Visse danske finansielle institutter er fritaget for indberetningspligten.

Det drejer sig om følgende ikke-indberettende finansielle institutter:

  • En offentlig enhed, international organisation eller centralbank dog med undtagelse af betalinger, som er afledt af en forpligtelse forbundet med kommerciel finansiel aktivitet af den type, der udøves af et specificeret forsikringsselskab, et forvaltningsinstitut eller et indskudsinstitut. Se § 11, stk. 1, nr. 1, jf. § 12, § 13 og § 14 i CRS-bekendtgørelsen.

  • En pensionskasse med bred eller begrænset deltagelse, en pensionskasse, der tilhører en offentlig enhed, en international organisation, en centralbank eller en kvalificeret kreditkortudsteder. Se § 11, stk. 1, nr. 2, jf. § 15, § 16, § 17 og § 18 i CRS-bekendtgørelsen.

  • Visse andre pensionskasser m.v. Se § 11, stk. 1, nr. 3, jf. § 19 i CRS-bekendtgørelsen.

  • Et fritaget institut for kollektiv investering. Se § 11, stk. 1, nr. 4, jf. § 20 i CRS-bekendtgørelsen.

  • En trust hvor forvalteren heraf er et indberettende finansielt institut, der indberetter de oplysninger om trustens indberetningspligtige konti, der er påkrævet i henhold til kapitel 9 i CRS-bekendtgørelsen. Se § 11, stk. 1, nr. 5 i CRS-bekendtgørelsen. 

Herudover er indberettende finansielle institutter undtaget for registreringspligt, jf. § 54, stk. 1 i CRS-bekendtgørelsen, når: 

  • det finansielle institut alene fører konti, der er undtaget, 
  • er et helejet datterselskab af et sådant indberettende finansielt institut og ikke fører andre finansielle konti end ejerandele ejet heraf, eller
  • er en investeringsenhed, hvor alle andele i egenkapital eller gæld i enheden er omfattet af § 21, stk. 1, nr. 3, 2. pkt.