Dato for udgivelse
19 jan 2021 10:42
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
05 dec 2020 10:24
SKM-nummer
SKM2021.35.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS-10909/2017
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Omkostningsgodtgørelse + Aktier og andre værdipapirer samt immaterielle rettigheder
Emneord
Aktier, Syn og skøn, Skønserklæring, Omkostninger
Resumé

I en klagesag ved Landsskatteretten havde klagerne i medfør i medfør af skatteforvaltningslovens § 47, jf. retsplejelovens § 343, begæret syn og skøn om værdien af nogle aktier.

Skønsmanden afgav skønserklæring den 22. april 2020 og opgjorde sit honorar til 912.500 kr. inkl. moms, som parterne ikke havde bemærkninger til. Der var stillet spørgsmål af både rekvirenterne og af Skattestyrelsen.

Den 19. maj 2020 fremsendte skønsrekvirenterne supplerende spørgetema med en række tillægsspørgsmål.

Skattestyrelsen gjorde gældende, at omkostningerne på 912.500 kr. inkl. moms foreløbigt skulle afholdes af skønsrekvirenterne efter retsplejelovens § 343, stk. 2. Heroverfor gjorde rekvirenterne gældende, at Skattestyrelsen skulle betale for det arbejde, der var forbundet med at besvare styrelsens spørgsmål.

Retten tiltrådte, at der ikke i retsplejeloven er hjemmel til fordeling af omkostningerne, idet omkostningerne efter § 343 foreløbigt afholdes af rekvirenten, hvorefter retten træffer afgørelse om omkostningerne ved bevisoptagelsens afslutning.

Reference(r)

Retsplejelovens § 343

Henvisning

Den juridiske vejledning 2021-1 A.A.11.2.8

Redaktionelle noter

Tidligere instans: Landsskatteretten jr. nr. 14-5139226, Ej offentliggjort

Appelliste

Parter

A

(v./ advokat Martin Kenneth Jensen)

og

B

(v./ advokat Martin Kenneth Jensen)

mod

Skatteforvaltningen

(v./ advokat Tim Holmager)

Sagen er blevet behandlet af dommerfuldmægtig

Lars Gaaei.

Den 5. december 2020 holdt Retten i Randers møde i retsbygningen

Skønsindstævnte har oplyst, at der ikke er bemærkninger til de supplerende spørgsmål, som derfor kan fremsendes til besvarelse og anmodet om rettens stillingtagen vedrørende foreløbig afholdelse af omkostninger.

Vedrørende foreløbig afholdelse af omkostningerne ved isoleret bevisoptagelse tiltræder retten, at der ikke i retsplejeloven er hjemmel til fordeling heraf, idet omkostningerne efter § 343 foreløbigt afholdes af rekvirenten, hvorefter retten træffer afgørelse om omkostningerne ved bevisoptagelsens afslutning, med mindre parterne aftaler andet.

Rekvirenten kan fremsende de supplerende spørgsmål til besvarelse.

Sagen udsat til 11. januar 2021 på besvarelse.

Retten forventer, at bevisoptagelsen er afsluttet efter den supplerende besvarelse, og at parterne inden den 25. januar 2021 opgør de omkostninger, som er afholdt i forbindelse med bevisoptagelsen, og fremsætter bemærkninger vedrørende rettens omkostningsafgørelse med mindre andet aftales mellem parterne.

Sagen udsat.