Dato for udgivelse
07 dec 2015 14:16
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
24 nov 2015 09:17
SKM-nummer
SKM2015.755.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
15-1783488
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Energi og kuldioxid
Emneord
Elektricitet
Resumé

Skatterådet kunne bekræfte, at der kan opnås elafgiftsgodtgørelse af elforbrug anvendt til elopvaskemaskiner, hvori der vaskes produktionsudstyr, jf. ELAL § 11, stk. 1.

Hjemmel

Elafgiftsloven

Reference(r)

Elafgiftsloven § 11, stk. 1.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-2, afsnit E.A.4.6.1.5.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-2, afsnit E.A.4.6.4.

Afgørelsen er af hensyn til tavshedspligten forkortet og redigeret i afsnittet "Beskrivelse af de faktiske forhold".

Spørgsmål

  1. Kan der opnås fuld elafgiftsgodtgørelse af elforbrug anvendt til vaskemaskiner, hvori produktionsudstyr bliver vasket, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1 og § 11c, stk. 1?

Svar:

  1. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er en fødevareproducent, der producerer en lang række forskellige produkter. Som en naturlig del af produktionen bliver maskiner, produktionsudstyr, reoler, kasser mv. vasket. Rundt på spørgers lokaliteter er der derfor installeret en lang række, forskelligartede vaskemaskiner til dette, ligesom at en del af denne rengøring sker manuelt ved hjælp af spuleslanger.

Hovedparten af det varme vand til disse vaskemaskiner og spuleslanger er opvarmet med naturgas (hedtvand eller centralvarme), men der er også nogle af vaskemaskinerne, der er elbaserede.

Vaskemaskinerne omfattet af anmodningen om bindende svar, er udelukkende de elbaserede.

De elbaserede vaskemaskiner er store industrivaskemaskiner, som man kender dem fra bl.a. restaurationsbranchen.

I hovedtræk fungerer de på den måde, at de bliver påfyldt vand, vandet bliver opvarmet, der indføres emner i vaskemaskinen, hvorefter vaskeprocessen igangsættes ved at lukke låget på vaskemaskinen - evt. igangsætte det ønskede program ved at vælge det på selve vaskemaskinen. Når vaskeprogrammet er overstået, så åbnes låget på vaskemaskinen igen, og de vaskede emner bliver taget ud af vaskemaskinen. Efter endt brug eller efter behov bliver vaskemaskinen tømt for vand, og der påfyldes nyt vand, hvis der er brug for rent vand til de videre vaskeprocesser.

Opvarmningen af vandet til brug i vaskemaskinen sker integreret i vaskemaskinen - spørger har ingen elbaserede vaskemaskiner, hvor opvarmningen af vandet sker i en vandbeholder ved siden af vaskemaskinen.

Hele processen sker integreret i vaskemaskinerne, inkl. opvarmning af vaskevandet. Sæbe bliver også automatisk doseret til vaskemaskinerne.

Spørger anvender det omvendte målerprincip, efter aftale med SKAT. Dette betyder, at der er opsat målere til registrering af det ikke-godtgørelsesberettigede energiforbrug som rumvarmeforbrug, opvarmning af varmt vand, rengøring mv., i stedet for måling af det godtgørelsesberettiget energiforbrug. Derved opnås der afgiftsgodtgørelse af forskellen mellem den indkøbte energimængde og den målte energimængde. Derfor er det vigtigt med korrekt kvalificering af energiforbruget og korrekt placering af målere, sådan at der ikke opnås for meget i afgiftsgodtgørelse.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Af Lovbekendtgørelse 2011-04-01 nr. 310 om afgift af elektricitet (elafgiftsloven) fremgår det af § 11, stk. 1, at "Virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, kan bortset fra de nævnte tilfælde i stk. 2 få tilbagebetalt afgiften efter denne lov:

1) af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet..."

Afgiftsgodtgørelsen af elforbrug omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 1 består af den fulde elafgift, med undtagelse af 0,4 øre pr. kWh, jf. elafgiftslovens § 11c, stk. 1.

Videre fremgår det af elafgiftslovens § 11, stk. 3, at tilbagebetaling ikke kan finde sted for afgiftspligtig elektricitet og varme, der forbruges i en række specificerede apparater.

Der kan derfor ikke opnås tilbagebetaling af elforbrug i følgende apparater:

  • vandvarmere
  • varmepumper til opvarmning af brugsvand
  • elektriske radiatorer
  • strålevarmeanlæg
  • varmeblæsere
  • konvektionsovne
  • varmepumper og lignende anlæg, der anvendes til fremstilling af rumvarme, herunder varme, som leveres fra virksomheden.

Senere i elafgiftslovens § 11, stk. 3, 7. pkt. fremgår det dog, at der kan opnås en delvis elafgiftsgodtgørelse af dette elforbrug bestående af 49,8 øre pr. kWh (i 2015).

Af Den Juridiske Vejledning, afsnit E.A.4.6.1.5 fremgår følgende generelle regler i forhold til afgiftsgodtgørelse af elforbrug anvendt til rumvarme, varmt brugsvand og komfortkøling:

"Som udgangspunkt kan der ikke opnås godtgørelse for afgift af energiforbrug anvendt til rumvarme, varmt brugsvand eller komfortkøling. Se ELAL § 11, stk. 3.

Siden den 1. januar 2012 har det dog været muligt for momsregistrerede virksomheder at få delvis godtgørelse af elafgiften for forbrug af elektricitet anvendt til rumvarme, varmt brugsvand og komfortkøling. Adgangen gælder også for virksomheder, der er omfattet af bilag 1 til elafgiftsloven (eksempelvis advokater, revisorer, virksomheder med forlystelser mv.).

For at der kan ydes delvis godtgørelse af afgift af elektricitet til rumvarme, kulde mv. dvs. formål omfattet af ELAL § 11, stk. 3, 7., skal den godtgørelsesberettigede mængde elektricitet være opgjort som den faktiske mængde elektricitet forbrugt i de nævnte anlæg opgjort efter måler. Se ELAL § 11, stk. 5 og 6."

Det skal bemærkes, at der hverken af lovteksten eller af Den Juridiske Vejledning fremgår en nærmere beskrivelse af de enkelte apparater i elafgiftslovens § 11, stk. 3.

På baggrund af lovteksten, Den Juridiske Vejledning og den dannede praksis på området er det spørgers vurdering, at der udelukkende er tale om rumvarme og opvarmning af varmt brugsvand, i afgiftsmæssig forstand, når dette sker i de apparater, der er oplistet i elafgiftslovens § 11, stk. 3.

Vurderingen af den afgiftsmæssige håndtering af elforbruget til vaskemaskiner afhænger derfor af, hvorvidt dette elforbrug er omfattet af oplistningen i elafgiftslovens § 11, stk. 3.

Som tidligere nævnt fremgår det af elafgiftslovens § 11, stk. 3, at elforbruget i en række specificerede apparater er at betragte som rumvarme/opvarmning af varmt vand, og nedenfor foretager vi en gennemgang af de enkelte apparater og vurderer elvaskemaskiner i forhold til disse;

  • Vandvarmere - i praksis er der tale om de klassiske metro-vandvarmere eller andre former for vandvarmere, der producerer varmt vand til badefaciliteter, håndvask, rengøring mv., f.eks. forsynet via en særskilt forsyningsstreng. En el-vaskemaskine er ikke at betragte som en vandvarmer i den forstand, idet opvarmningen af det varme vand er en integreret del af vaskemaskinens drift, som derved ikke kan karakteriseres som en vandvarmer.
  • Varmepumper til opvarmning af brugsvand - en elvaskemaskine kan ikke sidestilles med en varmepumpe, idet der ikke er tale om at pumpe termisk energi fra et varmereservoir til et andet varmereservoir, som er karakteristisk for en varmepumpe.
  • Elektriske radiatorer - der er ikke tale om elektriske radiatorer, hvorfor en elvaskemaskine ikke falder i denne kategori.
  • Strålevarmeanlæg - der er ikke tale om et strålevarmeanlæg, hvorfor en elvaskemaskine ikke falder i denne kategori.
  • Varmeblæsere - der er ikke tale om en varmeblæser, hvorfor en elvaskemaskine ikke falder i denne kategori.
  • Konvektionsovne - der er ikke tale om en konvektionsovn, hvorfor en elvaskemaskine ikke falder i denne kategori.
  • Varmepumper og lignende anlæg, der anvendes til fremstilling af rumvarme, herunder varme, som leveres fra virksomheden - en elvaskemaskine kan ikke sidestilles med en varmepumpe, idet der ikke er tale om at pumpe termisk energi fra et varmereservoir til et andet varmereservoir, som er karakteristisk for en varmepumpe.

Ud fra ovenstående gennemgang af de enkelte apparater omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 3 er det spørgers vurdering, at elforbruget til elvaskemaskiner ikke er omfattet af det oplistede elforbrug i elafgiftslovens § 11, stk. 3, hvorfor elforbruget til elvaskemaskiner er omfattet af hovedreglen i elafgiftslovens § 11, stk. 1, og derved kan der opnås fuld elafgiftsgodtgørelse af elforbruget til elvaskemaskiner, dog under hensyntagen til elafgiftslovens § 11c, stk. 1.

Slutteligt skal det bemærkes, at der efter spørgers opfattelse opnås elafgiftsgodtgørelse efter elafgiftslovens § 11, stk. 1 og § 11c, stk. 1 af de elbaserede opvaskemaskiner, der typisk anvendes i restaurationsbranchen, cateringvirksomheder og kantiner. Det er spørgers vurdering, at der er tale om sammenlignelige elforbrug, og at de derfor også er berettiget til afgiftsgodtgørelse af elforbruget til vaskemaskiner i produktionen. 

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at der kan opnås fuld elafgiftsgodtgørelse af elforbrug anvendt til vaskemaskiner, hvori produktionsudstyr bliver vasket, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1 og § 11c, stk. 1?

Lovgrundlag

Elafgiftsloven §1

Efter bestemmelserne i denne lov svares en afgift til statskassen af elektricitet, der forbruges her i landet.

Elafgiftsloven § 11

Stk. 1, nr. 1

Virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, kan bortset fra de nævnte tilfælde i stk. 2 få tilbagebetalt afgiften efter denne lov

1) af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet,

Stk. 3

Tilbagebetalingen kan ikke finde sted for afgiftspligtig elektricitet og varme, som forbruges i vandvarmere, varmepumper til opvarmning af brugsvand, elektriske radiatorer, strålevarmeanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende anlæg, der anvendes til fremstilling af rumvarme, herunder varme, som leveres fra virksomheden. ...

Elafgiftsloven § 11c, stk. 1

Tilbagebetalingen af afgift efter § 11 nedsættes med 0,4 øre pr. kWh, dog med undtagelse af tilbagebetaling, der ydes efter § 11, stk. 3, 7. pkt.

Praksis

E.A.4.6.1.5 Godtgørelse af energiafgifter

...

Som udgangspunkt kan der ikke opnås godtgørelse for afgift af energiforbrug anvendt til rumvarme, varmt brugsvand eller komfortkøling. Se ELAL § 11, stk. 3.

Siden den 1. januar 2012 har det dog været muligt for momsregistrerede virksomheder at få delvis godtgørelse af elafgiften for forbrug af elektricitet anvendt til rumvarme, varmt brugsvand og komfortkøling. Adgangen gælder også for virksomheder, der er omfattet af bilag 1 til elafgiftsloven (eksempelvis advokater, revisorer, virksomheder med forlystelser mv.).

For at der kan ydes delvis godtgørelse af afgift af elektricitet til rumvarme, kulde mv. dvs. formål omfattet af ELAL § 11, stk. 3, 7, skal den godtgørelsesberettigede mængde elektricitet være opgjort som den faktiske mængde elektricitet forbrugt i de nævnte anlæg opgjort efter måler. Se ELAL § 11, stk. 5 og 6.

Det betyder, at virksomheder, der opgør forbruget til fx rumvarme efter kvadratmeterreglen eller andre standardsatser, ikke er berettiget til at opnå en yderligere godtgørelse af deres forbrug af elektricitet.

Begrundelse

Der skal som udgangspunkt svares afgift af den elektricitet, der forbruges her i landet jf. elafgiftslovens § 1. Momsregistrerede virksomheder kan efter elafgiftslovens § 11, opnå hel eller delvis tilbagebetaling af elafgift, som er forbrugt i virksomheden. Efter elafgiftslovens § 11c nedsættes tilbagebetalingen med 0,4 øre kWh.

Efter lovens § 11, stk. 3 kan der ikke ske tilbagebetaling for afgiftspligtig elektricitet og varme der forbruges i vandvarmere, varmepumper til opvarmning af brugsvand, elektriske radiatorer, strålevarmeanlæg, varmeblæsere, konventionsovne, varmepumper og lignende anlæg beregnet til rumopvarmning.

Forarbejderne til loven giver ikke en nærmere afgrænsning af eller eksempler på, hvad de enkelte apparater dækker over.

Spørger har oplyst, at i alle deres el-opvaskemaskiner sker opvarmningen af vandet integreret i maskinen. Spørger har ingen el-opvaskemaskiner, hvor vandet opvarmes i en separat el-vandvarmer.

Det er SKATs opfattelse, at spørgers el opvaskemaskiner, ikke er omfattet af de i elafgiftslovens § 11, stk. 3 nævnte apparater. Det er SKATs vurdering at uanset, at der i opvaskemaskinen sidder et varmelegeme der opvarmer vandet, er der ikke tale om en vandvarmer i § 11, stk. 3´s forstand. En el opvaskemaskine er ej heller omfattet af de andre apparater opremset i bestemmelsen.

El forbrugt i spørgers el opvaskemaskiner er derfor godtgørelsesberettiget efter elafgiftslovens § 11, stk. 1 og § 11c, stk. 1. 

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling og begrundelse.