Dato for udgivelse
28 Nov 2022 10:51
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
06 Jul 2022 10:22
SKM-nummer
SKM2022.571.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
21-0053412
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Fradrag og afskrivninger
Emneord
Bestyrelsesansvar, fradrag, erstatningskrav, nettoprincip
Resumé

Sagen drejede sig om, i hvilket omfang klageren var berettiget til at foretage fradrag for udgifter til et erstatningskrav, som klageren havde pådraget sig som bestyrelsesmedlem. Landsskatteretten fandt, at erstatningskravet havde karakter af et driftstab, som var fradragsberettiget i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten fandt endvidere, at klageren som bestyrelsesmedlem måtte anses for honorarmodtager. Landsskatteretten fandt videre, at klagerens udgifter i forbindelse med det pålagte erstatningsansvar var kildeartsbegrænset og derfor kun kunne fratrækkes i indtægten fra bestyrelsesarbejdet.

Den omstændighed, at der var tale om et driftstab i modsætning til løbende driftsomkostninger, kunne ikke føre til andet resultat. Landsskatteretten var endvidere enig med Skattestyrelsen i, at Skatterådets bindende svar af 17. november 2020 måtte forstås således, at Skatterådet i det hele havde tiltrådt Skattestyrelsens indstilling og den anførte begrundelse, og at Skatterådet således havde tiltrådt, at indkomsten skulle opgøres ud fra et nettoprincip. Landsskatteretten fandt det således berettiget, at Skattestyrelsen havde foretaget opgørelsen ud fra et nettoprincip. Landsskatteretten stadfæstede således Skattestyrelsens afgørelse.

Reference(r)

Statsskattelovens §§ 4-6, § 6, stk. 1, litra a

Henvisning

Den juridiske vejledning, 2022-1, afsnit C.C.1.2.3

Henvisning

Den juridiske vejledning 2022-2 afsnit C.C.2.2.2.18

Appelliste

Indkomståret 20xx
Personlig indkomst

Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for udgifter til opfyldelse af erstatningskrav med […] kr. i klagerens personlige indkomst. Skattestyrelsen har godkendt fradrag med […] kr.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger
Klageren [A] har været bestyrelsesmedlem i H1 i perioden [årstal-årstal]. Som bestyrelsesmedlem blev han ved dom afsagt af […] Landsret den [dato] 20xx pålagt et erstatningsansvar overfor G1 A/S. Landsretten pålagde ansvaret, idet klageren som bestyrelsesmedlem blandt andet havde deltaget i beslutningen om H1s engagement vedrørende […]. Klageren fandtes i den forbindelse at have handlet uforsvarligt […]. Erstatningsansvaret indebar solidarisk hæftelse med [antal] øvrige personer og blev af retten fastsat til i alt […] kr. med tillæg af procesrenter.

Den [dato] 20xx indgik de erstatningsansvarlige et frivilligt forlig med G1 A/S om betaling af […] kr. til fuld og endelig afgørelse. Samtidig med indgåelse af forliget indgik de solidarisk hæftende skyldnere inter partes aftale, hvorved eventuelt senere regresadgang blev afskåret. Disse aftaler medførte, at klageren skulle betale […] kr. inklusiv procesrenter til G1 A/S.

[…]

Klageren har den [dato] 20xx indsendt anmodning til Skatterådet om bindende svar på, hvorvidt der er fradrag for den betalte erstatning. Skatterådet har ved afgørelse af 17. november 2020 besvaret anmodningen. Det bindende svar er udformet efter Skattestyrelsens indstilling, som Skatterådet i det hele har tiltrådt. Det bindende svar er sålydende:

"Spørgsmål nr. 1:
Kan Skatterådet bekræfte, at spørger har fradrag for det beløb, som han har betalt i erstatning til G2 A/S i forbindelse med sit ansvar i "H1-sagen" ?

Skatterådets svar:
Ja

Spørgsmål nr. 2:
Kan Skatterådet bekræfte, at det ikke ændrer besvarelsen af spørgsmål 1, at en del af det betalte erstatningskrav eventuelt består af et uerholdeligt regreskrav?

Skatterådets svar:
Ja, se dog begrundelsen til spørgsmål 1.

Skatterådets bindende svar fremgår af SKM2021.93.SR.

[…]

Med henblik på at få foretaget en skatteansættelse for indkomståret 20xx i overensstemmelse med det bindende svar, indgav klageren den [dato] 20xx anmodning om genoptagelse til Skattestyrelsen.

Af anmodningen fremgår:

"(…)
Klagerens har betalt følgende:

Erstatningsbeløb

[…]

Procesrenter

[…]

I alt

[…]

(…)

Vi vedlægger det bindende svar, hvoraf fremgår:
For det første, at der er fradrag for det beløb, som A har betalt i erstatning til G1 A/S i forbindelse med ansvar i H1-sagen. Beløbet udgør DKK […].

For det andet, at det ikke gør nogen forskel, at en del af det betalte erstatningskrav består af et uerholdeligt regreskrav.
(…)

Genoptagelse:
Med baggrund i Skatterådets bindende svar skal vi hermed anmode om, at indkomståret 20xx genoptages med henblik på, at den skattepligtige indkomst nedsættes med DKK […]. Det er vores opfattelse, at indkomstopgørelsen skal genoptages, idet fristen, jf. skatteforvaltningslovens § 26 er iagttaget, og idet Skatterådets bindende svar har bekræftet, at erstatningsbeløbet kan fradrages den skattepligtige indkomst.
(…)"

Klagerens repræsentant har oplyst, at han i forbindelse med sagens behandling anmodede Skattestyrelsen om aktindsigt. Det fremgår af det udarbejdede sagsnotat, at Skattestyrelsen i anledning af en henvendelse fra klagerens revisor vedrørende fortolkning af det bindende svar kontaktede den medarbejder i Skattestyrelsen, der havde udfærdiget indstillingen til Skatterådet.

Af mail af [dato] 20xx til den pågældende medarbejder fremgår:
(…)
Du svarer ja til spørgsmålet om de kan få fradrag for det beløb, de har betalt i erstatning til G2. Altså […] kr. (ekskl. procesrenter)
Jeg skal bare forstå sagen rigtigt, når du i din indstilling skriver følgende:
Indkomst ved bestyrelsesarbejde er som udgangspunkt indkomst ved honorarvirksomhed, og indkomsten derfor skal opgøres efter et nettoindkomstprincip, således der alene kan ske fradrag i det omfang fradraget ikke overstiger indtægterne ved aktiviteten […].
Jeg er i tvivl om du i din indstilling reelt bruger dette argument eller generelt giver fradragsret efter SL § 6a uden iagttagelse af ovennævnte nettoindkomstprincip.

Af mails fra den pågældende medarbejder samme dag og af den [dato] 20xx fremgår:

Der er alene fradrag i det omfang det kan rummes i honorarindtægten fra bestyrelsesarbejdet. Altså netto.

Og

Det er sådan det skal forstås
Og jeg forstår ikke, hvordan de ellers vil forstå den del af sagsfremstillingen.

Jeg er ikke enig i, at svaret skal fortolkes i overensstemmelse med repræsentantens opfattelse.
Svaret skal naturligvis fortolkes i lyset af de indledende bemærkninger omkring nettoindkomstprincippet. Der er ikke på noget tidspunkt i besvarelsen taget afstand fra- hverken direkte eller indirekte-at der alene er fradrag op til indtægten ved bestyrelsesarbejdet.
Hvis de er i tvivl om hvordan svaret skal forstås, må de anmode om bindende svar på det spørgsmål. Vi skal gerne ekspedere svaret hurtigt.

Skattestyrelsen traf herefter afgørelse, hvorved klageren skatteansættelse for indkomståret 20xx blev genoptaget.

Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har godkendt fradrag på […] kr. i forbindelse med klagerens betaling af et pålagt erstatningskrav.

Skattestyrelsen har anført følgende:

"(…)

Skattestyrelsen ændrer kun delvis grundlaget for din skat for 20xx.

Øvrige fradrag i den personlige indkomst godkendes med

Fradrag opgjort efter nettoindkomstprincippet, jf. statsskattelovens §§ 4-6.

[…] kr.

Din indkomst nedsættes med […] kr.

Du har været bestyrelsesmedlem i H1 i perioden [årstal]/[årstal], og håndteringen […] i denne periode har været under bedømmelse i en erstatningssag for […] Landsret.

I dom af [dato] 20xx bliver du idømt et erstatningsansvar, og erstatningsbeløbet bliver efter et senere forlig opgjort til […] kr.

Af erstatningsbeløbet udgør procesrenter efter en forholdsmæssig fordeling […] kr.
R1 har anmodet om bindende svar vedrørende den del af det betalte erstatningsbeløb som ikke vedrører procesrenter.
(…)
Skattestyrelsen henviser i nærværende sag til sagsfremstillingen i det bindende svar.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse:

""Skattestyrelsen skal indledningsvis bemærke, at indkomst ved bestyrelsesarbejde som udgangspunkt er indkomst ved honorarvirksomhed. Undtagelse hertil gælder efter særlig praksis for advokater og konsulenter, hvilket ikke er relevant i nærværende sag.

Indkomsten opgøres derfor efter et nettoprincip, således der alene kan ske fradrag i det omfang fradraget ikke overstiger indtægterne ved aktiviteten.

Se hertil SKM2012.437.LSR og Den juridiske vejledning, afsnit C.C.1.2.3."

Og

Skatterådets afgørelse og begrundelse i uddrag:

"at bestyrelseshonorar er honorarindkomst, hvilket medfører, at det er nettoindkomsten, som bliver beskattet som personlig indkomst efter personskattelovens § 3, stk. 1, jf. nettoindkomstprincippet i statsskattelovens § 4.

at for honorarmodtagere betyder det fx, at omkostninger ved indkomsterhvervelsen kan reducere den personlige indkomst. Fradrag for omkostninger er dog begrænset til de udgifter, der specifikt vedrører honorarvederlaget (kildeartsbegrænset).

at nettoindkomstprincippet også betyder, at fradrag ikke kan overstige indtægten.

at underskud fra honorarvirksomheden ikke kan trækkes fra i årets anden indkomst eller fremføres til modregning i efterfølgende års indkomst.

at nettoindkomstprincippet betyder også, at fradrag ikke kan overstige indtægten ved den enkelte virksomhed, dvs. vederlag efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag efter personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 6, jf. ligningslovens § 8M"

Det bemærkes, at den indledende konstatering ikke efterfølgende er fragået.
(…)

Skattestyrelsen fastholder, at den betalte erstatning - bortset fra renterne - alene kan fradrages i det omfang, den kan rummes i indtægten fra bestyrelsesarbejdet.

Revisors bemærkning om, at indstillingen burde have indeholdt en beløbsmæssig opgørelse, giver ikke et andet resultat.

Skatterådets besvarelse af spørgsmålet med "Ja" kan ikke forstås løsrevet fra Skattestyrelsens indstilling, som Skatterådet ender med at tiltræde.

Du har i indkomståret 20xx modtaget […] kr. i bestyrelseshonorar fra […] ApS.
(…)

Skattestyrelsen kan derfor kun godkende et fradrag for det betalte erstatningskrav i din personlige indkomst med […] kr. ([…] minus arbejdsmarkedsbidrag på 8 %).

Rentebeløbet er ikke omfattet af genoptagelsesanmodningen, idet beløbet fradrages efter særlig hjemmel i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e.

Du har indsendt dokumentation for betaling af erstatningsbeløbet samt for kapitalfremskaffelsen hertil, og rentebeløbet er godkendt på din årsopgørelse."

Skattestyrelsen er enig med Skatteankestyrelsens indstilling til afgørelse og har følgende bemærkninger til sagen:

Skattestyrelsen har afgivet følgende udtalelse til Skatteankestyrelsen:

"Klageren blev ved [...] Landsrets dom af [dato] 20xx idømt erstatningsansvar for sin rolle som bestyrelsesmedlem i H1 i perioden fra [årstal-årstal].

Klageren bad herefter om bindende svar på, om der er fradrag for betalt erstatning i forbindelse med sit ansvar som bestyrelsesmedlem, hvilket blev besvaret med "Ja".

Skatterådet tiltrådte Skattestyrelsens indstilling til afgørelse ved bindende svar af 17. november 2020. Af Skattestyrelsens indstilling fremgår bl.a.: "Skattestyrelsen skal indledningsvist bemærke, at indkomst ved bestyrelsesarbejde som udgangspunkt er indkomst ved honorarvirksomhed."

Videre fremgår, at "Indkomsten opgøres derfor efter et nettoprincip, således der alene kan ske fradrag i det omfang fradraget ikke overstiger indtægterne ved aktiviteten."

Af Skatterådets afgørelse og begrundelse fremgår endvidere "Fradraget for omkostninger er dog begrænset til de udgifter, der specifikt vedrører honorarvederlaget (kildeartsbegrænset)."

Der blev ikke indgivet klaget over Skatterådets bindende svar af 17. november 2020.

Ved genoptagelsesanmodning af [dato] 20xx har klageren anmodet Skattestyrelse om genoptagelse af indkomstopgørelsen for indkomståret 20xx med baggrund i Skatterådets bindende svar. Efter klageren opfattelse skal indkomsten herefter nedsættes med […] kr.

Skattestyrelsen har ved afgørelse af [dato] 20xx genoptaget og delvis ændret klageren skatteansættelse således, at der godkendes fradrag i den personlige indkomst med […] kr., svarende til klagerens modtagne bestyrelseshonorar i indkomståret 20xx ekskl. arbejdsmarkedsbidrag på 8%.

Ved klage af [dato] 20xx har klageren gjort gældende, at skatteansættelsen for 20xx nedsættes i overensstemmelse med det bindende svar.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at klagerens skatteansættelse netop er foretaget i overensstemmelse med det bindende svar.

Beskatning af honorarindkomst sker ifølge praksis efter principperne om kildeartsbegrænsning. Klagerens udgifter i forbindelse med det pålagte erstatningsansvar er kildeartsbegrænset og kan derfor kun fratrækkes i indtægten fra bestyrelsesarbejdet. Efter nettoprincippet er der således alene fradrag i det omfang fradraget ikke overstiger indtægterne ved aktiviteten.

Svaret er herefter i overensstemmelse med gældende praksis på området, og svaret henviser også hertil.

Skattestyrelsen er herefter enig med Skatteankestyrelsen, at Skattestyrelsens indstilling til Skatterådet og den begrundelse der i det hele er tiltrådt i det bindende svar, indeholder et klart og tydeligt svar på det stillede spørgsmål og at Skattestyrelsens afgørelse er truffet i overensstemmelse hermed."

Klagerens opfattelse
Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 20xx nedsættes med […] kr. i forbindelse med betalt erstatningskrav.

Klagerens repræsentant har som begrundelse for påstanden anført følgende:

"Vi har på vegne af A indsendt en genoptagelsesanmodning af skatteansættelsen for indkomståret 20xx med henblik på at få nedsat den skattepligtige indkomst med DKK […] i henhold til bindende svar afgivet af Skatterådet den 17. november 2020. Skattestyrelsen har ved afgørelse af [dato] 20xx nedsat den skattepligtige indkomst med DKK […] og ikke med DKK […] som anmodet, hvorfor vi hermed skal klage over Skattestyrelsens afgørelse. (…)

Bindende svar afgivet af Skatterådet er bindende for Skatteforvaltningen, hvorfor Skattestyrelsen skal genoptage skatteansættelsen i overensstemmelse med det positive bindende svar.

Den betalte erstatning er udtryk for et driftstab, som ikke er omfattet af begrænsningen i nettoindkomstprincippet.

Baggrunden
(…)

A har indsendt anmodning om bindende svar på, at der er fradrag for den betalte erstatning. Anmodning om bindende svar er indsendt den [dato] 20xx. Skatterådet har ved afgørelse af 17. november 2020 besvaret anmodningen bekræftende. De faktiske omstændigheder omkring erstatningssagen er beskrevet indgående i anmodning om bindende svar af [dato] 20xx. (…)

Med henblik på at få genoptaget skatteansættelsen for indkomståret 20xx i overensstemmelse med det bindende svar har A den [dato] 20xx indsendt en genoptagelsesanmodning. Opgørelsen af erstatningsbeløb henholdsvis procesrenter fremgår af genoptagelsesanmodning af [dato] 20xx. (…)

I forbindelse med behandling af genoptagelsesanmodningen har Skattestyrelsen imidlertid fortolket Skatterådets bindende svar til ugunst for A, idet Skattestyrelsen har fortolket det bindende svar således, at den betalte erstatning på DKK […] kun er fradragsberettiget med DKK […].

Tvisten i den pågældende sag er herefter spørgsmålet om, hvorvidt der er fradrag for DKK […] eller DKK […]. Vi er uenige i Skattestyrelsens fortolkning af det bindende svar og finder i øvrigt, at den betalte erstatning kan fradrages som et driftstab, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Det er således vores opfattelse, at Skattestyrelsen skal anerkende, at der er fradrag for den betalte erstatning på DKK […] og genoptage skatteansættelsen for 20xx i overensstemmelse hermed.

Der er enighed om, at den idømte erstatning udgør et driftstab, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Dette fremgår umiddelbart af det bindende svar og er heller ikke anfægtet af Skattestyrelsen i forbindelse med behandling af genoptagelsesanmodningen.

(…)

Retsgrundlaget
Om nettoindkomstprincippet
Redegørelse fra Skatteretsrådet (Skatteministeriet, februar 2001)

Redegørelsen fra Skatterådet indeholder blandt andet "Notat om indkomstopgørelse i ikke-erhvervsmæssig virksomhed (Skatteretsrådet, den 26. april 2001)". I notatet åbnes op for diskussion om, hvor hjemlen til nettoindkomstprincippet skal findes - uden dog helt at konkludere herpå. I notatet fremgår dog, at der (på det tidspunkt) ved den seneste afsagte Landsskatteretskendelse var anvendt nettoindkomstprincippet som en direkte indfortolkning af statsskattelovens § 4. Notatet indeholder ikke en gennemgang af honorarmodtagerbegrebet, da dette begreb er opstået senere. Da honorarmodtagere imidlertid, tilsvarende ikke-erhvervsmæssig virksomhed, er omfattet af nettoindkomstprincippet, er uddrag fra notatet fremhævet nedenfor.

Såfremt det antages, at statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er hjemmel for fradrag for udgifter ved drift af ikke-erhvervsmæssig virksomhed, synes et eventuelt underskud i virksomheden at være fradragsberettiget og kunne fremføres. Praksis anerkender imidlertid ikke, som nedenfor beskrevet, fradrag for et eventuelt underskud, men anser dette som en realiseret privatudgift, jf. formentlig en fortolkning af § 6, stk. 2.
(…)

Baggrunden for at acceptere fradrag ved ikke-erhvervsmæssig virksomhed, og en som følge deraf reduktion i indkomsten, er formentlig almindelige billighedsbetragtninger. Ikke-erhvervsmæssige virksomheders kildeartsbegrænsede fradragsret for udgifter er med andre ord skabt af en entydig praksis fra ligningsmyndigheder og domstole. Hvor hjemlen til denne accept af nettoindkomstprincippet skal søges, synes ikke at fremgå af den nedenfor omtalte praksis, bortset fra den tidligere refererede kendelse fra Landsskatteretten, som klart søger hjemlen nettoindkomstprincippet i en indfortolkning direkte i statsskattelovens § 4.

Hjemlen for, at praksis ikke anerkender fradrag for underskud i anden positiv indkomst fra andre kilder og ikke anerkender fremførsel af underskud til modregning i senere års overskud, kan som ovenfor nævnt være statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, smh. § 6, stk. 2. Dette begrundes med, at nettounderskuddet er udtryk for realiseret privatforbrug, og privatforbrug er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Af Den Juridiske Vejlednings afsnit C.C.1.2.3 "Selvstændig erhvervsvirksomhed, afgrænsning over for honorarmodtagere, der ikke er selvstændigt erhvervsdrivende" fremgår blandt andet følgende:

Der gælder i et vist omfang ensartede skatteregler for denne type honorarvirksomhed og hobbyvirksomhed, som begge er ikke-erhvervsmæssige virksomhedsformer. Bl.a. er det nettoindkomsten, som bliver beskattet som personlig indkomst efter PSL § 3, stk. 1, jf. nettoindkomstprincippet i SL § 4.

Af Den Juridiske Vejlednings afsnit C.C.1.3.1 "Generelt om afgrænsningen af erhvervsmæssig virksomhed over for ikke erhvervsmæssig virksomhed" fremgår blandt andet følgende:

Afgrænsning mellem erhvervsmæssig virksomhed og ikke-erhvervsmæssig virksomhed
Ikke-erhvervsmæssig virksomhed kaldes undertiden hobbyvirksomhed, fordi afgrænsningsproblemerne ofte vil opstå i forbindelse med visse former for virksomhed, der synes at have private formål som de primære. Disse private formål kan fx være boligformål, eller sportsinteresser, som fx ridning, hestevæddeløb og sejlads, eller det kan være dyrehold, som fx heste, kaniner, fjerkræ eller lignende.

Hobbyvirksomhed har på den ene side fælles træk med erhvervsvirksomhed, men er på den anden side karakteriseret ved, at systematisk indtægtserhvervelse ikke er det afgørende formål for skatteyderen.

I retspraksis og andre steder ses udtrykket hobbyvirksomhed dog også anvendt om virksomhed, der ikke har dette præg af fritidsinteresse, men som i øvrigt ikke opfylder kriterierne for at være erhvervsmæssig.

2.2 Om driftstab
(…)

2.2.1 Vores opfattelse af retsstillingen vedrørende driftstab
Fradrag for driftstab er ikke direkte reguleret, men er udviklet gennem praksis. Driftstab adskiller sig fra de løbende driftsomkostninger.
(…)

Sammenhæng med indkomsten skal forstås som udgiftens sammenhæng med den løbende indkomst. Der er ikke indlejret betingelser om, at de pågældende udgifter skal være nødvendige eller sædvanlige. Omvendt kan atypiske eller ekstraordinære udgifter dog være udtryk for, at udgiften ikke har en tilstrækkelig sammenhæng med den løbende indkomsterhvervelse.
Driftsomkostningsbegrebet medfører således mulighed for at fratrække de løbende udgifter, der er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde den løbende skattepligtige indkomst.

Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a om driftsomkostninger er en generel bestemmelse, og bestemmelsen er ikke begrænset til specifikke indkomstmodtagere. Bestemmelsen gælder således også for f.eks. lønmodtagere. I modsætning til selvstændige erhvervsdrivende, formodes det i almindelighed, at lønmodtagere ikke afholder omkostninger for at varetage indkomsten, da det formodes at arbejdsgiveren afholder alle nødvendige omkostninger. Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a har således et snævrere anvendelsesområdet for lønmodtagere. Dette illustreres yderligere af de detaljerede bestemmelser i ligningsloven, som har forrang for statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a i henhold til lex specialis princippet.

Driftstab er ikke ligesom driftsomkostninger en løbende udgift, den pågældende har afholdt med henblik på at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomst. Udgiften har forbindelse til indkomsterhvervelse, men vil i modsætning til de løbende driftsomkostninger i højere grad være udtryk for utilsigtede udgifter, som er en følge af bestræbelserne på at erhverve indkomsten (og ikke med det formål at opnå indkomst). Udgiften kan være udtryk for en udefrakommende påvirkning, som skatteyderen ikke har haft indflydelse på - eller tab som skatteyderen har haft begrænset indflydelse på.

Muligheden for at fratrække driftstab er udviklet gennem praksis. Driftstab er ikke reguleret i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a og er ikke sammenfaldende med driftsomkostningsprincippet. Begrebet er imidlertid udviklet gennem praksis, som har taget afsæt i en analogi af § 6, stk. 1, litra a.

Erstatningsydelser betragtes derfor som driftstab og vil i visse situationer være fradragsberettigede. Det er grundlæggende en betingelse, at tabet er opstået som led i bestræbelserne på at erhverve indkomst. Det har desuden betydning for fradragsretten, om den forvoldte skade må anses som en sædvanlig og almindelig driftsrisiko i forbindelse med indkomsterhvervelsen. Hvis der ikke foreligger en retlig forpligtelse til at betale erstatning, vil den skattemæssige vurdering af, om ydelsen er fradragsberettiget, foretages ud fra det almindelige driftsomkostningsbegreb.

Der er en formodning for, at erstatninger, der udspringer af ansvar forvoldt med skadevolderens forsætlige eller groft uagtsomme forhold, ikke har den fornødne driftsmæssige forbindelse til indkomsterhvervelsen.

Vores opfattelse og begrundelse
Det er vores påstand, at Skattestyrelsen skal anerkende, at der er fradrag for den betalte erstatning og nedsætte skatteansættelsen for indkomståret 20xx med DKK […]. Som støtte for vores påstand skal vi i det følgende redegøre for vores fortolkning af det bindende svar samt vores opfattelse af det materielle grundlag. 

Det bindende svar
Skattestyrelsen har i forbindelse med sagsbehandlingen af den indsendte genoptagelsesanmodning fortolket det bindende svar således, at den betalte erstatning på DKK […] kan fradrages den skattepligtige indkomst med maksimalt DKK […]. Denne fortolkning er vi ikke enige i, ligesom vi heller ikke er enige i rækkevidden af Skattestyrelsens adgang til fortolkningen af det bindende svar. Vi skal i det følgende redegøre for disse synspunkter.

3.1.1 Formålet med det bindende svar
I forbindelse med erstatningssagen og det indgåede forlig har A anmodet om bindende svar med henblik på at opnå sikkerhed for de skattemæssige konsekvenser af den betalte erstatning. Det var As opfattelse, at der var fradrag for den betalte erstatning. På grund af erstatningsbeløbets størrelse blev der imidlertid indhentet bindende svar med henblik på at eliminere enhver tvivl om adgangen til fradrag. De procesrenter, der er opstået i forbindelse med erstatningssagen, er påført oplysningsskemaet for 20xx uden, at der er indhentet bindende svar herom. Årsagen hertil er, at der ikke kan være tvivl om adgang til fradrag for procesrenterne. Det bindende svar er således indhentet med henblik på at opnå sikkerhed for de skattemæssige konsekvenser ved det betalte erstatningsbeløb inden fradragsbeløbet blev påført oplysningsskemaet.

Anmodning om bindende svar er indsendt til Skattestyrelsen den [dato] 20xx. På grund af den betalte erstatnings beløbsmæssige størrelse, anmodede A om, at Skatterådet behandlede anmodning om bindende svar, hvilket blev imødekommet.

Skattemyndighedernes behandling af bindende svar forudsætter i almindelighed, at der spørges om den skattemæssige virkning af påtænkte eller foretagne dispositioner, og spørgsmålet er formuleret således, at der kan svares ja eller nej.

Såfremt spørgsmålet ikke vedrører en konkret (påtænkt eller foretagen) disposition, kan Skattemyndighederne afvise besvarelse af spørgsmålet. Det samme gør sig gældende, såfremt spørgsmålet ikke vedrører skattemæssige konsekvenser af en påtænkt disposition, men f.eks. indberetningspligter. Hvis Skattemyndighederne vurderer, at sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst, kan Skattemyndighederne anmode spørgeren om yderligere informationer, jf. skatteforvaltningslovens § 24, stk. 1.
Den relativt snævre adgang til at spørge om skattemæssige konsekvenser af forskellige dispositioner kombineret med Skattemyndighedernes krav til formulering af det stillede spørgsmål understreger, at Skatterådet skal tage specifikt stilling til dét, der spørges om, og at Skatterådet nødvendigvis må have de relevante oplysninger til vurderingen af de skattemæssige konsekvenser ved en given disposition.

Skattestyrelsen har den [dato] 20xx sendt udkast til indstilling til Skatterådet. Indstillingen til Skatterådet var udtryk for fuldt medhold, idet Skattestyrelsen uden forbehold indstillede, at spørgsmålet skulle besvares bekræftende. Derfor har vi ved mail af [dato] 20xx meddelt Skattestyrelsen, at vi ikke havde bemærkninger til indstillingen eller ønskede at foretræde for Skatterådet.

3.1.2 Spørgsmål og Skatterådets svar:
Kan Skatterådet bekræfte at spørger har fradrag for det beløb som han har betalt i erstatning til G2 i forbindelse med sit ansvar ti "H1-sagen"?
Svar JA

Kan skatterådet bekræfte at det ikke ændrer besvarelsen af spørgsmål 1, at en del af det betalte erstatningskrav eventuelt består af et uerholdeligt regreskrav
Svar JA. Se dog begrundelsen til spørgsmål 1
(…)

1) Fradrag
Begrebet fradrag er et helt sædvanligt skattemæssigt begreb, som betyder, at et beløb kan fratrækkes den skattepligtige indkomst, hvormed beløbet nedsætter den betalbare skat. Det er vores opfattelse, at begrebet fradrag ikke kan forstås på andre måder. Når der spørges til, om der er fradrag for beløbet, er det således vores opfattelse, at spørgsmålet ikke kan forstås på andre måder end, at det ønskes bekræftet, at beløbet kan fratrækkes den skattepligtige indkomst, hvormed den betalbare skat nedsættes.

Dette bliver yderligere "sat på spidsen" i den parallelle sag, som vi også fører for B, hvor spørgsmålene og svarene er enslydende med ovenstående. Der er dog den forskel i de to sager, at B ikke har honorarindkomst i 20xx og alligevel bekræftes det, at han også har fradrag. Dette kan på ingen måder rummes i begrebet "fradrag". Det giver ingen mening at anføre, at "ja", der er fradrag, hvis Skattestyrelsen mener, at fradraget er 0 kr.

Ad 2) Det beløb, der er betalt i erstatning til G2 A/S
Der ønskes sikkerhed for, at fradraget er identisk med det beløb, der er betalt i erstatning til G2 A/S, hvorfor netop denne ordlyd er anvendt til formulering af spørgsmålet.

Begrebet betalt præciserer, at der er tale om en faktisk foretagen disposition, idet A har betalt erstatningsbeløbet. Både ansvaret og selve den likviditetsmæssige belastning er således en aktualitet og ikke blot en potentiel eller fremtidig udfordring. Betalingen (i sammenhæng med det indgåede forlig samt den indbyrdes aftale mellem de erstatningsansvarlige) er udtryk for, at sagen er afsluttet både i forholdet mellem A og G2 A/S og i forholdet mellem A og de øvrige erstatningsansvarlige. Ved anvendelse af begrebet har betalt, afgrænses spørgsmålet således til det beløb, som faktisk er betalt til G2 A/S.

Spørgsmålet er dog yderligere afgrænset til at vedrøre det beløb, som A har betalt i erstatning til G2 A/S, hvorved spørgsmålet ikke vedrører den del af det betalte beløb, der vedrører procesrenter.

A har betalt DKK […] til G2 A/S i overensstemmelse med forlig og inter partes aftale. Betalingen kan dokumenteres via kontoudskrifter fra As pengeinstitut. Beløbet er til fuld og endelig afgørelse og dækker således både erstatningsbeløb og procesrenter (men ikke andre omkostninger). Der er ikke foretaget en fordeling af beløbet mellem parterne.

I forbindelse med anmodning om bindende svar har vi opgjort fordelingen af henholdsvis erstatningskrav og procesrenter forholdsmæssigt i overensstemmelse med dommen fra [...] Landsret. Skattestyrelsen har konkret godkendt den beløbsmæssige størrelse af procesrenterne og fradraget herfor.

Det er således vores samlede vurdering:

At spørgsmålet er formuleret tydeligt og klart, og at Skatterådet svarer klart "ja" til vores spørgsmål.
At Skatterådet-i tilfælde af, at Landsskatteretten er uenig i ovenstående-har ansvaret for, at der kun gives et bindende svar, hvis spørgsmålet er tilstrækkeligt oplyst, jf. de enkelte bemærkninger til skatteforvaltningslovens § 24 i Lovforslag nr. 110(FT2004/05) og
At konklusionen (eller rettere:"ja" i det bindende svar er den forvaltningsretlige afgørelse og ikke Skattestyrelsens indstilling.

Det virker retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, såfremt skattemyndighederne kan lave en begrundelse i strid med konklusionen uden, at Skatterådet har taget forbehold i konklusionen, f.eks. "JA, se dog begrundelse". Det fremgår af Den Juridiske Vejledning, at en begrundelse skal fremstå som en forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det indhold, den har. Det virker derfor naturligt at forvente, at begrundelsen er i overensstemmelse med konklusionen og i hvert fald ikke har et selvstændigt indhold i strid med konklusionen.

Skattestyrelsen har fortolket det bindende svar således, at der kun er fradrag for DKK […], selvom der er betalt […] DKK i erstatning. Hvis dette var korrekt, ville det være naturligt at forvente, at en afgørelse som giver under 1% medhold ikke angives som en afgørelse med fuldt medhold uden nogen forbehold. De markante forskelle i de skattemæssige konsekvenser må stille særlige krav til afgørelsens udformning og indhold på grund af den store forskel på fradrag for henholdsvis DKK […] og […] DKK. Et fradrag for […] ville alt andet lige være mere korrekt angivet med "nej" eller alternativt "ja - se dog begrundelse", såfremt der klart og tydeligt i begrundelsen var lagt en alternativ opgørelse til grund.

Dertil kommer, at enhver usikkerhed om forståelsen af det bindende svar må komme skatteyder til gavn, idet Skatterådet/Skattestyrelsen har ansvaret for formulering af svaret, samt at indhente fornødne oplysninger om nødvendigt. Det må således have bevismæssig skadevirkning, hvis Skatterådet reelt har ment noget andet, end det som de har svaret, og dette gælder - så meget desto mere - når begrundelsen/indstillingen kan fortolkes på flere måder.

3.1.3 Holistisk fortolkning
Selvom Landsskatteretten må finde, at Skatterådets konklusion ("ja") ikke kan fortolkes uafhængigt af indstillingen, gør vi gældende, at indstillingen heller ikke kan fortolkes anderledes, end at der er ment "ja".

I anmodning om bindende svar har vi redegjort for, at det var vores opfattelse, at spørgsmålet skulle besvares bekræftende, og vi har indledt afsnit 2.2 Vores opfattelse af spørgers retlige stilling med at anføre følgende:

Det er vores opfattelse, at spørgsmål 1 skal besvares med ja, og at den af spørger betalte erstatningsydelse skal betragtes som et fradragsberettiget driftstab i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Vi har i det pågældende afsnit argumenteret for, hvorfor den betalte erstatning skal anses som et fradragsberettiget driftstab. Afsnittet er afsluttet således

Erstatningsydelsen er opgjort i afsnit 1.5, hvorefter det til G2 A/S betalte krav er sammensat af henholdsvis eget erstatningsbeløb, uerholdeligt regreskrav og procesrenter. Procesrenterne er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e og fratrækkes kapitalindkomsten. Effekten af, at spørgers eget erstatningsbeløb samt det uerholdelige regreskrav skal anses for et fradragsberettiget driftstab er, at disse kan fradrags med henholdsvis DKK […] og DKK […], i alt DKK […]. Beløbet fratrækkes den skattepligtige indkomst og som et ligningsmæssigt fradrag.

Dette er det sidste, vi har anført angående spørgsmål 1, inden Skattestyrelsen har påbegyndt indstillingen til Skatterådet.

Som et afsluttende afsnit er det således tydeligt, at det er vores opfattelse, at der er fradrag for hele beløbet betalt til G2 A/S, idet procesrenterne er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, mens det betalte erstatningsbeløb er fradragsberettiget som et driftstab i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Ligeledes fremgår det tydeligt, at det er vores opfattelse, at tabet ikke er omfattet af nettoindkomstprincippet (som vedrører den personlige indkomst), men i stedet fratrækkes den skattepligtige indkomst som et ligningsmæssigt fradrag.

Det anførte spørgsmål, som går på, hvorvidt Skattestyrelsen kan bekræfte, at der er fradrag for erstatningsbeløbet på DKK […], skal ses i den kontekst.

Da vi på vegne af A anmodede om bindende svar på spørgsmålet om fradrag for den betalte erstatning, oplyste vi ikke om As honorarindkomst for indkomståret 20xx. Vi anså ikke den pågældende oplysning for relevant. Skattestyrelsen har heller ikke i forbindelse med udarbejdelse af indstillingen spurgt om disse oplysninger, ligesom det heller ikke fremgår af Skattestyrelsens sagsfremstilling, at Skattestyrelsen har undersøgt dette på egen hånd. Honorarindkomsten for 20xx har således ikke været en del af sagsbehandlingen af det bindende svar, hvilket har bekræftet os i, at oplysningen ikke havde nogen betydning for sagen. Dette var også en af de medvirkende årsager til, at vi uden videre accepterede indstillingen.

Skatterådet har tiltrådt Skattestyrelsens indstilling uden ændringer. Skattestyrelsen indstillede, at de adspurgte spørgsmål besvaredes med ja. Det pågældende ja er uden forbehold. Hverken vores argumentation eller de forudsætninger, der blev lagt til grund for spørgsmålene, blev i forbindelse med indstillingen anfægtet af Skattestyrelsen.

Skattestyrelsens indstilling indeholder sagsfremstilling, begrundelse og konklusion. Efter gennemgang af de faktiske omstændigheder vedrørende erstatningssagen, ridser Skattestyrelsen spørgsmålene op:

Der er som nævnt spurgt til, hvorvidt det kan bekræftes, at Spørger har fradrag for det beløb, som han har betalt i erstatning til G2 A/S i forbindelse med sit ansvar i "H1-sagen" (spørgsmål 1). I tilslutning hertil er er spurgt, hvorvidt det kan bekræftes, at det ikke ændrer besvarelsen af spørgsmål 1, hvis en del af det betalte erstatningskrav består af et uerholdeligt regreskrav (spørgsmål 2).

Spørger bemærker i tilslutning hertil, at spørgsmålene alene vedrører hovedkrav og eventuelt regreskrav. Spørgsmålene omfatter således ikke den del af det samlede beløb, som vedrører procesrenterne.

Skattestyrelsen bemærker således som indledning til begrundelsen, at der spørges om fradrag for den betalte erstatning.

Dernæst anfører Skattestyrelsen sin begrundelse som til sidst munder ud i resultatet / konklusionen. Skattestyrelsen indleder begrundelsen således:

Skattestyrelsen skal indledningsvis bemærke, at indkomst ved bestyrelsesarbejde som udgangspunkt er indkomst ved honorarvirksomhed. Undtagelse hertil gælder efter særlig praksis for advokater og konsulenter, hvilket ikke er relevant i nærværende sag.

Indkomsten opgøres derfor efter et nettoprincip, således der alene kan ske fradrag i det omfang fradrag ikke overstiger indtægterne ved aktiviteten.

Se hertil SKM2012.437.LSR og Den juridiske vejledning, afsnit C.C.1.2.3.

Renteudgifter kan derimod fradrages efter særlig hjemmel i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e.

Efterfølgende vurderer Skattestyrelsen imidlertid, hvorvidt tabet er et driftstab, idet Skattestyrelsen anfører i indstillingen: 

Der kan efter praksis ske fradrag for driftstab, når tabet vedrører driften af erhvervsmæssig virksomhed og er påført som udslag af en naturlig driftsrisiko forbundet med udøvelsen af den pågældende virksomhed.

Heri ligger, at de dispositioner, der har resulteret i et tab, såvel efter en objektiv som en subjektiv vurdering skal være et naturligt led i driften af en virksomhed.

Og Skattestyrelsen finder, at erstatningen er udtryk for et driftstab, idet konklusionen lyder som følger: Der er efter Skattestyrelsens opfattelse derfor fradrag for den betalte erstatning efter bestemmelsen i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a Den interne fordeling af erstatningsansvaret, som foretaget ved aftalen af [dato] 20xx må efter Skattestyrelsens opfattelse lægges til grund i skattemæssig forstand, således at den i det hele afløser den ved landsrettens dom fastslåede ligelige fordeling.

Det er derfor ikke relevant at diskutere, hvorvidt fradragsretten skal reduceres som følge af synspunkter om anskaffelsessummen for et regreskrav. Der opstår som følge af aftalen af [dato] 20xx ingen regres de Domfældte imellem.

Der er ved indstillingen ikke taget stilling til spørgers fordeling af erstatningsansvaret på hovedstol og renter, herunder spørgsmålet om, hvorvidt de af spørger som renter betegnede beløb skattemæssige udgør en renteudgift for spørger.

Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Når man læser konklusionen i sammenhæng med det stillede spørgsmål, kan man konkludere, at spørgsmålet vedrører fradrag for den betalte erstatning, hvilket Skattestyrelsen i begrundelsen bekræfter med henvisning til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, inden spørgsmålet besvares spørgsmålet med ja.

Det gør ikke nogen forskel, at Skattestyrelsen laver en indledende bemærkning om, at indkomst ved bestyrelsesarbejde som udgangspunkt er honorarvirksomhed, der skal opgøres efter et nettoindkomstprincip i statsskattelovens § 4, når Skattestyrelsen efterfølgende behandler spørgsmålet om, hvorvidt erstatningen er udtryk for et driftstab og endeligt konkluderer, at der er fradrag for den betalte erstatning efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Fra et naturligt sprogligt perspektiv kan indstillingen og Skatterådets besvarelse på spørgsmålet lidt firkantet opsummeres til følgende:

Skatteyder spørger Skatterådet om der er fradrag for betalt erstatning
Skatteyder oplyser, at der er betalt […] DKK i erstatning
Skatterådet bemærker, at bestyrelseshonorar som udgangspunkt er omfattet af nettoindkomstprincippet i statsskattelovens § 4.

Men Skatterådet bekræfter, at der er fradrag for betalt erstatning, da der er tale om et driftstab, jf. statsskattelovens § 6, stk.1, litra a- altså en anden bestemmelse end hjemlen til nettoindkomstprincippet.

Eventuelle alternative fortolkninger må bero på øvrige faktorer end en almindelig sproglig forståelse, da øvrige fortolkninger ikke kan rummes af ordlyd og sproglig forståelse af afgivet spørgsmål og afgivet svar.

3.1.4 Genoptagelsesanmodningen/Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har ved behandling af genoptagelsesanmodningen fortolket det bindende svar således, at fradraget er begrænset til DKK […]. Du har i indkomståret 20xx modtaget […] kr. i bestyrelseshonorar fra […] ApS.

I henhold til Den juridiske vejledning afsnit C.A.3.1.2 fremgår det, at bestyrelsesmedlemmer omfattet af honorarbegrebet skal betale arbejdsmarkedsbidrag af bruttovederlaget efter arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 1, nr. 2. og at konsekvensen af at være honorarmodtager i stedet for lønmodtager bl.a., at det er nettoindkomsten, der bliver beskattet som personlig indkomst, jf. nettoindkomstprincippet i statsskattelovens § 4-6.

Skattestyrelsen kan derfor kun godkende et fradrag for det betalte erstatningskrav i din personlige indkomst med […] kr. ([…] minus arbejdsmarkedsbidrag på 8 %).

Oplysninger om As honorarindkomst i indkomståret 20xx indgik ikke som en del af sagsfremstillingen af det bindende svar. Oplysningerne blev hverken undersøgt eller lagt til grund, ligesom der heller ikke blev lagt vægt herpå ved sagsbehandlingen. Det er betænkeligt, at Skattestyrelsen ved fortolkningen lægger forudsætninger til grund, som ikke var en del af det bindende svar. Ligeledes er det betænkeligt, at Skattestyrelsen fortolker en bindende afgørelse afgivet af en højere retsinstans, som giver skatteyderen fuldt medhold, til ugunst for skatteyderen.

Skattestyrelsen lægger ved afgørelsen vægt på, at det fremgår af Skattestyrelsens indstilling til det bindende svar, at Skattestyrelsen indledende bemærker, at indkomst ved bestyrelsesarbejde som udgangspunkt er honorarvirksomhed, som opgøres efter et nettoprincip.

Derudover henviser Skattestyrelsen til Skatterådets afgørelse og begrundelse ved "uddrag". De pågældende uddrag er uddrag direkte af Den Juridiske Vejledning om honorarindkomst og altså ikke selvstændig udtalelse om sagen.

Skattestyrelsen bemærker herefter: Det bemærkes, at den indledende konstatering ikke efterfølgende er fragået.

Det er vores opfattelse, at honorarmodtagerbegrebet indledningsvist er behandlet overfladisk og kortvarigt med brug af fire sætninger. Herefter har Skatterådet behandlet spørgsmålet om driftstab mere dybdegående. Det er vores opfattelse, at driftstab ikke er omfattet af nettoindkomstprincippet, hvilket fremgår af anmodningen om bindende svar. Skatterådet har ikke tilsidesat vores begrundelse, hvorfor vi må forstå, at Skatterådet er enig heri. Det er vores opfattelse, at begrundelsen ikke kan læses anderledes end, at udgangspunktet er, at honorarmodtagere er omfattet af nettoindkomstprincippet. Dette modificeres dog i dette tilfælde, hvor der er tale om et driftstab.

Dette understøttes af konklusionen, som henviser direkte til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a:

Der er efter Skattestyrelsens opfattelse derfor fradrag for den betalte erstatning efter bestemmelsen i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Konklusionen er således ikke henført til nettoindkomstprincippet, jf. statsskattelovens § 4, men til driftstab i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Afgørelsens ordlyd, opbygning og henvisning til hjemmel kan efter vores opfattelse ikke føre til andet resultat end, at Skatterådet har bekræftet, at der er fradrag for den betalte erstatning efter en driftstabsbetragtning uanset, at honorarmodtagere i relation til sædvanlige driftsomkostninger er omfattet af nettoindkomstprincippet.

Vi har, efter anmodning, fået aktindsigt i afgørelsen af [dato] 20xx. Af sagsnotatet fremgår, at sagsbehandleren ved behandlingen af genoptagelsesanmodning den [dato] 20xx har kontaktet den sagsbehandler (MJ), som har forberedt indstillingen til Skatterådet med henblik på fortolkning af det bindende svar. Det fremgår, at MJ har oplyst, at indstillingen skal forstås således, at fradraget kun kan modregnes i indtægter fra bestyrelsesarbejdet.

Yderligere fremgår det, at (…) er blevet kontaktet igen den [dato] 20xx til konsultation i forhold til vores bemærkninger vedrørende fortolkning af det bindende svar, og at MJ den [dato] 20xx har sendt "forslag til tekst".

Det er utvivlsomt således, at selvom Skattestyrelsen har forberedt indstillingen til Skatterådet, er det fortsat Skatterådet, der har truffet afgørelse i sagen. Det er ikke Skattestyrelsen, der har truffet den pågældende afgørelse. Det er derfor også stærkt retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, at sagsbehandleren (MJ), som ikke har truffet afgørelse i det bindende af "bagvejen" via en henvendelse fra en anden del af Skattestyrelsen, forsøger at rette op på den uklarhed, som det bindende helt åbenbart er udtryk for.

Uanset skal og bør afgørelsen stå alene, og en fortolkning af afgørelsen kan ikke bero på, hvad der givetvis har været intensionen med indstillingen, såfremt afgørelsen har et andet indhold, end hvad der fremgår af afgørelsen. Det er som førnævnt vores opfattelse, at afgørelsen ikke kan fortolkes i strid med ordlyden og til ugunst for skatteyderen - især ikke, når Skattestyrelsen som indstiller og Skatterådet har haft alle muligheder for at give et klart svar på et klart formuleret spørgsmål, og hvis der var spørgsmålets klarhed, er det Skattestyrelsen/Skatterådet, der har ansvaret for at skabe klarheden.

3.2 Det materielle indhold
Der er enighed om, at den betalte erstatning er udtryk for et driftstab i skattemæssig forstand. Dette har Skatterådet fundet ved afgørelsen af anmodning om bindende svar, og Skattestyrelsen har ikke ved behandling af genoptagelsesanmodningen tilsidesat denne del. Derfor gennemgås i det følgende ikke nærmere betingelserne vedrørende driftstab. Vi skal i det følgende redegøre for vores opfattelse, hvorefter den betalte erstatning er udtryk for et driftstab, som ikke er begrænset af nettoindkomstprincippet.

3.2.1 Forskellen på ikke-erhvervsmæssig virksomhed på den ene side og selvstændig erhvervsdrivende på den anden side
Ikke-erhvervsmæssig virksomhed drives, ligesom erhvervsmæssig virksomhed, for egen regning og risiko. Ikke-erhvervsmæssig virksomhed kan dog afgrænses overfor erhvervsmæssig virksomhed derved, at den ikke-erhvervsmæssige virksomhed sjældent er drevet med den samme intensitet, som erhvervsvirksomheden og dermed ikke har den samme rentabilitet som erhvervsvirksomheden.

Samtidig har ikke-erhvervsmæssig virksomhed ofte delvise private formål, hvorfor ikke-erhvervsmæssig virksomhed ofte kaldes hobbyvirksomhed. Ikke-erhvervsmæssig virksomhed har mange ligheder med erhvervsmæssig virksomhed, men i modsætning til erhvervsmæssig virksomhed, er det ikke afgørende for den ikke-erhvervsmæssige virksomhed, at aktiviteten systematisk er overskudsgivende grundet de private interesser. Der er således i praksis, og ifølge Den Juridiske Vejledning, en erkendelse af, at ikke-erhvervsmæssig virksomhed kan (og ofte vil) give underskud. Afgrænsningen mellem honorarmodtagervirksomhed og erhvervsmæssig virksomhed er i relation til bestyrelsesarbejde beskrevet således i SKM2012.437.LSR:
(…)

[…]

3.2.2 Forskellen på honorarmodtagere på den ene side og lønmodtagere på den anden side
Honorarmodtagere skal afgrænses overfor selvstændige erhvervsdrivende og lønmodtagere. Et honorar kan omfatte vederlag for personligt arbejde, og afgrænsningen overfor lønmodtagerforhold bygger således i høj grad på, om hvervgiveren har instruktionsbeføjelse overfor hvervtageren. Honorarer omfattet af honorarmodtagerbegrebet, kan således omfatte personligt arbejde, der udføres uden for tjenesteforhold, men som ikke stammer fra selvstændig erhvervsmæssig virksomhed. Bestyrelsesmedlemmer er i sagens natur ikke underlagt instruktionsbeføjelser.

Formodningen for, at bestyrelsesvederlag udgør honorarer og ikke erhvervsmæssig virksomhed, bygger på, at de pågældende aktiviteter ikke er forbundet med nogen særlig risiko.

I modsætning til ikke-erhvervsmæssig virksomhed er honorarmodtageraktiviteten ikke tilsvarende karakteriseret ved at udspringe af private interesser. Honorarmodtageraktiviteten kan udspringe af honorarmodtagerens profession og vil ofte være en bibeskæftigelse. Da honoraraktiviteten, ifølge praksis, ikke er forbundet med risiko, ligger implicit en formodning om, at aktiviteten ikke kan være underskudsgivende. Dette er selvsagt naturligt, da bestyrelsesarbejdet ikke er forbundet med en løbende driftsomkostning af betydning til varetagelse af erhvervet. Beløbet er AM-bidragspligtig, AM-bidrag betales af bruttoindkomsten og vederlaget beskattes som A-indkomst. Disse forhold understreger, at bestyrelseshonoraret beskatningsmæssigt ligger tættere på lønmodtagerforhold end selvstændig erhvervsdrivende.

En lønmodtager, som påtager sig et erstatningsansvar, kan fradrage hele erstatningsbeløb over bundgrænsebeløbet i ligningslovens § 9 i den skattepligtige indkomst, jf. forudsætningsvist SKM2016.78 V. Det er efter vores vurdering vanskeligt at se, hvorfor en person (lønmodtager), der er underlagt instruktionsbeføjelser, skal være stillet bedre skattemæssigt end den person (bestyrelsesmedlem), der ikke er underlagt instruktionsbeføjelser. Dette kan i hvert fald ikke begrundes i hverken en billighedsbetragtning eller en betragtning om, at udgiften er af privat karakter. Sidstnævnte særligt fordi, at lønmodtagers udgifter i forbindelse med arbejde som tungtvejende udgangspunkt anses for en privatudgift.     

3.2.3 Nærmere om nettoindkomstprincippet
En honorarmodtager beskattes efter nettoindkomstprincippet, jf. statsskattelovens § 4. Den rimelighedsbetragtning, som medfører en adgang til at fradrage løbende driftsomkostninger i bruttoindkomsten, skal ses i forlængelse af, at honorarmodtageren ikke er omfattet af lønmodtagerbegrebet og den sikkerhed, der er heri (f.eks. formodning for, at arbejdsgiver afholder alle omkostninger ved aktiviteten). De er heller ikke omfattet af begrebet selvstændig erhvervsdrivende og de fordele, der er forbundet hermed (f.eks. mulighed for anvendelse af virksomhedsordningen).

Honorarmodtagere er således begrænset til at fratrække de løbende driftsomkostninger, som er anvendt til at erhverve sikre og vedligeholde den skattepligtige indkomst, i det omfang, omkostningerne kan indeholdes i indkomsten ved den pågældende aktivitet. På den måde skal resten af samfundet ikke understøtte en kronisk underskudsforretning, som kontinuerligt drives videre trods manglende intensitet (bibeskæftigelse) eller på grund af private interesser. Der er således en logik i, at de løbende omkostninger, der anvendes til at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten ikke kan fratrækkes udover det, som kan rummes i bruttoindkomsten.

Spørgsmålet er imidlertid, om nettoindkomstens bestanddele ikke kun rummer bestyrelseshonoraret fratrukket de viljebestemte løbende driftsomkostninger, der er forbundet med bestyrelse. Eller med andre ord: Om et erstatningsansvar, der er fradragsberettiget efter driftstabslæren og som på ingen måde er viljebestemt, ikke falder uden for nettoindkomstprincippet og er fradragsberettiget som et ligningsmæssigt fradrag. Dette er vores klare vurdering. Vi er selvsagt bekendt med, at dette ikke afklaret i praksis, men når der henses til formålet med nettoindkomstprincippet (afskæring af fradrag for "private udgifter" defineret som udgifter, der er større end indtægterne) er det ud fra forholdets natur logisk, at en ufrivillig udgift - som et erstatningsansvar er - falder uden for nettoindkomstprincippet. Der er intet beskyttelsesværdigt hensyn at tage, idet udgiften netop er ufrivillig, og Skatteyder (her: A) dermed på ingen måde kan siges at have disponeret sig til et fradrag.

3.2.4 Konklusion
Det er vores samlede vurdering, at hele erstatningsbeløbet er fradragsberettiget. I vurderingen henser vi til følgende:

Der er enighed mellem Skattestyrelsen og os om, at betingelserne for, at der er tale om et driftstab er opfyldt.
Driftstab udløst ved en erstatningsansvarspådragende handling er en ufrivillig udgift for A.
Nettoindkomstprincippet, som bygger på en billighedsbetragtning, må ud fra forholdets natur indskrænkes til viljesbestemte udgifter (løbende driftsomkostninger) og ikke ufrivillige udgifter (driftstab), hvor der ikke er beskyttelsesværdigt formål om at indskrænke fradragsretten.

Dette kommer endnu tydeligere frem, når der henses til, at selvstændige erhvervsdrivende (f.eks. advokat (…), der også ifaldt erstatningsansvar) og lønmodtagere kan fradrage driftstab, der er et udslag af en naturlig risiko ved bestyrelseserhvervet, men et menigt bestyrelsesmedlem ikke kan fradrage beløbet på trods af, at alle rettigheder og forpligtelser er de samme for de enkelte bestyrelsesmedlemmer. "

Klagerens repræsentant har yderligere bemærket, at der i Skattestyrelsens indledende bemærkninger i indstillingen redegøres for nettoindkomstprincippet for honorarmodtagere, dog således at renteudgifter falder udenfor dette, idet der i statsskattelovens § 6 stk. 1, litra e, er en særskilt hjemmel til fradrag. Derefter redegør Skattestyrelsen for regler og praksis vedrørende driftstab, som om dette forhold, ligesom renteudgifter, også ligger udenfor nettoindkomstprincippet. Det ville være naturligt at vende argumentationen om, således at man fremsatte generelle bemærkninger om fradrag for driftstab, men med den modifikation, at driftstab for honorarmodtagere begrænses af nettoindkomstprincippet. Derved ville der være en entydig stillingtagen til fradragets behandling.

Klagerens repræsentant har endvidere bemærket, at når man har modtaget Skatterådets klare svar JA på et klart formuleret spørgsmål, behøver man vel ikke efterfølgende læse indstillingen fra Skattestyrelsen meget indgående. Der må være tilstrækkeligt for retsstillingen, hvad der udtrykkes på forsiden af afgørelsen og dermed ikke juridisk set nødvendigt nøje at gennemlæse samtlige sider i indstillingen.

Repræsentanten har indsendt følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse:

"Vi konstaterer, at der er enighed om, at det pådragede erstatningsansvar er udtryk for et udslag af normal risiko ved udøvelse af bestyrelsesarbejdet, at det pådragede erstatningsansvar har en direkte sammenhæng med bestyrelsesarbejdet, og at erstatningsansvaret er et fradragsberettiget driftstab. Betingelserne for driftstab er således ikke en del sagens strid.

Ved gennemgang af Skatteankestyrelsens indstilling, bemærker vi, at Skatteankestyrelsen primært redegør for, hvorvidt klagerne skal anses som honorarmodtagere samt hvorledes netto-indkomstprincippet fungerer. Skatteankestyrelsen tager dog ikke stilling til

·                       At Skatterådet ved bindende svar har bekræftet, at der er fradrag for den betalte erstatning, og det paradoksale ved, at det afgivne ja skal fortolkes som et nej.

·                       At der ikke foreligger praksis om honorarmodtageres fradrag for driftstab, herunder muligheden for at driftstab ikke begrænses af nettoindkomstprincippet.

Vores bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling
Vi skal i det følgende redegøre for vores bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling til afgørelse.

Skatteankestyrelsen konstaterer, at klagerne, hverken kan anses for selvstændig erhvervsdrivende eller lønmodtager. Hertil henvises til afgørelser om virksomhedsordningen, herunder en afgørelse, hvor dels en professor, der har afholdt foredrag ikke kunne anses som selvstændig erhvervsdrivende, men skulle anses som honorarmodtager samt en afgørelse, hvor et bestyrelsesmedlem (som ligeledes var konsulent) ikke kunne anses som selvstændig erhvervsdrivende, men skulle anses som honorarmodtager.

Vi bemærker hertil, at vi som udgangspunkt er enige i, at bestyrelsesmedlemmer er honorarmodtagere. Spørgsmålet er, om dette ændrer sig, når bestyrelsesmedlemmerne får et stort erstatningsansvar henset til, at erstatningsansvaret er ens for bestyrelsesmedlemmer, uanset om disse er medarbejderrepræsentanter, advokater eller menige medlemmer og henset til, at medarbejderrepræsentanter og advokater vil kunne fratrække hele driftstabet. Skatteankestyrelsen bemærker desuden:

Landsskatteretten finder, at det forhold, at klageren har pådraget sig et betydeligt erstatningsansvar, ikke i sig selv kan begrunde, at klageren kan anses for at høre til kategorien af selvstændigt erhvervsdrivende.

Vi opfordrer Landsskatteretten til at forholde sig til det paradoksale i, at bestyrelsesmedlemmer konsekvent afvises i, at risiko for erstatningsansvar er udtryk for en risiko, der kan begrunde, at de pågældende skal anses for selvstændige erhvervsdrivende, samtidig med, at de selvsamme bestyrelsesmedlemmer ikke har fradrag for deres betalte erstatning, når de faktisk ifalder erstatningsansvar.

Skatteankestyrelsen redegør dernæst for, hvorledes nettoindkomstprincippet fungerer og konkluderer, at det pålagte erstatningsansvar er kildeartsbegrænset og derfor kun kan fratrækkes i indtægten fra bestyrelsesarbejdet. I den forbindelse bemærker Skatteankestyrelsen desuden

Landsskatteretten finder, at den omstændighed, at der er tale om et driftstab i modsætning til løbende driftsomkostninger ikke kan føre til andet resultat. Landsskatteretten bemærker hertil, at statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, omfatter begge kategorier af driftsomkostninger, og at der ikke, som praksis foreligger, jf. ovenfor, er grundlag for i den skattemæssige opgørelse at foretage en opdeling, som anført af klageren repræsentant.

Vi bemærker hertil, at statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a omfatter de løbende driftsomkostninger. Driftstab er derimod ikke reguleret af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, men er udviklet gennem praksis, som har taget afsæt i en analogi af § 6, stk. 1, litra a. Der er ikke praksis for at undtage driftstab fra nettoindkomstprincippet, men da der ikke foreligger praksis overhovedet, skal vi bemærke, at der heller ikke, som Skatteankestyrelsen insinuerer, er praksis for at lade driftstab være omfattet af nettoindkomstprincippet. I den forbindelse skal det erindres, at såvel driftstabslæren som nettoindkomstprincippet begge er praksisudviklede principper uden direkte hjemmel. Formentlig er begge principper udsprunget af rimelighedsbetragtninger, idet :

·                       driftstabslæren gør det muligt at fratrække tab, som er sædvanlige og har en direkte sammenhæng med driften, selvom tabet ikke har været med til at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten.

·                       nettoindkomstprincippet gør det muligt for honorarmodtagen  at fratrække de løbende driftsomkostninger, der er forbundet med indkomsterhvervelsen, så længe driftsomkostningerne kan indeholdes i indkomsten ud fra et synspunkt om, at eventuelle underskud (grundet aktivitetens natur) skyldes private interesser eller manglende intensitet.

Formålet med driftstabslæren er således at udvide fradragsretten til foruden driftsomkostninger også at omfatte driftstab, når der er den nødvendige sammenhæng mellem driften og tabet. Formålet med nettoindkomstprincippet er at begrænse fradragsretten for visse persongrupper, som grundet indkomstens art ikke bør have underskud eller ikke har beskyttelsesværdige underskud grundet private interesser eller manglende intensitet. De to principper imødeser således forskellige hensyn.

Det er vores opfattelse, at nettoindkomstprincippet begrænser fradrag for løbende viljebestemte driftsomkostninger. Den betalte erstatning er dog udtryk for et ikke- viljebestemt driftstab, som efter vores opfattelse ikke er begrænset af nettoindkomstprincippet. Dette understøttes af formålet med henholdsvis nettoindkomstprincippet og driftstabslæren. I den konkrete situation er der ikke beskyttelsesværdige hensyn at tage højde for, idet driftstabet ikke er udtryk for klagerens private interesser. Vi henviser til redegørelsen og begrundelsen, som er anført i den indsendte klageskrivelse. Vi anerkender, at spørgsmålet om honorarmodtageres fradragsret for driftstab ikke er afklaret i praksis, hvorfor der er tale om et principielt spørgsmål. Vi bemærker i samme forbindelse, at Skatteankestyrelsen hverken forholder sig til, at spørgsmålet ikke er afklaret i praksis eller til vores vurdering og argumentation.

Skatteankestyrelsen har perifert behandlet vores synspunkter om afgørelsens betydning og den bindende virkning for Skattestyrelsen, idet Skatteankestyrelsen har anført følgende:

Af Skattestyrelsens indstilling til Skatterådet fremgår følgende: "Skattestyrelsen skal indledningsvist bemærke, at indkomst ved bestyrelsesarbejde som udgangspunkt er indkomst ved honorarvirksomhed. Undtagelse hertil gælder efter særlig praksis for advokater og konsulenter, hvilket ikke er relevant i nærværende sag. Indkomsten opgøres derfor efter et nettoindkomstprincip, således der alene kan ske fradrag i det omfang fradraget ikke overstiger indtægterne ved aktiviteten"

Landsskatteretten finder derfor, at Skattestyrelsens indstilling til Skatterådet og den begrundelse, som Skatterådet i det hele har tiltrådt, og som klageren efter det oplyste i øvrigt ikke har fremsat bemærkninger til, indeholder et klart svar på det stillede spørgsmål. Skatterådet har indledningsvist forholdt sig overordnet til spørgsmål om fradrag for driftstab, efterfulgt af en detaljeret redegørelse for så vidt angår beskatning af honorarmodtagere. Svaret er endvidere i overensstemmelse med gældende praksis på området, og svaret henviser også hertil.

Vi skal hertil bemærke, at det er vigtigt at erindre, at Skatterådet har svaret ja til dette spørgsmål:

Kan Skatterådet bekræfte, at spørger har fradrag for det beløb, som han har betalt i erstatning til G2 A/S i forbindelse med sit ansvar i "H1-sagen"?

Spørgsmålet er således ikke isoleret til at vedrøre, om der er tale om et driftstab. Spørgsmålet angår heller ikke, om der i almindelighed er fradrag for erstatningskrav. Spørgsmålet angår om netop denne spørgende person har fradrag for det beløb, han har betalt i erstatning. Der kan ingenlunde svares ja til, at f.eks. B har fradrag for […] DKK, hvis der menes, at han kan fradrage 0 DKK. I så fald vil svaret til spørgsmålet være nej.

Vi er enig med Skatteankestyrelsen i, at det bindende svar indeholder et klart svar på det stillede spørgsmål. Det er dog, i modsætning til Skatteankestyrelsen, vores opfattelse at Skatterådet har svaret ja til det stillede spørgsmål og ikke nej. Det er altså vores opfattelse, at det svar Skattestyrelsen eller Skatterådet afgiver på en anmodning om bindende svar er bindende for Skattemyndighederne, og at sagsfremstilling ikke har forrang for det svar, der afgives, uanset om man må finde, at begrundelsen er i strid med svaret.

Vi skal yderligere bemærke, at Skatteankestyrelsen bemærker, at svaret er i overensstemmelse med gældende praksis på området, hvilket efter vores opfattelse er en tilsnigelse, da spørgsmålet ikke er afgjort i praksis.

Vi er hverken enig i Skatteankestyrelsens fortolkning af det bindende svar eller Skattestyrelsens adgang til fortolkning. Vi henviser i det hele til redegørelsen og begrundelsen, som er anført i den indsendte klageskrivelse. Vi skal dog opfordre Landsskatteretten til at forholde sig til det problematiske i synspunktet om, at Skattemyndighedernes sagsfremstilling har forrang for det svar, der afgives i forbindelse med et bindende svar særligt i en situation, som den foreliggende, hvor sagsfremstillingen er i modstrid med afgørelsen.

Klagerens repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse:

"Vi konstaterer indledningsvist, at Skattestyrelsen i sin udtalelse forbigår det mest centrale spørgsmål i sagen, og det er, at Skatterådet svarer "ja" til et klart formuleret spørgsmål om fradragsret for det beløb, som er betalt i erstatning. Der er betalt DKK […] i erstatning, og Skatterådet svarer "ja" til, at der er fradrag for dette beløb.

Efter vores klare retsopfattelse slutter sagen her. B og A har fået det svar, som de ønskede. Det er således vores retsopfattelse, at svaret "ja" er afgørelsen i sagen, hvorimod Skattestyrelsens indstilling og begrundelse alene er forklaringen på, hvorfor sagen ender med et "ja".

Vi skal atter opfordre til, at der i forslag til afgørelse tages aktivt stilling til denne helt centrale juridiske problemstilling, som er hele grundlaget for sagen for Landsskatteretten, nemlig at de to skatteydere - B og A - havde den meget berettigede forventning, at "ja" betød "ja".

Retsmøde
Klagerens repræsentant fastholdt tidligere fremsatte påstande og anbringender. Han henholdt sig til det indsendte materiale og anførte vedrørende sagens materielle indhold, at sagen er principiel, da der er tale om ikke-viljesbestemte erstatningsbeløb. Han anførte bl.a., at beløbet skal ikke beskattes efter nettoindkomstprincippet, men er derimod omfattet af de almindelige fradragsregler.

Vedrørende sagens formelle spørgsmål anførte repræsentanten, at Skatterådet har svaret et klart "ja" angående fradragsretten til et klart formuleret spørgsmål. Dette "ja" er bindende overfor klageren. Han fandt det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, at Skattestyrelsen efterfølgende indlægger forudsætninger for afgivelse af svaret, når Skatterådet har svaret klart "ja" - og ikke "ja, se dog…" eller lignende.

Skattestyrelsen fastholdt indstillingen om stadfæstelse.

Landsskatterettens afgørelse
Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten.

Landsskatteretten finder i overensstemmelse med Skatterådets bindende svar af 17. november 2020, at klagerens udgift til erstatning må anses for et udslag af normal risiko ved den konkrete udøvelse af bestyrelsesarbejdet og har en direkte sammenhæng hermed. Erstatningskravet har karakter af et driftstab, som er fradragsberettiget i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten finder, at klageren, som er bestyrelsesmedlem, hverken kan anses for selvstændig erhvervsdrivende eller lønmodtager.

Retten skal herved bl.a. henvise til Østre Landsrets dom af 14. december 2006, offentliggjort som SKM2007.35.ØLR, hvor landsrettens flertal fandt, at en professor i historie uanset en betydelig indtægt fra den omhandlede bibeskæftigelse ikke påtog sig en selvstændig økonomisk risiko og ikke havde større udgifter ved aktiviteten, hvilket er blandt de kriterier, der efter praksis tillægges vægt ved vurderingen af, om der foreligger selvstændig erhvervsvirksomhed. Under disse omstændigheder blev den pågældendes forfatter- og foredragsvirksomheder henregnet til den kategori, der hverken betegnes som lønmodtagervirksomhed eller selvstændigt erhvervsvirksomhed.

Vederlag modtaget for varetagelse af bestyrelsesposter anses efter praksis som udgangspunkt ikke som indkomst fra lønmodtagervirksomhed eller selvstændigt erhvervsvirksomhed, med derimod som honorarindkomst. Retten skal henvise til Landsskatterettens kendelse af 13. juni 2012, offentliggjort som SKM2012.437.LSR. I denne sag blev honorar for en bestyrelsespost ikke anset for indkomst ved selvstændig virksomhed.

Henset til ovennævnte afgørelser finder Landsskatteretten, at klageren som bestyrelsesmedlem må anses for honorarmodtager. Landsskatteretten finder, at det forhold, at klageren har pådraget sig et betydeligt erstatningsansvar, ikke i sig selv kan begrunde, at klageren kan anses for at høre til kategorien selvstændigt erhvervsdrivende.

Landsskatteretten bemærker, at den skattepligtige indkomst som udgangspunkt udgøres af summen af den skattepligtige indtægt reduceret med summen af samtlige fradragsberettigede udgifter, uanset om indtægter og udgifter stammer fra forskellige indkomstkilder. Dette er en følge af princippet i statsskattelovens §§ 4-6.

Denne fremgangsmåde for den skattemæssige opgørelse står i modsætning til det såkaldte kildeindkomstprincip, hvorefter indtægter og udgifter skal opgøres separat i forhold til den enkelte kilde. En skattemæssig opgørelse efter kildeindkomstprincippet sker efter særskilt lovhjemmel og er endvidere fastslået i praksis for visse økonomiske aktiviteter.

Beskatning af honorarindkomst sker ifølge praksis efter princippet om kildeartsbegrænsning. Til dette princip findes enkelte modifikationer, herunder når indtægten indgår i et interessentskab mv., eller når indtægten fra bestyrelsesposten udgør et naturligt led i deltagelse i erhvervsvirksomheden, som for eksempelvis advokater og konsulenter. Honorarindkomsten opgøres efter praksis efter et kildeindkomstprincip således, at fradragsberettigede, forbundne og kildebestemte udgifter kan fratrækkes i indkomsten, men ikke ud over de indtægter, der specifikt vedrører honorarvederlaget.

Denne beskatningsmæssige opgørelse foretages således på samme måde som for ikke erhvervsmæssig virksomhed. Denne praksis fremgår eksempelvis af Landsskatterettens kendelser af henholdsvis 30. marts 2000 og 24. juli 1998, offentliggjort i TfS 2000, 528 og TfS 1998, 695. Beskatningsprincippet er endvidere beskrevet i Den juridiske vejledning, 2022-1, afsnit C.C.1.2.3, og må således anses for fast administrativ praksis.

Henset hertil finder Landsskatteretten, at klagerens udgifter i forbindelse med det pålagte erstatningsansvar er kildeartsbegrænset og derfor kun kan fratrækkes i indtægten fra bestyrelsesarbejdet.

Landsskatteretten finder, at den omstændighed, at der er tale om et driftstab i modsætning til løbende driftsomkostninger ikke kan føre til andet resultat. Landsskatteretten bemærker hertil, at statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, omfatter begge kategorier af driftsomkostninger, og at der ikke i henhold til retsgrundlag eller praksis er grundlag for i den skattemæssige opgørelse at foretage en opdeling, som anført af klagerens repræsentant.

For så vidt angår spørgsmålet om forståelsen af Skatterådets bindende svar af 17. november 2020 bemærker Landsskatteretten, at Skatterådet ved afgørelsen svarede "Ja" til spørgsmålet: "Kan Skatterådet bekræfte, at Spørger har fradrag for det beløb, som han har betalt i erstatning til G2 A/S i forbindelse med sit ansvar i "H1-sagen". Under "Skatterådets afgørelse og begrundelse" fremgår dog, at Skatterådet tiltræder indstillingen med den anførte begrundelse.  Af Skattestyrelsens indstilling til Skatterådet fremgår bl.a. følgende: "Skattestyrelsen skal indledningsvis bemærke, at indkomst ved bestyrelsesarbejde som udgangspunkt er indkomst ved honorarvirksomhed. Undtagelse hertil gælder efter særlig praksis for advokater og konsulenter, hvilket ikke er relevant i nærværende sag. Indkomsten opgøres derfor efter et nettoprincip, således der alene kan ske fradrag i det omfang fradraget ikke overstiger indtægterne ved aktiviteten."

Landsskatteretten er på denne baggrund enig med Skattestyrelsen i, at Skatterådets bindende svar af 17. november 2020 må forstås således, at Skatterådet i det hele har tiltrådt Skattestyrelsens indstilling og den anførte begrundelse, og at Skatterådet således har tiltrådt, at indkomsten skal opgøres ud fra et nettoprincip.

Det må således anses for berettiget, at Skattestyrelsen har foretaget opgørelsen ud fra et nettoprincip. Det forhold, at en medarbejder i Skattestyrelsen ved behandling af anmodningen om genoptagelse af skatteansættelsen rettede henvendelse til den medarbejder i Skattestyrelsen, der havde udfærdiget indstillingen til Skatterådet, kan ikke føre til et andet resultat.

Landsskatteretten stadfæster således Skattestyrelsens afgørelse.