Parter
H1
(v/Adv. Svend Erik Holm)
Mod
Skatteministeriet
(v/Kammeradvokaten v/Adv. Steffen Sverke)
Afsagt af højesteretsdommerne
Lene Pagter Kristensen, Marianne Højgaard Pedersen, Poul Dahl Jensen, Michael Rekling og Jan Schans Christensen.
Sagens oplysninger og parternes påstande
Parterne har gentaget deres påstande.
Supplerende sagsfremstilling
H1 købte den 20. september 2002 anparterne i G2 for 377.582 kr. og købte den 1. oktober 2002 anparterne i G1 for 831.709 kr. og aktierne i G3 for 32.536.714 kr. I G2 og G1 blev der den 18. december 2002 foretaget kapitalforhøjelser på henholdsvis 21,5 mio. kr. og 21 mio. kr. De anskaffelsessummer for G2 og G1 på henholdsvis 21.877.582 kr. og 21.831.709 kr., der er oplyst i landsrettens sagsfremstilling, omfatter således både den oprindelige købesum og de efterfølgende kapitalforhøjelser.
Det er ubestridt, at H1’s køb og salg af aktierne og anparterne i de tre selskaber skete på markedsvilkår.
Højesterets begrundelse og resultat
Spørgsmålet i sagen er, om der ved opgørelsen efter den dagældende aktieavancebeskatningslov af H1’s tab ved salg af aktierne og anparterne i G1, G3 og G2 som anført af H1 alene skal ses bort fra kapitalforhøjelserne i G1 og G2, eller om der ved opgørelsen som anført af Skatteministeriet i det hele skal ses bort fra H1’s tab, der hidrører fra tabene på valutaterminsforretningerne i de tre selskaber.
Denne sag angår samme type skattearrangement som det, der forelå til pådømmelse i Højesterets dom af 11. juni 2014 (UfR 2014.2742) (SKM2014.422.HR). I arrangementet, som også havde samme formål som arrangementet i 2014-sagen, indgik som centralt element sambeskattede søsterselskaber i G5-koncernen, som parvis foretog modsatrettede valutaterminsforretninger, idet det ene selskab foretog en kortfristet valutaforretning i USD mod EUR, mens det andet datterselskab for stort set samme beløb foretog en valutaforretning i DKK mod USD. Til forskel fra situationen i 2014-sagen var et af de selskaber, der i denne sag led tab ved valutaterminsforretningen (G3), på forhånd kapitaliseret således, at det ikke var nødvendigt med en kapitalforhøjelse for at dække tabet.
Ligesom i 2014-sagen var valutaterminsforretningerne i denne sag i forhold til H1 uden nævneværdig økonomisk risiko og havde ingen forretningsmæssig begrundelse. Formålet med forretningerne var alene at påføre det ene af to søsterselskaber et tab, som modsvaredes af en gevinst af nogenlunde samme størrelse i det andet søsterselskab. Forretningerne var således tilrettelagt og blev også gennemført på en måde, som i realiteten var økonomisk neutral for H1.
Det var i 2014-sagen på forhånd planlagt, at det datterselskab, som led tab, skulle indfri sin gæld via en kapitaludvidelse (hvilket ville forøge aktiernes/anparternes anskaffelsessum for moderselskabet), således at kapitaludvidelsen kunne slå igennem som et tab på aktierne/anparterne i det pågældende selskab ved et salg inden for tre år efter erhvervelsen. Den måde, som valutaterminsforretningerne var tilrettelagt og gennemført på, betød således - i sammenhæng med sambeskatningsreglerne - at dispositionernes eneste formål og eneste virkning var at skabe et fradragsberettiget tab for moderselskabet efter reglerne i den dagældende aktieavancebeskatningslov.
I 2014-dommen dækkede kapitalforhøjelserne i datterselskaberne i det væsentlige tabene ved valutaterminsforretningerne, og fradragsret for forhøjelserne blev nægtet, fordi der ud fra en helhedsvurdering af arrangementet, herunder de samtidige modsatrettede gevinstgivende terminsforretninger i søsterselskaberne, ikke var tale om reelle tab på aktierne/anparterne i selskaberne med de tabsgivende terminsforretninger, men om tab, der var konstrueret alene med henblik på at opnå fradragsret.
Det følger af 2014-dommen, at sådanne konstruerede tab på aktierne/anparterne ikke er fradragsberettiget. Det er uden betydning herfor, om der foretages en kapitalforhøjelse i datterselskabet til dækning af tabene på terminsforretningerne, eller om datterselskabet med den tabsgivende terminsforretning på forhånd er kapitaliseret således, at det med egne midler kan dække tabet.
I 2014-sagen gjorde Skatteministeriet alene gældende - og fik medhold i - at der ved opgørelsen af anskaffelsessummerne skulle ses bort fra kapitalforhøjelserne. Kapitalforhøjelserne svarede som nævnt i det væsentlige til tabene på valutaterminsforretningerne, og denne afgrænsning af Skatteministeriets påstand i 2014-sagen afskærer ikke Skatteministeriet fra i den foreliggende sag at gøre gældende, at der i det hele skal ses bort fra tabene på terminsforretningerne i datterselskaberne.
På den baggrund tiltræder Højesteret, at der ved opgørelsen efter den dagældende aktieavancebeskatningslov af H1’s tab ved salget af aktierne og anparterne i G1, G3 og G2 i 2002 skal ses bort fra det tab, der hidrører fra tabene på valutaterminsforretningerne i de tre datterselskaber.
Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Landsrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal H1 betale 375.000 kr. til Skatteministeriet.
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.