Klagen skyldes, at selskabsligningen ikke har godkendt fradrag for selskabets underskud.

Selskabet har ikke godkendt fradrag for underskud på 660.918 kr.

Landsskatteretten stadfæster selskabsligningens afgørelse.

Selskabet er et tysk indregistreret selskab med hjemsted på kontorhotel i Tyskland. Selskabet er stiftet i 1997.

Selskabet er ejet af B A/S. Moderselskabet ejer en række datterselskaber, hvormed det er sambeskattet, herunder også selskabet A GmbH.

B A/S ejes af C og D.

I indkomståret 1997 har der ikke været nogen aktivitet i selskabet A GmbH. Selskabet er indgået i sambeskatningen med moderselskabet fra indkomståret 1998 (1. maj 1997 – 30. april 1998), hvilket år selskabet erhvervede en båd fra værft i Canada med henblik på videresalg. Den erhvervede båd blev hjemtransporteret den 16. marts 1998. Bådens anskaffelsespris er i regnskabet for 1997/1998 angivet til 1.915.753 DM med en tilgang i 1998/1999 på ca. 300.000 DM.

Selskabet blev eneforhandler af både fra værftet i Canada, og der blev i den forbindelse udarbejdet businessplan med tilhørende budget samt aktionsplan. Af budgettet fremgår det, at selskabet forventede at sælge 1 båd i 1998/1999, 2 både i 1999/2000 og siden 3 både om året. Af budgettet fremgår, at der blev forventet et resultat før afskrivninger i 1998/1999 på 147.000 DM og et resultat før afskrivninger i 1999/2000 på 212.000 DM.

Der er ingen ansatte i selskabet, men D administrerer selskabet ulønnet, ligesom D fungerede som skipper på selskabets båd.

I indkomståret 2000 blev den nævnte båd solgt til moderselskabets hovedaktionærer. Båden blev således solgt den 31. maj 1999 for 6.000.000 kr. (1.578.387 DM). Salget af båden skete efter forudgående vurdering fra E, der i erklæring af 9. maj 1999 angiver, at båden som besigtiget den 29. april 1999 har en handelsværdi på ca. 6.000.000 kr., hvis visse angivne fejl rettes. Båden havde ved besigtigelsen sejlet 133 timer. Af bådens logbog fremgår det, at båden havde sejlet 65 timer ved ankomsten den 16. marts 1998 og 142 timer den 23. maj 1999. Sejladsen omfatter ifølge logbogen diverse ture med køberemner samt sejlads til og fra bådudstillinger.

Efter salget af båden har selskabet været uden aktivitet.

I indkomstårene 1998-2002 har selskabet opgjort den skattepligtige indkomst, der indgår i sambeskatningen, således:

Selskabsligningens afgørelse

Selskabsligningen har ikke godkendt fradrag for underskud på 660.918 kr.

Den etablerede aktivitet i selskabet kan ikke anses for erhvervsmæssig i skattemæssig forstand. Derfor kan selskabet ikke skattemæssigt fratrække afholdte udgifter, herunder tab på båden, i den skattepligtige indkomst og som følge heraf ej heller i sambeskatningsindkomsten.

Ved afgørelsen er der lagt vægt på, at det ved købet af båden ikke kunne påregnes, at denne kunne sælges med fortjeneste, der oversteg de afholdte udgifter, eller at købet kunne danne baggrund for etablering af et agentur for det canadiske værft, der gav mulighed for en rentabel drift. Endvidere er der lagt vægt på, at der ikke blev ansat lønnet personale eller etableret et kontor eller anden form for egentlig salgsorganisation. Tilsvarende blev der ikke etableret en egentlig erhvervsmæssig finansiering af selskabets virksomhed. Den eneste finansiering var moderselskabets udlæg af alle omkostninger, herunder betaling for båden. Båden blev da også efterfølgende solgt til hovedaktionærerne i moderselskabet med et betydeligt tab.

Det kan ikke anerkendes, at den forholdsvis moderate stigning i dollar-kursen på under 10 % fra bestillingen af båden til salget af samme skulle ændre forudsætningerne for at etablere en virksomhed.

Da renteudgifterne er afholdt i anledning af moderselskabets finansiering af indkøb af båden og udlæg vedrørende afholdte omkostninger, kan de udgiftsførte renter ikke fratrækkes selvstændigt.

Båden har i praksis i hele perioden været stillet til rådighed for moderselskabets hovedaktionærer, C og D. Aktionærerne havde allerede i 1996 købt en grund ved vandet med henblik på bebyggelse og allerede i efteråret 1996 anskaffet en bådebro til 330.000 kr. Anskaffelsen af en bådebro til den pris må forudsætte, at der foreligger planer om anskaffelse af en båd og dette af en betydelig størrelse.

Erhvervelsen af båden og udgifterne til denne anses primært at være sket og afholdt i hovedaktionærernes private interesser. Selskabet kan derfor ikke opnå fradrag for driftsudgifterne, herunder fradrag for tab på båden ved salget til hovedaktionærerne, efter reglerne i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Driftsudgifterne er anset som maskeret udbytte til moderselskabets hovedaktionærer, jf. ligningslovens § 16 a.

For indkomståret 1999 godkendes der derfor ikke fradrag for det selvangivne skattemæssige underskud i A GmbH på 660.918 kr.

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at der godkendes fradrag for selskabets underskud på 660.918 kr.

Selskabet fastholder, at der har været tale om erhvervsmæssig aktivitet, der på grund af ude fra kommende påvirkninger mistede potentiale for indtjening. Der henvises til det fremlagte materiale, der godtgør, at det har været forsøgt at drive agentur med salg af både fra Canada. D kontaktede fimaet i Canada, med henblik på at blive eneforhandler af deres både i Nordeuropa. Ifølge værftet skulle potentielle kunder findes i Tyskland, og som følge heraf blev A GmbH stiftet den 7. april 1997. Selskabets formål var handel med varer, især sportsbåde, samt trykkerivirksomhed m.v. Selskabet blev således eneforhandler af værftets både i Nordeuropa. Der blev i den forbindelse indgået aftale om byggeri og køb af skib med forventet levering ultimo 1997. Båden blev leveret i marts 1998.

Med henblik på salg af den indkøbte båd samt andre både fra værftet deltog selskabet i bådmesse i Danmark den 27.-30. august 1998 og i bådmesse i Tyskland den 9.-13. september 1998. På messerne blev den indkøbte båd udstillet. Herudover annoncerede selskabet i flere magasiner, blade m.v. i flere vesteuropæiske lande. Den massive markedsføring gjorde, at der blev skabt en stor interesse for skibet. Til trods herfor udmøntede det sig dog ikke i egentlige salg. Grunden hertil skal primært søges i en stigende pris på skibet grundet prisforhøjelser samt stigning i dollar-kursen. Som følge heraf blev udsalgsprisen for høj i forhold til europæiske udbydere af større motoryachts.

Selskabets ledelse besluttede i erkendelse af de manglende salgsresultater, at der ikke var basis for at fortsætte agentaktiviteten, samt at det indkøbte skib skulle afhændes. Der blev i den forbindelse foretaget en vurdering af skibet, som lød på 6.000.000 kr. Da der stadigvæk ikke var nogen køber til skibet, besluttede C og D sig for at overtage skibet for vurderingsprisen på 6.000.000 kr., hvilket skete den 1. juni 1999.

Selskabsligningen anfører i deres begrundelse, at det ved købet af båden ikke kunne påregnes, at denne kunne sælges med fortjeneste, der oversteg de afholdte udgifter, eller at købet ikke kunne danne baggrund for etablering af et agentur for det canadiske værft, der gav mulighed for en rentabel drift. Som nævnt gjorde den stigende dollar-kurs samt den stigende pris på bådene fra værftet, at skibe fra dette værft ikke længere var konkurrencedygtige med andre leverandørers priser for lignende både. Man havde på tidspunktet for beslutningen om at oprette et agentur ikke mulighed for at forudse den beskrevne udvikling. Der er således intet belæg for at konkludere, at skibene på det tidspunkt ikke kunne sælges med fortjeneste.

Der blev ikke etableret et kontor eller ansat lønnet personale, da der blev indgået en aftale med D, hvorefter han skulle stille sig til rådighed for selskabet i forbindelse med henvendelser vedrørende salg af båden samt i forbindelse med udstillinger m.v. D modtog ikke vederlag herfor, men ville ved et salg af skibet modtage kommission.

Grunden til, at man ikke tog en ekstern finansiering var rent forretningsmæssigt, idet det ikke ville være hensigtsmæssigt at tage en ekstern finansiering, som ville kræve indregistrering af båden i et skibsregister i Nordeuropa samt etablering af pantsikkerhed til finansieringskilden. Koncernen havde i øvrigt midlerne til rådighed. Herudover forventede man et relativt hurtigt salg af skibet. Der ville således ikke være behov for en længerevarende finansiering af skibet.

Stigningen i dollar-kursen var en medvirkende faktor til, at grundlaget for etablering af virksomheden faldt bort. Den væsentligste grund var dog, at priserne på både fra det canadiske cærft efterfølgende steg kraftigt og derfor ikke var konkurrencedygtige med priser fra andre leverandører i Europa for lignende både.

Selskabsligningen nævner i deres afgørelse, at båden i praksis i hele perioden har været stillet til rådighed for hovedaktionærerne, hvilket ikke er korrekt. Som det fremgår af skibets logbog og tekniske oversigt, har skibet kun været anvendt erhvervsmæssigt. Selskabsligningen nævner videre, at hovedaktionærerne allerede i 1996 købte en grund med henblik på bebyggelse og allerede i efteråret 1996 anskaffede en bådebro. Det skal anføres, at det er tale om et hotel, som hovedaktionærerne købte. Der blev efterfølgende reetableret en bådebro ved hotellet, da den gamle bro var revet væk af is. Reetableringen af bådebroen skal ses i sammenhæng med driften af hotellet. Hovedaktionærerne drev hotellet i perioden efter købet og indtil 1. april 1998 ved bortforpagtning. Herefter blev lokalerne udlejet til kontor, lager, beboelse m.v. Der henvises til Landsskatterettens afgørelse af 8. marts 2001, hvor hovedaktionær C fik medhold i, at bådebroen var 100 % erhvervsmæssigt tilknyttet til hoteldriften.

Selvstændige erhvervsdrivende kan ved opgørelsen af den personlige indkomst foretage fradrag for udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a og personskattelovens § 3, stk. 2.

I virksomheder, der ikke er erhvervsmæssige, kan der alene foretages fradrag for de udgifter, der har været forbundet med indkomsterhvervelsen, jf. nettoindkomstprincippet. Underskud af ikke-erhvervsmæssig virksomhed kan ikke fradrages i anden indkomst.

Ved vurderingen af hvorvidt en virksomhed i skattemæssig henseende har været anlagt og drevet erhvervsmæssigt forsvarligt, lægges der vægt på, om virksomheden har haft et vist omfang, samt om virksomheden er etableret med udsigt til at opnå en fortjeneste, der står i rimeligt forhold til den investerede kapital og arbejdsindsats. Der lægges ved vurderingen således vægt på virksomhedens omsætning og resultater samt den af indehaveren tilrettelagte driftsform.

Selskabet har ikke haft indtægter ved salg af både, da der trods interesse fra flere køberemner ikke blev indgået nogen aftaler om salg af både gennem selskabet. Den omhandlede virksomhed har således givet underskud i 1998, 1999 og 2000.

Selskabets virksomhed med salg af både kan efter en samlet vurdering af de fremlagte oplysninger ikke anses for erhvervsmæssig drevet i indkomståret 1999.

Retten har herved især lagt vægt på den af selskabet tilrettelagte drift med salg af både i den angivne prisklasse og dermed det begrænsede køberunderlag samt det manglende salg.

Retten godkender herefter ikke fradrag for underskud ved selskabets virksomhed med salg af både for indkomståret 1999.

Ifølge ligningslovens § 16 A henregnes til udbytte alt, hvad der af et selskab udloddes til aktionærerne, bortset fra friaktier (fondsaktier) og likvidationsprovenu i opløsningsåret. Det gælder, uanset under hvilken betegnelse og i hvilken form udlodningen finder sted.

Retten lægger som nævnt oven for til grund, at selskabet ved anskaffelsen af båden og eneforhandleraftalen ikke har drevet erhvervsmæssig virksomhed.

Hovedaktionærerne kan ikke efter rettens opfattelse med skattemæssig virkning indlægge en ikke-erhvervsmæssig virksomhed i selskabet og således lade selskabet finansiere virksomheden. Et underskud i en virksomhed, der indlægges i et selskab, ville kunne formindske et eventuelt overskud, der ellers ville kunne udloddes som udbytte med beskatning i medfør af ligningslovens § 16 a til følge. Finansieringen af virksomheden findes derfor at være sket til fordel for hovedaktionærerne og må karakteriseres som maskeret udlodning til disse. Det findes herved uden betydning, om hovedaktionærerne rent faktisk har benyttet båden privat.

Underskuddet af virksomheden i indkomståret 1999 på 660.918 kr. anses derfor som maskeret udlodning til hovedaktionærerne, som skal beskattes heraf, jf. ligningslovens § 16 A.

Skatteankenævnets afgørelse stadfæstes derfor i sin helhed.