Dato for udgivelse
13 Dec 2018 14:01
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
08 Nov 2018 10:56
SKM-nummer
SKM2018.628.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
Retten i Odense, BS 2-1407/2017
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Konto, særlig, ejerforhold, videreformidlede, registreret, ejer, dispositionsret, kontante, indbetalinger
Resumé

Sagen omhandlede, om en række beløb på samlet ca. 6,8 mio. skulle henregnes til skatteyderens personlige indkomst i indkomstårene 2010-2012.

Beløbene var tilgået en konto, som skatteyderen havde oprettet i sit CPR-nummer under kategorien ”konto med særlige ejerforhold”, og som han var den eneste, der havde dispositionsret over.

Skatteyderen gjorde gældende, at kontoen reelt tilhørte en forening, samt at indsætningerne stammede fra Y1-land’ere bosat i Danmark, som igennem foreningen videreformidlede penge til deres pårørende i Y1-land.

Retten lagde efter bevisførelsen til grund, at skatteyderen i indkomstårene 2010-2012 var registreret som ejer af kontoen, samt at han var den eneste, der havde haft dispositionsret over kontoen.

Retten fandt ikke, at skatteyderen havde dokumenteret, at han alene havde formidlet penge fra Danmark til Y1-land, idet skatteyderen hverken havde dokumenteret, hvorfra pengene stammede, eller hvortil pengene blev sendt. Retten lagde bl.a. vægt på, at størstedelen af indbetalingerne til kontoen i 2010-2012 var kontante indbetalinger. Derudover lagde retten vægt på, at størstedelen af indbetalingerne var i runde beløb, på trods af, at indbetalingerne ifølge skatteyderen blev indbetalt i danske kroner og udbetalt i amerikanske dollars.

Reference(r)

Statsskattelovens § 4

Parter

A

(v/adv. Lars Peter Dam)

Mod

(v/Kammeradvokaten v/adv.fm. Anna Boel Andersen)

Afsagt af byretsdommer

B. Thorsen

Parternes påstande

Sagsøgeren, A´s påstand er:

Sagsøgerens skattepligtige indkomst for hvert af årene 2010, 2011 og 2012 nedsættes til de forhøjelser, som er sket ved Skatteankenævnets afgørelse som udgør hhv. kr. 2.606.101,00, kr. 2.305.467,00 og kr. 1.967.240,00.

Sagsøgte, Skatteministeriets påstand er frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Forklaringer

Sagsøgeren har blandt andet forklaret, at han kom til Danmark i oktober 1994. Han har siden 2003/2004 haft arbejde som klubmedarbejder i en ungdomsklub. Han var med til at stifte foreningen G1. Der var intet banksystem i Y1-land, så herboende Y1-landere kunne sende penge til familie i Y1-land. Enkeltpersoner kan ikke sende penge til Y1-land, det er for besværligt og for dyrt. Foreningen blev stiftet i 2003. De afleverede vedtægter og udskrift fra generalforsamling til F1-bank. I 2005 lavede de en ændring i vedtægterne. Det er en fejl, at der står i dem, at foreningen er stiftet i 2005, da de bare skrev de tidligere vedtægter af. Han husker ikke, hvad ændringerne angik. Det var måske noget med formålsparagraffen, men foreningen havde samme navn og samme bankkonto som hidtil. Foreningens bankkonto blev oprettet i 2003 efter, at foreningen var stiftet, det er ikke hans personlige konto. Han har ikke anvendt foreningens konto til private eller personlige ting. Indbetalinger fra medlemmer i Danmark blev indbetalt til bankkontoen. Nogle betalte kontant til ham eller de øvrige medlemmer af bestyrelsen. Han havde fuldmagt til at disponerer over kontoen. De samlede penge ind for 3-10 dage, hvorefter pengene blev indsat på bankkontoen. Han husker ikke, hvor meget der typisk blev indsat på bankkontoen af gangen.

Pengene blev herefter overført til en konto i Y2-land. Der blev samtidig sendt en liste over indskyderne til Y2-land. Han skulle udfylde en blanket med beløbet, så sendte F1-bank det til Y2-land. Folkene i Y2-land havde kontakt til forretningsfolk i Y1-land, der fik adresser og telefonnumre til de endelige modtagere i Y1-land. Forretningsfolkene sendte varer til Y1-land, hvor de blev solgt. Pengene herfra gik til de endelige modtagere i Y1-land. Forretningsfolkene fik så pengene igen fra foreningens konto i Y2-land. Overførslerne på denne måde gik fint. Afsenderne ringene til modtagerne i Y1-land, og de bekræftede, at alle havde fået deres penge. F1-bank vidste, at det var en foreningskonto, der blev afleveret all oplysninger også en bestyrelsesliste. Ingen fortalte dem, at der til kontoen burde have været knyttet et CVR nummer, når den var oprettet i foreningens navn. F1-bank bad om hans cpr nummer i 2011 eller 2012. Han troede, at de skulle vide, hvem der havde fuldmagt til kontoen. Han var ikke klar over, at han burde have gemt alle bilagene for indbetalingerne og udbetalingerne samt identifikation for hver aktivitet.

Forretningsfolkene i Y1-land hævede de penge fra kontoen i Y2-land, som de havde udbetalte til modtagerne i Y1-land. Pengene de udbetalte havde de fra varer, de havde solgt i Y1-land. Pengene er rent fysisk udleveret til modtagerne i Y1-land. Forretningsfolkene havde listen over modtagerne og ringede til dem, og de kom og hentede dem. Der blev stillet forskellige spørgsmål, så man sikrede sig, at pengene kom til de rette. Han kendte de Y1-landske forretningsfolk i de forskellige byer fra dengang, han selv boede i Y1-land, og han fik igennem dem også yderligere oplysninger om andre forretningsfolk. Foreholdt ekstrakten side 155, hvor der fra kontoen er hævet 396,44 til G4 og 922 kr. til fagforeningen G5, forklarede sagsøgeren, at det husker han ikke noget om i dag. Han husker ikke i dag, hvor mange kontanter folk typisk betalte, men det kunne være 25.000-30.000 kr. De samlede pengene sammen over 8-10 dage, før de satte dem derefter ind på foreningens bankkonto. De fleste penge kom først på måneden. Foreholdt ekstrakten side 158, hvorefter der den 17. oktober er indsat 98.000 kr. har sagsøgeren forklaret, at de samledes og talte pengene, hvorefter de blev sat i banken. Folk ringede om pengene og kom til dem i G2, hvor de sad alle ugens syv dage.

Vidnet IJ har blandt andet forklaret, at han kender foreningen G3. Han har sendt penge til sin familie i Y1-land via foreningen. Han sender stadig penge til Y1-land, men gennem en anden virksomhed. Han sendte nogle hundrede amerikanske dollars til familien, men han indbetalte i Danmark i danske kroner. Nogle gange indbetalte han direkte på foreningens konto, andre betalte han kontant til bestyrelsesmedlemmerne.

Han sendte faste pengebeløb hver måned. Nogle måneder skulle han sende ekstra penge. Pengene nåede altid frem til modtagerne. Han oplyste navn, adresse og telefonnummer på modtagerne. De mødtes i G2, hvor de aftalte det fornødne om pengeoverførslerne.

Vidnet MA har blandt andet forklaret, at han kender foreningen G3. Han sendte penge via foreningen til sine forældre i Y1-land. Det har han gjort i mange år, også i 2010, 2011 og 2012. Han sendte forskellige beløb hver måned ofte 100-150 amerikanske dollars, hans slægtninge modtog altid pengene, det bekræftede de pr. telefon til ham. Han har både indbetalt kontant til foreningens bestyrelse og til banken, han betalte altid i danske kroner, mens modtagerne fik pengene i amerikanske dollars.

Vidnet OL har blandt andet forklaret, at hun kender omhandlede forening, hvor hun har været i bestyrelsen fra 2003 til 2012. Hun sendte penge via foreningen til sin familie i Y1-land. Hun sendte forskellige beløb om måneden, hun husker ikke nærmere hvor meget. Hun betalte både kontant til sagsøgeren og direkte ind på bankkontoen i F1-bank. Hun har ikke selv modtaget penge til videreforsendelse. Hun talte med sin familie i Y1-land om de havde modtaget de penge, hun havde sendt, og de var altid nået frem. Hun betalte kontingent til foreningen. Det kunne ske, at hun modtog penge, som skulle afleveres videre til sagsøgeren. Bestyrelsesmedlemmerne holdt møder, men det havde hun ikke tid til som mor, men de andre gjorde vist nok. Foreholdt ekstrakten side 186, regnskab for foreningen 2010 til 2012 har vidnet forklaret, at det ikke er hendes underskrift. Foreholdt side 367, vedtægter dateret 20. december 2005 har vidnet forklaret, at det er hende, der har skrevet under.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har gjort gældende, at

at, sagsøgeren ikke er personlig skattepligtig af de forhøjelser, som SKAT har foretaget for årene 2010, 2011 og 2012

at, kontoen i F1-bank kontonummer X1 ikke tilhører sagsøgeren

at, det fremgår af F1-banks kontoudskrifter, at kontoen tilhører G1

at, den omhandlede konto aldrig har tilhørt sagsøgeren

at, kontoen blev oprettet i forbindelse med stiftelsen af foreningen at,

at sagsøgeren aldrig har haft et hævekort til kontoen

at, det fremgår af bilag C, at der er tale om en konto med særlige ejerforhold

at, der ikke foreligger dokumentation for, at kontoen på noget tidspunkt har tilhørt sagsøgeren

at, sagsøgeren har handlet i overensstemmelse med vedtægterne

at, sagsøgeren har fremlagt regnskab for årene 2010, 2011 og 2012

at, sagsøgeren har fremlagt en liste, hvoraf det fremgår hvem der har indbetalt til foreningen og hvem der er modtager bilag 4.

at, sagsøgeren har løftet bevisbyrden for, at han ikke er skattepligtig af de beløb, som SKAT har forhøjet hans indtægt med

at, det fremgår af kontoudtogene bilag 5, at der kun er indsat beløb, som relaterer sig til foreningens formål

at, sagsøgeren ikke er erhvervsdrivende

at, sagsøgeren har dokumenteret, hvem der har foretaget de enkelte indbetalinger på kontoen i F1-bank.

Sagsøger er ikke momsregistreret.

----------------------------

Sagsøgte har anført, jf. påstandsdokumentet

2. SAGENS TEMA OG FAKTISKE RAMME

Sagen angår overordnet spørgsmålet om, hvorvidt A har løftet bevisbyrden for, at beløb der i indkomstårene 2010-2012 er tilgået en konto, han havde rådighed over, ikke skal henregnes til hans skattepligtige indkomst.

Sagen udspringer af, at SKAT i forbindelse med en kontrolaktion modtog oplysninger om, at der fra en bankkonto i F1-bank skete pengeoverførsler til udlandet. F1-bank oplyste over for SKAT, at sagsøgeren, A, havde rådighed over den pågældende konto, hvorfor SKAT indkaldte oplysninger fra ham. SKAT modtog efterfølgende udskrift af bankkontoudtog for kontoen for perioden fra 2010-2012 (bilag B). Heraf fremgik, at bankkontoen var registreret med navnet "G1 - A". SKAT konstaterede på den baggrund, at der i indkomstårene 2010-2012 var indbetalt og overført følgende beløb på bankkontoen i F1-bank:

Indkomståret 2010:       2.606.191 kr.

Indkomståret 2011:       2.305.467 kr.

Indkomståret 2012:       1.967.240 kr.

Disse beløbsmæssige opgørelser er ikke omtvistet.

A oprettede kontoen den 2. april 2003, og kontoen har indtil 2013 været registreret under hans CPR-nummer (bilag C). A’s standpunkt er, at kontoen reelt tilhører foreningen, G1, og at overførslerne til de udenlandske konti dækker over overførsler fra herboende Y1-landere til pårørende i Y1-land. Overførslerne skete efter det oplyste til en bank i Y2-land. Det kan lægges til grund, at sagsøgeren var den eneste, der kunne råde over kontoen, og at det derfor var ham, der traf beslutning om overførslerne. Herefter blev pengene ifølge sagsøgerens advokat "afleveret hos de enkelte familier", jf. advokat Lars Peter Dams brev af 22. februar 2010 til Finanstilsynet (bilag D). Der foreligger ingen dokumentation for dette pengespor, og disse oplysninger bestrider Skatteministeriet derfor som udokumenterede.

Det må lægges til grund, at foreningen G1 blev stiftet den 20. december 2005, jf. foreningens vedtægter af 20. december 2005 (bilag 2, side 6) samt advokat Lars Peter Dams brev af 22. februar 2010 til Finanstilsynet (bilag D). Det i stævningen anførte om, at foreningen blev stiftet i 2003, bestrides derfor som udokumenteret. G1 er efterfølgende blevet registreret som en frivillig forening hos Erhvervsstyrelsen, med CVR-nummer …11, med start den 10. december 2010 (bilag E).

3. ANBRINGENDER

Til støtte for frifindelsespåstanden gør Skatteministeriet overordnet gældende, at A ikke har løftet bevisbyrden for, at han ikke er skattepligtig af de beløb, der er overført til hans konto i F1-bank i indkomstårene 2010-2012.

Det følger af statsskattelovens § 4, at al indkomst er skattepligtig, medmindre der foreligger en særlig undtagelse herfor.

A har i indkomstårene 2010-2012 været registreret som ejer af konto nr. X1, og han har som den eneste haft dispositionsret over kontoen. Der foreligger da heller ingen dokumentation for, at nogen anden end ham rent faktisk disponerede over kontoen.

Det er dermed A, der har bevisbyrden for, at han ikke har erhvervet ret til - og dermed ikke er skattepligtig af - de beløb, der indsættes på hans bankkonto, jf. f.eks. SKM2008.905.HR, UfR2009.163H, SKM2010.70.HR, SKM2015.633.ØLR og SKM2016.505.BR.

Det gøres gældende, at A ikke har løftet denne bevisbyrde.

A har således ikke dokumenteret, at han alene har formidlet penge fra Danmark til Y1-land.

Der mangler grundlæggende dokumentation fra sagsøgeren for, hvor pengene stammede fra. Dette gælder både for de kontante indsætninger og for kontooverførslerne. Der mangler også dokumentation for, hvem pengene er tilgået. Der foreligger således samlet set ikke en sådan objektiv dokumentation, der er nødvendig for, at sagsøgeren har løftet bevisbyrden for, at han ikke skal beskattes af de penge, der er tilgået hans konto, og som han alene kunne råde over.

Der foreligger ingen dokumentation for, at han alene fungerede som "formidler", herunder at han blev instrueret om, hvor pengene skulle føres hen.

For så vidt angår de kontante indbetalinger fremgår det af kontoudtogene, at der i 2010 blev foretaget kontante indbetalinger via posthuse til den omhandlede konto på 1.949.897 kr. Det vil sige, at ca. 75 pct. af indbetalingerne til kontoen i 2010 hidrørte fra kontante indbetalinger. Det fremgår endvidere af kontoudtoget, at de kontante indbetalinger generelt udgør store beløb på imellem 15.000 - 55.000 kr.

I 2011 blev der i alt foretaget kontante indbetalinger via posthuse og banker til den omhandlede konto på 1.956.116 kr.

Det betyder, at de kontante indbetalinger i 2011 udgør ca. 85 pct. af de samlede indbetalinger til kontoen. Det bemærkes endvidere, at indbetalingerne overvejende er store beløb på imellem 15.000 - 98.000 kr.

I 2012 blev der i alt foretaget kontante indbetalinger via banker på 1.528.000 kr. til kontoen. Det betyder, at de kontante indbetalinger i 2012 udgjorde ca. 78 pct. af indbetalingerne til kontoen. Indbetalingerne er endvidere udelukkende store beløb på imellem 35.000 - 94.000 kr.

For så vidt angår kontooverførslerne mangler der dokumentation for, hvor pengene blev overført fra.

A har ikke fremlagt kontoudtog/posteringsudskrifter fra de konti, der er overført midler fra, hvilket er nødvendigt for at dokumentere, hvor midlerne kommer fra. Det ville vel at mærke være ganske enkelt for A at skaffe sådan dokumentation, idet dette blandt andet kunne dokumenteres ved et udskrift af indbetalerens kontoudtog.

I forbindelse med sagens behandling hos Skatteankenævnet fremlagde A en liste med pengeoverførsler til den omhandlede konto (bilag 4).

Af listen fremgår de beløb, som foreningens medlemmer - ifølge listen indsatte på kontoen. Af listen fremgår ikke, hvilken valutaenhed beløbene er opgjort i, men i forbindelse med den administrative behandling af sagen ved SKAT, er det oplyst, at beløbene er opgjort i USD.

Skatteministeriet har sammenholdt et udvalg af posteringerne på listen (bilag 4) med kontoudtoget for kontoen (bilag B), men har ikke kunnet konstatere den fornødne sammenhæng mellem disse, blandt andet derved at beløbene på listen ikke stemmer overens med beløbene på kontoudtoget. Der er endvidere flere af navnene på listen, der ikke kan genfindes i kontoudtoget, mens der samtidig er navne på kontoudtoget, der ikke fremgår af listen.

Eksempelvis fremgår det af listen (bilag 4, side 1), at JF overførte 1.500 $, svarende til ca. 8.143,95 kr., den 3. oktober 2010, og at beløbet den 5. oktober 2010 blev overført til udlandet. Beløbet kan ikke genfindes i kontoudtoget.

Det fremgår endvidere (bilag 4, side 1), at JF samme dag overførte 150 $, svarende til ca. 815,85 kr., og at dette beløb blev overført til udlandet den 9. oktober 2010. Dette beløb kan heller ikke genfindes i kontoudtoget.

Det er heller ikke muligt at genfinde beløbene i kontoudtogene, såfremt beløbene lægges sammen, altså i alt ca. 8.958,80 kr.

Af kontoudtoget (bilag B, side 13) fremgår dog en indbetaling med posteringsteksten "JF", der er foretaget den 5. oktober 2010 på 2.847 kr. Såfremt det lægges til grund, at indbetalingen hidrører fra JF, stemmer beløbene ikke overens med det på listen anførte.

Af listen (bilag 4, side 20) fremgår endvidere, at IA overførte 850 $, svarende til ca. 4.621,37 kr., den 29. januar 2011, og at beløbet den 31. januar 2011 blev overført til udlandet. Det er dog ikke muligt at genfinde beløbet i kontoudtoget.

Det fremgår derudover af listen (bilag 4, side 20), at IA samme dag foretog to overførsler på 50 $ svarende til ca. 271,85 kr., samt en overførsel på 200 $, svarende til ca. 1.087,38 kr. Disse indbetalinger er heller ikke mulige at genfinde i kontoudtoget enkeltvis.

Det er endvidere ikke muligt at genfinde beløbene i kontoudtoget, såfremt alle fire beløb lægges sammen, altså i alt ca. 6.252,45 kr.

Det bemærkes dog, at IS - ifølge listen samme dag foretog to overførsler på henholdsvis 400 $ og 50 $, svarende til i alt ca. 2.446,61 kr. Ifølge listen har IS samme adresse som IA.

Af kontoudtoget (bilag B, side 19) fremgår, at IS har foretaget en indbetaling på 6.000 kr., der er modtaget på kontoen den 31. januar 2011. Dette stemmer imidlertid ikke overens med det på listen (bilag 4) anførte, uanset om indbetalingen, der fremgår af kontoudtoget, både vedrører indbetalingerne fra IA og KS, eller alene vedrører indbetalingerne fra IS.

Af listen (bilag 4, side 91) fremgår endvidere, at MD overførte 2.000 $, svarende til ca. 11.369,20 kr., den 19. april 2012, og at dette beløb blev overført til udlandet den 22. april 2012. Denne indbetaling er ikke mulig at genfinde i kontoudtoget.

Det har i det hele taget ikke været muligt for Skatteministeriet at genfinde de på listen anførte beløb i kontoudtoget for den omhandlede konto, og ovenstående er således blot eksempler på, at de på listen (bilag 4) anførte indbetalinger ikke kan genfindes på kontoudtoget for den omhandlede konto.

Herudover er det ikke alle indbetalere, som fremgår af kontoudtogene (bilag B), der fremgår af listen over indbetalinger. F.eks. er følgende indbetalere på kontoen ikke med på listen over overførsler:

27.10.10     "UF"

01.11.10     "LS"

13.01.11     "MN"

03.03.11     "KU"

På baggrund af ovenstående er det Skatteministeriets opfattelse, at der ikke er den fornødne sammenhæng mellem listen over indbetalere (bilag 4) og kontoudtoget for den omhandlede konto (bilag B).

Det gøres derfor gældende, at A ikke ved at have fremlagt listen over indbetalere (bilag 4) har dokumenteret, hvor indbetalingerne stammer fra.

A har fremlagt 20 underskrevne erklæringer fra tidligere indskydere i foreningen G1 (bilag 5). Erklæringerne indeholder dog ikke angivelser af, hvilke beløb der har været indsat, og på hvilket tidspunkt der har været overført midler til kontoen. Dertil kommer, at erklæringerne er udarbejdet til brug for denne skattesag, og Skatteministeriet er derfor af den opfattelse, at erklæringerne ikke kan tillægges bevismæssig vægt.

På baggrund af ovenstående gøres det således gældende, at det ikke er muligt at følge pengestrømmene forud for indbetalingerne på kontoen. A har således ikke dokumenteret, hvorfra indbetalingerne stammer - hverken hvad angår de kontante indsætninger eller kontooverførslerne.

Det gøres endvidere gældende, at det ikke er muligt at følge pengestrømmene ud af kontoen.

Der foreligger ingen dokumentation for, til hvem pengene er tilgået, og hvor mange penge de pågældende har modtaget, herunder at pengene - som hævdet - endte hos pårørende i Y1-land.

Dertil kommer, at der ikke er sammenhæng mellem de indbetalte og udbetalte beløb på kontoen. Det er således ikke muligt at kontrollere, om de enkelte beløb er tilgået de tiltænkte modtagere i Y1-land, som fremgår af listen (bilag 4).

A har således hverken fremlagt kontoudtog eller kvittering for overførsler mv., som er nødvendige for at dokumentere, hvor pengene er endt.

A har dermed ikke dokumenteret ejerforholdene til den eller de konti, som pengene er blevet overført til.

Til støtte for at A ikke har løftet bevisbyrden for, at han ikke har erhvervet ret til de beløb, der blev indsat på hans konto, henvises fra retspraksis særligt til SKM2016.505.BR, hvis faktiske omstændigheder minder ganske meget om den foreliggende sag.

I SKM2016.505.BR havde SKAT forhøjet skatteyderens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2006-2009 med i alt 11.811.803 kr., som var tilgået en række konti, som skatteyderen havde rådighed over, og som herefter var overført til udlandet.

Skatteyderen havde i sagen gjort gældende, at overførslerne til de udenlandske konti dækkede over overførsler fra herboende Y1-landere til pårørende i hjemlandet og i nabolandene, og at skatteyderen alene havde videreformidlet beløbene, hvilket skete igennem en forening.

Under sagen fremlagde skatteyderen to forskellige lister med navne over de personer, der angiveligt skulle have overført penge via skatteyderens konti. Ingen af de fremlagte lister indeholdt fuldstændige navne og adresser på de omhandlede personer. Det var derfor Skatteministeriets opfattelse, at det ikke herudfra var muligt at identificere de omhandlede personer.

Skatteministeriet fremhævede blandt andet, at der ikke var overensstemmelse mellem de af skatteyderen afgivne oplysninger eller de fremlagte lister og kontoudtogene fra de i sagen omhandlede konti. Det var heller ikke muligt ud fra indbetalingsteksten på kontoudtogene at identificere, hvem der havde indsat pengene på skatteyderens konto.

Retten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at de omhandlede beløb ikke skulle beskattes som skattepligtig indkomst, idet retten anførte følgende som begrundelse herfor:

"Efter bevisførelsen lægger retten til grund, at sagsøgeren - og kun sagsøgeren - har haft dispositionsret over de i sagen omhandlede, F1-bankkonti i F1-bank, F2-bank og F3-bank. Det er ubestridt, at et beløb svarende til det beløb, hvormed SKAT har forhøjet sagsøgerens skattepligtige indkomst, i den relevante periode er indsat på de pågældende konti, ligesom det er ubestridt, at det pågældende beløb i den relevante periode er overført til udlandet.

Under disse omstændigheder finder retten, at det påhviler sagsøgeren at godtgøre, at de pågældende beløb ikke skal beskattes hos ham som skattepligtig indkomst.

Efter en samlet vurdering af bevisførelsen finder retten ikke, at sagsøgeren har løftet denne bevisbyrden.

Retten lægger herved vægt på, at det alene er sagsøgeren, der har kunnet disponere over indeståenderne på de relevante konti. Uanset de meget betydelige beløb og det meget store antal posteringer har sagsøgeren ikke ført regnskaber eller på anden vis produceret bogføringsmateriale, som på objektiv vis kan underbygge hans forklaring. Sagsøgerens forklaring om, at han har handlet som led i aktiviteter i en forening, har ikke støtte i vedtægterne for den pågældende foreninger, ligesom der ikke er fremlagt regnskaber for den pågældende forening. Sagsøgerens aktiviteter for så vidt angår pengeoverførslerne har heller ikke været registreret i øvrigt.

Det kan ikke anses for dokumenteret, hvem der havde foretaget de enkelte indbetalinger, hvad indbetalingerne vedrører, eller hvorledes der er forholdt med beløbene efter overførslerne til udlandet. Sagsøgerens forklaring og de af ham fremlagte lister om indbetaling og overførsler er i vidt omfang ufuldstændige og stemmer i flere tilfælde ikke overens med de objektive konstaterbare forhold, som fremgår af de fremlagte kontoudtog." (mine understregninger)

Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

Rettens begrundelse og afgørelse

Sagsøgeren har i indkomstårene 2010-2012 været registreret som ejer af konto nr. X1, og han har som den eneste haft dispositionsret over kontoen

Der er i indkomstårene 2010-2012 indbetalt og overført følgende beløb på bankkontoen i F1-bank:

Indkomståret 2010:       2.606.191 kr.

Indkomståret 2011:       2.305.467 kr.

Indkomståret 2012:       1.967.240 kr.

Sagsøgeren har ikke dokumenteret, at han alene har formidlet penge fra Danmark til Y1-land. Der er ingen dokumentation for, hvor pengene stammede fra. Dette gælder både for de kontante indsætninger og for kontooverførslerne. Der er heller ikke dokumentation for, hvem pengene er sendt til.

Størstedelen af indbetalingerne på kontoen i de tre år er sket kontant. Det drejer sig om ganske betydelige beløb hver gang. Størstedelen er runde beløb på trods af, at de efter sagsøgeren blev indbetalt i danske kroner og udbetalt i amerikanske dollars.

Det er ubestridt, at der ikke er overensstemmelse mellem beløbene til modtagerne på sagsøgerens liste og kontoudtog, ligesom navnene heller ikke stemmer overens.

Der foreligger ikke en tilstrækkelig dokumentation, og sagsøgeren har derfor ikke løftet sin bevisbyrde for, at han ikke skal beskattes af de penge, der er indsat på omhandlede konto, og som han alene kunne råde over.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage skal sagsøgeren, A, til sagsøgte betale sagens omkostninger med 100.000 kr.