I skemaet vises relevante afgørelser om dokumentationspligten, mangler ved transfer pricing dokumentationen og adgangen til at foretage skønsmæssige ansættelser.

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2023.8.HR

I perioden 2006-2010 indgik to søsterselskaber i henholdsvis Danmark og Dubai i kontrollerede transaktioner vedrørende levering af en række serviceydelser, herunder juridisk rådgivning.

Dubai-selskabet skulle ifølge aftalen levere diverse serviceydelser til det danske selskab. Som betaling modtog Dubai-selskabet i perioden 2006-2007 et årligt management fee på 800.000 kr. og et profitbaseret fee på 50-70 pct. af den generede profit i det danske selskab og i perioden 2008-2010 et årligt management fee, der dækkede alle virksomhedens omkostninger, og et profitbaseret fee på 50-70 pct. af den generede profit i det danske selskab i 2008-2010.

Sagen angik, om de kontrollerede transaktioner var fastsat på armslængdevilkår efter LL § 2, stk. 1, eller om skattemyndighederne havde været berettiget til at udøve et skøn over de kontrollerede transaktioner. Sagen angik herefter, om skattemyndighedernes skøn i så fald skulle tilsidesættes.

SKAT havde i sin afgørelse fundet, at de kontrollerede transaktioner ikke var fastsat på armslængdevilkår, da kompensationen ifølge de kontrollerede transaktioner ikke stemte overens med parternes udførte funktioner og påtagede risici. Derudover havde SKAT fundet, at det danske selskabs transfer pricing dokumentation var væsentlig mangelfuld efter den dagældende skattekontrollov § 3 B, stk. 8.

SKAT udøvede derfor et skøn over de kontrollerede transaktioner, hvor SKAT, ved anvendelsen af TNMmetoden, sammenlignede den generede Return on Total Cost hos 25 revisions- og advokatvirksomheder med den generede Return on Total Cost i det danske selskab. På den baggrund blev det danske selskabs skattepligtige indkomst, og det sambeskattede danske moderselskabs skattepligtige indkomst, forhøjet med 58.406.991 kr. Under revisionen hos SKAT oplyste det danske selskab selv, at 24.707.131 kr. var blevet overført i strid med de kontrollerede transaktioner.

Sagen ved domstolene vedrørte derfor alene de resterende 33.699.860 kr.

Højesteret fandt, ligesom landsretten, at det danske selskabs Transfer Pricing dokumentation var så mangelfuld, at den ikke gav skattemyndighederne et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, om armslængdeprincippet var overholdt. Højesteret lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at dokumentationen ikke indeholdt en sammenlignelighedsanalyse, og at appellanterne ikke havde godtgjort, at det ikke var muligt at finde sammenligne transaktioner.

Derudover fandt Højesteret, ligesom landsretten, at det var godtgjort, at det danske selskab ikke ville have indgået en aftale på samme vilkår med en indbyrdes uafhængig virksomhed.

Højesteret fandt derfor, at SKAT havde været berettiget til at udøve et skøn over de kontrollerede transaktioner.

Ligeledes fandt Højesteret, at det ikke var godtgjort, at SKATs metode for at opgøre armslængdeprisen for de kontrollerede transaktioner, hvor der var anvendt en TNM-metode, ikke var anvendelig. Højesteret lagde i den forbindelse vægt på, at SKAT i sit skøn havde sammenlignet det danske selskab med 25 advokat- og revisionsselskaber, som Højesteret fandt sammenlignelige med det danske selskab. Højesteret lagde videre vægt på, at Profit Split-metoden, som det danske selskab angiveligt havde anvendt for at fastsætte vilkårene for de kontrollerede transaktioner, ikke var den rette prisfastsættelsesmetode at anvende i forhold til de kontrollerede transaktioner.

Landsretten havde tilsidesat SKATs skøn med henvisning til en rapport udarbejdet af Konkurrencerådet. Højesteret fandt imidlertid, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte SKATs skøn. Højesteret lagde i den forbindelse vægt på beregninger, som Skatteministeriet havde fremlagt under sagen, der viste, at konklusionerne i Konkurrencerådets rapport ikke ville føre til en mindre skatteansættelse end den skatteansættelse, som SKAT havde beregnet, og at de to selskaber ikke havde anført forhold, der godtgjorde, at skattemyndighedernes skøn skulle tilsidesættes.

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

SKM2021.251.HR

Sagen angik i første række spørgsmålet om, hvorvidt skattemyndighederne havde været berettiget til at foretage en skønsmæssig forhøjelse af et dansk produktionsselskabs skattepligtige indkomst på grund af mangelfuld transfer pricing-dokumentation vedrørende samhandlen med koncernens salgsselskaber.

Hvis en sådan skønsmæssig forhøjelse var berettiget, var spørgsmålet dernæst, om selskabet havde løftet bevisbyrden for, at skattemyndighedernes skøn var fastsat for højt eller på et så usikkert grundlag, at skønnet måtte tilsidesættes.

Højesteret udtalte, at transfer pricing-dokumentationen var mangelfuld i så væsentligt omfang, at den ikke gav skattemyndighederne et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, om armslængdeprincippet var overholdt. Den mangelfulde dokumentation måtte således sidestilles med manglende dokumentation. Skattemyndighederne havde derfor været berettiget til at foretage et skøn.

Højesteret henviste blandt andet til, at der var tale om en transfer pricing-dokumentation, som ikke levede op til kravet om, at det danske selskab skulle oplyse, hvorledes priser mellem det danske produktionsselskab og salgsselskaberne rent faktisk var fastsat, og som heller ikke indeholdt en sammenlignelighedsanalyse, således som det kræves efter den dagældende § 3 B, stk. 5, i skattekontrolloven og § 6 i transfer pricing-bekendtgørelsen.

Højesteret udtale herefter, at skattemyndighedernes anvendelse af TNMM med salgsselskaberne som den testede part ikke ville bygge på tilstrækkeligt pålidelige oplysninger, og at skattemyndighederne derfor kunne anvende TNMM med det danske produktionsselskab som den testede part.

Sammenfattende fandt Højesteret, at det danske selskab ikke havde godtgjort, at skattemyndighedernes skøn hvilte på et forkert eller mangelfuldt grundlag, eller at skønnet førte til et åbenbart urimeligt resultat. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af det danske selskabs skattepligtige indkomst i skatteårene 2005-2009.

Højesteret henviste blandt andet til, at den omstændighed, at nogle af skattemyndighedernes sammenligningsselskaber er fra lande med lavere lønniveau end i Danmark, ikke kan føre til, at databaseanalysen ikke har kunnet danne grundlag for den skønsmæssige skatteansættelse, og at der heller ikke var fremkommet oplysninger, der tilstrækkeligt havde godtgjort, at der i perioden 2005-2009 har foreligget sådanne atypiske og ekstraordinære omkostninger hos det danske selskab, jf. OECD’s retningslinjer fra 2010, pkt. 2.80, at disse skal udgå af beregningen af selskabets nettoavance efter TNMM.

Skatteministeriet blev derfor frifundet. Sagen var henvist til behandling i landsretten i første instans som principiel.

Dommen stadfæster Vestre Landsrets dom i SKM2020.224.VLR.
SKM2020.303.HR

Skatteministeriet havde som en del af sagen anført, at skatteyderens TP-dokumentation var mangelfuld i væsentligt omfang, hvorfor der derfor kunne foretages en skønsmæssig ansættelse efter dagældende SKL § 3 B, stk. 8, jf. § 5, stk. 3. Dette var navnlig begrundet i, at en kontrolleret transaktion bestående i, at skatteyderen i sit moderselskabs interesse havde markedsført et vareværke, som var ejet af moderselskabet, ikke var omtalt i dokumentationen, at dokumentationen ikke indeholdt en fyldestgørende funktionsanalyse, at dokumentationens konklusion var forkert, og at der først for Landsskatteretten og for domstolene var fremlagt sammenlignelige licensaftaler mellem skatteyderen og tredjeparter.

Højesteret fandt ikke, at TP-dokumentationen var mangelfuld i så væsentligt omfang, at det kunne sidestilles med manglende dokumentation. Højesteret lagde vægt på, at det forhold, at Skattestyrelsen er uenig i eller rejser berettiget tvivl om sammenlignelighedsanalysen, ikke i sig selv indebærer, at dokumentationen i væsentligt omfang er mangelfuld. Derudover fremgik det klart af dokumentationen, at den alene omfattede royaltybetalinger fra skatteyderen til moderselskabet og Skatteministeriet havde ikke nærmere påvist betydningen af eventuelt manglende eller utilstrækkelige funktionsanalyser for den konkrete bedømmelse af, om armslængdeprincippet var overholdt. Den sene fremlæggelse af licensaftaler med tredjeparter kunne heller ikke i sig selv begrunde en skønsadgang for Skattestyrelsen.

 
 SKM2019.136.HR

Skatteministeriet havde gjort gældende, at skatteyderens indkomst kunne fastsættes skønsmæssigt i medfør af den dagældende SKL § 3 B, stk. 8, jf. § 5, stk. 3, allerede fordi skatteyderen ikke havde godtgjort, at TP-dokumentationen for de enkelte indkomstår i sin helhed forelå på selvangivelsestidspunktet, og fordi dokumentationen ikke var fyldestgørende.

Højesteret fandt, at der hverken i ordlyden af SKL § 3 B, stk. 8, eller i bestemmelsens forarbejder var holdepunkter for en forståelse, hvorefter det tidspunkt, hvor der kunne foretages en skønsmæssig ansættelse, hvis dokumentationen ikke foreligger, kan være et andet end ansættelsestidspunktet.

Højesteret udtalte herefter, at en TP-dokumentation, der i så væsentligt omfang er mangelfuld, at den ikke giver skattemyndighederne et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, om armslængdeprincippet er overholdt, må sidestilles med manglende dokumentation. Skattemyndighederne havde modtaget dokumentationen på tidspunktet for ansættelsen og Højesteret fandt ikke, at denne var så mangelfuld, at den kunne sidestilles med manglende dokumentation. Højesteret lagde vægt på, skattemyndighedernes indkomstforhøjelse alene var begrundet i, at aflønningen af skatteyderen ikke tog højde for det salg af produkter, der skete gennem multinationale computerproducenters salg af computere med præinstalleret software til slutbrugere i Danmark. At disse transaktioner ikke indgik i beregningen af skatteyderens aflønning, fremgik klart af TP-dokumentationen. På den baggrund kunne skatteyderes indkomst ikke ansættes skønsmæssigt i medfør af den dagældende SKL § 3 B, stk. 8, jf. § 5, stk. 3.

 

Landsretsdomme

SKM2023.316.ØLR

Sagerne angik, om skattemyndighederne havde været berettiget til at udøve et skøn over et antal kontrollerede transaktioner, der var foretaget mellem H1 og primært et søsterselskab. Sagerne angik endvidere, om skattemyndighedernes skøn i så fald skulle tilsidesættes.

Landsretten fandt, at selskabets TP-dokumentation var behæftet med en række mangler, der bevirkede, at dokumentationen ikke gav skattemyndighederne et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, om transaktionerne var foretaget i overensstemmelse med armslængdeprincippet. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at dokumentation ikke i tilstrækkelig grad indeholdt en beskrivelse af, hvorledes priser og vilkår rent faktisk var blevet fastsat. Landsretten lagde endvidere vægt på, at der kun havde været en ganske overordnet beskrivelse og meget sparsomme oplysninger om søsterselskabets forretningsmæssige aktiviteter, kontraktvilkår og økonomiske omstændigheder, herunder ingen oplysninger om til hvem og til hvilke priser, der skete videresalg af varerne fra søsterselskabet.

SKAT var derfor berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af selskabets skattepligtige indkomst.  

Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs skøn, idet selskabet hverken havde godtgjort, at skønnet var udøvet på et fejlagtigt grundlag eller medførte et åbenbart urimeligt resultat.

Landsretten lagde herved bl.a. vægt på omfanget og karakteren af manglerne i oplysningsgrundlaget og det forhold, at SKAT forgæves havde forsøgt at fremskaffe yderligere oplysninger til brug for skatteansættelsen.

For så vidt angår det af SKAT anvendte armslængdeinterval fandt landsretten efter en samlet bedømmelse, at SKAT havde været berettiget til at anvende det interkvartile interval og justerede prisen til tredje kvartil. Landsretten udtalte, at selskabet havde en central og værdiskabende funktion i koncernen, og at sammenlignelighedsanalysen var baseret på "limited risk wholesalers", som herved ikke var direkte sammenlignelige med selskabet.

Landsretten fandt endvidere, at det udenlandske søsterselskab måtte betragtes som et rent gennemstrømningsselskab, som ikke havde nogen selvstændig forretningsmæssig berettigelse i koncernen. Landsretten udtalte i den forbindelse, at der havde været skiftende oplysninger om søsterselskabets ansatte, og at der ikke forelå nogen dokumentation for, at der havde været ansatte til at udføre de påståede aktiviteter i selskabet.

De efter skatteansættelsen udarbejdede analyser, herunder kapitaljusteringstesten og berry ratioanalysen, samt de øvrige af selskabet påberåbte forhold kunne ikke føre til en anden vurdering.

SKM2022.195.ØLR

Sagen angik en skønsmæssig transfer pricing forhøjelse som følge af et dansk moderselskabs samhandel med to datterselskaber og disses udenlandske filialer. Spørgsmålet i sagen var, i hvilket omfang der var kontrollerede transaktioner omfattet af ligningslovens § 2.

Det var mellem parterne ubestridt, at der var leveret kontrolleret transaktioner i form af løbende teknisk og administrativ bistand. Moderselskabet havde i sin transfer pricing-dokumentation omtalt den tekniske og administrative bistand, og havde fastsat prisen til kostprisen uden noget profit tillæg. Landsretten fandt, at moderselskabets transfer pricing-dokumentation vedrørende den tekniske og administrative bistand ikke var mangelfuld i så væsentligt omfang, at det kunne sidestilles med manglende dokumentation. Landsretten vurderede herefter, om Skatteministeriet havde godtgjort, at datterselskabernes betaling til moderselskabet for den tekniske og administrative bistand, ikke var på armslængdevilkår. Landsretten anførte, at de af moderselskabet henviste priser og vilkår i transfer pricing-dokumentationen ikke var sammenlignelige, og Landsretten fandt det derfor godtgjort, at moderselskabets levering af teknisk og administrativ bistand til kostpris lå uden for rammerne af, hvad der kunne være opnået, hvis aftalen var indgået mellem uafhængige parter, jf. ligningslovens § 2, stk. 1.

Landsretten fandt endvidere, at moderselskabet havde stillet performancegarantier for datterselskaberne. Garantierne var stillet vederlagsfrit og var uomtalte i transfer pricing-dokumentationen. Dette gav grundlag for, at ansættes prisen for performancegarantierne skønsmæssigt, jf. den dagældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 8, jf. § 5, stk. 3.

Sagen er anket til Højesteret.

SKM2020.397.VLR

Skatteministeriet havde, som en del af sagen, gjort gældende, at der kunne foretages en skønsmæssig ansættelse, da selskabets TP-dokumentation var mangelfuld. Selskabet havde udarbejdet to sær transfer pricing-dokumentationer, der begge forelå, da skattemyndighederne traf afgørelse. Det fremgik heraf, at prisfastsættelsen mv. skete efter ensartede principper i forhold til interne og eksterne produktionsselskaber, således at der for hver enkelt skomodel fastlægges en pris på basis af de samlede budgetterede produktionsomkostninger med tillæg af en profitmargin, som kan variere for de enkelte skomodeller.

Landsretten lagde efter vidneforklaring fra den administrerende direktør i selskabet til grund, at denne metode for prisfastsættelse ved produktion af sko er sædvanlig inden for branchen. Dokumentationen indeholdt herudover sammenlignelighedsanalyser. Den oprindelige dokumentation indeholdt en sammenligning af dækningsgraden hos selskabets produktionsselskaber med dækningsgraden hos andre af selskabets fabrikker og eksterne produktionsselskaber. Den supplerende dokumentation indholdt en sammenligning af EBIT-margin for produktionsselskaberne med eksterne produktionsselskaber.

Landsretten fandt efter en samlet vurdering, at selskabets TP-dokumentation gav skattemyndighederne et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, om armslængdeprincippet var overholdt, og at dokumentationen ikke var mangelfuld i et sådan omfang, at den kunne sidestilles med manglende dokumentation.

 

SKM2017.227.ØLR

Selskabet var tiltalt for ikke at have indsendt fyldestgørende dokumentation for selskabets kontrollerede transaktioner vedrørende indkomstårene 2009, 2010, 2011 og 2012 inden den af SKAT fastsatte frist på 60 dage, der udløb 5. november 2013. Selskabet indsendte fyldestgående dokumentation efter fristens udløb, og SKAT meddelte ved brev af 12. august 2014, at dokumentationen ikke gav anledning til at foretage korrektion af de interne afregningspriser.

Selskabet forklarede at det ikke indsendte de krævede oplysninger inden fristens udløb, da SKATs brev af 3. september 2013 blev væk internt i koncernen. Brevet var modtaget, men kom ved en fejl aldrig frem til koncernens hovedkvarter. Da de blev opmærksom på sagen, kontaktede de revisor. De regnskabsoplysninger, som SKAT ville have, forelå før SKAT bad om oplysningerne. Revisor skulle samle oplysningerne og svare på supplerende spørgsmål.

Byretten fandt selskabet skyldig i tiltalen. Selskabet burde have været i stand til at opfylde tidsfristen og handlede groft uagtsomt ved ikke at indsende den skriftlige dokumentation rettidigt. Selskabet idømtes en bøde på 500.000 kr. svarende til de sparede omkostninger på skønsmæssigt 125.000 kr. for hvert af de fire indkomstår.

Landsretten stadfæstede byretsdommen, men nedsatte bøden til 250.000 kr. Selskabets undladelse af rettidigt at indsende dokumentationen for de fire indkomstår måtte anses for én overtrædelse vedrørende fire år, og en bødefastlæggelse på grundlag af antallet af år ville føre til en uforholdsmæssig høj bødestraf. Det var ikke oplyst, hvorfor SKAT havde anmodet om dokumentation for flere år ad gangen og om det var SKATs praksis.

SKM2010.46.VLR

Skatteyderen, der drev rejsebureauvirksomhed, havde købt overnatninger på et hotel og et pensionat, der var ejet af skatteyderens polske selskab, uden at der i selvangivelsen var givet oplysninger om art og omfang af de handelsmæssige eller økonomiske transaktioner med det polske selskab, jf. den dagældende bestemmelse i SKL § 3 B, stk. 1, ligesom hun ikke havde udfærdiget skriftlig dokumentation for, hvorledes afregningsprisen og vilkårene var fastsat, jf. bestemmelsens stk. 4.

Landsretten fandt, at afregningsprisen væsentligt oversteg den pris, som andre gæster betalte, ligesom retten fandt, at skatteyderen ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at prisforskellen var begrundet i forskelle i forplejning, kurbehandling af gæsterne eller uafregnede mellemovernatninger. SKAT kunne derfor ansætte afregningsprisen skønsmæssigt, og skatteyderen havde ikke anført noget, der gav grundlag for at tilsidesætte SKATs skønsmæssige ansættelse.

Byretsdomme
SKM2019.272.BR

Selskabet var tiltalt for indkomstårene 2010, 2011, 2012 og 2013 ikke rettidigt - inden den af told- og skatteforvaltningen fastsatte frist på 60 dage, der udløb den 13. juli 2015 - at have indsendt fyldestgørende dokumentation for selskabets kontrollerede transaktioner. Selskabet havde inden fristens udløb indsendt nogle historiske oplysninger angående koncernopbygningen og samhandlen i koncernen, men der blev ikke indsendt landespecifikt materiale for Danmark for de begærede indkomstår.

Selskabet erkendte sig skyldig i groft uagtsomt at have undladt at indsende den skriftlige dokumentation rettidigt. Af en skrivelse fra selskabets revisor fremgik, at baggrunden for den mangelfulde transfer pricing dokumentation havde været en misforståelse eller fejlkommunikation mellem selskabet og moderselskabet om, hvem der stod for den landespecifikke dokumentation.

Byretten fandt selskabet skyldig i groft uagtsomt ikke rettidigt at have indsendt transfer pricing dokumentationen. Den indsendte dokumentation var så mangelfuld, at den reelt måtte sidestilles med manglende dokumentation. Retten lagde til grund, at dokumentationen skal udarbejdes løbende. Formålet er at sikre en korrekt prisfastsættelse og hermed korrekt opgørelse af den skattepligtige indkomstår ved koncerninterne transaktioner på tværs af landegrænserne. Selskabet idømtes en bøde på 500.000 kr. svarende til 125.000 kr. for hvert indkomstår. Det skal ikke kunne betale sig at lade være med at udarbejde dokumentationen og minimumsomkostningerne til udarbejdelse af transfer pricing dokumentationen skønnedes at være 125.000 kr.

 
SKM2018.584.BR

Selskabet var tiltalt for ved forsæt eller grov uagtsomhed ikke at indsende dokumentation til skatteforvaltningen for selskabets kontrollerede transaktioner (transfer pricing) for indkomstårene 2011-2015 inden fristen den 20. februar 2017.

Selskabet forklarede at det skyldtes en intern kommunikationsbrist hos selskabet på grund af selskabets omstrukturering, at skatteforvaltningens brev af 19. december 2016 ikke blev videresendt til relevante medarbejdere i selskabet.

Byretten fandt selskabet skyldig i tiltalen. Selskabet idømtes en bøde på i alt 625.000 kr., 125.000 kr. for hvert indkomstår. Minimumsomkostningerne til udarbejdelse af transfer pricing dokumentationen er 125.000 kr. for hvert indkomstår. Der beregnes ifølge bemærkningerne en bøde for hvert indkomstår, hvor der ikke er indgivet fyldestgørende dokumentation. Byretten lagde vægt på at selskabets undladelse af rettidigt at indsende dokumentation ikke kun anses for én overtrædelse. Da alle rapporter først blev udarbejdet i 2017 fandt retten det godtgjort, at selskabet kunne have haft en økonomisk fordel ved at undlade at udarbejde transfer pricing rapporterne for indkomstårene 2011-15, såfremt skatteforvaltningen ikke havde anmodet selskabet om fremsendelse af dokumentationen.

SKM2017.216.BR

Selskabet var tiltalt for groft uagtsomt eller forsætligt at have undladt at indsende fyldestgørende transfer pricing-dokumentation for indkomstårene 2009, 2010, 2011 og 2012 inden for den af SKAT fastsatte frist. SKAT fastsatte i brev af 20. august 2013 en frist til den 25. oktober 2013. Selskabet indsendte for disse indkomstår alene utilstrækkelig og mangelfuld dokumentation, der ikke muliggjorde, at SKAT kunne foretage en fyldestgørende kontrol, hvilket selskabet først rettede endeligt op på den 28. februar 2014.

Selskabet forklarede, at det i selvangivelsen for 2009 ikke havde udfyldt rubrikken om TP. For 2010-12 havde selskabet krydset felt 067 af i selvangivelsen. Selskabet havde ikke indsendt blanket 05.021 til SKAT. Selskabets økonomichef havde ment at den valgte fremgangsmåde var anset for fyldestgørende i andre lande og derfor også i Danmark. Selskabet mente, at det havde gjort alt hvad SKAT bad om. Selskabet havde haft et udemærket samarbejde med SKAT, og det var overrasket over, at SKAT ikke var mere samarbejdsvillig, herunder ved at rette henvendelse før udløbet af fristen den 25. oktober 2013.

Byretten fandt T skyldig i tiltalen. Selskabet havde handlet groft uagtsomt. T idømtes en bøde på 250.000 kr. Udgangspunktet er en bøde på 125.000 kr. pr. indkomstår, hvis der efterfølgende fremkommer egnet dokumentationsmateriale, men retten fandt ikke at der i den konkrete situation skulle ske fuldstændig bødekumulation. Der blev herved henset til det i forarbejderne anførte vedrørende baggrunden for bødeberegningen, og at T under sagen måtte anses for at have samarbejdet og bidraget til fremskaffelse af oplysninger til SKAT.

Landsskatteretskendelser

SKM2021.33.LSR

Sagen handlede om fastsættelsen af rente på et selskabs udlån til et udenlandsk koncernselskab (treasury/cash pool), hos hvilket selskabet også havde optaget lån.

Selskabet havde ikke udarbejdet en fyldestgørende transfer pricing-dokumentation, og renterne på selskabets indestående hos det udenlandske koncernselskab kunne derfor fastsættes skønsmæssigt.

 
SKM2018.62.LSR

Sagen vedrører de kontrollerede transaktioner mellem et dansk selskab og koncernforbundne udenlandske salgsselskaber.

Landsskatteretten fandt, at SKAT var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse i henhold til dagældende SKL § 3 B, stk. 8 (nu stk. 9), og § 5, stk. 3, i det der blev lagt vægt på, at der manglede en sammenlignelighedsanalyse i selskabets transfer pricing dokumentation, og at der manglede tilstrækkelig information om de udenlandske salgsselskaber i forhold til de kontrollerede transaktioner med det danske selskab.

Landsskatteretten fandt også, at SKATs skøn var i overensstemmelse med OECD Transfer Pricing Guidelines. I den forbindelse fandt landsskatteretten det berettiget, at SKAT havde valgt det danske selskab som testet part ved anvendelse af TNMM (den transaktionsbestemte nettoavancemetode), da der ikke var tilstrækkelig information om de udenlandske selskaber, idet en væsentlig del af den fremlagte opgørelse af salgsselskabernes indtjening vedrørte salg af varer, der ikke var købt af det danske selskab.

SKM2016.436.LSR

Landsskatteretten fandt, at der ikke var grundlag for at opretholde skønsmæssige forhøjelser af et koncernforbundet selskabs skattepligtige indkomst, der var foretaget af SKAT efter LL § 2 om transfer pricing samt SKL § 3 B om transfer pricing-dokumentation.

Skatteministeriet har indbragt afgørelsen for domstolene.

Skatterådet

SKM2014.619.SR 

A ApS var et dansk datterselskab i en koncern med et tysk moderselskab, B GmbH. A ApS havde bedt Ligningsrådet om et bindende svar på, hvorvidt en aftale om en cost plus model var i overensstemmelse med armslængdeprincippet. Efter cost plus modellen skulle ydelserne fra A ApS aflønnes ved, at samtlige omkostninger blev refunderet af B GmbH med et "kutymemæssigt" gevinsttillæg på 5 %. Skatterådet afviste at tage stilling til, om de fastsatte priser og vilkår var i overensstemmelse med armslængdeprincippet i LL § 2, idet spørgsmålet ikke var tilstrækkeligt oplyst, jf. dokumentationskravet i SKL § 3 B.

SKM2008.107.SR

Sagen handlede om hvorvidt der var dokumentationspligt for en mindre virksomhed.

Skatterådet afslog, at A's omsætning, balancesum og ansatte skulle medregnes ved vurderingen af, om B oversteg beløbsgrænsen i SKL § 3 B, stk. 6.

Baggrunden for afslaget var, at A, ifølge det oplyste, kun ejede aktier i B, hvorfor der ikke var tale om koncernforbundne juridiske personer. Se KGL § 4, stk. 2. Skatterådet bekræftede også, at transaktioner mellem A og B var omfattet af begrebet kontrollerede transaktioner i SKL § 3 B, stk. 1.