Dato for offentliggørelse
05 Jan 2017 14:02
Tidsfrist for afgivelse af høringssvar
20 Jan 2017 10:11
Kontaktperson
Helge H Svendsen
Myndighed
SKAT, Jura
Sagsnummer
16-1752424
Dokument type
Udkast til styresignal
Overordnede emner
Afgift
Emneord
Fritagelse, alkohol, denaturering
Status
Offentliggjort
SKM-nr
SKM2017.57.SKAT: Ny formel til fuldstændig denaturering af alkohol - styresignal
Resumé

Fra 1. august 2017 ændres formlen for fuldstændig denaturering af alkohol i henhold til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1867 af 20. oktober 2016. Styresignalet indeholder overgangsregler vedrørende fuldstændig denatureret alkohol, som er fremstillet eller modtaget inden den 1. august 2017.

Reference(r)

Rådets direktiv 92/83/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer, artikel 27, stk. 1, litra a.

Spiritusafgiftslovens § 15, stk. 1, nr. 1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2016-2, afsnit E.A.3.1.8.1 Kort om afgiftsfritagelse

 

Henvisning

Den juridiske vejledning 2016-2, afsnit E.A.3.1.8.2 Denatureret sprit

Høringsparter
Høringsliste Moms.docx

1. Sammenfatning

Fra 1. august 2017 ændres formlen for fuldstændig denaturering af alkohol i henhold til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1867 af 20. oktober 2016.

Alkohol, der er denatureret efter den denatureringsprocedure, som er beskrevet i afsnittet "I. Denatureringsprocedure, der anvendes i alle medlemsstater" i bilaget til Kommissionens forordning (EF) Nr. 3199/93 af 22. november 1993, og som er fremstillet inden den 1. august 2017, kan sælges afgiftsfrit, så længe lager haves.

Alkohol, der er denatureret efter en af de denatureringsprocedurer, som er beskrevet i afsnittet "II. Yderligere denatureringsprocedurer, som anvendes i visse medlemsstater" i bilaget til Kommissionens forordning (EF) Nr. 3199/93 af 22. november 1993, og som er modtaget i Danmark inden den 1. august 2017, kan sælges afgiftsfrit til og med den 31. januar 2018.

2. Baggrund og problemstilling

Fra 1. august 2017 gives der afgiftsfritagelse for alkohol, som pr. hektoliter absolut ethanol tilsættes følgende stoffer:

Pr. hektoliter absolut ethanol tilsættes følgende stoffer:

  • 1,0 liter isopropylalkohol (IPA)
  • 1,0 liter methylethylketon (MEK)
  • 1,0 gram denatoniumbenzoat.

Denatureringsproceduren er fælles for alle medlemsstater og anvendes fra den 1. august 2017.

Fuldstændig denatureret alkohol sælges blandt andet som husholdningssprit i detailhandelen.

3. Regelgrundlaget

Hjemlen til at fritage fuldstændig denatureret alkohol for punktafgift findes i art. 27, stk. 1, litra a, i Rådets direktiv 92/83/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer. Hjemlen er implementeret i spiritusafgiftslovens § 15, stk. 1, nr. 1

Kommissionen har i forordning (EF) Nr. 3199/93 af 22. november 1993 om gensidig anerkendelse af fremgangsmåderne for fuldstændig denaturering af alkohol med henblik på fritagelse for punktafgift fastsat nærmere regler om denaturering, herunder i et bilag fastlagt, hvilke denatureringsprocedurer der anvendes i de enkelte medlemsstater vedrørende fuldstændig denaturering af alkohol.

Ved gennemførelsesforordning (EU) 2016/1867 af 20. oktober 2016 har Kommissionen ændret bilaget til ovennævnte forordning, så der fra 1. august 2017 udelukkende findes én fælles fremgangsmåde for denaturering, som anvendes i alle medlemsstater vedrørende fuldstændig denatureret alkohol.

4. SKATs opfattelse

For at alkohol kan fritages for afgift i henhold til art. 27, stk. 1, litra a, i Rådets direktiv 92/83/EØF af 19. oktober 1992, som er implementeret i spiritusafgiftslovens § 15, stk. 1, nr. 1, skal alkoholen være fuldstændig denatureret. Fra 1. august 2017 er formlen for fuldstændig denaturering af alkohol ændret ved gennemførelsesforordning (EU) 2016/1867 af 20. oktober 2016.

Uanset at en forordning er almengyldig og bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat, indeholder gennemførelsesforordning (EU) 2016/1867 af 20. oktober 2016 ikke overgangsregler vedrørende beholdninger af denatureret alkohol, som er fremstillet eller modtaget i Danmark inden den 1. august 2017.

Disse overgangsregler har SKAT derfor fastsat således:

Alkohol, der er denatureret efter den denatureringsprocedure, som er beskrevet i afsnittet "I. Denatureringsprocedure, der anvendes i alle medlemsstater" i bilaget til Kommissionens forordning (EF) Nr. 3199/93 af 22. november 1993, og som er fremstillet inden den 1. august 2017, kan sælges afgiftsfrit, så længe lager haves.

Alkohol, der er denatureret efter en af de denatureringsprocedurer, som er beskrevet i afsnittet "II. Yderligere denatureringsprocedurer, som anvendes i visse medlemsstater" i bilaget til Kommissionens forordning (EF) Nr. 3199/93 af 22. november 1993, og som er modtaget i Danmark inden den 1. august 2017, kan sælges afgiftsfrit til og med den 31. januar 2018.

5. Gyldighed

Indholdet af dette styresignal vil blive indarbejdet i Den juridiske vejledning 2018-1, afsnit E.A.3.1.8.2 Denatureret sprit. Styresignalet ophæves pr. 31. januar 2018, hvor overgangsperioden udløber for afgiftsfrit at sælge alkohol, der er denatureret efter en af de denatureringsprocedurer, som er beskrevet i afsnittet "II. Yderligere denatureringsprocedurer, som anvendes i visse medlemsstater" i bilaget til Kommissionens forordning (EF) Nr. 3199/93 af 22. november 1993.