Dato for offentliggørelse
05 jun 2020 12:09
Tidsfrist for afgivelse af høringssvar
30 jun 2020 23:59
Kontaktperson
Lene Sloth
Myndighed
Skatteforvaltningen
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
20-0310317
Dokument type
Udkast til styresignal
Overordnede emner
Skat
Emneord
Praksisændring, DIS-indkomst, gruppelivsforsikring, sundhedsforsikring, genoptagelse
Status
Offentliggjort
SKM-nr
SKM2020.375.SKTST: DIS-indkomst, gruppelivs- og sundhedsforsikringer - Genoptagelse - styresignal
Resumé

Styresignalet beskriver fastlæggelse af praksis for beskatning af bidrags-/præmiebetalinger til gruppelivs- og sundhedsforsikringer, som betales af arbejdsgiveren som en del af en pensionsordning, der er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 19, når den ansatte er omfattet af DIS-ordningen i sømandsbeskatningslovens §§ 5-8. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at sådanne betalinger er skattefritaget som en del af DIS-indkomsten.

Reference(r)

Sømandsbeskatningslovens §§ 5-8
Pensionsbeskatningslovens § 53 A og § 56

Henvisning

Den juridiske vejledning 2020-2, afsnit C.A.3.4.6.5.

Høringsparter
Høringsliste SKAT.docx

1. Sammenfatning

Dette styresignal fastlægger praksis for beskatning af bidrags-/præmiebetalinger til gruppelivs- og sundhedsforsikringer, som betales af arbejdsgiveren som en del af en pensionsordning, der er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 19, når den ansatte er omfattet af DIS-ordningen.

DIS-ordningen er betegnelsen for de særlige bestemmelser om skattefritagelse, der gælder for personer, der erhverver indkomst ved arbejde om bord på skibe, der er omfattet af sømandsbeskatningslovens §§ 5-8. Skattefritagelsen indebærer, at personens samlede indkomstskat nedsættes med det beløb, der forholdsmæssigt falder på DIS-indkomsten.

2. Baggrund og problemstilling

Personer, hvis løn er omfattet af DIS-ordningen, er blevet beskattet af arbejdsgiverens indbetaling til gruppelivs- og sundhedsforsikringer, hvis en del af bidraget til deres pensionsordning med løbende udbetalinger anvendes til sådanne forsikringer (kombineret pensionsordning). Denne del af lønnen er blevet beskattet som almindelig lønindkomst.

En gruppelivsforsikring er en del af en kombineret pensionsordning, når der er indgået aftale om, at arbejdsgiverens periodiske indbetalinger til pensionsordningen fordeles mellem flere pensionstyper, hvoraf mindst én er reelt bortseelsesberettiget. I disse tilfælde, hvor arbejdsgiveren indbetaler et samlet beløb til pensionsinstituttet, hvoraf en del ikke er bortseelsesberettiget for arbejdstageren, er arbejdstageren skattepligtig heraf i henhold til pensionsbeskatningslovens § 56, stk. 1, jf. stk. 5.

Arbejdsgiverens præmiebetalinger til forsikringsordninger, der dækker sundhedsbehandlinger m.v., og som efter aftale mellem arbejdsgiver og en arbejdstager indgår som en ikke adskilt del af en forsikringsordning, der er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 19, er ligeledes skattepligtig indkomst for arbejdstageren. Disse beløb har været skattepligtige fra og med indkomståret 2012.

For så vidt angår sundhedsforsikringer, gælder det, at arbejdsgiverbetalte sundhedsbehandlinger m.v. og den arbejdsgiverbetalte præmie for forsikringer, der dækker de pågældende behandlinger, er skattepligtige personalegoder i henhold til ligningslovens § 16.

Når en del af en arbejdsgivers indbetaling til en pensionsordning, der er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 19, anvendes til en gruppelivsforsikring eller en sundhedsforsikring, er der ikke bortseelsesret for denne del af indbetalingen, og beløbene medregnes herefter som skattepligtig indkomst ved skatteansættelsen.

3. Skattestyrelsens opfattelse

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at den del af lønnen, der medgår til bidrag/præmier til gruppelivs- og sundhedsforsikringer, ikke skal udskilles til almindelig beskatning, når arbejdstagerens løn for arbejde om bord på et skib er skattefritaget efter bestemmelserne i sømandsbeskatningslovens §§ 5-8. Vedrører arbejdsgiverens indbetaling af bidrag/præmier til gruppelivs- og sundhedsforsikringer såvel DIS-indkomst som anden lønindkomst, er det kun en forholdsmæssig andel af bidrag/præmier, der kan anses for DIS-indkomst.

Det forudsættes med hensyn til gruppelivsforsikringer, at der er tale om rene risikoforsikringer, der kun kommer til udbetaling i tilfælde af den forsikredes død, livstruende sygdom eller invaliditet og ikke indeholder et opsparingselement.

Den omstændighed, at de omhandlede bidrag/præmier fragår i indbetalingen til arbejdstagerens pensionsordning med løbende udbetalinger, ses ikke at kunne medføre, at disse beløb ikke skal anses for en del af den løn, der er omfattet af DIS-ordningen. Der er således ikke tale om, at selve pensionsordningen ændres, således som det var tilfældet i Skatterådets afgørelse af 19. november 2019 (SKM2020.75.SR), hvor Skatterådet udtalte, at det ville være i strid med statsstøttereglerne at tillade, at arbejdsgiveren kunne indbetale præmier til en pensionsordning omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A under DIS-ordningen.

4. Genoptagelse

I henhold til skatteforvaltningslovens 26, stk. 2, kan der ske genoptagelse, hvis anmodning herom fremsættes senest den 1. maj i det 4. år efter udløbet af det pågældende indkomstår, såfremt der kan fremlægges oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

Der vil således på baggrund af dette styresignal kunne ske genoptagelse af skatteansættelser for indkomståret 2017, hvis der fremsættes anmodning herom senest den 1. maj 2021.

4.1 Anmodning om genoptagelse

Anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen skal indgives til Skattestyrelsen via: TastSelv eller til Skattestyrelsen:

- Fysisk post til:
Skattestyrelsen
Nykøbingvej 76
Bygning 45

4990 Sakskøbing

Det er en betingelse for genoptagelse, at den skattepligtige fremlægger oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

5. Gyldighed

Dette styresignal vil blive indarbejdet i Den juridiske vejledning 2021-1, afsnit C.A.3.4.6.5.

Efter offentliggørelsen i Den juridiske vejledning 2021-1 er styresignalet ophævet.