Parter

A
(advokatfuldmægtig Trine Svenstrup)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/advokatfuldmægtig Anne Larsson)

Afsagt af byretsdommer

Karsten Ahrentoft Nielsen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører, om der er grundlag for at tilsidesætte sagsøgtes - SKATs - forhøjelse af sagsøgerens - A's - indkomst for indkomståret 2007.

Sagsøgerens endelige påstand er, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgers skattepligtige indkomst for indkomståret 2007 skal ændres, således at overskud af selvstændig virksomhed nedsættes med 2.815.013 kr. og lønindtægt forhøjes med 136.081 kr. Subsidiær nedsættelse med et lavere beløb efter rettens skøn.

Sagsøgtes påstand er frifindelse.

Det er oplyst, at ingen af parterne er momsregistrerede.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2, dog gengives dele af Landsskatterettens afgørelse og sagsøgerens forklaring.

Landsskatteretten afsagde den 14. maj 2013 følgende kendelse:

"...

Klagen vedrører skønsmæssig ansættelse af indkomsten, idet skatteankenævnet har anset klageren for at drive og udeholde omsætning i uregistreret virksomhed.

Landsskatterettens afgørelse

Skatteankenævnet har ansat overskud af selvstændig virksomhed til 2.815.013 kr.

Landsskatteretten stadfæster denne afgørelse.

...

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det anses på grundlag af sagens oplysninger og i overensstemmelse med Landsskatterettens kendelse af 28. juni 2011 vedrørende klageren for afgiftsperioden 2007, ..., for tilstrækkeligt godtgjort, at klageren i 2007 har udført vagtarbejde for G1 ved SM og dermed har drevet selvstændig virksomhed.

Skattepligtige skal selvangive deres indkomst til skattemyndighederne. Det fremgår af skattekontrollovens § 1. Erhvervsdrivende skal indgive et skattemæssigt årsregnskab i overensstemmelse med de regler, skatteministeren har fastsat. Det fremgår af skattekontrollovens § 3. Regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab.

Kravene til regnskabet fremgår af mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder ..., bogføringsloven ... og årsregnskabsloven ...

Hvis regnskabet ikke opfylder kravene, kan indkomsten fastsættes skønsmæssigt. Det fremgår af skattekontrollovens § 5.

Der er ikke udfærdiget regnskab for det påklagede indkomstår, og SKAT har derfor været berettiget til at fastsætte indkomsten skønsmæssigt.

Klageren har selv udstedt fakturaer og henvist til udført arbejde. Endvidere er der rykket for betaling i henhold til fakturaerne, ligesom kravet i 2009 er anmeldt i SM's konkursbo. Det er ikke tilstrækkeligt godtgjort, at klageren ikke skulle have optjent honorar i overensstemmelse med det i fakturaerne opkrævede, ligesom den efterfølgende udstedelse af kreditnotaer og tilbagekaldelse af kravet i konkursboet ikke godtgør, at klageren i 2007 ikke skulle have leveret en skattepligtig ydelse svarende til det fakturerede.

Det er herefter at være med rette, at der er foretaget forhøjelse af indkomsten svarende til de udstedte fakturaer.

Retten har endvidere ikke fundet det dokumenteret eller sandsynliggjort, at det angivne timeantal er fejlagtigt, ligesom eventuelle udgifter i forbindelse med det udførte arbejde ikke er dokumenteret. Den subsidiært fremsatte påstand kan derfor heller ikke tiltrædes.

Vedrørende den mest subsidiært fremsatte påstand om, at klageren allerede i indkomståret 2007 havde tabt fordringen bemærkes, at tab på forretningsdebitorer kan fratrækkes i det indkomstår, hvor tabet er konstateret og kan gøres endeligt op, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Tab anses for endelig konstateret ved retlig proces.

I særlige tilfælde kan tabsfradrag dog foretages, selvom tabet ikke er konstateret ved forgæves udlæg eller andre retsskridt. I tilfælde af debitors indtrådte konkurs og under hensyntagen til de øvrige omstændigheder i sagen, kan kreditor foretage fradrag, når der f.eks. foreligger en erklæring fra bobestyreren om den forventede dividende.

Kravet til konstatering af tabet på debitor eller til sandsynliggørelse af et forventet tab på debitor skal være opfyldt i det indkomstår, hvor tabet ønskes fratrukket, jf. statsskattelovens § 6, litra a.

Klageren har først udstedt de omhandlede fakturaer i 2008 vedrørende det i 2007 udførte arbejde. SM's virksomhed er taget under konkursbehandling ved dekret af 8. september 2008, og klageren har anmeldt kravet den 9. januar 2009. Tab på de udstedte fakturaer er derfor ikke endeligt konstateret i 2007, og fradrag herfor kan derfor ikke godkendes i det påklagede indkomstår.

Afgørelsen stadfæstes herefter.

..."

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af sagsøgeren, A.

A har forklaret, at han i 2007 var uden arbejde. Gennem en fælles bekendt fik han kontakt med SM, som den bekendte tidligere havde arbejdet som driftschef for. Samarbejdet forløb godt til at begynde med. Når man lærer SM at kende, finder man imidlertid ud af, at han har en masse gode undskyldninger for, hvorfor han ikke betaler sine regninger. Det begyndte derfor hurtigt at gå ned ad bakke. Han var ansat som timelønnet medarbejder til sporadiske vagtopgaver. Det kunne være over hele ...1. Hvis det gik godt, kunne han blive fastansat. Han har ikke drevet selvstændig virksomhed. Timelønnen var afhængig af opgaven, typisk var timelønnen 200-300 kr. Han konstaterede hurtigt, at SM ikke indbetalte A-skat. SM havde 10-20 fastansatte medarbejdere. SM manglede ofte medarbejdere, fordi han ikke udbetalte løn. Samarbejdet mellem ham og SM ophørte meget pludseligt. Han husker ikke præcist hvornår. Han og SM var ikke på talefod efter samarbejdets ophør. Han gjorde SM opmærksom på, at hvis lønnen ikke kom til udbetaling som aftalt, ophørte samarbejdet på stedet.

Forevist timerapport har sagsøgeren forklaret, at timerapporten viser det arbejde, der er udført. Det er ikke en vagtplan. Det var nemt at få fat i klientnavnene. Han er overbevist om, at timerapporten er fremlagt af SM. Han har ikke arbejdet 4.320 timer. I perioden har han formentligt haft 2-3 vagter om ugen af nogle timers varighed.

Forevist bilag 4, fakturaer, forklarede sagsøger, at det er ham, der har udstedt fakturaerne. Han skrev fakturaerne fordi han følte sig snydt af SM. Fakturaerne vedrører arbejde udført i 2007. De er skrevet i juli 2008. Der er ingen særlig grund til, at fakturanumrene begynder ved 110.

Forevist bilag B, CVR-udskrift, har han forklaret, at han udelukkende stiftede selskabet for at indkræve sit tilgodehavende hos SM. Han så ingen anden udvej. Han havde ikke drøftet fremgangsmåden med en revisor eller advokat. Hans advokat kendte ikke noget til selskabet. Advokaten forfulgte kravet og anmeldte det i konkursboet. Han havde bedt advokaten om at forfølge kravene. Tilgodehavendet var nok ca. 50.000 kr. Han trak anmeldelsen af kravet i konkursboet tilbage efter råd fra sin revisor. Han havde adgang til SM's klienters oplysninger, og han kunne derfor udforme fakturaerne med kundeoplysninger.

Han har ikke holdt ferie i 5-6 år, men har arbejdet døgnet rundt. Han lukkede sit selskab igen, da han ikke havde noget at bruge det til længere.

Han husker ikke, hvornår kontakten til SM blev skabt. De blev enige om, at han skulle ansættes med en timeløn. Han fik ikke et ansættelsesbevis.

Forevist bilag H, kvitteringer, har sagsøgeren forklaret, at de er udstedt af ham til G2. Han ved ikke, hvorfor han ikke har skrevet under med sit eget navn. Han solgte Edb-udstyr og software. Det var private ting. Moms blev angivet, så køber kunne trække momsen fra.

Forevist sagens bilag 4, fakturaer, har sagsøgeren forklaret, at han udstedte fakturaerne og rykkede for kravet blot for at forsøge at få noget af sit tilgodehavende. Han kontaktede en advokat og forklarede om fakturaerne. Han rykkede som et håb for bare at få noget af sit tilgodehavende, uanset at de ikke dækkede over reelt udført arbejde. Det var ham der bad advokaten anmelde kravet i konkursboet. Det var rent tilfældigt, at fakturanumrene begyndte ved 110. Der er ikke skrevet andre fakturaer.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har i sit påstandsdokument anført følgende anbringender og har procederet i overensstemmelse med disse:

"...

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende,

At A ikke drev selvstændig virksomhed i 2007 og A har ikke oppebåret indtægter ved selvstændig virksomhed i 2007.

A har i forbindelse med udførelsen af vagtarbejde for SM i nogle tilfælde til andre formidlet vagttjeneste i samme firma, som han selv arbejdede for, men der har ikke været tale om nogen indtægtsgivende virksomhed for A.

Årsregnskabsloven og bogføringsloven gælder alene for erhvervsdrivende, og det ikke kan tillægges processuel skadevirkning, at A - som tidligere kritiseret af SKAT - ikke kan fremvise et regnskab for 2007, hvor denne ikke drev virksomhed.

A har aldrig tjent kr. 2.815.013, og A har ikke et retligt krav på SM på kr. 2.815.013.

Parternes mellemværende udgør et løntilgodehavende, og de udstedte fakturaer var alene en erindringspåmindelse om A's løntilgodehavende.

De udstedte fakturaer er en nullitet.

Den fremgår af skattekontrollovens § 5, stk. 3, at hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt.

Af ligningsvejledningen pkt. A.B.5.1. fremgår det, at den skønsmæssige ligning skal foretages ud fra en realistisk vurdering af den skattepligtiges faktiske indkomstforhold. Det indebære bl.a., at selvangivelsen ikke må fremtvinges ved en urealistisk høj ansættelse.

Bevisbyrden for, at den skønsmæssige realistiske ansættelse er forkert, påhviler den skattepligtige.

Det ligger dog i sagens natur, at såfremt den skønsmæssige ligning sker uden hjemmel i lov, da har den skattepligtige ej heller bevisbyrden for ansættelsens urigtighed eller, at ansættelsen er sket med urette.

Bevisbyrden indtræder ikke, når SKAT - som i den foreliggende sag - netop ikke har foretaget nogen realistisk vurdering af de faktiske indkomstforhold, men alene har taget udgangspunkt i nogle misvisende fakturaer, som den pågældende selv har udstedt.

Der findes mangeårig fast praksis for, at SKAT ikke anerkender dokumenter i form af lånebeviser, overdragelsesdokumenter m.v., som de involverede parter selv har udstedt, når disse fremlægges med henblik på nedsættelse af skattetilsvaret, medmindre disse dokumenter i øvrigt underbygges af supplerende faktuel dokumentation, typisk i form af kontoudtog.

SKAT kan derfor heller ikke gennemføre en forhøjelse alene på grundlag af nogle fakturaer, der er tilbagekaldt, og som ikke dækker over de reelle forhold. Det er bl.a. udelukket, at A ved personligt arbejde kan have udført arbejde med det timetal, som er lagt til grund af SKAT.

Når SKAT gør gældende, at der er tale om skønnet bruttoindtægt ved selvstændig virksomhed med ansatte, skal der efter SKATs egen praksis skønnes en skattepligtig fortjeneste, som i givet fald ville ligge meget langt under bruttoomsætningen. Et sådant skøn er ikke fortaget i sagen.

Ved gennemgang af SKATs juridiske vejledning, herunder spørgsmålet om skønsmæssig ansættelse under afsnit A.B.5.2 "om fradragsberettigede udgifter, der ikke kan dokumenteres" fremgår det, at:

"...

Hvis SKAT finder det konkret sandsynliggjort, at en skattepligtig har afholdt fradragsberettigede udgifter, hvis størrelse den skattepligtige ikke kan dokumentere på regulær vis, da kan SKAT foretage en skønsmæssig ansættelse af den pågældende udgift.

..."

En løs påstand om, at sagsøger formentlig har udført og faktureret yderligere arbejde ud over de timer der fremgår af den fremlagte timerapport, bilag C, og derpå udeholdt yderligere omsætning, der angiveligt udligner sagsøgers faktiske udgifter til gennemførelse af det samlede vagtarbejde, som opgjort i timeplanen, forekommer helt ukonkret og udokumenteret, og der er ikke holdepunkter for at fremkomme med et sådant anbringende.

En sådan løs beskyldning burde da også, hvis der var nogen form for seriøsitet heri, underbygges af konkrete tal, der kan fremvise et realistisk billede af sagsøgers bruttoavance.

I SKM2013.230.BR, blev der indrømmet fradrag for udgifter til indkøb af selv samme varer, som virksomhedens solgte. Tvisten vedrørte Skatteministeriets skøn af sådanne udgifter, der i det pågældende tilfælde var vurderet til at udgøre 25 pct. af omsætningen.

Kammeradvokaten har til støtte for sin påstand henvist til denne byretsafgørelse og til Højesteretsafgørelsen SKM2009.37.HR, hvor en pizzeriaejer (og vognmand), blev skønsmæssigt ansat grundet et negativt privatforbrug på mere end 370.000 kr., der angiveligt skulle være inddækket via lån fra venner og familie.

Af Højesterets bemærkninger fremgår følgende:

"...

Det er for Højesteret ubestridt, at regnskaberne vedrørende pizzeriaerne lider af sådanne mangler, at SKAT - også selv om der ikke er væsentlige mangler ved taxaregnskabet - har været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af ...'s indkomst for 1997.

Ansættelsen er sket med udgangspunkt i et privatforbrug i 1997 på 130.000 kr. for ... og hans husstand omfattende hustru og børn.

De afgivne forklaringer og erklæringer om lån er ikke således bestyrket ved objektive kendsgerninger i form af kontoudskrifter eller andet, at det kan lægges til grund, at der er tilgået ... lån i 1997 som hævdet.

..."

I nærværende sag afviger sagsøgers privatforbrugsopgørelse netop ikke fra den nedlagte påstand.

Højesterets henvisning til sagens "objektive kendsgerninger" henleder opmærksomheden på umuligheden for så vidt angår et arbejdsdøgn på mere end 24 timer til opfyldelse af den af Kammeradvokaten fremlagte timerapport.

Det er en objektiv kendsgerning, at den pågældende timerapport ikke kan opfyldes af en person alene, og at der for et retvisende og realistisk billede nødvendigvis må indregnes og modregnes udgifter til mandetimer for udført arbejde af andre end sagsøger.

Kammeradvokaten har endvidere henvist til Højesteretsdommen SKM2011.209.HR, der vedrørte et pizzerias skønsmæssig ansættelse, herunder en skønsmæssig fastlæggelse af virksomhedens bruttoavance på 60 pct.

I nærværende sag er bruttoavancen til sammenligning fastsat til 100 pct., selvom medianen for vagtservice arbejde ifølge Danmarks Statistisk seneste opgørelse udgjorde 33 pct., altså ca. 67 pct. mindre end anslået af SKAT i nærværende sag.

Af de 27 Højesterets, lands- og byretsdomme, der findes under SKATs egen juridiske vejledning "om retningslinjer for skøn efter bruttoavancemetoden", A.B.5.3.4, findes der ikke en eneste afgørelse, hvor de ordinære domstole fastsætter en bruttoavance til 100 pct. som sket i nærværende sag ved SKATs skønsmæssige ligning af sagsøger, og den skønsmæssige skatteansættelse er derfor sket helt i strid med fast praksis.

På baggrund af ovenstående fastholdes de fremførte påstande, idet den skønsmæssige ansættelse hviler på et helt urealistisk grundlag, der ikke bunder i de objektive faktiske kendsgerninger i sagen, nemlig:

at	det aldrig har været faktisk muligt at arbejde mere end 24 timer i døgnet,
at	der ikke er behørig hjemmel til at ansætte en skønsmæssig bruttoavance til 100 pct.,
at	SKATs afgørelse ikke tager udgangspunkt i de faktiske objektive kendsgerninger i sagen,
at	den skønsmæssige ansættelse hviler på et helt åbenbart urimeligt grundlag,
at	A's overskud af egen virksomhed skal nedsættes med 2.815.013,

Til den subsidiære påstand gøres det endvidere gældende,

at	A's overskud af egen virksomhed nedsættes til et beløb, der modsvarer en arbejdsindsats svarende til en 37 timers arbejdsuge eller mindre eller,
at	A's overskud af egen virksomhed nedsættes til et beløb svarende til en bruttoavance på 33 pct. eller mindre.

..."

Sagsøgte har i sit påstandsdokument anført følgende anbringender og har procederet i overensstemmelse med disse:

"...

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det overordnet gældende, at sagsøgeren ikke har påvist et grundlag for at tilsidesætte SKATs afgørelse. SKAT har derfor med rette ansat sagsøgerens overskud fra driften af selvstændig virksomhed til kr. 2.815.013.

Sagsøgeren har ubestridt udeladt indtægter for 2007, og SKAT har været nødsaget til at fastsætte virksomhedsoverskuddet skønsmæssigt. Sagsøgeren har herefter bevisbyrden for, at skønnet kan tilsidesættes som værende åbenbart urimeligt eller udøvet på et forkert grundlag. Denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet.

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4, og det påhviler sagsøgeren at selvangive sin indkomst, jf. skattekontrollovens § 1.

Det følger endvidere af skattekontrollovens § 3, at erhvervsdrivende skal indgive et skattemæssigt årsregnskab i overensstemmelse med de regler, skatteministeren har fastsat. Regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab.

Hvis regnskabet ikke opfylder de fastsatte krav, kan indkomsten fastsættes skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5.

1. Sagsøgeren drev selvstændig virksomhed i år 2007

Sagsøgeren var indtil 31. januar 2007 ansat hos virksomheden G3. I resten af indkomståret 2007 modtog sagsøgeren ifølge det oplyste arbejdsløshedsunderstøttelse.

Sagsøgeren har oplyst, at han i den resterende del af 2007 udførte arbejde for SM, der drev virksomheden G1 v/SM.

Sagsøgeren har ikke selvangivet indtægter vedrørende udført arbejde for G1 v/SM, i form af lønindtægter eller som overskud af virksomhed i indkomståret 2007. Sagsøgeren blev fra 1. juni 2008 registreret med selvstændig virksomhed under navnet H1 v/A med CVR-nr. ..., jf. bilag B.

SKAT modtog den 14. juli 2008 en anonym anmeldelse om, at sagsøgeren skulle have udført vagtarbejde i 2007. Der blev i den forbindelse fremlagt en timerapport vedrørende sagsøgeren benævnt: "H1 vagt, Rapport: Timerapport (økonomi) - Én enkelt medarbejder. Periode: 01-07-2007-31-03-2008. A -013", jf. bilag C.

Det fremgår af tidsrapporterne, jf. bilag C, at sagsøgeren i perioden 2. juli 2007 - 23. december 2007, har udført arbejde for G1 v/SM.

Sagsøgeren har udstedt fakturaer til G1 v/SM, jf. bilag 4, der alle efter deres ordlyd vedrører arbejde udført i 2007. Det bemærkes, at indholdet af de udarbejdede fakturaer i bilag 4 i det væsentligste stemmer overens med registreringerne i tidsrapporterne. Det fremgår desuden af sagsøgerens bankkonto, jf. bilag A, at der den 9. oktober 2007 og den 6. november 2007, er overført i alt kr. 136.081,25, med angivelse af fakturanummer 329088.

Sagsøgeren har endelig udstedt 5 kvitteringer til virksomheden G2 A/S i perioden 17., november 2006 - 28. januar 2007, jf. bilag H, der alle kan henføres til indbetalinger på sagsøgerens bankkonto den 21. februar 2007, jf. bilag J.

Sagsøgeren har endvidere rykket for betaling i henhold til faktura nr. 100111, jf. bilag F, ligesom sagsøgeren i 2009 har anmeldt sit krav i SM's konkursbo (bilag E).

På denne baggrund må det ved sagens pådømmelse lægges til grund, at sagsøgeren har drevet selvstændig virksomhed i 2007.

2. SKATs skøn

Sagsøgeren har ikke udarbejdet et regnskab for indkomståret 2007 og har desuden ubestridt udeholdt indtægter. SKAT har derfor været berettiget til at fastsætte indkomsten fra virksomheden skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5.

SKAT har skønsmæssigt forhøjet sagsøgerens indkomst med i alt kr. 2.815.013. I den forbindelse har SKAT taget udgangspunkt i sagsøgerens eget regnskabsmateriale, omfattende:

-	de fakturaer, som sagsøgeren ubestridt selv har udstedt, jf. bilag 4,
-	de kvitteringer udstedt af sagsøgeren til G2 A/S, jf. bilag H, samt
-	overførslerne til sagsøgerens konto, jf. bilag A.

Herudover har SKAT ved skønsudøvelsen taget hensyn til,

-	at sagsøgeren har rykket for betalingen af fakturaerne i bilag 4, samt
-	at sagsøgeren har anmeldt sit krav i MS's konkursbo.

SKAT har endelig henset til, at de detaljerede angivelser i fakturaerne i bilag 4 i det væsentligste stemmer overens med registreringerne i tidsrapporten, jf. bilag C.

Der er dermed tale om et meget velunderbygget skøn, navnlig henset til, at det er baseret på sagsøgerens egne oplysninger.

Sagsøgeren har herefter bevisbyrden for, at den skønsmæssige ansættelse er åbenbart urimelig eller hviler på et forkert grundlag, jf. eksempelvis SKM2009.37.HR og SKM2011.209.HR.

Det gøres gældende, at der under de foreliggende omstændigheder, hvor fakturaerne ubestridt er udstedt af sagsøgeren selv i hans personligt drevne virksomhed, påhviler sagsøgeren en skærpet bevisbyrde for, at fakturaerne ikke dækker over et reelt krav.

Det gøres gældende, at sagsøgeren ikke har ført dette skærpede bevis.

Sagsøgeren har anfægtet størrelsen af det beløb, som sagsøgeren skulle have modtaget fra G1 v/SM, idet han udelukkende har oppebåret to betalinger herfra dels den 9. oktober 2007 med kr. 83.000, dels den 6. november 2007 med kr. 53.881,25.

Sagsøgeren har desuden anført, at han var ansat hos G1 v/SM, og at overførslerne den 9. oktober 2007 og den 6. november 2007 skal anses som lønindkomst.

Skatteministeriet bestrider dette som udokumenteret. Det fremgår derimod af teksten på kontoudtogene fra sagsøgerens konto, jf. bilag A, at overførslerne vedrører faktura 329088.

Sagsøgeren har desuden ikke besvaret opfordring 3 i svarskriftet, side 6, og fremlagt dokumentation for, at han var ansat som lønmodtager i G1 v/SM. Det må herefter lægges til grund, at sagsøgeren ikke var ansat som lønmodtager i virksomheden.

Sagsøgeren har derimod udstedt i alt 7 fakturaer for arbejde udført for G1 v/SM i 2007. På denne baggrund må sagsøgeren således anses for at have drevet selvstændig virksomhed.

Sagsøgeren har desuden bestridt, at der var realitet bag de i bilag 4 fremlagte fakturaer, udstedt til G1 v/SM. Sagsøgeren gør i den forbindelse gældende, at fakturaerne alene "var ment som en erindringsskrivelse om hans løntilgodehavende fra 2007". Til støtte herfor har sagsøgeren anført, at kravet i konkursboet er blevet trukket tilbage. Sagsøgeren har desuden fremlagt en række kreditnotaer, jf. bilag G, vedrørende fakturaerne til G1 v/SM (bilag 4).

Det fremgår af kreditnotaerne, jf. bilag 5, at de alle er dateret samme datoer som de udstedte fakturaer.

Den omstændighed, at sagsøgeren efterfølgende har udstedt kreditnotaer og tilbagekaldt kravet i konkursboet dokumenterer ikke, at sagsøgeren ikke har leveret en skattepligtig ydelse svarende til det fakturerede i 2007.

Som anført ovenfor, stemmer angivelserne i fakturaerne, jf. bilag 4, i det væsentligste overens med registreringerne i tidsrapporten, jf. bilag C, ligesom sagsøgeren har rykket for betalingen af bl.a. faktura 100110 og anmeldt sit krav i SM's konkursbo. Disse forhold bekræfter, at fakturaerne i bilag 4 dækker over et reelt krav. Det bemærkes desuden at sagsøgeren ikke har udstedt kreditnotaer på kvitteringerne i bilag H. De fremlagte kreditnotaer dokumenterer således ikke, at sagsøgeren ikke har drevet selvstændig virksomhed i 2007.

Det bestrides endvidere at den omstændighed, at det samlede antal timer i medfør af timerapporterne svarer til, at der er udført arbejde i mere end 24 timer i døgnet, dokumenterer, at sagsøgeren ikke har leveret en skattepligtig ydelse svarende til det fakturerede i 2007. Det bemærkes fortsat, at angivelserne i tidsrapporterne i det væsentligste stemmer overens med de af sagsøgeren udstedte fakturaer i bilag 4. Det kan endvidere ikke udelukkes, at sagsøgeren har haft ansatte til at udføre det vagtarbejde, der fremgår af timerapporterne. Dette støttes også af angivelserne i fakturaerne. Hermed anses sagsøgerens opfordring 2 for besvaret.

Det bestrides endelig, at den af sagsøgeren udarbejdede kapitalforklaring, jf. bilag 6, dokumenterer, at sagsøgeren kun har haft indtægter på i alt kr. 136.881,25 kr. G1 v/SM i indkomståret 2007. Det bemærkes, at opgørelsen i bilag 6 alene medtager de af sagsøgeren selvangivne indtægter. Som anført ovenfor har sagsøgeren ikke selvangivet indtægter vedrørende udført arbejde for G1 v/SM, uanset at sagsøgeren i stævningen, side 2, selv anfører, at han har udført arbejde i virksomheden. Oplysningerne i bilag 6 kan derfor ikke lægges til grund. Det bemærkes desuden, at den af sagsøgeren udarbejdede privatforbrugsopgørelse, jf. bilag 6, er uden betydning for nærværende sag, idet SKAT ikke har baseret deres skønsmæssige ansættelse på en sådan opgørelse.

Sagsøgeren har under sagens behandling desuden anført, at fakturaerne i bilag H dækker over sagsøgerens salg af sine private ejendele i form af brugt it-udstyr.

Det fremgår imidlertid af de fremlagte kvitteringer (bilag H), at disse er underskrevet "NN", og ikke med sagsøgerens navn. Sagsøgeren har ikke besvaret Skatteministeriets opfordring 4 i duplikken og oplyst, hvad "NN" dækker over. Allerede af denne grund må det derfor under sagens pådømmelse lægges til grund, at kvitteringerne ikke dækker over sagsøgerens salg af sine private ejendele.

Det fremgår desuden af de fremlagte kvitteringer (bilag H), at der ved salget af varerne er indregnet 25 % moms i salgsprisen. Sagsøgeren har således selv anført, at salget af de i bilag H omhandlede varer er momspligtige, uanset at momspligten ikke omfatter privatpersoners salg af deres ejendele, jf. momslovens § 3. På denne baggrund gøres det gældende, at de i bilag H fremlagte kvitteringer ikke dækker over sagsøgerens salg af sine private ejendele i form af brugt it-udstyr, og der er således ikke grundlag for at tilsidesætte det af SKAT udøvede skøn.

Sagsøgeren har under sagens behandling endvidere anført, at SKAT er afskåret fra at foretage en skønsmæssig forhøjelse på grundlag af fakturaer udstedt af sagsøgeren selv. Til støtte herfor henviser sagsøgeren til praksis om, at SKAT ikke anerkender lånebeviser, overdragelsesdokumenter mv., som er udstedt af skatteyderne selv i sager om nedsættelse af den skattepligtige indkomst, med mindre dette underbygges af objektiv dokumentation.

Skatteministeriet bestrider, at der er tale om sammenlignelige situationer, og at SKAT på baggrund heraf er afskåret fra at foretage en skønsmæssig forhøjelse på grundlag af fakturaer udstedt af sagsøgeren selv. I nærværende sag er det således SKAT, der har lagt sagsøgerens egne angivelser ved fakturaudstedelsen til grund, og ikke sagsøgeren selv, der påberåber sig de af sagsøgeren udarbejdede fakturaer.

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at SKAT ved det foretagne skøn ikke har taget højde for eventuelle fradragsberettigede udgifter.

Der kan indrømmes fradrag for dokumenterede udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

I nærværende sag har sagsøgeren ikke dokumenteret, at der er afholdt sådanne udgifter, hvor SKAT med rette har nægtet fradrag.

Det fremgår desuden af fakturaerne, bilag 4, at de er påført fakturanummer 100111-100116. Det fremgår endvidere af de omhandlede bankoverførsler, jf. bilag A, at de vedrører fakturanummer 329088. Der foreligger således et spring i fakturarækkefølgen, og det må derfor lægges til grund, at der har været yderligere udeholdte indtægter i sagsøgerens virksomhed.

Både SKAT og Skatteankenævnet har på baggrund heraf samt henset til den manglende bogføring i virksomheden, fundet, at disse manglende indtægter udlignede de udgifter, som måtte være fradragsberettigede driftsudgifter i medfør statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der er således taget højde for fradragsberettigede udgifter ved SKATs skøn.

Det bestrides således også - som anført i sagsøgerens processkrift 2 - at bruttoavancen i nærværende sag er skønsmæssigt ansat til 100 %.

Sagsøgeren har ikke medvirket til at oplyse sagen i yderligere omfang, hvilket må komme sagsøgeren til skade.

Det er således sagsøgeren, der har bevisbyrden for, at den skønsmæssige ansættelse er åbenbart urimelig eller hviler på et forkert grundlag ..., og sagsøgeren har ikke løftet denne bevisbyrde. Hermed anses sagsøgerens opfordring 3 for besvaret.

Sagsøgeren har endelig gjort gældende, at beskatningen bør ske i det indkomstår, hvor sagsøgeren kan fradrage tabet på fakturaerne til G1 v/SM. Tab på forretningsdebitorer kan imidlertid først fratrækkes i det indkomstår, hvor tabet er konstateret og kan gøres endeligt op, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Som anført ovenfor vedrører fakturaerne i bilag arbejde udført i 2007. Kravene til konstateringen af et tab på debitorer eller til sandsynliggørelsen af et forventet tab på debitorer, skal være opfyldt i det indkomstår, hvor tabet ønskes fratrukket, jf. SKM2002.100.HR, SKM2004.108.HR og SKM2006.527.ØLR. Sagsøgeren har ikke dokumenteret, at indtægten fra fakturaerne til G1 v/SM ikke skal beskattes i indkomståret 2007.

På denne baggrund gør Skatteministeriet gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Skatteministeriets skøn over sagsøgerens indkomst, da sagsøgeren hverken har godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse er åbenbart urimelig eller hviler på et forkert grundlag.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

Indkomst er som udgangspunkt skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4 og den skattepligtige skal selv angive sin indkomst, jf. skattekontrollovens § 1. Efter skattekontrollovens § 3 skal erhvervsdrivende indgive et skattemæssigt årsregnskab. Hvis der ikke sker en sådan selvangivelse af indkomsten, kan SKAT efter skattekontrollovens § 5 fastsætte indkomsten skønsmæssigt.

Sagsøgeren har forklaret blandt andet, at han udstedte fakturaer til SM's virksomhed for arbejde, som ud fra ordlyden af fakturaerne var udført af sagsøgeren, at sagsøgeren oprettede og fik registreret en virksomhed med det formål at få indkasseret de skyldige beløb fra SM, at han rykkede SM for betalingen, og at han anmodede sin advokat om at anmelde kravene i SM's konkursramte virksomhed. Der er endvidere ikke dokumentation i form af fx. en ansættelseskontrakt for, at sagsøgeren var lønmodtager hos SM's virksomhed. På denne baggrund findes der i sagen ikke oplysninger, som kan danne grundlag for en anden antagelse, end at sagsøgeren har udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i 2007.

Retten lægger som ubestridt til grund, at sagsøgeren ikke udarbejdede et regnskab for 2007, hvorfor SKAT havde hjemmel til at fastsætte sagsøgerens indkomst for 2007 skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5.

Afgørende er således, om sagsøgeren har ført bevis for, at skattemyndighedernes skøn var åbenbart urimeligt eller hvilede på et urigtigt grundlag.

Der er i Landsskatterettens kendelse af 14. maj 2013 redegjort for blandt andet, som SKAT har ladet indgå i sin skønsmæssige vurdering af sagsøgerens skattepligtige indkomst for 2007. Det fremgår således, at skønnet blandt andet er baseret på sagsøgerens eget regnskabsmæssige materiale i form af fx. de fakturaer - sagens bilag 4 - som sagsøgeren efter sin egen forklaring udstedte, og på at sagsøgeren rykkede for betalingen af de nævnte fakturaer, og på at sagsøgeren anmeldte kravet i SM's konkursbo.

På ovenstående baggrund har sagsøgeren ikke løftet bevisbyrden for, at SKATs skøn er åbenbart urimeligt, eller at skønnet hviler på et forkert grundlag. Sagsøgtes frifindelsespåstand tages derfor til følge.

Henset til sagens resultat skal sagsøgeren betale sagsomkostninger til sagsøgte. Sagsøgeren skal således betale sagsomkostninger til sagsøgte med 100.000 kr. som nedenfor bestemt. Sagsomkostningerne udgør sagsøgtes rimelige udgifter til advokatbistand, herunder de 1.230 kr. (ekskl. moms), som sagsøgte har oplyst at have haft af udgifter til udarbejdelse af materialesamlinger. Retten har ved fastsættelsen af sagsomkostningernes størrelse lagt vægt på blandt andet sagens udfald, karakter og størrelse, herunder sagsværdien.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, betaler inden 14 dage sagsomkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet, med 100.000 kr.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8a.