Dato for udgivelse
08 Oct 2015 15:16
Til
Advokater og revisorer der arbejder med konkursboer
Sagsnummer
-
Ved spørgsmål, kontakt
72 22 18 18
Resumé

SKAT udsendte den 8. juli 2015 et styresignal, der ændrede SKATs praksis for, hvornår konkursboer skal momsregistreres. Se styresignalet Momsregistrering af konkursboer. Efter dette styresignal skal alle konkursboer, der afvikler eller viderefører momsregistrerede virksomheder anmeldes til momsregistrering.

Praksisændringen har virkning fra offentliggørelsen af styresignalet den 8. juli 2015. For konkursboer, der er etableret før denne dato, træder ændringen dog først i kraft den 1. oktober 2015.


Krav om momsregistrering

Konkursboer som er etableret før 8. juli 2015

I perioden før 1. oktober 2015 skal konkursboer ikke momsregistreres, hvis konkursbehandlingen begrænser sig til at opgøre boets formue ved realisation af konkursboets aktiver og foretage en fordeling af denne mellem kreditorerne i henhold til konkursloven.

I perioden efter 1. oktober 2015 skal konkursboer momsregistreres, hvis konkursboet efter denne dato leverer momspligtige varer eller ydelser, herunder momspligtigt salg af konkursboets aktiver.

Konkursboer som er etableret fra og med den 8. juli 2015

Konkursboer skal momsregistreres, hvis konkursboet leverer momspligtige varer eller ydelser, herunder momspligtigt salg af konkursboets aktiver.

Afmeldelse fra momsregistrering

For alle konkursboer gælder, at boet kan afmeldes fra momsregistrering, når behandlingen er så langt, at behandlingen ikke medfører, at boet har indtægter eller afholder udgifter, hvoraf der skal ske afregning af moms, bortset fra revisor- og advokatomkostninger for behandling af boet.

Indberetning af moms

I den periode, hvor et konkursbo er momsregistreret, skal kurator indberette moms til de ordinære frister via TastSelv Erhverv. Der skal indberettes selv om periodens momstilsvar er 0 kroner.

For den periode, hvor konkursboet ikke har været momsregistreret, skal kurator sende en mail til SKAT via Kontakt i TastSelv Erhverv.

For konkursboer, der er etableret før 8. juli 2015, og som har været momsregistreret efter den 1. oktober 2015, skal der ske ordinær angivelse i den periode, hvor konkursboet er momsregistreret. For perioden efter afmeldelsen skal angivelse ske ved at sende en mail til SKAT. Afregning af moms for perioden før 1. oktober 2015 kan afvente tidspunktet for afslutning af boet. Se styresignalet Momsregistrering af konkursboer - SKM2015.498.SKAT - afregning af moms, der er opkrævet før momsregistreringen

På skat.dk kan du under Konkursboers indberetning af moms se hvordan du som kurator konkret skal indberette eller rette en angivelse på boets vegne.