Dato for udgivelse
11 Apr 2018 16:14
Til
Virksomheder beskæftiget med import af varer fra 3. lande
Ansvarlig styrelse
Toldstyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
72 22 12 12 - Toldstyrelsen
Resumé
Det præciseres, at det er den endelige fragtafregning mellem importøren og dennes transportør/speditør, der skal anvendes, når toldværdien justeres for udgifter til fragt. Det er også denne faktura, der skal fremlægges for SKAT, når det skal dokumenteres, at der er foretaget korrekt justering for transportomkostninger ved beregningen af varernes toldværdi.
I forbindelse med fortoldning af varer fra tredjelande til fri omsætning i EU skal der afgives en række oplysninger til brug for beregning af den korrekte told, herunder varernes toldværdi.
Toldværdien skal beregnes som foreskrevet i EU-Toldkodeks med tilhørende forordninger. Den primære metode kaldes transaktionsværdimetoden og tager sit udgangspunkt i den pris, som køber skal betale sælger for varerne, som herefter justeres for en række forhold for til sidst at udgøre varernes toldværdi.
En af de ting, alle importører skal forholde sig til ved beregningen af toldværdien, er eventuelle yderligere udgifter forbundet med handlen, herunder udgifter til fragt. Altså, er der ud over omkostningerne til sælger betalt separat for varernes transport fra leverandøren og frem til varernes bestemmelsessted i EU? Hvis det er tilfældet, skal det fastlægges, hvor stor en del af disse omkostninger, der skal medregnes i toldværdien.
EU-Domstolen har i efteråret 2017 forholdt sig til den situation, hvor en speditør har benyttet flere transportører til at fragte varer fra tredjeland til en kunde hjemmehørende i EU. Ved beregning af toldværdien blev speditørens faktura fra transportøren lagt til grund for tillægget. Det betyder, at speditørens avance blev holdt uden for toldværdien.
Domstolen udtaler, at "Begrebet "transportomkostninger" omfatter det tillæg, som speditøren har faktureret importøren, og som svarer til denne speditørs fortjeneste og omkostninger i forbindelse med dennes organisering af transporten af de indførte varer til Den Europæiske Unions toldområde."
På den givne foranledning skal det præciseres, at det således er den endelige fragtafregning mellem importøren og dennes transportør/speditør, der skal anvendes, når toldværdien justeres for udgifter til fragt. Det er også denne faktura, der skal fremlægges for SKAT, når det skal dokumenteres, at der er foretaget korrekt justering for transportomkostninger ved beregningen af varernes toldværdi.
Du kan læse mere om indførselssted og transportomkostninger i Den Juidiske Vejledning, afsnit F.A.10.3. Afsnittet kan findes på SKATs hjemmeside data.aspx?oid=2229700&chk=214955