Dato for offentliggørelse
19 apr 2016 10:05
Tidsfrist for afgivelse af høringssvar
16 maj 2016 12:00
Kontaktperson
Marianne Busk Bouraima
Myndighed
SKAT, Jura
Sagsnummer
16-0332611
Dokument type
Udkast til styresignal
Overordnede emner
Skat
Emneord
Personbeskatning, tilbagefordeling, underholdsbidrag, børnebidrag, ægtefællebidrag, særlige bidrag
Status
Offentliggjort
SKM-nr
SKM2016.246.SKAT: Ændring af praksis - tilladelse til tilbagefordeling af børne- og ægtefællebidrag mv. - styresignal
Resumé

SKAT ændrer med dette styresignal sin praksis for tilladelse til tilbagefordeling således, at der også kan gives tilladelse til tilbagefordeling til de indkomstår, som børne- og ægtefællebidragene vedrører, når betalingen først sker i et senere indkomstår. Tilsvarende gælder for de særlige børnebidrag i anledning af konfirmation og dåb.

Reference(r)

Ligningsloven §§ 10 og 11

Henvisning

Den juridiske vejledning 2016-1, afsnit C.A.3.1.1.2 Beskatningstidspunktet

 

Henvisning

Den juridiske vejledning 2016-1, afsnit C.A.9.2 Diverse indtægtsarter

Høringsparter
Høringsliste SKAT.docx

Sammenfatning

SKAT har efter hidtidig praksis ikke givet tilladelse til tilbagefordeling i situationer, hvor der er erhvervet ret til et underholdsbidrag til børn eller tidligere ægtefælle i et eller flere tidligere indkomstår, men hvor betalingen af bidraget først sker i et senere indkomstår. Det betalte beløb har i denne situation hidtil skullet beskattes på betalingstidspunktet. Se ligningslovens §§ 10 og 11.

SKAT ændrer med dette styresignal sin praksis for tilladelse til tilbagefordeling således, at der også kan gives tilladelse til tilbagefordeling til de indkomstår, som børne- og ægtefællebidragene vedrører, når betalingen først sker i et senere indkomstår. Tilsvarende gælder for de særlige børnebidrag i anledning af konfirmation og dåb. De øvrige betingelser for tilbagefordeling, som de er beskrevet i Den juridiske vejledning, afsnit C.A.3.1.1.2, skal være opfyldt, herunder at fristen for anmodning om tilbagefordeling er overholdt.

Den nye praksis har virkning for betalinger af børne- og ægtefællebidrag og særlige børnebidrag i anledning af konfirmation og dåb sket efter offentliggørelsen af dette styresignal. Styresignalet har derudover virkning for betalinger af børne- og ægtefællebidrag mv. sket i 2015 og 2016.

I sager, hvor der er givet afslag på tilladelse til tilbagefordeling af beløb betalt i indkomståret 2013 og frem til offentliggørelsen af dette styresignal, vil der kunne ske fornyet behandling af anmodningen og gives tilladelse til tilbagefordeling i det omfang, betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Baggrund og problemstilling

Underholdsbidrag til en tidligere ægtefælle, der har karakter af periodiske underholdsbidrag, skal regnes med til dennes skattepligtige indkomst.

Børn er selvstændigt skattepligtige. Se kildeskattelovens § 5, stk. 1. Børn skal derfor som udgangspunkt beskattes af deres indtægter. Det gælder uanset deres alder og uanset, om de er hjemmeboende eller ej. Børn beskattes dog kun af underholdsbidrag udover det normalbidrag, som fastsættes af Socialministeren. For så vidt angår de særlige bidrag i anledning af konfirmation og dåb beskattes disse ikke i det omfang, bidragene ikke overstiger for dåb én gang det månedlige normalbidrags grundbeløb og for bidrag i anledning af, at barnet når konfirmationsalderen, tre gange det månedlige normalbidrags grundbeløb.

Underholdsbidrag beskattes i betalingsåret under forudsætning af, at bidraget forfalder til betaling i dette år. Hvis et bidrag vedrører to indkomstår, skal det derfor beskattes i det indkomstår, hvor bidraget bliver betalt.

Det betyder, at i en situation hvor der er erhvervet ret til et underholdsbidrag til børn eller tidligere ægtefælle i et eller flere tidligere indkomstår, men hvor betalingen heraf først sker i et senere indkomstår, skal det betalte beløb beskattes på betalingstidspunktet.

Beskatningen på betalingstidspunktet kan fx medføre, at børn under 18 år eller ægtefæller kan få en restskat eller større skat til betaling som følge af, at bidragsyderen ikke har betalt det skyldige børne- eller ægtefællebidrag rettidigt. Børn, som er fyldt 18 år på betalingstidspunktet for et bidrag, kan få en restskat eller større skat til betaling, ligesom det kan få nogle uheldige konsekvenser for andre ydelser, som fx SU.

Hvis skatteyderen anmoder om det, kan SKAT efter praksis og under nærmere angivne betingelser give tilladelse til tilbagefordeling af indkomstskattepligtige indtægter fra det år, hvor indtægterne er retserhvervet til de år, som de vedrører. Se nærmere om betingelserne for tilbagefordeling i Den juridiske vejledning, afsnit C.A.3.1.1.2. Formålet med tilbagefordelingsreglerne er at rette op på situationer, hvor beskatning af indkomst, der vedrører tidligere indkomstår, på retserhvervelsestidspunktet ville føre til et urimeligt resultat, fx efter en årelang retstvist om kravet.

SKAT har efter hidtidig praksis ikke givet tilladelse til tilbagefordeling i en situation, hvor der er erhvervet ret til et underholdsbidrag til børn eller tidligere ægtefælle i et eller flere tidligere indkomstår, men hvor betalingen af bidraget først sker i et senere indkomstår. Det betalte beløb har i denne situation skullet beskattes på betalingstidspunktet uden mulighed for tilbagefordeling. Se ligningslovens §§ 10 og 11.

Ny praksis

Det er SKATs opfattelse, at hensynet bag praksis om tilladelse til tilbagefordeling tilsiger, at SKATs praksis for tilladelse til tilbagefordeling bør ændres således, at den også omfatter børne- og ægtefællebidrag, herunder særlige børnebidrag i anledning af dåb eller konfirmation.

Fremadrettet vil SKAT derfor give tilladelse til tilbagefordeling til de indkomstår, som indkomsten vedrører i situationer, hvor der er erhvervet ret til et underholdsbidrag til børn eller tidligere ægtefælle i et eller flere tidligere indkomstår, men hvor betalingen af bidraget først sker i et senere indkomstår. Tilladelsen kan gives, hvis de øvrige betingelser for tilbagefordeling er opfyldt. Betingelserne bygger på betingelserne for tilbagefordeling, som de er beskrevet i Den juridiske vejledning, afsnit C.A.3.1.1.2. Heraf følger bl.a., at:

  1. Anmodning om tilbagefordeling skal være indgivet inden udgangen af det kalenderår, der følger efter det indkomstår, hvor udbetaling/endelig retserhvervelse har fundet sted.
  2. Ansøgeren skal godtgøre, at indtægten vedrører de indkomstår, hvortil den ønskes henført til beskatning.
  3. Skattemyndighederne må ikke give tilladelse til at udskyde beskatning af en indtægt til et senere indkomstår end det år, hvor indtægten efter gældende regler skal medregnes til den skattepligtige indkomst.
  4. Tilbagereguleringen skal være af væsentlig økonomisk betydning for ansøgeren.

Der skal beregnes procenttillæg og løbende renter af den restskat, der opstår ved tilbagefordelingen.

Der kan ikke gives tilladelse til tilbagefordeling af indkomst, hvis det indkomstår, beløbet vedrører, er forældet efter den 10-årige forældelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4.

Styresignalets virkning

Styresignalet træder i kraft ved offentliggørelsen.

Styresignalet har virkning for betalinger af børne- eller ægtefællebidrag, herunder særlige børnebidrag i anledning af dåb eller konfirmation sket efter offentliggørelsen af dette styresignal. Styresignalet har derudover virkning for betalinger af børne- og ægtefællebidrag mv. sket i 2015 og 2016, da den almindelige frist for indgivelse af anmodning om tilbagefordeling endnu ikke er udløbet, jf. betingelse a.

Styresignalet tillægges desuden virkning i sager om afslag på tilladelse til tilbagefordeling af beløb betalt i indkomståret 2013 og frem til offentliggørelsen af dette styresignal. I disse sager vil der således kunne ske fornyet behandling og gives tilladelse til tilbagefordeling i det omfang, betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt, herunder eksempelvis betingelsen om, at anmodning om tilbagefordeling skal være indgivet inden udgangen af det kalenderår, der følger efter det indkomstår, hvor betaling af bidraget har fundet sted.

Eksempel: En forælder skylder et børnebidrag for 2011 og 2012. Forælderen betaler det skyldige børnebidrag i 2013. På vegne af barnet anmoder den anden forælder i 2014 om tilbagefordeling af det betalte bidrag fra 2013 til indkomstårene 2011 og 2012. Barnet har fået afslag fra SKAT, da der efter dagældende praksis ikke kunne gives tilladelse til tilbagefordeling. Barnet kan med den nye praksis nu få tilbagefordelt bidraget til 2011 og 2012, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

SKAT vil så vidt mulig på eget initiativ udsøge sagerne og kontakte borgere, der har fået afslag på tilbagefordeling for betalinger sket i indkomståret 2013 og frem til offentliggørelsen af dette styresignal. Skatteydere, der har sager, som de mener, er omfattet af styresignalet, kan endvidere anmode SKAT om fornyet behandling og tilbagefordeling med henvisning til dette styresignal.

Henvendelse til SKAT om fornyet behandling af et afslag på anmodning om tilbagefordeling skal være sket senest ét år efter offentliggørelsen af dette styresignal på SKATs hjemmeside.

Henvendelse om tilbagefordeling af børne- og ægtefællebidrag kan ske til SKAT:

  • Skattecenter Haderslev, Christian X's Vej 22, 6100 Haderslev eller
  • www.skat.dk , gå ind i TastSelv - Kontakt - Send e-mail - Mail/kontakt SKAT, Emne vælg - Skat - ændringer (2011 og før) ekstraordinær genoptagelse.

Genoptagelse efter skatteforvaltningsloven

Konsekvensen af tilbagefordeling er, at skatteansættelserne for de indkomstår, beløbet vedrører, bliver genoptaget i overensstemmelse med skatteforvaltningslovens regler.

Ophævelse

Styresignalet vil blive indarbejdet i Den juridiske vejledning 2016-2, som offentliggøres i juli 2016. Styresignalet bortfalder 1 år efter offentliggørelsen af styresignalet på SKATs hjemmeside http://www.skat.dk.