Indhold

Dette afsnit handler om inddrivelse af udenlandske fordringer i Danmark.

Afsnittet indeholder:

  • Regelgrundlag
  • Fremgangsmåden ved inddrivelse af udenlandske fordringer i Danmark
  • Modregning, lønindeholdelse og udlæg
  • Dækningsrækkefølge
  • Konkurs og gældssanering
  • Eftergivelse
  • Afskrivning af udenlandske fordringer
  • Forældelse
  • Fordringen bestrides
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Bemærk

De udenlandske fordringer, der kan inddrives i Danmark, kan være modtaget til inddrivelse i Danmark i henhold til en række forskellige internationale aftaler, og nogle af nedenstående punkter afhænger derfor af, hvilken aftale fordringerne er fremsendt efter.

Reglerne om inddrivelse af udenlandske underholdsbidrag i Danmark gennemgås i afsnit G.A.3.6.3.2.

Regelgrundlag

Hovedreglen er, at de udenlandske fordringer skal inddrives efter samme regler, som gælder for tilsvarende danske fordringer.

Reglerne i gældsinddrivelsesloven gælder således for opkrævning og inddrivelse af udenlandske, grønlandske eller færøske skattekrav i skattesager, som ikke er straffesager.

Reglerne gælder også for inddrivelse af andre krav fra det offentlige, som efter anmodning fra den kompetente myndighed i den pågældende stat, på Færøerne eller i Grønland opkræves eller inddrives her i landet i overensstemmelse med Danmarks forpligtelser efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, en anden international overenskomst eller konvention eller en administrativt indgået aftale om administrativ bistand i skattesager. Se gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 2.

Reglerne i anden lovgivning om opkrævning og inddrivelse af fordringer som nævnt i gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 2, herunder om udpantningsret, lønindeholdelse, modregning, indtrædelsesret, dækningsrækkefølge, renter, gebyrer og afgifter, eftergivelse og henstand mv., gælder, medmindre andet følger af det pågældende retlige hjemmelsgrundlag. Se gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 2, 2. pkt.

Fremgangsmåden ved inddrivelse af udenlandske fordringer i Danmark

Restanceinddrivelsesmyndigheden modtager anmodningen om inddrivelsesbistand og kontrollerer, om sagen opfylder formalia. Hvis anmodningen opfylder formalia og eventuelle betingelser, der måtte være fastlagt i den konkrete internationale aftale, fx beløbsgrænser, indsendes fordringerne i systemet.

Når fordringerne er indsendt i systemet, indgår de i den generelle inddrivelse.

Modregning, lønindeholdelse og udlæg

Ved inddrivelse af udenlandske fordringer kan modregning, lønindeholdelse og udlæg anvendes i samme omfang som ved tilsvarende danske fordringer.

Som udgangspunkt gennemføres inddrivelsen ved udlæg under anvendelse af de regler, som er gældende for tilsvarende danske fordringer. Det er restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder, der foretager udlæg for fordringerne.

Se også

►Se mere om hvilke inddrivelsesmuligheder der er ift. inddrivelsen af udenlandske krav iht. en dobbeltbeskatningsoverenskomst i TfS 1985.251◄

Se mere om modregning i afsnit G.A.3.1.4.

Se mere om lønindeholdelse i afsnit G.A.3.1.2.

Se mere om udlæg i afsnit G.A.3.2.2.

Se mere om de dobbeltbeskatningsoverenskomster, som Danmark har indgået med andre lande, og som har bestemmelser om bistand til inddrivelse i afsnit G.A.3.6.2.2.2.

Se mere om EU's inddrivelsesdirektiv i afsnit G.A.3.6.2.2.3.3.

Dækningsrækkefølge

En udenlandsk fordring indgår i dækningsrækkefølgen på samme måde som en tilsvarende dansk fordring. Se gældsinddrivelseslovens § 4.

Konkurs og gældssanering

En udenlandsk myndighed kan anmelde en fordring i et dansk konkursbo. Hvis en udenlandsk fordring er til inddrivelse her i landet, anmelder restanceinddrivelsesmyndigheden som udgangspunkt fordringen, og de udenlandske myndigheder underrettes.

For gældssanering gælder ligeledes, at restanceinddrivelsesmyndigheden anmelder fordringen. Lader skifteretten den udenlandske fordring indgå i gældssaneringen, får den udenlandske myndighed dividende på lige fod som de danske fordringshavere. Den udenlandske myndighed er dog ikke forpligtet til at respektere de danske følger af gældssaneringen, og kan eventuelt i henhold til det pågældende lands nationale regler inddrive fordringen i eget land.

Både efter konkursbehandling og efter at der er truffet afgørelse om gældssanering, er restanceinddrivelsesmyndigheden afskåret fra at bistå med inddrivelsen af de omfattede fordringer.

Se også

Se mere om konkurs i afsnit G.A.3.4.4.

Se mere om gældssanering i afsnit G.A.3.4.5.

Eftergivelse

Spørgsmål om hel eller delvis eftergivelse af fordringer, der er sendt til inddrivelse i Danmark, afgøres udelukkende af ansøgerstaten. Anmodning om eftergivelse skal derfor sendes til den pågældende udenlandske myndighed.

Se også

Se mere om eftergivelse i G.A.3.4.7.

Afskrivning af udenlandske fordringer

Det fremgår af lovbemærkningerne til gældsinddrivelsesloven, at udenlandske fordringer ikke er omfattet af den generelle afskrivningsbestemmelse i gældsinddrivelseslovens § 16. Se afsnit 3.7.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 20 af 8. oktober 2008 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Årsagen hertil er, at "ejerskabet" til de udenlandske fordringer ligger hos de udenlandske myndigheder. Det er derfor kun den pågældende udenlandske myndighed, der kan beslutte, at en fordring skal afskrives.

Se også

Se mere om afskrivning i afsnit G.A.3.1.6.

Forældelse

Når en udenlandsk myndighed anmoder de danske myndigheder om at bistå i forbindelse med inddrivelse, skal tidspunktet for, hvornår forældelse indtræder, normalt være angivet i anmodningen.

Den enkelte internationale aftale regulerer som udgangspunkt, hvilket lands forældelsesregler, som finder anvendelse. Eksempelvis for fordringer der inddrives efter den nordiske bistandsaftale eller EU’s inddrivelsesdirektiv reguleres forældelsesspørgsmål af reglerne i ansøgerstaten.

For fordringer, der inddrives efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, er det reguleret i den enkelte aftale, hvordan spørgsmål om forældelse skal afgøres.

Se også

Se mere om domspraksis vedrørende forældelsesspørgsmål i SKM2005.117.HR, SKM2006.218.ØLR og TfS 1999.807.VLK.

Se mere om forældelse af fordringer under inddrivelse i afsnit G.A.2.4.

Se mere om forældelse af fordringer generelt i afsnit A.A.9.

Se mere om inddrivelse fordringer i overensstemmelse med en dobbeltbeskatningsoverenskomst i G.A.3.6.2.2.2.

Se mere om inddrivelse af fordringer i overensstemmelse med den nordiske bistandsaftale i G.A.3.6.2.2.3.1.

Se mere om inddrivelse af fordringer i overensstemmelse med EU’s inddrivelsesdirektiv i G.A.3.6.2.2.3.3.

Fordringen bestrides

Hvis skyldner bestrider fordringen, opstår spørgsmålet om, hvordan dette skal håndteres.

Klager skyldner over selve grundlaget for fordringen, skal klagen rettes til de udenlandske myndigheder, som behandler klagen efter deres regler om klagefrister mv. Se SKM2018.194.VLR. Omhandler klagen inddrivelsen og hjemlen til at foretage inddrivelse, skal klagen behandles af de danske myndigheder.

Se også

Se mere om klager i afsnit G.A.2.2.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området: 

Afgørelser

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteret

SKM2005.117.HR

Udlæg. Tysk skattekrav. Dobbeltbeskatningsoverenskomst. Forældelse. Forfald. Kravet forældet efter danske regler. Krav må ikke være forældet efter hverken danske eller tyske regler. Forfaldstidspunkt måtte fastsættes efter tyske regler. Da skyldner ikke havde godtgjort, at den forfaldsdato, som var fastsat af de tyske myndigheder, var i strid med tysk ret eller DBO’en, fandt Højesteret ikke, at kravet ved fogedforretningens gennemførelse var forældet. Derfor blev det foretagne udlæg opretholdt.

Landsretten

SKM2018.194.VLR

Udlæg. Tysk skattekrav. Fogedret ophævede udlæg grundet manglende dokumentation og skyldners indsigelser mod kravet. Anmodning baseret EU’s inddrivelsesdirektiv kan tjene som fundament for fogedforretning. Indsigelser skal prøves af den kompetente myndighed i Tyskland. Intet grundlag for at ophæve pantefogedudlægget. Udlæg opretholdt.

SKM2006.218.ØLR

Udlæg. Dobbeltbeskatningsoverenskomst. Tyskland. Forfald. Forældelse. Fogedret opretholdt et foretaget udlæg. Forfaldsdato for et tysk skattekrav kan ikke fastsættes efter andre regler end de tyske. Forfaldsdato er som oplyst af de tyske skattemyndigheder. Landsret opretholdt udlægget, da kravet senest var forfaldet på udlægsdatoen, og da kravet ikke var forældet efter hverken tyske eller danske regler, da skatteansættelsen eller det efterfølgende udlæg blev foretaget.

TfS 1999.807.VLK

De danske skattemyndigheder foretog i 1998 udlæg for 43.425 kr. for et krav på tysk indkomstskat for indkomståret 1990.

Landsskatteretten havde i 1996 truffet afgørelse om, at beskatningsretten til den omhandlede indkomst for 1990 tilkom Tyskland.

Efter at der var sket udlæg, gjorde skatteyderen over for fogedretten gældende, at kravet på tysk indkomstskat var forældet, men fik ikke medhold heri.

Landsretten lagde i lighed med fogedretten til grund, at forfaldstiden for skattekravet efter de tyske regler var den 7. oktober 1996, og at der ikke var hjemmel i DBO’en mellem Danmark og Tyskland for yderligere bedømmelse af forfaldstiden for et tysk skattekrav efter danske skatteprocessuelle regler.

Kravet var derfor ikke forældet hverken efter danske eller tyske forældelsesregler. Det foretagne udlæg blev derfor opretholdt.

Byretten

SKM2017.278.BR

EU’s inddrivelsesdirektiv. Tysk skattekrav. Rigtighed af krav. Grundlov. Udlæg foretaget på baggrund af en anmodning i henhold til EU’s inddrivelsesdirektiv. Rekvisitus gjorde gældende, at direktivet var implementeret i strid med grundloven. Inddrivelsesdirektivets anvendelighed i dansk ret kunne ikke efterprøves, hvorfor direktivet måtte lægges til grund i sagen. Direktivet ikke i strid med retsforbeholdet. Spørgsmål om fordringens rigtighed hørte under de tyske myndigheders kompetencer. Bevisførelse for kravets rigtighed blev derfor ikke tilladt.

Skattedepartementet

TfS 1985.251

Skattedepartementet afgjorde, at bestemmelsen i kildeskattelovens § 72, stk. 2, ikke finder anvendelse ved inddrivelse af tyske skattekrav i Danmark, da der i tysk ret ikke er hjemmel til at inddrive skattekrav hos den skattepligtiges ægtefælle.

Selvom inddrivelse af et tysk skattekrav i Danmark sker efter de danske regler, kan Tyskland ikke i henhold til artikel 23 i den dansk-tyske DBO opnå en inddrivelsesmulighed, der ikke består i Tyskland.