Dato for udgivelse
23 jan 2018 13:31
Til
virksomheder beskæftiget med bilafgifter
Sagsnummer
17-1391989
Ansvarlig styrelse
Motorstyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
72 22 18 18
Resumé

Status på implementering af Bilpakken (L4)


Status på implementering af Bilpakken, L4

Den 16. november udsendte vi et nyhedsbrev om Bilpakken.

Ændringerne i registreringsafgiftsloven, som følge af Bilpakken, medfører, at der skal foretages betydelige ændringer i Motorregistret. Der er ikke blot tale om opdatering af satser mv., men også implementering af nye regler om bl.a. genberegning af afgiften for udlejningskøretøjer samt afskaffelse af reglen om, at den afgiftspligtige værdi for brugte køretøjer ikke kan overstige værdien som nyt (§10, stk. 2).

Ser man på det rent tekniske i implementeringen, er der tale om ændringer, som indbyrdes påvirker hinanden, hvorfor systemændringerne nødvendigvis skal ske i en bestemt rækkefølge for at sikre korrekte slutresultater.

Som følge disse ændringer skal SKAT desuden foretage en manuel omberegning af ca. 25.000 ekspeditioner.

SKAT arbejder naturligvis på at implementere ændringerne hurtigst muligt og med mindst mulig gene for brugerne af Motorregistret. Dog er det samtidigt et væsentligt hensyn at sikre, at alle ændringer foretages korrekt.

Det er SKATs forventning, at tilbagebetaling eller efteropkrævning af afgift som følge af omberegning for langt de fleste køretøjer kan være gennemført i første kvartal 2018.

Status på implementeringen er følgende:

Lempelser af registreringsafgiften

  • Motorregistret er opdateret med de ændrede satser for skalaknæk, fradrag, tillæg for brændstoføkonomi osv. fra og med den 17. november 2017. 
  • De særlige beregningsregler for brændstoføkonomi for veteranbiler forventes implementeret ved næste release til Motorregistret, den 30. januar 2018.

Leasingstramninger

For at kunne isolere de køretøjer, der er omfattet af de nye regler om genberegning, er der oprettet et nyt menupunkt i menuerne "Registrering/Anvendelse":

Skal køretøjet anvendes til udlejning mv.? ja/nej

Der er samtidig oprettet to nye klausuler:

  • 410 Udlejningskøretøjer mv.

  • 411 Udlejningskøretøjer mv. - Genberegnet.

Det sikres samtidig, at der ikke kan tilknyttes en leasingaftale til et køretøj, hvis ikke klausul 410 samtidig er tilknyttet køretøjet. Klausul 411 sættes automatisk på køretøjer, der genberegnes.

Der arbejdes på en løsning, hvor forhandlerne selv får mulighed for at indsætte klausul 410 "Udlejningskøretøj", hvor dette ikke har kunnet lade sig gøre i perioden 3. oktober til 16. november 2017. I hastende tilfælde kan SKATs Motorcenter kontaktes. Det forventes, at klausulen indsættes automatisk for leasingkøretøjer og køretøjer med tilladelsen "udlejning uden fører" (som ikke er valutaudlejningskøretøjer). Løsningerne forventes i drift fra og med den 30. januar 2018.

For andre køretøjer (fx demo- og værkstedsbiler) bedes den enkelte forhandler indsende en liste (XML fil) med de stelnumre, hvor SKAT skal indsætte klausul 410 "Udlejningskøretøj mv. Materialet kan sendes til motorcenter@skat.dk.

Genberegning efter 4 måneder

Facilitet til at kunne håndtere det nye krav om genberegning af udlejningskøretøjer  "Genberegning - Udlejningskøretøjer mv." - er implementeret den 28. december 2017. For registrerede forhandlere vil evt. regulering ske via månedsangivelsen.

Når en genberegning er gennemført, sendes der automatisk et kvitteringsbrev til virksomhedens meddelelsesarkiv. Der arbejdes på en løsning, hvor der ca. 1 måned før 4 måneders perioden udløber, vil blive udsendt et påmindelsesbrev, ligesom der efter periodens udløb udsendes et rykkerbrev, såfremt genberegningen ikke er gennemført. Løsningen forventes i drift fra den 30. januar 2018.

Det har vist sig, at nogle genberegninger af leasingkøretøjer desværre ikke er korrekte (rentesats forkert). Den fejl forventes løst ved releasen til Motorregistret den 30. januar 2018.

For de køretøjer, der er omfattet af genberegningsreglerne, men som allerede er ejerskiftet skal forhandlerne indsende materiale, der dokumenterer den nye handelspris, til Motorcentret. SKAT vil herefter sørge for genberegningen. Materialet kan sendes til motorcenter@skat.dk.

I det tidligere udsendte spørgsmål/svar katalog (jf. nyhedsbrev af 20. december 2017) er det tilkendegivet, at leasingkøretøjer med en leasingaftale på under 4 måneder, ikke vil være omfattet af reglerne om genberegning. Dette er desværre ikke helt fyldestgørende. Også disse køretøjer registreres som "Udlejningskøretøjer mv." med en klausul 410. For at fjerne denne klausul og dermed genberegningskravet skal genberegningsprocessen gennemføres. Dette fører ikke til en egentlig genberegning, men alene en værditabsberegning.

Der udsendes snarest et separat nyhedsbrev til leasingselskaber om Bilpakken.

Omberegning

Registreringsafgiften vil blive omberegnet med de vedtagne ændringer af satser, tillæg, fradrag mv. For køretøjer, for hvilke der er betalt afgift efter de gældende regler, omberegnes afgiften efter de nye regler, og en eventuel difference udbetales eller efteropkræves.

Arbejdet med udsøgning af de pågældende ekspeditioner fra 3. oktober til 16. november 2017 er påbegyndt.

De først omberegninger forventes gennemført i februar 2018. Der er planen at langt de fleste tilbagebetalinger vil være gennemført inden udgangen af første kvartal 2018.

Efteropkrævning af for meget udbetalt eksportgodtgørelse forventes udsendt i marts/april 2018.

For registrerede forhandlere, herunder leasingvirksomheder sker reguleringerne via månedsangivelsen. Der udsendes samtidig et brev om hver enkelt omberegning.

Andre ændringer

Ændringen om at den oprindelige nyværdi ikke længere kan anses som en maksimumværdi for en brugt bil (§ 10, stk. 2), forventes implementeret den 30. januar 2018.  Ændringen om, at § 10, stk. 2 stadig skal gælde for importerede biler samt biler der indregistreres efter genopbygning (totalskade) forventes dog først implementeret i marts 2018.

Ændringerne i beregningen af afgiften for veteranbiler (omhandler også lovforslag L18) forventes implementeret i februar 2018. L18 betyder, at den afgiftspligtige værdi af et veterankøretøj, det vil sige et køretøj, som er mere end 35 år gammelt, og som fremtræder som ved første registrering, fastsættes til køretøjets almindelige pris, indbefattet merværdiafgift men uden registreringsafgift, ved salg til bruger her i landet, dog maksimalt 40 pct. af køretøjets nypris, indbefattet merværdiafgift men uden registreringsafgift.

Offentliggørelse af afgiftsoplysninger

Offentliggørelse af afgiftsoplysninger forventes i drift i 2. kvartal 2018.

Opkrævning af nye periodiske afgifter

Opkrævning af nye periodiske afgifter sker med virkning fra den 1 juli 2018.

L210 - Gasbiler

De ændrede beregningsregler for omberegning af gasforbrug til benzinforbrug eller dieselforbug (plug-in-hybrid biler) forventes implementeret i februar 2018.