Klagen skyldes, at selskabsbeskatningen har anset en finansieringsaftale vedrørende briller for køb på kredit og ikke for en leasingaftale.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæster den stedlige skattemyndigheds afgørelse.

Sagens oplysninger

A A/S – herefter kaldet selskabet – driver optikervirksomhed. Selskabets koncept er oplyst at indebære, at kunderne mod betaling af en fast månedlig ydelse får udleveret et par briller. Aftalen er nærmere således, at kunden mod betaling af en månedlig ydelse beregnet i forhold til brillens kontantpris, overdrages et par briller. Såfremt der er tale om enkeltstyrkeglas, løber aftalen over 12 måneder, mens aftalen løber over 24 måneder, såfremt der er tale om flerstyrkeglas. I enkelte tilfælde er der tale om en løbetid på 36 måneder.

Der beregnes efter det oplyste ikke rente.

De nærmere aftalevilkår er bl.a. følgende:

”Abonnementsaftale indgået mellem…

Brilleabonnement

1.

Abonnementsprisen pr. måned beregnes direkte udfra kontantprisen. Ved enkeltstyrkeglas løber abonnement over 12 måneder. Ved flerstyrkeglas over 24 måneder.

2.

Indbetaling kan ske via girokort, PBS eller i forretningen.

3.

Ved abonnementsperiodens udløb modtages en skriftlig indkaldelse til en ny synsprøve. Ved anskaffelsen af ny brille starter ny abonnementsperiode (gammel brille beholdes som reserve).

4.

Såfremt ingen anden forsikring dækker ved tab eller ødelæggelse af brillen indenfor abonnementsperioden, erstattes skaden af os mod en selvrisiko på 50 % af kontantprisen ved køb af tilsvarende brille. Beløbet indregnes i resten af abonnementet eller betales kontant.

5.                  

Abonnementsaftalen løber fra….    til…

Beløb pr. måned kr….   

Samlet beløb for hele abonnementsperioden kr…... 

Kontantpris kr….   Overført rest— abb kr….  

6.

Abonnementsaftalen kan umiddelbart opsiges ved betaling af restbeløb."

Der fremgår af et prospekt, som har været fremlagt i selskabets forretningslokaler siden januar 2000, bl.a. følgende:

”Fordele & fakta ved køb af briller / kontaktlinser på abonnement…” (…) ”Kontant eller abonnement ? Som kunde hos A har du mulighed for at købe dine briller eller kontaktlinser på abonnement, hvilket medfører en række fordele. Abonnementsprisen for brillerne beregnes udfra kontantprisen. Kontantprisen deles med det antal måneder som abonnementets løbetid aftales til. Du betaler naturligvis ikke en eneste krone i rente, og der er ingen administrationsomkostninger.”

Selskabet har oplyst, at prospektet ikke ændrede ved selskabets hidtidige forretningskoncept.

Den kommunale skattemyndigheds – selskabsbeskatningens – afgørelse

Selskabsbeskatningen har bl.a. henvist til, at der reelt er tale om salg af briller på kredit, hvilket betyder, at brillens handelspris skal indtægtsføres straks ved salg.

Det forhold, at brillens pris, jf. aftalens punkt 1, beregnes over 12 eller 24 måneder direkte ud fra kontantprisen, må forstås på den måde, at der er tale om, at brillens kontantpris skal afdrages over perioden, hvorfor der må foreligge et salg på kredit. Det skal sammenholdes med aftalens punkt 5, hvor det månedlige afdrag beregnes som brillens pris divideret med 12 eller 24. Det samlede beløb, kontantprisen, der skal betales er således eksakt brillens pris. Der indiceres på ingen måder, at der er tale om leje, men derimod beskriver punkterne, at der foreligger et salg på kredit.

Aftalens punkt 3 forholder sig alene til, at såfremt kunden ønsker at anskaffe en ny brille, så startes et nyt aftaleforløb, og det vil sige et nyt kredit-salg. Der står klart i punkt 3, at kunden beholder brillen, når den er betalt, og der er ikke knyttet betingelser hertil. Der stilles således ingen krav om anskaffelse af ny brille som betingelse for, at kunden kan beholde sin betalte brille. Kunden er således foranlediget til at tro, at det må antages at have været meningen fra start, at kunden skal blive ejer af brillen, - også selvom der ikke indgås en ny aftale. Det må konstateres, at aftalen ikke forsøger at afkræfte kundens forventning, hvilket formentlig skyldes, at selskabet er enig i, at kunden er den reelle ejer af brillen allerede ved aftalens indgåelse. Punkt 3 skal på den baggrund fortolkes således, at kunden besidder ejendomsretten til brillen.

Aftalens punkt 4 indicerer ligeledes, at der er tale om et salg på kredit. Såfremt der er tale om leje, er det en almindelige obligationsretlig grundsætning, at udlejer (selskabet) skal remplacere eller reparere lejegenstanden (brillen), såfremt den lider skade i lejeperioden, og udlejerens krav på vederlag bortfalder for fremtiden, såfremt lejegenstanden uden lejerens (kundens) fejl går til grunde. Punkt 4 beskriver derfor ikke et lejeforhold med derimod et salg på kredit, da det bestemt ikke fremgår af punkt 4, at kunden har lejerstatus, såfremt der sker noget med brillen. Punkt 4 er kun subsidiær, idet anden forsikring har forrang, og kunden skal selv erlægge et beløb og endda købe en tilsvarende brille. Der er således knyttet væsentlige betingelser til punktet, hvilket som nævnt ikke er muligt, såfremt der er tale om et leje-forhold. Ordningen er ren kulance- eller forretningsmæssige overvejelser fra selskabets side, men ordningen har intet med lejeforhold at gøre.

Aftalens punkt 6 kan ikke læses på anden måde end, at der er tale om salg på kredit. Såfremt der er tale om leje, kan lejeren frigøre sig den gensidige bebyrdede aftale ved almindelig opsigelse. Der kan aldrig ved leje stilles krav om betaling af et restbeløb, som udgør brillens værdi minus de indbetalte afdrag.

I øvrigt er det karakteristisk, at leasingaftaler, som selskabet hævder der er tale om, udelukkende indgås af erhvervsdrivende. Hertil skal tillige bemærkes, at varens art (brillen) er af så personlig karakter, at det må antages, at selskabet efterfølgende kan få særdeles vanskeligt ved at genudleje eller sælge brillen, såfremt lejeren ikke længere ønsker den lejede brille, hvilket også sandsynliggøre, at der foreligger et salg på kredit.

Det er ligeledes selskabsbeskatningens opfattelse, at selskabet ikke kan hæve købet og kræve brillen tilbage ved kundens misligholdelse (manglende betaling af de månedlige ydelser), idet selskabet ikke har taget forbehold herom (det er heller ikke muligt), jf. købelovens § 28, stk. 2, jf. kreditaftalelovens § 34. Selskabet har alene en simpel fordring mod kunden.

På den baggrund fastholdes det, at der foreligger et salg, hvorfor brillens pris skal indtægtsføres ved levering.

Klagerens påstand og argumenter

Selskabet har overfor Landsskatteretten nedlagt påstand om, at den omhandlede aftale om briller på abonnement skal kvalificeres som en aftale om udlejning af briller, og at den af selskabet anvendte abonnementsaftale indeholder de karakteristika, som kendetegner lejeaftaler såvel i civilretlig som i skatteretlig henseende. Det forhold, at det beløb, som kunden skal betale i forbindelse med et kontantkøb er identisk med det beløb, som kunden samlet kommer til at betale, såfremt brillen erhverves ved indgåelse af en lejeabonnementsaftale, på ingen måde udelukker, at den omhandlede abonnementsaftale kan kvalificeres som en lejeaftale. Baggrunden for metoden er udelukkende den, at beregningen er let og overskuelig for den enkelte kunde.

Som det fremgår af abonnementsaftalens punkt 3, skal selskabet have den lejede brille tilbageleveret ved abonnementsperiodens udløb, såfremt kunden ikke på dette tidspunkt indgår en ny abonnementsaftale om en ny brille.

Selskabet er enigt med skattemyndighederne i, at selskabet ikke kan ophæve aftalen og kræve brillerne tilbage i tilfælde af misligholdelse i form af manglende betaling af de månedlige ydelser. Men baggrunden herfor er, at der er tale om en lejeaftale, og ikke fordi brillerne tilhører kunden.

Det er endvidere anført, at Sygesikringen ”danmark” betragter den anvendte abonnementsaftale som en lejeaftale. Dette har givet sig udslag derved, at Sygesikringen ”danmark” først udbetaler det tilskudsberettigede beløb til den enkelte kunde, når kunden overfor Sygesikringen ”danmark” har dokumenteret, at en nærmere del af lejeydelserne er indbetalt til selskabet.

Selskabets forretninger yder følgende gratis service overfor abonnementskunderne i lejeperioden:

• Kunderne kan gratis få skiftet næsepude til brillerne. Det sker typisk efter et halvt til et helt år. Selskabets konkurrenter beregner typisk et honorar på kr. 50 for denne ydelse.
• Kunderne kan videre få renset deres briller gratis ved en ultralydsrensning.
• Kunderne kan gratis fa udskiftet brillens såkaldte hockey-ender.
• Endelig er kunderne berettiget til gratis at få skiftet brilleglassene i tilfælde af, at et styrkeskift er nødvendigt i abonnementsperioden. Ca. 2 % af abonnementskunderne  benytter sig af denne mulighed.

Den typiske kunde kommer ind i forretningen ca. 2 gange om året med henblik på at få en eller anden gratis service. Et typisk servicecheck tager ca. 15 min.

Af den i sagen omhandlede abonnementsaftale fremgår det af punkt 4, at selskabet i tilfælde af, at ingen anden forsikring dækker ved tab eller ødelæggelse af brillen indenfor abonnementsperioden, erstatter skaden mod en selvrisiko på 50 % af kontantprisen ved køb af en tilsvarende brille. Beløbet indregnes i resten af abonnementet eller betales kontant. Af abonnementsaftalens punkt 4 fremgår det således, at selskabet i overensstemmelse med det sædvanlige obligationsretlige udgangspunkt som udlejer har risikoen for den lejede genstands hændelige undergang i lejeperioden. Dog er abonnementsaftalen konstrueret på den måde, at selskabet som udlejer alene dækker 50 % af udgiften til anskaffelsen af en ny brille. Baggrunden herfor er nærmere den, at risikoen for brillernes hændelige undergang i lejeperioden må anses for at være relativ stor, hvorfor selskabet af kommercielle grunde har været nødsaget til at begrænse sit tab i tilfælde af brillens hændelige undergang i lejeperioden mest muligt.

Selskabet har anført, at aftalens pkt. 6 er til selskabets fordel. Få kunder vælger formentligt af denne grund at opsige aftalen i abonnementsperioden. Der er således ikke nogen økonomisk fordel for kunden herved. Dette forhold ændrer dog på ingen måde ved kvalificeringen som lejeaftale. Brochurematerialet som påberåbes af skattemyndighederne under sagen kan ikke betragtes som et juridisk dokument.

Det er endvidere ikke relevant ved den skatteretlige kvalificering at lægge vægt på, at det efter aftaleperiodens udløb kan være vanskeligt at genudleje brillerne. Baggrunden herfor er ikke, at et par briller kan anses for en særlig personlig genstand, men at stellet – som er det eneste der kan genudlejes – repræsenterer en meget lav værdi.

Såfremt selskabets koncept tilsidesættes vil det indebære en tilsidesættelse med urette af enhver form for finansiel leasing, der må anses for almindeligt anerkendt, og er relevant også i forbrugerforhold.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det lægges efter det oplyste til grund, at den pris selskabets kunder betaler for briller omfattet af den omhandlede abonnementsaftale, er fastsat som kontantprisen fordelt over et antal måneder, typisk 12 eller 24, og at der herved ikke tillægges rente eller andet tillægsbeløb. I henhold til den fremlagte standardkontrakt betinger selskabet sig den fulde ”restsum” betalt, uanset en kundes opsigelse af abonnementet, før aftaleperiodens udløb.

Det fremgår af selskabets foreliggende salgsprospekt, at selskabets kunder har mulighed for at købe briller på abonnement. Prospektet har – i hvert fald fra januar 2000 – været fremlagt i selskabets forretningslokaler, og har efter det oplyste ikke indebåret ændringer af forretningskonceptet i forhold til det påklagede indkomstår.

Selskabet har oplyst, at der ikke kan ske tilbagetagelse af briller indenfor abonnementsperioden i tilfælde af betalingsmisligholdelse. I henhold til kontraktmaterialets pkt. 3 kan selskabets kunder beholde et tidligere udleveret par briller efter en abonnementsperiodes udløb ved indgåelse af et nyt abonnementsforløb. Der er ikke fremlagt dokumentation for i hvilket omfang, der faktisk sker tilbagetagelse af briller ved en abonnementsperiodes udløb, såfremt en ny abonnementsaftale ikke indgås.

Den omhandlede abonnementsaftale vedrørende briller – en forbrugsvare af personlig tilvirket karakter – findes herefter under de foreliggende omstændigheder at måtte kvalificeres som køb på kredit, da ejendomsretten til brillerne må anses for overgået til selskabets abonnementskunder allerede ved aftalens indgåelse, eller senest ved brillernes overgivelse til kunderne.

Selskabsbeskatningens afgørelse stadfæstes således.