Dato for udgivelse
30 jan 2018 10:00
Til
Virksomheder registreret for elafgift efter lov om afgift af elektricitet, der kan påvirkes af denne lovændring.
Sagsnummer
18-0113655
Ved spørgsmål, kontakt
Punktafgifter - 72 22 28 10
Resumé

Folketinget har vedtaget en lovændring af elafgiftsloven Lov nr. 1049 af 12. september 2017. Lovændringen består i, at man fra den 1. april 2018 afskaffer den timebaserede afgiftsfritagelse, der hidtil har gældt for VE-anlæg på over 6 kW. Ændringen gælder kun elektricitet produceret på VE-anlæg, men vil påvirke forskelligt afhængigt af, hvilken størrelse anlæg der produceres på. Mere og øvrig information om lovændringen beskrives i nyhedsbrevet.


Folketinget har vedtaget en lovændring af elafgiftsloven Lov nr. 1049 af 12. september 2017. Lovændringen består i, at man fra den 1. april 2018 afskaffer den timebaserede afgiftsfritagelse, der hidtil har gældt for VE-anlæg på over 6 kW. Ændringen gælder kun elektricitet produceret på VE-anlæg, men vil påvirke forskelligt afhængigt af, hvilken størrelse anlæg der produceres på.

Producerer I på VE-anlæg over 6 kW?

Hvis jeres energiproduktion sker på VE-anlæg på over 6 kW, betyder det, at I ikke vil kunne nettoafregne på timebasis fra den 1. april 2018. I stedet skal I øjebliksafregne ved at logge på skat.dk/tastselverhverv.

Øjebliksafregning medfører, at I ikke længere kan trække den elektricitet, I sælger til det kollektive elnet, fra den elektricitet, I henter fra det kollektive elnet. I skal derfor betale elafgift på elektricitet købt på det kollektive elnet på almindelige vilkår. I skal fortsat indberette via TastSelv Erhverv som I plejer efter de satser, der gælder for 2018.

Producerer I på VE-anlæg op til 6 kW?

Hvis jeres energiproduktion sker på anlæg på op til 6 kW, vil ændringen først påvirke jer fra den 19. oktober 2032. Indtil da kan I nettoafregne på timebasis som nu via TastSelv Erhverv. Det samme gælder VE-anlæg, der er omfattet af den midlertidige årsbaserede afgiftsfritagelse efter gældende regler i elafgiftsloven.

Øvrig information om lovændringen

  • Fra den 1. januar 2018 har man lukket for tilgangen af nye VE-anlæg på timebaseret afgiftsfritagelse.

  • Reglerne om fritagelse for elafgift af egenproduceret elektricitet, der forbruges direkte, ændres ikke. Den elektricitet der produceres og som ikke lagres på det kollektive elnet inden forbrug, vil således med øjebliksafregning fortsat være fritaget for betaling af elafgift med mere.

  • Netselskaberne skal til og med den 31. marts 2018 følge de hidtil gældende regler om afgiftsfritagelse i elafgiftsloven § 2, stk. 3 og 4.

Har I spørgsmål?

I kan læse mere om reglerne på retsinformation.dk i Lov nr. 1049 af 12. september 2017. I kan også ringe til os på 72 22 28 10.

Venlig hilsen

SKAT