Med lov om ændring af tinglysningsloven, retsplejeloven og konkursloven (pant og udlæg i andelsboliger mv.), jf. lov nr. 216 af 31. marts 2004, blev der ikke i tinglysningsloven indsat nogen forældelsesregel vedrørende rettigheder tinglyst i andelsboligbogen, således som det skete med TL § 42g, stk. 2, da reglerne om bilbogen blev indført i 1993.
Ændringsloven, jf. lov nr. 216 af 31. marts 2004, resulterede dog i en ændring af RPL § 526, stk. 5, hvorefter reglerne i stk. 1-4 ud over ikke at finde anvendelse på udlæg i biler mv., som skal tinglyses efter reglerne i tinglysningslovens kap. 6a, heller ikke finder anvendelse på udlæg i andele i andelsboligforeninger mv., der skal tinglyses efter reglerne i tinglysningslovens kap. 6b. Bestemmelsen i stk. 4, hvorefter udlæg i løsøre som udgangspunkt bortfalder 1 år efter foretagelsen, finder således ikke anvendelse på udlæg tinglyst i andelsboligbogen.
Udlæg i andele i andelsboligforeninger mv. må således forældelsesretligt formentlig behandles efter de samme regler, som gælder for udlæg i fast ejendom. Se herom nærmere i afsnit G.8.8.