1. Sammenfatning
I dette styresignal bliver det fastlagt, at det er Skattestyrelsens opfattelse, at medlemsbidrag for seniormedlemskab i en arbejdsløshedskasse efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 44 ikke er fradragsberettiget i medfør af pensionsbeskatningslovens § 49, stk. 1, 1. pkt., ligningslovens § 13 eller statsskattelovens § 6, litra a.
Styresignalet ændrer ikke eksisterende praksis om fradragsret for øvrige medlemskontingenter til arbejdsløshedskasser.
2. Baggrund og problemstilling
Ved lov nr. 624 af 8. juni 2016 blev der i arbejdsløshedsforsikringslovens § 44 indsat en bestemmelse om særligt seniormedlemskab, der giver folkepensionister mulighed for at få eller bevare et medlemskab af en arbejdsløshedskasse ved at give dem retten til et seniormedlemskab. Tidligere ophørte medlemskabet af en arbejdsløshedskasse senest ved udgangen af den måned, hvori et medlem nåede folkepensionsalderen efter lov om social pension, eller ved medlemmets død.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at seniormedlemsskabet giver seniormedlemmet ret til hjælp til jobsøgning af arbejdsløshedskassen, men at medlemskabet ikke giver ret til dagpenge eller andre ydelser. Formålet med bestemmelsen er at forbedre beskæftigelsesmulighederne for personer, som har nået folkepensionsalderen, og som ønsker at bevare tilknytningen til det ordinære arbejdsmarked.
Efter den nye bestemmelse er blevet indsat i arbejdsløshedsforsikringslovens § 44, er der behov for at fastlægge praksis på dette område. Det skal således afklares, hvorvidt et seniormedlem efter skattelovgivningens regler har fradragsret for sit medlemsbidrag til arbejdsløshedskassen.
3. Regelgrundlaget
Lovgrundlag
Arbejdsløshedsforsikringsloven (lovbekendtgørelse nr. 1213 af 11. oktober 2018, som ændret ved lov nr. 1671 af 26. december 2017)
"§ 44. Et medlem, som har nået folkepensionsalderen, jf. lov om social pension, kan overgå til et seniormedlemskab ved udgangen af den måned, hvor medlemmet har nået folkepensionsalderen.
Stk. 2. En person, som ikke er medlem af en arbejdsløshedskasse, og som har nået folkepensionsalderen, jf. lov om social pension, kan optages som seniormedlem.
Stk. 3. Et seniormedlem har ikke ret til dagpenge eller andre ydelser efter denne lov.
Stk. 4. Et seniormedlem har ret til hjælp til jobsøgning af arbejdsløshedskassen.
Stk. 5. Et seniormedlem skal kun betale administrationsbidrag til arbejdsløshedskassen, jf. § 77, stk. 7.
(…)
"§ 77. Medlemsbidraget omfatter et obligatorisk bidrag til arbejdsløshedsforsikringen, jf. stk. 2 og 3, et frivilligt bidrag til efterlønsordningen, jf. stk. 4, et administrationsbidrag, jf. stk. 7, samt et bidrag til finansiering af indbetalinger til ATP, jf. stk. 8. Medlemsbidraget for seniormedlemmer, jf. § 44, omfatter kun det administrationsbidrag, der fastsættes i medfør af stk. 7.
(…)
Stk. 7. Kassen kan fastsætte bidrag til dækning af administrationsudgifter. "
Pensionsbeskatningsloven (lovbekendtgørelse nr. 1088 af 3. september 2015, som ændret ved lov nr. 1682 af 26. december 2017)
"§ 49. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for den forsikrede kan fradrages udgifter til arbejdsløshedsforsikring. Personer, som er skattepligtige efter kildeskattelovens § 2, jf. dog kildeskattelovens §§ 5 A-5 D, kan kun opnå fradrag efter 1. pkt. i indkomst omfattet af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1 eller 4, eller i arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge og barselsdagpenge omfattet af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 12, og kun i det omfang udgiften efter udenlandske regler ikke kan fradrages ved beskatning i udlandet. 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse for personer, som er omfattet af kildeskattelovens § 1, og som anses for hjemmehørende i en fremmed stat, i Grønland eller på Færøerne efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst.
(…)"
Ligningsloven (lovbekendtgørelse nr. 1162 af 1. september 2016, som ændret ved lov nr. 1684 af 26. december 2017)
"§ 13. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrages udgifter til kontingenter til arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre faglige sammenslutninger, der har til hovedformål at varetage de økonomiske interesser for den erhvervsgruppe, hvortil den skattepligtige hører. Det årlige fradrag efter 1. pkt. kan ikke overstige et beløb på 6.000 kr. 2. pkt. finder dog ikke anvendelse for selvstændigt erhvervsdrivende og selskaber m.v. (juridiske personer). Erstatninger eller ydelser, der udbetales til medlemmerne af sammenslutninger som nævnt i 1. pkt., medregnes til modtagerens skattepligtige indkomst, jf. dog §§ 30 og 31.
Stk. 2. Fradrag efter stk. 1 er betinget af, at den faglige forening, hvis den er indberetningspligtig efter skatteindberetningslovens § 31, har indberettet kontingentudgiften til told- og skatteforvaltningen"
Statsskatteloven (lov nr. 149 af 10. april 1922)
"§ 6. Ved beregningen af den skattepligtige indkomst bliver at fradrage:
a) driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger;
(…)"
Skattekontrolloven (lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013, som ændret ved lov nr. 1682 af 26. december 2017)
"§ 8 T. Faglige foreninger som nævnt i ligningslovens § 13 skal til brug for skatteligningen hvert år foretage indberetning til told- og skatteforvaltningen om de for det foregående kalenderår modtagne indbetalinger fra medlemmer, herunder oplysninger til identifikation med CPR-nummer af den enkelte indbetaler. Det enkelte foreningsmedlem kan inden kalenderårets udgang pålægge foreningen ikke at foretage indberetning efter 1. pkt.
Stk. 2. Den, hvorom indberetning skal foretages, skal oplyse den indberetningspligtige om sin identitet, herunder om CPR-nummer.
Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om indberetningen, herunder lempe indberetningspligten. "
"§ 8 U. Arbejdsløshedskasser, der er godkendt af beskæftigelsesministeren i henhold til § 31 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., skal til brug for skatteligningen hvert år foretage indberetning til told- og skatteforvaltningen om de for det foregående kalenderår modtagne indbetalinger fra medlemmer, herunder oplysninger til identifikation med CPR-nummer af den enkelte indbetaler.
Stk. 2. Den, hvorom indberetning skal foretages, skal oplyse den indberetningspligtige om sin identitet, herunder om CPR-nummer.
Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om indberetningen, herunder lempe indberetningspligten. "
Det skal bemærkes, at § 8 T og § 8 U i skattekontrolloven er videreført til skatteindberetningsloven (lovbekendtgørelse nr. 1536 af 19. december 2017). Bestemmelserne findes nu i skatteindberetningslovens § 31 og § 32, som har følgende ordlyd:
"§ 31. Faglige foreninger som nævnt i ligningslovens § 13 skal hvert år indberette til told- og skatteforvaltningen om de indbetalinger, der er modtaget fra medlemmer i det forudgående kalenderår, og som er fradragsberettigede efter ligningslovens § 13, stk. 1, herunder oplysninger til identifikation af den enkelte indbetaler. Det enkelte foreningsmedlem kan inden kalenderårets udgang pålægge foreningen ikke at foretage indberetning efter 1. pkt.
Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om indberetningen.
§ 32. Arbejdsløshedskasser, der er godkendt af beskæftigelsesministeren i henhold til § 31 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., skal hvert år indberette til told- og skatteforvaltningen om de indbetalinger, der er modtaget fra medlemmer i det forudgående kalenderår, herunder oplysninger til identifikation af den enkelte indbetaler."
Forslag til Lov om ændring af skattekontrolloven (Lovforslag som fremsat nr. 110 af 30. januar 1991)
"(…)
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Kredsen af indberetningspligtige faglige foreninger afgrænses på samme måde som kredsen af foreninger, hvortil medlemskontingenter kan fradrages efter ligningslovens § 13 ved opgørelsen af medlemmets skattepligtige indkomst.
(…)"
4. Skattestyrelsens opfattelse
Udgifter til arbejdsløshedsforsikring efter pensionsbeskatningsloven
Udgifter til arbejdsløshedsforsikring kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtiges indkomst efter pensionsbeskatningslovens § 49, stk. 1, 1. pkt.
Spørgsmålet er herefter, om medlemsbidrag for seniormedlemskab efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 44, kan karakteriseres som "udgifter til arbejdsløshedsforsikring" efter pensionsbeskatningslovens § 49, stk. 1, 1. pkt.
Det kan udledes af ordet ’arbejdsløshedsforsikring’, at forsikringsbegivenheden skal være arbejdsløshed og ordet ’forsikring’ forudsætter, at der skal være tale om en økonomisk risiko, der ønskes forsikret i tilfælde af arbejdsløshed.
I henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 44, stk. 3, har et seniormedlem ikke ret til dagpenge eller andre ydelser efter denne lov. Der er således ikke et forsikringselement i aftalen, og der sker således ikke risikoafdækning i form af, at der ydes økonomisk kompensation, når forsikringsbegivenheden indtræder.
Det fremgår af arbejdsløshedsforsikringslovens § 77, stk. 1, at et medlemsbidrag til en arbejdsløshedskasse omfatter (1) et obligatorisk bidrag til arbejdsløshedsforsikringen, (2) et frivilligt bidrag til efterlønsordning, (3) et administrationsbidrag samt (4) et bidrag til finansiering af indbetalinger til ATP.
Det fremgår af arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 44, stk. 5 og 77, stk. 1, 2. pkt., at medlemsbidraget for seniormedlemmer alene omfatter det administrationsbidrag, der fastsættes i medfør af arbejdsløshedsforsikringslovens § 77, stk. 7.
Et administrationsbidrag går til dækning af arbejdsløshedskassens udgifter til bl.a. løn til ansatte i arbejdsløshedskassen, lokaler og andre driftsudgifter. Arbejdsløshedskasserne afholder selv alle administrationsudgifter. Der er således ingen statslig medfinansiering af administrationsudgifterne.
Allerede fordi der ikke sker risikoafdækning i form af, at der ydes økonomisk kompensation, når forsikringsbegivenheden indtræder, og fordi at medlemsbidraget for seniormedlemmer alene omfatter et administrationsbidrag og ikke bidrag til selve arbejdsløshedsforsikringen, er det Skattestyrelsens opfattelse, at medlemsbidrag for seniormedlemskab ikke kan anses for "udgifter til arbejdsløshedsforsikringen" efter pensionsbeskatningslovens § 49, stk. 1, 1. pkt.
Fradragsret efter ligningsloven
Efter ligningslovens § 13, stk. 1 kan skattepligtige ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrage udgifter til kontingenter til arbejdsmarkedssammenslutninger og andre faglige sammenslutninger, der har til hovedformål at varetage de økonomiske interesser for den erhvervsgruppe, hvortil den skattepligtige hører.
Fradraget efter stk. 1 er betinget af, at den faglige forening, hvis den er indberetningspligtig efter skattekontrollovens § 8 T, har indberettet kontingentudgiften til Skattestyrelsen, jf. ligningslovens § 13, stk. 2.
Det fremgår af de særlige bemærkninger til skattekontrollovens § 8 T (nu videreført i skatteindberetningslovens § 31 og § 32), som fremsat i lovforslag nr. 110 af 30. januar 1991 og vedtaget ved lov nr. 284 af 8. maj 1991, at kredsen af indberetningspligtige faglige foreninger i skattekontrollovens § 8 U afgrænses på samme måde som kredsen af foreninger, hvortil medlemskontingentet kan fradrages efter ligningslovens § 13.
Arbejdsløshedskasser er ikke indberetningspligtige efter skattekontrollovens § 8 T, men derimod omfattet af indberetningspligten i skattekontrollovens § 8 U. Der sondres således i skattekontrolloven mellem faglige foreninger omfattet af § 8 T og arbejdsløshedskasser omfattet af § 8 U.
Ovenstående medfører efter Skattestyrelsens opfattelse, at arbejdsløshedskasser ikke kan anses for omfattet af kredsen af faglige foreninger omfattet af ligningslovens § 13.
Allerede på denne baggrund er det Skattestyrelsens opfattelse, at medlemsbidrag for et seniormedlemsskab derfor ikke er fradragsberettiget efter ligningslovens § 13, jf. ligningslovens § 13, stk. 2.
Fradragsret efter statsskatteloven:
Lønmodtagere kan i forbindelse med indkomstopgørelsen fratrække udgifter, som er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
Lønmodtagere kan få fradrag for de udgifter, der er forbundet med deres indtægtsgivende arbejde. Driftsomkostningsbegrebet forudsætter, at den afholdte udgift i princippet har en direkte og umiddelbar betydning for indkomsterhvervelsen.
Det fremgår af arbejdsløshedsforsikringslovens § 44, stk. 3 og 4, at et seniormedlemsskab giver ret til hjælp til jobsøgning, og ikke giver ret til dagpenge eller andre ydelser.
Det fremgår af de almindelige bemærkninger til arbejdsløshedsforsikringslovens § 44, som fremsat ved lovforslag nr. 181 af 27. april 2016 og vedtaget ved lov nr. 624 af 8. juni 2016, at folkepensionister - lige som andre jobsøgende - kan få bistand af et jobcenter med at finde arbejde, herunder f.eks. hjælp til jobsøgning.
Den ydelse et seniormedlem har ret til i medfør af sit seniormedlemsskab, kan seniormedlemmet således i forvejen modtage gratis på et jobcenter uafhængigt af sit seniormedlemsskab.
Det er herefter Skattestyrelsens opfattelse, at medlemsbidrag for et seniormedlemsskab ikke har den i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, nævnte sammenhæng med udførslen af arbejdet, og følgeligt ikke er fradragsberettiget.
På baggrund af ovenstående kan det således fastlægges, at der hverken efter pensionsbeskatningslovens § 49, ligningslovens § 13 eller statsskattelovens § 6, kan ske fradrag for udgifter til medlemsbidrag for seniormedlemskab i en arbejdsløshedskasse efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 44.
5. Gyldighed
Indholdet af dette styresignal vil blive indarbejdet i Den juridiske vejledning 2020-1, afsnit C.A.4.3.1.3 og C.A.10.4.1.1. Herefter er styresignalet ophævet