SKAT har opkrævet 701.183 kr. i chokolade- og sukkervareafgift for perioden 1. februar 2016 til 30. september 2016. Selskabet har erhvervet og videresolgt afgiftspligtige chokolade- og sukkervarer, hvoraf der ikke er betalt afgift, og selskabet hæfter solidarisk med selskabets leverandør for betaling af afgiften.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse. Landsskatteretten finder, at selskabet ikke hæfter solidarisk for afgiftskravet, da SKAT har foretaget en skærpende, administrativ praksisændring, som ikke er varslet.

Faktiske oplysninger
Selskabet er en dansk detailkæde med […] butikker i Danmark. Sortimentet er bredt […].

Selskabet er ikke registreret for chokolade- og sukkervareafgift, men er registreret for andre punktafgifter, f.eks. flaskegas.

Den 5. oktober 2016 gennemførte SKAT et kontrolbesøg hos selskabets leverandør af chokolade- og sukkervarer (G1 ApS). I forbindelse med kontrolbesøget blev det oplyst, at leverandøren i ca. 6 måneder havde solgt chokolade- og sukkerafgiftspligtige varer til selskabet. Selskabet havde i flere år købt energidrik hos leverandøren. Det blev ligeledes oplyst, at leverandøren havde købt de chokolade- og sukkerafgiftspligtige varer, der blev solgt til selskabet, hos G2 ApS.

Det fremgår af fakturaer fra G2 ApS til leverandøren (G1 ApS), at der var afregnet afgift efter de til enhver tid gældende afgiftssatser.

G2 ApS var registreret som varemodtager efter chokolade- og sukkervareafgiftsloven § 10 a fra den 26. januar 2016.

Selskabet modtog de afgiftspligtige chokolade- og sukkervarer direkte fra producenten, det vil sige udenom G2 ApS (importør) og G1 ApS (leverandør).

G2 ApS har løbende angivet chokolade- og sukkervareafgift til SKAT for mængden af afgiftspligtige chokolade- og sukkervarer solgt til selskabet i perioden 1. februar 2016 til 30. september 2016. Af SKATs afgørelse fremgår det, at SKAT efterfølgende har konstateret, at G2 ApS ikke havde indbetalt chokolade- og sukkervareafgiften til SKAT.

SKAT anser selskabet for, at hæfte solidarisk med G2 ApS for betaling af chokolade- og sukkervareafgift for perioden 1. februar 2016 til 30. september 2016, i alt 701.183 kr. SKAT har ligeledes gjort kravet om solidarisk hæftelse gældende overfor G1 ApS, for de samme afgiftspligtige varer, idet G1 ApS var selskabets leverandør af de afgiftspligtige varer.

Den 22. november 2016 blev der afsagt konkursdekret for G2 ApS. Det fremgår af SKATs udtalelse til sagen, at G2 ApS indtil afsigelse af konkursdekretet var registreret med adresse på et kontorhotel […]. G2 ApS har aldrig afregnet moms og chokolade- og sukkervareafgift til SKAT, til trods for, at G2 ApS havde angivet både moms og chokolade- og sukkervareafgift til SKAT. Hertil har SKAT bemærket, at G2 ApS ikke havde en registreret bankkonto, og at det ikke havde været muligt for hverken SKAT eller kurator at komme i kontakt med G2 ApS’ ledelse.

Den 5. september 2017 blev der afsagt konkursdekret for G3 ApS (tidligere G1 ApS).

SKATs afgørelse
SKAT har opkrævet 701.183 kr. i chokolade- og sukkervareafgift for perioden 1. februar 2016 til 30. september 2016. SKAT anser selskabet for at hæfte solidarisk med selskabets leverandør for betaling af chokolade- og sukkervareafgift, idet selskabet har erhvervet og videresolgt afgiftspligtige varer, hvoraf der ikke var betalt chokolade- og sukkervareafgift, jf. chokolade- og sukkervareafgiftsloven § 29, stk. 2.

Som begrundelse for afgørelsen har SKAT anført:

"[…]
SKAT har konstateret, at G2 ApS ikke har indbetalt chokoladeafgift til SKAT, og selskabet er nu taget under konkursbehandling ved møde i skifteretten 22. november 2016.

Med den baggrund kan der ikke forventes at være midler i selskabet til betaling af chokoladeafgiften.

I henhold til chokoladeafgiftslovens § 29, stk. 2 skal den, der overdrager, erhverver, tilegner sig eller anvender varer, hvoraf der ikke er betalt chokoladeafgift, som skulle være betalt efter denne lov, betale chokoladeafgift af varerne.

H1 A/S har fra G1 ApS erhvervet varerne, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle være betalt efter denne lov.

Det er SKATs opfattelse, at selskabet hæfter solidarisk for chokoladeafgiften af de pågældende varer efter § 29, stk. 2, da selskabet har erhvervet og videresolgt chokoladeafgiftspligtige varer, hvoraf der ikke er betalt afgift.
[…]

Det er SKATs opfattelse at hæftelsesbestemmelsen i chokoladeafgiftslovens § 29, stk. 2 i sin ordlyd er objektiv, således at alene den konstatering, at afgiften ikke er betalt bevirker, at SKAT til sikring af sit krav vil kunne gå til efterfølgende led i handelskæden.

Bestemmelsens ordlyd er entydig om, at den, der har erhvervet varer, der ikke er betalt afgift af, hæfter for afgiften.

Repræsentanten læser afsnit omkring hæftelsesbestemmelser i 2002/1 LSF 66 som om, at virksomheder, der er i besiddelse af korrekt regnskabsmateriale og fakturaer kan frigøres fra hæftelsen.

Det fremgår af 2002/1 LSF 66, at anledningen til fremsættelsen var, at der med udgangspunkt i SKATs kontrol med kiosker, havde vist sig et behov for revision af forskellige punktafgiftslove, herunder chokoladeafgiftsloven.

Det havde ved SKATs kontroller blandt andet vist sig et behov for øgede krav til regnskab og fakturaer.

H1 A/S er en professionelt dreven virksomhed, som ikke kan sammenlignes med de virksomheder, som indgik i SKAT kontrol af kiosker, hvorfor der heller ikke for virksomheder som H1 A/S, var behov for øgede krav til regnskab og fakturaer.

Som et andet led i 2002/1 LSF 66, indgik, jfr. bemærkningernes punkt 2, at hæftelsesbestemmelserne i chokoladeafgiftsloven og mineralvandsafgiftsloven skal præciseres, så de svarer til tilsvarende bestemmelser i øvrige afgiftslove. Den indsatte bestemmelse i § 29, stk. 2 findes også i emballageafgiftsloven og ses allerede i L 1977-12-21 nr. 634, hvorfor anvendelsen heraf, ikke på ny skal fastlægges i chokoladeafgiftsloven, men spejles i ex. emballageafgiftsloven. I forarbejderne til emballageafgiftsloven fremgår ikke umiddelbart bemærkninger omkring hæftelsesbestemmelsen.

Således må det anses for at være muligt at gøre hæftelse gældende […] overfor en virksomhed, som har købt afgiftspligtige varer, der ikke er afgiftsberigtiget - uanset at virksomheden måtte være i god tro, og således uanset at virksomheden måtte være i besiddelse af fakturaer for købet. Forudsætningen for, at fakturaerne kan frigøre for hæftelse er, at disse skal kunne spore tilbage til den virksomhed, der rent faktisk har afregnet chokoladeafgiften. Når det er konstateret, at chokoladeafgiften ikke er betalt, så er hæftelsesbestemmelsen objektiv.

Skatteministeren har i 2 ministersvar af 24. april 2017 klart redegjort for, at der ved lovændringen netop er indført solidarisk hæftelse. Den præciseres, at der ved tilføjelse af denne bestemmelse er indført et såkaldt objektivt ansvar, så der ikke skal lægges vægt på, om virksomheden, som har købt varerne uden afgift, har handlet i god tro.

Med hensyn til en lovlydig virksomheds muligheder for at sikre sig mod solidarisk hæftelse, må SKAT henvise til chokoladeafgiftslovens registreringsbestemmelser mv. En virksomhed, der handler engros med chokoladeafgiftspligtige varer, kan lade sig registrere som mellemhandler, for derved at købe chokoladevarer uden afgift fra udlandet eller andre registrerede virksomheder, og selv afregne chokoladeafgiften.

H1 A/S har købt og videresolgt afgiftspligtige chokolade- og sukkervarer, hvoraf der ikke er betalt chokoladeafgift. Selskabet hæfter solidarisk med leverandøren G1 ApS samt deres leverandør G2 ApS for den manglende chokoladeafgift jf. chokoladeafgiftslovens § 29, stk. 2.
[…]"

Klagerens opfattelse
Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at SKATs opkrævning af chokolade- og sukkervareafgift for perioden 1. februar 2016 til 30. september 2016 nedsættes til 0 kr., idet hæftelsesreglen i chokolade- og sukkervareafgiftsloven § 29, stk. 2, ikke finder anvendelse i den konkrete sag.

Til støtte herfor har selskabets repræsentant gjort gældende:

"[…]
VORES PÅSTANDE OG BEGRUNDELSER HERFOR
Der nedlægges primært påstand om, at hæftelsesbestemmelsen i chokoladeafgiftsloven § 29, stk. 2 ikke finder anvendelse i den konkrete situation.

Skulle Landsskatteretten komme frem til, at chokoladeafgiftsloven § 29, stk. 2 finder anvendelse i den konkrete situation, nedlægges der subsidiært påstand om, at Klager ikke hæfter for betaling af chokoladeafgift, idet betingelserne for hæftelse efter chokoladeafgiftsloven § 29, stk. 2 ikke er tilstede.

Det betyder, at kravet på kr. 701.183 i chokoladeafgift mod Klager skal bortfalde.

Den primære påstand
Først og fremmest fremgår det af bemærkningerne vedrørende lovændringen i 2002 fra den daværende Skatteminister, at det kun er rent undtagelsesvis, at andre end den primært forpligtede kan risikere at komme til at betale afgiften. I denne sag er G2 ApS den primært forpligtede, der var pålagt at betale, jf. formuleringen "udgangspunktet er derfor i afgiftsmæssig henseende, at virksomheden hæfter for afgiften".

Derudover fremgår det af forarbejderne, at hæftelsen kan gøres gældende i tilfælde, hvor køber ikke kan eller ikke vil dokumentere varernes oprindelse, og at det for almindeligt lovligt drevne virksomheder er ganske uproblematisk at løfte denne bevisbyrde på grundlag af regnskabsmaterialet, herunder særligt fakturaer.

Det er derfor vores klare opfattelse med støtte i lovforarbejderne, at hæftelsen i § 29, stk. 2 ikke sker på objektiv grundlag, men kun i tilfælde, hvor der er tale om afgiftsunddragelse eller andre uregelmæssigheder i forbindelse med overdragelsen af chokoladevarerne.

Det fremgår af chokoladeafgiftsloven § 10 a, stk. 3, at registrerede varemodtagere hver måned skal angive afgiften af de varer, der er modtaget i perioden (måneden).

G2 ApS har ifølge vores oplysninger overholdt denne forpligtelse til at angive afgiften af de modtagne chokoladevarer. Første gang den 15. marts 2016.

SKAT har fra den 15. marts 2016 været bekendt med at G2 ApS har modtaget afgiftspligtige chokoladevarer, og har også kendt afgiftens størrelse.

Den manglende betaling af chokoladeafgift er derfor ikke et udtryk for, at de afgiftspligtige chokoladevarer er indført ulovligt til Danmark, eller at G2 ApS har forsøgt at skjule købet ved ikke at angive afgiften, ligesom der heller ikke er tale om, at afgiften er angivet forkert eller for lavt.

I kraft af, at G2 ApS - ifølge sagens oplysninger - rettidigt har indgivet korrekt angivelse af afgiften og dermed ikke har forsøgt at skjule overfor SKAT, at der skulle betales chokoladeafgift, er det oplagt, at der ikke har været tale om forsøg på unddragelse.

Den manglende betaling af afgiften kan herefter henføres til den omstændighed, at SKAT ikke rettidig har inddrevet de af G2 ApS angivne afgifter, og at virksomhedens manglende betalingsevne efterfølgende har umuliggjort dette.

Endvidere underbygges vores opfattelse af, at det må antages, at G2 ApS også har opkrævet afgiften hos G1 ApS i forbindelse med deres samhandel - ligesom afgiften er indgået som et priselement i samhandlen mellem G1 ApS og Klager. Denne antagelse bygger på det faktum, at den fakturerede pris for chokoladevarerne mellem de tre parter ikke er åbenlyst for lave.

Betaling af afgiften er således allerede én gang kanaliseret fra Klager gennem G1 ApS til G2 ApS.

Da G2 ApS ved angivelsen af afgiften til SKAT har erkendt pligten til at skulle betale chokoladeafgiften, og sagen herefter alene handler om manglende betalingsevne hos G2 ApS som følge af konkursdekretet, er der efter vores klare opfattelse ikke hjemmel til at anvende chokoladeafgiftsloven § 29, stk. 2 på forholdet.

Den fortolkning af hæftelsesbestemmelsen i chokoladeafgiftslovens § 29, stk. 2, som SKAT lægger til grund i sin afgørelse, indebærer, at ethvert afgiftskrav som følge af den registrerede virksomheds betalingsvanskeligheder og senere konkurs, uden begrænsning dermed vil kunne gøres gældende overfor dennes købere.

Retssikkerhedsmæssigt vil det være betænkeligt, hvis alle virksomheder som følge af bestemmelsen i § 29, stk. 2 kunne bringes i spil som hæftende for afgiftens betaling alene som følge af manglende betalingsevne hos den, der faktisk som følge af en afgiftsangivelse, har erkendt at være den virksomhed, som er pligtig til at betale afgiften.

Ydermere vil en anvendelse af § 29, stk. 2 reelt betyde en dobbeltafgiftsbelastning for Klager, hvilket ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt er helt uholdbart og i strid med princippet om, at afgiftsbelastningen skal ligge i detailleddet med kunderne som de endelige betalere af afgiften.

Den subsidiære påstand
Skulle Landsskatteretten være af den opfattelse, at chokoladeafgiftsloven § 29, stk. 2 kan anvendes i en situation som den foreliggende, hvor der er tale om manglende betalingsevne hos den registrerede virksomhed, og der dermed ikke er tale om unddragelse eller anden uregelmæssighed, er det herefter vores påstand, at bestemmelsen i den konkrete situation alligevel ikke kan finde anvendelse, idet bestemmelsen ikke er en objektiv hæftelsesregel.

Dette begrunder vi med følgende:

Følgende fremgår som nævnt ovenfor af bemærkningerne til L 2002-12-17 nr 1059:

"Dette medfører, at den virksomhed, som måske reelt har modtaget varerne fra en anden virksomhed i Danmark, men som ikke kan eller ikke vil dokumentere varernes oprindelse, kan blive afkrævet afgiften af varerne. Hæftelses- og betalingsreglerne er umiddelbare og hæftelsesreglen gælder et hvilket som helst led fra fremstilleren eller importøren til den forretning, hvori varerne befinder sig. For almindeligt lovligt drevne virksomheder er det ganske uproblematisk at løfte denne bevisbyrde på grundlag af regnskabsmaterialet, herunder særligt fakturaer (vores fremhævninger)

I visse tilfælde er det konstateret, at fakturaen og øvrig dokumentation for varekøbet er falske, og at det ikke på nogen måde har været muligt at identificere leverandøren. Denne situation er imidlertid meget usædvanlig, ikke mindst når køberen heller ikke på anden måde er i stand til at identificere sin leverandør. Udgangspunktet er derfor i afgiftsmæssig henseende, at virksomheden hæfter for afgiften (vores fremhævning)."

Det er almindeligt anerkendt, at ordlyden af en bestemmelse i lovgivningen skal fortolkes i overensstemmelse med forarbejderne og bemærkningerne til loven. Det er med udgangspunkt i forarbejderne vores opfattelse, at det ikke er korrekt, når SKAT i sin afgørelse på s. 8, 6. afsnit anfører, at det er underordnet om virksomheden har handlet i god tro eller ej.

Det er ligeledes vores opfattelse, at udtalelsen fra Skatteministeren i svarene på spørgsmål 306 og 355 om, at hæftelsen sker på helt objektivt grundlag uden skelen til, hvorvidt virksomheden er i god tro eller ej, ikke er i overensstemmelse med forarbejderne til ændringsloven.

Det er vores opfattelse, at sådanne ministersvar, der ikke er i overensstemmelse med forarbejderne ikke kan tillægges afgørende vægt ved fortolkningen af reglens formål, der i sagens natur knytter sig til reglens indførelse og ikke efterfølgende politiske ytringer.

Når man læser Skatteministerens svar på begge spørgsmål indikerer svarene da også, at hæftelsen efter hans opfattelse alligevel ikke skal ske på helt objektivt grundlag. I besvarelsen af spørgsmål 306 anfører Skatteministeren således:
"Virksomheder, som ikke er registreret efter afgiftslovene, skal således betale afgift, såfremt de ikke sikrer sig, at den virksomhed, som har solgt dem varerne, har betalt afgift efter loven."

I besvarelsen af spørgsmål 355 anfører han:
"Reglerne skal derfor begrænse virksomheders incitament til at købe varer til en lav pris (uden afgift), da køber i værste fald kan blive ansvarlig for at betale afgiften. Udover at undersøge, om den virksomhed, som har solgt varerne, er registreret for afgift og eventuelt har angivet afgiften til SKAT, skal virksomheden være opmærksom på priserne. Er priserne på varerne lavere, end det, der normalt vil være tilfældet på markedet, kan det betyde, at der ikke er betalt afgift."

Ordlyden af forarbejderne betyder implicit, efter vores opfattelse, at når en virksomhed har løftet denne bevisbyrde og dermed er i god tro omkring varernes oprindelse og korrekt håndtering af afgiften hos sælger, så vil den solidariske hæftelse i § 29, stk. 2 ikke kunne gøres gældende. Det er vores opfattelse, at Skatteministerens besvarelse af spørgsmål 306 og 355 underbygger denne opfattelse, idet han udtaler, at det er muligt for virksomheder at sikre sig at afgiften er angivet/betalt og at prisen på varerne kan bruges som indikator på, hvorvidt der reelt er opkrævet afgift af varerne.

En almindeligt lovligt dreven virksomhed vil herefter ikke kunne komme til at hæfte for manglende betaling af afgiften i tidligere led, hvis der kan fremlægges dokumentation for varernes oprindelse, præcis som det fremgår af forarbejderne.

Der er således tale om en hæftelse, som kan gøres gældende for virksomheder, der ikke har udvist den fornødne omhu i forbindelse med indkøbet af chokoladevarer, og som derved har udvist en grad af uagtsomhed ved ikke at sikre sig dokumentation for varernes oprindelse og at afgiften er angivet/betalt.

Klager er efter alle parametre en almindelig lovligt dreven virksomhed.

Klager kan via de modtagne fakturaer dokumentere både hvilke varer, der er købt og i hvilke mængder samt hvilken virksomhed, de har købt varerne af. Fakturaerne fra G1 ApS er så specificerede, at Klager kan dokumentere både oprindelsen og varerne i forhold til ovenstående citat fra lovforarbejderne.

Det er derfor vores opfattelse, at Klager med de modtagne fakturaer, som dokumenterer varernes oprindelse, har handlet i god tro omkring chokoladeafgiftens betaling i tidligere led, hvorfor en solidarisk hæftelse ikke kan gøres gældende, jf. ovenfor citerede passus i lovforarbejderne.

Derudover er den fakturerede pris for chokoladevarerne ikke åbenlyst for lave. Faktisk ligger prisen på varerne på et helt sædvanligt niveau for engros indkøb af chokoladevarer, hvor chokoladeafgiften er en del af prisen. Dette underbygges også af, at G2 ApS overfor G1 ApS har erklæret, at der blev betalt afgift af varerne efter de til enhver tid gældende satser.

Klager har derfor ikke på noget tidspunkt og burde heller ikke på noget tidspunkt have været i tvivl om, hvorvidt der var tale om indkøb af afgiftsberigtigede varer, hvilket jo heller ikke er tilfældet, idet afgiften både er opkrævet ved salget fra G2 ApS til G1 ApS og derudover er angivet til SKAT.

Det fremgår af chokoladeafgiftsloven § 13, stk. 1, at fakturaen skal være forsynet med fortløbende nummer og fakturadato og indeholde oplysninger om sælgers navn, CVR- eller SE-nummer og adresse, købers navn og adresse samt leverancens art, mængde og pris.

Det er således ikke et krav, at der særligt skal oplyses om afgiftens størrelse på fakturaen. Se også den juridiske vejledning 2016-2, afsnit A.B.3.5.1, hvoraf fremgår, at oplagshavere skal fakturere varer til priser inklusive punktafgift. Det er dog tilladt at oplyse punktafgiften som en særskilt post på fakturaen. Det er et vilkår herfor, at det tydeligt fremgår af fakturaen, hvilken punktafgift, der er tale om, og at den aktuelle sats for punktafgiften oplyses.

Det er vores klare opfattelse, at samme vilkår gør sig gældende for varemodtagere, som G2 ApS, der videresælger punktafgiftspligtige varer, idet disse virksomheder også opkræver afgiften hos kunden.

Andre virksomheder, der ikke er registrerede for afgiften, må ikke angive afgiftsbeløb på fakturaen.

Det betyder, at G2 ApS ved fakturering til G1 ApS kan vælge at fakturere til priser inklusiv chokoladeafgift uden at angive dette (hverken at prisen er inklusiv afgift eller afgiftens størrelse) eller at angive chokoladeafgiften som en særskilt post på fakturaen med oplysning om hvilken afgift og sats, der er tale om.

G1 ApS er ikke registreret for chokoladeafgiften og må derfor ikke på sin faktura til H1 A/S angive afgiftsbeløb på fakturaen.

Fakturaerne fra G1 ApS opfylder således alle formalia til en faktura vedrørende salg af chokoladevarer fra en ikke-registreret virksomhed til en anden.

Samlet set har Klager ikke på noget tidspunkt i forhold til nogen af ovenstående punkter været i tvivl om og burde ej heller have været i tvivl om, at der blev indkøbt chokoladevarer, som var afgiftsberigtiget i overensstemmelsen med chokoladeafgiftslovens regler herom, hvorfor det må anses som dokumenteret, at Klager hele vejen igennem har udvist den fornødne omhu, som kan forventes af almindeligt lovlydige virksomheder og været i god tro omkring, at virksomheden har købt afgiftsberigtigede varer.

Idet forarbejderne til loven fastslår, at almindeligt lovligt drevne virksomheder, der kan dokumentere varernes oprindelse (dvs. virksomheder, der er i god tro), ikke kan komme til at hæfte for afgiftens betaling, og at udgangspunktet er, at afgiftskrav skal rettes mod leverandørvirksomheden, er det herefter vores klare opfattelse, at betingelserne for at kunne bringe chokoladeafgiftsloven § 29, stk. 2 i anvendelse ikke er til stede, idet Klager har handlet i god tro hele vejen igennem.

Vi ønsker derudover at henlede opmærksomheden på, at SKAT i sin redegørelse til Skatteministeren oplyser:
"SKAT anvender primært reglerne om solidarisk hæftelse i sager, hvor der optræder flere handelsled, og hvor et eller flere led har direkte eller indirekte gevinst ved at unddrage afgiftsbetaling. Et fælles træk for disse sager er, at der i handelskæden er indskudt et selskab, hvis eneste formål er at unddrage betaling af afgifter, fx afgift af chokolade- og sukkervarer. Indskudte selskaber er kendetegnet ved ikke at angive deres afgiftstilsvar eller kun en del heraf samt at undlade at betale afgiften. Når SKAT indleder kontrol hos de indskudte selskaber, er disse uden aktiver og går konkurs.

Det er kun i de unddragelsesager, hvor det ikke er muligt for SKAT at identificere leverandøren af de afgiftspligtige varer, at SKAT rejser afgiftskravene over for køber (vores fremhævelse)."

SKAT siger altså selv, at hæftelsesbestemmelsen ikke bliver anvendt som en helt objektiv hæftelsesbestemmelse uden skelen til, hvorvidt de involverede virksomheder er i god tro eller ej.

SKATs opfattelse gengives derfor direkte i oplægget til ministersvaret, og det fremgår, at reglen kun anvendes i unddragelsessager, hvor det ikke er muligt at identificere leverandøren af de afgiftspligtige varer, at reglen i chokoladeafgiftsloven § 29, stk. 2 skal bringes i anvendelse overfor køber.

Det er SKAT Jura, der udarbejder disse redegørelser til Skatteministeren, og indholdet af disse redegørelser må derfor antages at være udtryk for SKATs centrale og officielle holdning til, hvorledes reglerne efter SKATs opfattelse skal anvendes. Øvrige enheder i SKAT bør således administrere lovgivningen i overensstemmelse med indholdet af en sådan redegørelse.

I denne sag er der ikke tale om indskudte selskaber, der er gået konkurs, det er tværtimod importøren. Derud over er der ikke tale om, at SKAT ikke har kunnet identificere leverandøren (G2 ApS). Det betyder, at de betingelser, som SKAT Jura mener skal være opfyldt for at kunne bringe hæftelsesreglen i chokoladeafgiftsloven § 29, stk. 2 i anvendelse, ikke på nogen måde er til stede i Klagers sag.

Slutteligt vil vi gøre opmærksom på, at der så vidt vides ikke findes eksempler på tidligere sammenlignelige sager (hvor importøren har angivet afgiften til SKAT, men ikke indbetalt denne), hvor SKAT med henvisning til chokoladeafgiftsloven § 29, stk. 2 har rettet et krav om solidarisk hæftelse for betaling af afgift mod en godtroende lovlydig virksomhed i et efterfølgende omsætningsled. Derfor synes det også lidt søgt i denne sag, at en regel, der har 15 år på bagen, pludselig skal bringes i spil om forhold, som der uden tvivl kan findes fortilfælde af, nemlig en registreret virksomhed, der er kommet i betalingsvanskeligheder.

[…]"

Udtalelse fra SKAT
SKAT har den 22. august 2017 fremsendt bemærkninger til selskabets klage.

Heraf fremgår det:

"Klage omhandler Solidarisk hæftelse for chokoladeafgift med G1 ApS (i dag G3 ApS) samt G2 ApS under konkurs.
[…]
SKAT har følgende bemærkninger til klage:

1. Faktiske forhold
Det er korrekt, at SKAT i afgørelsen har skrevet: " SKAT har konstateret, at G2 ApS har angivet chokoladeafgift af hele den solgte mængde".

Det skal præciseres, at SKAT har konstateret, at G2 ApS har angivet chokoladeafgift af en mængde, der svarer til den mængde, der er faktureret til G1 ApS og igen videre til H1 A/S.

SKAT har ikke ved hverken skriftlige henvendelser til selskabet eller ved fysisk kontrol på virksomhedens adresse kunnet komme i kontakt med selskabets direktion eller andre med relation til selskabet. Der er derfor ikke bogføring, regnskaber eller andet regnskabsmateriale udover fakturaer udstedt til G1 ApS.

Det skal videre præciseres, at G2 ApS ikke er et selskab, der er kommet midlertidigt i betalingsvanskeligheder. G2 ApS var indtil konkursen registreret på et kontorhotel […], og selskabet har på trods af indsendte angivelser på chokoladeafgift og moms aldrig afregnet disse angivne tilsvar overfor SKAT. Selskabet har ikke en registreret bankkonto. Det har ikke været muligt for hverken SKAT eller kurator, at komme i kontakt med selskabets ledelse.

2. Regler
I henhold til chokoladeafgiftslovens § 29, stk. 2 skal den, der overdrager, erhverver, tilegner sig eller anvender varer, hvoraf der ikke er betalt chokoladeafgift, som skulle være betalt efter denne lov, betale chokoladeafgift af varerne.

Det følger af de faktiske forhold, at H1 A/S har erhvervet og videresolgt chokoladeafgiftspligtige varer, hvoraf chokoladeafgiften ikke er betalt.

SKATS fortolkning af hæftelsesbestemmelsen:
Det er SKATs opfattelse at hæftelsesbestemmelsen i chokoladeafgiftslovens § 29, stk. 2 i sin ordlyd er objektiv, således at alene den konstatering, at afgiften ikke er betalt bevirker, at SKAT til sikring af sit krav vil kunne gå til efterfølgende led i handelskæden.

Bestemmelsens ordlyd er entydig om, at den, der har erhvervet varer, der ikke er betalt afgift af, hæfter for afgiften.

Solidarisk hæftelse i modsætning til at rejse et afgiftskrav mod køber
SKAT skal præcisere, at der er tale om 2 forskellig senarier. Det er en misforståelse fra repræsentantens side, når det oplyses, at SKAT har rettet afgiftskravet mod deres klient. SKAT har truffet afgørelse om, at H1 A/S hæfter solidarisk for et krav, som SKAT har rettet overfor leverandøren (G2 ApS).

I ministersvaret til spørgsmål 355 fremgår følgende sætning:

"Det er kun i de unddragelsessager, hvor det ikke er muligt for SKAT at identificere leverandøren af de afgiftspligtige varer, at SKAT rejser afgiftskravene overfor køber"

Dette skal ikke forstås som en forudsætning for solidarisk hæftelse, men derimod den modsatte situation, hvor der ikke træffes afgørelse om solidarisk hæftelse overfor køber, men derimod træffes afgørelse om angivelse og opkrævning af selve afgiften, dvs. at afgiftskravet i den situation rettes direkte mod køberen.

Sagt på en anden måde, er denne sætning et forsøg på at adskille de 2 situationer:

1. Dansk leverandør er identificeret: Afgiftskravet rettes mod leverandøren, og der træffes afgørelse om solidarisk hæftelse mod køber (Eller køberne).
2. Dansk leverandør ikke identificeret: Afgiftskravet rettes direkte mod køber (Eventuelt solidarisk hæftelse mod efterfølgende købere)

Dette er grundlæggende i forståelsen af såvel bemærkningerne til L2002-12-17 nr. 1059 samt ministersvarene på spørgsmål 306 af 27. marts 2017 og det efterfølgende svar på spørgsmål nr. 355.

SKAT har i denne sag identificeret leverandøren som G2 ApS, og afgiftskravet er derfor rettet mod G2 ApS. G2 ApS er et selskab, der er indskudt i handelskæden alene med det formål at unddrage afgift. Et selskab uden aktiver (ingen bankkonto), og dermed uden midler til at afregne afgifterne til SKAT.

Afgiftskravet er afkrævet G2 ApS og samtidig er der truffet afgørelse om, at henholdsvis G1 ApS samt H1 A/S hæfter solidarisk for betalingen af dette krav.

I tilfælde af, at SKAT ikke havde kunnet identificere leverandøren havde selve kravet været rejst direkte overfor køber. Den manglende identifikation af leverandøren må nødvendigvis være begrundet i manglende eller falske fakturaer.

Det fremgår af 2002/1 LSF 66, at anledningen til fremsættelsen var, at der med udgangspunkt i SKATs kontrol med kiosker, havde vist sig et behov for revision af forskellige punktafgiftslove, herunder chokoladeafgiftsloven.

Det havde ved SKATs kontroller blandt andet vist sig et behov for øgede krav til regnskab og fakturaer.

Som et andet led i 2002/1 LSF 66, indgik, jfr. bemærkningernes punkt 2, at hæftelsesbestemmelserne i chokoladeafgiftsloven og mineralvandsafgiftsloven skal præciseres, så de svarer til tilsvarende bestemmelser i øvrige afgiftslove. Den indsatte bestemmelse i § 29, stk. 2 findes også i emballageafgiftsloven og ses allerede i L 1977-12-21 nr. 634, hvorfor anvendelsen heraf, ikke på ny skal fastlægges i chokoladeafgiftsloven, men spejles i ex. emballageafgiftsloven. I forarbejderne til emballageafgiftsloven fremgår ikke umiddelbart bemærkninger omkring hæftelsesbestemmelsen.

Denne forståelse understøttes af de Skatteministerens 2 ministersvar af 24. april 2017, hvori klart er redegjort for, at der ved lovændringen netop er indført solidarisk hæftelse. Den præciseres, at der ved tilføjelse af denne bestemmelse er indført et såkaldt objektivt ansvar, så der ikke skal lægges vægt på, om virksomheden, som har købt varerne uden afgift, har handlet i god tro.

Det følges op af svaret på spørgsmål 355 den 21. juni 2017, hvor SKATs anvendelse af reglerne præciseres.

H1 A/S har købt og videresolgt afgiftspligtige chokolade- og sukkervarer, hvoraf der ikke er betalt chokoladeafgift. Selskabet hæfter solidarisk med leverandøren G1 ApS samt deres leverandør G2 ApS for den manglende chokoladeafgift jf. chokoladeafgiftslovens § 29, stk. 2.
[…]"

Bemærkninger fra selskabets repræsentant til SKATs udtalelse
Selskabets repræsentant har den 19. oktober 2017 fremsendt bemærkninger til SKAT udtalelse til sagen.

Heraf fremgår:

"SKAT kommer i sin udtalelse med flere oplysninger, som er helt nye for H1 A/S.

Vi skal på det kraftigste oplyse om, at vi finder dette helt uantageligt og dybt kritisabelt, idet det således alene har været SKAT, der har ligget inde med samtlige oplysninger i sagen, hvilket betyder, at H1 A/S som følge af nægtelse af aktindsigt i de andre sager ikke har haft mulighed for at forholde sig til disse oplysninger.
[…]

Alle disse oplysninger er som sagt nye for H1 A/S og giver anledning til følgende bemærkninger:

• Hvordan har SKAT tilladt, at G2 kunne blive registreret uden en bankkonto tilknyttet, og burde SKAT ikke have studset over det allerede i registreringsfasen?
• Hvor længe går der fra første indberetning og manglende betaling af chokoladeafgift vedrørende februar i marts 2016 og indtil SKAT første gang oplever, at de ikke kan komme i kontakt med G2?
• Hvordan har G1 betalt for varerne? Til en udenlandsk konto eller måske en privat dansk konto?
• Hvem erklærer G2 konkurs?

Disse nye oplysninger og de deraf følgende spørgsmål indikerer, at det for os er meget klart, at nogen hos SKAT burde have set nogle advarselslamper blinke undervejs i processen.

Det kan i den grad undre, at SKAT ikke reagerer på, at virksomheden ikke har nogen registreret bankkonto, når SKAT her efterfølgende påpeger, at de manglende informationer er problematiske.

SKAT er således den nærmeste part til at opdage og afværge en sådan risiko end nogen efterfølgende handelsled, der har handlet i god tro.

Det er vores opfattelse, at SKAT har en forpligtelse til at afværge potentielle tab for statskassen så tidligt som overhovedet muligt, hvorfor det kan undre, at der går 8 måneder fra den første manglende betaling til G2 bliver erklæret konkurs den 22. november 2016.

Det er vores opfattelse, at det er meget dybt kritisabelt, at SKAT, som ligger inde med oplysningerne om, at der end ikke er registreret en bankkonto, og at virksomheden ligger på et kontorhotel kombineret med oplysninger om, at virksomheden nok har angivet men ikke betalt den i sagen omhandlede chokoladeafgift tilsyneladende ikke reagerer hurtigere og derved er medvirkende til at påføre statskassen og nu H1 A/S et potentielt tab.

H1 A/S har på intet tidspunkt haft de samme oplysninger, som SKAT har ligget inde med i hele forløbet, og kunne derfor på ingen måde have gennemskuet, at importøren af de chokoladeafgiftspligtige varer ikke havde til hensigt at betale afgiften af varerne.

Vi må derfor igen påpege, at H1 A/S har været i god tro i forhold til sine indkøb af chokoladevarer, hvilket heller ikke er anfægtet af SKAT.

Det er derfor videre vores opfattelse, at SKAT særligt i en sag som denne, hvor H1 A/S har handlet i god tro og derved ikke har haft nogen anledning til at betvivle, at der var tale om indkøb af afgiftsberigtigede varer, og hvor SKAT alligevel rejser et krav om solidarisk hæftelse på objektivt grundlag, må pålægges en særlig agtpågivenhed, således at en manglede/langsommelig reaktion for manglende betaling af allerede angivet chokoladeafgift ikke skal komme H1 A/S til ugunst.

Således er det vores opfattelse, at SKAT burde have reageret på et tidligere tidspunkt, da de som myndighed er de nærmeste til at opdage, at der er tale om en virksomhed, som muligvis ikke har til hensigt at betale skyldig afgift til staten. SKAT er således den nærmeste til at afværge eller nedsætte risikoen for et tab. Dette tab bør derfor ikke uden videre blot med henvisning til, at SKAT mener, at chokoladeafgiftsloven § 29, stk. 2 giver adgang til - ud fra en solidarisk hæftelse på helt objektivt grundlag - at hente penge hos en virksomhed i et senere handelsled, kunne overføres til H1 A/S, der jo allerede har betalt afgiften en gang.

Samlet set er det vores opfattelse, at såfremt Landsskatteretten mener, at den solidariske hæftelse gælder på objektivt grundlag, så gælder dette udgangspunkt ikke ubegrænset, hvor andre - enten tidligere handelsled eller offentlige myndigheder - burde og kunne have reageret. I så fald kan man også som myndighed jo ustraffet læne sig tilbage i stedet for at påtage en sig forpligtelse til at begrænse skadens omfang.

Derudover anfører SKAT i sin udtalelse, at sætningen i ministersvaret vedrørende spørgsmål 355: "Det er kun i de unddragelsessager, hvor det ikke er muligt for SKAT at identificere leverandøren af de afgiftspligtige varer, at SKAT rejser afgiftskravene overfor køber" ikke skal forstås som en forudsætning for solidarisk hæftelse, men derimod den modsatte situation, hvor der ikke træffes afgørelse om solidarisk hæftelse overfor køber, men derimod træffes afgørelse om angivelse og opkrævning af selve afgiften, dvs. at afgiftskravet i den situation rettes direkte mod køberen.

Idet ministersvaret alene omhandler spørgsmålet om solidarisk hæftelse, er det efter vores opfattelse SKAT, der er i en klar fejlfortolkning af ministersvaret.

Således udtaler SKAT til ministeren i forbindelse med svaret:
"SKAT kan som supplement oplyse, at der ikke er ført statistik over anvendelse af solidarisk hæftelse, men det er SKATs vurdering, at den solidariske hæftelse kun anvendes i begrænset omfang og med stor forsigtighed. SKAT opkræver som hovedregel afgiften hos den virksomhed, som ifølge loven skal betale afgift.

SKAT anvender primært reglerne om solidarisk hæftelse i sager, hvor der optræder flere handelsled, og hvor et eller flere led har direkte eller indirekte gevinst ved at unddrage afgiftsbetaling. Et fælles træk for disse sager er, at der i handelskæden er indskudt et selskab, hvis eneste formål er at unddrage betaling af afgifter, fx afgift af chokolade- og sukkervarer. Indskudte selskaber er kendetegnet ved ikke at angive deres afgiftstilsvar eller kun en del heraf samt at undlade at betale afgiften. Når SKAT indleder kontrol hos de indskudte selskaber, er disse uden aktiver og går konkurs.

Det er kun i de unddragelsesager, hvor det ikke er muligt for SKAT at identificere leverandøren af de afgiftspligtige varer, at SKAT rejser afgiftskravene over for køber.

Det er også vigtigt at være opmærksom på, at reglerne anses for at have en præventiv effekt, da de er med til at sikre, at virksomheder er mere opmærksomme på deres handelspartnere, og om der er betalt afgift, når de køber punktafgiftspligtige varer. Selvom solidarisk hæftelse således kun anvendes undtagelsesvist, er det SKATs vurdering, at muligheden for gøre hæftelsen gældende er med til at forebygge afgiftssvig."

Når man læser SKATs udtalelse i sammenhæng, står det klart, at sætningen om, at det kun er i de unddragelsesager, hvor det ikke er muligt for SKAT at identificere leverandøren af de afgiftspligtige varer, at SKAT rejser afgiftskravene over for køber, knytter sig til den solidariske hæftelse og ikke til et andet krav mod virksomheden.

Sætningen "Selvom solidarisk hæftelse således kun anvendes undtagelsesvist" henviser herefter til sætningen ovenfor, hvor SKAT skriver "Det er kun i de unddragelsesager, hvor det ikke er muligt for SKAT at identificere leverandøren af de afgiftspligtige varer, at SKAT rejser afgiftskravene over for køber."

Der er derfor fortsat vores opfattelse, at SKATs officielle holdning, som gengives direkte i oplægget til ministersvaret, er, at reglen om solidarisk hæftelse i chokoladeafgiftsloven § 29, stk. 2 kun anvendes i unddragelsessager, hvor det ikke er muligt at identificere leverandøren af de afgiftspligtige varer."

Skatteankestyrelsens indstilling
Skatteankestyrelsens indstilling har den 10. juli 2018 været sendt til udtalelse hos SKAT (nu Skattestyrelsen).
Skattestyrelsen har den 17. juli 2018 oplyst, at den kan tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling.

Selskabets repræsentant har den 24. august 2018 afgivet følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling:

"[…]
Vi er ikke enige i Skatteankestyrelsens indstilling.
[…]
Retssikkerhedsmæssigt er det dybt betænkeligt hvis ikke SKAT anvender reglerne ens i forskellige sager. Hvis det er SKATs faste praksis - som det jo fremgår af SKATs input - kun at rejse krav om solidarisk hæftelse i sager, hvor det ikke er muligt for SKAT at identificere leverandøren af de afgiftspligtige varer, kan det uanset lovens ordlyd ikke være rigtigt, at denne praksis pludselig fraviges, fordi der er en virksomhed i den anden ende, som har en betalingsevne, som SKAT ønsker at gå efter.

Lighed for loven må i denne sammenhæng også betyde, at praksis forvaltes ens uanset, hvilken virksomhed, der er slutkøber - om det er en, der har en stor betalingsevne eller om det er en, der ingen betalingsevne har.

Ligeledes kan det undre, at den præventive effekt, som SKAT snakker om, i tilfælde, hvor hæftelsen sker på helt objektivt grundlag, vil være proforma, idet H1 jo netop har været opmærksom og påpasselig i forhold til afgiftsbetalingen hos sin samhandelspartner. Det betyder jo de facto, at virksomhederne ikke kan gøre hverken fra eller til, selvom de har forsøgt at sikre sig, at deres samhandelspartner sørger for afgiftsbetalingen i overensstemmelse med reglerne.

Dette har uoverskuelige konsekvenser for erhvervslivet.
[…]"

Landsskatterettens afgørelse
Reglerne om solidarisk hæftelse følger af chokolade- og sukkervareafgiftsloven § 29, bekendtgørelse nr. 752 af 10. juni 2013 med senere ændringer (nugældende LBK nr. 1163 af 5. september 2016).

Af chokolade- og sukkervareafgiftsloven § 29, stk. 2, følger:

"Den, der overdrager, erhverver, tilegner sig eller anvender varer, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle være betalt efter denne lov, skal betale afgift af varerne."

Det følger af ordlyden af chokolade- og sukkervareafgiftsloven § 29, stk. 2, at selskabet hæfter solidarisk, når det konstateres, at der ikke er betalt afgift af varerne. Allerede fordi selskabet har erhvervet og videresolgt chokolade- og sukkervarer, hvoraf der ikke er betalt afgift, er selskabet omfattet af chokolade- og sukkervareafgiftsloven § 29, stk. 2.

Chokolade- og sukkervareafgiftsloven § 29, stk. 2, blev indsat ved lov nr. 1059 af 17. december 2002. Af bemærkningerne til chokolade- og sukkervareafgiftsloven § 29, stk. 2, fremgår bl.a.:

"Selv om virksomheden ikke selv importerer de pågældende varer, vil afgiften kunne opkræves hos virksomheden.

Dette hænger sammen med, at efter de gældende bestemmelser i punktafgiftslovene hæfter erhververen og den, der har varerne i besiddelse, for afgiftspligtige varer, der ikke er afgiftsberigtiget efter den pågældende lov, og hvor der ikke er sket registrering eller stillet sikkerhed.

Desuden er det i afgiftslovenes betalingsregler normalt bestemt, at den, der overdrager, erhverver, tilegner sig eller anvender afgiftspligtige varer, hvoraf der ikke er betalt afgift, skal betale afgiften. Betalingsreglerne er udformet forskelligt, hvorfor det ikke i alle tilfælde gælder, at alle de pågældende er betalingspligtige.

Dette medfører, at den virksomhed, som måske reelt har modtaget varerne fra en anden virksomhed i Danmark, men som ikke kan eller ikke vil dokumentere varernes oprindelse, kan blive afkrævet afgiften af varerne. Hæftelses- og betalingsreglerne er umiddelbare og hæftelsesreglen gælder et hvilket som helst led fra fremstilleren eller importøren til den forretning, hvori varerne befinder sig. For almindeligt lovligt drevne virksomheder er det ganske uproblematisk at løfte denne bevisbyrde på grundlag af regnskabsmaterialet, herunder særligt fakturaer.               

I visse tilfælde er det konstateret, at fakturaen og øvrig dokumentation for varekøbet er falske, og at det ikke på nogen måde har været muligt at identificere leverandøren. Denne situation er imidlertid meget usædvanlig, ikke mindst når køberen heller ikke på anden måde er i stand til at identificere sin leverandør. Udgangspunktet er derfor i afgiftsmæssig henseende, at virksomheden hæfter for afgiften."

Landsskatteretten bemærker formuleringen "Hæftelses- og betalingsreglerne er umiddelbare og hæftelsesreglen gælder et hvilket som helst led fra fremstilleren eller importøren til den forretning, hvori varerne befinder sig." Landsskatteretten finder, at bemærkningerne til chokolade- og sukkervareafgiftsloven § 29, stk. 2, bekræfter, at bestemmelsen skal fortolkes som en objektiv hæftelsesbestemmelse, jf. bestemmelsens ordlyd.

Skatteministeren har besvaret spørgsmål 306 af 24. april 2017, som følger:

"[…]Med lovændringen blev ansvaret for at betale afgift udvidet, så alle virksomheder, der enten overdrager, erhverver, tilegner sig eller anvender afgiftspligtige varer, hæfter for, at afgiften bliver betalt. Der blev således indført solidarisk hæftelse, hvilket vil sige, at hæftelsen gælder et hvilket som helst led i handelskæden fra producenten eller importøren til den forretning, hvori varerne befinder sig. Der blev endvidere indført et såkaldt objektivt ansvar, så der ikke skal lægges vægt på, om virksomheden, som har købt varerne uden afgift, har handlet i god tro, og dermed om virksomheden burde have vidst, at der ikke var afregnet afgift. Virksomheder, som ikke er registreret efter afgiftslovene, skal således betale afgift, såfremt de ikke sikrer sig, at den virksomhed, som har solgt dem varerne, har betalt afgift efter loven. […]"

Skatteministeren har endvidere besvaret spørgsmål 307 af 24. april 2017, som følger:

"[…]Der skal derfor ikke lægges vægt på, om den virksomhed, der modtager varerne, er i god tro, og dermed om denne vidste eller burde have vidst, at der ikke var betalt afgift. Er det således ikke muligt at vide, om den virksomhed, som sælger varerne, har betalt afgift, bør man være tilbageholdende med at købe varerne, da der i så fald vil være risiko for, at der skal afregnes afgift til SKAT. […]"

Skatteministeren har desuden besvaret spørgsmål 355 af 25. april 2017, som følger:

"[…] Der er tale om et objektivt ansvar, hvilket vil sige, at en køber af punktafgiftspligtige varer kan hæfte for afgiften, uanset om denne er i [god] tro og rent faktisk tror, at afgiften er betalt. Det betyder derfor også, som der spørges til, at en køber kan risikere at skulle betale for afgiften, selvom køberen både har sikret sig, at sælger faktisk er registreret ved SKAT, og at sælger har angivet den afgiftspligtige mængde til SKAT over son løbende afgiftsangivelse. […]"

Landsskatteretten finder ikke i bestemmelsens ordlyd, forarbejder og skatteministerens svar på spørgsmål 306, 307 og 355 grundlag for, at reglerne skal fortolkes under hensyntagen til selskabets gode tro.

I Skatteministerens svar på spørgsmål 355 af 25. april 2017 er indsat bemærkninger fra SKAT til skatteministeren. Af skatteministerens svar, samt SKATs bemærkninger fremgår:

"Det er vigtigt at være opmærksom på, at det kun er undtagelsesvis, at denne regel skal anvendes. Det klare udgangspunkt må være, at det er dem, der ifølge loven er forpligtet til at betale afgift, som også skal betale den. Det er samtidigt vigtigt at være opmærksom på, at reglerne skal bidrage til at forebygge afgiftssvig, og at de derfor er nødvendige, selvom de skal anvendes undtagelsesvis. Det fremgår også af SKATs bidrag nedenfor.
[…]
Det er kun i unddragelsesager, hvor det ikke er muligt for SKAT at identificere leverandøren af de afgiftspligtige varer, at SKAT rejser afgiftskravene over for køber. […]"

To retsmedlemmer finder, at bestemmelsen i chokolade- og sukkervareafgiftsloven § 29, stk. 2, om objektivt ansvar efter bestemmelsens forarbejder og besvarelsen af spørgsmål 355 er indført for at modvirke svigagtig adfærd på området. Det vil efter disse medlemmers opfattelse være en skærpende, administrativ praksisændring at anvende den på en situation, hvor forhandleren som følge af leverandørens konkurs pålægges at hæfte for manglende betaling. Uanset at bestemmelsen efter sin ordlyd vil kunne anvendes også på denne situation, vil en sådan anvendelse af bestemmelsen ikke kunne ske uden forudgående varsel fra myndighedernes side. Disse retsmedlemmer tager derfor selskabets påstand til følge.

Et retsmedlem, retsformanden, finder, at chokolade- og sukkervareafgiftsloven § 29, stk. 2, finder anvendelse allerede fordi bestemmelsen hjemler et objektivt ansvar.

På baggrund af stemmeflertallet finder Landsskatteretten, at selskabet ikke hæfter solidarisk for afgiftskravet, da SKAT har foretaget en skærpende, administrativ praksisændring, som ikke er varslet. Landsskatteretten ændrer herefter SKATs afgørelse.