1. Baggrund for præcisering af praksis
Skattestyrelsen ønsker med dette styresignal at præcisere reglerne i tonnageskatteloven om bindingsperiodens rækkevidde.
Skattestyrelsen er blevet opmærksom på, at det har givet anledning til tvivl ved fortolkningen af bindingsperioden, når et tonnagebeskattet selskab ophører med rederivirksomhed og senere igen ønsker at påbegynde tonnagebeskattet aktivitet.
Desuden tydeliggøres tonnageskattelovens regler om måletidspunkt for flagandelens indgangsværdi, da spørgsmålet om bindingsperiodens betydning er tilknyttet denne problemstilling.
Skattestyrelsen præcisering af praksis er, at:
- Bindingsperioderne på 10 år er forløbende perioder, der ikke kan afkortes, selvom der påbegyndes ny rederivirksomhed.
- Måletidspunktet for flagandelens indgangsværdi kan ikke ændres efterfølgende uanset, at rederivirksomheden har været ophørt.
Da der tilmed ikke findes nogen offentliggjorte afgørelser, som omhandler ovennævnte spørgsmål, finder Skattestyrelsen det hensigtsmæssigt at udsende dette styresignal.
2. Det retlige grundlag
Lovgrundlaget
Tonnageskatteloven, lovbekendtgørelse nr. 945 af 6. august 2015:
§ 1
Selskaber m.v., som er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 og 2, eller stk. 6, og som udøver rederivirksomhed som omhandlet i § 6, kan vælge at opgøre deres skattepligtige indkomst af rederivirksomheden efter bestemmelserne i denne lov (tonnagebeskatning). Det samme gælder for selskaber, som er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, og som driver rederivirksomhed, når disse er hjemmehørende i en EU-medlemsstat. 1. pkt. gælder ikke selskaber omfattet af selskabsskattelovens § 2 C, medmindre dette selskab er koncernforbundet, jf. § 3, stk. 1, med et selskab omfattet af tonnageskatteordningen.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på indkomst ved virksomhed som nævnt i § 8 a.
§ 2
Rederier, som opfylder betingelserne i § 1, og som anvender skibe, som efter §§ 6-8 a kan omfattes af loven, kan vælge tonnagebeskatning fra og med det første indkomstår, hvor betingelserne herfor er opfyldt. Valget skal træffes senest ved rettidig afgivelse af oplysninger til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2 for det indkomstår, hvor tonnagebeskatning første gang vil kunne vælges.
Stk. 2. Valg eller fravalg af tonnagebeskatning efter stk. 1 er bindende for rederiet i en periode på 10 år regnet fra påbegyndelsen af det indkomstår, hvor tonnagebeskatning første gang kan vælges. Ved udløbet af denne periode kan tonnagebeskatning tilsvarende vælges for en ny 10-års-periode. Efter udtræden af tonnageskatteordningen kan ordningen tidligst igen vælges efter 10 indkomstår med beskatning efter skattelovgivningens almindelige regler.
Stk. 3. Når tonnageskatteordningen anvendes, skal samtlige skibe og andre aktiver, som opfylder betingelserne for tonnagebeskatning, indgå i tonnageskatteordningen.
§ 3
Når et rederi udøver bestemmende indflydelse over eller hvorover der udøves en bestemmende indflydelse af et andet rederi, eller når samme fysiske eller juridiske personer udøver bestemmende indflydelse over flere rederier, skal samtlige således koncernforbundne rederier, herunder udenlandske sambeskattede rederier, jf. selskabsskattelovens §§ 31, 31 A og 32, træffe samme valg, for så vidt angår anvendelse af tonnageskatteordningen. Dog kan rederier undlade at træffe samme valg, når de ikke har fælles ledelse eller driftsorganisation, og de ikke driver virksomhed inden for beslægtede forretningsområder. Ved bestemmende indflydelse forstås ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder som omhandlet i ligningslovens § 2, stk. 2.
Stk. 2. Hvis rederier, som er omfattet af stk. 1, 2. pkt., ikke længere opfylder betingelserne for ikke at træffe samme valg vedrørende anvendelse af tonnageskatteordningen, skal samtlige rederier uanset bestemmelserne i § 2, stk. 2, vælge beskatning efter tonnageskatteordningen fra og med det indkomstår, hvor betingelserne ikke længere er opfyldt.
Stk. 3. Når skibe m.v., som kan omfattes af denne lov, ejes eller lejes af flere rederier, kan de enkelte rederiers andele af sådanne skibe m.v. indgå i tonnageskatteordningen for de pågældende rederier.
§ 4
Hvis rederier bliver koncernforbundne, anses bindingsperioden efter § 2 for den samme som bindingsperioden for det rederi, der senest blev omfattet af tonnageskatteordningen. Hvis ikke alle rederier er omfattet af tonnageskatteordningen, er bindingsperioden 10 år fra og med det indkomstår, hvor rederierne bliver koncernforbundne. 1. og 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse ved fusion og tilførsel af aktiver. Ved spaltning af selskaber anses bindingsperioden for den samme som for det selskab, der spaltes.
Stk. 2. Bliver et rederi omfattet af tonnageskatteordningen i medfør af § 3, stk. 2, eller begynder et koncernforbundet selskab, der ikke hidtil har drevet rederivirksomhed, at drive sådan virksomhed, uden at bestemmelserne i § 3, stk. 1, 2. pkt., finder anvendelse, anses bindingsperioden efter § 2 for at være den samme som for det eller de koncernforbundne selskaber.
§ 6 a
Det er en betingelse, jf. § 6, stk. 1, 3. pkt., at rederiet i gennemsnit over et indkomstår fastholder eller forøger den procentdel af den af rederiet ejede bruttotonnage, der er registreret i en stat, der er medlem af EU eller EØS. Ved opgørelsen af, om betingelsen i 1. pkt. er opfyldt, tages udgangspunkt i den procentdel af den af rederiet ejede bruttotonnage, der anvendes til formål, som vil kunne omfattes af denne lov, og som den 12. januar 2005 er registreret i en stat, der er medlem af EU eller EØS. Rederier, der var omfattet af tonnageskatteordningen den 17. januar 2004, kan vælge ved opgørelsen efter 1. pkt. at tage udgangspunkt i den tilsvarende procentdel af bruttotonnagen den 17. januar 2004. For rederier, der på et senere tidspunkt end den 12. januar 2005 bliver omfattet af tonnageskatteordningen, tages ved opgørelsen efter 1. pkt. udgangspunkt i den tilsvarende procentdel af bruttotonnagen på det tidspunkt, hvor rederiet bliver omfattet af tonnageskatteordningen.
Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, såfremt - set under et for alle rederier omfattet af denne lov - den procentdel af den ejede bruttotonnage, der anvendes til formål, som vil kunne omfattes af denne lov, og som er registreret i en stat, der er medlem af EU eller EØS, ikke er faldet i gennemsnit i løbet af det forudgående indkomstår.
Stk. 3. Stk. 1 finder heller ikke anvendelse, såfremt i gennemsnit over indkomståret mindst 60 pct. af den af rederiet ejede bruttotonnage, der anvendes til formål, som vil kunne omfattes af denne lov, er registreret i en stat, der er medlem af EU eller EØS.
Stk. 4. For rederier, der skal træffe samme valg for så vidt angår anvendelsen af tonnageskatteordningen, jf. § 3, stk. 1, gælder de i stk. 1-3 nævnte tonnagebestemmelser for de koncernforbundne rederier under et på et konsolideret grundlag.
Forarbejder
Lovforslag L92, 2001/2002 til tonnageskatteloven:
"(…)
Høring
…
(…)
"Såvel valg som fravalg af tonnagebeskatning er bindende for 10 år fra det tidspunkt, hvor valget træffes. Vælger et rederi på dette tidspunkt at stå uden for tonnageskatteordningen, vil det således først kunne komme ind i ordningen efter 10 år. Vælger et rederi at gå ind i tonnageskatteordningen, vil det ved udløbet af den 10-årige bindingsperiode have valget mellem at fortsætte under tonnageskatteordningen eller at overgå til beskatning efter de almindelige regler. I begge tilfælde er valget bindende for 10 år.
Baggrunden for de foreslåede frister for indtræden i tonnageskatteordningen og for de 10-årige bindingsperioder er, at det ikke skal være muligt for rederierne at »pendle« mellem tonnageskatteordningen og beskatning efter de almindelige regler. Ved anvendelse af de almindelige skatteregler vil et eventuelt underskud ved rederivirksomhed kunne modregnes i andet overskud. Dette kan ikke lade sig gøre i tonnageskatteordningen, idet skattebetalingen i tonnageskatteordningen er uafhængig af det faktiske driftsresultat. Til gengæld er tonnagebeskatningen lavere end den almindelige selskabsbeskatning. Formålet med tidsfristerne er således at hindre, at rederierne vil kunne anvende tonnageskatteordningen i år, hvor rederidriften giver overskud, og de almindelige skatteregler i de år, hvor rederidriften måtte give underskud.
(…)"
EU Kommissionens godkendelse af den danske tonnageskatteordning, Statsstøtte nr. N 563/2001 - Danmark (uddrag):
"(…)
2.8. Varighed
Ordningen er tidsubegrænset og skal have virkning fra 1. januar 2001. For
indkomståret 2001 skal (de fleste) ejere af skibe indsende selvangivelse senest i juni
2002, hvilket også er fristen for at vælge at blive omfattet af tonnageskatteordningen.
Som en overgangsforanstaltning bliver det også muligt at vælge tonnageskatteordningen senest inden fristen for indsendelse af selvangivelse for indkomståret
2002 (dvs. inden juni 2003).
Rederier kan vælge tonnagebeskatning for en bindende periode på ti år, som kan
fornyes (rederiet kan ikke fravælge ordningen inden for denne tiårs periode). Det er
imidlertid muligt at fravælge ordningen, når de ti år er gået. Et rederi, som fravælger ordningen, kan først blive omfattet af ordningen igen efter yderligere ti regnskabsår.
(…)"
EU Kommissionens statsstøttesag C 58/07 (ex N 240/07) - Ændring af den gældende tonnageskatteordning - Opfordring til at fremsætte bemærkninger efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2
"(…)
4.2.5. Anvendelse af tonnageskatteordningen med tilbagevirkende kraft
85. | Et af de vigtige elementer i tonnageskatteordninger er, at rederivirksomheder skal vælge mellem den almindelige selskabsskat og en fast beskatning, og at de skal være forpligtet af dette valg i en periode på mindst 10 år (19), som det er tilfældet i alle kommissionsbeslutninger. Formålet med denne forpligtelse er at forhindre virksomheder, der er underlagt tonnagebeskatningen, i at udnytte fordelene ved den bedste disponible skatteordning (»cherry-picking«) alt efter deres overskud. |
(…)"
Praksis
Den juridiske vejledning 2021-1, afsnit C.D.8.8.2.2 om valg af ordning:
"(…)
Det er frivilligt at anvende ordningen. Valg eller fravalg af ordningen skal dog træffes fra og med det første indkomstår, hvor betingelserne for at kunne blive omfattet af ordningen er opfyldt. Se TSL § 2, stk. 1.
Det er ikke en betingelse, at selskabet har drevet rederi- eller operatørvirksomhed hele indkomståret.
Valget skal træffes:
- ved rettidig afgivelse af oplysninger til told- og skatteforvaltningen for det indkomstår, hvor
- tonnagebeskatning første gang vil kunne vælges.
Se TSL § 2, stk. 1.
Bemærk
Vælges ordningen ikke første gang, hvor selskabet kan anvende ordningen, anser Skattestyrelsen det som et fravalg af ordningen, der er bindende for selskabet i en periode på 10 år. Se afsnit C.D.8.8.2.3 om bindingsperioden.
(…)"
Den juridiske vejledning 2021-1, afsnit C.D.8.8.2.3 Bindingsperiode:
"(…)
Bindende i 10 år
Både valg og fravalg af ordningen er bindende i 10 år fra det tidspunkt, hvor valget træffes. Se TSL § 2, stk. 2.
Et fravalg af ordningen betyder, at rederiet først kan komme ind i ordningen efter 10 år. Omvendt betyder det, at vælger et rederi at anvende tonnageskatteordningen, er det bundet til at lade sig beskatte efter ordningen de næste 10 år, uanset resultatet af den faktiske rederivirksomhed.
Ved udløbet af den 10-årige bindingsperiode vil rederiet igen skulle vælge, om det ønsker at fortsætte i ordningen eller at overgå til beskatning efter de almindelige regler.
Ved udtræden af tonnageskatteordningen vil ordningen først igen kunne anvendes efter 10 indkomstår med beskatning efter de almindelige regler.
Bemærk
Genvalg/fornyelse eller fravalg af ordningen skal træffes inden udløbet af den igangværende bindingsperiode. Dette fremgår også af det bindende svar SKM2010.208.SR. Det er kun selskaber, som ved udløbet af bindingsperioden har aktivitet, der opfylder betingelserne for tonnageskatteloven, som skal træffe beslutning om genvalg/fornyelse eller fravalg.
(…)"
Den juridiske vejledning 2021-1, afsnit C.D.8.8.3.5 Flagreglerne:
"(…)
Kravet om registrering i en EU-medlemsstat
…
Rederier, der var omfattet af tonnageskatteordningen den 17. januar 2004, da meddelelsen om de nye EU-retningslinjer for statsstøtte til søtransportsektoren fik virkning, kan ifølge § 6a, stk. 1, 3. pkt., vælge i stedet at tage udgangspunkt i den tilsvarende procentdel af bruttotonnagen den 17. januar 2004.
For rederier, der på et senere tidspunkt end den 12. januar 2005 bliver omfattet af tonnageskatteordningen, tages der udgangspunkt i den tilsvarende procentdel af bruttotonnagen på det tidspunkt, hvor rederiet bliver omfattet af tonnageskatteordningen. Se TSL § 6a, stk. 1, 4. pkt.
(…)"
3. Praksis
3.1 Tonnageskatteordningen generelt
Tonnageskatteordningen kan anvendes af danske selskaber, der driver rederivirksomhed, samt af rederier hjemmehørende i andre EU-lande, når disse har fast driftssted i Danmark.
Ordningen kan tillige anvendes af udenlandske selskaber, der bliver hjemmehørende i Danmark ved flytning af ledelsens sæde hertil. Desuden kan ordningen omfattes af aktivitet omfattet af lovens § 8 a samt operatørvirksomhed.
Som udgangspunkt kan indkomst ved erhvervsmæssig transport af personer eller gods samt indkomst ved visse nært tilknyttede former for virksomhed omfattes af tonnagebeskatningen.
Rederier mv, som opfylder betingelserne i tonnageskatteloven kan vælge tonnagebeskatning fra og med det første indkomstår, hvor betingelserne herfor er opfyldt. Se tonnageskattelovens § 2, stk. 1. Et valg eller fravalg af tonnageskatteordningen binder selskabet i 10 indkomstår, jf. tonnageskattelovens § 2, stk. 2, 1. pkt.
Baggrunden for reglerne om indtræden i tonnageskatteordningen og for de 10-årige bindingsperioder er, at det ikke skal være muligt for rederierne at "pendle" mellem tonnageskatteordningen og beskatning efter de almindelige regler, sådan som det er beskrevet i lovens forarbejder (lovforslag L92, 2001/2002).
Tonnageskatteloven indeholder desuden nogle detaljerede regler om, at et tonnagebeskattet selskab som udgangspunkt skal fastholde eller forøge den procentdel af den af rederiet ejede bruttotonnage, der er registreret i en stat, der er medlem af EU eller EØS. Dette fremgår af tonnageskattelovens § 6 a.
3.2. Om den 10-årige bindingsperiode
Deltagelse i tonnageskatteordningen er frivillig for rederierne. Valg af tonnagebeskatning er dog bindende for en periode på 10 år. Koncernforbundne rederier skal som hovedregel træffe samme valg for så vidt angår anvendelse af tonnageskatteordningen.
Såvel valg som fravalg af tonnagebeskatning er bindende for 10 år fra det tidspunkt, hvor valget træffes. Vælger et rederi på dette tidspunkt at stå uden for tonnageskatteordningen, vil det således først kunne komme ind i ordningen efter 10 år.
Vælger et rederi at gå ind i tonnageskatteordningen, vil det ved udløbet af den 10-årige bindingsperiode have valget mellem at fortsætte under tonnageskatteordningen eller at overgå til beskatning efter de almindelige regler. I begge tilfælde er valget bindende for 10 år.
Se tonnageskattelovens §§ 1 - 4.
Dette styresignal omhandler den situation, hvor et tonnagebeskattet selskab, indenfor en igangværende bindingsperiode, ophører med aktivitet, der kan omfattes af tonnageskatteordningen. Selskabet opløses ikke, men fortsætter eventuelt med anden virksomhed.
Eksempel:
Et selskab er indtrådt i tonnageskatteordningen fra og med 1/1 2015. Valget af tonnagebeskatning er dermed bindende til og med 31/12 2024.
Pr. 1/1 2021 sælger selskabet alle sine skibe og ophører dermed al aktivitet, der kan tonnagebeskattes. Selskabet påbegynder samtidig anden aktivitet, der ikke kan omfattes af tonnageskatteordningen.
Ved udløbet af den igangværende bindingsperiode pr. 31/12 2024 har selskabet fortsat ikke aktiviteter, der kan tonnagebeskattes. Selskabet har derfor ikke mulighed for at tilvælge tonnageskatteordningen ved udløbet af bindingsperioden, jf. tonnageskattelovens § 2, stk. 2. Selskabet fortsætter derfor med beskatning af indkomst efter skattelovgivningens almindelige regler.
Pr. 1/1 2027 køber selskabet nye skibe og påbegynder igen aktivitet, der kan omfattes af tonnageskatteordningen.
Spørgsmålet, som dette styresignal omhandler, er om et selskab ved tilkøb af skibe kan genindtræde i tonnageskatteordningen eller om et selskab fortsat er bundet af en igangværende bindingsperiode på 10 år med beskatning efter skattelovgivningens almindelige regler.
Med udgangspunkt i eksemplet er spørgsmålet således, om selskabet kan vælge tonnageskatteordningen igen fra og med 1/1 2027 eller om selskabet på dette tidspunkt er i en igangværende bindingsperiode udenfor tonnageskatteordningen og derfor først kan genindtræde i ordningen fra og med 1/1 2035.
Det er Skattestyrelsen opfattelse, at et selskab fortsat er bundet af den igangværende 10-årig bindingsperiode med beskatning efter skattelovgivningens almindelige regler. Et selskab kan derfor ikke ved køb af skibe genindtræde i tonnageskatteordningen. Selskabet kan først ved udløbet af den igangværende periode tilvælge tonnageskattebeskatning for en ny 10-års-periode.
Det vil i relation til ovenstående eksempel betyde, at selskabet først kan vælge tonnageskatteordningen fra og med 1/1 2035.
Skattestyrelsen begrunder dette med følgende argumentation:
Skattestyrelsen bemærker, at valg eller fravalg af tonnageskatteordningen følger selskabet og ikke den enkelte rederiaktivitet, som selskabet måtte drive. Det følger således af tonnageskattelovens § 2, stk. 3, at når tonnageskatteordningen anvendes, skal samtlige skibe og andre aktiver, som opfylder betingelserne for tonnagebeskatning, indgå i tonnageskatteordningen.
Selskabets øvrige indkomst opgøres efter skattelovgivningens almindelige regler og udgør sammen med tonnageindkomsten selskabets samlede skattepligtige indkomst. Se tonnageskattelovens § 10, stk. 4.
Bindingsperioden løber således, selvom selskabet ikke rent faktisk bliver tonnagebeskattet. Dette er konsekvensen af, at bindingsperioden knytter sig til selskabet og ikke til aktiviteten.
Dette medfører f.eks., at selv om selskabet indenfor en bindingsperiode under tonnageskatteordningen ophører med al tonnagebeskattet aktivitet, vil selskabet stadig være omfattet af bindingen. Hvis selskabet indenfor bindingsperioden igen påbegynder aktivitet, der kan tonnagebeskattes, vil aktiviteten blive tonnagebeskattet.
Ved udløbet af bindingsperioden kan tonnagebeskatning vælges for en ny 10-års-periode. Se tonnageskattelovens § 2, stk. 2, 2. pkt. Det vil sige, at selskabet inden det 10. indkomstårs udløb kan vælge, hvorvidt en ny bindingsperiode indenfor tonnageskatteordningen skal løbe i yderligere 10 indkomstår.
Hvis selskabet ikke vælger en ny bindingsperiode, udtræder selskabet af tonnageskatteordningen. Dette medfører, at beskatningsformen de næste 10 indkomstår skal være efter de almindelige skatteregler, før tonnageskatteordningen igen kan vælges. Se tonnageskattelovens § 2, stk. 2, 3. pkt.
Bindingsperioden i valg som fravalg situationen er beskrevet således i lovens forarbejder til tonnageskatteloven (lovforslag L92, 2001/2002):
"Såvel valg som fravalg af tonnagebeskatning er bindende for 10 år fra det tidspunkt, hvor valget træffes. Vælger et rederi på dette tidspunkt at stå uden for tonnageskatteordningen, vil det således først kunne komme ind i ordningen efter 10 år. Vælger et rederi at gå ind i tonnageskatteordningen, vil det ved udløbet af den 10-årige bindingsperiode have valget mellem at fortsætte under tonnageskatteordningen eller at overgå til beskatning efter de almindelige regler. I begge tilfælde er valget bindende for 10 år."
Tonnageskatteloven skelner ikke mellem om udtræden skyldes et aktivt fravalg, dvs., at selskabet ikke ønsker at fortsætte under ordningen, eller en passiv udtræden, hvor selskabet ikke kan vælge, idet selskabet ikke længere opfylder betingelserne for tonnagebeskatning.
Af tonnageskattelovens § 2, stk. 2, 2. pkt. fremgår det, at selskabet ved udløbet af bindingsperioden kan vælge en ny 10-års-periode med tonnagebeskatning. Dette fordrer selvfølgelig, at selskabet opfylder betingelserne for at kunne foretage dette valg.
Hvis selskabet ved udløbet af bindingsperioden ikke kan eller ikke ønsker at fortsætte med tonnagebeskatning, finder tonnageskattelovens § 2, stk. 2, 3. pkt. anvendelse. Efter denne bestemmelse er selskabet ved udtræden af tonnageskatteordningen bundet af en 10-års-periode med almindelig beskatning.
Dette begrundes med, at tonnageskattelovens § 2, stk. 2, 3. pkt., anvender ordet "udtræden" og ikke ordene "valg" eller "fravalg" som de øvrige dele af tonnageskattelovens § 2. Efter Skattestyrelsens opfattelse betyder det, at enhver situation, hvor der sker udtræden af ordningen ved udløbet af en bindingsperiode, er omfattet af bestemmelsen, hvorefter selskabet skal beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler i den næste 10-årige periode.
Der er således kun et tidspunkt, hvor selskabet kan udtræde af tonnageskatteordningen efter tonnageskattelovens § 2 og det er ved udløbet af en eksisterende bindingsperiode.
I den ovennævnte situation, hvor et selskab tilkøber skibe, har selskabet først mulighed for at genindtræde i tonnageskatteordningen efter udløbet af den igangværende 10-årige bindingsperiode, idet selskabet udtrådte af ordningen.
Det er Skattestyrelsens opfattelse, at bindingsperioderne er fortløbende 10-årige perioder uden mulighed for, at selskabet selv kan afkorte en igangværende periode. Dette følger direkte af en fortolkning af tonnageskattelovens § 2, jf. det ovenfor.
3.3. Om flagandelen ved indtræden i tonnageskatteordningen
Tonnageskatteordningen indeholdt oprindeligt ikke regler for, at skibe skulle være indregistreret i et bestemt land. I 2005 blev der dog indført flagregler i tonnageskatteloven, der gennemførte de retningslinjer Kommissionen udsendte ved meddelelse C(2004)43 for statsstøtte til søtransportsektoren.
Efter disse bestemmelser er det som udgangspunkt en betingelse, at et rederi i gennemsnit over et indkomstår fastholder eller forøger den procentdel af den bruttotonnage, som rederiet ejer, der er registreret i en stat, der er medlem af EU eller EØS.
Ved vurderingen, af om et rederi har overholdt dette regelsæt, skal der foretages en sammenligning af rederiets flagfordeling på et nærmere bestemt tidspunkt afhængig af, hvornår rederiet har valgt tonnageskatteordningen.
Dette styresignal omhandler spørgsmålet, om et rederi på et senere tidspunkt kan ændre den fastsatte indgangsværdi for flagfordelingen. Som det ses, indeholder loven ikke mulighed for at ændre på den oprindelige fastsatte flagfordeling.
I den ovennævnte situation, hvor et selskab først ved udløbet af en igangværende 10-årig bindingsperiode (med beskatning efter skattelovgivningens almindelige regler), får mulighed for på ny at genindtræde i tonnageordningen, vil selskabets fastsatte indgangsværdi for flagandelens fordelingen vedblive at gælde uændret i hele selskabets levetid.
Skattestyrelsen har hertil følgende bemærkninger:
På samme måde som ved bindingsperioden knytter indgangsværdien sig til selve selskabet og vil derfor være uafhængig, af om selskabets aktivitet på et senere tidspunkt ændrer sig.
Indgangsværdien er et vigtigt målepunkt for beregningen, af om selskabet har bevaret eller øget sin flagandel af selskabets ejede bruttotonnage, der er registreret i en stat, der er medlem af EU eller EØS.
Der er i tonnageskattelovens § 6 a, stk. 1, alene opregnet tre måletidspunkter for indgangsværdien af flagfordelingen (procentandel):
- For rederier omfattet af tonnageskatteloven på tidspunktet for reglernes indførelse kan disse vælge at opgøre procentdelen af bruttotonnage som den andel, der 12. januar 2005 var registreret i en EU eller EØS-stat.
- Hvis der er tale om et rederi, der var omfattet af tonnageskatteordningen 17. januar 2004, kan dette rederi vælge at tage udgangspunkt i den registrerede procentdel af bruttotonnagen, der 17. januar 2004 var registreret i en EU eller EØS-stat.
- For rederier, der på et senere tidspunkt end 12. januar 2005 bliver omfattet af tonnageskatteordningen, tages ved opgørelsen udgangspunkt i den registrerede procentdel af bruttotonnagen på det tidspunkt, hvor rederiet bliver omfattet af tonnageskatteordningen.
Det er Skattestyrelsens opfattelse, at der ikke er mulighed for at vælge andre tidspunkter for opgørelsen af rederiets indgangsværdier for flagfordelingen, og denne andel vil derfor vedblive at gælde i hele selskabets levetid.
Som anført ovenfor knytter indgangsværdien sig til selve selskabet og dermed ikke til de enkelte aktiviteter, som selskabet kan have i sin levetid. Et selskab kan ikke have flere indgangsværdier på forskellige tidspunkter.
Dette indebærer, at hvis et rederi ved udløbet af en igangværende bindingsperiode ikke længere har tonnagebeskattet aktivitet, vil rederiet fortsætte med beskatning efter skattelovgivningens almindelige regler i en ny 10-årig bindingsperiode, idet rederiet er udtrådt af tonnageskatteordningen. I denne situation vil rederiet ikke kunne ændre på den oprindelige fastsatte indgangsværdi for flagandelen.
Det er derfor Skattestyrelsens praksis, at hvis et selskab med ovennævnte egenskaber vælger at genindtræde i tonnageskatteordningen, vil dette ikke påvirke selskabets oprindelige fastsatte indgangsværdi for flagandelen, der vil vedblive at gælde i selskabets levetid.
3.4. Operatørselskaber også omfattet af styresignalet
Den her i styresignalets beskrevne praksis finder tilsvarende anvendelse på operatørselskaber, der er omfattet af tonnageskattelovens § 21 a.
Dette gælder såvel praksis om bindingsperiodens udstrækning med fortløbende 10-årige bindingsperioder som ved fastlæggelse af måletidspunkt for flagandelens indgangsværdi ved genindtræden i tonnageskatteordningen.
4. Gyldighed
Indholdet af dette styresignal vil blive indarbejdet i Den juridiske vejledning 2022-1, afsnit C.D.8.8.2.3 Bindingsperiode og Den juridiske vejledning 2022-1, afsnit C.D.8.8.3.5 Flagreglerne.
Herefter er styresignalet ophævet.