Dato for udgivelse
21 Oct 2015 06:52
Til
Offentlige myndigheder (tjenstemandspensioner), pengeinstitutter, livsforsikringsselskaber og pensionskasser m.v.
Sagsnummer
15-3005807
Ved spørgsmål, kontakt
eKapital - 72 38 02 10
Resumé

Fra december 2015 genindføres valideringen af, om opgørelsestidspunktet er korrekt fastsat.  


Fra december 2015 genindføres valideringen af, om opgørelsestidspunktet er korrekt fastsat. Opgørelsestidspunktet er dagen for opgørelse af ordningens værdi. Er opgørelsestidspunktet forkert, vil indberetningen blive afvist. Det gælder for opgørelsesmetoderne 1, 2, 3, 6 og 7.

Her kan du se et eksempel på, hvordan du fastsætter opgørelsestidspunktet, når du bruger opgørelsesmetode 1, 2, 3, 6 og 7. For at give et samlet overblik over sammenhængen mellem opgørelsesmetode og opgørelsestidspunkt, får du også eksempler på, hvordan du bruger opgørelsesmetoderne 4 og 5 og opgørelsesmetode 8.

Når du indberetter med opgørelsesmetode 1, 2, 3, 6 og 7
Opgørelsestidspunktet skal være datoen, hvor der er et halvt år til, at personen når efterlønsalderen/delpensionsalderen/fleksydelsesalderen (fremover skrives kun efterlønsalderen).

Eksempel:
En person er født den 10. januar 1955.
Personen når efterlønsalderen den 10. juli 2016.
Det korrekte opgørelsestidspunkt er den 10. januar 2016.
Du skal indberette inden udgangen af februar 2016.

Systemet validerer, om opgørelsestidspunktet ligger i januar måned.

Er opgørelsestidspunktet fx sat til 1. februar 2016 vil indberetningen blive afvist med teksten: "Opgørelsesdato skal være 6 måneder før efterlønsalder."

Når du indberetter med opgørelsesmetode 4 og 5
Er der indbetalt på en ophørspension (jf. pensionsbeskatningslovens § 15 A) efter, at efterlønsalderen er nået, skal du indberette ved hver indbetaling på ordningen. Opgørelsestidspunktet skal være lig med indbetalingsdatoen, og indbetalingen kan ligge i perioden, fra personen når efterlønsalderen, og indtil personen når pensionsalderen.

Eksempel:
En person er født den 10. januar 1955.
Personen når efterlønsalderen den 10. juli 2016.
Det korrekte opgørelsestidspunkt er den 10. juli 2016 eller senere.
Du skal indberette inden udgangen af måneden, der følger efter den måned, hvor personen foretog indbetalingen.

Systemet validerer, om opgørelsestidspunktet ligger fra juli 2016, hvor personen nåede efterlønsalderen.

Indberetter du med et tidligere opgørelsestidspunkt, vil indberetningen blive afvist med teksten: "Opgørelsesdato skal være efterlønsalder eller senere."

Når du indberetter med opgørelsesmetode 8
Opgørelsestidspunktet må tidligst være i den måned, hvor personen fylder 60 år og senest et halvt år før efterlønsalderen.

Eksempel:
En person er født den 10. januar 1955.
Personen fyldte 60 år den 10. januar 2015.
Personen når efterlønsalderen den 10. juli 2016.
Opgørelsestidspunktet kan ligge i perioden mellem 10. januar 2015 og 10. januar 2016.
Du skal indberette inden udgangen af februar 2016.

Systemet validerer, om opgørelsestidspunktet ligger i den rigtige periode.

Indberetter du med et opgørelsestidspunkt uden for perioden, vil indberetningen blive afvist med teksten: "Opgørelsesdato skal være 6 måneder før efterlønsalder og efter det fyldte 60. år."

Love og regler
Du kan finde reglerne i bekendtgørelse nr. 1205 om indberetning af værdien af pensionsordninger m.v. til brug for opgørelse af fradrag i efterløn, delpension og fleksydelse af 13. december 2012.  

Mere information
Du kan finde en vejledning til indberetning i PERE-systemet på skat.dk/ekapital. Hvis du har spørgsmål
til indberetningen, er du velkommen til at ringe til os på telefon 72 38 02 10 eller skrive til os på ekapital@skat.dk.