Dato for udgivelse
16 nov 2021 08:52
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
26 okt 2021 09:34
SKM-nummer
SKM2021.612.SR
Myndighed
Skatterådet
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
21-0408254
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Miljøafgifter
Emneord
Råstofafgift - Afgiftspligt - Landindvinding - Strandfodring
Resumé

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at indvinding af sand i Danmark til brug for etablering af landindvinding ikke var omfattet af råstofafgift, jf. affalds- og råstofafgiftslovens § 1, eller afgiftsfritaget efter bestemmelsen om strandfodring, jf. lovens § 6, stk. 1, nr. 1. Råstofferne var omfattet af afgiftspligten i affalds- og råstofafgiftsloven, uanset at disse er er fritaget for vederlag i henhold til råstofloven, og anvendelse af råstofferne i egen virksomhed sidestilles med udlevering.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at import af sand og sten til brug for etablering af landindvinding ikke var omfattet af råstofafgift, jf. affalds- og råstofafgiftslovens § 2.

Hjemmel

Lovbekendtgørelse 2020-04-20 nr. 503 om afgift af affald og råstoffer (affalds- og råstofafgiftsloven)

Reference(r)

Affalds- og råstofafgiftslovens § 1, stk. 2
Affalds- og råstofafgiftslovens § 2, stk. 2
Affalds- og råstofafgiftslovens § 5, stk. 2 og 3
Affalds- og råstofafgiftslovens § 6, stk. 1, nr. 1-4

Henvisning

Den juridiske vejledning 2021-2, afsnit E.A.7.4.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2021-2, afsnit E.A.7.4.1.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2021-2, afsnit E.A.7.4.2.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2021-2, afsnit E.A.7.4.3.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2021-2, afsnit E.A.7.4.4.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2021-2, afsnit E.A.7.4.6.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2021-2, afsnit E.A.7.4.7.

Redaktionelle noter

Påklaget til Landsskatteretten

Spørgsmål

  1. Det ønskes bekræftet, at Spørger er fritaget for råstofafgift vedrørende indvinding af sand fra Danmark til brug for etablering af kystbeskyttelse i form af landindvinding og lignende i Danmark.
  2. Det ønskes bekræftet, at Spørger er fritaget for råstofafgift vedrørende import af sand fra udlandet til brug for etablering af kystbeskyttelse i form af landindvinding og lignende i Danmark.
  3. Det ønskes bekræftet, at Spørger er fritaget for råstofafgift vedrørende import af sten fra steder uden for Danmark til brug for etablering af kystbeskyttelse i form af landindvinding og lignende i Danmark. 

Svar

  1. Nej
  2. Nej
  3. Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er en dansk virksomhed.

Spørger har indgået kontrakt med Y A/S vedrørende etablering af en del af kystbeskyttelsen til X. Kontrakten med Y A/S trådte i kraft i november 2019.

Spørgers anlægsarbejder på X

I forbindelse med konstruktionen af X har Spørger fået til opgave at udføre gravearbejdet til søs samt etablering af landindvindingen med arbejdshavn og nye naturområder.

Landområderne bliver etableret løbende i takt med, at jorden fra havbunden graves op i forbindelse med udgravning.

Ud over opgravet jord fra havbunden vil Spørger ligeledes skulle anvende store mængder sand, som Spørger enten indvinder i Danmark eller udlandet, eventuelt en kombination af de to muligheder.

Ved indvinding af sand i Danmark har Y A/S opnået tilladelse til indvinding af x m3 sand, jf. afgørelse fra Miljøstyrelsen. Spørger vil således gøre brug af denne indvindingstilladelse, såfremt indvinding sker i Danmark.

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at sand indvundet i Danmark vil være fritaget for betaling af indvindingsvederlag til den danske stat, jf. råstoflovens § 22 a (LBK nr. 124 af 26. januar 2017), ifølge afgørelse fra Miljøstyrelsen af 19. december 2019.

Ved indvinding / import af sand fra udlandet er der opnået tilladelse i henhold til de udenlandske regler herom.

Sandet vil - hvad enten det indvindes i Danmark eller udlandet - i alle tilfælde blive transporteret af Spørger eller for Spørgers regning med skib.

Til brug for anlægsarbejderne vil Spørger ligeledes skulle anvende sten med oprindelse uden for Danmark. Disse sten er af forskellig størrelse, og størstedelen stammer fra forskellige stenbrud i udland, dog kan der også ske import af sten fra andre lande. Stenene importeres af Spørger eller for Spørgers regning med skib.

Kystbeskyttelse

Kystbeskyttelsen er designet til at beskytte de rekreative områder mod erosion fra bølger og havstrøm og er designet som en permanent struktur.

Bølgebrydere

Bølgebryderne har til formål at beskytte arbejdshavnen mod bølger for at tilvejebringe et sikkert arbejdsmiljø for skibene til at transportere materiale, udstyr og personel. Bølgebryderne er designet med en forventet levetid på 15 år.

Bølgebryderne forbindes med kystbeskyttelsen samt eroderingskløften og grænsen til det rekreative område. Bølgebryderne er ligeledes konstrueret med såkaldte "hoveder" til at markere indsejlingen til arbejdshavnen.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørgsmål 1:

Ønsket svar på spørgsmål 1 er: "Ja".

Det er vores opfattelse, at Spørger er fritaget for råstofafgift vedrørende indvinding af sand i Danmark til brug for etablering af kystbeskyttelse til X.

Spørgsmål 2:

Ønsket svar på spørgsmål 2 er: "Ja".

Det er vores opfattelse, at Spørger er fritaget for råstofafgift vedrørende import af sand fra udlandet til brug for etablering af kystbeskyttelse til X

Spørgsmål 3:

Ønsket svar på spørgsmål 3 er: "Ja".

Det er vores opfattelse, at Spørger er fritaget for råstofafgift vedrørende import af sten uden for Danmark til brug for etablering af kystbeskyttelse til X?

Spørgers begrundelse

Eftersom alle tre spørgsmål er tæt forbundet, har vi valgt at fremføre en samlet begrundelse for vores opfattelse dækkende alle tre spørgsmål.

I forhold til spørgsmål 1 skal vi gøre Skattestyrelsen opmærksom på de bindende svar offentliggjort i henholdsvis SKM2021.214.SR og SKM2021.215.SR, der begge bekræfter, at det korrekte skattesubjekt i relation til råstofafgiften er det selskab, som fysisk udfører den egentlige indvinding og således ikke selve licensholderen.

Der er Y A/S (bygherre), der har opnået licens / tilladelse til at indvinde x m3 sand i Danmark. Dog er det Spørger, der fysisk udfører den egentlige indvinding af sand i Danmark, hvorfor Spørger i den henseende er det retmæssige skattesubjekt og derfor også retmæssige Spørger i relation til nærværende anmodning om bindende svar, jf. SKM2021.214.SR og SKM2021.215.SR.

Råstofferne er ikke omfattet af råstofafgiftslovens anvendelsesområde

Råstofafgiftsloven (LBK nr. 503 af 20. april 2020) bestemmer, at den, der erhvervsmæssigt indvinder eller importerer råstoffer (herunder sand og sten), skal betale en afgift på 5,27 kr./m3 råstof, jf. lovens §§ 1 og 2.

Ud over betaling af ovennævnte råstofafgift skal der endvidere betales et vederlag til staten i forbindelse med indvinding af råstoffer i Danmark, samt et arealvederlag for auktionsområder og bygherreområder. Baggrunden herfor er, at de indvundne råstoffer tilhører den danske stat. Dette råstofvederlag reguleres i råstofloven (LBK nr. 124 af 26. januar 2017).

Råstofafgiftsloven og råstofloven er nært beslægtet. Dette understreges i den oprindelige råstofafgiftslovs § 1 (hovedlov nr. 838 af 19. december 1989), hvoraf følgende fremgår (vores fremhævning):

"Den, der erhvervsmæssigt indvinder eller indfører råstoffer, som er omfattet af råstofloven, skal betale afgift."

Udgangspunktet må således være, at såfremt de indvundne råstoffer er omfattet af vederlag i henhold til råstofloven, vil råstofferne samtidig være afgiftspligtige i henhold til råstofafgiftsloven. Modsætningsvist vil råstofferne ligeledes være fritaget for afgift efter råstofafgiftsloven, såfremt disse er fritaget for vederlag i henhold til råstofloven.

Følgende fremgår i denne forbindelse af råstoflovens § 22 a, stk. 4:

"Stk. 4. Der betales ikke vederlag for

1) råstoffer, der benyttes til kystbeskyttelse i henhold til en tilladelse fra miljø- og fødevareministeren,

2) råstoffer, der indvindes i henhold til en tilladelse efter § 20, stk. 2, nr. 1 eller 3, og som benyttes til anlægsarbejder på søterritoriet og kontinentalsoklen vedtaget ved lov,

(…)"

Råstoffer til ovenstående formål er således fritaget for vederlag til staten i henhold til råstofloven.

De råstoffer, som anvendes til etablering af X er således utvivlsomt fritaget for vederlag til den danske stat, såfremt råstofferne indvindes til Danmark, jf. råstoflovens § 22 a, stk. 4, nr. 2.

Hertil kommer, at alle råstofferne i projektet efter vores opfattelse kan anses som anvendt til kystbeskyttelse, der er fritaget for vederlag efter råstoflovens § 22 a, stk. 4, nr. 2. Som det fremgår har samtlige anlægsarbejder til formål at reetablere, beskytte og bevare kystområdet.

Y A/S (bygherre) har opnået en række tilladelser / licenser til etablering af kystbeskyttelse til X i henhold til reglerne i kystbeskyttelsesloven (LBK nr. 705 af 29. maj 2020). Spørger udfører således konstruktionsarbejdet i overensstemmelse med disse tilladelser udstedt til Y A/S, hvorfor arbejdet udført af Spørger må anses som værende kystbeskyttelse og dermed fritaget for vederlag i henhold til råstofloven.

På baggrund af ovenstående er det vores opfattelse, at de anvendte råstoffer tilsvarende må være fritaget for afgift i henhold til råstofafgiftsloven i de tilfælde, hvor råstofferne er fritaget for vederlag i henhold til råstofloven.

Henset til den nære sammenhæng mellem råstofafgiftsloven og råstofloven synes det således hverken logisk eller konsistent, såfremt der skal betales råstofafgift i de tilfælde, hvor de selv samme råstoffer er fritaget for råstofvederlag.

Det fremgår af den oprindelige råstofafgiftslovs § 1 (hovedlov nr. 838 af 19. december 1989), at den, "der erhvervsmæssigt indvinder eller indfører råstoffer, som er omfattet af råstofloven, skal betale afgift".

Det er således ubestridt, at der eksisterer en tæt sammenhæng mellem råstofloven og råstofafgiftsloven. Det må derfor forudsættes, at der ligeledes gælder en tæt sammenhæng mellem henholdsvis afgifts- og betalingspligt efter de to love. Det synes hverken logisk eller konsistent, såfremt der skal betales råstofafgift i de tilfælde, hvor selv samme råstoffer er fritaget for råstofvederlag.

Helt overordnet kan det anføres, at formålet med fritagelsen for råstofvederlaget for anlægsarbejder på søterritoriet og kontinentalsoklen vedtaget ved lov, herunder X, har baggrund i et politisk ønske om, at disse anlægsarbejder ikke bliver unødigt bekostelige for staten. Dette gælder ligeledes i forhold til fritagelsen for råstoffer, der benyttes til kystbeskyttelse i henhold til en tilladelse fra miljø- og fødevareministeren, jf. råstoflovens § 22 a, stk. 4, nr. 1.

Udover fritagelsen efter råstoflovens § 22 a, stk. 4, nr. 2 har Y A/S (bygherre) tilsvarende opnået en række tilladelser/licenser til etablering af kystbeskyttelse i relation til X i henhold til reglerne i kystbeskyttelsesloven, og Spørger arbejder i overensstemmelse med disse tilladelser udstedt til Y A/S, hvorfor råstofferne tilsvarende er fritaget for vederlag efter råstoflovens § 22 a, stk. 4, nr. 1.

Det er således ubestridt, at de anvendte råstoffer i projektet er fritaget for vederlag efter råstofloven, jf. råstoflovens §§ 22 a, stk. 4, nr. 1 og 2.

Henset til formålet med lovgivningen på råstofområdet vedrørende de i projektet udførte anlægsarbejder, herunder en reduktion af omkostningerne for staten, er det vores opfattelse, at råstoffer fritaget for råstofvederlag tilsvarende skal fritages for råstofafgift. En anden konklusion synes både ulogisk og uhensigtsmæssig.

Spørger "udleverer" ikke råstoffer

Det er som oven for nævnt vores opfattelse, at Spørger er fritaget for råstofafgift af de i projektet anvendte råstoffer. Ud fra et forsigtighedsprincip er Spørger dog i dag registreret for råstofafgift og afregner således afgift for nuværende, indtil praksis er fastslået.

Følgende fremgår i den forbindelse af råstofafgiftslovens § 5 vedrørende opgørelse af den afgiftspligtige mængde (vores fremhævning):

"Registrerede virksomheder, der udleverer råstoffer, som enten ikke har været bearbejdet eller kun har været underkastet en enkelt bearbejdning, sortering, nedknusning, lufttørring eller lignende simpel bearbejdning, skal opgøre den afgiftspligtige mængde som den mængde råstoffer, der i afgiftsperioden er udleveret fra virksomheden."

Råstoflovens § 5 fastslår således, at den afgiftspligtige mængde opgøres som den mængde, der er udleveret fra virksomheden.

Følgende fremgår ligeledes af lovbemærkningerne til de specifikke bestemmelser i det oprindelige lovforslag til råstofafgiftsloven (hovedlov nr. 838 af 19. december 1989) (vores fremhævning):

"Til § 4

Ifølge § 4 skal virksomheder, der erhvervsmæssigt indvinder afgiftspligtige råstoffer, registreres hos toldvæsenet.

Disse virksomheder skal ikke betale afgift ved indførslen eller tilførslen af afgiftspligtige råstoffer, men først når råstoffet udleveres fra virksomheden eller udtages til produktionen.

(…)

Til § 5

Registrerede virksomheder udfærdiger opgørelsen kvartalsvis. Afgiftsperioden er efter den gældende råstoflov kalenderåret.

I opgørelsen angives mængden af råstoffer, der er udleveret fra indvindingsvirksomheden. Er råstofferne indgået i videregående processer, angives den mængde, der i perioden er udtaget til produktion."

Det er vores opfattelse, at Spørger ikke foretager en udlevering af råstoffer, hvorfor de anvendte råstoffer ikke skal indgå i den afgiftspligtige mængde. Udlevering må ud fra en naturlig sproglig forståelse indebære, at der eksisterer to parter i forretningsforholdet, hvor den ene part udleverer råstoffer til den anden part. Det er således ikke muligt at udlevere noget til sig selv.

Følgende fremgår af Den Juridiske Vejledning, afsnit E.A.7.4.6:

"Ved opgørelsen medregnes enhver øvrig udlevering af de afgiftspligtige stoffer i periodens løb. Råstoffer, der udleveres uden vederlag eller forbruges i virksomheden, skal også medregnes."

Som det fremgår ovenfor, er der hverken i selve lovteksten eller i lovforarbejderne belæg for at antage, at udlevering omfatter virksomhedens eget forbrug af råstoffer - tværtimod understreges det flere steder, at det er selve udleveringen, som er den afgiftsudløsende begivenhed.

Vi skal hertil bemærke, at Spørger alene indvinder / importerer sand og sten. Dette kan efter vores opfattelse ikke anses for at være udlevering af råstoffer.

Hvad angår sand indvundet i Danmark eller indvundet / transporteret fra udlandet skal vi yderligere bemærke, at dette sand blot transporteres fra et sted på havbunden til et andet sted på havbunden. Heller ikke denne situation kan efter en naturlig sproglig forståelse anses for at være udlevering af sand.

Vi skal henvise til råstofafgiftslovens § 5, stk. 1, hvoraf det fremgår, at den afgiftspligtige mængde opgøres som "den mængde råstoffer, der i afgiftsperioden er udleveret fra virksomheden". Det fremgår intet sted af lovgivningen, at selve anvendelsen af råstoffer i virksomheden skal sidestilles med udlevering, som anført af Skattestyrelsen. Vi savner således, at Skattestyrelsen konkret henviser til lovforarbejder eller praksis, hvor dette synspunkt understøttes.

Vi skal igen henvise til, at udlevering efter en naturlig sproglig forståelse må indebære, at der eksisterer to parter i forretningsforholdet, hvor den ene part udleverer råstoffer til den anden part (den afgiftsudløsende begivenhed). Det er således ikke muligt at udlevere noget til sig selv.

Hvad angår sand indvundet i Danmark (Spørgsmål 1) eller indvundet/transporteret i udlandet (Spørgsmål 2), flyttes dette sand således blot fra et sted på havbunden til et andet sted på havbunden. Vi har vanskeligt ved at se, hvorledes denne omplacering af sand på havbunden kan sidestilles med udlevering eller forbrug i virksomheden.

Der sker således hverken kommerciel udlevering eller salg til ekstern part, ligesom sandet ikke forbruges af Spørger til kommerciel frembringelse af produkter/varer. Derimod sker der alene en fysisk omplacering af sandet på selve havbunden uden ændring af sandets fysiske struktur eller substans. Det forhold, at sandet alene omplaceres på havbunden, kan efter vores opfattelse ikke udgøre en afgiftsudløsende begivenhed.

Fritagelse efter råstofafgiftslovens § 6, stk. 1, nr. 1

Såfremt Skattestyrelsen mod forventning anser de anvendte råstoffer som omfattet af råstofafgiftsloven, er det vores opfattelse, at råstofferne er fritaget for afgift efter råstofafgiftslovens § 6, stk. 1, nr. 1, hvoraf følgende fremgår:

"§ 6. Fritaget for afgift er:

1) Råstoffer, der indvindes til brug for strandfodring.

(…)"

Samtlige anlægsarbejder har til formål at reetablere, beskytte og bevare kystområdet. Det er i denne forbindelse vores opfattelse, at strandfodring må forstås bredt, hvorfor dette også omfatter kystbeskyttelse generelt som udført af Spørger.

Der gøres afslutningsvist opmærksom på, at Y A/S (bygherre) som ovenfor nævnt har opnået en række tilladelser / licenser til etablering af kystbeskyttelsen i relation til X i henhold til reglerne i kystbeskyttelsesloven. Spørger arbejder i overensstemmelse med disse tilladelser udstedt til Y A/S.

Det fremgår af Kystdirektoratets hjemmeside, at strandfodring/kystfodring har til formål at "opretholde en naturligt kystprofil og dermed en naturlig strandbredde". Dette taler efter vores opfattelse for, at begrebet skal forstås bredt, og formålet med strandfodring/kystfodring må således overordnet være en sikring af kysten.

Spørgers anlægsarbejder har utvivlsomt til formål at etablere kystbeskyttelse i relation til X, og Spørger arbejder i overensstemmelse med tilladelser/licenser til etablering af kystbeskyttelse i henhold til reglerne i kystbeskyttelsesloven, jf. ovenfor. Det er derfor vores opfattelse, at råstofferne er fritaget for afgift efter bestemmelsen om strandfodring/kystfodring.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at Spørger er fritaget for råstofafgift vedrørende indvinding af sand fra Danmark til brug for etablering af kystbeskyttelse i form af landindvinding og lignende i Danmark.

Begrundelse

Anmodningen handler om, hvorvidt der er afgift på indvinding af sand i Danmark til brug for etablering af landindvinding, herunder kystbeskyttelse, bølgebrydere, strand mv., i forbindelse med anlæggelse af arbejdshavn og nye naturområder. Det er i det følgende forudsat, at de pågældende råstoffer ikke har været underkastet en bearbejdning eller alene en simple bearbejdning.

Det følger af affalds- og råstofafgiftslovens (herefter benævnt råstofafgiftsloven) § 1, at den der erhvervsmæssigt indvinder visse råstoffer, bl.a. sand, skal betale en afgift.

Registrerede virksomheder, der udleverer sådanne råstoffer, skal opgøre den afgiftspligtige mængde som den mængde råstoffer, der i afgiftsperioden er udleveret fra virksomheden, jf. råstofafgiftslovens § 5, stk. 1.

Ved udlevering forstås den fysiske udlevering fra den registrerede virksomhed lager, jf. Den juridiske vejledning 2021-2 afsnit E.A.7.4.6.

Råstoffer, der udleveres uden vederlag eller forbruges i virksomheden, skal også medregnes, jf. Den juridiske vejledning 2021-2 afsnit E.A.7.4.6.

Spørger har oplyst at skulle indvinde sand i Danmark eller udlandet, og importere sten, til brug for etablering af landindvinding med arbejdshavn og nye naturområder.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at Spørger er afgiftspligtig af de råstoffer der indvindes, jf. råstofafgiftslovens § 1.

Spørger gør gældende, at fordi råstofferne er fritaget for vederlag i henhold til råstofloven, er disse også fritaget for afgift efter råstofafgiftsloven. Spørger har oplyst, at råstofferne er omfattet af råstofloven, hvilket Skattestyrelsen har lagt til grund. At råstofferne er fritaget for vederlag i forbindelse med indvinding af råstoffer efter råstofloven, ændrer ikke ved afgiftspligten efter råstofafgiftsloven. Der er tale om to forskellige love med forskellige bestemmelser for henholdsvis afgifts- og betalingspligt. Det fremgår ingen steder i råstofafgiftsloven, at råstoffer fritaget for vederlag efter råstofloven, er afgiftsfritaget efter råstofafgiftsloven, jf. lovens fritagelsesbestemmelser i § 6. Råstofafgiftsloven har endvidere ikke en fritagelsesbestemmelse om, at der ikke skal betales afgift ved råstofindvinding til brug for anlægsarbejder på søterritoriet og kontinentalsoklen, således som det er tilfældet i råstofloven, jf. dennes § 22 a, stk. 4, nr. 2. Derfor er der i råstofafgiftsloven ikke mulighed for afgiftsfritagelse under de omhandlede omstændigheder.

Til Spørgers bemærkninger om, at der efter en naturlig sproglig forståelse ikke udleveres råstoffer, fordi disse anvendes af Spørger selv, skal det bemærkes, at råstofferne er indvundet og anvendt, og at de ifølge det oplyste ikke længere opbevares hos Spørger, hvilket svarer til og kan sidestilles med udlevering, også med henvisning til lovens § 1, hvor det fremgår, at den der erhvervsmæssigt indvinder eller importere råstoffer, skal betale en afgift. Det følger endvidere af Den juridiske vejledning 2021-2 afsnit E.A.7.4.6, at råstoffer, som forbruges i virksomheden, er afgiftspligtige. Ved udtrykket udlevering af råstoffer kan der efter en naturlig sproglig forståelse og systematikken i reglerne om råstofafgift forstås fysisk udlevering af råstofferne med henblik på deres anvendelse. Ved råstoffernes anvendelse er de således altid udleveret.

Til Spørgers bemærkning om, at råstoffer er afgiftsfritaget efter bestemmelsen om strandfodring, jf. lovens § 6, stk. 1, nr. 1, bemærkes det, at ved strandfodring forstås tilførsel af materialer til et strandområde, der er under nedbrydning med henblik på, at materialerne kan indgå i materialeomsætningen, så nettonedbrydningen helt eller delvist stoppes. Hvis hensigten er, at det tilførte materiale skal indgå permanent i et anlæg, en opfyldning eller lignende, vil der ikke være tale om strandfodring, jf. Den juridiske vejledning 2021-2 afsnit E.A.7.4.7. Det følger endvidere af en naturlig sproglig forståelse af begrebet strandfodring. Det bemærkes herved samtidigt, at ifølge det oplyste har Miljøstyrelsen lagt til grund, at der er tale om indvinding til brug for anlægsarbejdet X.

Spørgeres bemærkning om, at strandfodring har til formål at "opretholde en naturligt kystprofil og dermed en naturlig strandbredde" medfører ikke, at etablering af landindvinding kan komme under fritagelsesbestemmelsen om strandfodring.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at Spørger er fritaget for råstofafgift vedrørende import af sand fra udlandet til brug for etablering af kystbeskyttelse i form af landindvinding og lignende i Danmark.

Begrundelse

Anmodningen handler om, hvorvidt der er afgift på import af sand til brug for etablering af landindvinding, herunder kystbeskyttelse, bølgebrydere, strand mv., i forbindelse med arbejdshavn og nye naturområder.  Det er i det følgende forudsat, at de pågældende råstoffer ikke har været underkastet en bearbejdning eller alene en simple bearbejdning.

Det følger af råstofafgiftslovens § 2, at den der erhvervsmæssigt importerer visse råstoffer, bl.a. sand, skal betale en afgift.

Der henvises til gennemgangen af regler relevante for afgiftspligten i Skattestyrelsens begrundelse under spørgsmål 1 ovenfor.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at Spørger er afgiftspligtig af de råstoffer, der importeres, jf. råstofafgiftslovens § 2.

For så vidt øvrige bemærkninger fra Spørger, skal der henvises til det af Skattestyrelsen anførte i begrundelsen under spørgsmål 1 ovenfor.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Nej".

Spørgsmål 3

Det ønskes bekræftet, at Spørger er fritaget for råstofafgift vedrørende import af sten fra steder uden for Danmark til brug for etablering af kystbeskyttelse i form af landindvinding og lignende i Danmark,

Begrundelse

Anmodningen handler om, hvorvidt der er afgift på import af sten til brug for etablering af landindvinding, herunder kystbeskyttelse, bølgebrydere, strand mv., i forbindelse med arbejdshavn og nye naturområder. Det er i det følgende forudsat, at de pågældende råstoffer ikke har været underkastet en bearbejdning eller alene en simple bearbejdning.

Det følger af råstofafgiftslovens § 2, at den der erhvervsmæssigt importerer visse råstoffer, bl.a. sten, skal betale en afgift.

Der henvises til gennemgangen af regler relevante for afgiftspligten i Skattestyrelsens begrundelse under spørgsmål 1 ovenfor.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at Spørger er afgiftspligtig af de råstoffer der importeres, jf. råstofafgiftslovens § 2.

For så vidt øvrige bemærkninger fra Spøger, skal der henvises til det af Skattestyrelsen anførte i begrundelsen under spørgsmål 1 ovenfor.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse med en præcisering af, at det er selve indvindingen/importen af råstofferne, som udløser afgiftspligten.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1-3

Lovgrundlag

Lovbekendtgørelse 2020-04-20 nr. 503 om afgift af affald og råstoffer

(affalds- og råstofafgiftsloven)

§ 1 Den, der erhvervsmæssigt indvinder råstoffer, der er nævnt i bilag 1, skal betale en afgift på 5,27 kr. pr. m³ af råstoffet.

Stk. 2.Den afgiftspligtige mængde råstoffer omregnes til m³ efter de anførte omregningsfaktorer i bilag 1. Mængden nedrundes til nærmeste hele m³.

§ 2 Den, der erhvervsmæssigt importerer de råstoffer, der er nævnt i bilag 2, skal betale en afgift på 5,27 kr. pr. m³ af råstoffet.

Stk. 2.Den afgiftspligtige mængde råstoffer omregnes til m³ efter de anførte omregningsfaktorer i bilag 2. Mængden nedrundes til nærmeste hele m³

§ 5 Registrerede virksomheder, der udleverer råstoffer, som enten ikke har været bearbejdet eller kun har været underkastet en enkelt bearbejdning, sortering, nedknusning, lufttørring eller lignende simpel bearbejdning, skal opgøre den afgiftspligtige mængde som den mængde råstoffer, der i afgiftsperioden er udleveret fra virksomheden.

Stk. 2.Registrerede virksomheder, der anvender råstoffer i videregående processer, der bortset fra vand kræver tilført andre materialer, opvarmning, brænding og lignende, skal medregne den tilførte mængde råstoffer til udleveringen efter stk. 1.

Stk. 3.I opgørelsen af den afgiftspligtige mængde råstoffer efter stk. 1 kan registrerede virksomheder fradrage mængden af afgiftspligtige råstoffer, der er eksporteret. Betingelsen er, at råstofferne på land har været underkastet en simpel eller videregående bearbejdning, jf. stk. 1 og 2. Det samme gælder, når en registreret virksomhed udleverer råstoffer til en anden registreret virksomhed efter § 4, stk. 2

§ 6 Fritaget for afgift er:

1) Råstoffer, der indvindes til brug for strandfodring.

2) Havbundsmaterialer, der stammer fra oprensnings- og uddybningsarbejder (klapmaterialer), og som nyttiggøres som råstoffer.

3) Rest- og affaldsprodukter, der indvindes fra allerede afsluttede depoter mv.

4) Overjord og muld, der udleveres uden vederlag.

Forarbejder

Forslag til lov om afgift af affald og råstoffer af 12. juli 1989 - lov nr. 838 af 19. december 1989.

"Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til kapitel 1

Til § 1

Der betales afgift af sådanne råstoffer, hvortil der kræves indvindingstilladelse efter råstofloven eller kontinentalsokkelloven, og som erhvervsmæssigt indføres eller indvindes her i landet. Mængden af indvundne råstoffer udgjorde i 1988 ca. 40 mio. m3, hvoraf importen udgjorde ca. 1 mio. m3.

Afgiftspligten indtræder ved udleveringen fra indvindingsvirksomheden. Hvor varen anvendes i videregående processer i virksomheden, medregnes den udtagne mængde råstoffer til udleveringen, d.v.s. afgiftspligten indtræder, når råstofferne udtages til produktionen."

Praksis

Den juridiske vejledning 2021-2 afsnit E.A.7.4 Virksomheder omfattet af reglerne

E.A.7.4 Råstoffer

"Dette afsnit beskriver reglerne om afgift på råstoffer.

Afsnittet indeholder:

Regel og lovgrundlag (E.A.7.4.1)

Definition: Råstoffer (E.A.7.4.2)

Råstoffer omfattet af reglerne (E.A.7.4.3)

Virksomheder omfattet af reglerne (E.A.7.4.4)

Afgiftens størrelse og beregning (E.A.7.4.5)

Opgørelse og afregning (E.A.7.4.6)

Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse (E.A.7.4.7)."

E.A.7.4.1 Regel og lovgrundlag

"Indhold

Dette afsnit indeholder en kort beskrivelse af regel og lovgrundlag, herunder formål og historik.

Afsnittet indeholder:

Regel

Formål

Lovgrundlag

Historik.

Regel

Der er afgift på råstoffer, der indvindes eller importeres. Se AFFAL §§ 1 og 2.

Bagatelgrænse

Virksomheder, der indvinder eller importerer under 200 m3 råstoffer årligt, skal ikke registreres eller betale afgift. Se AFFAL § 2 a.

Formål

Afgiftens formål er at tilskynde til, at råstofforbruget begrænses. Sammen med affaldsafgiften skal råstofafgiften fremme genanvendelsen af bygge- og anlægsaffald.

Lovgrundlag

Reglerne om afgift på råstoffer står i lovbekendtgørelse nr. 503 af 20. april 2020 (bekendtgørelse af lov om afgift af affald og råstoffer).

Loven forkortes i denne vejledning til AFFAL.

Lovens bilag 1 indeholder en liste over afgiftspligtige råstoffer med tilhørende omregningsfaktorer.

Lovens bilag 2 indeholder en liste over importerede råstoffer, der er omfattet af råstofafgiften med tilhørende omregningsfaktorer.

Historik

Med virkning fra den 1. januar 1990 blev der indført afgift på råstoffer. Før den 1. januar 1990 var der i den daværende råstoflov og kontinentalsokkellov fastsat bestemmelser om gebyr for indvundne eller importerede råstoffer."

E.A.7.4.2 Definition: Råstoffer

"Råstoffer

Råstoffer er en fællesbetegnelse for de jord- og bjergarter, der indvindes fra land og fra havet. De mest almindelige råstoffer er sand, grus, sten, granit, kalk, kridt, ler, moler og spagnum."

E.A.7.4.3 Råstoffer omfattet af reglerne

"Indhold

Dette afsnit indeholder en oversigt over de råstoffer, der er omfattet af reglerne om afgift på råstoffer. Råstofbetegnelserne kan dække over flere råstoftyper. Eksempler er kalk, der omfatter kildekalk og dolomitkalk, sand, der omfatter kvartssand og tungsand og granit, der omfatter basalt, gnejs og porfyr.

Afsnittet indeholder:

Afgiftspligtige råstoffer med tilhørende omregningsfaktorer nævnt i AFFAL bilag 1.

Indførte råstoffer, der er omfattet af råstofafgiften med tilhørende omregningsfaktorer nævnt i AFFAL bilag 2.

Gravearbejde - bygge- og anlægsprojekter.

Bemærk

Der er ikke råstofafgift ved import af videreforarbejdede råstoffer og færdigvarer. Ved færdigvarer forstås her forarbejdede råstoffer. Det er her forudsat, at der ved skabelsen af en færdigvare sker en værdiforøgelse. Viderearbejdede råstoffer er råstoffer, som har været underkastet en videregående proces, som fx opvarmning, brænding eller lignende eller tilført andre materialer end vand.

(...)

Gravearbejde - bygge- og anlægsprojekter

Fjernelse af jord m.m. som led i gennemførsel af et bygge- og anlægsarbejde, betragtes ikke som råstofindvinding. Selv om råjord eller egentlige råstoffer bortkøres med henblik på anvendelse uden for de pågældende anlægsprojekter, vil der som udgangspunkt ikke være tale om en erhvervsmæssig udnyttelse af råstoffer, der kræver tilladelse. Dette hænger sammen med, at materialerne ikke er fremkommet ved indvinding med henblik på økonomisk udnyttelse til bestemte formål, men er blevet tilovers ved et bygge- og anlægsprojekt.

Derimod vil der være tale om en råstofindvinding, såfremt der i forbindelse med et givet bygge- og anlægsarbejde o.lign. udgraves råstoffer ud over, hvad der er nødvendigt som forudsætning for projektets gennemførelse. Dette gælder således, hvis der graves dybere end nødvendigt på en byggeplads, ved etablering af en mindre sø eller i forbindelse med et vejanlæg, eller såfremt der foretages opgravning uden for selve vejtraceet, f.eks. som sidetag. Det gælder såvel, hvis råstofferne anvendes i projektet, som hvis de bortkøres til andre formål.

Mere udførlig vejledning kan findes i Miljø- og Fødevareministeriets Vejledning om administration af råstofloven, vejledning nr. 10149 af 3. september 2012.

Det er regionsrådet, der i tvivlstilfælde konkret afgør, om der er tale om indvinding eller gravearbejde."

E.A.7.4.4 Virksomheder omfattet af reglerne

"Indhold

Dette afsnit beskriver de to typer virksomheder, der er omfattet af reglerne om afgift på råstoffer.

Afsnittet indeholder:

Virksomheder, der erhvervsmæssigt indvinder afgiftspligtige råstoffer

Virksomheder, der erhvervsmæssigt importerer råstoffer.

Se også

Bagatelgrænse for registreringspligt E.A.7.4.1

Virksomheder, der erhvervsmæssigt indvinder afgiftspligtige råstoffer

Virksomheder, der erhvervsmæssigt indvinder afgiftspligtige råstoffer nævnt i AFFAL bilag 1, skal registreres. Se AFFAL § 4.

Ved erhvervsmæssig indvinding forstås indvinding, hvortil der kræves en indvindingstilladelse.

Erhvervsmæssig indvinding af råstoffer på land må kun ske efter tilladelse fra regionsrådet. Tilladelse til indvinding på strandbredder og andre kyststrækninger, hvor der ikke findes sammenhængende landvegetation, kan kun meddeles med tilslutning fra Kystdirektoratet. Se § 7, stk. 1 i lovbekendtgørelse nr. 124 af 26. januar 2017 om råstoffer (råstofloven).

Indvinding af råstoffer på havbunden (søterritoriet og kontinentalsoklen) må kun ske efter tilladelse fra miljø- og fødevareministeren. Se § 20, stk. 1 i lovbekendtgørelse nr. 124 af 26. januar 2017 om råstoffer (råstofloven).

Virksomheder, der har opnået tilladelse til indvinding af afgiftspligtige råstoffer, skal anmelde sig til registrering, hvis de ønsker at gøre brug af tilladelsen.

Det fremgår af SKM2021.214.SR, at der ikke skulle ske registrering af en virksomhed, hvortil der specifikt var udstedt en tilladelse til indvinding på den danske kontinentalsokkel efter råstofloven, hvor en anden virksomhed fysisk foretog den af tilladelsen omfattede indvinding og transporterede de indvundne råstoffer direkte til havne uden for Danmark uden på noget tidspunkt at krydse den danske 12 sømilegrænse. For så vidt angår denne situation fremgår det af SKM2021.215.SR, at det var den virksomhed, der foretog den fysiske indvinding af råstofferne, som skulle registreres.

Registrerede virksomheder er berettiget til at modtage afgiftspligtige råstoffer fra andre registrerede virksomheder, uden at afgiften er berigtiget. Se AFFAL § 4, stk. 2.

Virksomheder, der erhvervsmæssigt importerer råstoffer

Virksomheder, der erhvervsmæssigt importerer råstoffer nævnt i AFFAL bilag 2, skal registreres. Se AFFAL § 4.

Registrerede virksomheder er berettiget til at modtage afgiftspligtige råstoffer fra andre registrerede virksomheder, uden at afgiften er berigtiget. Se AFFAL § 4, stk. 2.

Anmeldelse til registrering

Anmeldelse til registrering sker hos Erhvervsstyrelsen."

E.A.7.4.6 Opgørelse og afregning

"Indhold

Dette afsnit indeholder reglerne om virksomhedens opgørelse og afregning af afgiften.

Afsnittet indeholder:

Afgiftsperiode

Virksomhedens opgørelse af den afgiftspligtige mængde

Fradrag i den afgiftspligtige mængde

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKM-meddelelser mv.

Afgiftsperiode

De registrerede virksomheder skal opgøre den afgiftspligtige mængde for hver afgiftsperiode. Afgiftsperioden er kvartalet. Se AFFAL § 13.

Virksomhederne skal angive og indbetale beløbet senest den 15. i den første måned efter udløbet af kvartalet.

Se også

OPKL § 2, stk. 2.

Virksomhedernes opgørelse af den afgiftspligtige mængde

Opgørelsen af den afgiftspligtige mængde foretages på grundlag af udlevering af afgiftspligtige råstoffer, som enten ikke har været bearbejdet eller kun har været underkastet en enkelt bearbejdning. Ved en enkelt bearbejdning forstås sortering, nedknusning, lufttørring eller anden simpel bearbejdning. Efter behandlingen fremstår råstoffet fortsat som et råstof. Ved udlevering forstås den fysiske udlevering fra den registrerede virksomheds lager. Se AFFAL § 5.

Afgiftspligtige råstoffer kan overføres uden afgift til en anden virksomhed, der er registreret efter lov om afgift af råstoffer. Leverandøren skal udstede en faktura med oplysning om, at råstofferne er leveret uden afgift. Se AFFAL § 5.

Ved opgørelsen medregnes enhver øvrig udlevering af de afgiftspligtige stoffer i periodens løb. Råstoffer, der udleveres uden vederlag eller forbruges i virksomheden, skal også medregnes.

Er råstofferne indgået i videregående processer, angives den mængde, der i perioden er udtaget til produktion af færdigvarer eller anvendes i forbindelse med anlægsarbejder. Ved fremstilling af fx teglsten skal den registrerede virksomhed medregne de afgiftspligtige råstoffer til den afgiftspligtige mængde i den afgiftsperiode, hvor råstofferne indgår i teglværksproduktionen, uanset om teglstenene først sælges på et senere tidspunkt. En registreret virksomhed, der ved siden af råstofindvindingen har erhvervsmæssige aktiviteter i form af anlægsarbejder, skal betale afgift af de afgiftspligtige råstoffer på det tidspunkt, hvor råstofferne fysisk udtages til anlægsarbejdet.

Det er først på tidspunktet, hvor råstoffet indgår i den videregående proces, at der skal ske opgørelse af den afgiftspligtige mængde og dermed afregning af afgiften: Et eventuelt spild eller svind i form af vandindhold fra udvindingstidspunktet til tilførselstidspunktet, skal derfor ikke medregnes i den afgiftspligtige mængde. Se AFFAL § 5, stk. 2.

Afgiftspligtige råstoffer, der er indvundet på søterritoriet eller kontinentalsoklen, og som ikke fysisk udleveres via den registrerede virksomheds lager, skal medregnes til udleveringen på det tidspunkt, hvor råstofferne forlader indvindingsfartøjet i dansk eller udenlandsk havn. Det samme gælder i tilfælde, hvor sømaterialerne afsættes andetsteds på søterritoriet eller kontinentalsoklen. Hvis sømaterialerne efter landingen i dansk havn udleveres fra indvindingsvirksomhedens eget lager, eventuelt efter sortering, nedknusning, lufttørring eller anden simpel bearbejdning, indtræder afgiftspligten ved udleveringen fra indvindingsvirksomhedens lager. Se AFFAL § 5.

Fradrag i den afgiftspligtige mængde

I opgørelsen af den afgiftspligtige mængde råstoffer kan registrerede virksomheder fradrage mængden af afgiftspligtige råstoffer, der er eksporteret. Det er en betingelse, at råstofferne eller sømaterialerne på land har været underkastet en simpel eller videregående bearbejdning. Eksempler på videregående bearbejdede råstoffer er tegl, mursten, tagsten, kattegrus, isoleringssten, jordbrugskalk, cement mv. Videreforarbejdede råstoffer kaldes også færdigvarer. Se AFFAL § 5, stk. 3.

Som dokumentation for udførslen skal virksomheden kunne fremlægge fakturakopi over de udførte råstoffer og skriftlig ordre, korrespondance med køberen, bankafregning eller lignende.

I opgørelsen fradrages desuden udlevering af råstoffer til en anden registreret virksomhed. Det skal fremgå af leverandørens faktura, at råstofferne er udleveret uden afgift. Se AFFAL § 5, stk.3.

Undtagelse

Sømaterialer, der leveres direkte til udenlandsk havn eller anlægsarbejde, kan ikke fradrages, da materialerne ikke har været underkastet en bearbejdning på land (her i landet). Se AFFAL § 5, stk. 3."

E.A.7.4.7 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse

"Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af reglerne om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.

Afsnittet indeholder:

Afgiftsfritagelse - strandfodring

Afgiftsfritagelse - havbundsmaterialer

Afgiftsfritagelse - afsluttede depoter

Afgiftsfritagelse - overjord og muld

Afgiftsgodtgørelse - eksport af forarbejdede råstoffer

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKM-meddelelser mv.

Afgiftsfritagelse - strandfodring     

Råstoffer, der indvindes til brug for strandfodring, er fritaget for afgift. Se AFFAL § 6, nr. 1.

Ved strandfodring forstås tilførsel af materialer til et strandområde, der er under nedbrydning med henblik på, at materialerne kan indgå i materialeomsætningen, så nettonedbrydningen helt eller delvist stoppes. Hvis hensigten er, at det tilførte materiale skal indgå permanent i et anlæg, en opfyldning eller lignende, vil der ikke være tale om strandfodring.