejde for de generelle grund- og rammevilkår indenfor landbruget. Foreningernes arbejde findes ikke at have en direkte påvirkning på indkomsten i klagerens virksomhed. Der er ikke en tilstrækkelig nær sammenhæng imellem kontingentudgifterne og virksomhedens indtægter.

Det forhold, at klageren har en overordnet interesse, herunder en økonomisk interesse i medlemskab af de to foreninger i kraft af, at han driver en landbrugsvirksomhed, og at foreningerne varetager landbrugernes interesser, kan således ikke i sig selv føre til, at kontingenterne kan anses for at være afholdt til at erhverve, sikre eller vedligeholde virksomhedens konkrete indkomst i 2019.

Ligeledes kan det forhold, at en del af klagerens ejendom er beliggende indenfor indvindingsoplandet til to vandindvindingsområder, ikke føre til et ændret resultat. Klagerens overordnede interesse i at forholde sig til betydningen af ejendommens beliggenhed i forhold til drikkevandsinteresserne kan ikke medføre, at foreningskontingentet (til FBG) kan anses for at være afholdt for at sikre indkomsten i 2019.

Disse to retsmedlemmer anser dermed ikke udgifterne til medlemskontingent i de to foreninger for at være afholdt til at erhverve, sikre eller vedligeholde virksomhedens indkomst, og der kan ikke godkendes fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Et retsmedlem udtaler:
Foreningerne LBL og FBG er ikke af ideologisk karakter, men er direkte interesseorganisationer for landmænd, hvorfor der skal indrømmes fradrag for kontingentudgifterne, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Landsskatteretten stadfæster således Skattestyrelsens afgørelse.