Et hollandsk selskab havde antaget ca. 100 dykkere i forbindelse med udførelsen af et offshore-projekt i Nordsøen. Der var i den forbindelse spørgsmål om, hvorvidt det hollandske selskab var forpligtet til at indeholde A-skat og AM-bidrag af dykkernes vederlag, fordi dykkerne var lønmodtagere og ikke selvstændige erhvervsdrivende. Med henvisning til UfR 1996.1027 H og UfR 2008.861 H udtalte Højesteret, at afgrænsningen mellem lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende inden for skattelovgivningens område skal ske efter de kriterier, som er angivet i pkt. B. 3.1.1. i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven. Efter en samlet vurdering tiltrådte Højesteret, at dykkerne ikke kunne anses for at have udført arbejdet som selvstændige erhvervsdrivende for egen regning og risiko, men måtte anses for lønmodtagere. Det hollandske selskab var derfor forpligtet til at indeholde A-skat og AM-bidrag af dykkernes vederlag. Idet det hollandske selskab var bekendt med grundlaget for, at dykkerne måtte anses for lønmodtagere, og det hollandske selskab ikke havde haft føje til at tro, at selskabet ikke skulle indeholde A-skat og AMbidrag, tiltrådte Højesteret, at selskabet hæftede for de indeholdelsespligtige beløb. Endvidere tiltrådte Højesteret, at der ikke var grundlag for at hjemvise sagen. Højesteret stadfæstede derfor landsrettens dom (SKM2021.221.ØLR), hvori et flertal tiltrådte byrettens frifindelse af Skatteministeriet (SKM2019.421.BR). |