Faglige nyheder Vejledningen er ajourført med den seneste vedtagne lovgivning og praksis. Der er foretaget en række tilføjelser som følge af ny lovgivning: Afsnit C.A.2.5.2.1.9 - Ydelser efter lov om social service, integrationsloven mv. Med virkning fra 1. juli 2025, er der tilføjet skattefrihed for ydelser omfattet af § 87 i lov om aktiv socialpolitik Afsnit C.A.2.5.2.1.22 - Støtte til socialt eller sygdomsbekæmpende/sygdomsforebyggende arbejde Der er indsat en henvisning til afsnit C.A.2.5.2.1.40 om skattefrihed for ydelser fra Folkehøjskoler mv., som nu er en undtagelse til LL § 7, nr. 22. Afsnit C.A.2.5.2.1.40 - Skattefrihed for ydelser fra folkehøjskoler m.fl. Med indsættelsen af LL § 7, nr. 40, er der indført skattefrihed for værdien af ydelser til folkeskoleophold, der modtages i indkomstårene 2025 til 2028, som er omfattet af LL § 7, nr. 22, og som overstiger grundbeløbet i § 7, nr. 22, 2. pkt. Det betyder, at uddelinger fra Mangfoldighedspuljen, der administreres af Folkehøjskolernes Forening i Danmark, til ophold på en folkehøjskole, som overstiger grundbeløbet på 17.100 kr. (2025-niveau) i LL § 7, nr. 22, 2. pkt., ikke skal medregnes i modtagerens skattepligtige indkomst. Det er en betingelse, at ydelsen er ydet til ophold på en folkehøjskole, der er godkendt efter lov om folkehøjskoler. Bestemmelsen gælder alene for personer, der ikke er fyldt 30 år i det indkomstår, hvor ydelsen modtages. Fylder modtageren af ydelsen 30 år eller derover i indkomståret, hvor ydelsen modtages, vil personen skulle medregne værdien af den del af ydelsen, der overstiger grundbeløbet på 17.100 kr. (2025-niveau) ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Grundbeløbet på 17.100 kr. (2025-niveau) vil være omfattet af ligningslovens § 7, nr. 22, og vil således ikke skulle medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Skattefritagelsen gælder med tilbagevirkende kraft fra og med den 1. januar 2025. Se lov nr. 563 af 27. maj 2025. Afsnit C.A.2.5.2.1.41- Skattefrihed for kulturpas Med indsættelsen af LL § 7, nr. 41, er der indført skattefrihed for værdien af ydelser, der i indkomstårene 2025 og 2026 modtages i form af et kulturpas, som uddeles af det nationale partnerskab for kulturpas. Loven har virkning fra 1. januar 2025. Se lov nr. 564 af 27. maj 2025. Afsnit C.A.6 Afsnit C.A.6 er opdateret som følge af ny lovgivning, herunder lov nr. 369 af 9. april 2025 vedrørende nedsættelse af boafgiften og gaveafgiften og indførelse af et retskrav på en skematisk værdiansættelse ved overdragelse af erhvervsvirksomheder til et nært familiemedlem, bedre mulighed for succession ved overdragelse af ejendomsvirksomheder og lempelse af pengetankregler m.v. I afsnit C.A.6.2.2 er indsat beskrivelse af de nye regler om nedsat gaveafgift og betingelser for værdiansættelse efter BAL § 12 a ved overdragelse af aktier og virksomheder. For så vidt angår de nye regler om - nedsættelse af boafgiften og retskrav på en skematisk værdiansættelse henvises til afsnit C.E.9.4
- skematisk værdiansættelse henvises til afsnit C.J.3.3
- aktiv ejendomsudlejning henvises til afsnit C.B.2.13.1 og C.C.6.7.2
Der er endvidere oprettet et nyt afsnit C.A.6.2.5, der omhandler særlige omstændigheder ved overdragelse af fast ejendom, hvor styresignalet SKM2025.243.SKTST og praksis er indarbejdet. |